Wines of Portugal seminar og smagning

I november var det atter tiden for portugisisk vinfestival i København. Et arrangement, jeg som vinskribent med speciale i portugisisk vin, selvfølgelig deltog i. Bag fremstødet, der fandt sted i Langelinie Pavillonen, stod som de foregående år brancheorganisationen Wines of Portugal, der siden 2019 har haft fokus på Danmark som et af deres indsatsområder. Fremstødet var egentlig berammet til en fireårs periode, men på grund af Corona nedlukning, lovede Sónia Viera fra Wines of Portugal, at de vil komme igen næste år til såvel København som Aarhus.

Baggrunden for satsningen er, at vi danskere elsker portvin, men har meget mindre opmærksomhed rettet mod de øvrige vintyper fra Portugal. Det er ærgerligt, da landet byder på stor diversitet både hvad angår typer, druesorter og klimatiske forhold.

Sónia Viera oplyste, at Danmark er portugisisk vins 13. største marked, men fraregnes portvinen er vi kun nr. 18. 74 % af eksporten til Danmark er portvin, kun 16 % bordvin. Og når vi drikker portugisisk vin, er det især fra regionerne Douro, Vinho Verde og Alentejo.

Heldigvis viser tallene, at indsatsen fra Wines of Portugals side har båret nogen frugt, om end det kun går langsomt fremad.

Markedet er steget med 8.1 % i gennemsnit. Målet er at få værdien i eksporten til Danmark til at sige – ikke volumen”, sagde Sónia Viera.

Med andre ord vil portugiserne gerne sælge os bedre og dyrere vine, men efter min mening behøver dyrere ikke at betyde dyrt. Af samme grund har Wines of Portugal også rettet en del af deres opmærksomhed mod restaurationsbranchen fx ved at være sponsor for DM for sommeliers.

Festivalen på Langelinie bød på såvel åben smagning som en masterclass, hvor Thomas Ilkjær fra Vinakademiet fortalte lidt om klima, regioner og druesorter, mens vi smagte otte forskellige vine fra syv forskellige regioner. Her er mine noter med regionens navn i parentes efter vinens navn:

Lua Cheia – Saven: Maria Bonita Nostalgia Branco 2021 (Vinho Verde):

Otte timers skalkontakt, sur lie, lagret på ståltank. Lys grøngul, helt klar. Frisk og aromatisk, men dog ikke voldsom ekspressiv, grønne æbler, gule stenfrugter, græs og lidt eksotisk ananas. Flot syre og  friskhed, grønne æbler, lidt blomster samt lang fin hale med syrebid (89).

António Macanita Winemaker: Macanita Branco 2021 (Douro):

Blend af 70 % Viosinho, 20 % Codega do Larinho og 10 % Gouveio fra gamle vinmarker. Lys gullig med grønt skær. Fyldig og aromatisk næse med pærer og passionsfrugt. Frisk frugt og høj syre, grønne pærer, græs og andre vegetale noter, fin tekstur og kompleksitet, pænt balanceret, syrebid (90).

J. Portugal Ramos: Pouca Roupa Tinto 2021 (Alentejo):

Blend af 50 % Alicante Bouschet, 30 % Touriga Nacional og 20 % Alfrocheira. Rubinrød, ikke så intens, lys violet kant. Frisk og ekspressiv næse med frisk frugt, jordbær, kirsebær og florale noter. Frisk frugt og høj syre, kirsebær, let krydret og pebret, bløde tanniner. Frisk og ligefrem og overraskende elegant, når man tænker på de 50 % Alicante Bouchet (89).

Fiuza & Bright: Fiuza Reserva Premium Tinto 2019 (Tejo):

100 % Alicante Bouschet. Mørk rubin, lys kant, medium intens. Moden frugt, brombær og lidt laktose. Dyb og fyldig i munden med frugtsødme, pæn syre, mørke bær, krydret, fin hale (90).

Enoport Wines: Romeira Reserva Caves Velhas Tinto 2019 (Lisboa):

Ligeligt blend af Castelão, Trincandeira, Syrah og Tinta Miúda. Mørk rubin med lysere kant, medium intens. Frisk næse med røde bær, kirsebær og brombær. God friskhed i munden, men også kompleks med røde bær, høj syre, pænt med bløde tanniner (90).

Encostas de Alqueva: Flor de Penalva Reserva Tinto 2017 (Dão):

Blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz, Jaen og Alfrocheira. Mørk rubin. Lidt lukket i næsen, men åbnede sig med florale noter og røde bær. Frisk i munden med god frugt, meget fyldig med røde bær og blomster, pænt med bløde tanniner, medium fylde. En fin vin (92).

Quinta da Devesa Vinhas Velhas Tinto 2015 (Douro):

Mørk rubin, tæt, lilla kant. Kraftig næse med masser af frugt, mørke bær, brombær og lidt røget bacon. Fyldig med mørke bær, tydelige men balancerede noter fra fadet, kraftige tanniner. Dyb og med stort potentiale (92).

Casa Ermelinda Freitas Moscatel Roxo Superior 2012 (Setúbal):

Ravfarvet med lysere kant. Ekspressiv næse med abrikos, honning og blomster. Abrikos og rosiner, stor sødme, men fint balanceret med den høje syre, fin kompleksitet og lang hale (92).

 

Om den efterfølgende åbne smagning vil jeg blot knytte lidt ord til nogle enkelte producenter, da jeg under den slags smagninger kun tager sparsomt med noter. Der var 19 borde at vælge imellem, hvoraf flere repræsenterede flere brands, og hele landet – ses bort fra Madeira og Azorerne – var dækket ind. Jeg vælger her at liste min omtale region for region.

 

Vinho Verde

Hos Adega Ponte da Barca fra Vinho Verde smagte jeg deres enkeltdruevine på henholdsvis Loureiro og Alvarinho. Begge druesorter var i forskellige versioner med eller uden battonage og fadlagring, men fadet tog aldrig overhånd og skjulte den friske Vinho Verde stil. Det gjaldt fx deres Alvarinho Reserva 2021, som var såvel fyldig som sprød, og deres Loureiro Reserva de Sócios 2018, som havde fået seks måneder på franske egefade, men var fint balanceret.

Jeg smagte også lidt blandede vine hos Vercoope: Via Latina Alvarinho 2021, Via Latina Grande Reserva Branco 2018 (et blend af Alvarinho, Arinto, Avesso, Loureiro og Trajadura med fire måneders fadlagring), Terras de Felgueiras Loureiro 2021 og Terras de Flegueiras Arinto 2021.

 

Beira Interior

Beira Interior er en af de mindre regioner i Portugal, men med øget produktion og kvalitet. Jeg smagte fire vine hos Castelo Rodrigo Winery. Først en spændende hvidvin på et blend af Malvasia Fina, Síria og Arinto do Interior, Marquez de Castelo Rodgrigo 2019 – en frisk, let parfumeret næse og med stor sprødhed i munden. Det samme blend var at finde i deres meget spændende Convento de Aguiar 2019. De samme to navne var også i røde versioner som blend af Touriga Nacional og Tinta Roriz og igen meget spændende vine med henholdsvis 6 og 9 måneder på egefade.

 

Dão

En enkeltdruevin og et blend blev smagt hos Quinta do Covão. Såvel deres almindelige tinto som deres Reserva Touriga Nacional var dejlig florale og indbydende.

 

Alentejo

Hos Carmim i Alentejo smagte jeg udmærkede og for regionen typiske kraftige rødvine i form af Monsaraz Reserva 2020 (blend af Trincadeira, Alicante Bouschet og Touriga Nacional) og Carmim Primitivo (blend af sammen druer samt Aragonez og Castelão).

Det samme gør sig gældende ved topproducenten Cartuxa ligeledes fra Alentejo, nærmere bestemt i Évora. Her smagte jeg Monte de Pinheiros og de to fremragende Cartuxa og Cartuxa Reserva.

Ved den fremragende producent António Macanita Winemaker blev det blot til en gensyn med hans hvidvine fra Alentejo i form af Fitapreta Branco. Ud over Alentejo laver António vine i Douro og på Azorerne, men de sidstnævnte var dog ikke med denne gang.

 

Península de Setúbal

Mod vest ude ved kysten finder vi Setúbal-halvøen, hvor jeg smagte et par nyheder fra den store producent Casa Ermelinda Freitas. Først et blend af Castelão og Alicante Bouschets, Peninsula da Vinhas 2021, og dernæst Sandstone 2021 som var et let og floralt blend af Syrah og regionens signaturdrue Castelão.

 

Algarve

Den store producent Casa Santos Lima har hjemme i Lisboa, men er repræsenteret i de fleste regioner i Portugal. Da Algarve er en region, som vi ikke hører meget til, men med stigende kvalitet, valgte jeg at smage deres vine fra den sydligste region i Portugal. Fora de Pé på Touriga Nacional og Syrah samt ikke mindst en let og elegant vin på druesorten Negra Mole, som er et særkende for Algarve. Vinen hed Despedida. Endelig smagte jeg også en ny vin fra Lisboa, Valmaduro, med kun 10,5 % alkohol.

 

Douro

Quinta da Foz i Pinhão er jeg kørt forbi mange gange under besøg i Douro-dalen. Tidligere var den ejet af Calém og lagde navn til deres Vintage, men i dag laves der vin fra ejendommen af samme ejere som Quinta do Covão i Dão. Og det gør de ganske godt. Jeg smagte deres Grande Reserva 2018 med druer fra en mere end 100 år gammel mark. En flot og intens vin. Endvidere smagte jeg en ren Touriga Nacional 2020, som var med kraftig syre og tanniner og har brug for tid, men ganske lovende. Generelt er kvaliteten af enkeltdruevin på Touriga Nacional i Douro stigende.

Foruden Vinhas Velhas som var med i ovenfor nævnte master class smagte jeg hos Quinta da Devesa deres udmærkede Branco Superior Viosinho 2021.

En Salute for Churchill´s

 

De smagte vine var sponseret af arrangørerne

 

For nogen tid siden var jeg inviteret til en lille smagning af portvinshuset Churchill´s hos den nye vinbar Salute i Overgade i Odense. Noterne følger nedenfor, men først lidt om huset, familien bag og stedet, hvor smagningen foregik.

Jeg har de senere år stiftet et solidt bekendtskab med Churchill´s – og det gælder såvel vinene (foruden portvin laver de udmærket rødvin) som personerne bag. Jeg har således flere gange mødt familien i form af stifteren Johnny Graham, datteren Zoe og svigersønnen Ben Himowitz. 

Den nye generation har taget over, da Johnny Graham, som stiftede selskabet i 1981, er ved at trække sig tilbage. Han vil dog fortsat være at finde i smagerummet og ved særlige repræsentative lejligheder. Derudover har jeg også lært winemaker Ricardo Pinto Nunes og salgsansvarlige João Afonso at kende (billedet øverst).

Det var netop sidstnævnte, som stod for smagningen i Odense, hvor han fortalte lidt om huset og præsenterede syv vine. Churchill´s stil er med mere syre og mindre sukker og dermed lidt tørrere vine. Samtidig udsender de ikke entry level portvin. Deres tørre hvide portvin er således ca. 10 år gammel, selv om den blot er navngivet Dry White Port.

Apropos hvid portvin lagrer Churchill´s i dag mere hvid portvin end i starten i 80´erne, fortalte João Afonso. Målet er at kunne sende hvide colheitas og ældre hvid portvin med alder på markedet, da de mærker en efterspørgsel – en trend, som de fleste producenter efterhånden har måttet overgive sig til. Alle portvine er i øvrigt fodtrådt i lagares på Quinta da Gricha, hvor de har 40 hektar vinmarker, hvoraf de 36 er gamle marker. Der benyttes store fade til deres 10 års Tawny, hvorved bevares mere primær frugt.

Slutteligt lige et par ord om Salute, der åbnede sidst i september, men allerede har vist sig som et aktivt   sted med hensyn til smagninger og andre arrangementer. Odense har i forvejen to udmærkede vinbarer samt flere steder med et fint vinkort uden dog at være decideres vinbarer, så det skal blive spændende at følge den nyankomne. Stedet har et pænt udvalg af portugisisk vin og portvin, hvilket selvfølgelig har vakt min interesse, da mit speciale er portugisisk vin, og jeg i øvrigt er honorær konsul for Portugal i Odense og region Syddanmark. Det særlige fokus skyldes givet, at bagmændene tæller såvel vinimportører som portvinsentusiaster.

Tilbage til smagningen, som omfattede en hvid portvin, tre røde og tre fadlagrede. Her er mine noter:

Dry White Port: Lys ravfarvet, orange skær, lys kant. Abrikos, honning, blomster i næsen, let parfumeret. Fint og friskt syrebid, abrikos og orangelikør, lang hale. Fin til aperitif (89).

LBV 2017: Mørk rubin med uigennemsigtig kerne og lysere rød kant. Diskret og lidt lukket i næsen, florale noter, brombær og lidt urter. Rund og blød i munden med god frugt og bløde tanniner (89/90).

Crusted Port (2014): Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig. Frisk frugt, urter, røde bær og esteve. Frisk og fyldig, dejlig rig på frugt, mørke bær, tør, kraftige tanniner og lang hale (90).

Vintage 1997: Mørk rubin. Floral med jordbær og andre røde bær, mynte, urter. Dejlig kompleksitet, robust med brombær, markante tanniner, flot balanceret, tør stil og lang pebret hale. Ganske lækker (93).

10 års Tawny: Mørk rødbrun med lys kant. Stadig med bærpræg, men også nødder og tørrede frugter. Ligeledes med lidt primær frugt i munden samt nødder og en anelse tanniner, tør hale (89).

20 års Tawny: Lys ravfarvet med rødbrun kerne og lys orange kant. Mandel, nødder figen og lidt cigarkasse i næsen. Blød i første omgang med mandel og tobak samt fin balancerende syre, tør, lang hale med syrebid (91/92).

30 års Tawny: Mørk tawnybrun med lysere kant. Lidt diskret næse i første omgang med nødder, valnød og figner. Intens, fed og fyldig i munden med tørrede frugter og nødder samt fin balancerende syre. En dejlig kompleks vin (93).

Salute er i øvrigt allerede klar med deres næste portvinsarrangementer. Den 14. december har de således portvin & risalamande på programmet, og den 21. december får de besøg af søstrene Rita og Catarina Sequeira, der står i spidsen for portvinshuset Sequeirinha med afsæt i Quinta de Marrocos.

Miguel Bragas hvide portvine med alder

De smagte vine var sponseret af producent og importør 

Vintage eller Tawny? Det er et klassisk spørgsmål blandt portvinsnydere. Hvilken type foretrækker du? De rubinrøde og frugtfyldte Vintage og LBV-vine, som langsomt modnes i kælderen? Eller de fadlagrede Tawny eller Colheitas. Nogle foretrækker så afgjort den ene type frem for den anden. Selv er jeg til begge dele – alt efter omstændigheder, tidspunkt eller evt. madledsagelse.

På samme vis skelner man også traditionelt mellem vintage-huse eller tawny-huse. For årtier siden var det tydeligt, at de portugisiske huse især prioriterede de fadlagrede portvine, mens de engelske historisk set var mere til Vintage. Sådan er det stadig lidt, men de fleste producenter har bevæget sig. Store Vintage-huse som Graham´s og Taylor´s står bag udmærkede tawnyserier og udsender Colheitas – eller Single Harvest, som de kalder dem. Og modsat har flere af de traditionelle tawny-huse opprioriteret ruby- og Vintagesiden de senere år. Det gælder fx Kopke. Samtidig har især de mere traditionelle tawny-huse også taget hvid portvin med alder til sig.

Der er stadig producenter for hvem fadlagret portvin klart er førsteprioritet. Det gælder Miguel Braga og Quinta do Mourão. Jo, der laves ruby og Vintage. Men det er med deres Tawny med alder og fadlagret hvid portvin, at huset har sin store styrke.

Årets portvinsfestival på Børsen, som traditionen tro fandt sted første mandag i november, havde netop Miguel Braga som særlig gæst ved pressesmagningen, ligesom han selvfølgelig var til stede ved de åbne smagninger sammen med importøren Peter Skov fra Pass the Port.

Miguel Braga er anden generation i det familieejede foretagende. Hans far, Mário Braga, købte i 1972 selve Quinta do Mourão samt fire andre ejendomme i området. Efter faderens død overtog Miguel roret og begyndte efter 1999 at udsende portvine under eget navn frem for at levere til andre. Og da der var mange fade på lager, omfattede porteføljen snart hele spektret. Vinene markedsføres dog under forskellige navne som S. Leonardo og Rio Bom.

Selv stødte jeg første gang på Miguel Braga ved et Wines of Portugal fremstød på Hotel d´Angleterre i 2011 og kaldte dengang hans tawnies for ”eftermiddagens største overraskelse”, hvorfor det også glædede mig, at de fandt vej til det danske marked. Siden er også hele serien af hvid portvin med alder kommet til, og som allerede nævnt er der ingen tvivl om, at det især er fadlagret portvin fra hans såkaldte Port Knox, der har Miguels interesse.

Det fremgik da også af programmet for smagningen på Børsen, hvor hovedvægten var lagt på de hvide med hans nylancerede 50 års Tawny som ekstranummer. Nedenstående vine blev præsenteret og smagt. Tappeåret står i parentes, hvor jeg fik det noteret.

10 års hvid (21): Motherwine fra 2007. Lys ravfarvet med lys orange kant. Abrikos og blomster. Fyldig i munden med abrikos og mandel samt lidt appelsinskal, lidt til den søde side, let krydret hale (89).

20 års hvid (22): Motherwine fra 1994. Mørk ravfarvet til tawnybrun. Mørk og lidt tung næse med figner, kirsebærsten og kokos, lidt sprittet. Fed struktur, fyldig med god syrebalance, tydelige noter fra fadet herunder kokos (90).

30 års hvid (22): Motherwine fra 1975. Mørk ravfarvet. Intens og koncentreret næse med tørrede figner og abrikoser samt lidt farin og balsamico. Meget koncentreret og fyldig i munden med tørrede figner, godt krydret, lang hale (92).

40 års hvid (19): Motherwine fra 1957. Ravfarvet med gyldent flot skær. Frisk næse med valnød, figen, cigarkasse, citrus og kokos samt en smule balsamico og apotekernoter. Frisk med høj syre, tørrede figner, honning, krydret, dejlig balanceret (93/94).

50 års hvid (22): Mørk tawnybrun, grøn og orange lys kant. Lidt apotekernoter, tørrede figner, balsamico. Frisk i munden med god fedme, tørrede figner, lidt appelsinskal, lang krydret hale (94).

”60” års hvid: Ravfarvet med lys kant. Dufter som en rom med tørrede figner og kokosnød. Mørk, dyb og koncentreret i munden med tydelige noter fra det brugte amerikanske egefad så som vanilje og kokos, lang intens og let krydret hale. Flydende slik (94).

90 års hvid: Motherwine fra 1927. Mørk ravfarvet, grønlig kant. Lidt sprittet næse i første omgang, men det aftog dog, figner og balsamico. Blød, tyk og cremet i munden, stor intensitet med tørrede frugter og cigarkasse, syrebid i anden omgang, lang hale (95).

50 års Tawny: Motherwine fra 1958. Mørk tawnybrun, lysere kant. Krydret næse med valnød, nødder, balsamico og appelsinskal samt lidt muskatnød. Intens og fyldig i munden med valnød, rosiner og svesker, dyb og koncentrereret og med lang hale (94/95).

Generelt kan det siges, at der er tale om meget udviklede og oxiderede vine, hvoraf flere par præg af, at der har været brugt nyere og/eller amerikanske fade. Om det er godt eller skidt er en smagssag. Selv mener jeg, at fadet skal være meget diskret til stede og derfor var lidt for dominerende ved et par af vinene. I øvrigt fortalte Miguel Braga, at han i modsætning til de fleste andre producenter ikke tilstræber at lave det samme blend hver gang. Der kan altså være stor stilmæssig forskel på de forskellige aftapninger.

Før og efter pressesmagningen blev der også tid til lidt smagning rundt om ved standene dog uden notetagning. Her skal derfor kort nævnes, at jeg bl.a. smagte en dejlig Bulas 30 års hvid, Martha´s 10 års Tawny, Niepoort Garrafeira 1983, en dejlig frisk Maynard´s Organic Crusted og en tør hvid 10 års fra Messias samt en lækker Colheita 1977 fra samme hus.

Alt i alt som altid en dejlig dag

 

Quinta do Mourão importeres af Pass the Port

Taylor´s Golden Age

 

Den smagte vin er sponseret af producenten

 

Umiddelbart forbinder man Taylor´s med Vintage portvin. Her er de så afgjort i første division og historisk set har de leveret mange fremragende udgaver af såvel klassisk Vintage som Single Quinta Vintage fra Quinta de Vargellas og Quinta da Terra Feita. Men huset produceret også fadlagret portvin. De har længe haft en serie af udmærket tawnies i form af 10, 20, 30 og 40 års Tawny. Dertil kommer helt gamle udgaver som den berømte Scion, som de lancerede i 2010. Og endelig har de gennem årene og især efter overtagelsen af det traditionelle Colheita-hus Krohn udsendt en række Colheitas, som dog ikke kaldes for Colheitas, men Single Harvest. Man er jo et engelsk portvinshus.

Derfor var det heller ikke den store overraskelse, at Taylor´s fulgte trop, da de nye portvinskategorier blev tilladt og dermed 50 års Tawny. Og nej, den hedder selvfølgelig ikke blot 50 års Tawny, men Golden Age.

Taylor´s 50 års Tawny er baseret på druer fra den østlige del af Douro og er et blend af de traditionelle druesorter Touriga Nacional, Touriga Francesa, Tinto Cão, Tinta Roriz og Tinta Barroca. Før det endelig blend blev foretaget, blev vinene lagret på fade i husets kælder, skriver Fladgates i deres pressemateriale, men med ret stor sandsynlighed er vinen inden da lagret adskillige år i Douro.

I forbindelse med min artikel om nye tendenser i portvinens verden i Din Vinguide fik jeg tilsendt en flaske, som blev smagt over 3 dage ved lidt forskellige temperaturer.

 

Taylor´s Golden Age 50 års Tawny

Mørk tawnyfarvet, nærmest kobber og med lysere grønorange kant. Mørk og intens i næsen med svesker, rosiner, nødder, muskatnød, balsamico og lidt ristede og brændte noter (måske den såkaldte Douro-bake) samt lidt apotekerpræg, som dog aftog noget med tiden. Fyldig, cremet og intens i munden med nødder, figner, svesker, appelsinskal og balsamico samt stor og mættende kompleksitet, godt krydret og med lang hale. En dyb og kompleks vin, men savner lidt elegance (94). 

Taylor´s Golden Age er hverken den første eller den sidste i række af 50 års Tawny på markedet efter lovændringen. Læs her min omtale af Kopke, Maynard´s og Sandeman. Endvidere har huse som Vallado, Vallegre, Buttler & Nephew og São Leonardo sendt 50 års Tawny på markedet – og endnu flere er på vej. Alt tyder således på, at producenterne har sagt ja til den nye kategori og forbrugerne ligeså.

Jubilæumsvintage fra Symingtons

De smagte vine er er sponseret af producenten

Da Symington Family Estates annoncerede deres vintagedeklarationer for 2020, var det lidt af en blandet landhandel. Et par særlige jubilæumsudgaver af Graham´s og Warre´s samt tre Single Quinta Vintage i form af Dow´s Quinta do Bomfim (læs min omtale her), Dow´s Senhora da Ribeira og Cockburn´s Quinta dos Canais – de to sidstnævnte frigives dog først på et senere tidspunkt.

De to jubilæumsudgaver skyldes, at Graham´s og Warre´s runder henholdsvis 200 og 350 år, hvilket selvfølgelig skulle markeres. Begge vine er udsendt i et begrænset antal eksemplarer, nemlig 3.000 og 2.400 flasker, så der er tale om eksklusive vine, hvilket de vejledende udsalgspriser også afspejler.

Symingtons beskriver høsten 2020 som værende med det laveste udbytte i dette århundrede, men til gengæld med meget koncentrerede og velstrukturerede mørke vine, hvilket især gjaldt Cima Corgo.

Druerne til Graham´s Bicentenary kommer fra Quinta dos Malvedos (55 %), Quinta da Vila Velha (25 %) og Quinta do Tua (20 %). Der er tale om et blend af følgende: Touriga Nacional og Touriga Franca (gæret sammen), Sousão og Touriga Nacional fra Stone Terraces på Malvedos (ligeledes gæret sammen), gamle Vinhas Velhas og Alicante Bouschet. Såvel Sousão som Alicante Bouschet er i vækst, når det gælder produktion af portvin, da de især bidrager med syre og farve.

Til Warre´s er der udelukkende brugt gamle vinstokke på 80-100 år fra blandede marker (Vinhas Velhas) fra helholdsvis Quinta da Cavadinha (53 %) og Quinta do Retiro (47 %). Udbyttet fra da gamle vinmarker er lavt – henholdsvis 380 gram per vinstok på Cavadinha og 240 gram per vinstok på Retiro, hvorfor der skal tre planter til at producere hver vin i modsætning til normalt, hvor det er en. Derfor er denne jubilæumsudgave af Warre´s ikke direkte sammenlignelig med de normale klassiske Vintage vine fra selskabet. Det samme gælder Graham´s, hvor druerne som nævnt ovenfor er hentet fra særlige marker.

I forbindelse med min artikel i Din Vinguide om nye tendenser i portvinens verden (blad 35, november 2022), fik jeg tilsendt prøver på de to jubilæumsvine. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer. Her er mine noter:

 

Warre´s Vintage 2020 Vinhas Velhas

Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig med lilla skær. Krydret næse med solbær og andre mørke bær, kaffenoter og lidt mørk chokolade. Let cremet og blød i munden i første omgang med solbær, hyldebær, florale noter og lidt urter, dejlig kompleksitet, derefter lidt heftigere, tør og elegant, godt med integrerede tanniner, tør hale. Dejlig netop nu, men også med fint udviklingspotentiale (96).

 

Graham´s Bicentenary Vintage 2020

Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig. Ekspressiv med masser af potent primærfrugt, solbær og brombær samt kaffenoter og kakao. Frisk primærfrugt, solbær, hyldebær, mynte, meget koncentreret, frugtsødmem men ellers mere tør end vanligt for huset, godt med bløde tanniner, tørre og lidt skarpere tanniner i halen. Potentiale til et langt liv (95).

Vintage Port fra Confraria do Vinho do Porto

Har man deltaget i middage eller andre events arrangeret af portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, vil man vide, at der ofte skåles i broderskabets egen vin. Portvinsbroderskabet har dog ikke deres egen quinta eller marker, men de blender deres egne portvine – og det gælder såvel Vintage i særlige årgange som Tawny med alder, hvor de senest har begået en 40 års.

Leverkusen 2022 sammen med George Sandeman

Confraria do Vinho do Porto blev stiftet i 1982 og kan altså i år fejre 40-års fødselsdag. Broderskabet er dermed yngre end mange andre tilsvarende inden for vinens verden. Men under de mange år med diktatoren Salazars Estado Novo var den slags private selskaber ikke tilladt, hvorfor man altså skulle om på den anden side af den fredelige Nellikerevolution i 1974, før planerne kunne realiseres. Målet var og er stadig at udbrede kendskabet til portvin – ikke kun i Portugal, men i hele verden, hvorfor broderskabet også optager æresmedlemmer uden for portvinsbranchen. Selv havde jeg den ære at blive optaget som såkaldt Cavaleiro i 2016.

Optagelsesceremonien i 2016, i midten Portugals premierminister António Costa

Arbejdet med at udbrede kendskabet til portvin sker dels gennem medlemmerne virke og dels gennem en række aktiviteter året igennem. Mest kendt er den årlige optagelsesceremoni i juni i dagene omkring Skt. Hans samt Regattaen med de gamle portvinsbåde, Barcos Rabelos, Skt. Hans dag - en herlig begivenhed, som jeg har deltaget i som gast flere gange.

Regattaen 2022 sammen med Elsa Couto fra Dalva

Men også deklareringen af broderskabets egen Vintage er et festligt event, der skaber opmærksomhed. Det foregår ved en ceremoni, hvor alle portvinsproducenter, der har deklareret Vintage det pågældende år, bidrager med deres vine. Winemakerne kommer op én efter én og hælder deres vin i et stort glas. Dette blend er selvfølgelig kun symbolsk, men efterfølgende vil der blive lavet et blend, hvoraf flere af de deklarerede Vintage indgår. Ved broderskabets fødsel i 1982 var alle medlemmer således forpligtiget til at donere 25 liter, hvilket i dag er ændret til 12 flasker Vintage. Resultatet bliver, at der laves 500-1500 flasker af hver årgang af Confrarias Vintage.

Deklarering af Vintage 2016 i 2018. David Guimaraens og Alvaro van Zeller

Det er broderskabets kældermester, Copeiro-Mor, som har ansvaret for at blende, og råmaterialet er altså de udgaver af Vintage, som er deklareret det pågældende år. Der er dog ikke fastlagt regler om, hvor mange forskellige huse, der skal indgå i blended. Det er helt op til Copeiro-Mor, hvilket de seneste mange år vil sige David Guimaraens, der samtidig er winemaker og blender for Fladgate Partnership.

George Sandeman, som står i spisen for broderskabet, fortæller:

"Confrarias Vintage Port deklareres af Chancelaria og det er Copeiro Mors ansvar at lave en Vintage Port, som er repræsentativ for det pågældende års stil og kvalitet.”

Deklareringen i 2018. George Sandeman, David Guimaraens og Jorge Rosas

Jeg har nogle gange haft den glæde at overvære ceremonien, og det er altid et festligt og farverigt syn, når broderskabets medlemmer træder frem foran bestyrelsen, det såkaldte Chancelaria, for at aflevere deres vine. Alle er selvfølgelig iklædt røde kapper, hat og insignia – den lille drikkeskål, som medlemmer bærer om halsen.

Den foreløbige række af deklareringer fra broderskabet tæller følgende år: 1982, 1983, 1985, 1991, 1994, 1997, 2000, 2003, 2007, 2011, 2016 and 2017. Som det fremgår, er der mest tale om såkaldte klassiske årgange, hvor kvaliteten er høj, og mange huse har deklareret. De senere år – ikke mindst med årgang 2015 – har der dog været en del diskussioner blandt producenterne og i Confraria om betegnelsen klassisk årgang. En del mener, at 2015 også burde have været medregnet, men da nogle af de største producenter afstod fra at deklarere, skete det altså ikke.

Efter aftapning opbevares vinene i broderskabet kælder, men heldigvis ikke kun. Deres 10 års Tawny bruges f.eks. til optagelsesceremonier, hvor de nye brødre skåler i et glas portvin, og for et par år siden solgte broderskabet lidt ud af deres kælder, hvorfor medlemmer kunne købe enkelte flasker af udvalgte Vintage årgange.

For nyligt havde jeg så den fornøjelse at være inviteret til en vertikal smagning af Confrarias Vintage i selskab med Chanceler George Sandeman. Det foregik ved Portweinsmessen 2022 i Leverkusen – en fin festival arrangeret af den tyske portvinsekspert Axel Probst, som i juni blev forfremmet til den nye rang i broderskabet, Fidalgo Cavaleiro.

Seks udgaver af Confrarias Vintage ved smagningen i Leverkusen

Smagningen omfattede ikke samtlige årgange, men seks af lidt blandet kvalitet. Som George Sandeman selv diplomatisk udtrykte det, så behøver et blend af de bedste Vintage port fra en årgang ikke nødvendigvis at give det bedste resultat.

Inden mine noter lige et par ord om de forskellige årgange – og hvem, der har været ansvarlig for blended.

1982 er lavet af José Antonio Rosas fra Ramos Pinto. Året regnes for medium kvalitet, men mon ikke deklareringen skyldes, at det var broderskabets fødeår. Vinene er gerne fint modne og drikkeklare nu.

1994 er lavet af John Gordon Guimaraens, som ganske rigtigt er del af Guimaraens-familien fra Fonseca. Året regnes for et af de helt store, om end kvaliteten kan være lidt svingende – og en del vine stadig har brug for tid.

2000 og 2003 blev lavet af João Nicolau de Almeida, ligeledes fra Ramos Pinto. Begge år regnes for klassiske med bred deklarering.

2011 og 2017 står den nuværende  Copeiro-Mor, David Guimaraens, for. 2011 var og er stadig en monsterårgang, mens 2017 regnes for en af de bedste årgange længe og med en lang fremtid for sig.

Og nu til mine noter fra smagningen:

Vintage Port 1982: Rødbrun med lys kant. Fin og ekspressiv duft af jordbær og andre røde bær. Ganske lækker og delikat i munden med fin syrebalance, røde bær, krydret og pebret, bløde tanniner, lang pebret hale (93).

Vintage Port 1994: Teglrød, lidt uklar. Lidt fæl i næsen men også med moden frugt. Krydret i munden med syrnede bær, ikke harmonisk. Et fejlskud, som jeg tvivler på, vil blive bedre (ikke bedømt).

Vintage Port 2000: Flot rubinrød med lidt lys kant. Jordbær og mørke bær i næsen. Dejlig fyldig i munden med røde bær og let krydret undertone, bløde tanniner, lang krydret hale. En flot vin, som stadig har udviklingspotentiale (92).

Vintage Port 2003: Mørk rubin. Lidt lukket i næsen med mørke bær, solbær og krydret undertone samt lidt stald. Fyldig i munden med god frugt, pænt med tanniner og flot syre, lidt bid i enden (91).

Vintage Port 2011: Mørk og uigennemsigtig, næsten sort. Lidt lukket i næsen med mørke bær. Fyldig og kompakt i munden med stor kompleksitet, mørke bær og massive tanniner. Stadig et monster, der har brug for tid (92).

Vintage Port 2017: Mørk og uigennemsigtig. Ung frisk frugt i næsen, kærnemælk. Ungdommelig med florale noter og mørke bær, god struktur og kompleksitet, godt med tanniner, stort potentiale (93).

Læs mere on Confraria do Vinho do Porto her.

Dow´s magnum vs. almindelig flaske

Der var både store årgange og store flasker på programmet ved en smagning af huset Dow´s i The Vintage Port Club for nyligt. Vi smagte seks årgange – 1963, 1970, 1980, 1985, 1994 og 2003 – som alle blev bredt deklareret, og hvoraf de fleste hører til de absolutte topårgange. Dertil kom, at vi smagte hver årgang i både almindelig flaskestørrelse og magnum for at vurdere og sammenligne udviklingen.

Der var altså tale om et tidsspand på hele 40 år – fra fuldt udviklede vine til vine, som måske først nu er ved at være ude af deres mere genstridige barndom. 40 års flaskelagring gør en stor forskel. Spørgsmålet var og er, hvor stor en forskel flaskestørrelsen gør?

Derfor først lige lidt ord om, hvad der egentlig foregår, når vin og her portvin, udvikler sig ved flaskelagring. Kort fortalt sker der to ting. For det første ændrer vinen farve, hvilket for Vintage portvins vedkommende vil sige, at den mørke rubinrøde og nærmest uigennemsigtige farve bevæger sig over lysere rubin mod teglrøde og måske brunlige eller orange nuancer. Årsagen er, at de såkaldte anthocyaniner, der giver vinen farve, med tiden polymiserer og bliver til bundfald.

For det andet ændrer duft og smag sig, hvor de primære frugtnoter aftager med årene og afløses eller suppleres af tertiære noter som diverse krydderier, tørrede frugter, træ, læder, tobak, svampe, animalske noter mv. Samtidig blødgøres og aftager tanninerne ligeledes.

Denne proces er langsommelig sammenlignet med tilsvarende udvikling på træfade, hvor oxidationen er meget større. Men alligevel er det ilt, der får udviklingen til at ske. For det første er der lidt luft i flaskehalsen. For det andet indeholder en korkprop op mod 800 millioner små luftfyldte celler, hvilket også medfører en lille udveksling af ilt.

Flaskestørrelsen spiller ind på iltens påvirkning, da forholdet mellem vin og ilt ændrer sig, jo større flasken er – akkurat på samme måde, som oxideringsprocessen foregår hurtigere på små fade end store balseiros. Det siges, at ældningsprocessen tager 1½ gang længere tid i en magnumflaske end i en almindelig 75 cl flaske. Tages det for pålydende, kan et simpelt regnestykke give et fingerpeg om forskellen. Tager vi fx vintage 1970, som sandsynligvis er flasket i 1972, har den altså ligget 50 år på flaske. Siger vi så, at der er sket 50 års udvikling for den almindelige flaske, vil det svare til kun godt 33 år i magnumflasken, hvilket faktisk er en betydelig forskel.

Der skal selvfølgelig tages en række forbehold ved en sådan matematisk udregning. De smagte vine har f.eks. givet ikke lagret under helt samme betingelser, hvad angår lys, temperatur og temperatursvingninger, hvilket kan påvirke udviklingen. Vinene udvikler sig f.eks. lidt hurtigere ved højere temperaturer.

Slutteligt lige et par ord om husets Dow´s historie. Navnet bag Dow´s er i virkeligheden Silva & Cosens og blev faktisk oprindeligt grundlagt af en portugiser, Bruno da Silva, i 1798. I 1862 blev Frederick William Cosens partner og deraf navnet. Langt senere blev der indgået et delvist ejerbytte med Warre & Co ved hjælp af en vis Andrew James Symington. Derved er vi ved at være fremme ved nutiden, idet Symington Family Estates blev eneejere af Dow´s i 1961.

Nok om det. Nu til smagenoterne. Vinene var efter sigende dekanteret godt 2½ time før smagningen. De blev smagt årgang for årgang med de ældste først, men dog således, at vi ikke kendte identiteten af de to forskellige flaskestørrelser. Jeg smagte mig igennem de 12 vine to gange, hvilket havde betydning for enkelte af vinene, hvor der klart var sket en udvikling.

Vintage 1963: Lys ravfarvet, med lys teglrød kerne og helt lys kant. Dejlig ekspressiv duft af røde bær, hindbær, florale noter, cigarkasse, let røget og krydret undertone. Markant, måske lidt skarp syre, men fin balance, da frugten stadig er til stede, jordbær, let krydret. Delikat og elegant med lang hale (94).

Vintage 1963 M: Lys teglrød til ravfarvet, transparent kant. Fin, floral med røde bær, meget ekspressiv. Elegant og floral med god balance mellem syre og frugt, jordbær og krydret undertone. Stadig med nogle år for sig (94).

Vintage 1970: Meget lys, ravfarvet til orangebrun, lidt uklar. Duft af lidt røde bær, men ellers udprægede tawnynoter eller noter af ældet hvid portvin, marcipan, honning og appelsinskal. Sød med tertiær frugt og  en smule røde bær, marcipan og lang hale. Smager sådan set god, men ikke som vintage (90).

Vintage 1970 M: Flot teglrød til lys rubin, lys kant. Røde bær, lidt urter og lidt – ikke ubehagelige apotekernoter. Meget balanceret og dejlig i munden med fin frugt og syre, lidt skarpt syrebid i halen og bløde tanniner. Elegant og harmonisk (93).

Vintage 1980 M: Mørk rubinrød, næste uigennemsigtig. Skæv næse med prop. Ok med frugt, men skæv og derfor ikke bedømt.

Vintage 1980: Rubinrød med mørk kerne. Dejlig, men diskret duft med røde bær. Fin frugt og syre, medium fyldig, let krydret. Fin, men savner lidt mere struktur (90).

Vintage 1985 M: Lys teglrød med lys kant. Meget diskret med røde bær, ribs og tyttebær. Blød i munden i første omgang med røde bær og florale noter, derefter lidt mere kantet med markant skarp syre og pebret bund (91).

Vintage 1985: Mørk og tæt rubinrød, uigennemsigtig. Rimelig ekspressiv med lidt solbær og blomme. Fyldig i munden med godt med frugt, mørke bær og bløde tanniner, let brændende. Fin med fint potentiale (93).

Vintage 1994: Mørk rubinrød. Frisk næse med mørke bær, mørk chokolade. Let cremet i munden med mørke bær, chokolade og lidt urter samt pænt med tanniner. Fint glas (91).

Vintage 1994 M: Rubinrød, lys kan, lidt uklar. Floral, men også med en smule sæbespåner. God frugt og syre, men virker alligevel ikke harmonisk og balanceret, medium hale (88).

Vintage 2003: Mørk rubin, uigennemsigtig. Stadig frisk frugt, solbær, mynte og andre urter. Godt med frugt i munden også, kraftige tanniner. Virker lidt lukket og har nok brug for lidt tid (89/90).

Vintage 2003 M: Mørk rubin, uigennemsigtig, men dog lys kant. Diskret og lidt lukket næse med mørke bær, åbnede lidt mere og med tiden. Masser af frugt, mørke bær, god syre, pænt med tanniner, lang krydret hale. Flot, men har brug for tid (92).

Undervejs gættede jeg på, hvilke vine, der var magnum, og her havde jeg de tre ældste og den yngste rigtigt, men altså ikke 1985 og 1994. Det var især farven, som var markør for forskellen mellem de to flaskestørrelser, og som det fremgår ovenfor var den almindelige 1985 faktisk langt mørkere og mindre udviklet end magnum-flasken. Dette kan have noget med de pågældende flaskers opbevaring at gøre jævnfør ovennævnte forbehold. Tilsvarende fandt jeg en smule mislyde på magnum 1994, hvorfor jeg skød den til den almindelige.

Endelig vil jeg tilføje, at 1963 generelt er en årgang, som nærmer sig at have set sine bedste dage. Men begge flasker og overraskende nok altså også den almindelige præsenterede sig ganske flot for Dow´s vedkommende i dette tilfælde. Og i den anden ende af skalaen har 2003 stadig fint potentiale for udvikling.

Afslutningsvis afgav deltagerne point til vinene. Resultatet fremgår nedenfor med angivelse af gennemsnitspoint og er generelt ikke langt fra min bedømmelse. Største afvigelser er min hårdere bedømmelse af magnumudgaven af Vintage 1994 og mine højere point for magnum 1963 og den almindelige Vintage 1970.

Resultat af afstemning:

1.      1970M 92,0p

2.      1963A 91,5p

3.      2003M 91,2p

4.      1980A 91,0p

5.      2003A 90,4p

6.      1985A 90,3p

7.      1985M 90,3p

8.      1963M 90,2p

9.      1994M 90,2p

10.  1994A 88,5p

11.  1970A 86,4p

12.  1980M 79,1p

 

Quinta da Vacaria

De smagte vine er sponseret af importøren

Det er altid spændende at smage huse, men kun kender meget lidt til. Sidste år ved Portvinsfestivalen på Børsen smagte jeg første gang Quinta da Vacaria og fik gensmagt lidt ved Portvinsmessen i Roskilde i år. Mit umiddelbare indtryk var, at deres 10 og 20 års lå lidt vel tæt på hinanden og måske var lidt vel rustikke i stilen til mine smagsløg.

For noget tid siden fik jeg tilsendt et lille udvalg til prøvesmagning. Men inden min noter, lidt om producenten, som det desværre ikke er så nemt at finde udførlig information om.

Quinta da Vacaria kan dateres helt tilbage til 1616 og ligger lige ved Regua, hvor Corgo møder Douro. Her produceres der såvel Douro vin som portvin samt olivenolie. Portvinsporteføjlen omfatter Reserve,10, 20, 30 og 40 års Tawny, Reserve Ruby, LBV og Vintage. Tawny-serien er ifølge importøren ufiltreret.

Ønolog Jean-Hugues Gros har arbejdet i Bourgogne og derefter måneder for Sandeman, hvor han fik øjnene op for portvin og Douro. Efterfølgende har han også erfaringer fra Californien og Champagne, og fra 1999 arbejdede han for Quinta do Convento de São Pedro das Águias. I dag er han winemaker og konsulent for flere producenter i Douro og står bl.a. bag Douro-brandet Odisseia

Jeg har smagte følgende fire vine fra Quinta da Vacaria. Vinene blev smagt over to dage ved forskellige temperaturer. LBV 2016 er i øvrigt den første udgave fra huset.

Porto Pink: Blend af Touriga Nacional, Tinta Barroca og Touriga Francesa. Lys teglrød, medium intens. Hindbær og jordbærsaft samt en del vingummibamse og tutti frutti. Frisk og rimelig fyldig i munden med god tekstur, kirsebær og jordbær, let krydret og lidt bid, ok balance, kort hale med røde bær og lidt kant. Faktisk et fint glas for typen, velegnet som aperitif (85).

Tawny Reserva: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Barroca, lagret ca. 7 år på fad. Rødbrun med mørkere rubin kerne og lysere kant. Meget ekspressiv og lidt rustik næse med bærpræg, ribs, hasselnød og valnød, kakao samt lidt krydderurt. Stadig med primær frugt i munden, røde bær, men også karamel og nødder, en smule sprittet, høj syre og god balance, lang hale med lidt syrebid. Rimeligt udviklet, men fin repræsentant for typen (87).

10 års Tawny: Blend af Touriga Nacional, Tinto Cão, Tinta Barroca, Tinta Amarela og Touriga Francesa. Tawnybrun. Lidt diskret og anonym næse ved kølig temperatur, lidt bærpræg, nødder og tørrede figner. Behagelig, fed og fyldig struktur i munden med nødder og figner, karamel og balsamico, god balance med fin syre, lang delikat hale. Ret udviklet alderen taget i betragtning, men savner lidt friskhed og elegance og fornemmer at lagringen er foregået i Douro (88/89).

LBV 2016: Blend af Touriga Franca, Tinta Roriz, Touriga Nacional og Tinta Barroca. Mørk rubin, tæt og koncentreret. Ekspressiv med mørke kirsebær og andre mørke bær, mørk chokolade, krydret bund og lidt frisk mynte og krydderurt. Dejlig blød i munden med røde bær, kirsebær, frugtsødme, men ellers lidt til den tørre side, mørk chokolade, flot balancerende syre og bløde tanniner, mellemlang hale. Fin og vellavet med potentiale for udvikling (89).

 

Quinta da Vacaria importeres af Nordjysk Vinimport.