Julevine fra Quinta do Pégo

 

De omtalte vine er sponseret af importøren.

 

Vinen til julemaden er altid en god anledning til en vinsnak eller måske ligefrem diskussion. Côtes de Rhône, Amarone, Zinfadel eller måske ligefrem Champagne? Og bagefter skal det så være sød dessertvin eller portvin? Tawny eller Ruby-stilen? Meningerne er mange, præferencerne ligeså. Og så afhænger meget jo af tilbehøret. Af rødkålen, brunkartoflerne og sovsen – og af sødme-syre balancen i kirsebærsovsen.

Portugiserne har også deres bud på julevin. Selv spiser de gerne Bacalhao, altså klipfisk, til jul, og hertil kan der drikkes både hvidvin og rødvin. Men selv om portugisernes juletraditioner er anderledes end vores, har de også fine bud på vine til dansk julemad.

Et par muligheder kommer fra danskejede Quinta do Pégo i Douro-dalen, hvor der både produceres vin og portvin. Jeg fik tilsendt en rødvin og en portvin fra importøren og prøvesmagte dem over to dage.

 

Quinta do Pégo Friends Selection 2016 Tinto: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão, lagret 12 måneder på fad. Dyb rubin, rød kant.  Forholdsvis frisk og krydret næse med røde bær, kirsebær, jordbærgrød og lidt vanilje. Blød i munden med frisk frugt i første omgang, derefter mørke bær, krydderier, lidt tobak og tydelige noter og sødme fra fadlagringen, men også en vis elegance samt bløde integrerede tanniner. En lettilgængelig, men vellavet Douro-vin, som kan drikkes nu eller lagres, fin til prisen. Vil kunne gå til and og rødkål (88).

LBV 2016: Dyb og mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Solbær, brombær, blommer, fint krydret. Let cremet i munden, blød og imødekommende med mørke bær og florale noter, krydderurter og lidt lakrids, høj syre i anden omgang og en lang krydret og pebret hale. Faktisk en fin LBV til prisen og umiddelbart virker den mere elegant end husets vanlige stil. Vil fint kunne gå til risalamande med syrlig kirsebærsovs (90).

 

Quinta do Pégo importeres af AMKA og forhandles bl.a. hos Jysk Vin.

Dolce X – en helt anden hedvin

Den smagte vin er sponseret af importøren.

Portvin, sherry, madeira, marsala, moscatel de Setúbal, vermouth og vin doux naturel. Det er vel de meste kendte repræsentanter for det, vi herhjemme kalder for hedvin, eller som på engelsk betegnes fortified wine. Alle er lavet på druer, hvor gæringsprocessen er stoppet ved at tilsætte alkohol, hvorved fremkommer højere alkohol og mere sødme – ses bort fra de helt tørre sherryer og maderiavine.

Vin baseret på andet end druer som f.eks. vores egen populære frugtvin lavet på æbler, kirsebær og meget andet kan på en del måder minde om hedvin, selv om det definitionsmæssigt ikke er det. Og taler vi vin lavet på andet end druer verden rundt, kommer endnu flere typer til som risvin og sake.

Mexico er kendt for sine tequilas og anden agavespiritus – også kaldet mezcal. Ikke al agavespiritus er tequila, da der er tale om et såkaldt ”Designation of Origin” – et beskyttet område akkurat som portvin og champagne. Der findes to basistyper, Tequila, som er fremstillet af 100 % blå agave og Mixto-tequila, som skal have 51 % agave og 49 % fra andre sukkerarter. Dertil kommer en række underopdelingerne baseret på lagringstid.

Agaven er 7-10 år om at blomstre og dyrkes akkurat som vinbønder dyrker vin. Det er kernen, den såkaldte pinã efter at bladede er skåret fra, som benyttes og destilleres. Ja, faktisk skal den igennem fire trin for at blive til Tequila: Bagning, knusning, fermentering og destillering.

Men hvorfor nu denne snak om hedvin og tequila? Jo, agaven bruges nemlig også til fremstilling af vin (her bruger vi den bredde definition af vin og altså ikke kun vin fremstillet på vindruer). Agavevin kaldes også for pulque og holder en alkoholprocent på 5-7 %. Og nu er en tequila-producent faktisk gået et skridt videre og har stoppet gæringsprocessen ved at tilsætte alkohol i form af 100 % agave-spiritus på samme måde, som vi kender det for portvin og anden hedvin. Efterfølgende er vinen lagret syv år på brugte egetræsfade som var det en Colheita. Fadene har dog ikke været brugt til portvin, men – ikke overraskende – til tequila, som også laves i fadlagrede udgaver.

Producenten hedder Porfidio og den danske importør Bjørn Smalbro, har interviewet manden bag, Martin Grassl, om såvel indholdet som den særligt designede lyserøde porcelænsflaske med et stykke broderet silketørklæde over proppen. I interviewet fortæller Martin Grassl, at han var inspireret af fransk Pineau de Charentes, men vel at mærke med brug af agave frem for druer.

Porcelænsflasken farve hedder retteligt "Rose de Pompadour" og er en variant af pink opkaldt efter Ludvig den 16.s elskerinde Madame de Pompadour, som også virkede som mæcen for kunstnere og designere, og som tilskrives æren for at have gjort farven pink populær og for udviklingen af Sévres-porcelæn. Flasken er samtidig en hyldest til den japanske modedesigner Rei Kawakubo, som i 1980´erne var med til at give pink en renæssance.

Jo, tak, De kulturelle referencer mangler ikke. Men jeg må dog indrømme, at jeg finder porcelænsflasken mere særpræget og iøjnefaldende end smuk. På den anden side har jeg respekt for, at Porfidio går sine helt egne vegne med såvel flaske som produkt.

Men hvad så med indholdet? Jeg har smagt Porfidio Dolce X over et par dage, og noterne følger nedenfor. Da jeg jo vidste, hvad der var tale om, mente jeg at kunne genkende duften af agave eller tequila – også selv om jeg langt fra ekspert på området. Jeg prøvede derfor også at servere den blindt for andre, som ikke gættede rigtigt, men faktisk netop nævnte Pineau de Charentes. Generelt vil jeg sige, at duften var lidt vel skarp og vegetal til at være indbydende, når man er vant til portvin, madeira etc. Men til gengæld var vinen overraskende spændende og balanceret i munden – meget anderledes og lidt lettere i stilen, men også med tydelige referencer til Pineau de Charentes og sågar fadlagret portvin.

Her følger mine noter:

Porfidio Dolce X:  Lys tawnybrun med orange skær og grøngul kant, lidt uklar i afkølet tilstand. Skarp duft med vegetale, grønne noter, blomster, grannåle, friske figner. Spændende i munden med fin, fed konsistens, blød og rund, sød men med god balancerede syre, lidt fadnoter i form af tørrede frugter, figner og abrikos, moderat krydret, mellemlang hale med fin syre-sødme balance. Smager faktisk udmærket (91).

 

En del af informationerne i ovenstående er hentet fra siden tequila.dk, importøren af Dolce X. Her er det også muligt at downloade en lille bog om tequila, skrevet af Bjørn Smalbro, som står bag hjemmesiden. Her er der megen god viden om agave og tequila at hente samt opskrifter på cocktails med tequila.

Gamle Colheitas fra Dalva

 

De omtalte vine er sponseret af producenten

 

Et besøg i Porto og Vila Nova de Gaia omfatter for mange et besøg i baren på taget af Espaço Porto Cruz. Og det med god grund. Udsigten er fantastisk ned over Douro og over mod Ribeira og med dobbeltdækkerbroen, Ponte Luis I, lidt til højre. Udvalget af drinks og cocktails – med eller uden portvin – er fint, og skinner solen kan man sidde og slappe af til lounge-musikken.

Porto Cruz har ikke den store anerkendelse herhjemme, selv om det er et af de største mærker rent salgsmæssigt. Men det har til gengæld Dalva, som ejes af Port Cruz, der igen ejes af den store franske koncern, La Martiniquaise. Hvor Porto Cruz mere satser på kvantitet, står kvaliteten i centrum hos Dalva, som især er kendt for sine Colheitas, Tawny med alder og hvide portvin herunder den berømte serie af Golden Whites.

I oktober udsendte Dalva to nye Colheitas fra 1950 og 1934 – altså vine med henholdsvis lidt over 70 år og næsten 90 år på bagen. Vinene er skabt af winemaker José Manuel Sousa Soares og produceret i begrænset antal, nemlig 700 nummererede flasker (75 cl.) af hver.

Om høsten de to årgange fortæller José Manuel Sousa Soares, at 1950 havde kolde nætter og milde dagtemperaturer. Sommeren var kold, hvilket førte til en sen høst og dermed delikate vine med god koncentration. 1934 var ustabilt med en tør vinter, regnfuldt forår og derfor sen blomstring og modning. Sommeren var varm med kun lidt regn. Høsten var sen, men under fine vejrforhold. Kvaliteten var svingende og præget af moden frugt.

1950 var da heller ikke et stort år for Vintage, mens 1934 leverede en del velstrukturerede vine. Ifølge Henrik Oldenburg blev der deklareret 12 Vintage vine i 1934.

Jeg har prøvesmagt de to nyaftappede Colheitas. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellig temperatur. Begge bør dog serveres let afkølet.

 

Dalva Colheita 1950 (fadprøve)

Mørk ravfarvet, brun kerne, lys orange kant. Hasselnødder, mandel, tørrede frugter, figner, muskatnød, en svag bund af balsamico og karamel. Frisk i munden, men også med dybde og kompleksitet, nødder, honning, lidt appelsinskal, tørrede figner og abrikos, lidt vel dominerende syre, som giver kant, tør, lang syreholdig hale. (94+)

 

Dalva Colheita 1934 (fadprøve)

Mørk ravfarvet, grønlig kant, flot skær. Dejlig kompleks næse med figner, svesker, hasselnødder, karamel, balsamico, lidt tobak og appelsinskal. Dyb, intens og kompleks med høj syre, der skaber perfekt balance, balsamico, nødder, karry, tobak og tørrede frugter, let cremet og tør stil og med en lang og intens hale (96+).

 

Læs mere om Dalva her.

50 års vine fra Kopke

De omtalte vine er sponseret af producenten.

 

I sommers blev det annonceret, at portvinsinstituttet, IVDP, havde besluttet sig for at indføre nye specialkategorier i form af 50 års hvid portvin, 50 års Tawny og Very Very Old Tawny Port for fadlagret portvin med over 80 år på bagen.

Her næsten et halvt år efter mangler vi stadig at få vinene på markedet. Men enkelte producenter er klar. Det gælder f.eks. Kopke, hvor jeg under et besøg i efterårsferien på deres vingård Quinta da Boavista fik lov at smage de to nye 50 års vine og samtidig fik et par fadprøver med hjem. De er nu gensmagt, men inden mine noter først lidt om baggrunden for de nye kategorier.

Det er på sin vis en længere udvikling på portvinsmarkedet, der har ført til de nye kategorier. For det første er der de seneste 20 år lanceret flere og flere meget gamle fadlagrede portvine. Det startede i 2010 med udgivelsen af Taylor´s Scion og siden fulgte f.eks. 101 fra Barros, Ne Oublie fra Graham´s, Cask 33 fra Sandeman og Gran Cruz Anniversary Edition for nu at nævne en portvin fra hver af de fem store koncerner, men mange mindre producenter (ingen nævnt, ingen glemt) er også fulgt trop. Fælles for portvinene er et flot og eksklusivt design samt et begrænset antal flasker – og dermed selvfølgelig også høje priser.

Men selv om disse gamle vine har kunnet betegne sig som gammel Tawny med brug af et eller flere V´er (V for Velho, det portugisiske ord for gammel) har en officiel kategori altså manglet.

Et andet tegn på udviklingen er, at en del producenter har gjort en dyd ud af at sende ældre portvin på markedet, end kategorien angiver. Det gælder for såvel de yngre typer, hvor en del 10 års Tawny har betydeligt flere år på bagen og derfor nærmere har en smagsprofil som en 20 års. Og det gælder 40 års, eller 40+ som den også betegnes, hvor vine også kan være 10 år ældre eller mere.

Fremover vil det altså være muligt at udsende portvin i begge farvenuancer med alderen 50 år samt de endnu ældre med den officielle betegnelse Very Very Old Tawny. Og det skridt skal hilses velkommen fra min side. En 50 års kategori eksisterer da også i forvejen, når det gælder Madeira, så med det nye tiltag er der så at sige skabt ligevægt de to hedvine imellem.

Gammel fadlaget portvin er naturligvis ikke billig. Som allerede nævnt kommer en del af de mere specielle flasker i dyr og eksklusiv indpakning, men dertil kommer selvfølgelig det faktum, at det koster at have portvin liggende på fade i kælderen gennem flere årtier. Det koster lagerkapacitet, og der skal være tilsyn med fadene, som skal omstikkes og nurses. Og så er der ikke mindst den berømte ”angels share” – altså den mængde god vin, som fordamper. I de første år regnes det for at være 2 % hvert år, der således forsvinder, og masterblender Carlos Alves fra Sogevinus vil således skyde på, at angels share ca. udgør 2/3 af mængden, hvad angår de nye 50 års vine. Det kan godt være vi forbrugere er glade for de gamle portvine, men det er englene så sandelig også.

At netop Kopke hurtigt har meldt sig klar med 50 års vine, kommer ikke som en overraskelse. Hvad enten vi taler om hvid eller rød portvin har de mange gamle fade liggende, hvilket adskillige ældre Colheitas, der kommer på markedet, også vidner om. Sidste år prøvesmagte jeg således to Colheitas, en hvid og en rød, fra 1940 (læs min omtale her).

Angående de to nye blends, skriver Richard Mayson i Decanter, at den yngste vin i 50 års hvid skulle være 48 år gammel og den ældste 60. De mange år på fad har da også givet en betydelig farveændring i den hvide. Som det fremgår af mine noter nedenfor, er der ikke den store farveforskel på den hvide og den røde – dog har sidstnævnte en lidt mere rødbrun kerne. Smagsprofilen er derimod mere forskellig.

Hvornår de to 50 års fra Kopke vil kunne købes hos den danske importør, vides ikke i skrivende stund. Det eneste melding, jeg har kunnet få fra IVDP lyder, at de nye kategorier skulle være godkendt, men at den officielle bekendtgørelse herom i Portugals svar på Statstidende, Diário da República, lader vente på sig. Og så længe godkendelsen altså ikke er officielt offentliggjort, kan producenterne ikke få godkendt vinene. Om forsinkelsen skyldes andet ens langsommelighed i systemet vides ikke. Tilbage er vel blot at vente med tålmodighed og håbe det bedste.

Her er mine noter på de to vine. Smagt førte gang i Portugal og derefter over to dage ved lidt forskellige temperaturer herhjemme.

Kopke 50 års hvid (fadprøve): Ravfarvet med lys orange kant, klar med flot skær. Ekspressiv i næsen med tørrede frugter, citrus, blomster, mandel, abrikos, honning og figner. Dejlig frisk med medium fylde, abrikos, honning, lidt mandel og blomster, meget høj syre som fint balancerer sødmen, rimelig kompleksitet, lang hale med et lidt aggressivt syrebid (95).

Kopke 50 års Tawny (fadprøve): Lys rødbrun kerne, orange kant. Ekspressiv næse med figner, hasselnød og valnød, appelsinskal, karamel, cigarkasse og lidt røgede noter. Intens, kompleks og fyldig i munden med tørrede frugter, figner, nødder, balsamico, høj syre følger i anden omgang, lang flot hale, der bare bliver ved. Et flot glas (96).

PS: Den 4. januar 2022 kom så den officielle bekendtgørelse i Diário da República, så nu er de to 50 års vine offcielt godkendt, så de kan sendes på markedet. Det samme gælder i øvrigt Very Very Old Tawny og Garrafeira.

Nede i Hr. Niepoorts kælder

De smagte vine var sponseret af producenten

 

Udadtil gør stedet ikke meget væsen af sig. En grøn port i en noget rustik mur til et portvinslager. En anden port i enden af bygningen. Ingen store skilte, ingen butik og intet stort kommercielt besøgscenter. Alligevel er der en del, der finder vej til Niepoorts kælder i Vila Nova de Gaia – de fleste dog kun efter aftale eller invitation.

Som der er meget hype over Dirk Niepoort selv både som person og som winemaker, er der det også over Niepoorts kælder, som de selv kalder for ”templet”. Så meget, at de nu faktisk har lavet en eksklusiv klub, Rolf & Collector, opkaldt efter Dirk far, som samlede på mange forskellige ting herunder nøgler. For et ikke ubetydeligt beløb, kan man så at sige købe sig en nøgle og få adgang til at afholde arrangementer i templet, ligesom man opnår mulighed for at få fingre i eksklusive vine som Bioma Vinha da Pisca Vintage.

Vores sidste besøg på turen til Porto og Douro i efterårsferien var netop et besøg hos Niepoort i Gaia med Stefano Marello som en altid glimrende vært. Først en rundvisning i lageret med fade på række, det lille gamle smagelokale, som fremstår som fra en svunden tid, et større kølerum, hvor der opbevares te – en anden af Dirks passioner – og bagerst en forholdsvis nyindrettet vinbar.

Dernæst et besøg i underetagen med et par borde til smagning og vinkælderen med såvel almindelige flasker som de legendariske gamle demijohns indeholdende potentielt kommende Garrafeiras – en vintype, der kort fortalt kombinerer fadlagring og flaskelagring, og som Niepoort har specialiseret sig i og i mange år var ene om. Andre er dog nu ved også at komme på banen.

Niepoort er berømt for såvel deres portvin som deres bordvine fra forskellige regioner i Portugal – fra Vinho Verde og Douro i nord til Bairrada og Dão lidt længere sydpå. Dertil kommer Dirks engagement i vinområder i andre lande. Vinen udgør faktisk ca. ¾ af produktionen i volumen, mens portvinen altså ”kun” udgør ca. ¼. Der skal ikke herske tvivl om, at Dirk som winemaker er utrolig innovativ og derfor har haft stor betydning for de seneste årtiers øgede kvalitet og synlighed af portugisisk vin. Tak for det. Generelt er han ynder af en lettere stil med mere primær frugt og højere syre og friskhed – og det gælder både vine og portvine.

Den efterfølgende smagning i kælderen omfattede da også både bordvine og portvine samt ikke mindst en dejlig overraskelse som finale i form af en Garrafeira fra 1973, som dog aldrig var tappet på flaske og udsendt og heller ikke vil blive det. Men da der lige var taget hul på den gamle demijohn, fik vi lov til at smage med.

Følgende vine blev smagt:

Espumante Água Viva Brut 2016 (Bairrada): Blanc de Blanc blend af Maria Gomes, Bical og Cercial. Dejlig frisk og sprød, fyldig og tør med citrus, brødnoter, pære og blomster.

Conciso Branco 2018 (Dão): Typisk blend fra regionen med Bical, Encruzado og Malvasia. Frisk med grape, moden pære og lidt eksotisk frugt samt mineralitet, god fylde i munden, flot syre.

Lagar de Baixo 2018 (Bairrada): 100 % Baga. Rubinrød. Frisk næse med ungdommelig frugt. Kirsebær og andre røde bær, krydret, let og elegant med diskrete bløde tanniner, lang hale.

Poerinho 2016 (Bairrada): 100 % Baga. Rubinrød, dyb næse med god frugt, kirsebær, lav alkohol. Mere fyldig og stort potentiale. Lækker.

LBV 2017: Rubinrød. Frisk næse med kirsebær og andre røde bær samt krydret bund. Fin med forholdsvis frisk frugt, bløde tanniner og lang tør hale.

Bioma Vinha Velha Vintage 2008: Mørk rubin. Frisk, kompleks og tæt med masser af ungdommelig frugt, lavendel og andre krydderurter. Stadig med stort potentiale.

Colheita 2008: Rød kerne og lys kant. Stadig med lidt bærpræg, men også fadnoter som mandel, nødder og tørrede frugter, fin syre og balance. Delikat.

Garrafeira 1973 (ikke flasket og vil ikke blive det): Rødbrun. Kirsebær, tørrede frugter og røgede toner. Stadig fint med frugt, dyb og kompleks, krydret bund, høj syre, lang hale. Spændende.

 

Læs min omtale af en smagning med Niepoorts Garrafeiras her og om Dirks vine fra Bairrada her.

Dow´s Bomfim

 

Blandt Symington Family Estates mange ejendomme i Douro er to af de større tilknyttet portvinsmærket Dow´s: Senhora da Ribeira og Quinta do Bomfim. Begge leverer til den klassiske Dow´s Vintage og begge lægger navn til Single Quinta Vintage. Dertil kommer faktisk endnu et par mindre ejendomme, Cerdeira og Santinho, som ejes af enkelte familiemedlemmer og ligger tæt ved Senhora da Ribeira.

Der er nok mange flere, der har besøgt Quinta do Bomfim end Senhora da Ribeira – og det er der gode grunde til. Førstnævnte ligger i Pinhão lige til højre, når man kommer over broen fra sydsiden af Douro og i gåafstand fra stationen i Pinhão. Det giver selvsagt flere turister og besøgende end fruens mere isolerede beliggenhed længere oppe ad floden og lige overfor en anden af Symingtons kendte quintaer, Vesúvio. De to forskellige geografier og dermed terroirs udnyttes til fulde i blendet af den klassiske Dow´s Vintage – og ønsker man at erfare, hvad de hver især bidrager med, kan en smagning af de to Single Quinta Vintages anbefales. Læs f.eks. mine noter fra 2019 her.

De mange besøg på Bomfim har givet været medvirkende til, at Symingtons besluttede sig til at renovere og bygge nyt, så der i 2015 åbnede et helt nyt og flot besøgscenter på Bomfim. Her kan man besøge adegaen med de store robotlagares, som også findes på andre af Symingtons quintaer. Man kan se de store fade i kælderen eller gå tur i markerne. Der er vinbar og en shop, hvis man vil have flasker med hjem. Og endelig er der en pop-up restaurant, Casa dos Ecos, hvor den Michelin-stjerne belønnede kok Pedro Lemos står for køkkenet.

Og byggeplanerne er ikke ovre endnu. Under mit besøg her i efterårsferien var opførelsen af en helt ny restaurant stadig i gang. Den forventes at åbne sommeren 2022, og det er planen, at den ligeledes skal have Pedro Lemos som køkkenchef.

Mit besøg omfattede en fin rundvisning efterfulgt at en lille, men fremragende smagning. Det var ikke mit første besøg på Quinta do Bomfim, men meget har ændret sig siden, jeg var der første gang tilbage i 2011, hvor jeg bl.a. nød en dejlig lunch i haven ved selve hovedbygningen.

Vinmarkerne på Bomfim er fortrinsvist sydvendte og ligger mellem 120 og 340 meters højde og fra toppen er der en fantastisk udsigt ned over floden og byen. Druesorterne er især Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Barroca, Tinta Roriz og gamle marker med blandede sorter (Vinhas Velhas).

Under besøget smagte jeg følgende vine:

30 års Tawny: Ravfarvet med lys orange kant. Mandel, appelsinskal og tørrede frugter i næsen. Elegant med abrikos og mandel, tør og elegant med fin syre og flot balanceret.

Dow´s Vintage 1985: Mørk rubin, lys kant. Brombær, chokolade og lidt mokka samt cassis. Fin modnet med moden frugt, cigarkasse, krydderier og røgede noter, bløde tanniner og lang tør hale. Et flot modent glas.

Quinta dos Malvedos Vintage 2006: Mørk rubin, lys lilla kant. Solbær og brombær i næsen. Godt med frugt, mørke bær og lidt marmeladepræg, lidt sødere, fint med integrerede tanniner.

Dow´s Quinta do Bomfim Vintage 2010: Mørk rubin med lys lilla kant. Mørke bær, lidt mokka, krydderurter. Intens i munden med brombær og mørke bær, tør, bløde tanniner, tør hale med pænt med tanniner, pænt potentiale.

Gensyn med Quinta do Bom Retiro

Efterårsferiens tur til Portugal bød på et gensyn med Quinta do Bom Retiro – den ene af flere dejlige quintaer i Douro tilknyttet portvinshuset Ramos Pinto.

Ramos Pinto har i alt fire quintaer: Quinta do Bom Retiro i Torto-dalen i Cima Corgo, Quinta de Ervamoira ved Côa-floden i Douro Superior, Quinta dos Bons Ares i højderne i Douro Superior og Urtiga, som dog mere er at regne for en enkeltmark med en lille bygning på tilknyttet Bom Retiro og med gamle terrasser med vinstokke, der i gennemsnit er 100 år gamle, og som dyrkes økologisk.

Faktisk findes der to quintaer lige ved siden af hinanden med navnet Bom Retiro, da den oprindelige ejendom blev splittet i to. Den anden hedder dog Quinta do Bom Retiro Pequeno, ejes af Symington Family Estates og er tilknyttet deres brand Warre´s. Quintaerne ligger fint beskyttet i en lille dal ved Torto-floden, og udsigten over dalen er da også fantastisk, når man kører ind gennem porten.

Quinta do Bom Retiros historie går tilbage til starten af 1700-tallet. Grundlæggelsesåret kendes ikke præcist, men i 1772 bliver den solgt af den oprindelige ejer til João Henrique de Magalhães, som eksporterede portvin. Langt senere, i 1919, var det så Adriano Ramos-Pinto, der købte quintaen og hermed startede dens tilknytning til Ramos Pinto. Stifteren af portvinsfirmaet var også lidt af en levemand, som begik sig mellem kunstnere, bohemer og skønne kvinder. Rygterne vil vide, at han også brugte Bom Retiro, stedet det er dejligt at trække sig tilbage til, når han muntrede sig med kvinder fra Paris.

Første gang jeg besøgte Quinta do Bom Retiro var i 2011, hvor jeg sammen med bestyrelsesmedlemmer fra The Vintage Port Club havde nogle hyggeligt timer sammen med Ramos Pintos daværende, men nu pensionerede direktør og winemaker João Nicolau de Almeida. Her smagte vi bl.a. enkeltdrue fadprøver fra 2011 lavet på henholdsvis Touriga Francesa, Touriga Nacional og Tinta da Barca.

Ramos Pinto har flere gange eksperimenteret med at lave enkeltdrue portvine, som selvfølgelig aldrig har været i handelen, men blot brugt internt og ved særlige smagninger. Fire år senere inviterede vi derfor João til en smagning i klubben, hvor vi blandt andre spændende flasker smagte fem forskellige udgaver af Vintage 1983 – første det klassiske blend, som blev deklareret og sendt på markedet, og efterfølgende fire enkeltdrueudgaver lavet på henholdsvis Tinta Barroca, Tinta Roriz, Tinta Franca og Touriga Nacional. Læs mine noter fra smagningen her.

Traditionen tro, fristes jeg til at skrive, blev der også denne gang budt på enkeltdrue portvin i form af nogle batches fra årets høst herunder et par rene Touriga Nacional prøver.

Inden da gik vi en lille tur i haven med den skønne gamle swimmingpool – efter sigende den første, der blev anlagt i Douro, men i dag mere at sammenligne med et havebassin – og derefter kælderen, hvor høsten nyligt var overstået. Indenfor bød eksportmanager Nuno Sampaio Maia og port blender Thomas Rogerson på en dejlig smagning med tre temaer. Først tre Vintage med lidt alder, derefter tre helt unge og endelig som nævnt nogle fadprøver fra 2021. Og så sluttede vi med deres 20 års Tawny, som netop er baseret på druer fra Bom Retiro.

Følgende vine blev smagt under besøget:

Ramos Pinto Vintage 1997: Mørk rubin, lys kant. Åben i næsen med mørke bær, mørk chokolade, krydret, floral. Krydret, floral med fint med bær, medium sødme. Har åbnet sig, men stadig med masser af år foran sig, fine bløde tanniner.

Quinta de Ervamoira Vintage 2007: Mørk rubin, sort og uigennemsigtig. Intens med meget koncentreret frugt, mørke bær, krydderurter, har stadig brug for tid.

Ramos Pinto Vintage 2007: Mørk og tæt rubin med rød kant. Diskret i næsen med røde bær. Fin balance, pænt med tanniner, krydret bid i enden, mere elegant.

Quinta de Ervamoira Vintage 2017: Mørk sort og tæt. Frisk frugt dominerer, fyldig, godt med tanniner. En meget lovende baby, der har mange år foran sig.

Ramos Pinto Vintage 2017: Mørk rubin, tæt, lilla kant. Frisk frugt, florale noter, røde bær, elegant og godt balanceret, pænt med integrerede tanniner.

Bom Retiro Vintage 2018: Blend af 62 % Touriga Nacional, 28 % Touriga Franca, 5 % Vinhas Velhas, 3 % Barroca og 2 % Sousão. Meget tæt, mørk rubin, lilla kant. Røde bær, florale noter, mørke kirsebær, brombær, mynte, krydret, flot balance, fin syre, krydret og pebret hale. Flot vin med godt potentiale.

Slutteligt smagte jeg så tre portvins fadprøver fra høsten 2021: Rio fra Bom Retiro, Touriga Nacional fra Bom Retiro og Touriga Nacional fra Ervamoira. De to sidstnævnte var meget spændende og lovende, men det er dog endnu for tidligt at sige om de vil blive brugt i et kommende vintage blend.

Master Class med IVDP

De smagte vine er sponseret af IVDP og producenterne

 

Portvinsinstituttet, IVDP, har for vane at fejre portvinens dag (Port Wine Day) den 10. september med smagninger og andre arrangementer i Porto og Douro. Datoen er valgt, da det var denne dag, at regionen blev demarkeret tilbage i 1756.

I år og sidste år har markeringen været på lavt blus grundet Corona. For at råde lidt bod på dette valgte instituttet nyligt at invitere vinskribenter og -journalister fra de vigtigste eksportlande til en online Master Class. Da Danmark er placeret som nummer syv på listen baseret på markedsandele var jeg også blandt de inviterede, som sad klar med de tilsendte flasker.

Smagningen blev ledet af Paulo Russel-Pinto fra IVDP, mens den enkelte præsentation af vinene (ses bort fra en enkelt) var lagt i hænderne på inviterede gæster fra de forskellige producenter.

Inden selv smagningen bød præsidenten for IVDP, Gilberto Igrejas, velkommen, og han fortalte lidt om traditionen med at lave Master Class i forbindelse med Port Wine Day og dagens arrangement. Derefter forklarede Paulo Russel-Pinto kort om regionen og om IVDP´s opgaver, som med de engelske betegnelser kan opdeles i fire: Inspection, Control, Certification og Promotion.

Nedenstående vine blev smagt over et par dage ved lidt forskellige temperaturer.

 

Noval Fine White Port præsenteret af Patrícia Bastos:

Blend af 2 og 3 års hvid portvin baseret på Malvasia Fina, Gouveio, Rabigato og Códega. Medium sød, da Noval også laver en extra dry hvid og en helt sød Lágrima.

Lys gullig med fint skær. Blomster, honning, abrikos, fersken og lidt krydderi. Fin fylde i munden med citrus, blomster, lidt fersken og abrikos samt honning, delikat, halvtør, god syre og fin balance, lang hale. Velegnet som aperitif eller til porttonic (87).

 

Dalva 20 års Dry White præsenteret af Cátia Pinto:

Dalva er kendt for sine dejlige hvide portvin med alder, hvad enten vi taler om de tørre udgaver, serien af golden whites eller Colheitas.

Ravgylden, flot skær. Mandel, citrus, grape, honning, blomster, lidt tørret abrikos, krydderier. Blød i munden med mandel, citrus, tørrede abrikoser og blomster, frisk, elegant, let saltet, syren kommer i anden omgang, let men med underlæggende kompleksitet, tør hale med høj syre. Et dejligt glas brugbart som aperitif, til sushi eller foie gras (92).

 

Churchill´s 10 års Tawny præsenteret af Catarina Machado:

10 års Tawny fås i mange forskellige udgaver, hvad angår balancen mellem frugt- og fadnoter. Churchill´s prioriterer den primære frugt og lagrer derfor første portvinen på store fade, derefter mindre.

Rødbrun med lys kant. Frisk og ungdommelig næse med modne kirsebær, ribs, tørrede frugter, appelsinskal og lidt nødder og peanuts. Frisk og dejlig med bær og primær frugt, men også begyndende fadnoter som nødder og tørrerede figner, fin balance og lang tør hale (89).

 

Quinta Santa Eufêmia 30 års Tawny:

Santa Eufêmia på sydsiden af Douro mellem Régua og Pinhão, og der har været produceret portvin fra ejendommen siden 1894.

Lys orangebrun, orange skær. Intens og lidt tung næse med nødder, appelsinskal, tørrede figner, lidt farin og træ samt godt krydret med kanel, karry og balsamico, på andendagen lidt vel meget balsamico og lidt kemiske noter. Fyldig og kompleks i munden med balsamico, nødder, tørrede frugter og farin, forbløffende høj syre som kommer midtvejs med lidt bid, let cremet struktur, lang hale med syrebid (93).

 

Pacheca LBV 2014 præsenteret af João Silva e Sousa:

Pacheca er placeret i Baixo Corgo lige overfor Regua og derfor i lidt køligere klima. De har især gjort det i Tawny med alder, men i nyere tid også i LBV og Vintage.

Mørk rubin, næste uigennemsigtig, rød kant. Let parfumeret næse i første omgang, kirsebær og hindbær, solbær, blommer og frugtgrød, lidt mørk chokolade og mokka samt lidt krydderurt og mynte. Blød i munden med et friskt og markant syrebid, fin frugt, bløde tanniner, lidt til den søde side, men fint balanceret med syren (89).

 

Portal Vintage 1995 præsenteret af Paulo Coutinho:

1995 har sådan set god kvalitet, men blev dog ikke et klassisk år – måske primært fordi det fulgte 1994. Men der er god vintage portvin at hente i årgangen, som samtidig var den første Vintage, winemaker Paulo Coutinho stod i spidsen for på Portal.

Mørk rubin, medium intens, lys kant. Krydret og intens næse med moden frugt, kirsebær, mørk chokolade og lavendel. Blød og rund i munden, dejlig cremet struktur og ok kompleksitet, lidt til den søde side, godt med moden frugt og friskhed, jordbær, skovbær, bløde tanniner og lang krydret og pebet hale. Fint glas, som stadig har potentiale (92).

Med Dominic Symington på Børsen

 

Danmarks største og ældste portvinsfestival fandt vanen tro sted den første mandag i november. Sidste år var der dog desværre ingen festival på grund af nedlukning, så det var rart at være tilbage i Børsens vante omgivelser.

Foruden den åbne smagning over flere runder havde Henrik Oldenburg også i år inviteret til en særlig smagning for pressefolk og vinskribenter. Jeg har haft den fornøjelse at deltage i disse pressesmagninger (Oldenburg ønsker ikke at bruge det engelske masterclass) gennem adskillige år med så prominente gæster som João Nicolau de Almeida (Ramos Pinto), Johnny Graham (Churchill´s), Dirk Niepoort (Niepoort), Ana Rosas og Jorge Rosas (Ramos Pinto), Jim Reader og Elsa Couto (Dalva), Carla Tiago (Burmester), Cristiano van Zeller (den gang Quinta Vale de Maria) og Dominic Symington (Graham´s, Dow´s mv.).

Sidstnævnte var igen i år inviteret til smagningen, som en form for ”afskedshilsen”, idet han i maj 2020 fyldte 65 år, og derfor ifølge de interne firmaregler i Symington Family Estates nu er gået på pension. Præsentationen af Vintage 2019 tidligere i år var således helt overladt til den 5. generation af familien. Men selv om Dominic altså ikke længere udadtil vil præge firmaet og væres overordnet ansvarlig for det danske marked, vil han dog stadig dukke op rundt om, ligesom han er en del af familieselskabets advisory board.

Selv mødte jeg Dominic første gang til en winemakers dinner med Graham´s i The Vintage Port Club i tilbage i 2009, og siden er det blevet til adskillige gensyn i Danmark og Portugal, ligesom jeg har interviewet ham flere gange. Her skal blot nævnes to særlige mindeværdige gange: Et besøg med overnatning på Quinta do Vesuvio i 2011, hvor vi fik en dejlig aften sammen med en afslappet Dominic på terrassen. Og en tur til Quinta do Ataíde og Quinta dos Canais i 2015 (læs her), hvor jeg efterfølgende blev inviteret hjem til lidt efterhygge i hans private bolig.

Tilbage til årets pressesmagning på Børsen. Temaet var formuleret som ”Vintages of my time” og omfattede dels årgange med særlig betydning for hans aktive karriere og dels brands og quintaer, som han har haft en særlig tilknytning til. Det sidste gælder f.eks. Quinta da Cavadinha, som hans far administrerede, og hvor han derfor havde opholdt sig en del gennem opvæksten. Og det gælder Quinta do Vesuvio, som han selv har været ansvarlig for – første gang netop i år 1994, som vi smagte.

Dominic kommenterede undervejs vinene og leverede forskellige anekdoter. 1963 huskede han f.eks. tydeligt fra sin barndom, da der var sne i Douro. 1995 kaldte han for et år, der burde være deklareret, men altså ikke blev det, ligesom 2011 var repræsenteret af Cockburn´s, da det var første årgang efter Symingtons køb af portvinsmærket.

Følgende vine, som alle kom direkte fra Symingtons egen kælder, blev smagt og kommenteret:

Dow´s Vintage 1963: Rødbrun med lidt mørkere kerne og transparant kant. Tobak, cigarkasse og læder i næsen, skifter lidt med tiden, en overgang også med lidt apotekerduft. Krydret med lidt jordbær, god intensitet, flot struktur og fin syre alderen taget i betragtning, elegant og tør (94).

Graham´s Vintage 1970: Mørk og intens mahognibrun med lys kant. Røde bær, jordbær og lidt tørrede frugter. Jordbær, mynte, til den sødere side, fin balance mellem frugt og syre, god struktur. Stadig med år foran sig (95).

Dow´s Vintage 1977: Rubinrød til mahogni, mørk kerne, lys kant. Mørke bær, brombær og lidt læder i næsen. Blød og tør i munden med fint med frugt, høj syre, i anden omgang krydret og pebret, bløde tanniner (95).

Warre´s Vintage 1980: Mørk rubin til rødlig, tæt og koncentreret, uigennemsigtig, lys kant. Frisk næse med mørke bær og urtet, men desværre også lidt tendens til fejl. Kraftig og fyldig med pænt med tanniner (88).

Graham´s Vintage 1985: Mørk rubin med rødlig kant, tæt og uigennemsigtig. Ekspressiv næse med solbær, brombær og mørk chokolade. Dejlig i munden, let cremet med mørke bær, mynte og mørk chokolade, flot balance og stadig med flot potentiale (95).

Quinta do Vesuvio Vintage 1994: Mørk rubin, rødbrun kant. Mørke bær, eukalyptus og krydderurter. Masser af moden frugt og mørke bær, balanceret med lidt friske urter og eukalyptus, lang pebret og krydret hale, pænt med bløde tanniner, stadig med potentiale (94).

Warre´s Quinta da Cavadinha Vintage 1995: Mørk rubin, lys rødlig kant. Frisk næse med krydderurter, brombær, mørk chokolade og mokka. Fin fylde i munden, til den elegante side, høj syre, bidder lidt (92).

Warre´s Vintage 2000: Mørk rubin, lys lilla kant. Ekspressiv og frisk næse med solbær, brombær, mynte, mørk chokolade og florale noter. God fylde med mørke bær, elegant og floral, delikat, godt med tanniner, fint potentiale og pænt krydret i halen (94).

Dow´s Vintage 2007: Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig, lilla kant, farver glasset. Ekspressiv med masser af frisk frugt, mørke bær, mynte og andre friske krydderurter, mørk chokolade, tør, stadig forbavsende ungdommelig og med stort potentiale (96).

Cockburn´s Vintage 2011: Mørk rubin, lys lilla kant. Mørke bær især solbær, cassis, violer og moden frugt i næsen. Tæt med gode struktur, solbær og andre mørke bær, florale noter, krydret, godt med integrerede tanniner, pebret hale, stort potentiale (94).

Dow´s Vintage 2011: Mørk rubin, lilla kant. Frisk og ekspressiv næse med masser af mørke bær. Intens i munden med solbær, mørk chokolade og krydderurter, kraftige tanniner til en meget langt liv (96).

Graham´s Vintage 2017: Mørk, næsten sort, uigennemsigtig med lilla kant. Masser af frisk frugt og mørke bær i næsen. Silkeblød i munden med solbær og andre mærke bær, let krydret, godt med integrerede tanniner, fint potentiale (95).

Dominic Symington, flankeret af Mariana Botto og Gustavo Devesas.

Alt i alt en dejlig smagning med fantastiske vine. Og mon ikke fremtiden byder på et gensyn med Dominic Symington og hans fortælleglade – om ikke i Danmark, så i Porto eller Douro? Det håber jeg i al fald.

Inden og efter pressesmagningen blev det til lidt blandet smagning rundt om ved den åbne messe – samt ikke mindst et gensyn med gode bekendte fra Portugal og de mange importører. Der blev ikke taget noter, så derfor kun lidt afsluttende namedropping.

Lige inden fik jeg således hilst på Pedro Carneiro fra Blackett og smagt såvel den tørre Extra Dry White og den altid glimrende 40 års Tawny. Og jeg fik hilst på de to gode venner Carlos Flores dos Santos og Alvaro van Zeller, som var til stede med deres brands Andresen, Palmer og Maynard´s.

Hos Dalva smagte jeg deres hvide Colheita 2011 og hos Poças et spændende initiativ i form af en Colheita fra 2006 i to forskellige udgaver: En mørkere og mere frugtpræget, lagret på store fade, Balseiros. Og en mere brunlig udgave lagret på mindre Barricas (pipas) og derfor længere henne i oxideringsprocessen. Et fint påfund for nysgerrige, der gerne vil se, dufte og smage den forskel, som størrelsen af fad bevirker.

Efter pressesmagningen fik jeg hilst på Filipe Marinho fra Quinta da Devesa og smagt deres Colheita 1944 – en meget koncentreret og intens vin med masser af balsamico og brun farin.

Hos Quinta das Lamelas smagte jeg 20 års hvide portvin og fik kort hilst på José Antonio Guedes og Maria Tita samt Miguel Braga fra Quinta do Mourão. Hos Niepoort blev det til et gensyn med Stefano Marello og en gensmagning af såvel LBV 2017 som den glimrende Vintage 2019.

Endelig fik jeg smagt tawnyserien hos Quinta da Vacaria, som jeg ikke havde det store kendskab til i forvejen. Deres 10 og 20 års Tawny lå lidt vel tæt efter mine mening, mens 40 års havde en helt andet karakter. Måske en nærmere studie værd en anden gang.

Det samme gælder tawnyserien fra Sagrado, hvor jeg smagte 10 og 20 års, som ligeledes var lidt vel tætte i karakteren, samt et flot og elegant 30 års.

Endelig fik jeg hilst på winemaker Ana Urbano fra Messias og smagt deres Colheita 1977, som var mere elegant og delikat end deres vanlige stil. Et fint glas.