torsdag den 26. marts 2020

Som at sidde ved havet - Azores Wine Company


I februarudgaven af Din Vinguide havde jeg en artikel om portugisisk vin mellem tradition og fornyelse. Netop den position passer perfekt til vinene fra Azorerne, hvoraf en enkelt producent Azores Wine Company da også optrådte i artiklen.


Bag Azores Wine Company står António Macanita, som i 2018 blev kåret til årets winemaker af det ansete vinblad Revista de Vinhos. António begyndte sin karriere i Alentejo (hvor hans mor stammer fra) med FitaPreta Vinhos, men producerer i dag også vin i Douro og altså på Azorerne (hvor hans far er fra) – et terroir der på en gang er gammelt og med egne druesorter og samtidig et af de steder, hvor der sker spændende nyt.
”Azorerne har en ekstrem beliggenhed med sit helt eget terroir, hvor vin er plantet i revner i lavaen kun få meter fra Atlanterhavet, som både oversprøjter markerne ovenfra og infiltrerer nede under. Når du kombinerer dette med de indfødte druesorter og 500 års selektion, er det helt unikt,” fortæller António Macanita.


En af de særegne druesorter er terrantez do Pico. António fortæller, at der kun var 89 planter tilbage, da han i 2010 startede reetablering af markerne, men nu er der mere end 10 hektar. Af andre vigtige sorter kan nævnes verdelho og arinto dos Acores.
Generelt vokser antallet af vinmarker – i de sidste 5 år er der således kommet hele 600 hektar nye vinmarker på Azorerne. De er gerne omkranset af stengærder, som beskytter mod vinden, men også blot skulle stables et sted, da de blev fjernet fra marken. Da udbyttet grundet omstændighederne er lavt, er produktionen fra øerne langt ude i Atlanterhavet dog stadig lille.


Tidligere blev det meste vin drukket lokalt, og for en del producenter udgør det lokale salg stadig hele 90 %. Men i dag er interessen øget og dermed eksporten til resten af landet og udlandet. Azores Wine Company eksporterer således hele 60 % af deres produktion, mens resten er delt ligeligt mellem det lokale marked og resten af Portugal.
António karakteriserer selv vinene fra Azorerne med ord som lyse, rene, sprøde og salte, men også med god tekstur, hvilket svarer helt til mit smagsindtryk.
”Det er som at sidde ved havet. Stilistisk som tør riesling eller alvarinho, men med klar vulkansk og oceanisk indflydelse”, siger han. 
Azorerne er altså et gammelt terroir med gamle lokale druesorter, som under kyndige yngre winemakere får ny opmærksomhed – akkurat som det skete i Bairrada for godt 10 år siden med Baga Friends i spidsen. Bairrada vil jeg vende tilbage til senere på året både med en artikel i Din Vinguide og her på bloggen.
Jeg har smagt følgende vine fra Azores Wine Company:

Arinto dos Açores 2018: Lavet på 100 % arinto dos Açores, som ikke er identisk med fastlandets arinto. Grøngul. Frisk næse med grøn pære og citrus samt en smule eksotisk frugt i baggrunden. Stor friskhed i munden med mineraler og lidt saltet præg samt høj syre, men lidt afdæmpet frugt. En frisk og stringent vin, hvor syren dog er lidt vel dominerende. Vil gøre sig fint til skaldyr (89).

Arinto dos Açores Sur Lies 2018: Lavet på 100 % arinto dos Açores, som ikke er identisk med fastlandets arinto, fermenteret med battonage. Gulgrøn med gyldne nuancer. Citrus og grape i næsen. Høj syre, citrus og godt med mineralitet, mere tekstur. En dejlig vin med god friskhed og fin fylde, fin til lys fisk eller skaldyr (91).


Verdelho o Original 2018: Grøngul med grønt skær. Lidt afdæmpet i næsen med citrus, mineraler og fin friskhed. Elegant vin med høj syre, grønne æbler og citrus, men også tropisk frugt som ananas, saltet præg, fint balanceret, fin til lys fisk eller skaldyr (90).

Terrantez do Pico 2018: 25 % fermenteret på egefade med battonage, resten i tank. Grøngul. Dejlig næse med citrus, grøn pære og mineraler samt lidt eksotiske noter i baggrunden. Fin frugt, høj syre, tør, citrus og mineralitet, fint balanceret, faktisk ok fyldig med fin hale, der bliver længe i munden (93).


Vulcânico Tinto 2018: Blend af bl.a. aragonês, agronómica, castelão, malvarisco, merlot, touriga nacional, saborinho og syrah. Rubinrød, medium intens i farve og dybde. Spændende og frisk næse med primær frugt som kirsebær og røde bær, men også røgede toner og chorizo-pølse samt mineralitet. Frisk og fyldig i munden med masser af frugt, men også en bagvedliggende kompleksitet og karakter, tør, fin syre og balance, meget bløde og diskrete tanniner. Faktisk ganske interessant og spændende til prisen, velegnet til tapas, lyst fjerkræ eller andre lettere retter (89).



Vinene fra Azores Wine Company importeres af Tekstur Vin. For mere uddybende om vinproduktionen på Azorerne kan jeg anbefale denne artikel på Jancis Robinsons hjemmeside.

mandag den 9. marts 2020

DSF fra José Maria da Fonseca – winemakerens eget brand


DSF. Forkortelser giver som regel kun mening, hvis man kender betydningen bag. DSF står for Domingos Soares Franco – den ene af de to brødre i 6. generation af 100 % familieejede José Maria da Fonseca.


Og nej, det har ikke noget med portvinsbrandet Fonseca at gøre. Navnet er ganske almindeligt i Portugal. Vi befinder os langt længere mod syd på Setúbal-halvøen lige nedenfor Lissabon. Península de Setúbal, som det portugisiske navn lyder (tidligere var det Terras do Sado), er kendt for såvel sine bordvine som hedvinen Moscatel de Setúbal, som faktisk er glimrende, men står lidt i skyggen af Madeira og især Portvin. Regionen rummer derfor to DOC´ere: Setúbal og Palmela, hvor førstnævnte er for de søde vine.


José Maria da Fonseca blev grundlagt i 1834 af manden af sammen navn, som havde en universitetsuddannelse i matematik fra Coimbra bag sig, men altså valgte at slå sig ned som vinproducent med base i byen Vila Nogueira de Azeitão. Her ligger hovedkvarteret stadig i den gamle smukke bygning fra det 19. århundrede. I 1849 blev Moscatel de Setúbal varemærket skabt og allerede året efter fulgte Periquita – en vin de fleste kender fra supermarkedernes hylder, og som stadig eksisterer i flere udgaver. Navnet blev ligefrem synonymt med druesorten, som stadig i dag ofte kaldes Periquita, men der er faktisk tale om vin lavet på sorten Castelão, og vinene er egentligt opkaldt efter en lille ejendom, Cova da Periquita, der menes at være blevet tilkøbt i 1846.


I dag tegnes selskabet af de to brødre, António Soares Franco, som er administrerende direktør, og Domingos Soares Franco, der er husets chefwinemaker, og den næste generation er allerede involveret. Det er en stor producent, der foruden de allerede nævnte kendte varemærker, Alambre (Moscatel de Setúbal) og Periquita også har en anden storsælger i Lancers – en ”opfindelse”, som netop Domingos stod bag, og hvor især roséudgave produceres og sælges i stort antal i stil med Sograpes Mateus Rosé.
JM da Fonseca er sammen med den anden gigant Bacalhôa Vinhos ret dominerende i regionen. I alt producerer huset mere end 30 forskellige brands, inklusiv deres aguardente og brandy, som sælges i mere end 70 forskellige lande. Foruden forskellige entry-level vine som Periquita og Lancers laves også topvine og særlige serier. Nævnes kan Hexagon, som i den røde udgave er et blend af seks sorter: touriga nacional, touriga francesa, syrah, trincadeira, tinto cão og tannat.


Men her skal det handle om serien DSF – eller rettere “Domingos Soares Franco Private Collection”, som altså er navngivet efter winemakeren selv.
”Tilbage i 90´erne var målet med DSF at præsentere forbrugere for portugisiske druesorter fra andre regioner, men altså plantet her hos os. Senere fulgte også ikke-portugisiske sorter og senere igen også blends og nye typer af vine. Så det er en slags paraply med mange varianter under sig,” fortæller Domingos Soares Franco og serien.
Listen omfatter enkeltdruevine på sorter som touriga francesa, grand noir, verdelho, sauvignon blanc og moscatel roxo, som også bruges til Moscatel-vine, samt et blend på syrah og den mere sjældne tannat. Især førstnævnte har winemakerens opmærksomhed.
”For mig er den vigtigste og bedste druesort touriga francesa, men for Portugal som helhed er det touriga nacional,” siger Domingos Soares Franco, der er uddannet ved University of California i Davis, USA, men vendte tilbage til Portugal og familiefirmaet i 80´erne.
Jeg bad ham om også at sætte et par ord på regionens kvaliteter:
”Middel hvad angår udbytte, hvilket er fint for kvaliteten. God syre, som muliggør lagring på flaske. Ikke så høj alkohol. Den sandede jord giver struktur og højere alkohol, mens ler og kalk giver mere frugt og højere syreniveau. Blendes begge giver det mere elegante vine.”


Jeg har prøvesmagte nogle af vinene i DSF serien. Her følger mine noter:
DSF Sauvignon Blanc 2017: 85 % sauvignon blanc og 15 % verdejo. Grøngul. Aromatisk med frisk duft af citrus, æbler, melon og passionsfrugt samt lidt florale noter. Fint med frugt, æble, citrus og lidt eksotiske noter, medium intens og fyldig, fin syre, ok balanceret, mellemlang hale (88).
DSF Verdelho 2018: 100 % verdelho. Grøngul, flot skær. Grønne æbler, græs, citrus, litchi og lidt banan eller vingummebamse. I første omgang let og frisk, men bagefter også med god fylde, grøn pære, citrus, tør, fin syre og fin hale med let prikkende syrebid (88).


DSF Roxo Rosé 2018: 100 % mostatel roxo. Lys laksefarvet. Meget aromatisk med friske jordbær, hindbær og abrikos. Dejlig frisk og læskende i munden, røde bær, mandarin og florale noter, fin balanceret med frugt og syre. Ikke kompleks, men indbydende rosé, der smager af mere (89).
DSF Roxo Rosé 2017: 100 % mostatel roxo. Lys pink. Aromatisk, måske lidt parfumeret tyggegumminæse med jordbær, hindbær, abrikos og blomster. Intens og læskende i munden med god syre og frugt, røde bær, mandarin, let krydret, fint balanceret, mellemlang hale. Fin og fyldig rosé (89).


DSF Touriga Francesa 2016: 100 % touriga francesa. Mørk rubin, uigennemsigtig. Krydret næse med modne sorte kirsebær, brombær og solbær. Fyldig i munden med mørke bær og syrlige kirsebær, en smule mokka, pebret, fint balanceret, godt med syre- og tanninbid. Fin vin, der har brug for tid eller mad (91).
DSF Syrah Tannat 2016: 50 % syrah og 50 % tannat. Kraftig, mørk rubin med lilla kant. Intens næse med solbær, brombær, mokka, engelsk lakrids samt lidt friske grønne noter. Fin frisk frugt, men også let røget og krydret bund, pænt med tanniner, som dog er bløde og velintegrerede. Anderledes og spændende, lidt rustik, men god madvin (89).



Vinene importeres af Nordjysk Vinimport.

onsdag den 4. marts 2020

Noble & Murat og meget mere portvin i Roskilde


Det kan være svært at rangordne de efterhånden mange forskellige portvinsfestivaler i Danmark. Det er de for forskellige til, og alle har hver deres styrker. Men jeg vil alligevel gerne fremhæve Portvinsmessen i Roskilde som værende en fremragende festival.
For det første bydes der på et imponerende fremmøde af portugisere, hvilket vidner om gode kontakter og et godt renommé. Det er altid en fornøjelse at få mulighed for en lille snak med producenterne selv, og de møder kun op flere år i træk, hvis de synes, at det er rejsen værd. Den nyligt afholdte Portvinsmesse blev f.eks. beskrevet både som et ”ekstraordinært event” og som ”eksemplarisk organiseret” i et Facebook-opslag fra en af debutanterne, Filipa Correira fra Vasques de Carvalho, som også konstaterede, at gæsterne ”smagte, men ikke drak for meget”.
For det andet er der et meget højt niveau, hvad angår udskænkningen. Nuvel, skulle man smage det helt gamle og eksklusive, skulle det naturligvis tilkøbes, men antallet af vine inkluderet i billetten og kvaliteten af disse var imponerende.


Når det er sagt, skal jeg også straks indrømme, at jeg faktisk ikke fik smagt særligt meget, ligesom jeg gik glip af flere nyheder, der blev lanceret på festivalen så som Quinta do Javali´s 40 års ”Special Edition for Denmark”. Jeg var i selskab med Portugals ambassadør Rita Laranjinha og handelsattaché Helga Moreira David, hvorfor megen tid gik med snak. Derfor blev der smagt mindre, ligesom det var sparsomt, hvad der blev taget af noter.
Men lidt blev det da til, og jeg valgte denne gang at besøge det forholdsvis nye hus Noble & Murat hos The Wine Company, ligesom jeg gjorde lidt nedslag i Vintage 2017 og smagte lidt ældre hvid port og Tawny, som der dog ikke blev taget noter på.

Noble & Murat

Selv om vi herhjemme løbende opdager nye små producenter, er det ikke hverdagskost, at et nyt portvinshus grundlægges, hvilket bl.a. skyldes de skrappe krav til lagerbeholdning, før man kan godkendes som ”portshipper”. Mængden blev godt nok halveret i 2018, hvor kravet blev nedsat fra 150.000 liter til 75.000 liter, men det er trods alt stadig ikke alle og enhver, der lige har det liggende i kælderen.
Noble & Murat er en af de senest tilkomne. Firmaet blev grundlagt i 2012 – eller måske retter sagt reetableret, da selve navnet kan spores tilbage til 1831 og især var meget aktivt i sidste del af 1800-tallet. Ja, faktisk kan anerne spores helt tilbage til starten af 1700-tallet, hvor navnet blot var et andet.
Bag det nye selskab står Alexandre Antas Botelho og de to brødre António og Gastão Taveira, som samtidig er i familie med Alexandre. Familien ejer gamle marker rundt om i Cima Corgo – bl.a. i Vale de Mendiz og Vale do Tedo – og leverede tidligere til nogle af de store aktører. Portvinen vinificeres på deres ejendom ved Celeirós, hvor druerne fodtrædes i lagares.


Noble & Murat satser på portvin i de specielle kategorier, og porteføljen omfatter foreløbig 10 års hvid, 10 års Tawny samt LBV og Vintage, mens fremtidsplanerne omfatter såvel Ruby Reserve som 20 års Tawny. Hvad LBV angår, var huset faktisk en af pionererne, idet Joseph Murat Tait tilbage i 1925 skrev bogen ”Practical Handbook on Port Wine”, hvori han give en slags definition på LBV, som godt nok ikke svarer til vore dages lovgivningsmæssige krav til LBV, men alligevel er værd at citere:
”Is a type of wine that is little known, but which probably combines the best qualities of both Vintage and Tawny is what is known as a Late Bottled Vintage Port. These wines are produced by keeping a fine vintage in cask for a period varying from 8 to 15 years, according to whether it matures quickly or not, and then bottling it and keeping it for a further period”.
Med denne historiske reference kan det vel ikke undre, at Noble & Murat prioriterer deres LBV, som er baseret på de bedste druer – altså druer af Vintage kvalitet. LBV´en var da også blandt de tre vine, jeg smagte i Roskilde, skænket af netop Alexandre Antas Botelho. Deres første LBV var årgang 2012, mens den første Vintage blev lavet i 2015, som så er blevet efterfulgt af to mere i 2016 og 2017. Men andre ord, vil det altså være muligt her at sammenligne de tre år, som er blevet diskuteret en del med hensyn til bred deklarering eller ej. I det portugisiske vinblad Grandes Escolhas i september 2019 blev alle tre årgange således prøvesmagt, og her scorede 2017 højest. Jeg spurgte Alexandre, hvad hans syn på de tre årgange var, og han var enig i, at 2017 må anses som bedst.


Nok om det. Her er mine noter:
10 års Dry White: Fremstillet på opfordring af den danske importør, The Wine Company. Lys ravfarvet. Fin, men ikke kraftig duft med mandel og abrikos. Tør, lidt sherryagtig med citrus og tørrede frugter samt lidt honning, høj syre. Frisk, men måske ikke helt så fyldig som andre i samme kategori.
LBV 2014: Mørk rubin. Ekspressiv og intens med masser af frugt, solbær samt fint krydret. Flot struktur og balance med solbær, brombær, flotte integrerede tanniner og lang hale. Faktisk en udmærket LBV med flot potentiale for at kunne lagre.
Vintage 2017: Mørk rubin, uigennemsigtig. Flot næse med solbær, brombær, lidt lakrids og en del grønne noter. Fyldig i munden med frisk frugt og mørke bær samt kraftige tanniner. Lidt lukket lige nu og har brug for tid for at finde sig selv, men fint potentiale.

Vintage 2017 mv.

Den øvrige tid blev som nævnt brugt til lidt spredt, men udmærket smagning. Nævnes skal kort et besøg hos portvinsbrødrene med deres gode udvalg af Sandeman, en 30 års hvid fra Quinta das Lamelas hos Maria Tita, 30 års Tawny fra Vasques de Carvalho og en fin Palmer Colheita 1970 serveret af altid gavmilde Alvaro van Zeller.


Vi fik også en snak med Oscar Quevedo (billedet øverst), der skænkede sin udmærkede Crusted Port, tappet i 2016. Jeg har tidligere smagt Crusted Port fra Quevedo og synes faktisk, at de gør det udmærket i den kategori. Bagefter smagte jeg deres seneste vintage og her blev der taget lidt noter:
Quevedo Vintage 2017: Uigennemsigtig, sort med lilla kant. Solbær og lidt mynte i næsen. Frisk med ren frugt, mørke bær, især solbær samt lidt kaffenoter, kraftige tanniner, godt med tørre tanniner i enden.


Hos Carlos Flores dos Santos gensmagte jeg Andresen Vintage 2017, som var meget indbydende og faktisk ganske fin at drikke her og nu, men også med stort potentiale. Efter min mening den bedste, som har huset har leveret. Læs min uddybende bedømmelse her.
Slutteligt en tak til arrangørerne for et flot arrangement. Satser på at vende tilbage næste år