Gyldne dråber fra Dalva

Dalva er et mindre portvinshus med høj kvalitet, hvad angår fadlagret portvin. En enkelt vintage fandt dog vej til smagningen forleden i The Vintage Port Club, hvor fokus ellers var på Dry Whites, Colheitas og Golden Whites. Og lad det være sagt med det samme. De gyldne dråber var fremragende.

Først en par ord om huset. Dalva blev grundlagt i 1862 og havde forskellige navnekonstellationer frem til 1957, hvor Clemente da Silva overtog hele firmaet og omdøbte det til C. da Silva. Men da der var mange andre med det efternavn i portvinsbranchen, valgte Clemente i stedet at navngive huset for Dalva som en sammentrækning af ”da” og ”lva” i Silva.

Efter Clemente da Silvas død i 1980 blev selskabet først solgt til spanske Nueva Rumasa og derefter videre til den store franske koncern La Martinquaise, som også ejer det store portvinshus Grand Cruz.

Hvor Grand Cruz især udmærker sig kvantitativt, selv om man faktisk kan finde ok portvine i deres portefølje, er Dalva et mere eksklusivt brand og med flasker i flot design. Dette ses mest tydeligt ved deres Golden White serie, som er baseret på udvalgte fade med hvid portvin, og hvor der kun udvælges et år i hvert årti, som så flaskes og sendes på markedet. Foreløbig har de barslet med årene 1952, 1963, 1971 og 1989, hvoraf tre var på programmet til smagningen. Derudover har Dalva også udsendt almindelig hvid colheita, en serie af tørre hvide blends spændende fra 10 til 40 års samt tawny og colheitas baseret på røde druer. Endelig producerer de også LBV og vintage.

Som det sker med jævne mellemrum, havde klubben besøg fra Portugal, idet Isabel Abreu Lima fra Dalva deltog og kommenterede årgange og vine undervejs. Isabel er forholdsvis ny i firmaet og arbejder bl.a. med digital markedsføring, fortalte hun.

Smagningen omfattede følgende vine:

Dry White 10 års: Lys orangegul. Frisk næse med duft af citrus og lidt mandel. Tør og frisk med høj syre. Lidt orange i smagen, ikke så dyb (85).

Dry White 40 års: Flot gylden. Fin duft af abrikos, mandel og mandarin. Dejlig cremet i munden, tør med orange og honningnoter og et lidt saltet præg. Fin balanceret. Et dejligt glas, hvis man er til de lidt tørre udgaver (93).

Colheita 2004: Rødbrun. Kraftig med såvel frugt og røde bær som lidt begyndende fadnoter i næsen. Frugt, lidt marcipan og høj syre samt lidt vel meget bid i enden (87).

Colheita 2000: Rødbrun, tawnyfarvet med lys kant. Ikke så ekspressiv i næsen. Fyldig i munden, stadig med lidt frugtpræg, men ellers med nødder og andre fadnoter. Høj syre. Virker lidt i ubalance (88).

Colheita 1995: Tawnybrun med lidt orange glød. Mandel, honning og lidt cigarkassen i næsen. Nødder, en smule bærpræg, lidt vel skarp (89).

Colheita 1990: Tawny brun med orange kant. Lidt lukket i starten, men ellers god duft af mandel og orangeskal. Fyldig i munden med mandel og lidt mørkere noter som svampe. Høj syre og godt balanceret, en smule bid i enden (91).

Colheita 1982: Lys brun og orange, næsten roséfarvet. Dejlig duft med mandel og orange. Blød og elegant, ikke så frembrusende, men meget delikat og harmonisk. Et flot glas (93).

White Colheita 2007: Ikke i Golden White serien, men altså en yngre pendant. Lys orange og diskret i næsen med lidt mandarin og mandel. Sødere end de tørre hvide. Fin smag af orange og karamel, frisk og med høj syre (89). 

Golden White 1989: Orange gylden farve. Fin duft af orange, mandel og nødder, som genfindes i smagen. Lidt vel høj på syre og lidt i ubalance (88).

Golden White 1971: Gylden og med flot glød. Frisk næse med orangeskal, honning og mandel. Flot struktur i munden, fyldig og i flot balance med syre. En dejligt glas, hvor hver dråbe blev nydt (95).

Golden White 1963: Gylden og orange, lidt mørkere end 71´eren. Lidt tungere i næsen med flere nøddenoter og lidt honning. Mandler og acceptabel syre, tungere og mere kompleks, men ikke med samme friskhed, hvilket trækker lidt ned (93).

Vintage 1994: Rød med røde bær i næsen, modne kirsebær, kaffe og lidt kogt kål, som dog aftog lidt. Moden frugt i munden, stadig med syre, men ikke helt harmonisk. Ikke en stor Vintage (86).

Alt i alt en dejlig smagning uden skæve vine, som fuldt ud viste, at der er masser af kvalitet at hente ved at lagre hvid portvin. Som det fremgår, vurderer jeg denne gang Golden White 1971 højere end ditto 1963. Ved to tidligere smagninger af rækken har det været omvendt rækkefølge. Jeg fik ikke tjekket tappedatoer på flaskerne, men dette kan spille ind.

Efter smagningen blev der afgivet point, og her viste det samlede resultat at være nogenlunde lig min egen pointgivning. Nummer 1 blev således Golden White 1971, fulgt af Golden White 1963, Colheita 1982 og Colheita 1990.

Odense Vinfestival

Vinoble havde forleden inviteret til vinfestival i Odense som et led i deres turné rundt i landet med udvalgte vinhuse. Med på turen var 12 producenter fra 9 forskellige lande – og det såvel europæiske som oversøiske og i alt mere end 80 vine.

Der var altså nok at smage. Som altid ved den slags bredde smagninger valgte jeg at koncentrere mig om enkelte producenter for så at slutte med lidt lystsmagning. Springer man blot rundt på må og få, kan det være svært at drage konklusioner, og tager man det hele fra a til z, er der ikke mange smagsløg tilbage til sidst – og det ligegyldigt, hvor meget man spytter ud.

Jeg lagde ud med at besøge Weingut Rieger fra Baden i det sydvestligste hjørne af Tyskland – en af de regioner i landet, hvor de røde druesorter spiller en større rolle. Men som det også er tilfældet i Champagne behøver røde druer ikke nødvendigvis at give røde vine.

Alle vinene fra Weingut Rieger er dyrket efter biodynamiske metoder og derfor også økologiske. Jeg smagte først en ligefrem og perlende Lust auf Perlage Weiss 2015, en vin uden den store kompleksitet, men med fin syre og friskhed. Dernæst fulgte tre hvide. Først Pinot Noir Blanc de Noir 2015, hvor de røde druer har været udsat for en forsigtig og kort fermentering, så vinen altså er endt som hvid på samme måde som Pinot Noir bruges i Champagne. Tør og frisk med god smag af pærer og mineralitet samt fin balance. Grauer Burgunder 2015 var grøngul med god duft og fin fylde med pære og melon, mens Weisser Burgunder 2016 var mere diskret i næsen, men med fyldig smag og god mineralitet. Slutteligt prøvede jeg deres røde Lust auf Rot 2013, som er lavet på et blend af Regent og Spätburgunder (Pinot Noir) samt lidt Cabernet Sauvignon. En frisk og ligefrem, men ukompleks rødvin med fin duft og smag af ribs og andre røde bær.

Mit næste stop var i det nordlige Italiens, nærmere bestemt Valpolicella, hvor Fidora lave hele serien. Jeg smagte først deres Valpolicella 2015, som var frisk, tør og med præg af bær, derefter fulgte Ripasso 2014, som havde lidt mere dybde, men stadig med vægten på det tørre og frugtprægede. God duft af kirsebær, men måske også lidt vel poleret og en smule parfumeret. Fidora ønsker tydeligvis at lave vine i den nye stil og altså ikke med så meget kraft og sødme, som vi ellers kender fra Ripasso og Amarone. Ved de to første synes jeg dog jeg manglende lidt fylde og struktur, men deres Amarone 2010 til gengæld var meget overbevisende. En elegant og tør vin med stor kompleksitet og mange nuancer. Endelig sluttede jeg med en fadprøve på deres Recioto, altså den søde udgave, men også her placerer huset sig i den tørre ende af skalaen.

Derefter gik turen til Spanien, hvor jeg smagte hele serien hos Rioja-huset Bodegas Luis Cañas, som var et spændende bekendtskab. I septemberudgaven af det fremragende engelske vinblad Decanter læste jeg en interessant artikel om den positive udvikling af hvidvin i Rioja, som ellers domineres af de røde druer. Jeg lagde derfor ud med deres Blanco 2016, som var fyldig med godt med frugt. Den kommer også fra gamle vinstokke og var lagret fire måneder på bærmen. Spændende, men dog lidt lav på syre. Dernæst fulgte Crianza 2014, Reserva 2011, Gran Reserva 2010 samt Seleccion de la Familla 2010. Såvel Reserva som Grand Reserva var dejlige med vægt på frugt og ikke så kraftigt fadpræg – og altså i den nye mere frugtbaserede Rioja-stil, som jeg klart foretrækker frem for den gamle med udpræget vanille og sødme fra fadet.

Slutteligt besøgte jeg kort amerikanske Columbia Crest fra Washington State, hvis Syrah Grand Estates 2013 altid er en imponerende flot vin. Og endelig sluttede jeg – selvfølgelig – af hos Ramos Pinto, hvor Mariana Tavares stod klar til at skænke. Jeg smagte deres rødvin Duas Quintas Tinto 2014, som lige skal ligge et par år, men ellers er udmærket. Og, ja. Så sluttede jeg med lidt portvin. To endnu unge, men fint drikkelige i form af LBV 2012 og Ervamoira Vintage 2009 – begge med stort potentiale – og endelig deres altid fremragende 20 års Tawny, hvis smag fulgte mig hele vejen hjem.    

Den danske vinbonde i Alentejo

Danmark har efterhånden fået en del interessante vinavlere. Det gælder herhjemme, hvor flere og flere danske vingårde etableres, og kvaliteten – især hvad angår hvidvin og mousserende vin – er stigende. Og det gælder rundt om i verden, hvor navne som Peter Sisseck, Peter Vinding-Diers og Peter Work udgør toppen af kransekagen.

Lidt mindre kendt, men også med god succes er Hans Kristian Jørgensen, som har sin egen vingård, Cortes de Cima, i Alentejo i Portugal. Jeg besøgte Cortes de Cima for nogle år siden, da jeg skulle skrive en artikel til Vinbladet, og blev vist rundt af Hans Kristian Jørgensen og hans amerikanske hustru Carrie, som står for den kommercielle side af sagen. 

Det dansk-amerikanske par købte den 365 hektar store ejendom ved Vidigueira i underregionen af samme navn i 1988. Vidigueira udgør det sydligste demarkerede område i Alentejo og er især præget af forholdsvist fladt terræn og et varmt og solrigt klima. Siden er der tilkøbt jord ude ved kysten, hvilket giver bedre betingelser for hvide druesorter og Pinot Noir – en af de seneste druesorter, som Cortes de Cima eksperimenterer med.

Bevæger man sig rundt på ejendommen er Hans Kristians baggrund som maskiningeniør tydelig. Han har selv arbejdet med at etablere vandingssystemer, solpaneler og generatorer, ligesom han laves tekniske eksperimenter i vineriet. Han ejer også et lille fly, som han selv benytter både til transport og til fornøjelse.

Cortes de Cima laver både enkeltdruevine på f.eks. Alvarinho, Syrah, Pinot Noir, Aragonez og Touriga Nacional samt udmærkede blends under navnene Courela, Chaminé og Cortes de Cima. Endelig bør vingårdens signaturvin Incógnito nævnes. Den er lavet på 100 % Syrah, men da internationale sorter ikke var tilladt ved lanceringen, fik den sit navn, som altså stadig er bevaret, selv om lovgivningen siden er lempet. En oversigt over samtlige vine kan ses på Cortes de Cimas hjemmeside.

I forbindelse med, at jeg skulle skrive et portræt af vinregionen Alentejo til septemberudgaven af Din Vinguide, som lige er udkommet, gensmagte jeg enkelte af vinene. Her er noterne:

Cortes de Cima Branco 2015

Blend af Alvarinho (50 %) og Sauvignon Blanc (20 %) fra marker ved kysten samt Viognier (30 %), delvist lagret i 6 måneder på egetræ, delvist på ståltank. Gulgrøn, medium intens. Intens duft af græs, citrus, passionsfrugt og melon. Fyldig med god frugtsmag, smør- og nøddenoter, men ikke overdrevet fadpræg. Cremet struktur og fin syre. Fint balanceret og lang, flot hale (90).

Cortes de Cima Tinto 2012

Blend af Aragonez, Syrah, Petit Verdot og Touriga Nacional, lagret 12 måneder på 70 % franske og 30 % amerikanske egetræsfade. Mørk rubin, lidt lys kant. Ikke så intens i næsen, men med mørke bær som hyldebær og lidt krydret. Fin frugtpræg, lidt animalske noter, men også elegant og blød med ok syre og bløde, modne tanniner. Fin balance (88).

Cortes de Cima Incógnito 2011

Signaturvinen fra Cortes de Cima, lavet på 100 % Syrah, som ved lanceringen ikke var tilladt, hvorfor den fik sit navn. Mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Kraftig duft af brombær og andre mørke bær, chokolade, mokka og sød lakrids. Meget kraftig og fyldig og med flot struktur, blød i munden og dejlig drikkevenlig i øversøisk stil. Bløde tanniner. Ikke høj på syre, men dog balanceret, så den ikke bliver marmeladeagtig. På en gang Blockbuster og pleaser (93).

Vinene importeres af Best Selection, som gerne oplyser nærmeste forhandler. Læs mere om Alentejo i septemberudgaven af Din Vinguide eller på min blog om Portugal, Mit andet hjemland.