De smagte vine var sponseret af Symington Family Estates
Familien har været i Portugal siden 1882, hvor den unge skotte
Andrew James Symington ankom til Porto for at gå ind i tekstil- og
portvinsbranchen. I dag er Symington Family Estates en af de allerstørste
portvinsproducenter med deres lange række af brands, hvor de største og mest
kendte er Graham´s, Dow´s, Cockburn og Warre samt prestigeejendommen Quinta do
Vesuvio. Dertil kommer bordvin ligeledes fra Douro under labels som Quinta do
Vesuvio, Altano og Prats & Symington.
For et par år siden bevægede familiekoncernen sig for første
gang uden for Douroregionen og investerede i en vingård i Alentejo – nærmere
bestemt i underregionen Portalegre. Nu er de første vine fra Quinta da Fonte
Souto sendt på markedet. Jeg fik mulighed for at teste dem og samtidig smage
dem op mod et udvalg af deres vine fra Douro.
Men hvorfor i det hele taget etablere sig i Alentejo?
”Vi har overvejet gennem længere tid at ekspandere uden for
Douro og kiggede efter noget interessant med sin egen karakter. Portalegre er med
Serra de São Mamede bjergrigt, hvilket lokkede os, da vi ellers var bekymrede
for Alentejo på grund af vandmangel,” fortæller Dominic Symington, som har fået
ansvaret for det nye projekt.
Køligere og mere regn
Bjergkæden Serra de São Mamede strækker sig over ca. 25 km.
i det nordlige Alentejo ind mod Spanien med højeste punkt i 1.025 meters højde.
Markerne på Quinta da Fonte Souto er placeret mellem 480 og 540 meters højde.
”Vi kalder Portalegre for det andet Alentejo, da det er så
forskelligt fra resten af regionen. Druesorterne er stort set de samme, men i
Portalegre drager de fordel af de lidt køligere temperaturer især om natten
samt større temperaturforskel mellem dag og nat. Det giver en stor friskhed som
kendetegn for vinene,” forklarer Dominic Symington og fortsætter:
”Den største fordel er dog rigeligt med nedbør, da vinden,
som kommer ind over Alentejo afkøles, når den rammer højderne. Det gør, at der er
gode grundvandsreserver, så vinmarkerne er i balance under den lange varme
sommer.”
At quintaen og Portalegre er begunstiget med mere regn end
sædvanen i Alentejo kan en enkelt sammenligning bevidne. På Quinta da
Cavadinha, som er Symingtons mest ”våde” ejendom i Douro, falder der årligt 681
mm nedbør, mens der falder hele 852 mm på Quinta da Fonte Souto.
Fonte Souto betyder direkte oversat kilden i kastanjelunden.
Ejendommen er på godt 200 hektarer og med 42 hektar vinmarker samt korkege,
kirsebær-, kastanje- og oliventræer. På markerne er der plantet de hvide sorter
Arinto og Verdelho, de typiske portugisiske røde sorter Trincadeira, Aragonês
(alias Tempranillo), Alfrocheiro, Alicante Bouschet og Touriga Nacional, lidt
internationale sorter i form af Syrah og Cabernet Sauvignon samt såkaldt Vinhas
Velhas – altså gamle blandede marker med forskellige sorter.
Selv om Quinta da Fonte Souto ligger forholdsvist højt efter
Alentejo-målestok, er terroiret dog ikke at sammenligne med Douro, påpeger
Dominic Symington:
”Selv om der er bjerge i Portalegre, er der rimeligt fladt i
sammenligning med Douro. Quinta da Fonte Souto ligger således på en stor flad
hylde med en blanding af granit, lidt skiffer og alluvial.”
Tre serier
Der er i første omgang udsendt tre serier af vine fra Quinta da Fonte Souto. Den mere friske og ungdommelige Florão i rød- og hvid udgave, Quinta da Fonte Souto ligeledes i rød og hvid samt en rød prestigevin, Vinha do Souto. Om de tre serier forklarer Dominic selv:
“Det er vores intention, at Florão skal være let drikkelig og lidt over entry level og samtidig være et udtryk for regionen. Quinta da Fonte Souto skal udtrykke quintaen selv, mens vores ambition med Vinha do Souto er, at den skal blive kendt som en portugisisk topvin, som måske ikke bliver lavet alle år.”
Alle tre rødvine er blends med bl.a. Alicante Bouschet – en druesort, som oprindeligt stammer fra Frankrig, men har fundet et nyt hjemland i Portugal og især i netop Alentejo, hvor man finder den både som enkeltdruevin eller i blends. I topvinen Vinha do Souto indgår der således hele 52 % af den blæksorte og noget rustikke drue, som dog blødgøres af 48 % Syrah.
”Vi har besluttet, at vi vil respektere terroir og de lokale
karaktertræk, hvor vi laver vin. Derfor bruger vi de klassiske druesorter fra
Alentejo samt Syrah, som er adopteret på bedste vis. Alicante Bouschet er meget
interessant med det høje syreniveau og ekstremt tanninfyldt, hvorfor den skal vinificeres
omhyggeligt og har brug for tid til at modnes,” forklarer Dominic Symington,
som ikke vil udelukke, at der også kan komme enkeltdruevine fra Fonte Souto på
Alicante Bouschet eller Trincadeira en gang i fremtiden.
Når Symington Family Estates ekspanderer til andre regioner,
er det led i en generel udvikling i Portugal, hvor de større producenter
spreder sig over flere regioner. Dominic Symington regner da også med, at andre
regioner kan komme på tale de kommende år, men kan dog endnu ikke fortælle
noget konkret herom.
Douro
Symington Family Estates vil dog stadig have Douro som sin primære
base. Her er der også en vis spredning i deres portefølje på vinsiden.
Druer fra den store ejendom Quinta do Ataíde bruges til såvel en økologisk vin under quintaens navn som til brandet Altano, der blendes af druer fra flere af familiens quintaer rundt om i Douro.
Under navnet Prats & Symington har familien slået sig
sammen med franske Bruno Prats fra Bordeaux, hvor der laves flere vine med
afsæt i de to vingårde Quinta de Perdiz og Quinta de Roriz. Topvinen Chryseia
regnes for lidt af en kultvin fra regionen.
Endelig er Quinta do Vesuvio lanceret som et andet
Bordeaux-slot og det såvel på portvinssiden, hvor der laves Vintage og en
enkeltmarks vintage, Capela do Vesuvio, samt rødvin i form af topvinen Quinta
do Vesuvio og andenvinen Pombal do Vesuvio.
Jeg har smagt vine fra Ataíde, Prats & Symington og Quinta
do Vesuvio i Douro sammen med de nye vine fra Quinta da Fonte Souto. Vinene
blev smagt over to dage.
Florão Branco 2019
Blend af 50 % Arinto og 50 % Verdelho, ingen skindkontakt, 4
måneder på ståltank. Grøngul, lys. Frisk næse med citrus, vegetale noter og
lidt ananas. Frisk, sprød og læskende i munden med citrus og høj syre, tør,
medium hale. En enkel, men dejlig frisk og vellavet vin (89).
Florão Tinto 2017
Blend af 32 % Aragonez, 25 % Trincadeira, 22 % Cabernet
Sauvignon, 9 % Alfrocheiro og 2 % Alicante Bouschet/Syrah, halvdelen lagret 6
måneder på brugte egefade. Mørk rubin, lidt lysere kant. Frisk næse med
kirsebær og jordbærgrød. Frisk, ren frugt, kirsebær, jordbær og andre røde
frugter, let krydret bund, bløde tanniner. En ligefrem og meget tilgængelig ung
vin, som bør nydes lettere afkølet (88).
Quinta da Fonte Souto Branco 2017
Blend af 75 % Arinto og 25 % Verdelho, delvist fermenteret
på egefad, 60 % lagret 8 måneder på fad med bærmen. Gulgrøn. Ekspressiv med citrus,
modne stenfrugter, moden pære og lidt tropiske noter som banan samt nøddeagtige
fadnoter, rimelig kompleks. Fed tekstur med godt med frugt, citrus, mandarin,
lidt ananas, floral, tydelige fadnoter, men fint balanceret med syre, lang hale
med fin syre. Fyldig og balanceret, så fadpræget ikke tager overhånd (91).
Quinta da Fonte Souto Tinto 2017
Blend af 40 % Alicante Bouschet, 25 % Trincadeira, 15 % Cabernet
Sauvignon, 10 % Syrah og 10 % Alfrocheiro, halvdelen lagret 6 måneder på fransk
eg. Mørk rubin, uigennemsigtig kerne, lilla kant. Forholdsvis frisk næse med
modne og let syrlige kirsebær, brombær og en smule kakao. Moden frugt, brombær,
blommer, kraftig og krydret med god, let cremet tekstur, men også frisk og med
fin syre, der topper midtvejs, pænt med bløde tanniner, lang hale, ok
potentiale. (91).
Vinha de Souto Tinto 2017
Blend af 52 % Alicante Bouschet og 48 % Syrah fra udvalgte
marker, 11 måneder på 80 % ny eg og 20 % på brugt. Mørk rubin til violet, lilla
kant. Ekspressiv næse med sorte syrnede kirsebær, brombær og lidt solbær,
kaffenoter samt lidt friske krydderurter. Fyldig og lækker i munden med moden
frugt, mørke bær, lidt lakrids samt lidt friske grønne noter, dejlig
kompleksitet, markante, men integrerede tanniner, meget lang hale med en del
tørre tanniner. En flot og kraftfuld vin, som dog har brug for tid eller luft,
stort potentiale (93).
Quinta do Ataíde Tinto 2016
Blend af 60 % Touriga Nacional, 20 % Touriga Franca, 10 %
Alicante Bouschet og 10 % field blend, økologisk, lagret 8 måneder på fad. Mørk
rubin, svag, lys lilla kant. Frisk næse med røde syrlige kirsebær, brombær, blomster,
krydderurter og mynte samt en smule tobak. Frisk med høj syre, ikke så tæt, ren
frugt og sort peber, krydderurt, mineralsk og lidt metallisk, let syrlig, en
del tanniner, tørre tanniner og peber i halen, fint potentiale (89).
Prazo de
Roriz Tinto 2018
Blend af 35
% Touriga Franca, 20 % Touriga Nacional, 15 % Tinta Roriz, 10 % Tinta Barroca
og 20 % field blend. Mørk rubin, lys kant. Kraftig med frugtduft,
solbær, kirsebær, hindbær og lidt vingummi. Frisk i munden med direkte frugt,
modne, lidt syrlige kirsebær, ikke så intens og dyb, fin balance, bløde
tanniner, krydret hale med lidt tørre tanniner. Fin drikkeklar (89).
Post Scriptum de Chryseia Tinto 2018
Blend af 58 % Touriga Nacional, 39 % Touriga Franca og 3 %
Tinta Roriz, 12 måneder på fad. Mørk rubin, næsten uigennemsigtig, lilla kant. Lidt
lukket næse med mørke bær, brombær, violer og lidt kaffe. Masser af frugt i
munden, høj syre, lækker med god fylde og kompleksitet, mineralsk og krydret,
godt med tanniner, lidt vel rå lige nu, har brug for lidt luft, men med stort
potentiale (92).
Chryseia Tinto 2018
Blend af 55 % Touriga Franca og 45 % Touriga Nacional, 15
måneder på egefad. Mørk violet, dyb sort kerne. Flot ekspressiv næse med godt
med frugt, modne bær, violer, floral, lidt balsamico og diskret fadnoter med
vanilje. Fylder hele munden, intens, elegant og dejlig kompleks med mørke modne
kirsebær, skovbær, flot balance, bløde tanniner, lang hale med markante
tanniner. Kan drikkes nu og gemmes (95).
Pombal do Vesuvio Tinto 2018
Blend af 50 % Touriga Franca, 45 % Touriga Nacional og 5 %
Tinta Amarela, 8 måneder på store og små fade. Mørk violet. Brombær, solbær, cassis,
masser af frugt samt florale noter og lidt krydderurt. Elegant, blød og rund i
munden, indbydende og flot balanceret, efterfølgende godt med mørke bær og
power samt pænt med tanniner. Et dejligt glas med flere lag (92).
Quinta do Vesuvio Tinto 2018
Blend af 56 % Touriga Franca, 41 % Touriga Nacional og
3 % Tinta Amarela. Mørk rubin, lilla kant. Flot og intens næse med solbær og
andre mørke bær, floral og elegant, men samtidig kraftig og krydret. Flot
balance med fin syre, blød og elegant, fin struktur, mørke bær, krydderurter, lidt
kaffe og toastede noter på bunden, mineralsk, markante men integrerede
tanniner, meget lang, flot og krydret hale med lidt tørre tanniner. En nydelse
nu og med stort potentiale (95).
Quinta da Fonte Souto importeres af H.J. Hansen og Vinspecialisten
Prats & Symington importeres af Kjær og Sommerfeldt.