tirsdag den 22. oktober 2019

Kranemann – ny portvin på markedet


Det kan være svært at holde sig ajour med antallet af portvinsproducenter for ikke at tale om deres mange brands. En overgang blev der handlet en del, og flere og flere brands blev koncentreret på færre hænder. Der tales i den forbindelse om de fem store, hvilket dækker over Symington Family Estates, Fladgate Partnership, Sogevinus, Sogrape og Porto Cruz, der alle har flere – for ikke at sige mange – brands under sig. Dernæst følger de mellemstore på markedet og så en lang række af mindre producenter og Quintaer med egen produktion.
Men ikke nok med det. Der dukker hele tiden nye navne op – en udvikling, der nok ikke vil stoppe foreløbig grundet portvinens store udbredelse, ligesom der for snart to år siden skete en lempelse i kravene til, hvor meget portvin, man skal have liggende på lager for at kunne etablere sig som portvinsproducent under eget navn. Hvor kravet tidligere var 150.000 liter, er det nu kun det halve, hvilket alt andet lige gør det lettere at komme på banen.


Ny på markedet er således Kranemann Wine Estates, som er opkaldt efter ejeren Christoph Kranemann – en tysk øjenkirurg bosat i Canada – som først forelskede sig i vin og siden i Douro og Portugal efter at have deltaget i en lægekonference i Algarve. I 2018 købte han den historiske ejendom Quinta do Convento de São Pedro das Águias – et gammelt cistercienser-kloster, som ligger i Távora-dalen og kan dateres tilbage til det 12. århundrede.
Navnet på quintaen er kendt i portvinskredse i forvejen. I 1986 etablerede champagne-gruppen Vranken, som på daværende tidspunkt ejede quintaen, portvinsfirmaet São Pedro das Águias. Men 10 år efter blev quintaen solgt igen, hvorimod brandnavnet forblev hos Vranken. Siden har det været forbundet med Rozés, da Vranken-Pommery overtog ejerskabet af dette selskab også.
Da selve quintaens navn altså tilhører en anden producent, kunne den nye ejer naturligvis ikke bruge dette, hvorfor navnet altså blev Kranemann – akkurat som den foregående ejer heller ikke kunne bruge navnet og i stedet lancerede sine portvine under navnet Heredias eller Quinta do Convento.
Nok om forhistorien. Da Kranemann købte quintaen, købte han også kælderens indhold af gamle fade, hvorfor den nye ejer allerede i år kunne sende de første portvine på markedet. Der lå også et lager af Vintage-flasker, så de ikke alene debuterede med Tawny og Colheitas, men også med en Vintage fra 2009. Herom fortæller salgschefen Vasco Magalhães:
”When we bought the Quinta, we inherited a good stock of Port. This 2009 was produced in the property with our grapes and therefore represent our project and our terroir. We brand it as Kranemann as we consider that what’s in the bottle is the expression of the grapes and terroir that now belong to Kranemann Wine Estates”.
Om quintaens terroir kan i øvrigt tilføjes, at der er tale om en blanding af skiffer og granitjord beliggende i en højde af 300-400 meter, hvilket skulle give mulighed for at lave vine med større friskhed og elegance, og som måske også er mere til den tørre side end den søde.


Vasco Magalhães kom fra en tilsvarende stilling hos den kendte winemaker Anselmo Mendes, som især er kendt for sine Vinho Verde vine, men udfolder sig i stort set alle regioner i Portugal. Anselmo er da også med i teamet hos Kranemann som konsulent, hvor han assisterer winemaker Diogo Lopes og Maria Susete Melo.
Der produceres såvel bordvin som portvin under både Kranemann navnet og som Quinta do Convento – et underlabel tiltænkt visse markeder.
“Annually we currently  produce about  125.000 bottles of Port and about 100.000 bottles of table wine. We expect to increase production in the coming years,” fortæller Vasco Magalhães.
Når et nyt brand kommer på markedet, er det selvfølgelig spændende at smage om der er tale om god kvalitet, og hvor de placerer sig rent stilmæssigt. Det er også interessant at se på design af flasker og label, da det altid sender nogle signaler. Kranemann benytter to flasketyper. Almindelige typiske flasker i Bordeaux-stil, men med karakteristisk udbuling på halsen, bliver brugt til entry-level portvin og til Ruby Reserva og Vintage. Til Tawny med alder og Colheitas bruges mere buttede flasker, hvilket synes at være tidens trend.
På deres labels er der en grif – et fabeldyr, der har krop som en løve og hoved og vinger som en ørn.
“Since classical antiquity and through the middle ages the gryphon was thought to be an especially powerful and majestic creature. Because the lion is traditionally considered the king of beasts and the eagle the king of birds. It is the Kranemann coat of arms and the drawing that you see on the label is a Wenceslaus Hollar illustration that the Thomas Fisher Rare Book Library at the University of Toronto kindly allowed us to use,” forklarer Vasco Magalhães.
Og så er det vist på tide, at se nærmere på vinene. Jeg fik venligt tilsendt et fint udvalgt af flasker fra Kranemann, som efterfølgende blev prøvesmagt over to dage:
Ruby: Rubinrød, flot skær, medium intens. Solbær, brombær og lidt mørk chokolade, ikke så intens i næsen. Blød og rund i munden med fin frugt, frugtsødme, men ellers tør, meget afdæmpede tanniner, lidt sprittet og krydret bid i enden. En drikkevenlig, men ukompliceret Ruby. Ok i kategorien (83).
Tawny: Lys rødbrun til rød. Kirsebær og røde bær, tørrede frugter som abrikos samt lidt hasselnød, en smule sprittet. Blød og rund i munden, halvtør, begyndende fadnoter, men også stadig med bærpræg, fin balancerende syre, lidt kort hale, men absolut drikkeværdig for kategorien (84).


10 år Tawny: Rødbrun, orange kant, lys. Mandel, abrikos, lidt bitter appelsinskal. Stadig med bærpræg og lidt rød frugt men også fadnoter, bitter mandel og karamel, frisk stil med fin syre, lidt sprittet bid i enden, savner måske lidt kompleksitet (89).
20 års Tawny: Lys ravfarvet. Frisk og dejlig næse med mandel, abrikos, appelsinskal, honning og karamel. Frisk og elegant med høj syre, mandel og orange, god syre, god lang hale. En let, elegant og frisk stil, absolut lækker og delikat (93).
Colheita 1999: Fin orangebrun. Dejlig ekspressiv, intens og kompleks næse med nødder, mandel, figner og valnød. Fed, blød og cremet i munden, mandel, appelsinskal, tørrede frugter, fyldig, kompleks og med god dybde, men også med stor friskhed og flot syre. Et flot og balanceret glas i en lidt anderledes stil end 20 års (94).


Vintage 2009: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig, lidt lysere kant. Solbær, brombær, lidt kaffe og friske krydderurter. Cremet i munden med modne, mørke kirsebær, solbær, brombær, blomster og lidt grønne noter som mynte og esteva samt lidt mokka, frisk, elegant, ok kompleksitet, flot balance, markante, men bløde og integrerede tanniner, lang pebret hale. Fin port lige nu, men også med potentiale til lagring (92).



Vinene importeres af Portugisisk Vinkælder.

fredag den 18. oktober 2019

The Return of Wines of Portugal


Der er gået næsten 10 år, siden Wines of Portugal sidst stod bag et vinfremstød i Danmark. Den gang blev der flere år i træk afholdt vinsmagning på D’Angleterre i København for såvel branchefolk som forbrugere, og jeg havde den glæde at deltage et par gange.
Derefter trak Wines of Portugal – eller ViniPortugal, som det portugisiske navn lyder – sig ud af det danske marked. Nu er de heldigvis tilbage, og for en uges tid siden blev der afholdt såvel Master Class som åben smagning i Skuespilhuset i København.


ViniPortugal blev grundlagt i 1997 med den formål at promovere Portugals image som vinproducerende land, hvilket sker gennem forskellige tiltag som smagninger og Master Classes i en lang række lande. Det årlige budget er på 8 millioner euro, som dels hidrører fra private midler og afgifter for vinproduktion og dels fra EU.
Danmark var altså med i starten, men blev så skrevet ud af budgetterne til manges ærgrelse. Om de mellemliggende år forklarer direktøren for Wines of Portugal Jorge Monteiro:
- For en 10 år siden valgte vi at koncentrere vores indsats på færre lande og intensivere indsatsen der. Nu ændrer vi igen og har derfor udvidet med to lande, Mexico og Danmark, hvor der er aftalt en fireårig indsats i årene 2019 til 2022.
Mere konkret er målet med den nye indsats at forbedre portugisisk vins image i Danmark og gerne forhøje gennemsnitsprisen for de solgte vine på det danske marked. Danskerne skal lære landets vinregioner og de nationale druesorter at kende. Og så skal vi i højere grad finde ud af, at landet ikke kun er synonymt med billige vine, men også med vine af høj kvalitet i et højere prisleje – dog stadig med god ”value for money”.
Det første initiativ af flere fandt altså sted forleden. Andre smagninger og Master Classes vil følge de næste år – såvel i København som i andre byer. Dagen efter smagningen i København var der f.eks. også en Master Class i Århus.


I København var det Master of Wine, Dirceu Vianna Junior, der stod for Master Classen, som bød på en fint udvalg af spændende vine fra flere forskellige regioner. Dirceu Vianna Junior er født i Brasilien og bor i dag i London. Han har grundet sit modersmål et særligt øje for portugisisk vin og fortalte under smagningen om de forskellige regioner, terroirs og de mange druesorter – og dermed om den store diversitet, der præger landets vine.
Lidt tør fakta:
  • Portugal er verdens 11. største vinproducent og nr. 9, når det gælder eksport. I Danmark er de ligeledes placeret på en 9. plads med en andel på 3,3 % i 2018, når det gælder import. Men her er den populære portvin jo regnet med, så importen af bordvin er langt mindre.
  • Overordnet set har Portugal Atlanterhavs klima, Middelhavs klima og kontinentalt klima i den indre del af landet. Dertil kommer en lang række af mikroklimaer og jordbundsforhold.  
  • Der er mere end 250 forskellige nationale – eller måske rettere sagt iberiske – druesorter, hvoraf kun en mindre del har større opmærksomhed internationalt. Det gælder selvfølgelig tinta roriz alias aragonez alias den spanske tempranillo, men også den grønne alvarinho og den røde touriga nacional vinder mere og mere frem i andre lande også.
  • Fordelingen mellem blend og enkeltdruevine er ca. 85 % vs. 15 %.



Følgende vine blev smagt:
Boas Quinta: Vinhos Fonte de Ouro Nobre Branco 2015 (Dão): Blend med 85 % encruzado samt arinto og cercial, sur lie og lagret 6 måneder på fad med batonnage. Gulgrøn. Aromatisk burgundisk næse med citrus, moden pære, nødder og honning. Fyldig med fin tekstur, smør og nødder, fint lagringspotentiale (91).  
Cortes de Cima: Amphora 2016 (Alentejo): Blend af 50 % aragonez samt syrah, touriga nacional, alicante bouschet og trincadeira, 30 % af druerne afstilket, fermenteret på store amforas og derefter presset og lagret på mindre amforas i 14 måneder. Rubinrød. Frisk næse med røde kirsebær, røde bær, let parfumeret. Dejlig frisk, med fin syre, ren frugt, kirsebær, elegant og ok tanniner (89/90). Best Selection.
Antonio Macanita Winemaker: Fita Preta Vinhos Palpite 2017 (Alentejo): Blend af især aragonez samt syrah, alicante bouschet og trincadeira. Mørk rubin. Hyldebær, kirsebær, krydderurter og lidt vanilje. Elegant og delikat, ren og koncentreret frugt, let krydret, bløde tanniner (90).
Wine & Soul: Pintas 2016 (Douro): Druer fra gammel blandet mark. Rubin, medium intens. Intens og frisk næse med brombær, solbær, krydderurter, esteva og lidt røget karakter. Godt med frugt og syre, mørke bær, mineralsk og godt med tanniner. Stadig lidt rå, men vil vinde med tiden (93/94). AtomWine.
Quinta do Crasto: Reserva Vinhas Velhas 2016 (Douro): Druer fra gammel blandet mark. Mørk rubin med lidt lilla kant. Intens næse med brombær, solbær, lidt krydderurter, violer og esteva. Meget intens i munden med god kompleksitet og fylde, krydret, fyldig og frisk, nogen fadpræg samt integrerede tanniner (93). Portugisisk Vinkælder.
Adega de Cantanhede: Foral de Cantanhede Grande Reserva Gold Edition 2011 (Bairrada): 100 % baga. Rubin, lys kant, ikke så intens. Let parfumeret næse med kirsebær, lidt røget karakter og lidt vanilje. Frisk i munden med bløde tanniner og lidt fadnoter, har kant men er også balanceret. En dejlig vin (94).  
Ideal Drinks: Dom Bella Tinto 2010 (Dão): 100 % touriga nacional, lagret 12 måneder på fad, 12 måneder i ståltank og 12 måneder på flaske før frigivelse. Rubinrød, medium intens. Lidt markant næse med kirsebær og røgede toner, violer og animalske noter. Floral og elegant, men også med lidt tungere noter som læder og jord, godt med tanniner. Har stadig mange år foran sig (92).
Casa Ermelinda Freitas Moscatel Roxo 2010 (Peninsula de Setúbal): Flot ravgylden. Lækker næse med honning, abrikos og tørrede frugter, meget ekspressiv. Blød i munden med nødder, honning og lidt appelsinskal, flot kraftig syre, lang hale med lidt syrebid i enden (91). Adelino.dk


Derefter var der god tid til at besøge de ca. 25 borde, hvor producenter fra Portugal og importører stod klar til skænke et udvalg af deres vine. Jeg valgte at koncentrere mig om nogle producenter, jeg ikke kendte i forvejen, og sprang derfor udmærkede navne som Quinta do Crasto, Quinta do Infantado, Cortes de Cima, Quinta da Devesa, Quinta de Pinto, Quinta da Romaneira og Quinta da Pacheca over, mens andre desværre ikke blev nået, da der også gik megen tid med at snakke med bekendte. Endelig kan det nævnes, at jeg havde et særligt øje for druesorten baga og Bairrada, da jeg til næste år skal skrive en artikel om regionen til Din Vinguide.
Der blev ikke taget noter, men jeg kan da nævne, at jeg bl.a. smagte:
Adega de Cantanhede: Da jeg var glad for deres bagavin i Master Classen, var jeg forbi og smagte Marquês de Marialva Grande Reserva (blend af baga og touriga nacional), baga reserva og Colheita Seleccionda (blend af baga, aragonez og touriga nacional). Spændende hus, som viser, at nogle af de gamle kooperativer også har formået at omstille sig til at producere vine af høj kvalitet.


António Macanita Winemaker: António blev sidste år kåret som årets winemaker af vinbladet Revista de Vinhos. Han startede med at lave vin i Alentejo, men har siden udvidet med Douro og Azorerne. Det var de sidste, jeg smagte, da det er en anderledes region, som virkelig er på vej frem. Jeg smagte hans Branco Vulcanico, Arinto Dos Acores 2018 og Verdelho O Orignal 2018 – alle spændende mineralsk vine, men et saltet præg. Dem vil jeg vende tilbage til.


Casa Ermelinda Freitas: Har vine fra såvel Vinho Verde som Península de Setúbal. Fra sidstnævnte smagte jeg Dona Ermelinda 2017 (blend på castelão, touriga nacional og cabernet sauvignon), Casa Ermelinda Alicante Bouchet 2016, Vinha da Fonte Touriga Nacional 2017 og Quinta da Mimosa 2016.


IdealDrink: Producent, som er til stede i Vinho Verde, Dão og Bairrada. Jeg smagte deres udmærkede enkeltdruevine fra Vinho Verde, Longos Vales 2016 (alvarinho), Quinta da Pedra 2014 (alvarinho) og Royal Palmeira 2016 (loureiro) samt repertoiret fra Bairrada og Dão (Quinta de Bella). Spændende producent.


Messias: Et brand, som på portvinsområdet godt kunne trænge til lidt mere opmærksomhed herhjemme. Men de producerer også bordvin fra flere regioner. Jeg smagte deres blend af touriga nacional og alfrocheiro fra Quinta do Penedo 2016 i Dão og et blend fra Bairrada, Quinta do Valdoeira 2016.
Lavradores de Feitoria: Et gensyn med Rute Monteiro, som tidligere har været på Quinta do Noval. Lavradores de Feitoria er en forholdsvis ny Douro-producent, som koncentrerer sig om bordvin. Jeg smagte en hvidvin på viosinho, Meruge Douro 2017, en ren tinta roriz fra gamle vinmarker ligeledes fra Meruge og endelig Três Bagos Grande Escolha Douro Tinto 2014 – en fyldig sag lagret 14 måneder på barriques.


Parras Wines: Et gensyn med Sonía Figueiras, som nu er hos denne producent af vine fra Vinho Verde, Douro, Dão, Lisboa, Alentejo og Setúbal. Jeg smagte en hvidvin fra Lisboa, Castelo do Suico Seleccao 2018 på et blend af fernão pires, arinto og moscatel graúdo, en par rødvine fra Alentejo, Montaria Reserva 2017 og Pera Doce Reserva 2017 samt endelig en hvidvin på encruzado fra Dão, Evidência Reserva Encruzado 2017.
Convento do Paraíso: Kvaliteten I Algarve er på vej op. Det var vinene fra Convento do Paraíso et fint eksempel på, selv om der stadig er tale om forholdsvis lette og ukomplicerede vine. Jeg smagte Imprevisto Branco 2018, Euphoria Branco 2018 og Impresvisto Tinto 2017 samt en meget aromatisk hvidvin fra Herdade da Malhadinha i Alentejo – et blend af arinto, viognier, alvarinho og chardonnay.
Beklager de manglende noter, men de smagte vine viste i høj grad den store diversitet, Portugal råder over som vinland. Der var flere spændende huse, som jeg vil følge op på i den nærmeste fremtid, så forhåbentligt vender jeg tilbage med mere udførlige beskrivelser og smagenoter på nogle af dem.


Og så er der jo ikke at forglemme de tre hedvinstyper: Moscatel, hvor et enkelt fint eksemplar indgik i Master Class smagningen. Madeira – en type, som jeg forhåbentligt snart får studeret grundigt. Og selvfølgelig portvin, som jeg på hjemturen opdagede, at jeg slet ikke havde nået at smage denne gang.
Jeg ser frem til, at Wines of Portugal vender tilbage næste år med nye arrangementer. Og så håber jeg, at endnu flere finder vej næste gang. Det fortjener vinene. Det fortjener producenterne. Og det fortjener Portugal.

søndag den 6. oktober 2019

Sogevinus på kryds og tværs


Den store portvinskoncern Sogevinus har nyligt foretaget en større omrokering af sine største brands på det danske marked. Kopke blev ved den mangeårige importør, ViniPortugal, mens de tre andre store brands Burmester, Cálem og Barros fremover vil at finde hos COOP – en nyhed, jeg allerede skrev om i juli måned, men som altså nu også er realiseret.  
Om dette var anledningen til, at Sogevinus indbød til en stor smagning af de fire brands forleden på SP34 i København, skal jeg ikke sige. Men det er ganske sandsynligt. I al fald gav det winemaker Carlos Alves og exportmanager Stefano Marello mulighed for at præsentere de fire brands overfor et dansk publikum.


Carlos og Stefano fortalte lidt om de fire brands og deres vigtigste to quintaer, Quinta S. Luiz og Quinta do Arnozelo, som er beliggende i henholdsvis Cima Corgo og Douro Superior, ligesom de kom omkring de anvendte druesorter og de forskellige typer portvin. I den forbindelse blev det bl.a. fortalt, at Sogevinus altid venter til den 10. år med at flaske Colheita, selv om lovgivningen jo tillader det allerede fra syv år. Den politik synes jeg sådan set er ganske fornuftig, da jeg har smagt en del helt unge Colheitas, som efter min mening er tappet for tidligt, da de endnu ikke har udviklet tilstrækkeligt fadkarakter.


Smagningen omfattede i alt 12 vine. Der blev lagt ud med tre Vintage – to helt nye og en dejlig moden. Derefter fulgte otte Colheitas, hvoraf den sidste var hvid, samt en enkelt Very Old Tawny – en kategori, som er meget bredt defineret og omfatter både blends fremstillet til forskellige lejligheder og Colheitas, hvor årgangen ikke er registreret og derfor ikke må angives. Vinene var altså fra fire forskellige huse, af forskellige typer og med 82 år mellem den yngste og den ældste – og dermed en fin introduktion til, hvad Sogevinus kan og vil på portvinsområdet.


Følgende vine blev smagt:
Burmester Vintage 2017: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig og med lilla kant, farver glasset. Solbær, brombær og lidt frisk mentol, tydelig frisk frugt, men også lidt vel marmelade og ribenapræg. Fin ren frugt, mørke bær, ligefrem og ukompliceret, lidt til den søde side, fin pebret hale (89).
Kopke Vintage 2017: Mørk rubin, lilla kant. Brombær dominerer, men også solbær og lidt røde bær samt violer, moden frugt, let krydret. Frisk med mørke bær, cassis og lidt mynte, fin struktur og god kompleksitet, fint med syre, frugt og tanniner til et langt liv (93).
Cálem Vintage 1985: Rubinrød med brun kant, lidt uklar. Moden frugt, jordbær, syrnede kirsebær og lidt hyld samt lidt krydderier og vanilje. Dejlig i munden, blød, lidt sød, stadig med fin frugt og syre, god balance. Fin moden nu, men har også flere år foran sig (93).


Barros Colheita 1996: Flot tawnybrun med orange kant. Meget ekspressiv med mandel og valnød, måske lidt vel skarp. Udmærket koncentration i munden med tørrede frugter, mandel, lidt appelsin, fin balancerende syre, tør, lidt sprittet hale (89).
Burmester Colheita 1989: Tawny brun, flot skær, orange kant. Lidt diskret i næsen i starten, men kom sig ved lidt højere temperatur, valnød, marcipan og vanilje. Blød og delikat i munden med mandel, honning og tørrede figner samt lidt appelsinskal (90).
Burmester Colheita 1979 (fadprøve): Mørk ravfarvet med lys orange kant. Diskret i næsen med mandel og appelsinskal. Elegant med mandel og tørrerede frugt, flot syre, dejlig lang hale, måske lidt vel skarp og sprittet, hvilket kan skyldes, at det var en fadprøve (88).


Barros Colheita 1974: Den såkaldte revolutions Colheita, som blev udgivet første gang i 2014 i anledning af 40 året for Portugals fredelige Nellikerevolution. Siden tappet igen og igen. Orangebrun med flot skær. Dejlig ekspressiv med nødder, valnød, appelsinskal og lidt karry. Dejlig fyldig i munden med god kompleksitet, lidt til den søde side, men med fin balancerede syre. Harmonisk og lækker vin (94).
Barros Very Old Tawny 102: Blend fra fem årtier med 50´erne som ældst. Tawny brun, lys orange kant og lidt mørkere kerne. Dufter ældet med tørrede frugter, røget. Dejlig i munden, cremet, dyb og kompleks med tørrerede frugter, figen og fin syre (94).
Kopke Colheita 1966: Mørk tawnybrun med grønlig kant. Intens næse med valnød og tørrede frugter. Dejlig i munden med tørrede frugter, valnød, appelsinskal og høj flot syre, blød, intens og kompleks (95).


Kopke Colheita 1957: Brun med mørk kerne og grønbrun kant. Valnød, appelsin, mandel og figner i næsen. Fyldig, let cremet og dejlig, men også lidt vel sprittet (92).
Kopke Colheita 1941: Flot tawny brun med grøngul kant. Figner, farin, nødder og jod i næsen. Blød og cremet med hasselnødder, tørrede frugter og lidt appelsinskal, fin syre og dejlig kompleksitet, let krydret (94)
Kopke White Colheita 1935: Lys orangebrun. Mandel, honning og citrus i næsen. Frisk med flot syre, honning, mandel, karry og citrus, tør, lidt sprittet hale. Havde det lidt svært ovenpå de mere tunge og dybe røde Colheitas, men en spændende vin (93).


Der blev altså smagt både på kryds og tværs, men ikke så man decideret kunne sammenligne de fire brands. Kopke, som ellers er mest kendt for Tawny og Colheitas, er nok værd at lægge mærke til fremover på Vintagesiden, hvis niveauet fra 2017 holdes. Endelig skal man ikke rynke på næsen af de ældre Vintage fra Cálem, som jeg forudser med den nye lancering og nye distributør får en lille revival i Danmark. 1985 var faktisk et udmærket glas.
Hvad angår stilen for Colheita er det svært at drage direkte sammenligninger, da der jo uanset brand er stor forskel på en ung Colheita fra 1996 og så de gamle svende fra midten af 1900-tallet. Umiddelbart er Kopke nok til den tungere side stilmæssigt, Burmester mere elegant og med Barros placeret et sted i mellem.

Læs i øvrigt min tidligere omtale af de to Vintage 2017 her. Og læs mere om Barros Very Old Tawny 102 her.