Triathlon 1963, 1983 og 2003

Tre årgange med 20 års mellemrum og med henholdsvis 60, 40 og 20 år på bagen. Fire store klassiske Vintage huse. Det var programmet for den nyligt afholdte triathlon-smagning i The Vintage Port Club – en klassisk disciplin for klubben. Husene var Taylor´s, Warre´s, Fonseca og Graham´s – årgangene 1963, 1983 og 2003.

Der var altså mulighed for at vurdere vinene op mod hinanden på kryds og tværs – eller rettere vertikalt og horisontalt – og samtidig også en form for tvekamp mellem to af de helt store spillere i portvinsbranchen: The Fladgate Partnership med Taylor´s og Fonseca overfor Symington Family Estates med Warre´s og Graham´s.

Inden min vurdering af vinene lidt om de tre årgange, der skulle smages. Og lad os starte bagfra.

Hvis vi fraregner Millennium-årgangen blev 2003 det første store Vintage år i det nye årtusinde. Der var tale om bred deklarering – Henrik Oldenburg opgiver antallet til 51 huse – og altså dermed et såkaldt klassisk år. Ifølge Richard Mayson, som betegner året som værende  med ”ripe opulent wines”, vil de største huse være drikkeklare i løbet af 20´erne. Da vi sidst smagte årgangen i klubben i 2018, fortæller mine noter mig, at nogle af husene var åbne og drikkeklare, mens flertallet stadig manglede tid, men havde flot potentiale. Det sidste gjaldt bl.a. Fonseca og Graham´s. Overskriften for min rapport fra aftenen hed da også ”Rapport fra en lukket verden”. Mayson giver året 4 til 5 stjerner af 5 mulige, tyske Axel Probst 5 stjerner.

1983 tilhører efter min mening årgangene lige under de allerbedste. Andre foretrækker måske året før, hvor   vinene siges at modnes tidligere, og der var ikke helt enighed blandt producenterne. Oldenburg opgiver 36 deklarationer, mens 1982 havde 39, men begge kom snart til at stå i skyggen af 1985. Tallene kan dog ikke sammenlignes direkte med tallet for 2003, da der siden er kommet flere producenter til. Richard Mayson sætter ordene ”firm, muscular, lasting wines” på årgangen og giver den fire stjerner, mens Axel Probst nøjes med tre. Mine erfaringer er lidt blandet, men de bedste er meget lækre og drikkeklare i disse år. Ved en smagning af årgangen tilbage i 2013 havde jeg Taylor´s som favorit efterfulgt af Graham´s, Warre´s, Niepoort, Ramos Pinto (en af mine personlige favoritter) og Cockburn, mens ellers store huse som Fonseca og Dow´s skuffede den aften.

1963 har i mange år været omtalt som den bedste årgang og det ypperste, man kan smage. Lad det være sagt med det samme. De bedste og mest holdbare vine er stadig fremragende i al deres modenhed, men generelt er årgangen begyndt at miste pusten, og de mindre huse burde enten være drukket for længst eller bør drikkes inden for en overskuelig tid. Oldenburg nævner 44 deklareringer, hvilket var imponerende højt den gang. Mayson giver den klassiske årgang fem stjerner. Det samme gør Axel Probst, som kalder det for et perfekt klassisk år. Ved en smagning i klubben tilbage i 2013 – altså med 10 år færre på bagen – kan jeg se, at Warre´s var skuffende, mens Taylor´s og Graham´s fik henholdsvis min 1. og 2. plads, og endelig var Fonseca lidt længe om at komme ud af glasset, men kom sig dog. De tre sidstnævnt løb også med de tre første pladser ved afstemningen blandt deltagerne – og i samme rækkefølge, som jeg placerede dem.

Med andre ord tre spændende årgange på forskellige udviklingsstadier, og da der var tale om fire store huse, var forventningerne naturligvis høje. Inden min konklusion følger her noterne i den rækkefølge vinene blev smagt. Smagningen var semiblind, hvilket i dette tilfælde vil sige, at vi kendte årgangene og samtidig fik oplyst at rækkefølgen ville være den samme årgang for årgang. Blot kendte vi ikke identitet på de forskellige rækker. Jeg startede vanligt med en ren syns- og dufterunde fulgt op af to smagerunder, og da alle vine var skænket på forhånd, fik de lidt tid til at udvikle sig undervejs, hvilket ændrede mere end én af mine afgivne vurderinger.

Men nu til noterne:

Taylor´s 1963: Rødbrun kerne, orange og lys kant. Masser af jordbær i næsen, men også lidt kirsebær og med tiden noter af røget bacon. Ok fylde i munden, selv om den pga. alderen selvfølgelig ikke var intens, røde bær, let krydret, stadig med balancerende syre og frugt. Elegant og delikat, men bliver nok ikke bedre (94).

Warre´s 1963: Lys rødbrun med lys kant og flot skær. Lidt spinkel i næsen med røde bær og lidt krydret bund. Lav på frugt, men med kraftig syre, der dominerer i anden omgang, røde bær, ubalanceret da frugten mangler (89).

Fonseca 1963: Teglrød med rødbrun kerne og lys kant. Fyldig i næsen med kirsebær, jordbær og lidt kaffenoter. Ok fyldig i munden med fint med frugt, pænt krydret og i god balance, lidt til den tørre side, lang krydret hale (92).

Graham´s 1963: Lys teglrød med lys kant. Diskret næse med røde bær, ribs samt fine florale noter. Dejlig i munden med godt med frugt og høj syre, fint balanceret, let krydret, lang hale med lidt bid i. En fin vin (93).

Taylor´s 1983: Rødbrun med flot skær, lysere kant. Dejlig næse med godt med røde bær og krydret bund. God balance i munden med røde bær, dog ikke så kraftig frugt. En dejlig vin (93).

Warre´s 1983: Rubinrød med lys kant. En fæl næse med markant propkarakter. I munden ligeledes med fejl og høj dominerende syre. Ikke bedømt.

Fonseca 1983: Lys rødbrun. Lidt kemisk apotekerpræg i næsen, røde bær. Medium frugt, jordbær, florale noter. Lidt vel tyndbenet og uharmonisk (87).

Graham´s 1983: Flot rubinrød. Mørke kirsebær, brombær, lidt mokka og let krydret. Fint med frugt, røde bær og krydret bund, harmonisk og med bløde tanniner for et længere liv. Et dejlig glas (93).

Taylor´s 2003: Mørk rubinrød, tæt. Lidt lukket næse med mørke bær, syrlige kirsebær, brombær og antydning af lakrids. Brombær, krydderurter, sort peber og lidt grønne noter, tør stil, godt med tanniner. Fin nu og med fint potentiale (92).

Warre´s 2003: Mørk rubin med lys rødlig kant. Lidt karklud og kemiske noter i næsen, der desværre overdøvede, men ikke med tydelig fejl. Røde bær, høj syrlighed og krydret i munden. Ikke i balance med skarp syre og godt med krydderier i halen (87).

Fonseca 2003: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Brombær, mørke kirsebær, lidt solbær og mørk chokolade. Dejlig og fyldig i munden med mørke bær, solbær og lidt urter, godt med tanniner, krydret og lidt skarp, fint potentiale (92).

Graham´s 2003: Mørk rubin, dyb og med lys lilla kant. Ekspressiv næse med solbær og masser af stadig ungdommelig frugt. Ung frugt, brombær, blommer, fint balanceret med god syre, lang pebret hale, lidt til den søde side. En stor vin med stort potentiale (93).

Så vidt min bedømmelse, så lad mig slutte med lidt konklusioner:

Som det fremgår af min pointgivning, var min bedømmelse af de fire vine i årgang 1963 meget lig min vurdering for 10 år siden. De største vine i årgangen er stadig i live, men med den tilføjelse, at de ikke vil vinde ved yderligere lagring – nok snarere det modsatte.

Såvel Taylor´s som Graham´s imponerede i årgang 1983. Hvor Warre´s var med tydelig fejl, vil jeg ikke udelukke, at Fonseca kunne været kommet sig yderligere, hvis den havde fået mere tid. Men det er nu en gang vilkårene ved sådan en smagning, hvorfor min bedømmelse måtte tage udgangspunkt i, at den stadig var lidt fæl i næsen ved aftenens slutning.

Årgang 2003 var ikke overraskende betydeligt mere åben denne gang end ved smagningen i 2013. Mest imponerende var nok Graham´s bevarede ungdommelighed i både udseende og smag, men både den, Taylor´s og Fonseca har stadig mange år foran sig.

Sammenlagt havde jeg Taylor´s og Graham´s som aftenens vindere, derefter Fonseca og endelig Warre´s, som inklusiv den skæve flaske ”tabte” i alle tre årgange.

Efter smagningen afgav deltagerne som vanligt point, hvilket resulterede i følgende top 5 med gennemsnitspoint i parentes:

1. Taylor´s 1963 (94,8)

2. Graham´s 1963 (93,2)

3. Fonseca 1963 (92.4)

4. Graham´s 2003 (91,8)

5. Taylor´s 2003 (91,2)

Ses bort fra, at jeg var lidt mere begejstret for Taylor´s og Graham´s i årgang 1983, var der ikke de store afvigelser på min score og gennemsnittet. Og som det ses formåede den legendariske årgang 1963 stadig at begejstre.

Sprød Pinot Noir fra Penedés

 

Navnet på vingården minder lidt om en spiritusprøve: Can Ràfols dels Caus. Den ligger i Penedés regionen i det nordøstlige Spanien lige lidt syd for Barcelona – en region, som mest er kendt for at være landets største producent af Cava.

Men der laves også andre ting – og det gør Carlos Esteva, som overtog ejendommen i 1979 fra sin bedstefar efter tidligere af have lavet vin på Menorca. Carlos renoverede ejendommen og vinmarkerne og plantede nye sorter herunder Pinot Noir, som ikke er så almindelig i Spanien, men dog altså findes her og fx i Somontano for foden af Pyrenæerne. Gården ligger da også lidt oppe i højden på Garraf-massivet.

Der produceres flere forskellige serier af vin med afsæt i bæredygtighed samt – selvfølgelig – cava, herunder en serie enkeltdruevine på både lokale druer og internationale som Chenin Blanc, Merlot og altså Pinot Noir. Navnet på sidstnævnte, AD Fines, er latin og betyder på grænsen – en henvisning til, at vi er på grænseområdet for, hvor sorten giver meningsfulde resultater. Men det gør den i høj grad her.

Jeg smagte den økologiske vin over to dage.

 

AD Fines Pinot Noir 2017 (Penedés): Seks måneders fadlagring samt flaskelagring. Rubinrød, medium intens. Frisk næse med masser af frugt, røde bær og sorte kirsebær, friske urter samt lidt gærrester. Meget frisk i munden røde bær, kirsebær og lidt svampe og animalske toner, mineralsk og let krydret og med høj syre samt diskrete bløde tanniner. En dejlig sprød og læskende pinot noir (92).

Læs mere på canrafolsdelscaus.com

Vinen importeres af Økologisk Vinimport i Svendborg

LOCI fra Quinta de Ventozelo

 

Den smagte vin er sponseret af producenten

 

Loci er flertalsformen af locus – det latinske ord for et specifikt sted. Vinen LOCI fra Quinta de Ventozelo i Cima Corgo i Douro er netop en hyldest til sådanne steder på den 400 hektar store ejendom, hvoraf halvdelen er tilplantet med vinstokke.

Ønolog José Manuel Sousa Soares star bag det nye blend, som blev lanceret i slutningen af 2022 – et blend bestående af fem forskellige druesorter fra otte forskellige vinmarker:

• Tinta Amarela fra en mark i gennemsnitlig 350 meters højde udgør 50 % af blendet og giver friskhed og aroma.
• Tinta Roriz fra to marker i henholdsvis 250 og 350 meters højde udgør 20 % og giver tanninstruktur og røde bør aromaer.
• Sousão fra to marker i 200 meters højde udgør 10 % og giver især farve og syre.
• Tinta Cão fra mark i 250 meters højde udgør 10 % og giver tropiske aromaer og bløde tanniner.
• Touriga Nacional fra to marker i henholdsvis 250 og 150 meters højde udgør de sidste 10 % og giver florale noter, struktur og syre.

Jeg smagte vinen over to dage:

Quinta de Ventozelo Loci 2020 (DOC Douro): Mørk rubin. Floral og frisk næse med violer, jordbær, hindbær og modne kirsebær samt let krydret undertone. Blød og behagelig i munden med mørke bær, lidt marmeladepræg og florale noter, ok kompleksitet og samtidig relativ elegant af en Dourovin at være, fint balanceret, meget bløde tanniner og mellemlang hale med lidt syrebid (91).

En tur til Azorerne med Niepoort

 

Den smagte vin er sponseret af producenten

 

Azorerne er vel noget af det mest hotte i portugisisk vin disse år. De ni vulkanøer i Nordatlanten, godt 1.400 km vest for Lissabon har selvstyre som Madeira. Der er tre underregioner fordelt på de tre af de ni øer, hvor vindyrkning er mest udbredt – nemlig Graciosa, Biscoitons på nordsiden af Terceira og ikke mindst Pico. Den førstnævnte er demarkeret for hvidvine, mens de to andre traditionelt har været for søde hedvine. Endelig er der også flere vinmarker på den lille ø Faial.

Men de senere år har mange yngre winemakere søgt til især Pico med Portugals højeste punkt i form af vulkanen af samme navn. Her laves der nu meget spændende vine – især hvidvine, men også røde – på druesorter som Verdelho, Arinto dos Acores og Terrantez do Pico. Antallet af vinmarker vokser, og oftest er de gerne omkranset af stengærder, som beskytter mod den kraftige vind.

Jeg har tidligere smagt vine fra António Macanitas Azores Wine Company og fra Adega Do Vulcãno (se links nedenfor). Producenter som disse og andre har haft succes, så det spændende terroir har e overraskende også tiltrukket andre af landets winemakere. Senest har Niepoort således udsendt en hvidvin fra Pico, som jeg fik prøvesmagt inden jul.

Men hvorfor egentlig hoppe fra Douro og de andre regioner, hvor Dirk Niepoort er aktiv og så til Pico?

”Foruden at være de smukkest vinmarker i verden har Pico en fantastisk historik med store vine – de fleste hedvine. Mange vinmarker er blevet reddet, restaureret og nyplantet. Vinene kan være helt svimlende med stor friskhed, meget personlighed og stort lagringspotentiale,” forklarer Dirk Niepoort.

Selv om Niepoort altså nu debuterer med en vin fra Azorerne, er der dog ikke tale om, at de har etableret sig på Pico. I stedet samarbejdes der med Tito Silva fra Tito Wines, som står bag brandet ”A Cerca dos Frades”.

Foto fra Tito´s Vinhedo.pt

”Vi har ikke selv vinmarker på Pico, men samarbejder med Tito, som har nogle fantastiske vinmarker. Vi er med som winemakere, og køber dem så færdigproduceret,” siger Dirk Niepoort.

På den enkle hvide etikette, som er formet som vulkanen, står der godt nok diskret Niepoort. Men nærlæser man, fremgår det således, at vinen produceret og flasket af ”Tito´s Unipessoal lda”.

Vinen, som Niepoort har lagt navn til, et blend af  Verdelho, Arinto dos Acores og Terrantez do Pico, men selv om Tito også laver enkeltdruevine, har Niepoort ikke planer herom, oplyser Dirk.

Men hvordan smager den så? Vinen blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

 

Niepoort Branco Reserva 2020 (DO Pico)

Gylden med lidt lysere kant. Meget ekspressiv med pære, kiwi og lidt ananas samt diskret røgede noter i baggrunden. Frisk i munden med god fylde og lidt syrebid, citrus og lidt tropiske noter, dejlig mineralsk, fint balanceret, diskret fadpræg og med lang hale med citrus. En spændende og dejlig  gastronomisk vin, på en gang frisk og fyldig (93).

 

 

Læs om Azores Wine Company her og om Adega Do Vulcãno her

Niepoort importeres af Theis Vine.

Portvine fra Sequeirinha

Gold Drink, Sequeirinha og Quinta de Maroccos. Tre navne, der hører sammen, og som med to energiske søstre i spidsen for tiden markedsfører sig i Danmark ved festivaler og smagninger. Lige inden jul gjaldt det en smagning hos vinbaren Salute i Odense, hvor begge søstre fortalte om sig selv og deres portvin, og hvor vi smagte otte forskellige vine. Men inden noterne først en nærmere præsentation af søstrene og de tre navne, der indledte denne artikel.

Kører man fra Régua langs Douro mod Pinhão er Quinta de Maroccos en af de første vingårde man passerer, ca. midtvejs mellem motorvejsbroen og Régua-dæmningen. På stedet lå der tidligere et kloster og efter sigende skulle den gamle vingårds navn hidrøre fra, at Franciskanermunkene udvandrede til Marokko.

Gennem flere generationer har quintaen tilhørt familien Correia de Sequeira. Der er dyrket druer og lavet portvin på stedet længe, men tidligere blev det solgt som bulk til store firmaer som Ramos Pinto og Cockburn. Som det gælder for så mange andre familieejede quintaer kom beslutningen om selv at lægge navn til portvinen efter lovændringen i 1986, hvor det efter Portugals optagelse i EU blev tilladt at eksportere portvin direkte fra Douro og uden om de store selskaber i Vila Nova de Gaia. César Augusto Sequeira Correia besluttede sig et par år efter at stå på egne ben, men startede stille og roligt med producere lidt portvin, lægge fade til side i kælderen og sideløbende stadig afsætte til andre. Midt i 90´erne kom produktionen for alvor i gang, og samtidig blev der igangsat et større restaureringsarbejde, hvor der bl.a. blev satset på vinturisme.

Med tiden blev de to døtre, Rita og Catarina, også involveret i driften – Rita i 2001 som winemaker og ønolog og senere fulgte Catarina som økonom med ansvar for salg og markedsføring. For at markere ”tronskiftet” valgt søstrene i 2009 at danne selskabet Golddrink og lancere det nye brand Sequeirinha, hvor diminutiven ”inha” efter familienavnet henviser til, at det er de unge, der står bag. Druematerialet til Sequeirinha kommer fra såvel Quinta de Marrocos som familiens anden quinta Quinta de Vale de Sapos, som ligger tæt ved, i retning mod Lamego. I alt rådes der over 41 hektar vinmarker, og druerne fodpresses i granitlagares. Rita fungerer stadig som winemaker assisteret af Joana Duarte, som tidligere var ansat hos Bulas.

Der laves i dag portvin under forskellige brands, hvortil kommer en mindre produktion af bordvin samt druemarmelade og olivenolie. Hvad portvinen angår omfatter porteføljen hvide portvine, rosé, Ruby Reserva, LBV og Vintage samt Colheitas og Tawny med alder. Søstrene oplyste, at de regner med at frigive en 50 års Tawny i marts måned.

Søstrene fortalte endvidere, at de bruger en del Sousão i deres portvin og især i LBV og Vintage, ja faktisk udgør druesorten hele 70 % af Vintage 2020. Sousão bibringer farve, men også højt syreniveau. Sousão var tidligere især plantet i gamle blandede vinmarker (Vinhas Velhas), hvilket fx gælder Noval National, men de senere år har den fået lidt af en renæssance, og bliver nyplantet rundt om.

Her følger mine noter på de otte smagte vine fra Sequeirinha.

Port Rosé: Mørk laksefarvet. Røde bær, hindbær og lidt tuttifrutti. God mundfylde med røde bær og let krydret bund, høj balancerende syre, kort men ok hale. Faktisk en fin og fyldig rosé (88).

White Colheita 2010: Lys ravfarvet, orange. Citrus, mandel, abrikos, blomster. Mandel, honning og abrikos, til den tørre side og i fin balance, mellemlang hale (89).

LBV 2018: Mørk rubin, lys lilla kant. Solbær, brombær, mynte, lavendel og mørk chokolade. Mørke bær, mynte og friske urter, fin syre, pænt med bløde tanniner (89).

Vintage 2020: Blend af Touriga National, Touriga Franca, Tinta Roriz og efter sigende intet mindre end 70 % Sousão. Mørk rubin, nærmest sort og med lilla kant, uigennemsigtig. Krydret næse med grønne urter, solbær og lidt røgede noter. Kraftig og tæt med mørke bær, urter og mørk chokolade, lidt rustik, godt med syrebid, pænt med tanniner, medium hale med tørre tannier i enden. Savner lidt mere frugt og elegance (90).

10 års Tawny: Mørk tawnybrun, orange kant og lidt rubinrøde noter. Stadig med en smule primær frugt, men også ret udviklede fadnoter i form af hasselnødder, rosiner, valnød og lidt figen (89).

20 års Tawny: Lysere end 10 års, ravfarvet til tawnybrun. Diskret i første omgang, men mere ekspressiv, som temperaturen steg, nødder, mandel og lidt orangeskal. Frisk i starten, derefter lidt mere kompleks, blød og let cremet, let og elegant stil (90).

Colheita 2003: Tawnybrun med rødorange skær. Mandel, nødder og lidt læder og cigarkasse. Lidt skarp med høj syre, ikke så fyldig og kompleks, elegant og velbalanceret, medium hale. Ganske delikat (91).

40 års Tawny: Tawnybrun, lys med orange skær og grønlig kant. Blød og cremet med figen, hasselnødder, valnød, orangeskal og cigarkasse, flot syre og friskhed, fin balance, lang hale. Elegant og fin (93).

 

Jeg har tidligere prøvesmagt lidt vin og portvin fra Quinta de Marrocos. Læs min omtale her. Læs mere om Goldrink og deres brands her.