tirsdag den 22. september 2020

Quinta das Bágeiras i Bairrada

Omtalte vine er sponseret af importøren

 

Hvad er den bedste vinregion i Portugal? Douro, Alentejo, Lisboa, Vinho Verde eller Dão?

Det spørgsmål hverken kan eller vil jeg besvare. Der er flere fremragende regioner med hver deres styrker, og der sker hele tiden en spændende udvikling, hvor hidtil oversete regioner forbedrer kvaliteten. Alentejo har måske den bredeste appel, Dão leverer elegance, Douro styrke og kompleksitet, Vinho Verde friskhed og sprødhed etc.

Og så er der Bairrada, som for alvor er begyndt at vinde mit hjerte. For det første fordi jeg hører til dem, der er vilde med den omdiskuterede druesort Baga. For det andet, fordi der findes en række meget dygtige og dedikerede producenter i regionen. Og for det tredje fordi der foruden rødvine på Baga også laves udmærkede hvidvine og mousserende vine i den lille region, tæt ved kysten syd for Porto mellem byerne Coimbra og Aveiro.




I forbindelse med en artikel i augustudgaven af vinbladet Din Vinguide lavede jeg interview med nogle af producenterne og prøvesmagte en del vine. Der blev ikke plads til alle noter i bladet, så i de kommende uger vil jeg her på bloggen præsentere nogle udmærkede vinmagere fra Bairrada og bringer noter på deres vine.

Baga er en druesort, der deler vandene. Nogle elsker den tykskallede drue – andre hader den, da den kan give rustikke, tanninfyldte og astringente vine, som har brug for mange års lagring for at kunne drikkes. Men i hænderne på kyndige vinfolk giver den også dejlige, syreholdige, kraftige eller elegante vine, som både kan drikkes på kortere sigt og stadig gemmes længe. Som sort kan Baga sammenlignes lidt med Nebbiolo, ligesom der er visse ligheder mellem vine på Baga og Barolo.




For årtier siden var Baga truet af udryddelse, da den var besværlig, og mange i stedet begyndte at plante internationale sorter eller andre portugisiske sorter. Men en gruppe producenter holdt heldigvis stædigt ved, og på initiativ af Filipa Pato og Mário Sérgio Alves Nuno fra Quinta das Bágeiras blev Baga Friends dannet i 2010.

”Vi dannede Baga Friends, fordi Baga er en besværlig druesort, som der skal arbejdes meget med i vinmarken. Mange producenter var begyndt at plante andre sorter. Målet var at promovere Baga, og det giver bedre resultat, når vi arbejder samme om det,” fortæller Mário Sérgio Alves Nuno og fortsætter:

”Arbejdet, som Baga Friends har gjort, har været signifikant. I dag er Baga anerkendt af forbrugerne, og alle i regionen er begyndt at forsvare druesorten. Men der er stadig lang vej igen. Baga Friends var en katalysator, som fik regionen til at tænke anderledes.”

Klimaet i Bairrada er forholdsvis køligt og med stor påvirkning fra Atlanterhavet. Dertil kommer regionens særlige terroir.

”Bairrada er især kendetegnet ved kalk og ler. Det veksler meget, så derfor er det svært af have store parceller. Vi foretrækker skråningerne til Baga, da det giver en god soleksponering,” forklarer Mário Sérgio.




Som det også er tilfældet i Piemonte med Barolo, tales der i Bairrada om traditionalister og modernister, men også her er det oftest ikke et enten eller, da en del teknikker i vinmarken og kælderen bruges af alle i større eller mindre grad. Men skal man sætte en etikette på Quinta das Bágeiras vil det nok være traditionalisme.

”Vi producerer vin på den mere gammeldags måde med minimal indgriben. Vi høster med hånden, som min farfar gjorde det, afstilker og filtrerer ikke og bruger kun naturgær, ligesom vi ikke bruger nye træfade til lagring. Vi er altså minimalister. Vine produceret på mere moderne vis er mere sprudlende aromatisk, lettere at drikke, men har nok også mindre lagringspotentiale,” forklarer Mário Sérgio.

Da regionen er ret lille (ca. 110.000 hektarer), vil der aldrig blive tale om storproduktion, slutter Mário Sérgio.

”Bairrada er en niche-region på grund af størrelsen. Derfor skal vi lave vine med karakter, som udtrykker regionens terroir.”

 

Jeg har smagt følgende vine fra Quinta das Bágeiras:

Espumante Branco Bruto Natural 2017: Lys, gulgrøn, behersket med bobler. Aromatisk med duft med asparges, æbler, vegetale noter, gær og brødkrummer. Behagelig tekstur med god fylde og syre, citrus og grøn pære, meget tør, fin balance og dejlig lang eftersmag (90).

Espumante Rosé Bruto Natural 2017: Laksefarvet, diskrete bobler. Lidt diskret i næsen med jordbær og hindbær. Frisk med høj syre, fin smag med ren frugt, røde bær, lidt brødkrummer, tør, let prikkende hale. Velavet, men ikke så kompleks (88).



Reserva Branco 2017: Lys gulgrøn. Citrus, grøn pære og måske lidt ananas i næsen. God fylde i munden med citrus, ren frugt og balancerende syre, rund og frisk, medium hale. Solid og ukompliceret madvin (88).

Garrafeira Branco 2017: Gulgrøn med grøn kant. Lidt afdæmpet i næsen, citrus. Flot krop og tekstur, moden frugt, rød grape, melon, god syre og balance, dejlig kompleks (92).

Pai Abel Branco 2017: Gulgrøn, klar. Dejlig aromatisk næse med pære, citrus, blomster, lyceefrugt. Flot tekstur, fyldig med også med elegance, lidt smørnoter og fad, frugtsødme, men tør. Dejligt balanceret og harmonisk, smager helt klar af mere (93).



Garrafeira Tinto 2015: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Modne kirsebær, solbær, blomme, krydret, lidt chorizopølse, friske urter som timian og mynte, høj syre, pænt med bløde tanniner, tørre tanniner i halen. Kan drikkes nu, men med stort gemmepotential (94).

Avô Fausto Tinto 2016: Mørk violet. Aromatisk og elegant næse med moden frugt, brombær, modne kirsebær, let krydret og lidt jordnoter. Dejligt med bær, elegant, flot balance, fløjlsbløde tanniner. Drikkeklar her og nu, men kan også gemmes (94).



 Quinta das Bágeiras importeres af Vinho

fredag den 14. august 2020

Gammel portvin på flaske og spray

Omtalte vine er sponseret af producenten.

Quinta da Boeira – eller blot Boeira, som de også markedsfører sig under – er blandt de nye spillere i portvinsbranchen. Registreret som portvinsproducent så sent som i 2017, men med et længere tilløb, idet selskabet etablerede sig i 1999, hvor de købte selve Quintaen midt i Gaia.

Men rødderne er endnu ældre, ligesom Boeira også sender gamle portvine på markedet. Porteføljen omfatter Vintage og LBV, hvid portvin, hele rækken af Tawny med alder samt forskellige Colheitas og en Very Old Tawny, idet de har opkøbt gamle fade rundt omkring på vingårdene i Douro.

Deres 40 års Tawny har hidtil ikke været sendt ud i butikkerne herhjemme. Det bliver den nu, og i den forbindelse sendte Boeira en flaske til test. Vinen blev smagt over to dage godt afkølet, men fik tid til at temperere i glasset.

 


40 års Tawny: Blend af Touriga Nacional, Touriga Francesa, Tinto Francesa, Tinto Cão, Tinta Roriz m.fl. Orangebrun med rødlige toner og flot skær, klar. Hasselnødder, marcipan, karamel, valnød, lidt appelsinskal og tørrede abrikoser. Let og blød i munden, forholdsvis elegant med ok kompleksitet, nødder, honning, tørrede frugter og en smule balsamico, mindre sød end andre vine fra huset og fint balanceret med syre og friskhed. Delikat men ikke helt med typisk 40 års tyngde og intensitet i stilen, lang hale (92).

 


Foruden denne 40 års Tawny har jeg også prøvet en lille, men glimrende gimmick fra Quinta da Boeira i form af mere end 100 års Colheita på spray! Ja, du læste rigtigt. En lille flaske med 100 mm med label, hvor et romersk C omkranser en tegning af quintaen, og med indbygget sprayfunktion, som vi kender det fra parfumeafdelingen. Ikke til ansigtet eller under armene, men direkte i munden. Et lille pift giver ikke meget. Der skal en del flere til. Men heldigvis synker det kun langsomt i flasken, selv om man er flere, der prøver.

Og det sidste er faktisk pointen. For nej. Man smager ikke vinen på samme måde, som hvis man får skænket et ordentligt glas. En normal smagning kan jo inddeles i fire faser. Først synsindtryk, derefter duften, så selve smagningen og endelig helhedskonklusionen. Flasken er gennemsigtig, så det første kan opleves, men dog ikke som i et glas, hvor intensiteten er tydeligere. Derefter springer man direkte til smagen, og selv om den største del af det, man smager, faktisk hidrører fra lugtesansen, vil det aldrig være det samme som at dyppe næsen langt ned i glasset. Og af samme grund kniber det også med at kunne danne sig et ordentligt helhedsindtryk.

Men man får en klar fornemmelse af vinen, dens karakter og stil og ikke mindst dens alder. Figner, balsamico, farin, tørrede frugter og valnød. Ok syre. Samtidig muliggør sprayidéen som nævnt, at langt flere kan få dette indtryk, hvis man delagtiggør venner og bekendte, som måske aldrig vil komme i nærheden af en portvin fra 1917. Og som derved kan få øjnene op for kvaliteten ved gammel portvin. Derfor vil den også være brugbar ved messer eller smagninger, hvor priserne på gammel portvin gør det svært at skænke bredt ud, men hvor en lille flaske med mange pift kan strække langt.



Så stor ros for idéen, andre producenter af Very Old Tawny godt kunne lade sig inspirere af. Der er fremstillet 1.000 eksemplarer af sprayen, men heldigvis har jeg smagt vinen et par gange på almindelig vis, så noter har jeg i forvejen.

Vinen er i øvrigt baseret på et fad, som har tilhørt familien Strecht Monteiro, men hvor de nødvendige papirer for at blive godkendt som Colheita mangler. Men der skulle altså være tale om årgang 1917, og IVDP har da også godkendt den som Very Old Tawny. The same old story som så mange andre i genren.

Læs også om Quinta da Boeira Vintage 2018 og smagenoter på ovennævnte Very Old Tawny i min artikel i Vinbladet

Quinta da Boeira importeres af ViniPortugal

onsdag den 5. august 2020

WOW – ny attraktion i Porto er åbnet

Yngre med interesse for computerspil vil forbinde forkortelsen WOW med World of Warcraft. Men nu har de tre bogstaver også fået en anden betydning. W for World. O for of. W for Wine.


World of Wine er navnet på The Fladgate Partnerships helt nye og 300.000 m2 store satsning i Vila Nova de Gaia overfor Porto. Stedet er netop åbnet efter flere års byggeri, men desværre i Corona-krisens skygge, få dage efter Portugal kom med på listen over lande uden restriktioner. Jeg havde selv planlagt at besøge stedet inden åbningen, men det må så blive under næste tur til Porto. Men her følger lidt om, hvad man kan se frem til.

I modsætning til de fleste andre besøgscentre i Gaia har World of Wine ikke kun fokus på portvin, men på portugisisk vin i almindelighed og dermed altså også vine fra andre regioner end Douro. WOW byder på forskellige museer, udstillinger, restauranter og vinbarer – lidt i stil med Cité du Vin i Bordeaux, som givet har været en inspirationskilde til projektet.

Lad mig kort omtale nogle af attraktionerne:

Wine Experience fortæller om klimaforhold, terroir og druesorter i Portugals forskellige regioner så som Dão, Bairrada, Vinho Verde, Alentejo, Setúbal og Lisboa for nu at nævne de mest kendte samt ikke at forglemme øerne Madeira og Azorerne. Der er også fokus på fremstillingsmetoder, og gæster vil få mulighed for at bruge deres egne sanser.

Udstillingen Planet Cork er udviklet i samarbejde med den store korkproducent Amorim. Her kan man selvfølgelig lære om korkpropper, men også om de mange andre anvendelsesmuligheder for dette unikke og miljøvenlige naturprodukt (læs mere herom i min omtale af The Cork Book).


Porto Region Across the Ages fortæller om byens historie og kulturhistorie, mens Porto Fashion & Fabric Museum omhandler mode, design og byens tekstilindustri, og The Chocolate Story beskriver chokolade i alle dens facetter.

Endelig bør nævnes The Bridge Collection, som er administrerende direktør for såvel Fladgates som WOW, Adrian Bridges, samling af glas. Samlingen omfatter mere end 1.000 forskellige effekter, spændende fra 7.000 år før Kristus fødsel og frem.


Altså vidt forskellige udstillinger, men dog med en rød tråd relateret til Porto, vin og portvin. Chokolade kan jo nydes til portvin, som drikkes af et glas!

WOW byder også på en vinskole, hvor der kan tages kortere eller længere kurser og uddannelsesforløb – de længere i samarbejdet med Wine & Spirit Education Trust (WSET). Endvidere vil der være et galleri med skiftende kunstudstillinger.

På det centrale torv i WOW er der forskellige caféer, restauranter og vinbaren Angel´s Share - opkaldt efter den andel af portvin og vin, der siges at fordampe til englene, når vinen lagrer på fade, som vi kender det fra Gaias portvinshuse. 

Da planerne om WOW i sin tid blev lanceret, mødte de også modstand. Ville byggeriet skæmme gode gamle Gaia? Og hvordan med infrastrukturen i Gaia, når et så stort sted åbner? Hvordan med adgangen trafikmæssigt, og vil stedet sluge turister fra de andre selskabers lodges og restauranterne i Gaia?

Det sidste er for tidligt at sige noget om. Ses bort fra under Corona-krisen har turiststrømmen i Porto været stigende år for år, så plads til flere steder er der givet. Men med seks nye museer og ni restauranter, barer og caféer og et deraf følgende behov for et stort antal besøgende for at økonomien balancerer, er der ikke noget at sige til, at andre måske er bekymrede. For et par år siden åbnede Real Companhia Velha f.eks. et portvinsmuseum med restaurant og vinbar, Enoteca 17•56, ikke så langt derfra. Vil de få færre besøgende med det nye tiltag?

Med hensyn til udseende, har jeg som nævnt endnu ikke været på besøg. Men mit indtryk efter at have set planer og fotos – samt ved at studere byggeriet på afstand under mit seneste besøg i februar måned – er, at det er blevet langt bedre, end man kunne have frygtet. Det er det internationale arkitektfirma Broadway Malyan, som har stået for omdannelsen, og der er hovedsageligt tale om nyrenoverede gamle varehuse, så stilen fra Gaia er nogenlunde intakt.


Jeg var også skeptisk, da planerne blev offentliggjort. Men jeg må også indrømme, at jeg glæder mig til at besøge World of Wine, som ligger i Rua do Choupelo lige nedenfor en anden stor Fladgate investering, luksushotellet The Yeatman, og med Offley som nabo.


onsdag den 29. juli 2020

Et par portvine fra fad


Omtalte vine er sponseret af importøren

I en af forsendelserne med fadprøver på Vintage 2018 fulgte også et par flasker fadlagret portvin fra to forskellige producenter og af forskellig alder og kvalitet. Der var tale om Menéres Tawny Reserve og Presidential Colheita 1995, som importøren gerne ville have til test.


Producenterne er henholdsvis Barão de Vilar og C. da Silva, som også står bag Dalva og i øvrigt er i samme koncern som store Gran Cruz. Menéres vil jeg tillade mig at betegne som brødrene van Zellers lavprismærke set i forhold til f.eks. Maynard´s og Palmer (se min omtale af deres vintage 2018 her). Menéres har tidligere især været lanceret på det amerikanske marked, men de senere år også i Danmark, og som vanligt henviser navnet til en historisk person fundet i van Zeller familiens stamtræ. Bag på flasken henvises således til kærligheden mellem Arnaldo Menéres og D. Maria Rita Henckell, som ifølge google var datter af Ignaz Anton António Henckell og Ana Doroteia Dorothea Kopke. Og dermed er en ring sluttet, idet firmanavnet, Barão de Vilar, netop henviser til Cristiano Nicolau Kopke, som blev udnævnt til baron i 1836.
Blandt danske portvinsentusiaster har det flere gange været diskuteret, om der er forskel på Dalva og Presidential? Eller om de er identiske, men blot sælges under to navne? Hvad angår Vintage smagte jeg sidste år i Porto begge udgaver af Vintage 2017 sammen med Elsa Couto, og her var forskellen tydelig (læs mine noter her). Elsa forklarede, at Presidential primært er tiltænkt det amerikanske marked og derfor lidt mere ”solmoden” i stilen – eller med mere marmeladepræg kunne man sige. Men gælder det så også for Colheitas?
På min forespørgsel herom oplyser Elsa Couto, at der er forskel på de to brands – også hvad angår Colheita.
”Presidential er et mere traditionelt brand sammenlignet med Dalva. Det afsløres allerede på selve flasken, ved Dalvas Dry Whites og en ”lettere” stil. Vinene fra Presidential er mere rustikke i deres smag og i koncentrationen”, fortæller hun.


Hvor forskellen i stilen ved Vintage allerede sker med valget af druesorter, fremkommer forskellen ved Tawny og Colheita i og med, at de forskellige fade udvikler sig forskelligt med tiden, hvorefter de udvælges og blendes, så de matcher stilen, forklarer hun desuden.
Så ifølge Elsa Couto er Dalva og Presidential altså ikke identiske – hverken på Vintage eller Colheita-siden.
Men tilbage til de to vine. Menéres er lagret ca. 6 år inden aftapning, hvorfor der er hele 19 års forskel i fadlagring på de to vine, hvilket selvsagt betyder en del for portvin. For at modvirke min forudindtagethed blev vinene derfor i første omgang smagt blindt, men det kunne jeg have sparet mig. Allerede farveforskellen afslørede aldersforskellen, ligesom kvalitetsforskellen var meget tydelig i både duft og smag.

Her følger mine noter:


Menéres Tawny Reserve: Fin tawnybrun med røde nuancer, klar. Brændte figner, hasselnødder, kirsebær, valnød og lidt mørk chokolade. Lidt rest af bær, men primært med fadnoter som nødder, appelsinskal og tørrede frugter, medium fylde, ok balancerende syre, let brændende eftersmag. Enkel og ligefrem uden de store nuancer, men lige en tand bedre end basis Tawny (83).


Presidential Colheita 1995 (tappet i 2020): Gylden ravfarvet med orange skær, klar. Tørrede abrikoser, appelsinskal, kamille, honning, lidt sprittet og med duft af møbelpolish lige efter åbning. Blød og cremet i munden med abrikos, mandler og honning, elegant, tør og med dejlig lang og nuanceret eftersmag. Et fint glas, som dog vil have gavn af dekantering eller i al fald luft, inden den drikkes (91/92).

Jo, der var stor forskel på de to vine. Men slægtskabet med de øvrige brands fra producenterne er nu tydeligt nok. Og uden at have lavet parallelsmagning, vil jeg mene, at der ikke er langt fra Dalva til Presidential.

Menéres og Presidential importeres af Vinimondo

søndag den 26. juli 2020

Boeira Vintage 2018

Omtalte vin er sponseret af producenten

Navnet Quinta da Boeira kan nemt give anledning til misforståelser. For Quintaen ligger ikke i Douro, men midt i Vila Nova de Gaia, oppe på den anden side af jernbanen. Betegnelsen Quinta bruges ikke alene for vingårde, men også for andre typer af landejendomme, hvoraf mange siden er blevet omsluttet af større byer.


Quinta da Boeiras historie går tilbage til starten af 1800-tallet, hvor huset blev bygget af brasilianeren Manuel da Rocha Romariz, som i 1850 grundlagde et firma, der eksporterede portvin, og som senere blev til Romariz Vinhos. I 1960 blev Romariz overtaget af Guimaraens, og brandet ejes i dag af The Fladgate Partnership.


Quintaen blev liggende i Gaia og blev i 1999 købt af 10 venner med det formål at gøre den til centrum for kultur, turisme, vin og portvin. I januar 2017 blev Quinta de Boeira registreret som portvinsproducent, og der blev indrettet et fint besøgscenter på Quintaen. Siden er også fulgt et femstjernet hotel i haven bag den gamle bygning.
I første omgang blev der udsendt Tawny med alder og Colheitas baseret på gamle fade indkøbt rundt om i Dourodalen, og siden fulgte også en Very Old Tawny, som er kommet i flere aftapninger (se f.eks. mine noter her), samt LBV og Vintage.
Quinta da Boeira har deklareret Vintage i årene 2013 (først frigivet senere), 2015, 2016, men sprang 2017 over. Alle sammen blot navngivet Boeira, da der jo netop ikke er tale om portvin lavet af druer fra selve ejendommen. Med 2018 er de klar igen med en Vintage baseret på druer fra Douro Superior, nærmere bestemt fra Vale da Teja og Foz Côa. Winemaker er Helene Teixeira, som ses på billedet sammen med to af initiativtagerne, Carlos Pinto Ribeiro og primus motor Albino Jorge, der er tidligere direktør for Romaríz.


Jeg fik tilsendt en fadprøve og smagte den over et par dage – første dag blindt sammen med et par andre flasker.

Boeira Vintage 2018 (fadprøve): Blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinto Cão. Mørk rubin, tæt, lilla kant, farver glasset. Masser af ungdommelig frugt, kirsebær, jordbær, blomme, lidt kogt frugtgrød, eukalyptus, kakao og mørk chokolade. Masser af frisk frugt, jordbær, eukalyptus, lidt kaffenoter, fin syre og pænt med tanniner, ok balance, bidder lidt, lang pebret hale med godt med tørre tanniner. En fint drikkelig, men ikke så kompleks vin med ok potentiale (89).

Quinta da Boeira importeres af ViniPortugal

torsdag den 16. juli 2020

To gange Vintage fra Alvaro van Zeller



Omtalte vine er sponseret af importøren.

Kære bart har mange navne, fristes man til at skrive. Da brødrene Fernando og Álvaro van Zeller i 1998 etablerede sig som portvinsproducenter under navnet Barão de Vilar, var det nok ikke planen, at de godt 20 år senere skulle have adskillige brands i deres portefølje. Og som van Zeller navnet har gamle aner – familien flyttede til Portugal fra Holland i starten af 1700-tallet og har siden være knyttet til adskillige portvinsfirmaer, ikke mindst Quinta do Noval – har de også gravet dybt i historien, når de skulle navngive deres portvine.
Titlen som Barão de Vilar blev således givet til en af forfædrene, Cristiano Nicolau Kopke, af Dronning Maria 2. i 1836 – og dermed er også familierelationen til et andet gammelt portvinshus nævnt. En anden familieforfader var Walter Maynard, som i 2010 lagde navn til Maynard´s, der i første omgang blev lanceret for at imødekomme de engelsktalende lande, som kunne have svært ved at udtale den portugisiske barons navn.
I 2017 lancerede de så endnu et brand, Palmer, opkaldt efter Samuel Palmer, som i 1685 købte ejendommen Casa de Melladas, og ligeledes er en del af slægten. Álvaro van Zeller fortalte mig ved lanceringen, at han regner Palmer for deres topbrand, både når det gælder gammel fadlagret portvin og Vintage (læs min omtale her).
Foruden disse tre portvinsmærker ejer Barão de Vilar også det gamle brand Feuerheerd samt Menéres, der vel kan betegnes som deres ”lavprismærke”, ligesom de lægger produktionsfaciliteter til andre mærker.
Jo, det er ikke altid nemt at følge med, når det gælder de driftige brødre, ligesom alle, der har nydt godt af Álvaros gæstfrihed i kælderen, sikkert har haft svært ved at følge med, når det gælder udskænkning af spændende flaske- eller fadprøver.


Álvaro van Zeller er en sand masterblender, som f.eks. to gange har stået for at blende jubilæumsvin til The Vintage Port Club – først i form af en hvid Colheita fra 1989 i Barão de Vilars navn og siden med en 30 års Tawny fra Andresen, hvor han også fungerer som winemaker og masterblender.
Men selv om Colheita og Tawny nok er firmaets største styrke, skal man ikke underkende deres LBV og Vintage, som ofte giver god kvalitet for pengene. Der udsendes Vintage fra Barão de Vilar, Palmer og Maynard´s – sidstnævnte også i en økologisk udgave.
I 2018, som jo er seneste deklarerede årgang, har de (så vidt jeg ved) kun udsendt Maynard´s og Palmer. Høstrapporten fra Álvaro van Zeller taler om ustabilt vejr, hvor en kold og tør vinter blev afløst af et regnfuldt forår. Så året tegnede sig ikke så godt, men et par måneder med høje temperaturen og tørt vejr lige inden høsten samt godt vejr under selve høsten resulterede i høj druekvalitet.


Jeg har været så heldig at få et par fadprøver tilsendt af begge. Vinene blev smagt over et par dage – første gang blindt sammen med en tredje Vintage. Her følger mine noter:

Maynard´s Vintage 2018 (fadprøve)

Blend af touriga franca, touriga nacional, tinto cão og små parceller med Vinhas Velhas. Mørk rubin, næsten uigennemsigtig, lilla kant. Lidt rustik næse i første omgang, efter lidt tid mere elegant med ribs, blommer, brombær, andre mørke bær og balsamico, lidt røget og krydret. Fin og let cremet i munden med godt med frisk frugt, mørke bær, friske krydderurter, høj syre, kraftige integrerede tanniner, lidt sødme, men med tørre tanniner i enden, fint potentiale på mellemlangt sigt (91).


Palmer Vintage 2018 (fadprøve)

Blend af touriga franca, touriga nacional, tinto cão og små parceller med Vinhas Velhas. Mørk rubin, tæt, uigennemsigtig, lys lilla kant. Frisk og elegant duft med brombær, lidt hyldebær og røde bær, floral med lavendel og esteve samt lidt kakao. I første omgang blød og elegant i munden med mørke kirsebær, brombær, peber og krydderier, derefter potent med godt med frugt, høj syre, masser af peber og godt med bløde tanniner, tør lang hale med et syresvip og tørre tanniner. Fint potentiale på mellemlang sigt (92).



Palmer og Maynard´s importeres af Vinimondo.

torsdag den 9. juli 2020

Bom Retiro Vintage 2018


Omtalte vin er sponseret af producenten

Ramos Pinto var blandt de første portvinsproducenter, som tidligere i år offentliggjorde deres deklarationer for 2018. Huset deklarerede i 2015, sprang 2016 over og var så klar igen i 2017, hvor de udsendte såvel klassisk Vintage som Single Quinta Vintage fra Quinta de Ervamoira i Douro Superior.
I 2018 blev det til en Single Quinta fra Bom Retiro – den anden af husets fire quintaer, som lægger navn til såvel Single Quinta Vintage som Tawny med alder, idet husets 10 og 20 års Tawny er navngivet efter henholdsvis Ervamoira og Bom Retiro.


Jeg fik sendt en fadprøve op, men først lidt om Quinta do Bom Retiro og høsten.
I museet hos Ramos Pinto i Vila Nova de Gaia kan man blandt mange andre kunstværker og udsmykninger se et par store azulejos-billeder af en faun ridende på et æsel og af nøgne nymfer. De samme store paneler hænger på Quinta do Bom Retiro over Quintaens lagar, som stadig bruges til fodtrædning af druer, f.eks. den nye Vintage 2018.


Quintaen ligger i Cima Corgo, nærmere bestemt i Torto-dalen på sydsiden af Douro, og kan dateres tilbage til 1700-tallet. Den blev inkluderet i demarkeringen i 1789 og blev overtaget af Ramos Pinto i 1919. Bom Retiro kan oversættes som ”et godt sted at trække sig tilbage” og blev da også indrettet skønt med haveanlæg og Douro-dalens første swimmingpool. Rygterne fortæller, at levemanden Andriano Ramos-Pinto fornøjede sig på quintaen med smukke kvinder fra Paris. Hvem ved, måske har nogle af dem stået model til de nøgne nymfer.


Ejendommen er på 110 hektar, hvoraf 62 er vinmarker, plantet i 110 til 400 meters højde og med en gennemsnitsalder på ca. 40 år. Quintaen indgik i sin tid i de eksperimenter med sorter og plantemetoder, som José António Ramos Pinto Rosas og daværende winemaker João Nicolau de Almeida foretog sidst i 70´erne og starten af 80´erne. Det var således på Quinta do Bom Retiro, at de første patamares blev anlagt, ligesom der blev etableret vertikal plantning, også kaldet ao alto.
Ramos Pinto har jævnligt udsendt Single Quinta Vintage fra Bom Retiro. I deres kælder i Gaia ligger bl.a. flasker fra Bom Retiro fra 1931 og 1922, men der findes også endnu ældre vine fra ejendommen. I et gammelt katalog fra 1888 fra auktionsfirmaet Christies optræder således en Cockburn´s Bom Retiro flasket i 1849, mens andre er udsendt i Feuerheerds navn. Den seneste fra Ramos Pinto er fra 2014 og nu følger altså 2018.
”2018 var et af de mest udfordrende år for dyrkning af vin, men vinen er med ekstraordinær frugt,” fortæller Master Blender Ana Rosas og uddyber:
”Det var en tør og kold vinter på Quinta do Bom Retiro med meget lidt nedbør registreret. Byger i foråret var intense og gav rigeligt nedbør og blev fulgt at kølige temperaturer. Dette forsinkede høsten og forhindrede også arbejdet i marken, hvilket var en stor udfordring. August og september, som er afgørende for druernes modning, var tørre og varme, så druerne alligevel opnåede fuld modning ved høsten.”


Terroiret og klimaet ved Bom Retiro giver forholdsvis friske og elegante vine. Eller som administrerede direktør for Ramos Pinto, Jorge Rosas slagordsagtigt udtrykker det:
”Definitionen på elegance. Det er det perfekte fingeraftryk fra de unikke vinmarker på Quinta do Bom Retiro.”
Om drueblandingen har Ana Rosas oplyst, at rygraden udgøres af tre små nordøstvendte parceller med touriga nacional som er gæret sammen med sousão i granit-lagar. Dertil kommer druer fra et par gamle blandede marker henholdsvis lavt og højt beliggende samt touriga franca, som leverer aroma, farve og tanniner.
Fadprøven blev smagt over to dage. Her er mine noter:

Ramos Pinto Quinta do Bom Retiro Vintage 2018 (fadprøve): Blend af 62 % touriga nacional, 28 % touriga franca, 5 % Vinhas Velhas, 3 % barroca og 2 % sousão. Dyb rubin, næsten uigennemsigtig og med lilla kant. Violer, hyldebær, mørke kirsebær, esteve, lidt kakao. Pænt med frisk frugt, mørke kirsebær og brombær, floral, peber, god struktur og rimelig elegance, markante, men bløde tanniner, høj syre, lang hale, mellemlangt potentiale. Dejlig vin, som kan drikkes nu, men vil have godt af lidt tid (92/93).


Ramos Pinto har i øvrigt lavet en lille seværdig reklamefilm om vinen. Her kan man høre kommentarer fra såvel Ana Rosas som medblender Thomas Rogerson og se optagelser fra lagaren på Bom Retiro og fra den rustikke vinkælder i Gaia.




lørdag den 4. juli 2020

Et flot trekløver- Vintage 2018 fra Sogrape

Omtalte vine er sponseret af producenten

Ofte følges de store producenter af, når det gælder deklarering af Vintage. Men ikke altid og måske mindre i dag end tidligere, selv om der tales om adskillige såkaldte ”split-deklareringer” tilbage i tiden. Sidste år blev 2017 deklareret bredt oven på det ligeledes bredt deklarerede 2016, hvorfor man taler om back-to-back deklarering.



Men ikke alle var med sidste år. Sogrape, der ejer de tre kendte mærker Sandeman, Offley og Ferreira, lavede ikke såkaldt klassisk vintage sidste år. De ”nøjedes” med to Single Quinta Vintage: Ferreira Quinta do Porto og Sandeman Quinta do Seixo, hvoraf den sidste i øvrigt høstede megen ros og f.eks. fik hele 100 point hos Wine Enthusiast. Den bedømmelse er jeg ikke enig i, men mine noter fra den store smagning af Vintage 2017 i Porto er nu også ganske positive.
I år var Sogrape blandt de første til at melde ud, at de lave fuld deklarering – altså klassisk vintage fra alle tre brands. Chefwinemaker hos Sogrape i Douro og dermed også på portvinsområdet, Luís Sottomayor, er i al fald ikke i tvivl om kvaliteten af 2018:
 ”2018 er et af de bedste år, hvis ikke det bedste, som jeg har bevidnet. De specielle forhold, der gjorde sig gældende under høsten i 2018, resulterede i vine, som kombinerer en ekstraordinær elegance med en usædvanlig struktur og derfor med fremragende kompleksitet og balance samt stort lagringspotentiale.”


Hvad angår de specielle forhold peger han på de vanskelige vejrforhold med en ekstrem tør og kold vinter, som forsinkede tidspunktet, hvor knopperne sprang ud. Foråret var vådt og regnfuldt, så modningen ligeledes blev forsinket, hvilket også medførte en del sygdom i markerne, så høsten blev mindre. Men det lave udbytte gavnede til gengæld koncentrationen og kvaliteten, hvorfor druerne under den meget varme og tørre sommer modnede flot, fortæller Luís Sottomayor.
Ifølge winemakeren gengiver de tre udgaver af Vintage 2018 fint husenes forskellige profiler:
Ferreira er en dyb og kompleks Vintage med elegance og harmoni. Sandeman har mere struktur og en mere robust profil. Og endelig er Offley en ung og frugtfyldt Vintage, ideel for dem, der er begyndt at udforske Vintage-kategorien.


Sådan lyder altså Sograpes egen beskrivelse. Men dette måtte jo stå sin prøve, så jeg fik sendt flaskeprøver op af alle tre udgaver. Vinene blev smagt første gang semiblindt og derefter gensmagt dagen efter. 


Her følger mine noter.

Offley Vintage 2018

Blend af 55 % touriga nacional, 35 % touriga franca, 10 % tinta roriz. Mørk rubin, dyb og intens, lilla kant, farver glasset. Intens næse med frisk frugt, solbær, brombær og hyldebær samt lidt friske urter og balsamico, lidt rå og med ungdommeligt kærnemælkspræg. Fyldig i munden med masser af frisk frugt, høj på syre, krydret og pebret, ok balanceret, tørre og kraftige tanniner. Endnu meget rå og lidt vel bastant, men med stort potentiale for lagring (92).

Ferreira Vintage 2018

Blend af 45 % touriga franca, 40 % touriga nacional, 10 % vinhas velhas og 5 % sousão fra Quintas do Caêdo og andre af Sograpes vingårde. Mørk rubin, intens, lilla kant. Frisk og elegant næse med solbær, friske krydderurter, kirsebær og lidt mørk chokolade og cigarkasse. Godt med frugt, solbær, kirsebærsten, elegant med florale noter, pænt med bløde og integrerede tanniner, krydret, kompleks, fint syreniveau og med lang pebret hale. Et dejligt balanceret glas både nu og på sigt (94).

Sandeman 2018

Blend af 50 % touriga franca, 40 % touriga nacional, 5 % tinto cão og 5 % sousão fra de bedste parceller på  Quintas do Seixo og Quinta do Vao. Mørk rubin, dyb, uigennemsigtig som blæk og med lilla kant. Intens næse med brombær, solbær, blomme, kirsebærsten, violer, krydderier og lidt kakao. God struktur og koncentration med brombær, hyldebær, lidt chokolade, esteve og lidt krydderurter, mineralsk, ok syre og pænt med fløjlsbløde tanniner, kraftig men også med en vis elegance, lang pebret hale med lidt tørre tanniner. Harmonisk vin med flot potentiale (94).



fredag den 3. juli 2020

Ingen er fuldkommen - Carlos Raposos ”Vinhos Imperfeitos”


Måske skal der lige dele beskedenhed og selvsikkerhed til at kalde sit vinprojekt for ”Vinhos Imperfeitos”, ufuldkomne eller uperfekte vine. Er det en erkendelse af, at man aldrig kan nå det fuldkomne? Eller er det en tro på, at det, man laver, er så godt, at man kan tillade sig at indrømme, at det ikke er perfekt?


Det er nok tale om begge dele, hvad angår Carlos Raposo. Han startede allerede med at studere ønologi i Bairrada i en alders af 16, hvorefter fulgte syv års uddannelse ved universiteterne i Bordeaux og Bourgogne i såvel vinavl som ønologi. Derefter arbejdede han som winemaker rundt om i verden – i Frankrig, spanske Ribera del Duero, californiske Napa Valley og Australien.
Da han vendte hjem til Portugal i 2011, var han ikke færdig med at lære. Han blev troldmandens lærling og tilbragte 8 år som Dirk Niepoorts højre hånd. Her arbejdede han såvel i Douro som i Vinho Verde og Dão og var altså medskaber af så glimrende vine som Robustus og Redoma.


I 2018 forlod Carlos Raposo Niepoort, men han er dog stadig tilknyttet Dirks projekt i Vinho Verde. Nu var det tiden at stå på egne ben, hvilket førte til lanceringen af ”Vinhos Imperfeitos” – i første omgang med afsæt i Vinho Verde og Dão, hvor han i øvrigt selv er fra – to regioner, som kan kender så udmærket fra samarbejdet med Dirk.
Om sin uddannelse og læretid har Carlos Raposo udtalt, at han lærte at lave perfekte vine på universitetet og autentiske vine hos Dirk Niepoort. Lægges disse to skoler sammen, er resultatet uperfekte vine.
”Jeg har lært noget alle de steder i verden, jeg har arbejdet”, forklarer han online fra Portugal i forbindelse med lanceringen af ”Vinhos Imperfeitos” i Danmark.


Jeg er inviteret til en smagning af de tre første vine fra Carlos Raposos hånd af importør Torben Ryttersgaard fra Vinho og får en snak med Carlos om projektet over Zoom, da han pga. Corona-krisen ikke selv kan være til stede i Danmark.
De tre første vine, han har sendt på markedet, er eksklusive og håndholdte hvidvine – en fra Vinho Verde, en fra Dão og endelig et mix af de to regioner, hvilket ikke ses så ofte. Om vinene fortæller Carlos Raposo:
”Der er tale om et blend af udvalgte druer af forskellige sorter fra udvalgte parceller rundt om. Vinene er økologiske, og alt foregår naturligt i kælderen. Blends er bedre end enkeltdruevin, men for at vide, hvordan de forskellige sorter fungerer sammen, skal man selvfølgelig kende dem godt hver for sig”.
Vinmarkerne, som han henter druerne fra, er alle gamle, nogle af dem med hele 120 år på bagen. Druerne håndplukkes og transporteres derefter til Nelas i Dão, hvor Carlos har valgt at have base med sit projekt. Her sorteres de, inden vinificering og lagring på ståltank, brugte fade eller cement.


Druerne til Vinho Verde vinen er hentet i underregionen Baião fra parceller med granit jordbund. Fermentering foregik langsomt ved lav temperatur, hvorefter vinen har lagret i 10 måneder, dog ikke på træ. Der er tale et blend af de tre typiske Vinho Verde sorter: arinto, loureiro og avesso, men overraskende nok ikke den mest kendte drue fra regionen, alvarinho.
”Jeg ville gerne lavet noget anderledes og bruger derfor ikke alvarinho, da den er for trendy,” forklarer han og fortsætter:
”Avesso giver volumen i munden, loureiro giver lidt frugt og arinto mineralitet og dybde.”
Druerne til Dão-vinen er hentet fra forskellige gamle vinmarker i alderen 80 til 120 år og er et blend af bl.a. esgana cão, encruzado, rabo de ovelha, malvasia fina, douradinha, barcelo og branda. Fermentering er foregået delvist på stål og delvist på brugte fade fra Puligny Montrachet – et bevidst valg for at give lidt Bourgogne-stil. Derefter blev vinen samlet i en gammel cementtank, hvilket bl.a. giver øget mineralitet.
Den kombinerede vin fra de to regioner er ligeledes et blend af flere sorter heriblandt avesso, alvarinho, encruzado, esgana cão, rabo de ovelha, malvasia fina, douradinha, barcelo og branda, og fermentering er foregået dels på ståltank og dels på samme Bourgogne-fade.


Her følger min noter fra smagningen:
Vinhos Imperfeitos Vinhos Verdes 2018: Fremstillet i 1479 helflasker og 96 magnums. Flot strågul med lidt grønligt skær. Frisk, men også lidt diskret næse med citrus, blomster og lidt tungere nuancer, mineralsk. Elegant i munden med godt med mineralitet, diskrete frugttoner, fin syre. En dejlig og meget harmonisk vin, der på en gang er let og indbydende og fyldig og kompleks, og som bevarer friskheden selvom temperaturen stiger (94).
Vinhos Imperfeitos D&V Code Branco 2018: Fremstillet i 2961 helflasker og 20 magnums. Grøngul, klar. Anderledes næse med pære, blomster og lidt eksotiske undertoner, med den stigende temperatur kom der også markante petroleumsnoter. Fyldig i munden med flot tekstur og balance, elegant, frugtfyldt med bl.a. grape, mineralitet og saltet eftersmag, stort lagringspotentiale. En meget lækker og anderledes vin, som hverken er Vinho Verde eller Dão, men helt sin egen (95).
Vinhos Imperfeitos Dão I Branco 2018: Fremstillet i 2154 helflasker og 72 magnums. Strågul. Meget aromatisk med gule stenfrugter, mineralitet og lidt røget karakter. Let i munden, men med stor kompleksitet og mange smagsnuancer, mineralsk, let krydret og saltet, fin balance mellem frugt og syre, lang hale. En flot og meget kompleks vin (96).
Så vidt altså de tre første vine. Men hvad er så næste skridt for Carlos Raposo?
”Det næste, jeg er på vej med, er rødvine og bl.a. i form et blend af Bordeaux og Dão. De følger til efteråret efter høsten og vil være årgang 2018. Men jeg vil helt sikkert også på et tidspunkt lave vine fra Bairrada,” siger han.
Nej. Det er nok hverken beskedenhed eller selvsikkerhed, der har døbt projektet. Men erkendelsen af, at ingen er fuldkommen. At fuldkommenhed måske også vil være for kedeligt, uden det personlige og håndværksmæssige aftryk, som vinene fra Carlos Raposo har.
For tiden er trenden mindre frugt, lavere alkohol, mere elegance, friskhed og mineralitet. Enkelthed og stringenthed. Her passer Carlos Raposos uperfekte vine fint ind, hvilket bekræftes af de positive tilbagemeldinger den danske importør allerede har fået fra flere restauranter. De er fortrinlige til mad, men kan sagtens også nydes for sig selv. De passer også til mine smagspræferencer, selv om prisen nok ikke lige får mig til at fylde vinreolen op. Ellers som det blev sagt med et smil ved smagningen. Det eneste uperfekte ved vinene er prisen.
Læs mere om Vinhos Imperfeitos her eller besøg importøren, Vinho.

tirsdag den 23. juni 2020

80 årige Colheitas fra Kopke

Omtalte vine er sponseret af producenten

Har man lidt år på bagen, husker man tydeligt vhs videobåndene. Den gang var der ikke Netflix, HBO Nordic eller andre streamingtjenester. Der var moviebokse og vhs bånd, som kunne leje eller købes.


Et par kassetter af samme størrelse ankom med posten for nogle uger siden, men de to små flotte bokse i træ var ikke videobånd. De indeholdt portvin, når først man fandt ud af at åbne dem. Den ene var nem nok. På boksen stod der Kopke og Colheitas at a glance og trak man i den lille læderstrop, indeholdt den tre små reagensglas med henholdsvis White Colheita 2003, Colheita 1980 og Colheita 1960. Dejligt. Den anden boks var lidt sværere og krævede fingerfærdigheder, men i hver side kunne man trække en lille træbeholder ud – en i sort og en i hvid, som sluttede sammen i boksen ved hjælp af indbyggende magneter. Fornemt, og indholdet var ikke mindre eksklusivt: White Colheita 1940 og Colheita 1940 ligeledes fra Kopke.
Anledningen var en online smagning med ca. 50 deltagere fra en lang række lande i forbindelse med lanceringen af de to Colheitas fra 1940. De andre vine var medtaget som kompetent opvarmning. I Portugal sad winemaker Carlos Alves og João Belo fra Sogevinus assisteret af et par kolleger. Og rund om sad så en række vinskribenter og portvinsentusiaster inklusiv kompetente folk som Jancis Robinson, Jamie Goode, Luis Lopes (fra det portugisiske vinblad Grandes Escolhas) og Axel Probst. Dertil kom den brasilianske Master of Wine, Dirceu Vianna Junior, João Paulo Martins fra Grande Escolhas og Decanters portvinsekspert Richard Mayson, som skulle præsentere de første tre vine inden hovedretten.


Krigsåret 1940 var i modsætning til 1945 ikke et vintageår. Krigsårene var præget af stor ustabilitet. En meget våd vinter blev afløst af tør og varm sommer, så høsten blev lille, men af fin kvalitet, som blev sået til at kunne holde sig i mange år. Resultatet blev lagret på fade og gemt væk i Kopkes kælder, hvor de siden er blevet plejet af Carlos Alves og hans forgængere i jobbet for nu at blive blended til Colheita. Det at lagre hvid portvin var faktisk på det tidspunkt noget nyt og stadig usædvanligt, da man den gang udelukkende så hvid portvin som entry level. Men Kopkes lager af hvid portvin rækker tilbage til 1935 (læs mine noter her) og omfatter altså også året 1940, hvorfor der nu kan sendes to Colheitas fra samme år på markedet.
”Vi synes det kunne være spændende at udgive to Colheitas fra samme år, en hvid og en tawny, for at vise den store forskellighed. De første år lader vi de hvide lagre på store fade for så derefter at flytte dem på mindre pipas,” fortalte Carlos Alves, som også løftede lidt af sløret for kunsten at blende Colheitas i forhold til Tawny med alder:
”Det kræver påpasselighed og præcision at blende Colheitas, da det er mere komplekst end af blende Tawny. Vi har kun en årgang og derfor ikke så mange valgmuligheder, men til gengæld kan vi udnytte forskellige placeringer af vores mange fade i kælderen, niveauet de er fyldt og om de er lagret i Gaia eller i Douro. Mit mål er altid, at resultatet skal udtrykke det pågældende år,” forklarede han.


Derefter var det tiden at smage. Jeg smagte dem igennem første dag under online-smagningen, men gemte en lille rest og gensmagte derfor på andendagen. Her er min noter:

White Colheita 2003: Blend af 50 % viosinho, 15 % gouveio, 15 % rabigato og 20 % malvasia fina. Flot ravfarvet, gylden. Ekspressiv med blomster, tørrede abrikoser, honning samt lidt mandarin og marcipan. Intens i munden med blød tekstur, ristede mandler, blomster, honning, abrikos, flot høj syre og friskhed som modspil til sødmen, fin kompleksitet. En velbalanceret og elegant hvid Colheita (90).

Colheita 1980: Blend af 25 % touriga nacional, 25 % tinta roriz, 25 % touriga franca og 25 % tinta barroca. Flot tawnyfarvet med lys orange kant og mørkere kerne. Lidt diskret i næsen med figen, valnød, tørrede abrikoser og lidt appelsinskal. Pæn fedme i munden med hasselnødder, tørrerede frugter og lidt krydderier, syren følger i anden omgang og giver god balance, lang hale. Ikke så bombastisk, men mere til den elegante side (91).

Colheita 1960: Blend af 25 % touriga nacional, 25 % tinta roriz, 25 % touriga franca og 25 % tinta barroca. Lys tawnyfarvet med lys kant og lidt grønt skær, fed tekstur. Frisk næse alderen taget i betragtning, men også fyldig med nødder, valnød, figen, abrikos, lidt appelsinskal og en smule balsamico. Silkeblød tekstur i munden med mandel og appelsin, men også mørkere nuancer som toffee og balsamico, sød men med perfekt balancerende syre, elegant og dejlig lang hale. Et dejlig glas (94).

White Colheita 1940: Blend af 50 % malvasia fina, 25 % viosinho og 25 % códega. Fin tawnyfarve med mørk kerne, lys kant og lidt grønligt skær. Intens næse med abrikos, tørrede figner, citrus, mandarin og lidt vegetale noter. Kompleks og fyldig i munden med høj syre, mandel og tørrede abrikoser, virker tør trods sødmen, elegant men også med kant og syresvirp (94).

Colheita 1940: Blend af 25 % touriga nacional, 25 % tinta roriz, 25 % touriga franca og 25 % tinta barroca. Mørk tawnyfarvet, intens og med orange kant. Ekspressiv og dyb næse med mandel, tørrede figner, valnød, appelsinskal og abrikos. Cremet, fyldig og intens i munden med nødder, figner, valnød og balsamico, syren følger i anden omgang og balancerer, stor kompleksitet og koncentration, noter der spænder fra det elegante til det mere tunge. Et dejligt og nuanceret glas (96).


Og så skylder jeg lige afslutningsvis at nævne, at der bliver frigivet 300 eksemplarer af de to Colheitas fra 1940 i eksklusiv indpakning.

Kopke importeres af ViniPortugal

fredag den 19. juni 2020

Quinta do Crastos historie


Det er efterhånden kutyme, at vinhuse og portvinsproducenter udsender jubilæumsvine og -bøger, når de fylder rundt. Det gjaldt også Quinta do Crasto for et par år siden, hvor de sendte to vine og en flot bog ud i begrænsede eksemplarer som en dobbeltfejring af to årstal: 1615 og 1918.


De to årstal står at læse på porten ind til ejendommen. Porten menes at være opført af Constantino de Almeida, som i mange år lagde navn til portvinene fra Quinta do Crasto. 1615 er året for de ældste skriftlige kilder om ejendommen, og selv om disse ikke findes længere regnes året alligevel for Crastos grundlæggelse. 1918 var året, hvor Constantino de Almeida overtog vingården og påbegyndte en større restaurering af såvel bygninger som vinmarker.
Men historien om Crasto går langt længere tilbage. På ejendommen er der gjort arkæologiske fund tilbage fra romertiden i form af mønter, mure og rester af forskellige opbevaringstanke herunder fra et kar ikke ulig de senere lagares, hvilket vidner om, at der også blev fremstillet vin den gang. Selve navnet Crasto stammer også fra den tid, idet ”castro” eller ”castrum” betyder borg eller slot. Det menes derfor, at der har ligget en romersk forsvarsborg på højdedraget med god udsigt over Douro.


Adskillige århundrede senere viser dokumenter, at der sidst i 1500-tallet blev erhvervet vinmarker i området, men selve dokumentet, hvor årstallet 1615 for quintaens grundlæggelse optræder, er ikke længere at finde. Senere i 1600-tallet ejes Crasto af André Fernandes de Magalhães og dennes hustru Maria de Sampaio, og det menes, at sidstnævnte har arvet den fra sine forældre. Ægteparret boede selv i Vila Real, ligesom senere ejere har været bosat i Porto og ikke på gården, hvor produktion af vin og andre landbrugsvarer i stedet var overladt til en bestyrer, som det var traditionen på mange af quintaerne i Douro.


Fremstillingen af vin i 1700-tallet er grundigt dokumenteret. På et ikke helt fastlagt tidspunkt overtages Crasto af den magtfulde rigmand fra Porto, Pedro Pacheco Pereira (1680-1753), som ejede adskillige vingårde i Douro i det århundrede, hvor produktionen af portvin ekspanderer kraftigt. I en håndskrevet bog fra midten af 1700-tallet redegøres der for de forskellige ejendomme og deres produktion og et af kapitlerne hedder ”Rules and regulations for managing operation of the Quinta do Crasto”, ligesom hele fremstillingsprocessen beskrives omhyggeligt i et andet kapitel. Her anbefales det bl.a. at adskille stilke og druer samt benytte 50-60 timers fodtrædning og efterfølgende tilsætte brandy, lidt olivenolie, sukker og hyldebær – en praksis der forbydes med etableringen af det statslige Companhia Geral da Agricultura das Vinhas do Alto Douro i 1756.
Det er den senere Marquis de Pombal, der står bag indførelsen af den statslige kontrolmyndighed og den medfølgende demarkering af området, hvor der må dyrkes og fremstilles portvin. Området blev bl.a. markeret med stengærde og granitstene med inskriptionen Feitoria, hvoraf to stadig befinder sig på Quinta do Crasto, som altså lå inden for demarkeringen.


Crasto forbliver derefter i familien Pacheco Pereiras eje i de efterfølgende generationer, men da først meldug og i 1863 den endnu værre phylloxera dukker op, opgives marker, og vinproduktionen reduceres markant. I 1840´erne før meldug blev der således produceret 100 piper vin på Crasto og familiens anden ejendom i Sobreira. I 1876 var antallet nede på 41 og fire år efter kun 18. Godt nok kunne Crasto profitere af anlæggelsen af jernbanen i Douro i 1880 og stationen Ferrão lige nedenfor quintaen, men kampen var ulig, og ejendommene blev mere og mere gældsatte.
Her er det så, at vinhandleren Constantino de Almeida (1857-1922) overtager Quinta do Crasto, og en ny gylden periode kan begynde. Efter restaurering af marker og produktionsbygninger blomster produktionen op igen. En af de nye marker, han anlagde, blev i øvrigt opkaldt efter hans første barnebarn Maria Teresa og fungerer den dag i dag sammen med den nærtliggende Vinha da Ponte som Crastos ypperste vinmarker, der i gode år leverer to fremragende enkeltmarksvine og i de øvrige år leverer kvalitet til den altid dejlige Quinta do Crasto Reserva Vinhas Velhas. Genetiske studier har siden vist, at Vinha Maria Teresa indeholder omkring 50 forskellige druesorter, og for at bevare det samme fieldblend, erstattes døde planter af samme sort og klon.


Da Constantino dør i 1922 overlader enken ejendommen og firmaet til sine fem børn, som viderefører arbejdet – og det med gode resultater i første omgang. I 1956 er firmaet således den 5. største eksportør af portvin, ligesom der sælges vin fra Douro og andre regioner og ikke mindst brandy. Men økonomien begynder at skrante, så I 1958 bliver firmaet solgt til Companhia Agrícola e Comercial dos Vinhos do Porto alias Ferreira, der altså overtager navnet Constantino, mens quintaen forbliver i familiens eje.
Dermed er vi ved at være fremme ved nutiden. Contantinos yngste søn, Fernando Moreira de Almeida (1900-1989), som var landbrugsuddannet, administrerede på familiens vegne Crasto. Hans datter Leonor giftede sig med bankdirektøren Jorge Roquette, som efter nellikerevolutionen i 1974, hvor banker blev nationaliseret, blev fængslet og siden flyttede i eksil i Brasilien. I 1981 vendte familien inklusiv børnene Rita, Miguel og Tomás tilbage til Portugal, og de begyndte snart at opkøbe ejerandele fra de mange forskellige grene af familien, da ejerskabet som følge af de portugisiske arvelove var blevet spredt godt og grundigt.


I 1994 var Roquette-familien klar til at igangsætte en ny produktion af Douro-vin og portvin, ligesom de kunne sende den allerede flaskede Vintage 1978 på markedet. Siden da er børnene trådt til, ligesom etableringen af Douro Boys sammen med fire andre producenter i 2002 har været med til at cementere Quinta do Crasto som en af regionens bedste vinproducenter. Og ja, det er vin, der er mest i fokus, selvom Crasto producerer både Ruby Reserve, en altid glimrende LBV, Vintage og Colheita. De tørre tal siger faktisk, at det kun er 5 % af produktionen, som bruges til portvin. Netop med henblik på husets Dourovine købte de i 2000 landområder i Douro Superior.
Der var været flere winemakere inkluderet gennem årene. I nyere tid blev de første årgange lavet af australske David Baverstock og siden har den dygtige ønolog Susana Esteban været involveret. De senere mange år er det Manuel Lobo de Vasconcelos, som har siddet ved roret, assisteret af Cátia Barbeta og Tomás Roquette, som især tager vare på portvinene.


En anden indtægtskilde, som er kommet til, er turisme. Familien bor ikke selv på Crasto, men har dog planer om at etableret en privat bolig ved at restaurere en ruin oppe i vinmarkerne. Selve quintaen bliver i stedet brugt som besøgscenter, og med gæsteværelser i et anneks og den legendariske swimmingpool er quintaen et yndet sted for vinturister. Fornemt og velbesøgt, men stadig afslappet og på ingen måde overrendt. Jeg har selv besøgt Quinta do Crasto en del gange og altid følge mig meget velkommen. Læs f.eks. beretningen fra mit seneste besøg her.
Afslutningsvis skylder jeg lige at nævne, at de to jubilæumsvine, som blev lavet for et par år siden, var henholdsvis et specielt blend af de to enkeltmarksvine, Maria Teresa og Ponte, kaldet Honore Douro 2015 og så en gammel Tawny, Honore Very Old Tawny, baseret på druer fra fieldblend og lagret på kastanjefad i mere end et århundrede. Sidstnævnte er kun fremstillet i 400 eksemplarer og – ikke overraskende – i eksklusiv indpakning.


Bogen, hvorfra det meste at ovenstående er hentet er så afgjort værd at læse, hvis man som jeg er glad for Quinta do Crasto – både som et sted at besøge og på flaske. Det samme gælder, hvis man er interesseret i, hvordan en Douro-quintas historie udvikler sig gennem århundrede. Den er flot med fantastiske billeder, skrevet på såvel portugisisk som engelsk og dejligt at bladre i.

Caspar Matins Pereira: Quinta do Crasto. A Story that began a long time ago. Udgivet af quintaen selv i november 2018