Portvinsbroderskabets Regatta 2023

 

Lad det være sagt med det samme. Det blev ikke til en topplacering for mit vedkommende i år. Men festen og oplevelsen var den samme som altid.

Den årlige regatta med de gamle portvinsbåde – de såkaldte Barcos Rabelos – fandt som vanligt sted i Porto Sankt Hans dag, arrangeret af portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, som havde afholdt deres årlige optagelsesceremoni og gallamiddag et par dage inden. Aftenen før havde hele Porto fejret deres elskede skytshelgen São João med dans og fest i gaderne, hammerslag på hovedet, grillede sardiner og masser af fadøl. Samt ikke mindst med det afsluttende imponerende fyrværkeri på Douro-floden og fra dobbeltdækkerbroen Ponte Luís I, hvorfra der falder en vandfald af glimtende ild.

Efter frokosttid dagen derpå, som vel at mærke er helligdag, går forberedelserne til regattaen i gang. Nogle hold spiser frokost sammen først, og alle medbringer proviant på båden i form af små godbidder, vin, vand og portvin. Der klædes om i t-shirts og kasketter med logoer for de forskellige portvinshuse, og når tiden er inde sejles alle ud til de ventende både.

Jeg var i år inviteret med på både fra Rozès og nåede dermed et skridt videre i min intension om at prøve at være ombord alle bådene. Det er vel at mærke ikke alle portvinshuse, det har en båd, da en sådan er dyr både i anskaffelse og ikke mindst i vedligeholdelse.

Vi var 8 på båden Infanta Isabel – samme navn som Rozéses 10 års Tawny. Luís Monteiro, Jorge Ledo, Fernando Monteiro, José Monteiro, Jorge Morgado, Mariana Monteiro og ikke mindst Fátima Saraiva, der som ”Mestre” i portvinsbroderskabet havde kaptajnrollen i stævnen af skibet, hvorfra hun råbte sine ”Porto”- og ”Gaia”-anvisninger til styrmanden, som ikke selv har udsyn, da han står bag det store sejl. 

Vores start var desværre uheldig. Vejrudsigten havde lovet pænt med vind fra havsiden, hvilket sådan set er godt, når man skal sejle opstrøms til mållinjen foran Sandemans lodge. Men det varme vejr gjorde også, at vinden kunne springe, hvilket netop skete, da vi fik sejlet hejst op. Det foldede sig aldrig rigtigt ud, da vinden ramte forkert, hvorfor vi i stedet endte ved havnen i den lille fiskerlandsby Afurada, hvor det lige netop lykkes os ikke at påsejle molen. Sejlet måtte derfor stryges igen, og vi blev bugseret ud i midten af Douro for at starte forfra.

Dette betød, at vi startede et godt stykke bag alle andre både. Men nu havde vi god vind, og på vejen ind lykkes det os faktisk at indhente et par både og slutte os til de bagerste i feltet ved mållinjen. Herfra måtte vi så se båden fra Fonseca med winemaker David Guimaraens som kaptajn styre over målstregen i sikker vinderposition efterfulgt af bådene fra Porto Cruz og Dalva.

Derefter fulgte igen lidt ventetid, som blev fyldt ud med lidt at drikke og en god snak, inden vi blev sejlet i land. Den efterfølgende præmieoverrækkelse fandt sted på en plads længere henne ad Avenida de Ramos Pinto lige inden Ferreiras lodge. Her var der vanlig jubel og klapsalver til de tre vinderbåde samt ikke mindst et lille glas portvin og en skål for portvinen, broderskabet og portvinsbrødrene.

Dagen sluttede med en fælles og festlig middag hos AEVP (Associação das Empresas de Vinho do Porto), hvor broderskabet har til huse.

Alt i alt en festlig dag – trods resultatet. Stor tak til António Saraiva fra Rozès for invitationen og mandskabet for godt selskab. Om muligt er jeg klar igen næste år på en af bådene.

 

 

Turen til Porto omfattende endvidere besøg hos portvinshuse og gode kontakter. I min næste rapport kan læses mere om besøgene hos Niepoort, Nicolau de Almeida, Fonseca og Quevedo.

Quinta do Vallado – på skrift og i glasset

 

Senest ankomne bog blandt alle mine bøger relateret til portvin er ”Quinta do Vallado”, skrevet af Gaspar Martins Pereira og udkommet i 2016 i forbindelse med 300 året for quintaen. Der er tale om et digert, grundigt og flot værk på såvel portugisisk som engelsk, der fortæller om quintaens historie, men ikke kun det. Quinta do Vallados historie er samtidig også historien om en familie, idet den i dag ejes og bestyres af efterkommere af den tidligere ejer, legendariske Dona Antónia Adelaide Ferreria.

Vi skal dog helt hen til 1812 før Ferreria-familien kommer på banen. Det år overtog 31-årige António Bernardo Ferreira Vallado fra de tidligere ejere. Da António døde i 1835 arvede hans søn António Bernardo Ferreira Júnior quintaen, og denne giftede sig så senere med sin kusine Dona Antónia, som siden blev eneejer af såvel Vallado som en lang række andre quintaer rundt om i Douro.

Quinta do Vallado ligger ved Peso da Régua, tæt ved udmundingen af Corgo-floden. Gennem årene har de tilkøbt flere mindre ejendomme rundt om. På selve quintaen har de 65 hektar vinmarker, hvoraf 10 hektar er gamle vinmarker (vinhas velhas) fra perioden 1920-1950, mens den resterende del blev etableret i 1990´erne. Dertil kommer 35 hektar økologiske vinmarker i Côa-dalen i Douro Superior tilkøbt i 2009. Her har de også etableret et nyt hotel, Casa do Rio, som supplement til deres vinhotel på Quinta do Vallado, som har eksisteret siden 2005.

Bogen fortæller historien om quintaen og ejerne fra 1716 og frem til i dag. De første mange år blev druer og portvin solgt til de store selskaber – ikke mindst det ligeledes familieejede Ferreira. Men da Ferreira i 1987 blev solgt til Sogrape, lod Vallado sig i 1993 registrere som selvstændig producent. Derefter kom der også fokus på bordvin, hvilket fortsatte med etableringen af Douro Boys i 2003, hvor Vallado sammen med Niepoort, Crasto, Vale d. Maria (i dag van Zeller) og Vale Meão satte sig for at få vin fra Douro på det internationale vinkort. De fem quintaer er såvel familiemæssigt som arbejdsmæssigt flettet flittigt ind i hinanden. Winemakerteamet i dag på Vallado udgøres således af Francisco Olazabal fra Vale Meão og Vallados egen Francisco Spratley Ferreira, og direktør João Ferreira Ribeiro er gift med Rita Roquette fra familien, der ejer Quinta do Crasto.

Herhjemme er Quinta do Vallado nok lidt overset i forhold til nogle af de mere kendte navne i Douro Boys, selv om såvel deres bordvine som portvin er tilgængelige. Efter at have smagt en del af deres vine, vil jeg mene, at de fortjener lidt mere opmærksomhed.

Francisco Spratley Ferreira og andre Douro Boys ved 20 års jubilæet i Niepoort kælder

I forbindelse med 20 års jubilæet for Douro Boys var jeg fx i april i år inviteret til en smagning af meget gammel portvin fra alle fem producenter i Niepoorts kælder. Her smagte jeg bl.a. Vallado ABF, der blev flasket og frigivet i forbindelse med 300-året i 2016 som en hyldest til førnævnte António Bernardo Ferreira. Der er tale om helt unik vin, som kun blev udsendt i 933 eksemplarer i smuk og eksklusiv indpakning, som sædvanen er ved den slags rariteter. Ved samme lejlighed smagte jeg også en anden gammel portvin fra Vallado, Tributa Adelaide fra 1866, som blev flasket i 2012.

I Din Vinguide senere år vil jeg have en artikel om Douro Boys´ jubilæum og smagningen, men her er noterne på de to gamle vine fra Quinta do Vallado.

 

Vallado ABF 1888 (flasket i 2016)

Mørk tawnybrun, grøn kant. Koncentreret og intens næse med svesker, figner, valnød, balsamico, krydderier og lidt vanilje. Fed, fyldig og koncentreret med appelsinskal, svesker, valnød, muskatnød og balsamico, fint balanceret og meget kompleks, lang vedvarende hale (96).

 

Tributa 1866 (flasket i 2012)

Mørk og koncentreret med grøn kant. Tørrede frugt, figner, dadler, muskatnød, godt krydret. Meget koncentreret i munden, men flot balanceret, dadler og andre tørrede frugter, karamel, meget kompleks med lang vedvarende hale med imponerende fint syrebid (97).

Pradorey – Ribera del Duero

 

De smagte vine er sponseret af producenten

 

Floden Douro har givet navn til to fremragende vinregioner på hver sin side af grænsen mellem Portugal og Spanien. På den portugisiske side gælder det Douro, som ikke alene er portvinens hjemsted, men også leverer fremragende rød- og hvidvine. I Spanien ændres flodens navn til Duero, og her finder vi langt inde i Castilla Y León regionen Ribera del Duero.

Fælles for de to regioner er, at de først sent fik fokus på produktion af kvalitetsvin. Selv om der har været dyrket og fremstillet vin i Ribera del Duero i flere tusinde år, skal vi helt op til 1980´erne før udviklingen for alvor tager fat. Jo, Vega Sicilia var allerede på banen, men det var først efter, at regionen fik status af DO i 1982, at det gik stærkt. I 1982 var der således kun 24 bodegaer i regionen, hvilket siden er vokset til over 300.

Ribera del Duero, som ligger nord for Madrid, har kontinentalt klima med store temperaturforskelle – f.eks. kan det være 30 grader om dagen og 4 grader om natten i september måned, ligesom frosten kan vare helt ind i april måned. Vinmarkerne er især placeret i 700-800 meters højde, hvilket resulterer i en forholdsvis kort modningssæson. Den altdominerende druesort er en variant af Tempranillo, som her går under navnet Tinto del País, men der findes også flere franske sorter. Der benyttes en del fadlagring, men med store forskelle på, hvor markant fadpræget er.  

En af regionens producenter hedder Pradorey, og selv om ejendommen har aner helt tilbage til 1503, hvor jorden købes af dronning Isabella af Castile, var det først da Don Javier Cremades de Adaro overtog ejerskabet i 1989, at der blev anlagt vinmarker og bygget et vineri. De første vine kom på markedet i 1996, og siden er der blevet omlagt, og porteføljen er blevet udvidet. Det gamle palads på ejendommen blev omdannet til The Inn med hotelværelser og spisesal.

Pradorey ligger i den østlige del af regionen og har omkring 3.000 hektar land – det meste langs Duero – hvoraf 520 hektar er med vin, fordelt på 10 forskellige vinmarker. Flere af markerne har givet navn til enkeltmarksvine. Der er især plantet Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot og Albillo Mayor. Dertil kommer vinmarker i andre områder af Castilla Y León så som Bierzo. Det gælder f.eks. marker med en for mig hidtil ukendt sort kaldet Albarin, som indgår i deres hvidvinsblend.

”Det er en anden druesort forskellige fra Albariño og Albillo. Albarin er en indfødt druesort fra Asturien. Vores Blanco Albarin kommer fra vinmarker i El Bierzo området i León. Den er aromamæssig neutral, men giver kompleksitet, blødhed og struktur i vinen,” fortæller salgschef Jorge Rodriguez, som er barnebarn af grundlæggeren og ejeren Javier Cremades de Adaro.

Den samlede portefølje er stor og består af såvel introlevel vine, blends, enkeltmarksvine, særlige cuvéer og prestigevine.

“Vi tilbyder en bred vifte af kvalitetsvine, som kan tilfredsstille alles behov. Vi har Transgressive, som er vores introlevel til hverdagsbrug. Fincas er for dem, der kan lide den klassiske stil fra Ribera del Duero. Så har vi en serie for dem, der ønsker at udforske og opdage andre måder at forstå regionen på. Dertil kommer vores to vine, kaldet The Collection, som er små juveler for de få,” forklarer Jorge Rodriguez og fortsætter:

“Vi har en innovativ tilgang, hvor vi prøver at se videre end det, vi har lært. Vi er tæt tilknyttet vores terroir og vores marker, som vi tager varer på på bæredygtig vis, så de kan bevares i endnu tre generationer.” 

Blandt vinene er Adaro en hyldest til grundlæggeren Javier Cremades de Adaro, mens El Buen Alfarero er noget for regionen så sjældent som et amforavin.

”Vores kreative winemaker ville gerne prøve noget nyt i vores område ved at vende tilbage til de gamle metoder. Altså innovation ved at gå tilbage til fortiden. Vi købte derfor tre gamle amforaer, som han brugte til at studere udviklingen i vinen. Han fandt ud af, at amfora giver friskhed og hjælper med at bevare frugten, strukturen og balancen i lang tid uden at tilføje ekstra. Bare ren druer, ren frugt og ren vin,” fortæller Jorge Rodriguez og fortsætter:

”I starten brugte vi dem kun til El Buen Alfarero, men nu bruger vi dem også til lagring af andre af vores vine, Adaro, La Mina, Sr. Niño og Origen. Så vidt jeg ved, er vi de eneste i Ribera del Duero, der bruger over 200 år gamle amforakrukker, som er hentet fra tidligere vinerier i det sydlige Spanien. Der er nogle, der eksperimenterer med nye amforas, men effekten er ikke den samme.”

Som i andre regioner er der også i Ribeira del Duero en udvikling mod mindre markant fadbrug og større vægt på frisk frugt. Det gælder også hos Pradorey.

”Forbrugere i hele verden søger for tiden efter mere frugtige vine. De vil have komplekse vine, men ikke vine med trænoter. En del producenter i Ribera del Douro prøver at efterleve dette uden at miste deres identitet. Jeg tror ikke man bevæger sig væk fra at bruge fadlagring, men tidligere var en del vine fra Ribera del Duero nok for fadpræget. Her prøver vi at forbedre os. Der er dog også producenter i regionen, som fortsætter med at producere i den gamle stil,” siger Jorge Rodriguez.

Jeg har prøvesmagt et stort udvalg af vinene fra Pradorey. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

Pradorey Blanco 2021: Blend af mange druesorter, bl.a. Verdejo og Albarin, 5 måneder på cement og 5 måneder på fad. Lys gulgrøn. Frisk næse med citrus, pære, fersken, ananas og passionsfrugt. Frisk i munden, men også med fin fylde og frugt, ok balancerende syre, citrus og mineralitet samt eksotisk frugt, melon, passionsfrugt (89).

Pradorey Rosado 2022: 50 % Tempranillo og 50 % Merlot, 2 måneder på fad med batonnage. Mørk laksefarvet. Meget ekspressiv med hindbær og andre røde bær, blomster og vingummibamser. Frisk i munden med hindbær, blomster og røde bær, ok fylde og balance, medium sød. Ok terrassevin, men lidt vel meget tuttifruttipræg (86).

Pradorey Origen 2021: 95 % Tempranillo, 3 % Cabernet Sauvignon og 2 % Merlot, lagret på træfad og en måned på amfora. Mørk rubin, lys lilla kant. Ekspressiv næse med modne kirsebær og lidt solbær, krydret og lidt ristede noter. Enkel og ligefrem men saftig med frisk frugt, syrnede kirsebær og lidt mørke bær, let krydret og lidt metallisk, pænt med bløde tanniner, tør hale (88).

Pradorey Cuvée Premium 2020: 85 % Tempranillo, 10 % Cabernet Sauvignon og 5 % Merlot, 10 måneder på fad. Mørk rubin, lilla kant. Moden frugt, sorte kirsebær og krydderurter i næsen. Elegant vin med godt med frugt, kirsebær, florale noter samt mineralitet og lidt ristede noter, fin balance og godt med bløde tanniner, tørre tanniner i enden, mellemlang hale (89).

Finca Valdelayegua Crianza 2019: 100 % Tempranillo, 12 måneder på fad. Mørk rubin, lilla kant. Dejlig næse med mørke bær, sorte kirsebær, lidt balsamico og godt krydret. Blød og rund i munden med mærke bær, lidt lakrids, mineralitet, lidt ristede toner og pænt med bløde tanniner, tørre tanniner i halen. Ganske vellavet (91).

Pradorey Finca la Mina Reserva 2018: 100 % Tempranillo, 14 måneder på franske egefade. Mørk rubin, tæt. Dejlig krydret næse med mørke bær, lidt kaffe og ristede noter samt diskret vanilje. Blød og rund med god syre, flot struktur og fylde samt god kompleksitet, brombær og andre mørke bær, lidt kogt rødkål og balsamico, meget diskrete og balancerede fadnoter, godt med bløde tannier. En ganske dejlig vin (93).

Andaro 2020: 100 % Tempranillo, økologisk, 30 % gæret i terrakotta. Mørk rubin, lilla kant. Intens og krydret næse med mørke, syrnede kirsebær, jordbær, brombær og lidt svampe, balsamico og lidt laktisk på den gode måde. Meget fyldig med mørke bær, lidt lakrids, krydderier, lidt frugtsødme og vanilje, men helt tør, kraftige tanniner, tør hale med godt med tanniner (92).

El Buen Alfarero (terrakotta): 95 % Tempranillo og 5 % Albillo Mayor, spontangære på terrakotta og derefter 17 måneder på lerkrukker, leveres i et flot kegleformet flaske. Mørk rubin. Kirsebær, masser af solbær, violer og skovbund samt grønne urter. Frisk i munden med mørke bær, mineralitet, god syre, lidt rustik med godt med tanniner og dejlig kompleksitet, lang hale med tørre tanniner. En dejlig, anderledes og spændende vin (92/93).

Pradorey Élite 2019: 100 % Tempranillo, 14 måneder på fad. Mørk rubin, næsten sort med lilla kant. Kraftig, tæt og kompleks næse med mørke kirsebær, solbær, brombær og sød lakrids. Elegant og floral, men også fyldig og kraftig med mørke bær, balsamico, lidt kaffe og tobak, fin mineralitet, massive integrerede tanniner, stort potentiale for lagring, lang hale med tørre tanniner. En stor og flot vin (94).

 

Pradorey importeres af Holte Vinlager, som dog ikke har alle ovennævnte vine i deres sortiment.

Van Zeller lancerer Vintage Port lagret i havet

Det måtte jo komme. Vintage portvin lagret på havets bund.

Inspireret af gamle vinflasker fundet i skibsvrag er der rundt om i verden producenter, som forsøger sig med vin lagret i havet. Idéen er, at såvel temperatur- som lysforhold på havets bund er ideelle for vinenes udvikling, ligesom det menes at bevægelserne i havet har en gunstig virkning. Endelig skal man selvfølgelig ikke glemme det element af ”storty-telling”, der er i flasker med en særlig historie og et specielt udseende med lidt algevækst mv.

Det er Van Zellers & Co, der har taget skridtet og afprøvet metoden på portvin. I december sidste år lod de 102 flasker af deres Vintage 2020 nedsænke i 10 meters dybde i Atlanterhavet ud for Sines i Portugal. Her vil de forblive frem til den 16. november i år – altså i alt 11 måneder – hvorefter de vil blive solgt.

”På 10 meters dybde møder flaskerne 1 bars tryk, hvilket kickstarter aldringsprocessen for Vintage Port. Flaskerne opbevares også under konstant temperatur og i mørke opgivelser, hvilket giver en god udvikling. Og som tillægsværdi begynder der at danne sig smukke havalger på flaskerne,” fortæller Francisca van Zeller.

Van Zellers & Co.´s Vintage Port Ocean 2020 bliver officielt lanceret næste juni. De første 35 flasker vil blive solgt gennem WineChain. Der er fremstillet et særligt muslingeskal-agtigt hylster af genbrugsplastik til flaskerne i samarbejde med Zouri Shoes, som ellers fremstiller skosåler af genbrugsplastik indsamlet ved kysten.

”Hvert år dumpes der 14 millioner tons plastik i havene. Samarbejdet med Zouri Shoes og Oceanariet i Lissabon skal skabe opmærksom om dette alvorlige problem, og hvordan vi skal tage vare på vores land ved at tage vare på vores have,” udtaler Francisca van Zeller.