torsdag den 21. december 2023

Dalva 50 års Tawny

 

Den smagte portvin er sponseret af producenten


 

Ikke uventet er Dalva nu også med på 50 års Tawny bølgen. Den nye 50 års kategori, for såvel røde som hvide portvine, blev indført for godt to år siden. De første eksemplarer kom hurtigt på markedet, og siden er det nærmest eksploderet, så det kan være svært at have overblik over, hvor mange der er på markedet. Konklusionen er i al fald klar. Producenterne – vel at mærke dem med store lagerbeholdninger og derfor et godt ”bibliotek” at blende fra – har taget kategorien til sig.

Der er dog også udfordringer forbundet med den nye kategori. Det kræver en endnu bedre lagerstyring, så man hele tiden har de nødvendige fade til at kunne producere hele porteføljen af fadlagret portvin. Og det uden at måtte gå på kompromis med kvaliteten – en risiko, som nogle forudså.

Til Din Vinguide i november sidste år skrev jeg en artikel om nye tendenser i portvin herunder de nye kategorier. En af dem, der hilste ændringen velkommen, var Elsa Couto fra Dalva, som i den forbindelse udtalte:

”Jeg synes, at de nye kategorier giver merværdi til de allerede eksisterende. Både fordi de regulerer markedet for gammel portvin, og fordi det er godt for forbrugeren og kan skabe mersalg. Alle vil gerne fejre deres 50 år alder. Det er jo et halvt århundrede”.

Nu kan Dalva altså selv være med til fejringen. Huset, hvis navn er en sammentrækning af det egentlige selskabs navn, C. da Silva, blev stiftet i 1933, men har aner tilbage til 1862. I 2007 blev de købt af franske La Martinquaise og indgik dermed i Gran Cruz gruppen, som i dag er omdøbt til Gran Vinho og også omfatter Porto Cruz og Quinta de Ventozelo.



Det er som vanligt ønolog José Manuel Sousa Soares, som har sammenstukket blended af de mange gamle fade, huset råder over.



Jeg fik venligt tilsendt en lille fadprøve af det endelig blend, som blev smagt over et par dage. Her er min note:

Dalva 50 års Tawny: Ravfarvet med orange skær og let grønlig kant. Frisk og intens næse med figner, appelsinskal, nødder, mandler, muskatnød, farin, balsamico og valnød. Blød og cremet i munden med nødder, marcipan, godt med appelsinskal, muskatnød, let krydret, høj syre kommer i anden omgang, elegant med dejlig kompleksitet og flot balanceret, slutter med lang, lang hale med appelsinskal og fin syre. Et skønt glas (96).