lørdag den 4. juli 2020

Et flot trekløver- Vintage 2018 fra Sogrape


Ofte følges de store producenter af, når det gælder deklarering af Vintage. Men ikke altid og måske mindre i dag end tidligere, selv om der tales om adskillige såkaldte ”split-deklareringer” tilbage i tiden. Sidste år blev 2017 deklareret bredt oven på det ligeledes bredt deklarerede 2016, hvorfor man taler om back-to-back deklarering.



Men ikke alle var med sidste år. Sogrape, der ejer de tre kendte mærker Sandeman, Offley og Ferreira, lavede ikke såkaldt klassisk vintage sidste år. De ”nøjedes” med to Single Quinta Vintage: Ferreira Quinta do Porto og Sandeman Quinta do Seixo, hvoraf den sidste i øvrigt høstede megen ros og f.eks. fik hele 100 point hos Wine Enthusiast. Den bedømmelse er jeg ikke enig i, men mine noter fra den store smagning af Vintage 2017 i Porto er nu også ganske positive.
I år var Sogrape blandt de første til at melde ud, at de lave fuld deklarering – altså klassisk vintage fra alle tre brands. Chefwinemaker hos Sogrape i Douro og dermed også på portvinsområdet, Luís Sottomayor, er i al fald ikke i tvivl om kvaliteten af 2018:
 ”2018 er et af de bedste år, hvis ikke det bedste, som jeg har bevidnet. De specielle forhold, der gjorde sig gældende under høsten i 2018, resulterede i vine, som kombinerer en ekstraordinær elegance med en usædvanlig struktur og derfor med fremragende kompleksitet og balance samt stort lagringspotentiale.”


Hvad angår de specielle forhold peger han på de vanskelige vejrforhold med en ekstrem tør og kold vinter, som forsinkede tidspunktet, hvor knopperne sprang ud. Foråret var vådt og regnfuldt, så modningen ligeledes blev forsinket, hvilket også medførte en del sygdom i markerne, så høsten blev mindre. Men det lave udbytte gavnede til gengæld koncentrationen og kvaliteten, hvorfor druerne under den meget varme og tørre sommer modnede flot, fortæller Luís Sottomayor.
Ifølge winemakeren gengiver de tre udgaver af Vintage 2018 fint husenes forskellige profiler:
Ferreira er en dyb og kompleks Vintage med elegance og harmoni. Sandeman har mere struktur og en mere robust profil. Og endelig er Offley en ung og frugtfyldt Vintage, ideel for dem, der er begyndt at udforske Vintage-kategorien.


Sådan lyder altså Sograpes egen beskrivelse. Men dette måtte jo stå sin prøve, så jeg fik sendt flaskeprøver op af alle tre udgaver. Vinene blev smagt første gang semiblindt og derefter gensmagt dagen efter. 


Her følger mine noter.

Offley Vintage 2018

Blend af 55 % touriga nacional, 35 % touriga franca, 10 % tinta roriz. Mørk rubin, dyb og intens, lilla kant, farver glasset. Intens næse med frisk frugt, solbær, brombær og hyldebær samt lidt friske urter og balsamico, lidt rå og med ungdommeligt kærnemælkspræg. Fyldig i munden med masser af frisk frugt, høj på syre, krydret og pebret, ok balanceret, tørre og kraftige tanniner. Endnu meget rå og lidt vel bastant, men med stort potentiale for lagring (92).

Ferreira Vintage 2018

Blend af 45 % touriga franca, 40 % touriga nacional, 10 % vinhas velhas og 5 % sousão fra Quintas do Caêdo og andre af Sograpes vingårde. Mørk rubin, intens, lilla kant. Frisk og elegant næse med solbær, friske krydderurter, kirsebær og lidt mørk chokolade og cigarkasse. Godt med frugt, solbær, kirsebærsten, elegant med florale noter, pænt med bløde og integrerede tanniner, krydret, kompleks, fint syreniveau og med lang pebret hale. Et dejligt balanceret glas både nu og på sigt (94).

Sandeman 2018

Blend af 50 % touriga franca, 40 % touriga nacional, 5 % tinto cão og 5 % sousão fra de bedste parceller på  Quintas do Seixo og Quinta do Vao. Mørk rubin, dyb, uigennemsigtig som blæk og med lilla kant. Intens næse med brombær, solbær, blomme, kirsebærsten, violer, krydderier og lidt kakao. God struktur og koncentration med brombær, hyldebær, lidt chokolade, esteve og lidt krydderurter, mineralsk, ok syre og pænt med fløjlsbløde tanniner, kraftig men også med en vis elegance, lang pebret hale med lidt tørre tanniner. Harmonisk vin med flot potentiale (94).



fredag den 3. juli 2020

Ingen er fuldkommen - Carlos Raposos ”Vinhos Imperfeitos”


Måske skal der lige dele beskedenhed og selvsikkerhed til at kalde sit vinprojekt for ”Vinhos Imperfeitos”, ufuldkomne eller uperfekte vine. Er det en erkendelse af, at man aldrig kan nå det fuldkomne? Eller er det en tro på, at det, man laver, er så godt, at man kan tillade sig at indrømme, at det ikke er perfekt?


Det er nok tale om begge dele, hvad angår Carlos Raposo. Han startede allerede med at studere ønologi i Bairrada i en alders af 16, hvorefter fulgte syv års uddannelse ved universiteterne i Bordeaux og Bourgogne i såvel vinavl som ønologi. Derefter arbejdede han som winemaker rundt om i verden – i Frankrig, spanske Ribera del Duero, californiske Napa Valley og Australien.
Da han vendte hjem til Portugal i 2011, var han ikke færdig med at lære. Han blev troldmandens lærling og tilbragte 8 år som Dirk Niepoorts højre hånd. Her arbejdede han såvel i Douro som i Vinho Verde og Dão og var altså medskaber af så glimrende vine som Robustus og Redoma.


I 2018 forlod Carlos Raposo Niepoort, men han er dog stadig tilknyttet Dirks projekt i Vinho Verde. Nu var det tiden at stå på egne ben, hvilket førte til lanceringen af ”Vinhos Imperfeitos” – i første omgang med afsæt i Vinho Verde og Dão, hvor han i øvrigt selv er fra – to regioner, som kan kender så udmærket fra samarbejdet med Dirk.
Om sin uddannelse og læretid har Carlos Raposo udtalt, at han lærte at lave perfekte vine på universitetet og autentiske vine hos Dirk Niepoort. Lægges disse to skoler sammen, er resultatet uperfekte vine.
”Jeg har lært noget alle de steder i verden, jeg har arbejdet”, forklarer han online fra Portugal i forbindelse med lanceringen af ”Vinhos Imperfeitos” i Danmark.


Jeg er inviteret til en smagning af de tre første vine fra Carlos Raposos hånd af importør Torben Ryttersgaard fra Vinho og får en snak med Carlos om projektet over Zoom, da han pga. Corona-krisen ikke selv kan være til stede i Danmark.
De tre første vine, han har sendt på markedet, er eksklusive og håndholdte hvidvine – en fra Vinho Verde, en fra Dão og endelig et mix af de to regioner, hvilket ikke ses så ofte. Om vinene fortæller Carlos Raposo:
”Der er tale om et blend af udvalgte druer af forskellige sorter fra udvalgte parceller rundt om. Vinene er økologiske, og alt foregår naturligt i kælderen. Blends er bedre end enkeltdruevin, men for at vide, hvordan de forskellige sorter fungerer sammen, skal man selvfølgelig kende dem godt hver for sig”.
Vinmarkerne, som han henter druerne fra, er alle gamle, nogle af dem med hele 120 år på bagen. Druerne håndplukkes og transporteres derefter til Nelas i Dão, hvor Carlos har valgt at have base med sit projekt. Her sorteres de, inden vinificering og lagring på ståltank, brugte fade eller cement.


Druerne til Vinho Verde vinen er hentet i underregionen Baião fra parceller med granit jordbund. Fermentering foregik langsomt ved lav temperatur, hvorefter vinen har lagret i 10 måneder, dog ikke på træ. Der er tale et blend af de tre typiske Vinho Verde sorter: arinto, loureiro og avesso, men overraskende nok ikke den mest kendte drue fra regionen, alvarinho.
”Jeg ville gerne lavet noget anderledes og bruger derfor ikke alvarinho, da den er for trendy,” forklarer han og fortsætter:
”Avesso giver volumen i munden, loureiro giver lidt frugt og arinto mineralitet og dybde.”
Druerne til Dão-vinen er hentet fra forskellige gamle vinmarker i alderen 80 til 120 år og er et blend af bl.a. esgana cão, encruzado, rabo de ovelha, malvasia fina, douradinha, barcelo og branda. Fermentering er foregået delvist på stål og delvist på brugte fade fra Puligny Montrachet – et bevidst valg for at give lidt Bourgogne-stil. Derefter blev vinen samlet i en gammel cementtank, hvilket bl.a. giver øget mineralitet.
Den kombinerede vin fra de to regioner er ligeledes et blend af flere sorter heriblandt avesso, alvarinho, encruzado, esgana cão, rabo de ovelha, malvasia fina, douradinha, barcelo og branda, og fermentering er foregået dels på ståltank og dels på samme Bourgogne-fade.


Her følger min noter fra smagningen:
Vinhos Imperfeitos Vinhos Verdes 2018: Fremstillet i 1479 helflasker og 96 magnums. Flot strågul med lidt grønligt skær. Frisk, men også lidt diskret næse med citrus, blomster og lidt tungere nuancer, mineralsk. Elegant i munden med godt med mineralitet, diskrete frugttoner, fin syre. En dejlig og meget harmonisk vin, der på en gang er let og indbydende og fyldig og kompleks, og som bevarer friskheden selvom temperaturen stiger (94).
Vinhos Imperfeitos D&V Code Branco 2018: Fremstillet i 2961 helflasker og 20 magnums. Grøngul, klar. Anderledes næse med pære, blomster og lidt eksotiske undertoner, med den stigende temperatur kom der også markante petroleumsnoter. Fyldig i munden med flot tekstur og balance, elegant, frugtfyldt med bl.a. grape, mineralitet og saltet eftersmag, stort lagringspotentiale. En meget lækker og anderledes vin, som hverken er Vinho Verde eller Dão, men helt sin egen (95).
Vinhos Imperfeitos Dão I Branco 2018: Fremstillet i 2154 helflasker og 72 magnums. Strågul. Meget aromatisk med gule stenfrugter, mineralitet og lidt røget karakter. Let i munden, men med stor kompleksitet og mange smagsnuancer, mineralsk, let krydret og saltet, fin balance mellem frugt og syre, lang hale. En flot og meget kompleks vin (96).
Så vidt altså de tre første vine. Men hvad er så næste skridt for Carlos Raposo?
”Det næste, jeg er på vej med, er rødvine og bl.a. i form et blend af Bordeaux og Dão. De følger til efteråret efter høsten og vil være årgang 2018. Men jeg vil helt sikkert også på et tidspunkt lave vine fra Bairrada,” siger han.
Nej. Det er nok hverken beskedenhed eller selvsikkerhed, der har døbt projektet. Men erkendelsen af, at ingen er fuldkommen. At fuldkommenhed måske også vil være for kedeligt, uden det personlige og håndværksmæssige aftryk, som vinene fra Carlos Raposo har.
For tiden er trenden mindre frugt, lavere alkohol, mere elegance, friskhed og mineralitet. Enkelthed og stringenthed. Her passer Carlos Raposos uperfekte vine fint ind, hvilket bekræftes af de positive tilbagemeldinger den danske importør allerede har fået fra flere restauranter. De er fortrinlige til mad, men kan sagtens også nydes for sig selv. De passer også til mine smagspræferencer, selv om prisen nok ikke lige får mig til at fylde vinreolen op. Ellers som det blev sagt med et smil ved smagningen. Det eneste uperfekte ved vinene er prisen.
Læs mere om Vinhos Imperfeitos her eller besøg importøren, Vinho.

tirsdag den 23. juni 2020

80 årige Colheitas fra Kopke


Har man lidt år på bagen, husker man tydeligt vhs videobåndene. Den gang var der ikke Netflix, HBO Nordic eller andre streamingtjenester. Der var moviebokse og vhs bånd, som kunne leje eller købes.


Et par kassetter af samme størrelse ankom med posten for nogle uger siden, men de to små flotte bokse i træ var ikke videobånd. De indeholdt portvin, når først man fandt ud af at åbne dem. Den ene var nem nok. På boksen stod der Kopke og Colheitas at a glance og trak man i den lille læderstrop, indeholdt den tre små reagensglas med henholdsvis White Colheita 2003, Colheita 1980 og Colheita 1960. Dejligt. Den anden boks var lidt sværere og krævede fingerfærdigheder, men i hver side kunne man trække en lille træbeholder ud – en i sort og en i hvid, som sluttede sammen i boksen ved hjælp af indbyggende magneter. Fornemt, og indholdet var ikke mindre eksklusivt: White Colheita 1940 og Colheita 1940 ligeledes fra Kopke.
Anledningen var en online smagning med ca. 50 deltagere fra en lang række lande i forbindelse med lanceringen af de to Colheitas fra 1940. De andre vine var medtaget som kompetent opvarmning. I Portugal sad winemaker Carlos Alves og João Belo fra Sogevinus assisteret af et par kolleger. Og rund om sad så en række vinskribenter og portvinsentusiaster inklusiv kompetente folk som Jancis Robinson, Jamie Goode, Luis Lopes (fra det portugisiske vinblad Grandes Escolhas) og Axel Probst. Dertil kom den brasilianske Master of Wine, Dirceu Vianna Junior, João Paulo Martins fra Grande Escolhas og Decanters portvinsekspert Richard Mayson, som skulle præsentere de første tre vine inden hovedretten.


Krigsåret 1940 var i modsætning til 1945 ikke et vintageår. Krigsårene var præget af stor ustabilitet. En meget våd vinter blev afløst af tør og varm sommer, så høsten blev lille, men af fin kvalitet, som blev sået til at kunne holde sig i mange år. Resultatet blev lagret på fade og gemt væk i Kopkes kælder, hvor de siden er blevet plejet af Carlos Alves og hans forgængere i jobbet for nu at blive blended til Colheita. Det at lagre hvid portvin var faktisk på det tidspunkt noget nyt og stadig usædvanligt, da man den gang udelukkende så hvid portvin som entry level. Men Kopkes lager af hvid portvin rækker tilbage til 1935 (læs mine noter her) og omfatter altså også året 1940, hvorfor der nu kan sendes to Colheitas fra samme år på markedet.
”Vi synes det kunne være spændende at udgive to Colheitas fra samme år, en hvid og en tawny, for at vise den store forskellighed. De første år lader vi de hvide lagre på store fade for så derefter at flytte dem på mindre pipas,” fortalte Carlos Alves, som også løftede lidt af sløret for kunsten at blende Colheitas i forhold til Tawny med alder:
”Det kræver påpasselighed og præcision at blende Colheitas, da det er mere komplekst end af blende Tawny. Vi har kun en årgang og derfor ikke så mange valgmuligheder, men til gengæld kan vi udnytte forskellige placeringer af vores mange fade i kælderen, niveauet de er fyldt og om de er lagret i Gaia eller i Douro. Mit mål er altid, at resultatet skal udtrykke det pågældende år,” forklarede han.


Derefter var det tiden at smage. Jeg smagte dem igennem første dag under online-smagningen, men gemte en lille rest og gensmagte derfor på andendagen. Her er min noter:

White Colheita 2003: Blend af 50 % viosinho, 15 % gouveio, 15 % rabigato og 20 % malvasia fina. Flot ravfarvet, gylden. Ekspressiv med blomster, tørrede abrikoser, honning samt lidt mandarin og marcipan. Intens i munden med blød tekstur, ristede mandler, blomster, honning, abrikos, flot høj syre og friskhed som modspil til sødmen, fin kompleksitet. En velbalanceret og elegant hvid Colheita (90).

Colheita 1980: Blend af 25 % touriga nacional, 25 % tinta roriz, 25 % touriga franca og 25 % tinta barroca. Flot tawnyfarvet med lys orange kant og mørkere kerne. Lidt diskret i næsen med figen, valnød, tørrede abrikoser og lidt appelsinskal. Pæn fedme i munden med hasselnødder, tørrerede frugter og lidt krydderier, syren følger i anden omgang og giver god balance, lang hale. Ikke så bombastisk, men mere til den elegante side (91).

Colheita 1960: Blend af 25 % touriga nacional, 25 % tinta roriz, 25 % touriga franca og 25 % tinta barroca. Lys tawnyfarvet med lys kant og lidt grønt skær, fed tekstur. Frisk næse alderen taget i betragtning, men også fyldig med nødder, valnød, figen, abrikos, lidt appelsinskal og en smule balsamico. Silkeblød tekstur i munden med mandel og appelsin, men også mørkere nuancer som toffee og balsamico, sød men med perfekt balancerende syre, elegant og dejlig lang hale. Et dejlig glas (94).

White Colheita 1940: Blend af 50 % malvasia fina, 25 % viosinho og 25 % códega. Fin tawnyfarve med mørk kerne, lys kant og lidt grønligt skær. Intens næse med abrikos, tørrede figner, citrus, mandarin og lidt vegetale noter. Kompleks og fyldig i munden med høj syre, mandel og tørrede abrikoser, virker tør trods sødmen, elegant men også med kant og syresvirp (94).

Colheita 1940: Blend af 25 % touriga nacional, 25 % tinta roriz, 25 % touriga franca og 25 % tinta barroca. Mørk tawnyfarvet, intens og med orange kant. Ekspressiv og dyb næse med mandel, tørrede figner, valnød, appelsinskal og abrikos. Cremet, fyldig og intens i munden med nødder, figner, valnød og balsamico, syren følger i anden omgang og balancerer, stor kompleksitet og koncentration, noter der spænder fra det elegante til det mere tunge. Et dejligt og nuanceret glas (96).


Og så skylder jeg lige afslutningsvis at nævne, at der bliver frigivet 300 eksemplarer af de to Colheitas fra 1940 i eksklusiv indpakning.

Kopke importeres af ViniPortugal

fredag den 19. juni 2020

Quinta do Crastos historie


Det er efterhånden kutyme, at vinhuse og portvinsproducenter udsender jubilæumsvine og -bøger, når de fylder rundt. Det gjaldt også Quinta do Crasto for et par år siden, hvor de sendte to vine og en flot bog ud i begrænsede eksemplarer som en dobbeltfejring af to årstal: 1615 og 1918.


De to årstal står at læse på porten ind til ejendommen. Porten menes at være opført af Constantino de Almeida, som i mange år lagde navn til portvinene fra Quinta do Crasto. 1615 er året for de ældste skriftlige kilder om ejendommen, og selv om disse ikke findes længere regnes året alligevel for Crastos grundlæggelse. 1918 var året, hvor Constantino de Almeida overtog vingården og påbegyndte en større restaurering af såvel bygninger som vinmarker.
Men historien om Crasto går langt længere tilbage. På ejendommen er der gjort arkæologiske fund tilbage fra romertiden i form af mønter, mure og rester af forskellige opbevaringstanke herunder fra et kar ikke ulig de senere lagares, hvilket vidner om, at der også blev fremstillet vin den gang. Selve navnet Crasto stammer også fra den tid, idet ”castro” eller ”castrum” betyder borg eller slot. Det menes derfor, at der har ligget en romersk forsvarsborg på højdedraget med god udsigt over Douro.


Adskillige århundrede senere viser dokumenter, at der sidst i 1500-tallet blev erhvervet vinmarker i området, men selve dokumentet, hvor årstallet 1615 for quintaens grundlæggelse optræder, er ikke længere at finde. Senere i 1600-tallet ejes Crasto af André Fernandes de Magalhães og dennes hustru Maria de Sampaio, og det menes, at sidstnævnte har arvet den fra sine forældre. Ægteparret boede selv i Vila Real, ligesom senere ejere har været bosat i Porto og ikke på gården, hvor produktion af vin og andre landbrugsvarer i stedet var overladt til en bestyrer, som det var traditionen på mange af quintaerne i Douro.


Fremstillingen af vin i 1700-tallet er grundigt dokumenteret. På et ikke helt fastlagt tidspunkt overtages Crasto af den magtfulde rigmand fra Porto, Pedro Pacheco Pereira (1680-1753), som ejede adskillige vingårde i Douro i det århundrede, hvor produktionen af portvin ekspanderer kraftigt. I en håndskrevet bog fra midten af 1700-tallet redegøres der for de forskellige ejendomme og deres produktion og et af kapitlerne hedder ”Rules and regulations for managing operation of the Quinta do Crasto”, ligesom hele fremstillingsprocessen beskrives omhyggeligt i et andet kapitel. Her anbefales det bl.a. at adskille stilke og druer samt benytte 50-60 timers fodtrædning og efterfølgende tilsætte brandy, lidt olivenolie, sukker og hyldebær – en praksis der forbydes med etableringen af det statslige Companhia Geral da Agricultura das Vinhas do Alto Douro i 1756.
Det er den senere Marquis de Pombal, der står bag indførelsen af den statslige kontrolmyndighed og den medfølgende demarkering af området, hvor der må dyrkes og fremstilles portvin. Området blev bl.a. markeret med stengærde og granitstene med inskriptionen Feitoria, hvoraf to stadig befinder sig på Quinta do Crasto, som altså lå inden for demarkeringen.


Crasto forbliver derefter i familien Pacheco Pereiras eje i de efterfølgende generationer, men da først meldug og i 1863 den endnu værre phylloxera dukker op, opgives marker, og vinproduktionen reduceres markant. I 1840´erne før meldug blev der således produceret 100 piper vin på Crasto og familiens anden ejendom i Sobreira. I 1876 var antallet nede på 41 og fire år efter kun 18. Godt nok kunne Crasto profitere af anlæggelsen af jernbanen i Douro i 1880 og stationen Ferrão lige nedenfor quintaen, men kampen var ulig, og ejendommene blev mere og mere gældsatte.
Her er det så, at vinhandleren Constantino de Almeida (1857-1922) overtager Quinta do Crasto, og en ny gylden periode kan begynde. Efter restaurering af marker og produktionsbygninger blomster produktionen op igen. En af de nye marker, han anlagde, blev i øvrigt opkaldt efter hans første barnebarn Maria Teresa og fungerer den dag i dag sammen med den nærtliggende Vinha da Ponte som Crastos ypperste vinmarker, der i gode år leverer to fremragende enkeltmarksvine og i de øvrige år leverer kvalitet til den altid dejlige Quinta do Crasto Reserva Vinhas Velhas. Genetiske studier har siden vist, at Vinha Maria Teresa indeholder omkring 50 forskellige druesorter, og for at bevare det samme fieldblend, erstattes døde planter af samme sort og klon.


Da Constantino dør i 1922 overlader enken ejendommen og firmaet til sine fem børn, som viderefører arbejdet – og det med gode resultater i første omgang. I 1956 er firmaet således den 5. største eksportør af portvin, ligesom der sælges vin fra Douro og andre regioner og ikke mindst brandy. Men økonomien begynder at skrante, så I 1958 bliver firmaet solgt til Companhia Agrícola e Comercial dos Vinhos do Porto alias Ferreira, der altså overtager navnet Constantino, mens quintaen forbliver i familiens eje.
Dermed er vi ved at være fremme ved nutiden. Contantinos yngste søn, Fernando Moreira de Almeida (1900-1989), som var landbrugsuddannet, administrerede på familiens vegne Crasto. Hans datter Leonor giftede sig med bankdirektøren Jorge Roquette, som efter nellikerevolutionen i 1974, hvor banker blev nationaliseret, blev fængslet og siden flyttede i eksil i Brasilien. I 1981 vendte familien inklusiv børnene Rita, Miguel og Tomás tilbage til Portugal, og de begyndte snart at opkøbe ejerandele fra de mange forskellige grene af familien, da ejerskabet som følge af de portugisiske arvelove var blevet spredt godt og grundigt.


I 1994 var Roquette-familien klar til at igangsætte en ny produktion af Douro-vin og portvin, ligesom de kunne sende den allerede flaskede Vintage 1978 på markedet. Siden da er børnene trådt til, ligesom etableringen af Douro Boys sammen med fire andre producenter i 2002 har været med til at cementere Quinta do Crasto som en af regionens bedste vinproducenter. Og ja, det er vin, der er mest i fokus, selvom Crasto producerer både Ruby Reserve, en altid glimrende LBV, Vintage og Colheita. De tørre tal siger faktisk, at det kun er 5 % af produktionen, som bruges til portvin. Netop med henblik på husets Dourovine købte de i 2000 landområder i Douro Superior.
Der var været flere winemakere inkluderet gennem årene. I nyere tid blev de første årgange lavet af australske David Baverstock og siden har den dygtige ønolog Susana Esteban været involveret. De senere mange år er det Manuel Lobo de Vasconcelos, som har siddet ved roret, assisteret af Cátia Barbeta og Tomás Roquette, som især tager vare på portvinene.


En anden indtægtskilde, som er kommet til, er turisme. Familien bor ikke selv på Crasto, men har dog planer om at etableret en privat bolig ved at restaurere en ruin oppe i vinmarkerne. Selve quintaen bliver i stedet brugt som besøgscenter, og med gæsteværelser i et anneks og den legendariske swimmingpool er quintaen et yndet sted for vinturister. Fornemt og velbesøgt, men stadig afslappet og på ingen måde overrendt. Jeg har selv besøgt Quinta do Crasto en del gange og altid følge mig meget velkommen. Læs f.eks. beretningen fra mit seneste besøg her.
Afslutningsvis skylder jeg lige at nævne, at de to jubilæumsvine, som blev lavet for et par år siden, var henholdsvis et specielt blend af de to enkeltmarksvine, Maria Teresa og Ponte, kaldet Honore Douro 2015 og så en gammel Tawny, Honore Very Old Tawny, baseret på druer fra fieldblend og lagret på kastanjefad i mere end et århundrede. Sidstnævnte er kun fremstillet i 400 eksemplarer og – ikke overraskende – i eksklusiv indpakning.


Bogen, hvorfra det meste at ovenstående er hentet er så afgjort værd at læse, hvis man som jeg er glad for Quinta do Crasto – både som et sted at besøge og på flaske. Det samme gælder, hvis man er interesseret i, hvordan en Douro-quintas historie udvikler sig gennem århundrede. Den er flot med fantastiske billeder, skrevet på såvel portugisisk som engelsk og dejligt at bladre i.

Caspar Matins Pereira: Quinta do Crasto. A Story that began a long time ago. Udgivet af quintaen selv i november 2018

søndag den 7. juni 2020

Vintage 2018 fra Symington Family Estates


Med en lang række brands i porteføljen er der selvfølgelig altid stor spænding, når Symington Family Estates offentliggør deres deklareringer på portvinsområdet. Vil der være tale om såkaldt klassisk Vintage eller Single Quinta Vintage? Hvor mange forskellige deklarerer de? Og hvor mange sender de på markedet her og nu?


Spændingen blev udløst næsten midtvejs inde i april, mens såvel Danmark som Portugal var lukket helt ned på grund af Corona-krisen. Her udsendte familien en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at der udelukkende blev tale om et Single Quinta år for deres vedkommende – i modsætning til de fire andre store aktører i branchen, Sogrape, Sogevinus, Porto Cruz og Fladgate Partnership, som helt eller delvist udsender klassisk Vintage. Man kan selvfølgelig diskutere det selvstændige brand Quinta do Vesuvios status, da druer herfra ikke indgår i nogle af familiens andre mærker. Selv lister Symingtons den ikke som Single Quinta Vintage, men det kan man sagtens kalde den, da der udelukkende bruges druer fra den 320 hektar store Quinta, der breder sig ud over flere højdedrag og har marker med forskellige soleksponeringer og i forskellige højder.
Rækken af deklareringer tæller følgende vine: Quinta do Vesuvio, Dow’s Quinta da Senhora da Ribeira, Graham´s Quinta dos Malvedos, Dow´s Quinta do Bomfim, Warre´s Quinta da Cavadinha og Cockburns Quinta dos Canais. Men det er kun de to førstnævnte, der sendes på markedet nu. De resterende fire forbliver i familiens kælder og frigives først, når de har fået lidt alder.


Derfor var det også ”kun” Quinta do Vesuvio og Dow’s Quinta da Senhora da Ribeira som var på programmet, da Symingtons forleden inviterede vinskribenter og importører fra hele verden til prøvesmagning over Zoom i selskab med Harry, Rupert and Rob Symington, hvoraf to tilhører den nye femte generation af familien, men Rubert er fjerde generation.
De to vine blev til gengæld suppleret af to ældre udgaver af samme, så vi i alt smagte fire vine.
- Vi har valgt to ældre fra 1998, da det var det første år, vi lavede Vintage fra Senhora da Ribeira efter vi overtog Quintaen. På den måde kan vi vise, hvordan vinene udvikler sig, fortalte Harry Symington, da han indledte smagningen.
Winemaker Charles Symington har givet 2018 en meget kort og præcis beskrivelse med ordene: ”A rollercoaster of a year”. Året startede med megen regn i foråret og på et tidspunkt også med haglbyger. Derefter fulgte hedebølge i vækstperioden, men heldigvis var der gode vandreservoirer at tære på. Resultatet var lavt udbytte med god kvalitet, men ikke overalt i Douro.
- 2018 har givet mindre kvantitet af fremragende kvalitet. Men kvaliteten var ikke konsistent på alle familiens vingårde, så derfor har vi ikke lavet fuld deklarering, som winemaker Charles Syminton forklarede ved lanceringen.
Eller som Rubert Symington udtrykte det kort og præcist, da han blev bedt om at sammenligne 2017 og 2018:
- 2018 har ikke samme stamina som 2017.
Med andre ord, kan vinene fra 2018 være udmærkede og dejlige med god aroma og florale noter fra touriga franca, som fremhæves af flere dette år, samt elegance og fin balanceret syre. Men på den lange bane har de ikke den samme ”livskraft” som 2017 og vil altså nok modne tidligere.
Der blev efterfølgende spurgt til om ikke kvaliteten til at lave Vintage er til stede oftere i dag end tidligere?
- I dag kan vi være langt mere præcise i blended med druer fra separate parceller, hvor kompleksiteten tidligere primært kom fra fieldblends. Derfor kan vi ramme standarten oftere, lød svaret.
Quinta do Vesuvio er blandt de mere legendariske quintaer i Douro. Dens historie kan føres tilbage til 1565 og den tilhørte i sin tid Dona Antonia Ferreira. I 1989 overtog Symingtons (købet var vist allerede foretaget året før) den noget ramponerede Quinta, hvorefter de gik i gang med nyplantning og restaurering. Ud over Vintage portvine produceres også et par glimrende rødvine. Og så er det endelig et af de steder, hvor traditionen med fodtrædning af druerne er bevaret. Adskillige danske portvinsentusiaster herunder undertegnede har da også været inviteret med i de gamle lagares iklædt de karakteristiske rødternede skjorter. Dette sker nu ikke kun for kvalitetens skyld eller for den PR det også giver.
- Det skyldes også, at Quintaen ligger så afsides, at høstarbejderne faktisk bor på stedet som i gamle dage. Derfor tilbyder vi dem muligheden for at tjene lidt mere ved at træde druerne om aftenen, lød det ved smagningen.


Fra den store og flotte Vesuvio er der udsigt over til Quinta da Senhora da Ribeira på den anden side af Douro. Druerne fra quintaen udgør sammen med dem fra Quinta do Bomfim hovedingrediensen i Dow´s Vintage, men selv om kvaliteten begge steder var høj nok til Single Quinta Vintage blev det altså ikke til en klassisk Vintage fra Dow´s, da der lige manglede det ekstra.
Begge quintaer ligger i Douro Superior, som er den varmeste og tørreste underregion og derfor også den del af Douro, som umiddelbart lider mest af klimaforandringer. Med sin beliggenhed på nordsiden og dermed med forholdsvis flere sydvendte marker er forandringen da også mærkbar på Quinta da Senhora da Ribeira. Derfor har man med tiden ændret lidt på sammensætningen af druesorter for at kompensere for det varmere klima.
- Vi er begyndt at bruge mere alicante bouchet, som giver friskhed, og sousão med høj syre. Det er to sorter som vi giver øget opmærksomhed, da de tilfører noget positivt, hvilket nok også skal ses i forhold til klimaudviklingen, fortalte Rubert Symington.

Nedenfor følger mine smagenoter. Vinene blev smagt ved online-smagningen på førstedagen og gensmagt dagen derpå.

Quinta do Vesuvio Vintage 2018 (fadprøve): Blend af touriga franca (fra Vale da Teja i 300-350 meters højde) fermenteret sammen med lidt alicante bouchet (fra Castelos vinmarken i 250-300 meters højde) samt touriga nacional (fra Raposa vinmarken i 350-400 meters højde) og sousão (fra den højeste del af Vale da Teja). Mørk rubin med lilla kant og skær, næsten uigennemsigtig, farver glasset. Floral med violer, jordbær, solbær, brombær, lidt kakao, kokos, esteve og andre krydderurter. Dejlig i munden, koncentreret med flot struktur, brombær, floral, pebret, medium kompleksitet, frisk og elegant og med markante, men integrerede tanniner, let krydret hale. Faktisk ganske lovende og med fint potentiale (93).

Dow’s Quinta da Senhora da Ribeira Vintage 2018 (fadprøve): Blend af touriga nacional (fra den højt beliggende og østvendte vinmark Vinha Grande) og touriga franca (fra den synvendte Pedreira-mark) samt sousão og alicante bouschet fermenteret sammen. Mørk rubin, lilla kant, farver glasset. Masser af frisk frugt især solbær, brombær, ribenasaft og jordbærgrød samt violer og godt med mynte. Frisk med høj syre og godt med mørke bær, frugtgrød, pebermynte, lidt lakrids, tør, pebret og med kraftige tanniner, som kommer i anden omgang. Fint balanceret og med pænt potentiale (92).


Efter de to fadprøver på Vintage 2018 bevægede vi os 20 år tilbage i tiden til Vintage 1998 – et år som ikke har den højeste rating, og hvor der ifølge Henrik Oldenburg kun var 16 deklareringer. Året fulgte da også lige i hælene på det bredt deklarerede 1997. Oldenburg bruger ord som ”pæn” og ”hæderlig” om kvaliteten. Axel Probst giver året 2 ud af 5 stjerner og kalder det et typisk Single Quinta år, hvor der mangler kompleksitet. Og endelig kan nævnes, at Richard Mayson giver året 3 stjerner, hvilket svarer til en god ”all-round vintage” baseret på et vanskeligt år, men så nævner han faktisk såvel Quinta do Vesuvio som Senhora da Ribeira som værende blandt årets bedste vine.

Quinta do Vesuvio Vintage 1998: Rubin til mørk teglrød, brun kant, medium intens. Syrnede kirsebær, jordbær og andre røde bær, blomme, krydderurter, kakao. Meget blød og elegant med jordbær, afdæmpet og behagelig pebret, bløde tanniner og krydret, måske ikke så kompleks men ganske delikat og med lang, lidt brændende hale. Dejlig moden nu med flot balance mellem frugt og syre, men også stadig med år foran sig (92).

Dow’s Quinta da Senhora da Ribeira Vintage 1998: Rubinrød, mørk med lidt lys kant. Lige efter åbning med lidt karklud i næsen, som heldigvis fortog sig, masser af solbær og brombær, lidt pebermynte og kaffe samt røgede undertoner. Kompakt med godt med frugt især solbær og andre mørke bær, men også jordbær, godt med syre, lidt marmeladepræg, let cremet, krydret hale, ok kompleksitet, på andendagen masser af tobak og røgede noter. Stadig med god kraft og pænt med tanniner, så har potentiale for yderlige udvikling (92).


Quinta do Vesuvio importeres af HJ Hansen/Vinspecialisten. Dow´s importeres af The Wine Company.

fredag den 29. maj 2020

Sogevinus Vintage 2018


Efter den såkaldte back-to-back deklarering med Vintage 2016 og Vintage 2017 havde de fleste portvinskendere spået, at 2018 ville blive et typisk Single Quinta år. Det er det også blevet et langt stykke hen ad vejen. Men ikke helt.


Meget kunne tyde på, at den gamle tradition med kun tre gange klassisk Vintage på et årti er fortid. I takt med, at winemakerne er blevet dygtigere og den teknik, der benyttes i marken og i kælderen, er blevet forbedret, synes traditionen efterhånden mest at have sin begrundelse i markedsmæssige og økonomiske betragtninger. Vi taler om klonselektion og nøjagtig registrering af mikroklimatiske forhold, så de rigtige druesorter plantes de rigtige steder og plukkes på det helt rigtige tidspunkt. Vi taler om separat vinifikation, temperaturstyring mv. Alt sammen med til at sikre brugbart materiale, så der kan produceres Vintage næsten hvert år. Men ikke hvert år. Alle ingredienser til det ønskede blend skal have den rigtige kvalitet, så hvis en Quinta i den ene ende af Douro leverer perfekt materiale, men den i den anden ikke gør, vil winemakeren sige fra. Endelig skal det ikke afvises, at konkurrencen fra de mange nye producenter og Quintaer, der stort set deklarerer hvert år, kan spille ind på de store huses ønske om at deklarere oftere end for årtier tilbage.
Som det var en overraskelse, at både 2016 og 2017 blev deklareret, er der huse, der har overrasket endnu en gang. Sogrape har meldt om klassisk deklarering, men sprang vel at mærke 2017 over. Taylor´s har deklareret klassisk Vintage, mens andre som spået har valgt Single Quintaer.
For Sogevinus-koncernens vedkommende blev det til halvt af hver. To klassiske Vintage fra Cálem og Barros og to Single Quinta Vintage i form af Kopkes Quinta de S. Luiz og Burmesters Quinta do Arnozelo.
”2018 var et specielt udfordrende år med ugunstige vejrforhold, hvilket resulterede i mindre udbytte, men dog af fremragende kvalitet. Generelt er Vintage 2018 kendetegnet ved deres friskhed, elegance og en fremragende balance mellem sødme og syreniveau”, udtaler winemaker Carlos Alves, som tilføjer at vinene fint repræsenterer de forskellige brands profiler.


Som den første af en række test af den nye Vintage 2018, har jeg prøvesmagt de fire vine fra Sogevinus. Alle vinene var fadprøver i 50 cl. flasker og blev smagt semiblindt den første dag og gensmagt dagen efter samt igen en tredje gang. Nedenfor følger nogle ord om høsten og vinen efterfulgt at min bedømmelse.



Burmester Quinta do Arnozelo Vintage 2018

Quintaen ligger i Douro Superior og var præget af en kold og tør vinter, fulgt af et meget vådt forår, som forsinkede væksten. Den varme sommer og gode vandreserver sikrede dog høsten.
Blend af touriga nacional fra nord-øst vendte marker i 280 meters højde og touriga franca fra østvendte marker i 200 meters højde. Førstnævnte leverer elegance og det aromatiske, franca giver koncentration og struktur. Antal flasker: 6.405.
Mørk rubin. Elegant næse med solbær, jordbær og hyldebær, lidt lukket i starten. God fylde i munden, frisk med solbær og andre mørke bær, lidt mynte, krydret og pebret, frugtsødme, men ellers tør med bløde tanniner og pebret eftersmag. En ganske delikat og elegant vin, dog ikke så kompleks, medium potentiale (89).

Kopke Quinta de S. Luiz Vintage 2018

Quintaen ligger i Cima Corgo på venstre bred af Douro, lige over for Quinta do Crasto. Året var kontrastfuldt. En tør og kold vinter, fulgt af meget regn, ja sågar hagl, i forår og forsommer og så endelig meget varme i august og september, hvor gennemsnitstemperaturen lå på hele 35,8 grader. Heldigvis var der vandreserver nok, så druerne ikke tørrede ud, og bladene beskyttede for solens bagen.


Der er tale om et blend af 50 % touriga nacional og 50 % vinhas velhas med mere end 80 år på bagen fra marker i 110 til 135 meters højde og primært med nord og nord-vest soleksponering. Antal flasker: 4.783.
Mørk rubin med kraftigt violet skær, næsten uigennemsigtig, farver glasset. Lidt lukket i næsen med solbær, brombær og lidt cassis, men også lidt friske urter og violer samt en smule ungdommeligt kærnemælkspræg, som dog aftog ved anden gennemsmagning. Dejlig og fyldig i munden med koncentreret struktur, masser af frisk frugt, mørke bær, cassis, krydret, fin syre samt pebret hale med pænt med tanniner. Faktisk ok og med fint potentiale (90).

Barros Vintage 2018

Klassisk Vintage fra huset, som blev grundlagt i 1913 og overtaget af Sogevinus i 2006. Produceret af druer fra Cima Corgo i et blend med 35 % touriga nacional, 30 % touriga franca, 30 % tinta roriz samt 5 % sousão. Antal flasker: 3.734
Mørk rubin, lilla kant, næste uigennemsigtig. Floral med frisk frugt, røde bær, violer, lidt jordbærgrød, måske lidt diskret. Blød og behagelig i munden, saftig, floral, godt krydret, bløde integrerede tanniner, en del frugtsødme og lidt mineralitet, lidt tendens til marmeladepræg med dog med godt med syre samt krydderier i halen. Faktisk et ok glas, som kan nydes allerede nu, men også lagres, (90).

Cálem Vintage 2018

Klassisk Vintage fra huset, som blev grundlagt i 1859 og overtaget af Sogevinus i 1998. Baseret på druer fra Douro Superior, men fra forskellige terroirs. Blend af touriga nacional (15 %), touriga franca (45 %), tinta roriz (30 %) og sousão (10 %). Antal flasker: 4435.
Mørk rubin, lilla kant, medium intens. Ekspressiv næse med blomster, solbær og lidt kakao og mørk chokolade. Fyldig og blød i munden, let cremet med god frisk frugt, især solbær, fin struktur, godt krydret, indsmigrende i første omgang, men derefter med godt med bløde tanniner og høj syre, meget tør og pebret eftersmag. En fin Vintage med pænt potentiale for udvikling (92).

Generelt er der tale om pæne og solide vine med god friskhed – mere til den elegante side end den robuste. Vil alle kunne udvikle sig, men vil umiddelbart spå Cálem til at have flest år foran sig og Burmester færrest. Cálem er måske et brand, som er lidt overset, men som jeg de senere år faktisk har fundet ganske glimrende på såvel Tawny- som Vintagesiden. Barros vil med Coops overtagelse af agenturet og dermed tydeligere tilstedeværelse i Danmark nok også være værd at følge, hvis man er til deres lidt mere søde stil. Selv om Kopke primært er et Tawny og Colheita hus har der været stigende kvalitet at hente på Vintage siden – ikke mindst med deres Vintage 2017. Quinta de S. Luiz er også ganske hæderlig som repræsentant for Single Quinta Vintage.

Burmester, Barros og Cálem importeres af Coop, Kopke af ViniPortugal.


onsdag den 20. maj 2020

100 ting fra portvinens verden


Historien om portvin kan fortælles på mange måder. Da Poças for et par år siden fejrede deres 100 års jubilæum, valgte de at gøre det med en flot bogudgivelse, der fortæller historien om portvin gennem 100 objekter, der på forskellige vis relaterer sig til portvin.


Opskriften er sådan set enkel og set før. Et flot foto af hvert objekt uden forstyrrende baggrund. Og så en kort tekst, der på glimrende vis fortæller om tingens anvendelse og betydning – og det gerne på en poetisk og lettere filosofisk måde samt etymologisk, hvilket vil sige med forklaringer på selve navnets betydning og oprindelse.
Som eksempel på metoden kan nævnes et gammelt håndsving, der blev brugt til at røre rundt i vinen i de store balseiros. På portugisisk hedder den en sarilho, hvilket faktisk i overført betydning også kan betyde noget problematisk. Udtrykket que sarilho kan f.eks. oversættes med ”hvor træls”! I portvinskælderen er der netop tale om en teknisk anordning, som løste et problem. Og sådan går teknik, ord og betegnelserne hånd i hånd gennem bogen.


Vi kommer langt omkring. Vi er i marken med beskærersaksen, sprøjten til Bordeaux-væske og kurvene til druerne. Vi er i kælderen med de forskellige fadtyper, druepressen og den såkaldte abekat, macaco - den træstav, som bruges til at presse ”hatten” ned, når druerne er i karret. Vi er også på bødkerens værksted og præsenteres for alle hans værktøjer, på kontoret med gamle stempler, pengeskab og regnskabsbøger, og vi følger vinens vej ud til forbrugeren med demijohns, portvinstang, proptrækker, reklameartikler, flasker, glas og sågar cigarer. Tilbehøret skal jo være i orden.
Nogle af tingene er rene kuriositeter, der fortæller små anekdoter som den gamle label med en sort kat, som grundlæggeren Manoel Poças satte i produktion, fordi han var overtroisk og en dag kom til at køre en kat ned. Et ark papir med gamle reklameslogans, som blev brugt til radiospots. En lille statue af statsmanden og portelskeren Winston Churchill eller en tønde, der var ombord de gamle Barcos Rabelos, men som blev brugt til opbevaring af fisk og ikke portvin.


Andre af de udvalgte ting er nok mest interessante for håndværkere eller historikere som det metalstativ, bødkeren kunne placere tønden på under arbejdet for blot at nævne et eksempel. Men tilsammen giver de et fint billede af den mangfoldighed af værktøjer, ekspertiser og håndværksmæssige kunnen, som på en eller anden vis har været brugt eller stadig indgår i fremstillingen af portvin. Vi får et fint kig tilbage i tiden til den gang, der vitterligt var tale om et håndværk, og så den mekanisering som fulgte med mekaniseringen og maskinernes indtog – hvad enten det er den røde Bedford-ladvogn, som kører plukkeholdet ud i marken og druerne retur, de første propmaskiner, den kendte røde Titan-druepresse i kælderen eller skrive- og regnemaskinen på kontoret. ”Tasting the Test of Time”, som bogens undertitel lyder.
Der er sket meget på 100 år – også langt mere end bogen fortæller. Men det er en herlig romantisk oplevelse at dvæle ved fortiden i selskab med Poças.


”100 Years 100 Objects. Tasting the test of Time” har tekst af Emílio Remelhe.

onsdag den 22. april 2020

Blackett – historien om en genfødsel


De nyere portvinsmærker, som de senere år har erobret de danske portvinsentusiasters hjerter og ganer, kan kategoriseres på flere måder. Nogle er gamle familieejede quintaer, som tidligere har leveret druer og most til de store etablerede producenter, men som nu står på egne ben. Andre er helt nye brands, hvor en investor f.eks. har købt og restaureret en gammel quinta eller opkøber druer fra mindre vinbønder. Og endelig er der de brands, som så at sige er genopstået – enten ved at blive relanceret af ejerne eller ved at nye investorer har opkøbt navnet.


Blandt de sidste hører Blackett – et mærke, som blev relanceret af selskabet Alchemy Wines i 2014, men har gamle aner. Som mange andre blev jeg selv introduceret for Blackett ved Portvinsmessen i Roskilde i 2017, hvor de debuterede i Danmark. Den gang var jeg ganske positiv over for deres Tawny-serie og skrev f.eks., at deres Tawny Reserve var ”ganske karakterfuld af en Reserve at være”, men fandt også at stilen var lidt vel til den søde side (læs omtalen her). Siden da har manager for Alchemy Wine, Pedro Carneiro, været flittig gæst ved portvinsfestivaler rundt om i landet, ligesom jeg har mødt ham en del gang under besøg i Portugal.   


”Når Alchemy Wines valgte at lade Blackett-navnet genopstå, var det for at markere tidens betydning. Portvin har overlevet og udviklet sig med tiden til glæde for de efterfølgende generationer. Blackett var et glemt navn fundet i portvinens historie, men også et eksempel på autenticitet,” fortæller Pedro Carneiro, som er økonomiuddannet og tidligere har arbejdet for Niepoort.
”Jeg er født i Angola, men kom til Portugal med mine forældre efter revolutionen i 1974. De besluttede sig for at bosætte sig midt i Vila Nova de Gaia, og her opdagede jeg duften fra portvinskældrene. Den genfandt jeg så i 2001, da jeg startede med at arbejde i økonomiafdelingen hos Niepoort”, erindrer Pedro.
Historien om Blackett går tilbage til 1800-tallet, hvor George Blackett fra Leeds slår sig ned i Porto som vinhandler. Det har han efter sigende så stor succes med, at firmaet på et tidspunkt er i Top 5, hvad angår størrelse.
Sådan lyder de sparsomme oplysninger fra Alchemy Wines, og søger man på internettet eller i diverse opslagsværker, er der ikke meget mere at tilføje. Et selskab med navnet Blackett & C. etableres i 1912 og registreres som portshipper i 1923, men indstillede aktiviteterne i 1941. Så selv om der er tale om en relancering af et historisk navn, kan man ikke beskylde ejerne for at snylte på et gyldent brand, da navnet inden overtagelsen så at sige var helt ukendt for de fleste.


I dag ejes Blackett altså af Alchemy Wines med Pedro Carneiro som partner. Ejerkredsen tæller også familien Sequeira Mesquita, der ejer Quinta de Brunheda og Quinta da Mata de Cima – de to quintaer, som forsyner selskabet med druer.
Familieejerskabet af Quinta de Brunheda kan spores helt tilbage til 1714. Den mere end 200 hektar store ejendom ligger ved landsbyen af sammen navn ved Tua-floden i baglandet bag Douro. Her er den placeret i dejlige naturomgivelser i Vale do Tua Regional Natural Park. Vinmarkerne udgør ca. 160 hektar og er klassificeret som A eller B. Der dyrkes traditionelle Douro-sorter fordelt på ca. 65 % røde druer og 35 % hvide.


Den 22 hektar store Quinta da Mata de Cima, som har været i familiens eje siden 1982, er placeret på sydsiden af Douro tæt ved den store Régua-dæmning og med Symington Family Estates Quinta do Sol og Quinta de Santa Eufémia som naboer.
Foruden dyrkning af vin og oliventræer tilbydes der også forskellige turismeaktiviteter med afsæt i quintaerne. Der produceres ikke kun portvin, men også bordvin under navne som Vale da Corça, Brunheda og Encostas do Tua.
Hvad portvin angår har Alchemy Wine valgt ikke at fokusere på ”entry level” portvin.
”Idéen har fra starten været at fokusere på special kategorierne baseret på et større lager af gamle portvinsfade – en investering som kan udvikles og tjene sig selv hjem med tiden,” fortæller Pedro Carneiro.
Porteføljen omfatter lige nu Extra Dry White og 10 års hvid port, Tawny Reserve, 10 års, 20 års og 30 års Tawny samt en såkaldt Very Old Tawny, der blev lanceret sidste år og endelig Vintage. Første Vintage blev lavet i debutåret 2013, siden er fulgt de to back-to-back deklareringer i 2016 og 2017.
”Vi har planer om også at lave 20 og 30 års hvid portvin. Samtidig har vi Colheitas liggende, som vi vil frigive, når vi finder, at tiden er inde. Endelig har vi mulighed for at lave andre helt gamle portvine i begrænsede mængder,” oplyser Pedro Carneiro.
Der er ikke lovmæssige krav til et bestemt gennemsnit, når der blendes fra forskellige årgange, men udelukkende et påbud om, at vinens karakter skal svare til aldersangivelsen. For at blive blåstemplet af portvinsinstituttet, IVDP, skal vinen dog gennemgå såvel tekniske og kemiske analyser som godkendes af et smagepanel. Viser analyserne eller konkluderer smagepanelet, at en 10 års ikke svarer til en 10 års, men er signifikant yngre vil den blive afvist.
Ældre må den derimod godt være – og det er netop, hvad vinene fra Blackett virker med deres noter af karamel og balsamico og meget koncentrerede konsistens, ligesom der ikke er megen frisk frugt at spore selv i deres Tawny Reserve – en kategori, der sammen med 10 års Tawny kan variere en del, hvad angår transformationen fra primær frugt til sekundære Tawny-noter.
”Blackett ønsker at fremstå som et top brand inden for Tawny med alder og vise forbrugerne, at ikke al Tawny smager ens. På grund af vores vinmarkers placering har vi mere friskhed og citrus aromaer, hvilket giver vinene en personlig stil. Og ja, det er korrekt, at gennemsnitsalderen er langt ældre end loven kræver,” forklarer Pedro Carneiro.
Og, ja. Deres gamle Tawny med alder har vakt rimelig begejstring rundt om. Blacketts 30 års Tawny fik f.eks. en flot andenplads ved The Vintage Port Clubs 30 års jubilæumssmagning sidste år og har tidligere fået førstepladsen ved en smagning af 20 og 30 års Tawny, hvor også den 10 år yngre udgave fik en flot placering. 

Min smagning af det meste af Blacketts portefølje, fandt sted over to dage for at give tid til evt. udvikling efter åbning. Her er mine noter.
Blackett Extra Dry White: Meget lys, ravfarvet. Sherry-agtig næse med blomster, honning, abrikos og marcipan. Frisk og meget tør med høj syre, abrikos og blomster, krydret, brænder en smule i munden. Fin som aperitif, til tapas eller i porttonic (87).
Blackett 10 års White: Orange, ravfarvet med lysere kant og flot skær. Fin bouquet, men ikke voldsom ekspressiv med lynghonning, abrikos og mandel. Dejlig og fyldig i munden, let cremet med mandel og abrikos, blød, en del sødme men balanceret med høj syre, god lang hale. En fin repræsentant for genren (90).


Blackett Tawny Reserve: Rødbrun, lys med rødlig kerne. Stadig med frugt i næsen, ribs, lidt syltede kirsebær, abrikos og lidt mandel. Pæn fyldig med godt med syre, abrikos og lidt røde bær og en smule citrus, lidt skarp og brændende hale (87).
Blackett 10 års Tawny: Flot orangebrun, lidt rødt skær ved kernen. Nødder, marcipan og lidt valnød og orangeskal. God syre og friskhed, elegant og med en solid bund af marcipan og nødder samt en smule frugtrest, lidt kokossødme, fint balanceret, lidt kort hale (89).
Blackett 20 års Tawny: Fin tawnybrun. Ekspressiv med valnød, mandel, figen, appelsinskal og en smule balsamico. Dejlig cremet og elegant med nødder, appelsinskal og måske lidt kokos, fyldig og delikat med fin balancerende syre. Et harmonisk og dejligt glas (93).
Blackett 30 års Tawny: Tawnybrun med orange kant og skær, måske lidt lysere end 20 års. Appelsinskal, vanilje, valnød og rosiner i næsen. Intens i munden med nødder, tørrede frugter, abrikos, akaciehonning, appelsinskal, karamel og syrlig balsamico, sød, men med høj syre. Velsmagende og kompleks, men også meget kompakt og måske lidt svulstig (94).


Blackett Very Old Port: Blend af tinta roriz, tinta amarela, touriga nacional m.fl. Mørk tawnybrun med grønligt skær i kanten. Intens næse med brun farin, balsamico, brændte svesker og appelsinskal. Kraftig, koncentreret og intens med høj syre der matcher sødmen, kompleks med tørrede frugter, svesker, valnød, farin og balsamico, spændende og med lang flot eftersmag. Ren slik, dyb og dejlig, men også ”mættende” i næse og mund (95).


Blackett Vintage 2013: Blend af touriga nacional, tinta roriz, tinta barroca og touriga franca. Mørk rubin, uigennemsigtig og med lilla kant. Masser af solbær, brombær, eukalyptus og lidt kaffenoter. I munden kommer den i to tempi. Først ganske fin og elegant med mørke bær som solbær, brombær, lidt frisk krydderurt og pænt krydret, derefter med peber samt kraftige og lidt rå tanniner som overdøver, slutter med tør, lang hale. Har brug for tid (90).


I anden forbindelse har jeg smagt Vintage 2016 og 2017, som fik følgende kortfattede noter med på vejen:
Blackett Vintage 2016: Mørk, næsten uigennemsigtig med lilla kant. Hyldebær og cassis i næsen, masser af frisk frugt, noget rå tanniner som bider. Brug for tid (smagt ved Port Wine Day den 7. september 2018 i Porto).
Blackett Vintage 2017: Mørk rubin, næsten sort, tæt og uigennemsigtig med lilla kant. Kraftig duft af frisk frugt og solbær, men også grønne og mere friske noter som mynte. Masser af frugt, solbær, hyldebær og brombær, fyldig krop, pebret samt kraftige, men ikke skarpe tanniner. Fint potentiale og en værdig repræsentant for den gode årgang (92) (smagt ved Port Wine Day i Porto den 10. september 2019 og igen ved IVDP Master Class i Odense den 1. november 2019).



Blackett importeres af Selmer Vin.