søndag den 8. december 2019

30 års jubilæumssmagning


The Vintage Port Clubs 30 års jubilæum er blevet fejret med manér. Først klubtur til Porto og Douro og smagning af portvine, som har sat sine aftryk gennem de 30 år. Dernæst besøg af portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, og stor festmiddag. Og endelig sidst i november fulgte så smagning af 30 års gammel Tawny og Colheita, som samtidig også var et lille battle mellem gamle og yngre huse – i alt 14 vine.
Det var en svær øvelse. Selv om der selvfølgelig er stor forskel stilmæssigt, f.eks. hvad angår graden af sødme og intensitet, er det alligevel ret ens vine, hvor smagsnuancer, dufte og ikke mindst farve kun varierer inden for et begrænset område. Samtidig var det også spændende. Ville ens forhåndsfavoritter levere den forventede kvalitet? Ville der dukke positive overraskelser op?
Selv om jeg umiddelbart mener, jeg har smagt alle vinene før, kan de godt give et andet indtryk sådan en aften, hvor de holdes op imod hinanden, og hvor forskellige faktorer som temperatur og rækkefølge også har stor betydning.


Smagningen var semiblind. De forskellige flasker var altså kendt, men ikke rækkefølgen de blev serveret i. Nedenfor følger mine noter og min bedømmelse i samme orden, som vinene blev serveret. To af vinene har ikke fået tildelt point, da jeg fandt dem delvist fejlbehæftede:
DR 30 års Tawny: Ravfarvet med orange kant og skær. Ekspressiv med tørrede frugter, lidt farin, kokos, appelsinskal og en smule apotekerduft. Lidt vel til den søde side, men også med balancerende syre, orange, lidt kokos og lang hale med fin syre (91).
Bulas 30 års Tawny: Orangegylden. Figen, marcipan, lidt kokos og lidt tobak. Nødder, orange, figner og kanel, sødme men balanceret fint med syre, så den samlet fremstår med friskhed og kompleksitet (93).
Niepoort 30 års Tawny: Lys ravfarvet. Nødder, honning, appelsinskal, lidt sprittet og apotekerduft, som tiltog med tiden og til sidst desværre var meget dominerende. I munden med høj syre og tørrede frugter.


Ramos Pinto 30 års Tawny: Rødbrun med orange kant. Fin duft af figen, nødder og tørrede frugter, lidt sprittet i starten, men det aftog hurtigt. God fylde, fin friskhed og fin syre, flot balanceret (92).
São Leonardo 30 års Tawny: Lys orangebrun. Lidt diskret i næsen, honning, mandel og tørrede frugter. Blomster og honning, lidt skuffende og ”tavs” (89).
Blackett 30 års Tawny: Tawnybrun med lys orange kant og mørkere kerne. Nødder, mandel, kakao og en smule bær i næsen. Blød og rund, lidt vel sød, lidt kakao, fin syre (90).
Quinta das Lamelas 30 års Tawny: Mørk tawnybrun. Rosiner og nødder, men også tiltagende kemisk præg, som ved anden gennemsmagning satte sig helt igennem. Elegant i første omgang, men derefter tiltagende apotekerpræg.
Andresen 30 ås Jubilæums Port: Ravfarvet med orange kant. Mandel og appelsinskal, tørrede frugter. God friskhed og imponerende høj syre, tørrede frugter, delikat, bider lige lidt i enden (90).


Kopke Colheita 1989: Flot rødbrun med orange kant. Lidt anonym i næsen til at begynde med, mandel og figner. Fin fyldig i munden, let cremet, tørrede figner, god friskhed og balance. Udmærket glas (92).
Maynards hvid Colheita 1989: Lys orangebrun. Lidt diskret i næsen med mandel, blomster og orangepræg. Lettere i stilen, men fin delikat (89).
Taylors 30 års Tawny: Orangebrun med rødlig kerne. Valnød, marcipan og honning i næsen. Delikat og elegant med fin fylde og flot balance. Fint glas (93).
Grahams 30 års Tawny: Ravfarvet, orange kant. Mandel og marcipan. Blød i munden med fin balance og fin syre (91).
Kopke 30 års Tawny: Tawnybrun med flot skær og orange kant. Ekspressiv med svesker, nødder og lidt kokos. Dejlig i munden med god fylde og høj syre, nødder og tørrede frugter, fint balanceret (93).
Palmer 30 års Tawny: Orangebrun med lys kant. Lidt afdæmpet i næsen med mandel og tørrede frugter. Ok i munden og fin balance, men savner måske lidt mere kompleksitet (90).


Det skal bemærkes, at såvel den hvide Colheita fra 1989 som Quinta das Lamelas var aftappet i 2014, hvorimod resten var af nyere dato (fra 2017 og frem). Dette kan have været årsag til bedømmelsen af Lamelas. Med hensyn til Niepoort smagte jeg den senest ved Winemakers Dinner i foråret, hvor den præsterede langt bedre.
Apropos den hvide Colheita er det jo en kendsgerning, at hvide og røde Colheitas nærmer sig hinanden efter en del års fadlagring. Men her havde jeg dog ingen problemer med at identificere den blandt vinene.
Og så tilbage til de indledende spørgsmål. Nej ikke alle præsterede som forventet, mens andre overraskede positivt. Det kan jo skyldes smagerens fordomme, men også som allerede nævnt en række andre faktorer. Men jeg vil da helt sikker være mere opmærksom på Bulas og Taylor´s, som denne gang overraskede positivt. Hvad Bulas angår, har jeg lidt forbehold overfor sødmen, men her fremstod den fint balanceret og glimrende. Hvad angår Taylor´s ser jeg dem først og fremmest som et Vintage hus, men det ene behøver jo ikke at udelukke det andet, ligesom Fladgates overtagelse af Krohn jo har medført en opprioritering på tawnyområdet.
Efter smagningen blev der som vanligt afgivet point af deltagerne. Det samlede resultat kan ses på klubbens hjemmeside, men her er Top 5:
  1. Grahams 30 års (91,19)
  2. Blackett 30 års (90,66)
  3. Bulas 30 års (90,60)
  4. Taylor´s 30 års (90,47)
  5. Palmer (90,41)

Bulas og Taylor´s er altså gengangere i forhold til min Top 5, hvor de så suppleres af Ramos Pinto, Kopke og Kopke Colheita 1989.


Apropos 30 års Tawny så læs min artikel om kunsten af blende en 30 års Ramos Pinto. Den finder du her.


mandag den 2. december 2019

To generationer Graham bag Churchill´s


Navne forpligtiger. Det fortælles om Winston Churchill, at han drak to flasker champagne om dagen og var specielt glad for Pol Roger, som siden opkaldte en af deres prestigevine efter ham. Men det var ikke kun champagne, der faldt i den engelske statsmands smag. Han skulle også have været glad for portvin, og ifølge Symington Family Estates var hans favorit portvin, Graham´s Six Grapes.
Churchill og Graham. To store navne, som forpligtiger – og det selv om der vel at mærke ingen familiære forbindelser er mellem Winston og Caroline Churchill, der har lagt efternavn til huset Churchill´s, som hendes mand Johnny Graham står bag.
Historien er fortalt før. Da familien Graham i 1970 solgte det traditionsrige portvinshus til Symingtons afskrev de sig også fra fremover at kunne bruge deres efternavn som brand. Da de tre brødre Johnny, Anthony og William i 1981 valgte at fortsætte traditionen som producenter af portvin, blev selskabet bag godt nok døbt Churchill Graham Lda., men selve portvinen blev lanceret under navnet Churchill´s.
De to brødre har siden trukket sig ud igen, så i dag bestyres huset alene af Johnny Graham, som dog nyligt har fået assistance af datteren Zoe, så familietraditionen kan fortsætte i en ny generation. Zoe voksede op i Portugal, men har siden studeret i England og bl.a. boet og arbejdet i Brasilien, inden hun vendte hjem for at være ansvarlig for salg og markedsføring hos Churchill´s.


I starten af november besøgte Johnny og Zoe Graham Danmark, og jeg var så heldig at møde dem til en god snak og en dejlig smagning.
Johnny Graham var ikke ny i portvinsbranchen, da han etablerede Churchill´s. Han var kun 18 år, da Graham´s blev solgt, men lærte siden faget hos Taylor´s og især Cockburn´s. I første omgang lejede Churchill´s sig ind hos netop Taylor´s, men i 1989 overtog de den nuværende lodge, som – måske lidt symbolsk – ligger et stykke ad vejen, der fører op til Graham´s.


De første år efter etableringen i 1981 blev der udelukkende indkøbt druer fra quintaer tilhørende Borges de Sousa. Men da denne døde i 1990, og næste generation ønskede at producere portvin under eget navn – især som Viera de Sousa, men for Quinta da Manoellas vedkommende hos Wine & Soul – måtte Churchill´s selv ud at investere. I 1999 erhvervede de derfor Quinta da Gricha, som siden har været centrum for deres aktiviteter i Douro.
”Jeg kendte Gricha fra min tid hos Cockburn´s, når vi modtog de nye vintages fra de forskellige quintaer. De andre quintaer, vi fik fra den gang, var alle på nordsiden af Douro og manglede den friske aromatiske stil, som jeg gerne ville have. Gricha på sydsiden kunne levere friskhed og naturligt syreniveau,” fortæller Johnny Graham.


Druemængden fra Gricha dækkede imidlertid ikke hele behovet, så i 2000 købte de også Quinta de Rio, som dog blev frasolgt igen fem år senere. Druerne fra Rio skulle levere koncentration som supplement til friskheden og syren fra Gricha, men Johnny Graham var ikke tilfreds med kvaliteten.
I stedet indkøbes der stadig supplerende druer fra andre quintaer og mindre vinavlere rundt op i Douro og også i Douro Superior, som netop med sine højere temperaturer kan levere den ønskede koncentration, der skal supplere friskheden fra Gricha.
”Ind til for tre år siden købte vi stadig fra Quinta da Água Alta og Quinta do Fojo, der tilhører Vieira de Sousa. Men i dag køber vi ikke længere fra dem, men fra andre vingårde i Cima Corgo og i Douro Superior,” fortæller Zoe Graham.
Fra det seneste Vintage år 2017 er det således kun 30 % af druerne i Churchills, som er fra Gricha, mens de i Quinta da Gricha Vintage, som blev deklareret samme år, selvfølgelig udgør det hele.
Pengene fra salget af Quinta de Rio blev samtidig brugt til nyinvestering på Gricha.
”Indkomsten brugte vi til at nyplante, så arealet med vinmarker på Gricha blev fordoblet fra 20 ha til 40 ha i 2007. Og vi har stadig planer om at udvide – bl.a. ved at nyplante en mark med blandede sorter med kloner fra den 70 år gamle mark, vi allerede har,” forklarer Johnny Graham.
Den gamle mark benyttes netop til fremstilling af Quinta da Gricha Vintage, som kun laves og flaskes i særlige år.
”Normalt flasker vi en lille mængde fra Quinta da Gricha og det selv i de år, hvor vi laver Churchill´s Vintage. Men vi sender den kun på markedet i nogle år. Som vores winemaker Ricardo Pinto Nunes udtrykker det, er det vigtigste, når vi beslutter os for, om vi skal deklarere en Gricha Vintage, om den udtrykker den kvalitet, identitet og det særlige terroir for sådan en special vinmark som vores old vines,” forklarer Zoe Graham og peger netop på 2017 som eksempel.


Churchill´s laver både bordvin og portvin med en fordeling på ca. 50 % til hver. Hvad portvin angår, har de valgt at koncentrere sig om specialkategorierne, hvilket vil sige fra Reserva og op. Dog lanceres deres hvide portvin som almindelig hvid, selv om den faktisk har ca. 10 års lagring på bagen. Foruden de to udgaver af deres Vintage laves Crusted Port, en udmærket LBV og Reserva Ruby samt 10, 20 og 30 års Tawny.
”Markedet bevæger sig mod mere kvalitetsportvin og mindre konsum portvin. Derfor producerer vi ikke entry level, men starter med Reserva. Vores Crusted Port er baseret på to årgange og lagrer efterfølgende seks måneder på fad. Det, at den oxiderer lidt, gør, at den hurtigere danner bundfald i modsætning til Vintage, som skal lagre længe. Vintage er topkvaliteten, men vinene til crusted tages fra samme niveau,” fortæller Johnny Graham og henviser til de tre niveauer, han opdeler sine vine i:
  1. Vintage, Crusted, 20 og 30 års Tawny
  2. LBV og 10 års Tawny
  3. Reserva
Høsten på Gricha bruges både til bordvin og portvin, men kun sidstnævnte produceres på stedet, da bordvinen laves på andre faciliteter i baglandet. Johnny fortæller, at de i princippet behandler alt det indkomne druemateriale ens. 
”Når vi får vinen ind, ved vi ikke, hvad den skal bruges til. Derfor behandler vil det hele på samme måde. Al portvin fodtrædes i lagares og er kun baseret på druer fra a-marker. Vi bruger kun naturlige gærceller og har en lidt længere fermentering end mange andre. Derfor opnår vi lidt mere tørre vine med mere naturlig alkohol, da vi ikke behøver at tilsætte så meget aguardente,” forklarer han.
Husets stil er da også generelt til den tørre side og med god friskhed og frugt. Det gælder sådan set både Ruby-stilen og Tawny. Deres 10 års Tawny lagrer f.eks. de første fire år på store fade som LBV og kommer først derefter på de mindre pipas, hvilket giver en mere frugtfyldt stil og en mørkere vin.
”Hvad angår Tawny ønsker vi også her en frisk og tør stil med mere frugt. Rig på frugt som den traditionelle portugisiske stil, men langt mere tør,” slutter Johnny Graham.


Den efterfølgende smagning omfattede følgende vine:
White Port Aperitif (smagt på Portvinsfestival på Børsen): Har ca. 10 års fadlagring på bagen, selv om den ikke er kategoriseret som så. Lys gylden. Nærmest sherryagtig og oxideret duft med lidt blomster og honning. Tør, elegant og frisk med honning og blomster (89).
10 års Tawny: Rødbrun, mørk, orange kant. Frugtfyldt med kirsebær, ristede mandler og lidt tørrede frugter, frisk med fin syre, dejlig og balanceret (89).
20 års Tawny: Mørk tawnybrun med lidt rødlige toner og lys kant. Stadig lidt frugt i form af modne kirsebær, men ellers hasselnødder og figner. Intens i munden, dejlig cremet med hasselnødder, valnød, figner og lidt karamel, flot højt syreniveau og super balance. Et fint glas (92).
30 års Tawny: Ravfarvet med flot orange skær. Frisk næse med mandel, lidt marcipan, honning, appelsinskal og tørrede frugter. Lækker og kompleks i munden med orange, mandel og abrikos, elegant og velbalanceret med fin frisk syre, velbalanceret. Et meget lækkert glas (94).


Ruby Reserva: Mørk rubin. Frisk næse med solbær og lidt grønne noter som mynte samt en smule mørk chokolade. Blød, venlig og frisk med god frugt, især solbær, fin balance, tør, en smule bløde tanniner, pebret og krydret hale. Velsmagende, men ikke så kompleks (87).
LBV 2015: Mørk rubin med lidt lyslilla kant, meget tæt. Solbær, hyldebær, lidt kaffe og mørk chokolade. Blød i munden med mørke bær, solbær og cassis, elegant med fin struktur og balance, tør, dejlig eftersmag med god frugt (90).


Quinta da Gricha Vintage 2007: Mørk rubin, lyst rødlig kant. Jordbær, kirsebær, blomster og krydderurter i næsen. Indbydende i munden med fin syre og friskhed, pænt med integrerede tanniner, flot balance (92).
Churchills Vintage 2017: Mørk rubin, næsten sort med lilla kant. Lidt lukket med mørke bær, brombær og cassis. Gemmer sig en smule i glasset, men med masser af frisk frugt, mørke bær, mørk chokolade, fin struktur og stort potentiale (94).
Gricha Vintage 2017 (noter hentet fra smagning af Vintage2017 i Porto): Mørk rubin. Frisk næse med grønne noter, mynte og solbær. Frisk og indbydende i munden, god frugt, elegant og med bløde tanniner. Meget lækker, men vil også kunne udvikle sig (92).
Jo, generelt er der tale om portvin med flot frugt og syre og i en tør stil. Hvor jeg tidligere mest har tænkt Churchill´s som et Ruby og Vintage hus (læs f.eks. min omtale af en vertikal smagning med Johnny Graham ved Portvinsfestivalen på Børsen i 2011), har smagningen af deres Tawny med alder så afgjort overbevist mig om, at de også laver udmærket fadlagret portvin.

Læs mere om Churchill´s på deres hjemmeside
Churchill´s importeres af Vinens Verden

torsdag den 21. november 2019

Portvin hører (også) julen til


Hvert år på denne tid dukker spørgsmålet op. Både fra familie, venner og bekendte og i forskellige vingrupper på de sociale medier. Hvilken portvin skal vi vælge juleaften?
Inden jeg prøver at give et svar, må vi hellere starte ved begyndelsen. For ét er, hvad vi drikker selve juleaften. Andet er julemåneden, som vel indledes med 1. søndag i advent. Her er der selvfølgelig også mulighed for at nyde portvin – både generelt og i form af advents- eller julekalendere.
Hvad de sidste angår er der dem, der laver dem selv. Så sættes der ikke grænser for fantasien og kreativiteten, og man bestemmer selv kvalitetsniveauet. Men det er også lidt som Onkel Stewarts pakkekalender i Jul på Vesterbro…
Derfor findes der heldigvis også efterhånden en del færdiglavede på markedet, hvilket vidner om portvinens brede popularitet.


Lad mig starte med den, jeg selv har, og som jeg var ganske tilfreds med sidste år – nemlig den fra Coop lavet i samarbejde med importøren Amka. Sidste års udgave indeholdt ”kun” vine fra Poças, Rozès og Quinta do Pégo, men siden har Coop indgået en stor importaftale med Sogevinus, som omfatter husene Barros, Cálem og Burmester. De to første er derfor også med i dette års julekalender, som altså nu omfatter fem forskellige producenter. At Burmester ikke er medtaget, skyldes givet at mærket især er reserveret til Irma-butikker og altså ikke fås i Kvickly eller Brugsen, hvor kalenderen forhandles.
Hvordan niveauet er i årets kalender, skal jeg lade være usagt. Men sidste år var kvaliteten udmærket og spændte fra entry level til top – og dermed såvel Vintage (f.eks. Quinta do Pégo Vintage 2016) som de helt gamle Tawnies – og ikke to flasker var ens. Tænker at bredden typemæssigt er ligeså stor i år, selv om der altså er kommet et par huse mere med.
I øvrigt suppleres kalenderen af en virtuel julekalender, hvor man hver dag kan læse information om dagens portvin og huset bag, ligesom man kan deltage i en konkurrence om en rejse for to til Portugal med besøg hos de fem producenter samt andre portvinsrelaterede præmier. Du finder siden her.
Coop er dog ikke ene på markedet for portvinskalendere. Her skal kort nævnes nogle andre gode muligheder:
  • DrikPortvins, som er lavet i samarbejde med husene Bulas, Viera de Sousa, DR og Quinta da Prelada og blandt de 24 flasker (5 cl) bl.a. byder på et par LBV, som kun er godkendt til anledningen samt andre special aftapninger.
  • Nordjysk Vinimports Portvinsjulekalender med portvin (5 cl) fra intet mindre end otte forskellige brands: Porto Cruz, Dalva, Dow´s, Martha´s, Messias, Quinta da Valeira, Taylor´s og Vista Alegre.
  • Quevedo med 24 portvine (5 cl), som ligeledes dækker de forskellige typer bredt.
  • HJ Hansen og Grahams eksklusive Adventskalender, hvor de fire låger både indeholder chokolade, 2 glas og ikke mindst portvin i 20 cl. flasker: The Tawny, 10 års Tawny, Graham´s Six Grapes og LBV 2014.

Men tilbage til indledningens spørgsmål. I det hele taget er vinen til julemaden et evigt tilbagevendende spørgsmål. Hvad har andestegen behov for? Som så ofte handler det ikke kun om selve anden, men mere om tilbehøret. Svesker, æbler og indmad i andens indre. Syrlig rødkål og søde, brunede kartofler.
Derfor er det vine i den tungere ende og med forholdsvis høj alkoholprocent, som er i spil, og gerne med et vist tannin- og syreniveau. Klassikerne er italiensk Amarone eller Ripasso fra Valpolisella eller vine fra det sydlige Rhône som Châteauneuf-du-Pape eller naboområder som Gigondas og Rasteau. Andre vælger vine på zinfadel eller shiraz eller måske malbec. Og så er der dem, der går mod strømmen og peger på Champagne til den fede julemad. Ja, der findes selvfølgelig også nogle, som foreslår portvin, men jeg vil gerne have, at anden svømmer godt og foretrækker derfor trods alt vin med lavere alkoholindhold.
Nok om det. Det var portvinen til risalamanden, vi kom fra. Tawny eller Ruby stilen? Nyt eller gammelt? Og hvor højt på kvalitetsskalaen skal vi gå?
Også her er tilbehøret afgørende. Mandler med fløde og mælk står sig godt til en fadlagret Tawny, mens den mere eller mindre syreholdige kirsebærsovs peger mod en Ruby, som er mere rig på frugt og syre. Et godt råd kan derfor være at lade karakteren af kirsebærsovsen bestemme. Er den forholdsvis ”ren” og syreholdig bør det være en Ruby Reserva, Late Bottled Vintage eller måske en Vintage, som lige er blevet afrundet, men ikke har mistet sin saft og kraft. Er den tilsat kanel, vanilje e.l. eller taler vi måske ligefrem om orangenoter er fadlagret portvin fint, men vælg efter min mening en yngre udgave (Rerserve Tawny, 10 års Tawny eller en yngre Colheita), som også matcher syremæssigt og stadig har lidt frugt. Og nyd så den gamle Tawny eller Colheita bagefter ved juletræet.
For mit eget vedkommende vælger jeg altid en LBV til risalamanden. Og så gerne et glas ældre Tawny bagefter.


Og lad mig så lige slutteligt opsummere nogle generelle råd om julemaden:
  • Julemad er ofte fed. Derfor er det godt med høj alkoholprocent og fylde i vinen, men også tanniner og syre vil virke balancerende.
  • Rødkålen er syreholdig, hvorfor der også skal syre til i vinen
  • Brune kartofler er brunet i sukker og derfor søde. Derfor vil det være godt med lidt sødme i vinen.
  • Mere magert kød som flæskesteg eller kalkun vil blive overdøvet af en kraftig rødvin. Server derfor en lettere rødvin eller en hvidvin.
  • Risalamanden med kirsebærsovs kræver en syreholdig vin med høj alkoholprocent.

lørdag den 16. november 2019

Quinta da Pacheca på Børsen


Det er nu 31 år siden, at Henrik Oldenburg afholdt sin første portvinsfestival. De tre årtier fejrede Ramos Pinto med et års forsinkelse ved at stå for en fantastisk flot Master Class, hvor Jorge Rosas og Masterblender Ana Rosas fortalte om huset og gav alle indbudte mulighed for at eksperimentere med at blende deres egen 30 års Tawny (læs min beretning her).
Festivalen, der traditionen tro fandt sted første mandag i november på Børsen, var som helhed også velbesøgt og med mange gode glas at hente ved udstillerne samt ikke mindst mange portugisiske gæster, som man kunne få en lille snak med.


I år valgte jeg at fokusere på Quinta da Pacheca, som jeg nok har smagt med jævne mellemrum, men ikke har udforsket nærmere. Foruden importør Torben Ryttersgaard fik jeg hilst på Export Manager for det danske marked, Rui Pinto. Inden mine noter et par ord om huset.


De, der har været i Régua, har ikke kunnet undgå at lægge mærke til den store Sandeman Don på bakketoppen på den anden side af Douro. Dermed har man sådan set også lagt mærke til Quinta da Pacheca. Godt nok tilhører marken, hvor figuren står, i dag Sandeman, men den hørte tidligere til Pacheca, som ligger lige til højre set fra Régua-siden. Quintaen solgte da også tidligere sin portvin til store firmaer som Sandeman og Cockburns, mens de selv satsede på almindelig vin. Portvin under eget navn kom først til langt senere, bl.a. fordi en af ejerne var præsident for portvinsinstituttet og ville beholde sin uafhængighed og derfor ikke selv producere. Bordvin udgør da også stadig størstedelen af produktionen.
”Vi var blandt pionererne, når vi taler om Douro vine. I dag udgør Douro-vine nok 70 % af vores produktion og de sidste 30 % portvin,” fortæller Rui Pinto.
Quinta da Pacheca omtales første gang i skriftlige kilder i 1738, hvor ejendommen gik i arv til Pedro Pacheco Pereira. Men historien går længere tilbage, idet familien Pacheco Pereira havde lejet jord i området i et par århundrede før dette tidspunkt. Første registrerede vinmark menes at være lejet allerede i 1551.
I 1903 overgik ejerskabet til José Freire de Serpa Pimentel, og i 2012 skiftede det igen, idet de nuværende ejere Paulo Pereira og Maria do Céu Gonçalves overtog. De havde begge erfaringer med international distribution af vin og fødevarer – og satsede målrettet på at forbedre kvaliteten og samtidig fortsat fokusere på vinturisme.
Hvad det sidste angår besøges quintaen i dag af 80.000 om året, hvilket bringer Pacheca helt i top, ligesom de da også netop er præmieret på området for Best of Wine Tourism i Portugal – en pris, de vil få overrakt ved en ceremoni i Bordeaux sidst i november. Foruden selve vingården er der restaurant, hotel (The Wine House Hotel Quinta da Pacheca åbnede i 2009) og senest tilkommet små værelser i vintønder, hvis man har lyst til at overnatte i en sådan, når man nu er i portvinens land.


Familien Serpa Pimental er stadig involveret, idet ønolog og winemaker Maria Serpa Pimental er efterkommer til José Freire de Serpa Pimentel. Foruden bordvin fra Quintaens 75 hektar marker og fra Quinta Vale de Abraão, som de også ejer, producerer Quinta da Pacheca alle typer portvin. Første Vintage Port blev dog produceret så sent som i år 2000.
Stilen er typisk portugisisk med mere frugt, men også høj syre i de fadlagrede portvine. Vi er jo også i Baixo Corgo, hvor temperaturen er lidt lavere og nedbørsmængden større.
Jeg smagte følgende vine:
White Port: Lys, let gylden. Fin duft af honning og blomster. Frisk i munden med honning, lidt abrikos og blomster. Fint koncentreret kategorien tager i betragtning og har da også efter sigende lagret i lidt år før den flaskes.
Porto Lágrima: Gylden. Honning og krydderier i næsen samt lidt orangepræg. Sød, men med høj syre, der balancerer og får den til at virke mindre sød og friskere end vanligt for Lágrima Port.
Tawny: Rødbrun. Mandel, tørrede frugter og stadig røde bær i næsen. Røde bær og frugt, men også hasselnødder og tørrede frugter, fin balance. Udmærket entry level port.
Reserva Tawny: Rødbrun. Frugt og kirsebær i næsen, men også sekundære Tawny-noter som nødder. Fint med frugt samt begyndende fadnoter og meget høj syre, der balancerer sødmen, krydret og pebret hale. Udmærket for kategorien.


10 års Tawny: Rødbrun. Forholdsvis frisk næse med rester af røde bær, tørrede frugter og hasselnødder. Ok kompleksitet, høj syre, lang pebret hale og lidt bid.
20 års Tawny: Brun med lidt røde nuancer. Mandel og nødder. Flere fadnoter, men faktisk stadig med relativ stor friskhed og lidt primær frugt, abrikos, nødder, valnød og høj syre.
30 års Tawny: Fin Tawnybrun. Dejlig duft af hasselnødder, tørrede frugter, abrikos og lidt krydret karry. Først et meget friskt indtryk i munden, hvorefter de klassiske tawnynoter tager over med tørrede frugter og nødder, elegant og dejlig med lang frisk hale. Et meget dejligt glas.
40 års Tawny: Orangebrun. Frisk næse med appelsinskal, nødder og lidt muskatnød. Cremet og blød i munden, men samtidig elegant og delikat med fin friskhed, høj syre, mandel, karamel og abrikos samt fin syre i enden.


Colheita 2000: Flot rødbrun. Mandel, nødder og abrikos i næsen. Tørrede frugter og brændt karamel, elegant stil med høj syre.
LBV 2014: Filtreret. God friskhed i næsen med brombær og solbær, men også grønne noter. Mørke bær, mynte og fin krydret hale. Absolut godkendt.
Vintage 2017: Sort og uigennemsigtig med lilla kant. Frisk frugt og solbær i næsen, men også friske krydderurter. Mørke bær, brombær og kaffenoter, esteve, høj syre. Pænt med tanniner til en langt liv.


Såvel bordvin som portvin fra Quinta da Pacheca importeres af Vinho.dk  
Efter således at have smagt vinene fra Quinta da Pacheca, blev der også tid til lidt ”fri leg”. Det vil sige lidt smagning rundt omkring ved de forskellige udstillere – især af nyheder, som jeg ikke har smagt før, men også bare af nogle gode vine for fornøjelsens skyld og vel at mærke uden, at jeg tog noter. I forhold til de fleste gæster, når jeg faktisk ikke særlig mange vine, da megen tid går med at snakke med andre gæster eller bekendte fra Portugal. Men kort fortalt og erindret fik jeg bl.a. smagt følgende:
Poças Vintage 2015: Ikke helt åben, mørk rubin med masser af frugt, mørke bær, lidt marmeladepræg.
Bulas 10 års hvid: Frisk og fyldig næse med abrikos og honning, lidt til den søde side.
Valriz Colheita 1958: Aromatisk og kompleks.
Churchills White Port: Noter vil følge i senere post om Churchills.
Dalva Organic Tawny Reserva: Fin balance mellem frugt og fad, fin vin i kategorien, men det kan vel ikke undre husets vanlige kvalitet taget i betragtning.
Quinta Santa Eufemia 40 års Tawny: Intens og dyb i gammel portugisisk stil.
Sandeman Quinta do Vau 1988: En dejlig delikat og moden Vintage og samtidig den eneste ægte Single Quinta fra Vau, da navnet efterfølgende er blevet brugt som brandnavn.


Importøren af sidstnævnte, vintageportvin.dk, havde som vanligt mange andre lækkerier med – både til at smage og til at kigge på. Sidstnævnte omfattede den særlige jubilæumsboks fra Sandeman med seks forskellige flasker af Vintage 2000, hvor navn og label fortæller forskellige kapitler af husets historie (The Word, The Spirit, The Journey, The Craft, The Pioneer og The hat & Cape, som selvfølgelig referer til det kendte Don ikon. Boksen blev fremstillet til Sandemans 225 års jubilæet i 2015. Læs mere på boksens egen hjemmeside.



onsdag den 13. november 2019

Min egen 30 års Ramos Pinto


I The Vintage Port Club har vi af og til en såkaldt teknisk smagning. Det er smagninger, hvor vi ikke blot nyder god portvin, men samtidig har sat os for at lære noget. Temaerne kan være forskellige. Terroir, dekanteringstid, enkeltdrue portvine for at nævne nogle eksempler. Eller kunsten af blende portvin.
Sidstnævnte smagning fandt sted i marts måned i år, hvor masterblender Ana Rosas fra Ramos Pinto gæstede klubben og fortalte om, hvordan man blender portvin. Hun havde også venligt medbragt en flot, lille boks til alle, hvor der var ingredienser til selv at prøve at blende. Boksen indeholdt et basisblend af deres Andriano White Reserva samt små flasker med 12 års hvid port, 18 års hvid port og en hvid Colheita fra 1964. Opgaven var så at tilsætte de rette mængder af de ældre portvine for derved at ramme smagen af den endelige portvin.
Det blev en dejlig og lærerig aften, som du kan læse mere om her. Derfor var mine forventninger også store, da Ana Rosas nyligt igen indbød til Master Class om kunsten at blende. Denne gang på Børsen i forbindelse med Henrik Oldenburgs årlige Portvinsfestival. Og denne gang ikke med en White Reserva, men den ypperste Tawny i husets portefølje – deres 30 års Tawny.


Indledningsvist fortalte Ana Rosas og husets direktør Jorge Rosas om Ramos Pinto, deres quintaer og deres vine, hvorefter vi smagte deres serie af Tawny med alder, som hører til blandt mine favoritter:
10 års Tawny: Mørk rødbrun, orange kant. Røde bær, lidt nødder og appelsinskal. Kraftig i smagen med hasselnød, frugt og bær, fin balance, god syre og en lidt krydret kant.
20 års Tawny: Tawnybrun. Aromatisk med hasselnødder, valnød, tørrede frugter, lidt figen og lidt appelsinskal eller citrus. Dejlig blød og intens i munden, god kompleksitet med nødder og tørrede frugter, flot syrebalance, som skjuler sødmen, dejlig eftersmag.
30 års Tawny: Flot tawnybrun. Frisk næse med mandel, hasselnødder, tørrerede frugter og appelsinskal. Blød og behagelig i munden med mandel, kanel, lidt brun farin, elegant med god fylde og kompleksitet samt lang dejlig eftersmag.


Den sidste var samtidig den vin, vi skulle prøve selv at ramme, når vi blendede portvin. Alle var blevet udstyret med en flot, stor kasse, hvis indhold Ana Rosas præsenterede for os. Først og fremmest en flaske med et basisblend, som nogenlunde matcher alderen, men manglede den rette karakter og kompleksitet. Derudover var der mindre flasker med 18 års Tawny, 40 års Tawny og Colheita 1985 samt tre små flasker med 60 års Tawny, Colheita 1924 og Colheita 1900. Dertil kom en kolbe, et par måleglas og pipetter. Udstyret var altså i orden. Nu skulle der arbejdes.


På Anas opfordring startede vi med at hælde 20 ml af det 30 års basisblend i tre forskellige glas. Næste skridt for mit vedkommende var at hælde 5 ml af henholdsvis 18 års, 40 års og Colheita 1985 i hver af de tre glas. Nu skulle der duftes. Det var tydeligt, at basisblend manglede kompleksitet og tyngde, men hvad ville de tre tilsætninger give?
I glasset, hvor der var tilsat 18 års Tawny, var der umiddelbart sket meget rent aromatisk. Men ikke i den rette retning. Hvad den vandt i friskhed, manglede den i intensitet og kompleksitet. Colheita 1985 og 40 års Tawny havde begge øget koncentrationen af de lidt tungere noter. Den første med en del karamel, som havde ført den betydeligt tættere på målet.


Jeg valgte derfor at arbejde videre med de to sidste glas og satte den med 18 års ud til siden. Næste skridt var evt. at kombinere de tilsatte vine samt slutte med de såkaldte ”bonificateurs” – altså de små glas med endnu ældre vine, som skal tilsættes i meget små mængder og alligevel gør en stor forskel.
I glasset tilsat Colheita 1985 valgte jeg først at supplere med noget 40 års for at kombinere de to og derefter 5 dråber af den meget kompakte og intense Colheita 1900. Det hjalp. Nu havde jeg en god kombination af nødder og tørrede frugter samt lidt tungere noter som farin og samtidig en vis friskhed.


I glasset tilsat 40 års Tawny prøvede jeg med 5 dråber 60 års Tawny, som gav en del nøddepræg, samt 5 dråber Colheita 1924. Det var ikke helt så vellykket. Jeg prøvede derfor igen med små mængder i glasset, hvor udgangspunktet var Colheita 1985. Jeg tilsatte yderligere 3 dråber Colheita 1924 og lidt mere Colheita 1985 for at gå lidt mere orange og karamelpræg.
Her stoppede forsøget. Jeg var efter min bedste overbevisning tæt på at nå i mål både farvemæssigt og aromatisk, selv om der selvfølgelig stadig var forskelle. Men den blev udmærket og ikke langt fra husets stil.
Jeg havde brugt fire forskellige vine foruden mit basisblend, som selv var en blanding af op mod 15 forskellige vine. Det samme gælder den tilsatte 40 års, som jo i sagens natur også er et blend. Ifølge Ana Rosas kan der i alt være brugt mere end 50 forskellige vine i det færdige blend. Respekt.


Processen er lang, hvor der hele tiden bygges lag på lag på, noteres, duftes og smages. En svær øvelse, som kræver sin mester. Hatten af for det store og koncentrerede arbejde, der forgår i kælderen og smagerummet med at følge vinenes udvikling og hele tiden finde frem til den rette kombination, så slutproduktet bliver så lig den forrige aftapning som muligt. En kunst, som Ana Rosas og hendes dygtige kolleger i andre huset mestrer så glimrende.
Inden og efter denne Master Class blev det i øvrigt til lidt smagninger på selve portvinsfestivalen herunder et særligt fokus på Quinta da Pacheca. Mere herom følger snarligt.

torsdag den 7. november 2019

Porto Messias (og mange andre) på DOK5000


Odense Portvinsmesse fandt i lørdags sted for anden gang. Det vil sige, første år var såvel navn som sted et andet. Men for at tydeliggøre, at Odense nu har tradition for hele to festivaler for portvin, blev navnet ændret til det nuværende, da den anden i september i Vintapperstræde bærer navnet Portvinsfestival. Samtidig var der flyttedag til DOK5000, som godt nok ligger lidt længere væk fra banegård og centrum end sidste års Odeon, men helt klar tilbyder bedre rammer. Det flotte rustikke rum klæder messen, ligesom pladsen muliggør borde i midten, så man kan trække sig lidt væk fra de forskellige stande og nyde portvinen i ro eller samtale med andre.


Men var der så noget godt at smage? Ja, det var der så afgjort. Knap er jeg trådt inden for døren, før jeg tilbydes et spændende glas portvin, da jeg løber ind i winemaker David Guimaraens fra Fladgate Partnership. David gæster Odense sammen med en god delegation fra portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, og portvinsinstituttet, da der dagen før blev afholdt ceremoni i broderskabet på Odense Rådhus og gallamiddag i forbindelse med The Vintage Port Clubs 30 års jubilæum (læs artiklen herom i Vinbladet).
David pakker en halvflaske ud af plastikbeskyttelse. Det er en flaske Taylor´s LBV, men han forsikrer os hurtigt om, at indholdet er noget andet. Der er nemlig tale om en uofficiel aftapning af hans eget kælderblend, som han selv kalder det. En portvin baseret på en Colheita fra 1880 iblandet bl.a. 20 års Tawny og lidt Ruby for at give lidt mere friskhed og frugt. Et dejligt glas at starte dagen på.


Så heldige kan man selvfølgelig ikke være hver gang, ligesom Odense Portvinsmesse nok heller ikke kan forvente så prominente besøgende hvert år. Men besøg fra Portugal skal de nok få i form af winemakere eller salgsfolk, som gerne tager turen til Danmark for at udskænke og fortælle ved de danske portvinsfestivaler. Tak for det. Og god portvin var ikke reserveret de få heldige eller specielle flasker fra inderlommen. Det generelle niveau, der blev udskænket, var fint, hvortil kom særlige gamle eller eksklusive vine, som kunne tilkøbes til fair priser ved nogle af standene.
De fremmødte importører og producenter var en blanding af større og mindre, og selv om der var huse, man kunne savne, var de fleste alligevel til stede, idet nogle af standene som f.eks. Portvinsbrugsen i Give og Vintageportvin.dk havde lidt af hvert med.

Messias

Som vanlig havde jeg på forhånd valgt et hus ud, som jeg først koncentrerede mig om. Det blev denne gang Porto Messias, som jeg har smagt hist og her, men aldrig grundigt. En væsentlig årsag til, at jeg nu gerne ville lære dem lidt bedre at kende, var, at deres nye Vintage 2017 overraskede mig positiv ved den store smagning af superårgangen i Porto i september (læs mine noter her). Deres portvin har jævnligt være at finde i supermarkeder mv, men er måske også lidt overset. Selv om huset har mange år på bagen, er det f.eks. kun at finde i supplement-delen i Henrik Oldenburgs oversigt over producenter i den seneste udgave af hans bog ”Portvin”.
Messias blev grundlagt i 1926. Selv om navnet i vores ører måske kan lyde lidt vel religiøst, er der nu blot tale om, at grundlæggeren hed Messias Baptista – et fornavn som ikke er ualmindeligt i Portugal og andre latinske lande. Fokus har især været på bordvin, og hovedkvarteret er da også placeret i vinregionen Bairrada, men derudover produceres der vin fra Douro, Dão, Vinho Verde og Beiras – ligesom der laves mousserende vin (Espumante), brandy og altså portvin, som blevet føjet til porteføljen i 1934.


De har vingårde i Bairrada og i Dão samt i Douro i form af Quinta do Cachão, der blev købt i 1958, ligesom de et par år efter købte naboejendommen Quinta do Rei fra Gonzalez Byass. Der er 200 hektar med vinmarker, og Cachão lægger også navn til husets Single Quinta Vintage. Endvidere har firmaet lager og produktionsfaciliteter i Vila Nova de Gaia.
Messias producerer portvin i alle kategorier – og mange forskellige. Hvad angår hvid portvin har de f.eks. fire forskellige udgaver af deres standartport: Extra Dry, Dry, Sweet og Lágrima. Så er der da noget at vælge imellem! Dertil kommer en 10 års hvid, Reserva, hele Tawny-rækken, en del Colheitas samt LBV og Vintage. Portvinene sælges først og fremmest under navnet Porto Messias, men også gennem underbrands som Burton og Primes.
Generelt kan siges, at stilen er typisk portugisisk, hvilket vil sige en lidt sødere stil og med mere frugt i de yngre fadlagrede portvine.


Jeg fin en god snak med Anders Hyttel fra Nordjysk Vinimport og ønolog og winemaker Ana Urbano, som var mødt frem, og smagte følgende vine:
10 års Tawny: Rødbrun. Fin næse med såvel bær som tørrede frugter. Stadig tydelige bærnoter, men også nødder og til karamel, ok syre, fin balance mellem frugt og fad. En ganske fin 10 års.  
20 års Tawny: Rødbrun til ravfarvet. Flere sekundære aromaer i form af nødder, mandel, appelsinskal og tørrede abrikoser, let krydret, også fint balanceret med syre.
Colheita 1995: Figen, mandel og abrikos samt lidt appelsinskal. Tørrede frugter som abrikos, lidt til den søde side, men balanceret fint med syre, elegant, lidt vel brændende på tungen.
Colheita 1980: Lys, ravfarvet. Abrikos og appelsinskal, let cremet og blød i munden med tørrede frugter og nødder, krydret og ok balanceret med syre.
LBV 2013: Filtreret. Dyb rubin. Mørke bær, lakrids. Blød og rund i munden med godt med frugt og bløde tanniner i enden, måske lidt vel meget marmeladepræg til min smag.
Quinta de Cachão Vintage 1983: Meget lys rubin. Røde bær og især jordbær i næsen, let krydret. Meget fin moden med godt med røde bær og stadig med frugt, let krydret, ok balance, pebret hale. Fin moden, men ikke så kompleks vin, der nok skal drikkes i løbet af få år.
Vintage 2011: Mørk rubin. Mørke bær, violer og let krydret i næsen. Mørke bær og peber, godt med tanniner, men ikke helt i balance lige nu. Frugten skjuler sig lidt lige nu, men potentialer er ok. Skal nok lige have en fem år mere, før den folder sig ud.
Vintage 2017: Mørk rubin. Såvel lidt røde bær som mørkere nuancer og florale noter. Dejligt glas med fin frugt og balance, intenst og med markante, men integrerede tanniner, sød, men med tør ende.


Efterfølgende blev til det til en del snak, men også lidt smagning. Tak til Claus fra Give for et par gode gamle sager herunder en Porto da Silva 1937. Derudover smagte jeg bl.a. et par gode nye Vintage i form af Taylor 2017 og Quinta da Romaneira 2017, en lidt ældre Quinta da Bucheiro Vintage 2005, Quinta das Lamelas LBV 2014 og Blackett 30 års – et fint glas at slutte af på.


Endelig vil jeg lige fremhæve Quinta da Devesas LBV 2015, som blev smagt ved The Wine Company. Det er den første Ruby port fra huset, der ellers gør sig i fadlagret hvid og rød portvin. I første omgang virker den blød og rund, men kommer så med fuld kraft med masser af frugt, styrke og struktur samt godt med tanniner. Høj kvalitet med stort potentiale for udvikling i flasken. Det skal blive spændende at følge dem på det område også.


Slutteligt kan jeg lige oplyse, at arrangørerne allerede har meddelt, at Odense Portvinsmesse finder sted næste år den 31. oktober 2020 ligeledes i DOK5000. Følg med på deres hjemmeside eller Facebook.

onsdag den 6. november 2019

30 års jubilæum fejret med besøg af portvinsbroderskab


Det portugisiske og det danske flag var begge hejst foran Odense Rådhus fredag den 1. november. Og indenfor fandt en ceremoni sted, som cementerede de dansk-portugisiske bånd – i al fald, når vi taler om portvin.


”For portvinen. For broderskabet. For brødrene.” Sådan lød det i rådhusets Festsal, da det portugisiske portvinsbroderskab, Confraria do Vinho do Porto, udbragte en fælles skål sammen med de mere end 100 fremmødte, der overværede broderskabets første optagelsesceremoni på dansk grund.

Portvinsbroderskabets øverste leder, Chanceler George Sandeman, 
borgmester Peter Rahbæk Juel og ambassadør Rita Laranjinha

Blandt de nye portvinsbrødre var så prominente navne som Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel og Portugals ambassadør i Danmark Rita Laranjinha samt den fynske portvinsklub, The Vintage Port Club. Klubben har i forvejen flere medlemmer optaget i broderskabet, men blev altså nu også selv inkluderet med den fornemme rang Infancão.
Portvinsbroderskabet, som har til formål at udbrede kendskabet til portvin, var inviteret til Odense af The Vintage Port Club, der i år fejrer sit 30 års jubilæum. Derfor var broderskabets ledelse og en række repræsentanter fra forskellige portvinshusene med til jubilæumsfesten om aftenen, men inden da havde festlighederne stået på hele dagen.


Fredagen startede med en Master Class afholdt af portvinsinstituttet IVDP på Restaurant UBN i samme lokale som The Vintage Port Club holder sine smagninger. Overskriften var ”The Magnificent 7”, idet mange af de såkaldte klassiske vintageår med bred deklarering ender på 7. Det gjaldt f.eks. den seneste årgang, som er sendt på markedet, 2017, ligesom årene 2007, 1997 og 1967 er kendte som gode vintageår.

Ana Brochado fra IVDP, Jorge Rosas fra Ramos Pinto, João Machete fra Sogevinus (Kopke), 
Gilberto Igrejas fra IVDP og Paulo Russell-Pinto fra IVDP

Smagningen omfattede dog ikke kun Vintage, men også Colheitas og gammel Tawny portvin, da målet samtidig var at komme lidt rundt i de forskellige typer. Paulo Russell-Pinto fra IVDP fortalte herom samt om årgangene. Desuden var den nyligt tiltrådte præsident for portvinsinstituttet, Gilberto Igrejas, og et par repræsentanter fra de deltagende huse til stede.


Følgende vine blev smagt:
Blackett Vintage 2017: Mørk rubin, næste sort, tæt og uigennemsigtig med lilla kant. Kraftig duft af frisk frugt og solbær, men også grønne og mere friske noter som mynte. Masser af frugt, solbær, hyldebær og brombær, fyldig krop, pebret samt kraftige, men ikke skarpe tanniner. Fint potentiale og en værdig repræsentant for den gode årgang (92).
Dalva White Colheita 2007: Lys ravfarvet med flot skær. Mandel, honning, tørrede frugter og appelsinskal i næsen. Delikat og elegant med mandel, appelsinskal og honning, dejlig frisk og med god balancerende syre og friskhed (91).
Ramos Pinto Vintage 1997: Rubin med rødbrun og lidt lys kant. Floral næse med kirsebær og røde bær som jordbær, let parfumeret på den gode måde. Blød i munden med begyndende modenhed, men stadig fint med frugt, syre og bløde tanniner til et længere liv, røde bær, jordbær. En frisk, behagelig og elegant vin (93).


Kopke Colheita 1987: Ravfarvet, gylden med lidt mørkere kerne og lidt rødligt skær. Lidt afdæmpet næse med mandel, hasselnødder og tørrede frugter. Fyldig i munden med mandel, appelsinskal, karamel, god syre, måske lidt vel sprittet, hvilket dog kan skyldes, at den lige var åbnet (92). 
Quinta de Boeira Very Old Port (1917): Colheita fra 1917, som har tilhørt familien Strecht Monteiro, men da papiret herpå ikke er godkendt hos IVDP kategoriseret som Very Old Port. Mørkebrun farinagtig og meget koncentreret. Ligeledes uhyre koncentreret i duften med farin, svesker, valnød og figner. Cremet i munden, tyk som en PX sherry og sød, men balanceret med syre, kompleks smag med svesker, balsamico og farin, lidt præg af ”Douro-bake”, lang intens eftersmag (94/95).


Efter Master Class mødte portvinsbroderskabet samt mere end 100 gæster op på Odense Rådhus. Her modtog borgmester Peter Rahbæk Juel broderskabets ledelse og Portugals ambassadør Rita Laranjinha og viste dem byrådssal og mødelokaler, hvor broderskabets Chancelor, George Sandeman, overrakte en flot karaffel og en portvin til borgmesteren.


Derefter var det tiden for selve optagelsesceremonien, som fandt sted i den smukke festsal.
Forløbet var stort set det samme som ved den årlige ceremoni i Porto i juni måned. Faktisk har det indtil nyligt være sådan, at ceremonier på Europæisk grund kun fandt sted i Porto, hvorimod broderskabet har rejst ud til f.eks. USA, Canada, Brasilien og Hong Kong. Nu har de ændre praksis og nyligt besøgt byer som Sankt Petersborg, Moskva og Paris. At Odense nu er kommet på listen, skyldes portvinens store popularitet og det høje salg af kvalitets portvin herhjemme samt de gode relationer mellem broderskabet og The Vintage Port Club.


Ceremonien startede med indmarch, hvorefter de kommende medlemmer blev ført ind og kaldt op en efter en. Foruden borgmesteren og ambassadøren blev som nævnt også selve portvinsklubben optaget som ”Infancão”, mens direktør for H.J. Hansen Jens Hempel-Hansen og rådmand Jane Jegind blev optaget som æresmedlemmer med rangen Cavaleiros. Dette gjaldt også en række gode folk fra vinbranchen og detailhandelen, så det samlede antal portvinsbrødre steg med 13 nye medlemmer.


Efter overrækkelser af kæder med drikkeskåle og diplomer skrev de nye brødre under i protokollen og ceremonien sluttede med en fælles skål i broderskabets egen 10 år Tawny.


Efter ceremonien blev der marcheret med Skoleorkester og broderskabets ledelse i spidsen fra rådhuset til Odd Fellow Palæet i Odense, hvor festmiddagen i anledningen af besøget og 30 års jubilæet for The Vintage Port Club fandt sted.
Her blev der først nydt klubbens egen 30 års jubilæums Tawny, som er skabt til lejligheden af portvinshuset Andresen, hvis direktør Carlos Flores dos Santos og winemaker Alvaro van Zeller også var til stede.
Derefter fulgte en fire retters menu med vine fra Douro DOC og 20 års Tawny fra forskellige huse samt ikke mindst Confrarias egen Vintage 2000, der blev præsenteret af broderskabets kældermester David Guimaraens, som er winemaker hos Fladgate Partnership og dermed for Taylor´s, Fonseca, Croft og Krohn.