Julevine fra Quinta do Pégo

 

De omtalte vine er sponseret af importøren.

 

Vinen til julemaden er altid en god anledning til en vinsnak eller måske ligefrem diskussion. Côtes de Rhône, Amarone, Zinfadel eller måske ligefrem Champagne? Og bagefter skal det så være sød dessertvin eller portvin? Tawny eller Ruby-stilen? Meningerne er mange, præferencerne ligeså. Og så afhænger meget jo af tilbehøret. Af rødkålen, brunkartoflerne og sovsen – og af sødme-syre balancen i kirsebærsovsen.

Portugiserne har også deres bud på julevin. Selv spiser de gerne Bacalhao, altså klipfisk, til jul, og hertil kan der drikkes både hvidvin og rødvin. Men selv om portugisernes juletraditioner er anderledes end vores, har de også fine bud på vine til dansk julemad.

Et par muligheder kommer fra danskejede Quinta do Pégo i Douro-dalen, hvor der både produceres vin og portvin. Jeg fik tilsendt en rødvin og en portvin fra importøren og prøvesmagte dem over to dage.

 

Quinta do Pégo Friends Selection 2016 Tinto: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão, lagret 12 måneder på fad. Dyb rubin, rød kant.  Forholdsvis frisk og krydret næse med røde bær, kirsebær, jordbærgrød og lidt vanilje. Blød i munden med frisk frugt i første omgang, derefter mørke bær, krydderier, lidt tobak og tydelige noter og sødme fra fadlagringen, men også en vis elegance samt bløde integrerede tanniner. En lettilgængelig, men vellavet Douro-vin, som kan drikkes nu eller lagres, fin til prisen. Vil kunne gå til and og rødkål (88).

LBV 2016: Dyb og mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Solbær, brombær, blommer, fint krydret. Let cremet i munden, blød og imødekommende med mørke bær og florale noter, krydderurter og lidt lakrids, høj syre i anden omgang og en lang krydret og pebret hale. Faktisk en fin LBV til prisen og umiddelbart virker den mere elegant end husets vanlige stil. Vil fint kunne gå til risalamande med syrlig kirsebærsovs (90).

 

Quinta do Pégo importeres af AMKA og forhandles bl.a. hos Jysk Vin.

Dolce X – en helt anden hedvin

Den smagte vin er sponseret af importøren.

Portvin, sherry, madeira, marsala, moscatel de Setúbal, vermouth og vin doux naturel. Det er vel de meste kendte repræsentanter for det, vi herhjemme kalder for hedvin, eller som på engelsk betegnes fortified wine. Alle er lavet på druer, hvor gæringsprocessen er stoppet ved at tilsætte alkohol, hvorved fremkommer højere alkohol og mere sødme – ses bort fra de helt tørre sherryer og maderiavine.

Vin baseret på andet end druer som f.eks. vores egen populære frugtvin lavet på æbler, kirsebær og meget andet kan på en del måder minde om hedvin, selv om det definitionsmæssigt ikke er det. Og taler vi vin lavet på andet end druer verden rundt, kommer endnu flere typer til som risvin og sake.

Mexico er kendt for sine tequilas og anden agavespiritus – også kaldet mezcal. Ikke al agavespiritus er tequila, da der er tale om et såkaldt ”Designation of Origin” – et beskyttet område akkurat som portvin og champagne. Der findes to basistyper, Tequila, som er fremstillet af 100 % blå agave og Mixto-tequila, som skal have 51 % agave og 49 % fra andre sukkerarter. Dertil kommer en række underopdelingerne baseret på lagringstid.

Agaven er 7-10 år om at blomstre og dyrkes akkurat som vinbønder dyrker vin. Det er kernen, den såkaldte pinã efter at bladede er skåret fra, som benyttes og destilleres. Ja, faktisk skal den igennem fire trin for at blive til Tequila: Bagning, knusning, fermentering og destillering.

Men hvorfor nu denne snak om hedvin og tequila? Jo, agaven bruges nemlig også til fremstilling af vin (her bruger vi den bredde definition af vin og altså ikke kun vin fremstillet på vindruer). Agavevin kaldes også for pulque og holder en alkoholprocent på 5-7 %. Og nu er en tequila-producent faktisk gået et skridt videre og har stoppet gæringsprocessen ved at tilsætte alkohol i form af 100 % agave-spiritus på samme måde, som vi kender det for portvin og anden hedvin. Efterfølgende er vinen lagret syv år på brugte egetræsfade som var det en Colheita. Fadene har dog ikke været brugt til portvin, men – ikke overraskende – til tequila, som også laves i fadlagrede udgaver.

Producenten hedder Porfidio og den danske importør Bjørn Smalbro, har interviewet manden bag, Martin Grassl, om såvel indholdet som den særligt designede lyserøde porcelænsflaske med et stykke broderet silketørklæde over proppen. I interviewet fortæller Martin Grassl, at han var inspireret af fransk Pineau de Charentes, men vel at mærke med brug af agave frem for druer.

Porcelænsflasken farve hedder retteligt "Rose de Pompadour" og er en variant af pink opkaldt efter Ludvig den 16.s elskerinde Madame de Pompadour, som også virkede som mæcen for kunstnere og designere, og som tilskrives æren for at have gjort farven pink populær og for udviklingen af Sévres-porcelæn. Flasken er samtidig en hyldest til den japanske modedesigner Rei Kawakubo, som i 1980´erne var med til at give pink en renæssance.

Jo, tak, De kulturelle referencer mangler ikke. Men jeg må dog indrømme, at jeg finder porcelænsflasken mere særpræget og iøjnefaldende end smuk. På den anden side har jeg respekt for, at Porfidio går sine helt egne vegne med såvel flaske som produkt.

Men hvad så med indholdet? Jeg har smagt Porfidio Dolce X over et par dage, og noterne følger nedenfor. Da jeg jo vidste, hvad der var tale om, mente jeg at kunne genkende duften af agave eller tequila – også selv om jeg langt fra ekspert på området. Jeg prøvede derfor også at servere den blindt for andre, som ikke gættede rigtigt, men faktisk netop nævnte Pineau de Charentes. Generelt vil jeg sige, at duften var lidt vel skarp og vegetal til at være indbydende, når man er vant til portvin, madeira etc. Men til gengæld var vinen overraskende spændende og balanceret i munden – meget anderledes og lidt lettere i stilen, men også med tydelige referencer til Pineau de Charentes og sågar fadlagret portvin.

Her følger mine noter:

Porfidio Dolce X:  Lys tawnybrun med orange skær og grøngul kant, lidt uklar i afkølet tilstand. Skarp duft med vegetale, grønne noter, blomster, grannåle, friske figner. Spændende i munden med fin, fed konsistens, blød og rund, sød men med god balancerede syre, lidt fadnoter i form af tørrede frugter, figner og abrikos, moderat krydret, mellemlang hale med fin syre-sødme balance. Smager faktisk udmærket (91).

 

En del af informationerne i ovenstående er hentet fra siden tequila.dk, importøren af Dolce X. Her er det også muligt at downloade en lille bog om tequila, skrevet af Bjørn Smalbro, som står bag hjemmesiden. Her er der megen god viden om agave og tequila at hente samt opskrifter på cocktails med tequila.

Gamle Colheitas fra Dalva

 

De omtalte vine er sponseret af producenten

 

Et besøg i Porto og Vila Nova de Gaia omfatter for mange et besøg i baren på taget af Espaço Porto Cruz. Og det med god grund. Udsigten er fantastisk ned over Douro og over mod Ribeira og med dobbeltdækkerbroen, Ponte Luis I, lidt til højre. Udvalget af drinks og cocktails – med eller uden portvin – er fint, og skinner solen kan man sidde og slappe af til lounge-musikken.

Porto Cruz har ikke den store anerkendelse herhjemme, selv om det er et af de største mærker rent salgsmæssigt. Men det har til gengæld Dalva, som ejes af Port Cruz, der igen ejes af den store franske koncern, La Martiniquaise. Hvor Porto Cruz mere satser på kvantitet, står kvaliteten i centrum hos Dalva, som især er kendt for sine Colheitas, Tawny med alder og hvide portvin herunder den berømte serie af Golden Whites.

I oktober udsendte Dalva to nye Colheitas fra 1950 og 1934 – altså vine med henholdsvis lidt over 70 år og næsten 90 år på bagen. Vinene er skabt af winemaker José Manuel Sousa Soares og produceret i begrænset antal, nemlig 700 nummererede flasker (75 cl.) af hver.

Om høsten de to årgange fortæller José Manuel Sousa Soares, at 1950 havde kolde nætter og milde dagtemperaturer. Sommeren var kold, hvilket førte til en sen høst og dermed delikate vine med god koncentration. 1934 var ustabilt med en tør vinter, regnfuldt forår og derfor sen blomstring og modning. Sommeren var varm med kun lidt regn. Høsten var sen, men under fine vejrforhold. Kvaliteten var svingende og præget af moden frugt.

1950 var da heller ikke et stort år for Vintage, mens 1934 leverede en del velstrukturerede vine. Ifølge Henrik Oldenburg blev der deklareret 12 Vintage vine i 1934.

Jeg har prøvesmagt de to nyaftappede Colheitas. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellig temperatur. Begge bør dog serveres let afkølet.

 

Dalva Colheita 1950 (fadprøve)

Mørk ravfarvet, brun kerne, lys orange kant. Hasselnødder, mandel, tørrede frugter, figner, muskatnød, en svag bund af balsamico og karamel. Frisk i munden, men også med dybde og kompleksitet, nødder, honning, lidt appelsinskal, tørrede figner og abrikos, lidt vel dominerende syre, som giver kant, tør, lang syreholdig hale. (94+)

 

Dalva Colheita 1934 (fadprøve)

Mørk ravfarvet, grønlig kant, flot skær. Dejlig kompleks næse med figner, svesker, hasselnødder, karamel, balsamico, lidt tobak og appelsinskal. Dyb, intens og kompleks med høj syre, der skaber perfekt balance, balsamico, nødder, karry, tobak og tørrede frugter, let cremet og tør stil og med en lang og intens hale (96+).

 

Læs mere om Dalva her.

50 års vine fra Kopke

De omtalte vine er sponseret af producenten.

 

I sommers blev det annonceret, at portvinsinstituttet, IVDP, havde besluttet sig for at indføre nye specialkategorier i form af 50 års hvid portvin, 50 års Tawny og Very Very Old Tawny Port for fadlagret portvin med over 80 år på bagen.

Her næsten et halvt år efter mangler vi stadig at få vinene på markedet. Men enkelte producenter er klar. Det gælder f.eks. Kopke, hvor jeg under et besøg i efterårsferien på deres vingård Quinta da Boavista fik lov at smage de to nye 50 års vine og samtidig fik et par fadprøver med hjem. De er nu gensmagt, men inden mine noter først lidt om baggrunden for de nye kategorier.

Det er på sin vis en længere udvikling på portvinsmarkedet, der har ført til de nye kategorier. For det første er der de seneste 20 år lanceret flere og flere meget gamle fadlagrede portvine. Det startede i 2010 med udgivelsen af Taylor´s Scion og siden fulgte f.eks. 101 fra Barros, Ne Oublie fra Graham´s, Cask 33 fra Sandeman og Gran Cruz Anniversary Edition for nu at nævne en portvin fra hver af de fem store koncerner, men mange mindre producenter (ingen nævnt, ingen glemt) er også fulgt trop. Fælles for portvinene er et flot og eksklusivt design samt et begrænset antal flasker – og dermed selvfølgelig også høje priser.

Men selv om disse gamle vine har kunnet betegne sig som gammel Tawny med brug af et eller flere V´er (V for Velho, det portugisiske ord for gammel) har en officiel kategori altså manglet.

Et andet tegn på udviklingen er, at en del producenter har gjort en dyd ud af at sende ældre portvin på markedet, end kategorien angiver. Det gælder for såvel de yngre typer, hvor en del 10 års Tawny har betydeligt flere år på bagen og derfor nærmere har en smagsprofil som en 20 års. Og det gælder 40 års, eller 40+ som den også betegnes, hvor vine også kan være 10 år ældre eller mere.

Fremover vil det altså være muligt at udsende portvin i begge farvenuancer med alderen 50 år samt de endnu ældre med den officielle betegnelse Very Very Old Tawny. Og det skridt skal hilses velkommen fra min side. En 50 års kategori eksisterer da også i forvejen, når det gælder Madeira, så med det nye tiltag er der så at sige skabt ligevægt de to hedvine imellem.

Gammel fadlaget portvin er naturligvis ikke billig. Som allerede nævnt kommer en del af de mere specielle flasker i dyr og eksklusiv indpakning, men dertil kommer selvfølgelig det faktum, at det koster at have portvin liggende på fade i kælderen gennem flere årtier. Det koster lagerkapacitet, og der skal være tilsyn med fadene, som skal omstikkes og nurses. Og så er der ikke mindst den berømte ”angels share” – altså den mængde god vin, som fordamper. I de første år regnes det for at være 2 % hvert år, der således forsvinder, og masterblender Carlos Alves fra Sogevinus vil således skyde på, at angels share ca. udgør 2/3 af mængden, hvad angår de nye 50 års vine. Det kan godt være vi forbrugere er glade for de gamle portvine, men det er englene så sandelig også.

At netop Kopke hurtigt har meldt sig klar med 50 års vine, kommer ikke som en overraskelse. Hvad enten vi taler om hvid eller rød portvin har de mange gamle fade liggende, hvilket adskillige ældre Colheitas, der kommer på markedet, også vidner om. Sidste år prøvesmagte jeg således to Colheitas, en hvid og en rød, fra 1940 (læs min omtale her).

Angående de to nye blends, skriver Richard Mayson i Decanter, at den yngste vin i 50 års hvid skulle være 48 år gammel og den ældste 60. De mange år på fad har da også givet en betydelig farveændring i den hvide. Som det fremgår af mine noter nedenfor, er der ikke den store farveforskel på den hvide og den røde – dog har sidstnævnte en lidt mere rødbrun kerne. Smagsprofilen er derimod mere forskellig.

Hvornår de to 50 års fra Kopke vil kunne købes hos den danske importør, vides ikke i skrivende stund. Det eneste melding, jeg har kunnet få fra IVDP lyder, at de nye kategorier skulle være godkendt, men at den officielle bekendtgørelse herom i Portugals svar på Statstidende, Diário da República, lader vente på sig. Og så længe godkendelsen altså ikke er officielt offentliggjort, kan producenterne ikke få godkendt vinene. Om forsinkelsen skyldes andet ens langsommelighed i systemet vides ikke. Tilbage er vel blot at vente med tålmodighed og håbe det bedste.

Her er mine noter på de to vine. Smagt førte gang i Portugal og derefter over to dage ved lidt forskellige temperaturer herhjemme.

Kopke 50 års hvid (fadprøve): Ravfarvet med lys orange kant, klar med flot skær. Ekspressiv i næsen med tørrede frugter, citrus, blomster, mandel, abrikos, honning og figner. Dejlig frisk med medium fylde, abrikos, honning, lidt mandel og blomster, meget høj syre som fint balancerer sødmen, rimelig kompleksitet, lang hale med et lidt aggressivt syrebid (95).

Kopke 50 års Tawny (fadprøve): Lys rødbrun kerne, orange kant. Ekspressiv næse med figner, hasselnød og valnød, appelsinskal, karamel, cigarkasse og lidt røgede noter. Intens, kompleks og fyldig i munden med tørrede frugter, figner, nødder, balsamico, høj syre følger i anden omgang, lang flot hale, der bare bliver ved. Et flot glas (96).

PS: Den 4. januar 2022 kom så den officielle bekendtgørelse i Diário da República, så nu er de to 50 års vine offcielt godkendt, så de kan sendes på markedet. Det samme gælder i øvrigt Very Very Old Tawny og Garrafeira.