søndag den 25. september 2022

Sandeman 50 års Tawny

 

Den smagte vin er sponseret af producenten

 

Endnu en 50 års Tawny er føjet til rækken her efter den endelig godkendelse af denne nye kategori i januar måned. Denne gang fra Sandeman, som i forvejen har en udmærket serie af 10, 20, 30 og 40 års i deres portefølje.



Sandemans 50 års Tawny er et blend af traditionelle Douro-sorter, og det estimeres, at der indgår mere end 20 sorter herunder Touriga Nacional og Touriga Franca. Den er baseret på vine, der har lagret mellem 40 og 70 år hentet fra Sandemans “bibliotek” af lagrede portvine, som er blevet udbygget siden 1850.

”Vi har altid vidst, at Sandeman havde vine på lager til at kunne lave denne bemærkelsesværdige gamle Tawny, og da IVDP endelig godkendte den nye kategori, kunne vi lave blendet,” fortæller Sograpes chefwinemaker Luis Sottomayor, som i øvrigt her i år blev kåret til ”Fortified Winemaker of the Year” ved den Londonbaserede International Wine Challenge Awards.



Luis fortæller endvidere, at Sogrape mærker en stigende efterspørgsmål efter kvalitetsportvin herunder gamle tawnies. Men selv om markedet altså efterspørger portvin med mange år på bagen, mener han , at det endnu er for tidligere at vurdere de nye kategoriers succes.

”Det er for tidligt at sige noget om. Vi må lade tiden råde, inden vi evaluerer de nye kategorier.”

Jeg modtog en lille fadprøve på vinen, som blev smagt over to dage. Her er min vurdering:

Flot ravfarvet med orange skær og lys grønlig kant. Intens og relativ frisk næse med mandel, appelsinskal, tørrede figner, modne abrikoser, lidt marcipan og cigarkasse. Dejlig blød og lækker i munden, elegant og delikat stil, markant syre, der flot balancerer sødmen, appelsinskal, nødder og let krydret med herlig kompleksitet samt lang og frisk hale med syresvip. Et flot glas (95).

Vinen har 20 % alkohol, og sukkerindholdet er 125 g/l. Der vil årligt blive frigivet mellem 1.000 og 1.300 flasker. Anbefalet serveringstemperatur er mellem 12 og 14 grader.


Sandeman importeres af Vintageportvin, som har fået 18 flasker af 50 års Tawny til Danmark

torsdag den 8. september 2022

Vintage 2020 – lidt opsamling

 

De smagte vine var sponseret af producenterne

 

Jeg har allerede postet noter på nogle udgaver af Vintage 2020 ( Quinta do Portal, Sogevinus, hvilket vil sige Cálem, Barros, Kopke og Burmester samt senest Dow´s) og flere vil følge. I det seneste nummer af Din Vinguide havde jeg en reportage om årets præsentation af de nye årgange i Douro, Douro Primeira Prova, hvor der blev smagt både hvid- og rødvin samt portvin og espumante.

I den forbindelse smagte jeg flere udgaver af Vintage 2020 - især som fadprøver - hvorfor jeg lige her kort vil bringe mine noter på de smagte vine uden uddybende omtale af producenterne. Importøren står opført i parentes efter noterne.

 

Quinta de Noval Vintage 2020

Mørk rubin, næsten sort og med lilla kant. Floral med røde bær, brombær og let krydret undertone. Fyldig i munden, koncentreret på en gang kraftig og elegant, dejlig kompleks og med massive, men elegante tanniner (95).

(Johs. M Klein)

 


Alves de Sousa Quinta da Gaivosa "Amphitheatrum" Vintage Port 2020

Sort og uigennemsigtig. Røde bær og mere mørke toner. Floral og elegant i munden med stor kompleksitet bag. Fin struktur, godt med tanniner og lang, lang hale (94).

(Det Portugisiske Hus)

 


Ramos Pinto Quinta de Ervamoira Vintage Port 2020

Dyb mørk rubin, lilla kant. Floral med mørke bær. Let og elegant i første omgang, dernæst med tyngde og markante integrerede tanniner, floral, lidt krydderurter, tørre tanniner i halen. Mellemlangt potentiale (93).

(Østjysk Vinforsyning, Vinoble)


 

Churchill´s Vintage Port 2020

Vinhas Velhas (gammel blandet mark) med bl.a. Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinto Cão. Mørk rubin, tæt, lilla kant. Lidt krydret næse med mørke og krydderurter. Tæt struktur med mørke bær og mørk chokolade, dejlig kompleks, godt med tanniner, lang hale, stort potentiale (93).

(Vinens Verden)

 


Churchill's Quinta da Gricha Vintage 2020

Vinhas Velhas (gammel blandet mark) med bl.a. Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinto Cão. Mørk rubin, dyb og tæt med lilla kant. Frisk og urtet næse med florale noter og røde bær. Frisk og velbalanceret, let, floral og elegant. Ikke så dyb, med delikat med lang hale med tørre tanniner (92).

(Vinens Verden)

 

Poças Vintage 2020

Mørk og tæt, næsten uigennemsigtig. Frisk urtet næse med esteve, krydderurt og solbær. Intens i munden med masser af frugt og power, men også en vis elegance, kraftige tanniner, tørre tanniner i halen (92).

(COOP)

 


Van Zellers & Co. Vintage 2020 (fadprøve, som endnu ikke var godkendt)

Mørk tæt, lilla kant. Lidt lukket næse med mørke bær. Tæt og kompakt med masser af frugt, mørke bær, brombær og godt med tanniner samt meget tørre tanniner i halen (91).

 

Læs min reportage fra Douro Primaveira Prova i Din Vinguide nr. 34.

mandag den 5. september 2022

Adega de Palmela

 

De smagte vine er sponseret af producenten

 

Tilbage i tiden stod de store kooperativer for en stor del af den portugisiske vinproduktion. De første kooperativer blev dannet i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, men antallet steg kraftigt under Estado Novo, hvor etableringen af mere eller mindre statskontrollede kooperativer var en del af Salazar-styrets politik. Det medførte i 50´erne og 60´erne desværre et stor produktion af billige vine af dårlig kvalitet, da mange af datidens kooperativer udelukkende havde fokus på kvantitet.

I dag er mange af kooperativerne fortid. Men rundt om i hele landet findes der stadig en del af dem, og heldigvis benytter de i dag helt andre produktionsmetoder med f.eks. sortering og afstilkning, så kvaliteten fint kan konkurrere med privat- og familieejede producenter.



Det gælder f.eks. Adega de Palmela, som blev grundlagt i 1955 som Adega Cooperativa da Região do Moscatel de Setúbal og begyndte produktionen i 1958. I starten var der 50 medlemmer af kooperativet. Det steg til omkring 600 medlemmer, som rådede over i alt 1500 hektarer og producerede 8 millioner liter om året. I dag er der 300 medlemmer med i alt 1000 hektar vinmarker. 70 % af produktionen er rødvin, 25 % hvidvin og 5 % Moscatel. Og som det gælder generelt, er der også her sket i skift fra kvantitet til kvalitet.

”I begyndelsen blev der produceres i store mængder uden den store bekymring om kvalitet, og vinen blev solgt som bulkvin. I dag driver vi kooperativet, som var det en almindelig vingård. Vinifikationen foregår separat for de forskellige sorter, og vi sælger ikke længere bulkvin, men i flasker til det nationale og internationale marked,” fortæller Luís Silva, som er winemaker og manager hos kooperativet Adega de Palmela.



Adega de Palmela producerer følgende brands: Pedras Negras, Vale dos Barris, Villa Palma, Amus, Vale de Touros samt såvel bordvin som Moscatel og Espumante under navnet Adega de Palmela.

”Vi stræber efter at lave autentiske vine ved brug af de vigtigste druesorter i regionen”, siger Luís Silva.



Jeg har smagt to Moscatel de Setúbal fra Adega de Palmela. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

Moscatel de Setúbal (2019): Lys ravfarvet, flot skær. Ekspressiv med tørrede abrikoser, gule blommer, appelsinskal og lidt stikkelsbær, men også en smulle tutti-frutti præg. Frisk med sødme, abrikoser, mandarin og akaciehonning, syren kommer i anden omgang og balancerer fint, ikke så kraftig og kompleks, let og elegant, lav alkohol. Bør nydes afkølet (87).

Moscatel de Setúbal 10 års: Mørk ravfarvet, lysere orange kant. Mandler, tørrede frugter. nødder og lidt brændte figner, røgede noter og en smule laktisk præg, men ikke på den ubehagelig måde. God fylde og fedme i munden med dejlig balancerende frisk syre, abrikoser, figner, nødder, honning, fin kompleksitet, lang hale. Et fint glas (92).

 

Adegade Palmela er ikke i dansk distribution.

fredag den 2. september 2022

Dow´s Bomfim Vintage 2020

 

De smagte vine er sponseret af importøren

 

Ifølge Symington Family Estates høstrapport var 2020 året med det laveste udbytte i dette århundrede og med meget koncentrerede og velstrukturerede, mørke vine, men altså i små mængder. Symington besluttede at flaske to speciale jubilæumsudgaver af Vintage fra Graham´s og Warre´s, som markering af henholdsvis 200 års og 350 år jubilæer for det to brands. Og da kvaliteten i Cima Corgo var god deklarerede de også et mindre antal af Dow´s Quinta do Bomfim Vintage 2020 (1.200 flasker). Endelig har de også deklareret to SQV mere; Dow´s Quinta da Senhora Ribeira og Cockburn´s Quinta dos Canais, men disse bliver først frigivet på et senere tidspunkt.

Der bliver derimod ingen Vintage 2020 fra Quinta do Vesúvio, da vineriet var lukket ned på grund af Corona. Det var første år siden 1827, at der ikke blev trådt druer i de store granitlagares på Vesúvio, og man ønskede ikke at bryde traditionen ved at presse druerne andetsteds.

I denne omgang skal det handle om sidstnævnte. Dow´s blev grundlagt tilbage i 1798 af Bruno Evaristo Ferreira og siden døbt Silva & Cosens efter denne og partneren Frederick William Cosens. Der er altså rent faktisk tale om et portugisisk hus af fødsel. I 1877 overtog de den mindre producent Dow & Co, hvorefter  brandet ændrede navn. Siden kom Warre-familien ind over ejerskabet, og fra 1961 har selskabet været ejet fuldt ud af Symingtons.



Quinta do Bomfim har været tilknyttet Dow´s siden 1896, og det er fra tiden omkring århundredeskiftet at den kendte hovedbygning stammer. I dag er quintaen flot renoveret med en nyt besøgscenter samt den nyåbnede restaurant med mesterkokken Pedro Lemos ved roret. Med beliggenheden lige i udkanten af Pinhão og i gåafstand fra banegården er Bomfim velegnet til et besøg. Selv har jeg været der adskillige gange og senest sidste efterår (læs her).



Quinta do Bomfim Vintage 2020 er baseret på druer fra de højstliggende vinmarker på quintaen, hvor især Touriga Franca var af høj kvalitet og udviste stor modstandskraft i forhold til den ekstreme varme, der prægede året. Foruden Franca indgår også Touriga Nacional og Sousão i blendet. Sidstnævnte druesort vinder mere og mere frem, da den foruden farve giver friskhed pga. sit høje syreniveau.



Jeg har smagt den nye Vintage 2020 fra Bomfim over to dage ved lidt forskellige temperaturer. I samme omgang smagte jeg også Dow´s LBV 2016, som er den seneste, der er frigivet. Men LBV 2017 burde være lige på trapperne.

 

LBV 2016: Mørk rubin, tæt og næsten uigennemsigtig, lys violet kant. Solbær, blommer, men også lidt rød frugt og mynte samt en smule mokka i næsen. Blød og fin struktur med intens fylde og ok syre, i anden omgang lidt mere syrekant, brombær, solbær, lidt cassissødme, men ellers tør og med fløjlsbløde tanniner og mellemlang hale med syresvip. En vellavet, velstruktureret og fin LBV (90).

Quinta do Bomfim Vintage 2020: Blend af 55 % Touriga Franca, 25 % Touriga Nacional og 20 % Sousão. Mørk og dyb, næsten sort, uigennemsigtig med lilla kant, farver glasset. Meget ungdommelig og frisk næse med frisk frugt, ribena, mynte og andre krydderurter, esteve samt kærnemælk – et præg, der ofte karakteriserer helt unge vintage portvine, men forsvinder, når de er over babyårene. Fyldig i munden, i første omgang blødere, men derefter mere skarp og kantet med høj syre, solbær og andre mørke bær, mørk chokolade samt urter, fin og tæt struktur og udmærket potentiale, lang og tør hale med syrebid. Har brug for lidt tid til lige at samle sig, men flot og lovende (93).

 


Dow´s importeres af The Wine Company

torsdag den 1. september 2022

Moscatel fra SIVIPA

 

De smagte vine er sponseret af producenten

 

Sociedade Vinícola de Palmela hører til blandt de lidt yngre producenter af Moscastel de Setúbal, men heldigvis kommer der hele tiden nye til. Der er i dag ca. 20 producenter af den søde hedvin – store som små. I det sidste tiår er antallet steget lidt, lyder det fra Comissão Vitivinícola Regional da Península de Setúbal (CVRPS). Kommissionen oplyser endvidere, at såvel antallet af vinmarker som produktionen i volumen har været stigende de senere år. I 2017 var der således 584 hektar med druen Moscatel de Setúbal, hvilket nu er steget til 701.



Sociedade Vinícola de Palmela – i daglig tale SIVIPA – blev etableret i 1964 af en kreds af vinavlere og er, som navnet siger, hjemhørende i Palmela. Faciliteterne blev moderniseret og opgraderet i 1999 med økonomisk hjælp af Cardoso-familien, som dermed trådte ind i ejerkredsen. Der produceres både bordvin (80 %) og Moscatel (20 %) under navne som Fortaleza, Veritas, Terras do Sado og SIVIPA. De har selv omkring 20 hektar med moscatel-druer tilhørende Cardoso-familien og køber ikke fra andre.

”Moscatel alexandria og moscatel roxo er druesorter med megen personlighed, som giver en særlig aroma og smag. Det særlige terroir tæt på kysten og mellem de to floder betyder meget for karakteristikken,” fortæller Filipe Cardoso, som er winemaker og administrator hos SIVIPA.

Deres vine er forskellige alt efter målgruppen, forklarer han:

”Vi har forskellige stilarter til forskellige forbrugere. Vi har de unge, som er friske og frugtige og uden længere lagring på fade for at bevare den unge friske aroma. Og så har vi de gamle, som er mere komplekse. Og endelig har vi også plads til eksperimenter. I år vil vi f.eks. lancere en Moscatel uden lang macerationstid og med lavere sukkerindhold – blot for at skabe nyt og afprøve det på markedet.”

SIVIPA har også gjort brug af den gamle metode med at lagre fadene ombord på både eller benytte cognacfade.

”Der skal være plads til eksperimenter,” fastslår Filipe Cardoso, som også gerne kommer med forslag til brugen af Moscatel:

”Al dessert parer fint med Moscatel – især mørk chokolade med Moscatel Roxo og Tortas de Azeitão (en sød rouladeagtig kage) med Moscatel de Setúbal. Men de passer også fint til stærke oste eller til foie gras og paté.”

Jeg har smagt nedenstående fire vine fra SIVIPA, hvoraf den ene desværre var med prop. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

Terras do Sado Moscatel de Setúbal: Lys ravfarvet med flot orange skær. Citrus, søde mandariner, abrikos og marcipan. Tørrede frugter, marcipan, lidt orangeskal, honning, til den søde side, men med ok syre og derfor balanceret, rund og blød, ikke så kompleks, men velsmagende (87).

Terras do Sado Moscatel Roxo: Mørk ravfarvet med lidt røde toner. Lidt rustik næse med nødder, citrus, tørrede frugter, nødder og lidt røget karakter. Intens og fin i munden med mandel, godt med appelsinskal, fin høj syre, ok kompleksitet med lidt kant, lang hale. Et ok glas (89).



SIVIPA Moscatel de Setúbal 10 års: Lys ravfarvet med orange skær. Skæv i næsen og i munden. Ikke bedømt.

SIVIPA Moscatel Roxo 10 års: Mørk ravfarvet til tawnybrun, lys kant. Let krydret næse med tørrede figner, hasselnødder, muskat, tobak og appelsinskal. Blød og cremet i munden med nødder, honning, figner og citrus, fyldig med flot balance og god kompleksitet. Et fint glas (92).

 



SIVIPA importeres af Grapes & Flavours