mandag den 21. december 2020

Ny bog af Richard Mayson: The Wines of Portugal

 

Omtalte bog er tilsendt af forlaget

 


Richard Mayson har efterhånden en del vinbøger om Portugal bag sig, og nogle af dem er kommet i flere reviderede udgaver. Det gælder først og fremmest hans nok mest kendte bog, ”Port and the Douro”, som selvsagt har fokus på portvin og sidste år udkom i fjerde udgave. Efter min mening en af de bedste bøger overhovedet om emnet. Han har også skrevet en indsigtsfuld bog om ”Madeira” samt et par generelt om portugisisk vin.

Bøgerne om portvin og madeira er begge udkommet i den udmærkede vinserie, The Infinite Ideas Classic Wine Library, som kommer langt omkring geografisk. Her er bogen ”Wines of Portugal” netop udkommet som en form for opdatering af Richard Maysons tidligere bøger ”Portugal´s Wines & Winemakers” fra 1992 og ”The Wines and Vineyards of Portugal” fra 2003. Og lad det være sagt med et samme. Det var tiltrængt med en ny bog, da udviklingen i portugisisk vin er gået meget stærkt de sidste årtier.

”Wines of Portugal” er en glimrende bog, som giver et godt overblik over portugisisk vin historisk set, de mange druesorter og de forskellige vinregioners karakteristika. Den er brugbar både til at blive læst fra ende til anden og efterfølgende som opslagsværk om regioner, druesorter eller producenter.

Det indledende historiske kapitel er fyldigt og sammenkæder på bedste vis landets politiske og økonomiske udvikling med udviklingen indenfor dyrkning og fremstilling af vin. Den store historie og den lille historie er i fin dialog. Noget er selvfølgelig gentagelser fra tilsvarende afsnit i bøgerne om portvin og madeira, da hedvinene jo spiller en stor rolle for Portugal som vinnation, men sådan må det være. Til gengæld er egentlig omtale af portvin og madeira næsten udeladt, da de to vintyper jo har deres egne anbefalelsesværdige bøger.



Som et nyt aspekt i forhold til de andre bøger bygger ”The Wines of Portugal” også på egne erfaringer. I 2004 købte Richard Mayson Quinta do Centro i underregionen Portalegre i Alentejo, men efter nogle år måtte han sande, at det krævede fuld opmærksomhed, hvorfor han i 2018 solgte vingården til Sogrape.

Afsnittet om druesorter er grundigt og fyldigt med glimrende beskrivelser, som fint rammer druernes karakteristika. Han har udvalgt alle de væsentligste af de mere end 340 forskellige druesorter, som IVV (Instituto da Vinha e do Vinho) oplister. Man kunne måske ønske sig, at de ikke var listet efter kvantitet, men også vægtet efter kvalitet.  Blandt de hvide skal man f.eks. et stykke ind i oversigten over ”andre hvide sorter”, før man når til en så væsentlig drue som Encruzado, der gemmer sig mellem langt mere ukendte navne som Douradinha og Escana Cão.

Efter således at have sorterne på plads følger de forskellige regioner – såvel DOC-regioner som Vinho Regional (IGP) – opdelt i fire hovedområder:

  • Altantic Wines fra Vinho Verde i nord, over Bairrada og Lisboa til Algarve – den sidste dog ofte også karakteriseret som værende med Middelhavs-klima, selv om den jo faktisk ikke ligger ved Middelhavet.
  • Mountain Wines med det indre af den nordlige del af landet herunder de vigtige regioner Douro og Dão.
  • Wines of the Plains – altså slettelandet som udgøres af især Tejo og Alentejo.
  • Island Wines, som omfatter Madeira og Azorerne, som begge dog får meget korte omtaler. Produktionen er nu heller ikke stor, men dog voksende, og især vine fra Azorerne har de senere år vundet hæder – og det ganske fortjent.

Man vil altid kunne diskutere valget af producenter, som portrætteres i de forskellige regioner. Som Mayson skriver i indledningen, er det hans personlige valg, og producenterne er ”chosen because of what they are doing now, due to their contribution to history, or both.” Ud over de beskrevne følger dog for hver region en lille liste over andre producenter, som det også er værd at lægge mærke til.

Listen er sådan set udmærket, men dog også lidt ”konservativ”, idet der hovedsagelig er tale om mere etablerede producenter og i langt mindre grad om nye spændende navne, men det kan jo skyldes dels en skæven til tilgængeligheden på det engelske marked eller dels et ønske om, at nye navne lige skal have tid til at etablere sig på sigt.

Blandt nyere navne, jeg personligt kan savne, er f.eks. Quinta de Santiago i Vinho Verde, Quinta de Ventozelo i Douro og Pedro Marques og hans Vale da Capucha i Lisboa, ligesom Herdade do Rocim i Alentejo havde fortjent ikke kun at blive nævnt ved navn.

En ros for måden vine omtales på. Der nævnes såvel topvine som entry-level og med få ord får forfatteren karakteriseret vinene uden, at der er tale om egentlige noter, som risikerer at blive forældet efter få år.

Bogens sidste kapitler handler om rosévin og espumante – Portugals mousserende vin. Det sidste er fint, men måske kunne rosévinen lige så godt indgå på lige fod med hvidvin og rødvin. Samtidig har kapitlet stort set kun fokus på de to store kommercielle brands, Mateus og Lancers, fra henholdsvis Sogrape og José Maria da Fonseca, mens andre kun omtales i noteform. De er betydningsfulde, hvad angår volumen og indtjening, og derfor værd at berette om. Men som i så mange andre vinlande bliver der faktisk i dag lavet meget god og seriøs rosévin i Portugal, så her kunne der være udbygget lidt.

Afslutningsvis følger et mere omfattende register over druesorter, en ordliste og en fyldigt stikordsregister – altså sammen udmærket, når bogen også skal bruges som opslagsværk.

Alt i alt en væsentlig bog om portugisisk vin, som bør være at finde i ethvert fyldigt vinbibliotek. Set med danske øjne kunne man ønske sig, at portvinens store popularitet og udbredelse fik flere og flere til at få øjnene op for de store kvaliteter i portugisisk vin.

 

Richard Mayson: The Wines of Portugal. Infinite Ideas 2020, 356 sider.

Bogen kan bestilles via forfatterens hjemmeside.

tirsdag den 8. december 2020

Colheita og Tawny fra Boeira

Omtalte vine er sponseret af producenten

 

Der kommer hele tiden nye portvinsmærker, nye typer, nye årgange og nye blends på det danske marked. Det er jo dejligt, da det giver store valgmuligheder både i forhold til smagspræferencer og foretrukne prisniveau.

Det gør sig f.eks. gældende med Boeira – eller Quinta da Boeira som producentens fulde navn er, opkaldt efter quintaen midt i Gaia. Der er tale om prisvenlig portvin, som oftest er lidt til den søde side. Noget af det, jeg har smagt, har jeg fundet ganske fint til prisen, men generelt er der ikke tale om den store kompleksitet.

Jeg fik tilsendt tre vine fra Boeira, som nu har fundet vej til supermarkedernes hylder – to 10 års og en 15 år gammel Colheita. Sidst jeg smagte portvin fra Boeira, var det 40 års Tawny og Very Old Tawny på spray samt den nye Vintage 2018 – altså fra den øverste ende af registret. Denne gang gælder det så betydelig yngre fadlagret Port herunder en hvid.



De tre vine blev smagt over to dage i såvel afkølet som tempereret tilstand. Her er mine noter:

Boeira 10 års White: Ravfarvet til orange. Ekspressiv og sødlig i næsen med abrikos, marcipan og lidt honning og koriander. Fyldig i munden med marcipan, mandarin, mandel, appelsinskal og blomster samt lidt vanilje, vel sød til mine smagsløg, men dog med ok balancerende syre, fin lang og lidt syrlig hale. Skal drikkes kold (85).

Boeira 10 års Tawny: Lys mahognifarvet med lidt rødligt skær og lysere, orange kant. Anonym i næsen, men åbner dog op, som temperaturen stiger, med hasselnødder, marcipan, abrikos, tørrede figner samt en lille smule ribs og andre røde bær. Behagelig i munden med nødder, figner, tørrede frugter og lidt vanilje, igen til den søde side, men med fin friskhed og balancerende syre samt en lang og lidt sprittet hale. Kan fint drikkes afkølet, men ikke så kompliceret (85).

Boeira Colheita 2005: Mørk rødbrun, lidt lys kant. Fyldig næse med hasselnødder, figner, svesker, lidt muskat og karry. Nødder, tørrede frugter og krydderier i munden, fint balanceret med ok friskhed og god syre, men også sødme, som dog er mere afdæmpet pga. syren, slutter med en lang krydret hale med lidt syrekant. Et fint, behageligt glas, som står stærkest i afkølet tilstand (88).


 

fredag den 4. december 2020

Ny bog om sydafrikanske vine

 

Omtalte bog er tilsendt af forfatteren

 

Seneste nummer af vinmagasinet Din Vinguide havde særligt fokus på Sydafrika. Det var sikkert ikke tilfældigt, for bladets redaktør Thomas Rydberg har netop udgivet den første danske bog om sydafrikansk vin. Ud over at være redaktør af Din Vinguide er Rydberg skribent for Ekstra Bladet og forfatter til bogen Spansk Vin – og opskriften i den nye bog er lidt den samme og lig mange andre vinbøger på markedet. Først en mere generel introduktion til landets vin herunder afsnit om historien og om druesorter. Derefter mere opslagsprægede afsnit, som gennemgår regionerne en efter en.

Thomas Rydberg besøgte Sydafrika første gang i 2004 og er siden vendt tilbage næsten årligt. Han har derfor oparbejdet et solidt kendskab til sydafrikansk vin, regioner, druesorter og producenter – nye som gamle.

Sydafrika er det ældste vinland i gruppen af såkaldte ”nye vinlande” – altså vinlande fra andre verdensdele i modsætning til de gamle europæiske vinlande. De første vinstokke blev plantet nær Cape Town i 1655, og den første vin blev fremstillet fire år senere. I mange år var der især fokus på såvel søde dessertvine som kvantitet. Men efter 1994 og enden på apartheidstyret er der sket meget. Landet åbnede sig, winemakere hentede inspiration i Europa, vinproduktionen ekspanderede til nye områder, der blev i højere grad satset på kvalitet, og samtidig søgte landet efter sin egen identitet som vinland.

I dag produceres der vin i seks regioner, 30 distrikter og 92 såkaldte ”wards” med i alt 93.000 hektar vinmarker, hvilket gør landet til den 8. største producent i verden. Og danskerne er vilde med den prisvenlige og ofte kraftige og krydrede sydafrikanske vin. Sydafrika indtager 3. pladsen på landelisten, og Danmark er den 5. største importør af sydafrikansk vin. Alene af den grund er det selvfølgelig tiltrængt med en bog om emnet.

Thomas Rydberg skriver med stor viden, hvorfor der er mange gode informationer at hente i bogen. Det gælder afsnit om historien, om druesorter og om regioner og terroir. Men indimellem savner jeg lidt mere personlig tilstedeværelse og passion – lidt mindre leksikal viden. På det område skiller et spændende afsnit om trends sig dog ud. Her møder vi den erfarne vinmand, som reflekterer og vurderer den seneste udvikling og dermed også guider os ind i fremtiden for sydafrikansk vin – en fremtid, der selvfølgelig byder på langt mere end den typiske sydafrikanske vin fra supermarkedet. Alene mellemoverskrifter som ”Chenin Blanc rykker big time”, ”Man er ved at lære at tøjle Pinotage” og ”Drueavlere på vej ud af mørket”, fortæller deres egen historie.



I afsnittene om de forskellig regioner og områder informeres både om terroir, druesorter og producenter. Enkelte producenter – store som små, nye som gamle – får særlige små omtaler, ligesom der listes anbefalinger til vin op. Det sidste gælder også afsluttende i bogen, hvor de ”101 bedste sydafrikanske vine” listes. Fint med inspiration, men det kunne nu have været dejligt, hvis der lige var sat enkelte ord på stilart og karakter frem for blot namedropping. Men her må man så selv på nettet og finde smagenoter.

Bogen er rigt illustreret og primært med flotte og farvestrålende stockfotos. Det er altid dejligt med billeder, men virker desværre også lidt som en fyldig, overbroderet turistbrochure, som pumpes op med det ene billedopslag efter det andet.

Sidst i bogen følger afsnit om Sydafrika som mål for vinrejsen med lidt anbefalinger af seværdigheder, hoteller og restauranter samt endelig en fyldig ordliste med såvel almene som særlig sydafrikanske begreber samt et grundigt register. Det sidste er fint, da bogen efter læsning er velegnet som opslagsværk.

Så afgjort en læseværdig og informativ bog og fint, at endnu et vinland nu har sig egen bog.

 

 

Thomas Rydberg: Sydafrikansk vin. Rydberg Publishing 2020, 266 sider. Bogen kan købes via Din Vinguide

Foto: Aline Balayer. Stellenbosch fra Wines of South Africa

tirsdag den 1. december 2020

En tur på akademiet

Arrangement og smagning var sponseret af Wines of Portugal


Sidste mandag deltog jeg i et webseminar og smagning arrangeret af Wines of Portugal. Det var et led i deres Wines of Portugal Academy, og efter seancen var der en online prøve, hvorefter man kunne kalde sig certificeret ambassadør.



Selvom jeg sådan set har betragtet mig som ambassadør for portugisisk vin i en del år, valgte jeg at tilmelde mig. For det første med udsigten til godt seks timers intensiv undervisning og repetition i regioner, druesorter og vintyper samt smagning af 16 vine, hvoraf nogle var kendte og andre nye bekendtskaber. For det andet fordi det aldrig kan skade at få papir på sin kunnen og virken.



Det var Daniela Costa, som jeg har mødt et par gange, der stod for kurset. Vi kom vidt omkring. Først noget om den store diversitet i kraft af forskelligt mikroklima og terroir og ikke mindst de mere end 250 indfødte druesorter, hvilket gør Portugal til det land i verden med flest forskellige indfødte druesorter per hektar vinmark. Dernæst fulgte en gennemgang af de 14 forskellige regioner med hovedvægten på de mest kendte samt de 10 druesorter, som Wines of Portugal har valgt at fokusere på, når de promoverer portugisisk vin rundt om i verden: Hvidvinssorterne Alvarinho, Arinto, Encruzado og Fernão Pires (i Bairrada kendt som Maria Gomes) samt rødvinssorterne Baga, Castelão, Tinta Roriz (alias Aragonez), Touriga Franca, Touriga Nacional og Trincadeira. Endelig sluttede Daniela med lidt opsamling herunder om traditionen for at blende på forskellige niveauer (druesorter, marker med forskelligt terroir og forskellige kloner) og afslutningsvis et par ord om vinenes gastronomiske potentiale.



Undervejs smagte vi som nævnt 16 vine. Desværre var de hentet i kun fire regioner, hvilket var lidt ærgerligt. Når vi nu også skulle høre om regioner som Bairrada og Dão, ville det da være fint samtidig at smage et par gode repræsentanter derfra. Og nej, selvfølgelig var det ikke muligt at komme hele vejen rundt, men når Alentejo var repræsenteret med hele otte vine, kunne man have skåret lidt ned her.

Vi smagte nedenstående vine – dog ikke i helt samme rækkefølge. Hver producent eller eksportør var repræsenteret med to vine, og da jeg giver en kort introduktion til producenten, er disse samlet.

 

Quinta do Soalheiro

En af de helt store Vinho Verde producenter og blandt pionererne, når det gælder om at lave fremragende hvidvin på Alvarinho-druen. Soalheiro ligger i underregionen Monção og Melgaço, som netop er førende, når det gælder Alvarinho. Fra quintaen, som ejes af Cerdeira-familien, er der udsigt ned over Minho-floden og grænsen til Spanien. Winemaker er António Luis Cerdeira, som eksperimenterer en del med forskellige metoder til vinificering og lagring. Læs her om mit besøg på quintaen for et par år siden.

Quinta do Soalheiro Allo 2019 (Vinho Verde): Blend af 50 % Alvarinho og 50 % Loureiro. Lys grøngul. Aromatisk med citrus, lidt blomster og lidt mandarin. Sprød, elegant og mineralsk med høj syre, lav alkohol (11,5) og citrus i halen.

Quinta do Soalheiro Clássico 2019 (Vinho Verde): 100 % Alvarinho. Grøngul til strågul. Grønne æbler, citrus og lidt eksotisk bund i næsen. Citrus og lidt eksotiske noter samt lidt honning, høj syre, mineralsk, fin tekstur og friskhed, mere krop og fylde.


 

 J. Portugal Ramos

En af de helt store og kendte producenter. Karrieren startede i 1980 i Alentejo, men han har siden bredt sig til andre regioner: Beiras, Douro (under navnet Duorum) og Vinho Verde, ligesom han har virket som konsulent i regioner som Tejo, Lisboa og Dão. Hovedkvarteret er i Estremoz i Alentejo, og han laver flere forskellige brands fra regionen herunder Marquês de Borba, som blev lanceret i 1997.

Marquês de Borba Colheita Branco 2019 (Alentejo): Blend af Arinto, Antão Vaz og Viognier. Gulgrøn, klar. Aromatisk med pære, citrus og lidt ananas. Fin syrebalance og fin krop, mineralsk, let parfumeret.

Marquês de Borba Colheita Tinto 2019 (Alentejo): Blend af Aragonez, Trincadeira, Touriga Nacional, Alicante Bouchet, Petit Verdot og Merlot, lagret 6 måneder på brugte fade. Rubinrød. Røde bær, kirsebær og jordbær. Fin og ligefrem med syrnede kirsebær, cassis og lidt lakrids, moderate bløde tanniner. Fin drikkelig nu.

  


Quinta dos Avidagos

Familieejet quinta i Douro, der tidligere leverede druer til de store portvinsfirmaer, men siden 1996 har produceret i eget navn. Foruden quintaen af samme navn, som ligger ved Corgo-floden i baglandet bag Regua, ejes tre andre vingårde i Douro. Der laves såvel bordvin som portvin. Et spændende nyt bekendtskab.

Quinta dos Avidagos Arinto Reserva 2019 (Douro): Grøngul. Ekspressiv, lidt parfumeret og eksotisk næse med blomster, citrus og passionsfrugt. Eksotisk, fyldig med ok syre balance og lidt fadpræg. En spændende vin.

Quinta dos Avidagos Branco Reserva 2018 (Douro): Blend af Gouveio, Vital, Arinto og Viosinho, ufiltreret. Grøngul. Diskret i næsen med moden pære og citrus. Dejlig struktur og smag, god frugt, æbler og lidt animalske undertoner, lang hale.  

 


Herdade Paço do Conde

Ejendommen ligger i det sydlige Alentejo ved Guadiana-floden og ejes af familien Castelo Branco. De første vinstokke blev plantet i 1995 og i dag er der 230 hektar vinmarker med såvel portugisiske som internationale sorter. Winemakeren hedder Rui Reguinga, og der produceres forskellige brands – også med afsæt i andre vingårde i området. Under selve navnet Herdade Paço do Conde laves såvel enkeltdruevine som blends.

Herdade Paço do Conde Branco Reserva 2017 (Alentejo): 100 % Antão Vaz, lagret 9 måneder på fad med battonage. Strågul. Parfumeret med smørnoter og tydeligt fadpræg. Fyldig med moden pære, kompleks, til den søde side, lidt vel parfumeret.

Herdade Paço do Conde Tinto Reserva 2018 (Alentejo): Blend af Alicante Bouchet, Syrah og Touriga Nacional. Mørk rubin. Mørke bær, kirsebær og jordbær, lidt florale noter og lidt vanilje. Solbær, kirsebær, koncentreret med høj syre og bløde tanniner, moderat fadpræg. En typisk Alentejo vin.

 


Carmim

Carmim´s fulde navn er “Cooperativa Agrícola de Reguengos de Monsaraz” og blev grundlagt i 1971 af 60 vinbønder. I dag er der ca. 900 medlemmer af kooperativet med samlet 3.600 hektarer vinmarker. Der produceres en lang række brands herunder Reguengos.

Reguengos Selecção Tinto 2019 (Alentejo): 40 % Trincadeira, 40 % Aragonez og 20 % Alicante Bouchet. Rubin med lilla kant og skær. Solbær og jordbærgrød, samt lidt krydderier. Noget rå og spicy, pænt med frugt. Brug for tid.

Reguengos Selecção Tinto Reserva 2017 (Alentejo): Blend af Syrah, Touriga Nacional, Alicante Bouchet og Trincadeira, lagret på fad. Mørk rubin med lilla kant. Solbær og jordnær i næsen. Mørke bær, jordbærgrød og røget bacon, kraftige tanniner. Fint potentiale, har brug for tid.

  


Reynolds Wine Growers

Den engelske Reynolds-familie har lange aner i Portugal – fra Thomas Reynolds slog sig ned i Porto i 1820 til i dag. En gren af familien står således bag Herdade do Mouchao, mens en anden udgør Reynolds Wine Growers, der lige som Mouchao har stort fokus på den importerede druesort Alicante Bouchet. En række af deres vine er signaturvine opkaldt efter familiemedlemmer gennem flere generationer. Julian og Carlos er således far og søn, som står i spidsen for huset i dag.

Carlos Reynolds Tinto 2018 (Alentejo): Aragonez, Alicante Bouchet, Alfrocheira og Trincadeira, 6 måneder på store fade. Mørk rubin, solbær og sorte kirsebær, men også lidt tendens til eddikestik. Let cremet i munden, frisk, med solbær og andre mørke bær.

Julian Reynolds Tinto Reserva 2015 (Alentejo): 50 % Alicante Bouchet, 40 % Touriga Nacional og 10 % Syrah. Mørk rubin med lys kant. Modne syrnede kirsebær, violer og en smule laktose. Krydret og elegant, modne røde bær, florale noter og pænt med tanniner.

  


Wines and Winemakers by Saven

Saven er en sammenslutning af winemakere og producenter og repræsenterer de fleste regioner. Alle har deres egen profil. I Douro er de f.eks. repræsenteret af producenter som Viera de Sousa og Lua Cheia – sidstnævnte laver dog også vine i andre regioner. Winemaker for Lua Cheira i Douro er Francisco Baptista. En anden producent, Herdade Pegos Claros er hjemhørende i DOC Palmela på Setubal-halvøen.

Lua Cheia Andreza Tinto Reserva 2017 (Douro): Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz. Mørk rubin. Mørke og røde bær, violer og blomster, let parfumeret og lidt røget. Let stil med solbær, dejlig kompleks, elegant og med stort potentiale.

Pegos Claros Reserva 2015 (Palmela): 100 % Castelão fra 70 år gammel mark, 12 måneder på brugte fade. Rubin rød med lilla skær. Mørke bær, modne blommer, florale noter og lidt mentol, ikke så intens. Koncentreret, intens og kompleks med masser af frugt samt lidt noter fra fadet, fin syre, flot balanceret med bløde integrerede tanniner. En dejlig vin.

  


Quinta da Devesa

Den gamle quinta ligger i Baixo Corgo tæt på Regua og blev købt af Fortunato-familien i 1941. Devesa producerer vin og portvin med minimal intervention. Herhjemme er de mest kendte for deres hvide portvin med alder, Tawny og Colheita, men de lancerede nyligt deres første vintage portvin i form af årgang 2018. Winemaker er Jorge Sousa Pinto.

Quinta da Devesa Tinto Vinhas Velhas 2013 (Douro): Blend af mere end 20 sorter fra Vinhas Velhas med 80 år på bagen, lagret 12 måneder på fad og 12 måneder på flaske. Mørk rubin med lilla kant. Mørke bør, især brombær og kirsebær, krydret. Fyldig og kompleks med mørke bær, brombær, fin balance og kraftige tanniner. Traditionel Douro stil.

Quinta da Devesa 20 years old white (Port): Gylden, ravfarvet med lys kant. Abrikos, honning, mandel og blomster i næsen. Blød og cremet i munden med orangeskal, abrikos og honning, fin syre til at balancere sødmen, lang hale. Et dejligt glas.




onsdag den 18. november 2020

Smagen af Portugal

A Taste of Portugal. Sådan lød overskriften for et arrangement, som fandt sted for nogen tid siden på restaurant Nr. 2 på Christianshavn. Der var tale om en såkaldt wine & food pairing, hvor portugisiske vine skulle afprøves til forskellige portugisisk inspirerede retter og råvarer. Maden stod køkkenchef Nikolaj Køster for, vinene var sponseret af ViniPortugal, og gæsterne var en god blanding af vinskribenter og sommeliers fra toprestauranter.



Da jeg selv var indbudt til at præsentere de portugisiske vine og fortælle de fremmødte lidt om regioner, klima, druesorter mv., tog jeg ikke selv noter. Men jeg vil da allivel gerne knytte et par ord til især vinene og sammensætningen med mad.



De 11 vine var såvel hvid- og rødvine som espumante og portvin og hentet i fire forskellige regioner: Tavora Varosa, Vinho Verde, Alentejo og Douro. Et ok valg. På den ene side er de tre sidstnævnte nok de tre mest kendte og dermed tilgængelige regioner herhjemme. På den anden side kunne det have været spændende – temaer taget i betragtning – at de to meget gastronomiske vinregioner Dão og Bairrada havde været repræsenteret. Ja, en af serveringerne skreg efter min mening efter en god Bairrada vin.

Nok om det. Her er en kort beskrivelse af de seks serveringer og de tilhørende vine.

 

Mandler og iberico skinke

Hertil blev serveret en espumante, Murganheira Sparkling Super Reserve Brut 2015, fra den lille bjergrige region Tavora Varosa, som ligger mellem Douro og Dão, og som især er kendte for netop mousserende vin. Vinen havde såvel friskhed og fylde og matchede fint mandler og skinke, ligesom den vil være brugbar til andre former for petiscos – Portugals svar på tapas.

 


Saltet makrel med salturt og rygeostcreme og sardiner og tomater på toast

Hertil fik vi to forskellige vine fra Vinho Verde – begge på alvarinho: Alvarinho Pouco Comum 2019 fra Quinta da Lixa og enkeltmarksvinen Parcela Única 2018 fra Anselmo Mendes. Begge aromatiske og friske vine gik fint til sardinerne og var også brugbare til den røgede makrel. Ingen tvivl om, at Vinho Verde gør sig godt til mange fiskeretter.



 

Torsk i kålblade og indbagt brandadetærte

Vinene var et battle mellem Alentejo og Douro i form af henholdsvis Herdade do Sobroso Branco 2019 og Superior Branco 2017 fra Quinta do Crasto – begge blends af typiske hvide sorter. De to vine kunne gå til tærten, men fadpræget i Crastos hvidvin var måske lidt for dominerende i forhold til den mere sarte torsk.

 



Tartar af okse med marv og krydret pølse med grillet brød

To meget forskellige serveringer – en mere sart og en meget krydret – og to forskellige vine i form af Herdade do Sobroso Cellar Selection 2016 fra Alentejo og Réccua Expo Reserve 2014 fra Porto Reccua i Douro. Begge vine kunne drikkes til tartaren uden dog at være et perfekt match, mens den krydrede pølse var alt for kraftig og overtrumfede de ellers markante vine.

 



Grillet gris med agurk og sortfodsgris med bagt rød peber

Her ville jeg nok have foretrukket vine fra fx Bairrada frem for de to eller udmærkede Douro-vine: Batuta 2017 Tinto fra Niepoort og Reserve Old Wines 2017 fra Quinta do Crasto. Begge vine er fremragende, men måske og lidt vel kraftige og krydrede til gris. Bedst gik til de sortfodsgrisen, hvor sødmen i den bagte peberfrugt gav lidt modspil.

 



Blomme-is med crunch og syltede blommer samt mandelkage

Der blev serveret to forskellige portvine – en LBV  2007 fra Porto Reccua og en fadlagret Colheita 2007 fra Niepoort. LBV´en var desværre ikke, som den skulle være – måske skyldet alderen eller måske af andre årsager. Den friske frugt, som kunne have spillet op mod isen, var derfor fraværende. Mandelkagen gik derimod fint med Colheitaen fra Niepoort, som samtidig havde fin syre, så det ikke blev sødt på sødt.

 


Generelt har Portugal mange dejlige gastronomiske vine – både til den mere eksklusive menu på de findere restauranter og til det mere rustikke eller bredde. Den store diversitet, hvad angår terroir, klima og druesorter, giver en bred palette, så der findes noget til det mest. Men samtidig går alt selvfølgelig ikke til det hele. Nogle af ovennævnte sammensætning var udmærkede, andre kunne gå an og andre igen ramte ved siden af. Men jeg håber og tror da, at alle deltagere blev lidt klogere på portugisisk vins muligheder i forhold til menukortet.

 



Ønsker du at læse, hvad andre fik ud af arrangementet, kan jeg henvise til novemberudgaven af Din Vinguide, hvor redaktør Thomas Rydberg skriver om nogle af serveringerne og til et par skribenters blogindlæg: AndersHalskov-Jensen og Frederik Kreutzer.

tirsdag den 27. oktober 2020

Colheita og Vintage fra Dalva

 

Omtalte vine er sponseret af producenten

 

Dalva er mest kendt for sine Colheitas, Tawny og Golden Whites. Men de laver portvin af alle typer og dermed også Late Bottled Vintage og Vintage.




Selskabet bag hedder C. da Silva og er opkaldt efter Clemente da Silva, som i 1933 arvede firmaet, hvis forløber var grundlagt tilbage i 1862. Han omdøbte altså selskabet i sit eget navn, men da der i forvejen var en del da Silva´er i portvinsbranchen, blev selve brandnavnet en sammentrækning af ”da” og ”lva” i efternavnet.

Dalva havde allerede den gang fokus på ældre Tawny og Colheitas, ligesom de tidligt begyndte at lagre hvid portvin til brug for blends, hvilket senere førte til den kendte Golden White serie.

Dalva ejes i dag af Grand Cruz, som igen er en del af den franske La Martiniquaise gruppe. Grand Cruz er blandt de såkaldte fem store på portvinsmarkedet (de andre er Symington Family Estates, Fladgate Partnership, Sogrape og Sogevinus). Den placering skyldes ikke mindst det store populære brand Porto Cruz, men derudover ejes altså også Dalva og Quinta de Ventozelo samt Présidential, der er Dalvas pendant målrettet det engelsksprogede marked, men dog med sine egne blends.




Jeg har tidligere gennemsmagt Dalvas Golden Whites ved Portvinsfestivalen på Børsen og hos Porto Cruz i Porto, begge gange i selskab med Elsa Couto, samt en længere række portvine, da Dalva gæstede os i The Vintage Port Club (læs omtalen her).

Denne gang gælder det deres nyeste Vintage, som blev smagt blindt på førstedagen i selskab med tilsvarende fra Quinta de Ventozelo og gensmagt dagen derpå, samt en økologisk Tawny Reserva og et par Colheitas, som alle ligeledes blev smagt over to dage.

Her er mine noter:

Dalva Vintage 2018: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão m.fl. Mørk violet, lilla kant, uigennemsigtig. Meget ekspressiv med masser af solbær, lidt hyldebær og mørk chokolade i næsen. Solbær, brombær, florale noter, lidt mokka, ribena på førstedagen, hvilket dog var aftaget dagen efter, hvor den fremtrådte mere elegant, men stadig kraftig og med høj syre, tør, lidt mineralitet, pæn fylde, let sprittet hale med tørre tanniner i enden. Ok potentiale (91).




Dalva Pure Tawny Reserve (Organic): Typisk Douro-blend, men med mere Tinta Roriz og Touriga Franca, ca. 7 år på fad. Rødbrun, lidt lys kant. Mørke bær, lidt marmelade, blommer, svesker og nødder samt lidt friske urter i næsen. Fin syre, nødder, tørrede frugter, vegetale noter. Faktisk veludviklet og udmærket for kategorien (88).




Dalva Colheita 2010: Rødbrun med orange kant. Fin næse med mandel, orange og honning, en smule ribs og kvæde samt bærrester. Blød i munden med nødder og tørrede frugter, let krydret, fin syre med lidt bid, som kommer i anden omgang. Fin ung Colheita, men måske ikke så kompleks (89).




Dalva Colheita 2005 (Magnum): Typisk Douro-blend. Orangebrun med flot orange skær og lidt grøn kant. Dejlig næse med mandel, appelsinskal, karamel, honning, abrikos og valnød. På en gang frisk og blød i munden med mandel, orange og tørrede frugter, høj syre, lang krydret hale. Et dejligt glas (93).

 



Dalva importeres af Vinmonopolet

onsdag den 21. oktober 2020

Quinta de Ventozelo

 

Omtalte vine er sponseret af producenten

 

I Douro synes der at være en tendens til, at store quintaer lanceres som deres eget brand. Nuvel quintaer som Vargellas, Malvedos og Bomfim har altid være omgærdet med stor respekt, men de leverer alle druer til husenes klassiske Vintage eller til udmærkede Single Quinta Vintage. Nej, jeg taler om Quintaer, som brandes i eget navn lidt i stil med franske Chateauer – og det både, hvad angår bordvin og portvin.

Prototypen er og bliver selvfølgelig Quinta do Noval. Efter Symingtons overtagelse af Quinta do Vesúvio sidst i 80´erne kom den også på banen, og siden fulgte Quinta da Romaneira og i mindre grad producenter som Quinta do Crasto, Quinta de la Rosa og Quinta do Vale Meão, som dog ikke ejes af store koncerner eller personer fra disse, men er selvstændige.




Seneste skud på stammen er Quinta de Ventozelo, som i 2014 blev købt af Grand Cruz koncernen, der står bag såvel Porto Cruz som Dalva, der især er kendt for sine udmærkede Colheitas og Golden Whites. Hvor druer og vin fra ejendommen hidtil mest har været solgt til andre eller til bulkvin, besluttede de nye ejere at markedsføres Ventozelo under eget navn og producere såvel hvidvin, rosé og rødvin som LBV og Vintage Port samt i øvrigt gin.

Quinta de Ventozelo ligger på venstre bred af Douro lidt længere oppe end Pinhão og skråt overfor Quinta da Roêda. Med sine ca. 400 hektarer, hvoraf halvdelen er tilplantet med vin, er den en af største quintaer i Douro. Den ældste historiske kilde er fra 1288, og jorden tilhørte oprindeligt Cistercienser-klosteret, Conveto de São Pedro das Águias, hvis munke allerede dyrkede vin i området i Middelalderen. Ejendommen blev i første omgang leaset af klosteret, men i omkring år 1500 blev den købt af ejerne af Casa do Poco fra Lamego, og siden har den haft adskillige ejere frem til nu.




Foruden produktion af vin og portvin, dyrkes der også oliven, og i 2019 åbnede et nyt hotel på quintaen med 29 værelser og restaurant.




De fleste vinmarker ligger flot placeret som i et amfiteater ned mod Douro. De ca. 200 hektar vinmarker er tilplantet med syv grønne sorter, svarende til 10 % af arealet, og 10 røde sorter især med fokus på Touriga Franca, Tinta Roriz og Touriga Nacional. Der laves såvel enkeltdruevine som blends, hvilket også er en trend i Douro i dag. Winemaker er José Manuel Sousa Soares.




Jeg har smagt en række vine fra Ventozelo samt deres Vintage 2018. Vinene blev smagt over to dage. Vintage 2018 blev på førstedagen smagt semiblindt op mod tilsvarende fra Dalva (noter følger i næste opslag).

Her er mine noter:

Quinta de Ventozelo Viosinho 2018: Fra 20 år gammel vinmark med Viosinho. Grøngul, krystalklar. Frisk og ungdommelige næse med citrus, ananas, grønne æbler og vegetale noter. Frisk og frugtig i munden, fin fylde og god syre, mineralitet, frisk syrlig hale. En dejlig frisk vin (90).

Quinta de Ventozelo Branco de Ventozelo 2016: Blend af Viosinho, Rabigato og Malvasia Fina, fermenteret på stål, men derefter 8 måneder sur lie på fad med battonage. Strågul. Moden frugt, banan, lidt gær, nødde- og smørnoter fra fadet. Blød i munden, fyldig og kompleks med tydelige fadnoter, tør, lidt lav på syre, men dog balanceret, lang hale med lidt bitter grape (91).




Quinta de Ventozelo Rosé 2019: 100 % Tinta Roriz fra 20 år gammel mark. Lys laksefarvet. Diskret i næsen med jordbær og hindbær. Frisk og med gode fylde og frugt i munden, røde bær, dejlig syre, mineralsk, tør, fin balance, lang hale. Dejlig frisk vin, som har ok tyngde (89).




Azul de Ventozelo 2017: Blend af Touriga Franca, Touriga Nacional og Tinta Roriz. Rubin. Frisk næse med frisk frugt, kirsebær og jordbær, violer samt lidt frisk krydderurt. Frisk og floral med en del primær frugt, balanceret med fin syre, drikkeklar og med bløde tanniner. En ukompliceret, men vellavet vin (87).

Quinta de Ventozelo Blend 2016: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz, lagret 12 måneder på fad. Mørk rubin, lilla kant. Brombær og andre mørke bær, men også florale noter med violer, friske urter og esteve. Delikat, fyldig og dejlig tilgængelig, brombær og andre mørke bær, balsamico og lakrids, pænt med bløde og velintegrerede tanniner i halen. Indbydende og lækker (92).

Quinta de Ventozelo Tinta Roriz 2017: Lagret 18 måneder. Mørk violet, næsten sort, lilla kant, dyb og tæt. Meget ekspressiv og intens næse med kirsebær, jordbær og lidt brombær samt lidt kaffenoter og friske krydderurter. Mørke bær, koncentreret frugt, peber, men også floral, krydret fin balance og med flotte bløde tanniner. Fin drikkelig nu, men også med flot potentiale (91).

Quinta de Ventozelo Touriga Franca 2017: Fra 20 år gammel vinmark, 12 måneders lagring. Mørk rubin, lilla kant. Frisk næse med kirsebær, lavendel, blomster og krydderurter. Frisk med fin frugt, florale noter, elegant, mineralsk, høj syre, lidt krydret underkant, bløde tanniner, fint potentiale (91).




Quinta de Ventozelo Vintage 2018: Blend af Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Cão, Sousão m.fl. Mørk violet. Brombær, syrnede kirsebær, solbær og andre mørke bær, lidt friske urter som rosmarin. Dejlig i munden, kompakt og kraftig, men også med elegance og i flot balance, fint med frugt og syre, brombær, solbær, lidt lakrids og mørk chokolade, krydret, tør, godt med bløde integrerede tanniner og lang pebret hale. Ganske fin og med flot potentiale (92).



Læs mere om Quinta de Ventozelo her

Quinta de Ventozelo importeres af Vinmonopolet