Sherryen har også sin festival

Der afholdes i dag portvinsfestivaler i en længere række af byer. Den ældste af dem så dagens lys i 1988 og var arrangeret af Henrik Oldenburg, som den dag i dag står bag festivalen, der finder sted den første mandag i november på Børsen i København.

Henrik Oldenburg sætter ikke kun pris på portvin, men også på sherry. I 2018 udgave han således den lille bog, ”Sherry, tapas og skinke”, og året efter stod han bag den første danske sherryfestival. Siden fulgte et par år med Corona-nedlukning, hvor den slags arrangementer ikke kunne finde sted, men i år sidst i april blev endnu en sherryfestival afviklet på Sceneriet i Det Ny Teater.

Jeg var inviteret med, og da jeg foruden min kærlighed til portvin også er begejstret for især de tørre sherryer mødte jeg op for at tage del i glæderne. Samtidig synes jeg, at det er værd at bakke op om initiativet. Sherry står – sammen med andre hedvine som madeira – helt i skygge af portvinens store popularitet og fortjener derfor større opmærksomhed.

En sådan festival inviterer sjældent til koncentreret smagning med notetagning. Her vil jeg derfor kun kort præsentere nogle af de huse, jeg nåede at besøge, og knytte enkelte kommentarer til nogle af de smagte vine. Men inden da et par få ord om sherry og sherrytyperne.

Sherry produceres i en trekant i det sydvestlige Spanien udspændt mellem de tre byer Jerez de la Frontera, Sanlúcar de Barrameda og El Puerto de Santa Maria, som er de eneste byer, hvor sherry må lagres ifølge regulativerne. I modsætningen til portvin laves sherry på kun en druesort – de fleste på den tørre Palomino, andre på de søde Moscatel og Pedro Ximénez. Det bedre terroir udgøres af den kalkholdige albariza-jord, som ofte fremstår hvid.

Efter presning og gæring tilsættes vinsprit, så alkoholprocenten stiger fra godt 10 til 15-16 procent, hvorefter vinen lagres på fade i de mange bodegaer. I fadene dannes et lag af døde gærceller – kaldet flor – som i større eller mindre grad er med til give sherryen sin karakteristiske smag. En andet karaktertræk er det såkaldte solera-system, hvor den færdige vin tappes af de nederste fade, som så fylde op med vin fra række over, som igen fyldes af næste række etc. Den nye og helt unge vin hældes altså på foroven, bevæger sig derefter gennem flere årgange af vin og opnår derved alderdommens karaktertræk.

Fino og Manzanilla – sidstnævnte må kun lagres i Sanlúcar de Barrameda – er de mest tørre udgaver af sherry, der findes. Restsukkerindholdet er omkring 1 gram pr. liter i modsætning til de sødeste sherrytyper på Pedro Ximénez, hvor det kan være over 400. Dermed også sagt, at spændvidden, hvad angår tørhed og sødme, er langt større i sherry end i portvin.

Den næste kategori i rækken er Amontillado, som ligeledes starter sin lagringstid under flor, men som så lagrer videre, når floren dør ud eller så at siges dræbes ved tilsætning af sprit, så alkoholprocenten hæves. Amontillado er altså lagret såvel biologisk som på almindelig oxidativ vis. Amontillado, Palo Cortado og Oloroso regnes ligeledes for tørre sherryer, selv om sukkerindholdet er stigende i forhold til Fino og Manzanilla. Til de søde hører Moscatel og ikke mindst Pedro Ximénez samt diverse blends som de kendte cream sherryer.

For uddybning og information om sherryens historie kan jeg henvise til Oldenburgs lille bog eller udmærkede engelsksprogede bøger som Julian Jeffs ”Sherry” og Talia Baiocchis ”Sherry”.

Men tilbage til festivalen og min lille rundtur. Som nævnt følger en kort præsentation af nogle af de forskellige producenter samt enkelte bemærkninger til de smagte vine. Navnet på importør og/eller forhandleren, som repræsenterede dem på festivalen, står i parentes.

 

Bodega Yuste

Ungt hus grundlagt af Francisco ”Paco” Yuste, som i 1991 overtog og renoverede den gamle Bodega Santa Ana i Sanlúcar. I starten arbejdede han som almacenista for andre bodegaer, men siden er han ekspanderet og har opkøbt flere bodegaer og udsender du egen vin. I 2015 købte han fx retten til at udsende Pedro Romeros brand Aurora – et brand, der stammer fra 1904 og er en hyldest til Romeros hustru Aurora, hvis portræt pryder flaskerne.

Jeg smagte to forskellige Manzanillas, Aurora og den lidt ældre La Kika, som især var ganske spændende med sine mindst 10 år under flor. Endelig smagte jeg også deres Aurora Amontillado (Vinimondo).

 

Barbadillo

Familieejet bodega grundlagt i 1821, da Don Benigno Barbadillo vente tilbage til sin fødeby efter at have boet i Mexico. Ligger i Sanlúcar og er især kendt som for sin store produktion af tør Manzanilla, men producerer alle typer og står faktisk også bag den gamle storsælgende Fad nr. 6.

Hos Barbadillo smagte jeg først nogle af de helt tørre vine: Manzanilla En Rama, Manzanilla Levante & Poniente – to ens vine i udgangspunktet, men med forskellig placering i bodegaen. Dernæst fulgte et par Amontillados i form af 12 års Principe og 30 års V.O.R.S. med en dejlig næse og flot kompleksitet. Endelig sluttede jeg med et par af de søde typer – en fin Moscatel Laura og en intens20 års Pedro Ximenez (Juuls Vin & Spiritus).

 

Ximenez-Spinola

Lille familiejet producent grundlagt i 1729, som har specialiseret sig i tørre vine på Pedro Ximenez samt enkelte sherryer og brandy.

Her smagte jeg først et par spændende tørre hvidvine, Fermentation Lenta 2019 og Exceptional Harvest 2019. Dernæst deres sherry, 1918 Muy Viejo Sherry og endelig en brandy. Et spændende og anderledes hus fra regionen (H.J. Hansen).

 

Alvaro Domecq

Den kendte tyrefægter Alvaro Domecq købte i 1998 den gamle almacenista Pilar Arandas bodega og genoptog dermed familiens gamle beskæftigelse som sherryproducenter. Producerer i mindre skala herunder nogle gamle VORS vine.

Jeg smagte først Manzanilla “La Jaca” og Fino ”La Jaca”, dernæst to fremragende Olorosaer, ”Alburejo” og 1730 V.O.R.S – sidstnævnte med en fantastisk næse, høj syre og lidt kant. Et spændende hus (Erik Sørensen Vin).

 

Bodega Hidalgo La Gitana

Sigøjnerpigen, La Gitana, er navnet på husets Manzanilla, men har altså også givet navn til bodegaen, som blev grundlagt i 1792. Jeg smagte La Gitana Manzanilla, en udmærket Amontillado Napoleon og Olorosa Farson (Brdr. D´s Vinhandel).

 

Emilio Hidalgo

Familiejet bodega grundlagt omkring år 1875. Jeg smagte først der fino og manzanilla og derefter den dejlige La Panesa, som har 15 år under flor. Fin og indbydende næse og på en gang elegant og kompleks (ViniPortugal).

 

Baron Sacristía AB

Ny bodega grundlagt i 2010 af Antonio Barbadillo (AB), som ganske rigtigt kommer fra den traditionsrige familie bag Barbadillo. På egne ben fremstiller han mere radikale og særprægede vine, som ikke er mainstream, hvilket også fremgår af etiketten.

Jeg smagte deres uhyre komplekse og lækre 50 års gamle Olorosa (Frederiksberg vinhandel).

  

Bodegas Baron

Ligeledes en noget anderledes og utraditionel producent med et moderne look. Bodegaen har hjemme i Sanlúcar og er derfor især kendt for sine Manzanillas.

Jeg smagte Xixarto Manzanilla og deres 12 års Amontillado. Et spændmede hus (Frederiksberg vinhandel).

 

H.J. Hansen var ligeledes til stede med den udmærkede producent Emilio Lustau, som jeg dog sprang over, da jeg tidligere har besøgt stedet under et besøg Jerez. Læs nærmere her.

Til slut er vel blot at sige, at det er et udmærket initiativ Henrik Oldenburg har taget med sherryfestivalen. Jeg håber endnu flere finder vej næste gang, og at det udvikler sig til en tradition som portvinsfestivalen.