fredag den 29. maj 2020

Sogevinus Vintage 2018


Efter den såkaldte back-to-back deklarering med Vintage 2016 og Vintage 2017 havde de fleste portvinskendere spået, at 2018 ville blive et typisk Single Quinta år. Det er det også blevet et langt stykke hen ad vejen. Men ikke helt.


Meget kunne tyde på, at den gamle tradition med kun tre gange klassisk Vintage på et årti er fortid. I takt med, at winemakerne er blevet dygtigere og den teknik, der benyttes i marken og i kælderen, er blevet forbedret, synes traditionen efterhånden mest at have sin begrundelse i markedsmæssige og økonomiske betragtninger. Vi taler om klonselektion og nøjagtig registrering af mikroklimatiske forhold, så de rigtige druesorter plantes de rigtige steder og plukkes på det helt rigtige tidspunkt. Vi taler om separat vinifikation, temperaturstyring mv. Alt sammen med til at sikre brugbart materiale, så der kan produceres Vintage næsten hvert år. Men ikke hvert år. Alle ingredienser til det ønskede blend skal have den rigtige kvalitet, så hvis en Quinta i den ene ende af Douro leverer perfekt materiale, men den i den anden ikke gør, vil winemakeren sige fra. Endelig skal det ikke afvises, at konkurrencen fra de mange nye producenter og Quintaer, der stort set deklarerer hvert år, kan spille ind på de store huses ønske om at deklarere oftere end for årtier tilbage.
Som det var en overraskelse, at både 2016 og 2017 blev deklareret, er der huse, der har overrasket endnu en gang. Sogrape har meldt om klassisk deklarering, men sprang vel at mærke 2017 over. Taylor´s har deklareret klassisk Vintage, mens andre som spået har valgt Single Quintaer.
For Sogevinus-koncernens vedkommende blev det til halvt af hver. To klassiske Vintage fra Cálem og Barros og to Single Quinta Vintage i form af Kopkes Quinta de S. Luiz og Burmesters Quinta do Arnozelo.
”2018 var et specielt udfordrende år med ugunstige vejrforhold, hvilket resulterede i mindre udbytte, men dog af fremragende kvalitet. Generelt er Vintage 2018 kendetegnet ved deres friskhed, elegance og en fremragende balance mellem sødme og syreniveau”, udtaler winemaker Carlos Alves, som tilføjer at vinene fint repræsenterer de forskellige brands profiler.


Som den første af en række test af den nye Vintage 2018, har jeg prøvesmagt de fire vine fra Sogevinus. Alle vinene var fadprøver i 50 cl. flasker og blev smagt semiblindt den første dag og gensmagt dagen efter samt igen en tredje gang. Nedenfor følger nogle ord om høsten og vinen efterfulgt at min bedømmelse.



Burmester Quinta do Arnozelo Vintage 2018

Quintaen ligger i Douro Superior og var præget af en kold og tør vinter, fulgt af et meget vådt forår, som forsinkede væksten. Den varme sommer og gode vandreserver sikrede dog høsten.
Blend af touriga nacional fra nord-øst vendte marker i 280 meters højde og touriga franca fra østvendte marker i 200 meters højde. Førstnævnte leverer elegance og det aromatiske, franca giver koncentration og struktur. Antal flasker: 6.405.
Mørk rubin. Elegant næse med solbær, jordbær og hyldebær, lidt lukket i starten. God fylde i munden, frisk med solbær og andre mørke bær, lidt mynte, krydret og pebret, frugtsødme, men ellers tør med bløde tanniner og pebret eftersmag. En ganske delikat og elegant vin, dog ikke så kompleks, medium potentiale (89).

Kopke Quinta de S. Luiz Vintage 2018

Quintaen ligger i Cima Corgo på venstre bred af Douro, lige over for Quinta do Crasto. Året var kontrastfuldt. En tør og kold vinter, fulgt af meget regn, ja sågar hagl, i forår og forsommer og så endelig meget varme i august og september, hvor gennemsnitstemperaturen lå på hele 35,8 grader. Heldigvis var der vandreserver nok, så druerne ikke tørrede ud, og bladene beskyttede for solens bagen.


Der er tale om et blend af 50 % touriga nacional og 50 % vinhas velhas med mere end 80 år på bagen fra marker i 110 til 135 meters højde og primært med nord og nord-vest soleksponering. Antal flasker: 4.783.
Mørk rubin med kraftigt violet skær, næsten uigennemsigtig, farver glasset. Lidt lukket i næsen med solbær, brombær og lidt cassis, men også lidt friske urter og violer samt en smule ungdommeligt kærnemælkspræg, som dog aftog ved anden gennemsmagning. Dejlig og fyldig i munden med koncentreret struktur, masser af frisk frugt, mørke bær, cassis, krydret, fin syre samt pebret hale med pænt med tanniner. Faktisk ok og med fint potentiale (90).

Barros Vintage 2018

Klassisk Vintage fra huset, som blev grundlagt i 1913 og overtaget af Sogevinus i 2006. Produceret af druer fra Cima Corgo i et blend med 35 % touriga nacional, 30 % touriga franca, 30 % tinta roriz samt 5 % sousão. Antal flasker: 3.734
Mørk rubin, lilla kant, næste uigennemsigtig. Floral med frisk frugt, røde bær, violer, lidt jordbærgrød, måske lidt diskret. Blød og behagelig i munden, saftig, floral, godt krydret, bløde integrerede tanniner, en del frugtsødme og lidt mineralitet, lidt tendens til marmeladepræg med dog med godt med syre samt krydderier i halen. Faktisk et ok glas, som kan nydes allerede nu, men også lagres, (90).

Cálem Vintage 2018

Klassisk Vintage fra huset, som blev grundlagt i 1859 og overtaget af Sogevinus i 1998. Baseret på druer fra Douro Superior, men fra forskellige terroirs. Blend af touriga nacional (15 %), touriga franca (45 %), tinta roriz (30 %) og sousão (10 %). Antal flasker: 4435.
Mørk rubin, lilla kant, medium intens. Ekspressiv næse med blomster, solbær og lidt kakao og mørk chokolade. Fyldig og blød i munden, let cremet med god frisk frugt, især solbær, fin struktur, godt krydret, indsmigrende i første omgang, men derefter med godt med bløde tanniner og høj syre, meget tør og pebret eftersmag. En fin Vintage med pænt potentiale for udvikling (92).

Generelt er der tale om pæne og solide vine med god friskhed – mere til den elegante side end den robuste. Vil alle kunne udvikle sig, men vil umiddelbart spå Cálem til at have flest år foran sig og Burmester færrest. Cálem er måske et brand, som er lidt overset, men som jeg de senere år faktisk har fundet ganske glimrende på såvel Tawny- som Vintagesiden. Barros vil med Coops overtagelse af agenturet og dermed tydeligere tilstedeværelse i Danmark nok også være værd at følge, hvis man er til deres lidt mere søde stil. Selv om Kopke primært er et Tawny og Colheita hus har der været stigende kvalitet at hente på Vintage siden – ikke mindst med deres Vintage 2017. Quinta de S. Luiz er også ganske hæderlig som repræsentant for Single Quinta Vintage.

Burmester, Barros og Cálem importeres af Coop, Kopke af ViniPortugal.


onsdag den 20. maj 2020

100 ting fra portvinens verden


Historien om portvin kan fortælles på mange måder. Da Poças for et par år siden fejrede deres 100 års jubilæum, valgte de at gøre det med en flot bogudgivelse, der fortæller historien om portvin gennem 100 objekter, der på forskellige vis relaterer sig til portvin.


Opskriften er sådan set enkel og set før. Et flot foto af hvert objekt uden forstyrrende baggrund. Og så en kort tekst, der på glimrende vis fortæller om tingens anvendelse og betydning – og det gerne på en poetisk og lettere filosofisk måde samt etymologisk, hvilket vil sige med forklaringer på selve navnets betydning og oprindelse.
Som eksempel på metoden kan nævnes et gammelt håndsving, der blev brugt til at røre rundt i vinen i de store balseiros. På portugisisk hedder den en sarilho, hvilket faktisk i overført betydning også kan betyde noget problematisk. Udtrykket que sarilho kan f.eks. oversættes med ”hvor træls”! I portvinskælderen er der netop tale om en teknisk anordning, som løste et problem. Og sådan går teknik, ord og betegnelserne hånd i hånd gennem bogen.


Vi kommer langt omkring. Vi er i marken med beskærersaksen, sprøjten til Bordeaux-væske og kurvene til druerne. Vi er i kælderen med de forskellige fadtyper, druepressen og den såkaldte abekat, macaco - den træstav, som bruges til at presse ”hatten” ned, når druerne er i karret. Vi er også på bødkerens værksted og præsenteres for alle hans værktøjer, på kontoret med gamle stempler, pengeskab og regnskabsbøger, og vi følger vinens vej ud til forbrugeren med demijohns, portvinstang, proptrækker, reklameartikler, flasker, glas og sågar cigarer. Tilbehøret skal jo være i orden.
Nogle af tingene er rene kuriositeter, der fortæller små anekdoter som den gamle label med en sort kat, som grundlæggeren Manoel Poças satte i produktion, fordi han var overtroisk og en dag kom til at køre en kat ned. Et ark papir med gamle reklameslogans, som blev brugt til radiospots. En lille statue af statsmanden og portelskeren Winston Churchill eller en tønde, der var ombord de gamle Barcos Rabelos, men som blev brugt til opbevaring af fisk og ikke portvin.


Andre af de udvalgte ting er nok mest interessante for håndværkere eller historikere som det metalstativ, bødkeren kunne placere tønden på under arbejdet for blot at nævne et eksempel. Men tilsammen giver de et fint billede af den mangfoldighed af værktøjer, ekspertiser og håndværksmæssige kunnen, som på en eller anden vis har været brugt eller stadig indgår i fremstillingen af portvin. Vi får et fint kig tilbage i tiden til den gang, der vitterligt var tale om et håndværk, og så den mekanisering som fulgte med mekaniseringen og maskinernes indtog – hvad enten det er den røde Bedford-ladvogn, som kører plukkeholdet ud i marken og druerne retur, de første propmaskiner, den kendte røde Titan-druepresse i kælderen eller skrive- og regnemaskinen på kontoret. ”Tasting the Test of Time”, som bogens undertitel lyder.
Der er sket meget på 100 år – også langt mere end bogen fortæller. Men det er en herlig romantisk oplevelse at dvæle ved fortiden i selskab med Poças.


”100 Years 100 Objects. Tasting the test of Time” har tekst af Emílio Remelhe.

onsdag den 22. april 2020

Blackett – historien om en genfødsel


De nyere portvinsmærker, som de senere år har erobret de danske portvinsentusiasters hjerter og ganer, kan kategoriseres på flere måder. Nogle er gamle familieejede quintaer, som tidligere har leveret druer og most til de store etablerede producenter, men som nu står på egne ben. Andre er helt nye brands, hvor en investor f.eks. har købt og restaureret en gammel quinta eller opkøber druer fra mindre vinbønder. Og endelig er der de brands, som så at sige er genopstået – enten ved at blive relanceret af ejerne eller ved at nye investorer har opkøbt navnet.


Blandt de sidste hører Blackett – et mærke, som blev relanceret af selskabet Alchemy Wines i 2014, men har gamle aner. Som mange andre blev jeg selv introduceret for Blackett ved Portvinsmessen i Roskilde i 2017, hvor de debuterede i Danmark. Den gang var jeg ganske positiv over for deres Tawny-serie og skrev f.eks., at deres Tawny Reserve var ”ganske karakterfuld af en Reserve at være”, men fandt også at stilen var lidt vel til den søde side (læs omtalen her). Siden da har manager for Alchemy Wine, Pedro Carneiro, været flittig gæst ved portvinsfestivaler rundt om i landet, ligesom jeg har mødt ham en del gang under besøg i Portugal.   


”Når Alchemy Wines valgte at lade Blackett-navnet genopstå, var det for at markere tidens betydning. Portvin har overlevet og udviklet sig med tiden til glæde for de efterfølgende generationer. Blackett var et glemt navn fundet i portvinens historie, men også et eksempel på autenticitet,” fortæller Pedro Carneiro, som er økonomiuddannet og tidligere har arbejdet for Niepoort.
”Jeg er født i Angola, men kom til Portugal med mine forældre efter revolutionen i 1974. De besluttede sig for at bosætte sig midt i Vila Nova de Gaia, og her opdagede jeg duften fra portvinskældrene. Den genfandt jeg så i 2001, da jeg startede med at arbejde i økonomiafdelingen hos Niepoort”, erindrer Pedro.
Historien om Blackett går tilbage til 1800-tallet, hvor George Blackett fra Leeds slår sig ned i Porto som vinhandler. Det har han efter sigende så stor succes med, at firmaet på et tidspunkt er i Top 5, hvad angår størrelse.
Sådan lyder de sparsomme oplysninger fra Alchemy Wines, og søger man på internettet eller i diverse opslagsværker, er der ikke meget mere at tilføje. Et selskab med navnet Blackett & C. etableres i 1912 og registreres som portshipper i 1923, men indstillede aktiviteterne i 1941. Så selv om der er tale om en relancering af et historisk navn, kan man ikke beskylde ejerne for at snylte på et gyldent brand, da navnet inden overtagelsen så at sige var helt ukendt for de fleste.


I dag ejes Blackett altså af Alchemy Wines med Pedro Carneiro som partner. Ejerkredsen tæller også familien Sequeira Mesquita, der ejer Quinta de Brunheda og Quinta da Mata de Cima – de to quintaer, som forsyner selskabet med druer.
Familieejerskabet af Quinta de Brunheda kan spores helt tilbage til 1714. Den mere end 200 hektar store ejendom ligger ved landsbyen af sammen navn ved Tua-floden i baglandet bag Douro. Her er den placeret i dejlige naturomgivelser i Vale do Tua Regional Natural Park. Vinmarkerne udgør ca. 160 hektar og er klassificeret som A eller B. Der dyrkes traditionelle Douro-sorter fordelt på ca. 65 % røde druer og 35 % hvide.


Den 22 hektar store Quinta da Mata de Cima, som har været i familiens eje siden 1982, er placeret på sydsiden af Douro tæt ved den store Régua-dæmning og med Symington Family Estates Quinta do Sol og Quinta de Santa Eufémia som naboer.
Foruden dyrkning af vin og oliventræer tilbydes der også forskellige turismeaktiviteter med afsæt i quintaerne. Der produceres ikke kun portvin, men også bordvin under navne som Vale da Corça, Brunheda og Encostas do Tua.
Hvad portvin angår har Alchemy Wine valgt ikke at fokusere på ”entry level” portvin.
”Idéen har fra starten været at fokusere på special kategorierne baseret på et større lager af gamle portvinsfade – en investering som kan udvikles og tjene sig selv hjem med tiden,” fortæller Pedro Carneiro.
Porteføljen omfatter lige nu Extra Dry White og 10 års hvid port, Tawny Reserve, 10 års, 20 års og 30 års Tawny samt en såkaldt Very Old Tawny, der blev lanceret sidste år og endelig Vintage. Første Vintage blev lavet i debutåret 2013, siden er fulgt de to back-to-back deklareringer i 2016 og 2017.
”Vi har planer om også at lave 20 og 30 års hvid portvin. Samtidig har vi Colheitas liggende, som vi vil frigive, når vi finder, at tiden er inde. Endelig har vi mulighed for at lave andre helt gamle portvine i begrænsede mængder,” oplyser Pedro Carneiro.
Der er ikke lovmæssige krav til et bestemt gennemsnit, når der blendes fra forskellige årgange, men udelukkende et påbud om, at vinens karakter skal svare til aldersangivelsen. For at blive blåstemplet af portvinsinstituttet, IVDP, skal vinen dog gennemgå såvel tekniske og kemiske analyser som godkendes af et smagepanel. Viser analyserne eller konkluderer smagepanelet, at en 10 års ikke svarer til en 10 års, men er signifikant yngre vil den blive afvist.
Ældre må den derimod godt være – og det er netop, hvad vinene fra Blackett virker med deres noter af karamel og balsamico og meget koncentrerede konsistens, ligesom der ikke er megen frisk frugt at spore selv i deres Tawny Reserve – en kategori, der sammen med 10 års Tawny kan variere en del, hvad angår transformationen fra primær frugt til sekundære Tawny-noter.
”Blackett ønsker at fremstå som et top brand inden for Tawny med alder og vise forbrugerne, at ikke al Tawny smager ens. På grund af vores vinmarkers placering har vi mere friskhed og citrus aromaer, hvilket giver vinene en personlig stil. Og ja, det er korrekt, at gennemsnitsalderen er langt ældre end loven kræver,” forklarer Pedro Carneiro.
Og, ja. Deres gamle Tawny med alder har vakt rimelig begejstring rundt om. Blacketts 30 års Tawny fik f.eks. en flot andenplads ved The Vintage Port Clubs 30 års jubilæumssmagning sidste år og har tidligere fået førstepladsen ved en smagning af 20 og 30 års Tawny, hvor også den 10 år yngre udgave fik en flot placering. 

Min smagning af det meste af Blacketts portefølje, fandt sted over to dage for at give tid til evt. udvikling efter åbning. Her er mine noter.
Blackett Extra Dry White: Meget lys, ravfarvet. Sherry-agtig næse med blomster, honning, abrikos og marcipan. Frisk og meget tør med høj syre, abrikos og blomster, krydret, brænder en smule i munden. Fin som aperitif, til tapas eller i porttonic (87).
Blackett 10 års White: Orange, ravfarvet med lysere kant og flot skær. Fin bouquet, men ikke voldsom ekspressiv med lynghonning, abrikos og mandel. Dejlig og fyldig i munden, let cremet med mandel og abrikos, blød, en del sødme men balanceret med høj syre, god lang hale. En fin repræsentant for genren (90).


Blackett Tawny Reserve: Rødbrun, lys med rødlig kerne. Stadig med frugt i næsen, ribs, lidt syltede kirsebær, abrikos og lidt mandel. Pæn fyldig med godt med syre, abrikos og lidt røde bær og en smule citrus, lidt skarp og brændende hale (87).
Blackett 10 års Tawny: Flot orangebrun, lidt rødt skær ved kernen. Nødder, marcipan og lidt valnød og orangeskal. God syre og friskhed, elegant og med en solid bund af marcipan og nødder samt en smule frugtrest, lidt kokossødme, fint balanceret, lidt kort hale (89).
Blackett 20 års Tawny: Fin tawnybrun. Ekspressiv med valnød, mandel, figen, appelsinskal og en smule balsamico. Dejlig cremet og elegant med nødder, appelsinskal og måske lidt kokos, fyldig og delikat med fin balancerende syre. Et harmonisk og dejligt glas (93).
Blackett 30 års Tawny: Tawnybrun med orange kant og skær, måske lidt lysere end 20 års. Appelsinskal, vanilje, valnød og rosiner i næsen. Intens i munden med nødder, tørrede frugter, abrikos, akaciehonning, appelsinskal, karamel og syrlig balsamico, sød, men med høj syre. Velsmagende og kompleks, men også meget kompakt og måske lidt svulstig (94).


Blackett Very Old Port: Blend af tinta roriz, tinta amarela, touriga nacional m.fl. Mørk tawnybrun med grønligt skær i kanten. Intens næse med brun farin, balsamico, brændte svesker og appelsinskal. Kraftig, koncentreret og intens med høj syre der matcher sødmen, kompleks med tørrede frugter, svesker, valnød, farin og balsamico, spændende og med lang flot eftersmag. Ren slik, dyb og dejlig, men også ”mættende” i næse og mund (95).


Blackett Vintage 2013: Blend af touriga nacional, tinta roriz, tinta barroca og touriga franca. Mørk rubin, uigennemsigtig og med lilla kant. Masser af solbær, brombær, eukalyptus og lidt kaffenoter. I munden kommer den i to tempi. Først ganske fin og elegant med mørke bær som solbær, brombær, lidt frisk krydderurt og pænt krydret, derefter med peber samt kraftige og lidt rå tanniner som overdøver, slutter med tør, lang hale. Har brug for tid (90).


I anden forbindelse har jeg smagt Vintage 2016 og 2017, som fik følgende kortfattede noter med på vejen:
Blackett Vintage 2016: Mørk, næsten uigennemsigtig med lilla kant. Hyldebær og cassis i næsen, masser af frisk frugt, noget rå tanniner som bider. Brug for tid (smagt ved Port Wine Day den 7. september 2018 i Porto).
Blackett Vintage 2017: Mørk rubin, næsten sort, tæt og uigennemsigtig med lilla kant. Kraftig duft af frisk frugt og solbær, men også grønne og mere friske noter som mynte. Masser af frugt, solbær, hyldebær og brombær, fyldig krop, pebret samt kraftige, men ikke skarpe tanniner. Fint potentiale og en værdig repræsentant for den gode årgang (92) (smagt ved Port Wine Day i Porto den 10. september 2019 og igen ved IVDP Master Class i Odense den 1. november 2019).



Blackett importeres af Selmer Vin.

lørdag den 11. april 2020

Simplesmente Vinho 2020 - Portugal rundt


Som alle andre vinlande er Portugal såvel mainstream som innovation. Satsning på det sikre og afsøgning af hjørnerne. Det nye. Det alternative. Det eksperimenterende.
Er man nysgerrig på, hvad der rører sig i underskoven, er vinfestivalen Simplesmente Vinho, som finder sted i februar i Porto, et besøg værd. Her deltager en lang række producenter – især portugisiske, men også fra andre lande – som alle på en eller anden måde skiller sig lidt ud fra hovedstrømmen. Det kan være naturvin og økologi, det kan være en anderledes fermentering med f.eks. øget skindkontakt, brug af alternative druesorter eller eksperimenter med fadlagring.


Jeg besøgte Simplesmente Vinho for et par år siden, inviteret af den energiske og altid venlige initiativtager og arrangør, João Roseira fra Quinta do Infantado i Douro, og igen her i februar måned før Corona-virus satte en stopper for den slags aktiviteter.
Jeg smagte lidt af hvert, da jeg både ville stifte bekendtskab med nogle producenter, jeg var blevet nysgerrig på, udforske mindre kendte regioner, hilse på gode venner og researche lidt på Bairrada, som jeg senere i år skal skrive en artikel om til bladet Din Vinguide. Mine noter er meget kortfattede, men her er lidt stikord og nogle korte præsentationer af nogle af udstillerne.

Adega do Vulcãno, Azorerne

Det er spændende for tiden at følge Azorerne – de små vulkanøer langt ude i Atlanterhavet, ca. 1.500 km fra Lissabon. Hovedøen hedder São Miguel, men det er især Pico, som er interessant vinmæssigt, hvor druesorter som verdelho, terrantez do Pico og arinto dos Acores leverer sprøde, mineralske hvidvine.
Jeg har tidligere præsenteret António Macanitas Azores WineCompany, og på Simplesmente Vinho stiftede jeg bekendtskab med Adega do Vulcãno – et ny producent fra 2015, som har vinmarker både på Pico og den lille naboø Faial
Jeg smagte en dejlig frisk, tør og mineralsk Ameixâmbar 2018 på arinto dos Açores og Rola Pipa do Pico 2017, ligeledes mineralsk og med god tekstur og dybde bag friskheden.


Quinta Várzea da Peda, Lisboa

Mindre quinta ved Bombarral i underregionen Óbidos i Lisboa. Ved smagningen ”Underdogs – The Portuguese Revolution” ved den store vinfestival Essencia do Vinho havde jeg allerede smagt deres Arinto Reserva, som blev præsenteret af Tomás Emídio, der driver familiequintaen, Quinta Várzea da Peda, sammen med sin bror Alberto.
Tomás var også til stede på Simplesmente Vinho, og jeg smagte deres Òbidos Branco lavet på fernão pires og arinto fra samme mark, men i forskellige højder. En spændende vin, som også fandtes i en fadlagret udgave, Branco Macerado, som var meget aromatisk, strågul, fyldig og med balancerende friskhed. Endelig smagte jeg en rødvin, Tinto Reserva 2015 på syrah og touriga nacional. En frisk vin med god frugt.
Brødrene arbejder med mindst mulig indgriben i såvel mark som kælder.


Courelas da Torre, Alentejo

Bag Courelas da Torre står Agrovinaz, der ejes af familien Falé og er hjemhørende i Redondo i Alentejo. De 17 hektar vinmarker drives økologisk.
Jeg smagte to hvide og en rosé. Courelas da Torre Branco 2019 var frisk med udpræget citrus karakter. Luminoso Natural er en orangevin lavet med skindkontakt på et blend af arinto, fernão pires og antão vaz, god duft og smag af fersken og god tekstur. Endelig smagte jeg også deres Rosé 2019. Et godt bevis på, at Alentejo ikke kun er store producenter, men også små alternative.


Adega Viúva Gomes, Colares

Adega Viúva Gomes drives af far og søn, José og Diogo Baeta, som er 4. og 5. generation i den familieejede virksomhed, der rækker tilbage til 1808, hjemhørende i Colares – den lille unikke region for foden af Sintra-bjergene og ud mod Atlanterhavet, hvor vinstokke vokser i den sandede jord (læs mere om Colares her). Colares, som ellers har været lidt glemt og truet af udryddelse, synes at have fået ny opmærksomhed både med deres friske vine og vine på de for området traditionelle sorter malvasia de Colares og ramisco.
Jeg smagte deres mere moderne vine, kaldet Pirata, i både hvid og rød udgave, den første på malvasia og med stor friskhed, den anden på castelão med frisk næse og frisk frugt med røde bær. Endelig smagte jeg også de to udmærkede og mere traditionelle Colares-vine; en spændende og dejlig Genuino Branco på malvasia og tilsvarende rød på ramisco, begge dejlige og spændende og med de særlige karaktertræk fra Colares.


Casas do Côro, Beira Interior

Det højt beliggende Beira Interior er en af de mere upåagtede vinregioner i Portugal, men i en positiv udviklingsfase. Granitjord og marker i 600 meter højde giver friske og mineralske vine, men også vine med god kompleksitet.
Jeg smagte bl.a. Entrada Branco 2018 den dejlige og aromatiske Reserva Branco 2018 samt en meget speciel, men ganske lækker hvid Reserva, Casas do Côro Jura Flor Nobre. Selveste Dirk Niepoort har i øvrigt være involveret i projektet.


Conceito Vinhos, Douro

Conceito fra Douro har jeg smagt før, både hvad angår almindelig vin og portvin. Jeg smagte en ung, dejlig aromatisk og mineralsk rødvin, som havde brug for mere tid samt en lys rubin, frisk og aromatisk, men også fyldig og tanninfuld Bastardo 2019 samt Ontem Tinto 2017 baseret på druer (bl.a. rufete, touriga franca og tinta roriz) fra en gammel vinmark mellem Douro og Dâo. Frisk i munden og med god kompleksitet.
Winemaker Rita Marques er helt sikkert værd at stifte bekendtskab med, og faktisk er Conceito allerede på det danske marked, da huset importeres af vinho.dk


Viera de Sousa, Douro

Efterfølgende smagte jeg endnu en rødvin på Rufete, denne gang en enkeltdruevin fra Viera de Sousa, som vanen tro var repræsenteret af søstrene Luisa og Maria med førstnævnte som den meget talentfulde winemaker.
Foruden den spændende, men lidt rustikke Rufete 2018 smagte jeg også deres Reserva Tinto. Fik ikke taget noter, men Viera de Sousa leverer helt sikkert også god kvalitet, når det gælder Douro-vine – akkurat som det gælder for portvin. Huset er i import hos Drik Portvin.


Quinta das Bágeiras, Bairrada

Jeg har tidligere prøvesmagt et udvalg af vine fra Quintadas Bágeiras i Bairrada (læs omtalen her), hvis winemaker Mário Sérgio Alves Nuno var blandt initiativtagerne til Baga Friends – den gruppe af vinfolk, der siden 2010 har arbejdet for bevarelse og udbredelse af regionens vigtigste druesort Baga. Foruden Mário Sérgio Nuno tæller gruppen bl.a. Luis og Filipa Pato samt Dirk Niepoort. 
Denne gang smagte jeg deres Garrafeira Branco 2017, en ufiltreret hvidvin med flot tekstur. Quinta das Bágeiras importeres i øvrigt af vinho.dk

Luís Pato, Bairrada

Apropos Baga Friends var næste stop netop Luís Pato, hvor datteren (og dermed søster til Filipa) Maria João Pato skænkede ud.
Jeg smagte en dejlig kompleks Espumante Branco 1998 og en delikat rosé lavet på Baga. Derefter fulgte Baga Vinhas Velhas fra såvel 2017 som 2007, hvilket fint illustrerede potentialet og udvikling fra en mere rå og tannifyldt vin til en blød og afrundet udgave, som dog stadig var med bløde tanniner og flere år foran sig. Spændende vine fra regionens grand old man.


Quinta da Vacariça, Bairrada

En tredje producent i Bairrada, som fik et kort besøg (dog uden noteskrivning) var Quinta da Vacariça – en forholdsvis ny producent etableret i 2008.
Her smagte jeg deres Garrafeira i flere årgange – igen et bevis på de gode udviklingsmuligheder vinene fra Bairrada har.

Serra Oca, Quinta do Olival da Murta, Lisboa

Winemaker Joana Vivas var jeg ligeledes stødt på ved smagningen ”Underdogs – The Portuguese Revolution” ved Essencia do Vinho. Med afsæt i familieejede Quinta do Olival da Murta i Lisboa-regionen, laver hun vine på portugisiske druesorter og med mindst mulig intervention under navnet Serra Oca og baseret på forskellige druer.
Jeg smagte bl.a. et blend på fernão pires, arinto og moscatel samt en rødvin fra 2015 baseret på et blend af aragonez, touriga nacional og castelão.


Quinta do Infantado, Douro

Sidste stop blev hos værten – eller rettere sagt hans søn Alvaro Roseira, der arbejder sammen med João som winemaker hos familieforetagenet Quinta do Infantado.
Jeg smagte først en endnu ikke udgivet, men meget lovende hvidvin fra 2019, som Alvaro kaldte for en ”grøn hybrid”. Derefter fulgte den økologiske rødvin fra 2015 og endelig sluttede jeg med to glimrende Vintage portvine: Vintage 2016 og en knastør og fyldig Vintage 2017 med godt med tørre tanniner i enden.



Endelig skal det da lige nævnes, at jeg bl.a. også fik hilst på gode producenter som Dirk Niepoort, Quinta do Pôpa, Sem Igual, Filipa Pato, Quinta de Santiago og altid charmerende Joana Santiago. Som nævnt kan vinfestvalen varmt anbefales, hvis man – hvad enten man er importør eller bare vinelsker – ønsker at se og smage, hvad der sker i Portugal netop nu. Det gælder såvel de store vinregioner, som hele tiden udvikler sig, og de mindre og ikke så kendte som Azorerne og Colares.
Simplesmente Vinho bliver afholdt samtidig med en store vinmesse, Essência do Vinho, i Palácio da Bolsa, hvor en international jury kårer Portugals 10 bedste vine. Læs min artikel herom i Vinbladet.

torsdag den 26. marts 2020

Som at sidde ved havet - Azores Wine Company


I februarudgaven af Din Vinguide havde jeg en artikel om portugisisk vin mellem tradition og fornyelse. Netop den position passer perfekt til vinene fra Azorerne, hvoraf en enkelt producent Azores Wine Company da også optrådte i artiklen.


Bag Azores Wine Company står António Macanita, som i 2018 blev kåret til årets winemaker af det ansete vinblad Revista de Vinhos. António begyndte sin karriere i Alentejo (hvor hans mor stammer fra) med FitaPreta Vinhos, men producerer i dag også vin i Douro og altså på Azorerne (hvor hans far er fra) – et terroir der på en gang er gammelt og med egne druesorter og samtidig et af de steder, hvor der sker spændende nyt.
”Azorerne har en ekstrem beliggenhed med sit helt eget terroir, hvor vin er plantet i revner i lavaen kun få meter fra Atlanterhavet, som både oversprøjter markerne ovenfra og infiltrerer nede under. Når du kombinerer dette med de indfødte druesorter og 500 års selektion, er det helt unikt,” fortæller António Macanita.


En af de særegne druesorter er terrantez do Pico. António fortæller, at der kun var 89 planter tilbage, da han i 2010 startede reetablering af markerne, men nu er der mere end 10 hektar. Af andre vigtige sorter kan nævnes verdelho og arinto dos Acores.
Generelt vokser antallet af vinmarker – i de sidste 5 år er der således kommet hele 600 hektar nye vinmarker på Azorerne. De er gerne omkranset af stengærder, som beskytter mod vinden, men også blot skulle stables et sted, da de blev fjernet fra marken. Da udbyttet grundet omstændighederne er lavt, er produktionen fra øerne langt ude i Atlanterhavet dog stadig lille.


Tidligere blev det meste vin drukket lokalt, og for en del producenter udgør det lokale salg stadig hele 90 %. Men i dag er interessen øget og dermed eksporten til resten af landet og udlandet. Azores Wine Company eksporterer således hele 60 % af deres produktion, mens resten er delt ligeligt mellem det lokale marked og resten af Portugal.
António karakteriserer selv vinene fra Azorerne med ord som lyse, rene, sprøde og salte, men også med god tekstur, hvilket svarer helt til mit smagsindtryk.
”Det er som at sidde ved havet. Stilistisk som tør riesling eller alvarinho, men med klar vulkansk og oceanisk indflydelse”, siger han. 
Azorerne er altså et gammelt terroir med gamle lokale druesorter, som under kyndige yngre winemakere får ny opmærksomhed – akkurat som det skete i Bairrada for godt 10 år siden med Baga Friends i spidsen. Bairrada vil jeg vende tilbage til senere på året både med en artikel i Din Vinguide og her på bloggen.
Jeg har smagt følgende vine fra Azores Wine Company:

Arinto dos Açores 2018: Lavet på 100 % arinto dos Açores, som ikke er identisk med fastlandets arinto. Grøngul. Frisk næse med grøn pære og citrus samt en smule eksotisk frugt i baggrunden. Stor friskhed i munden med mineraler og lidt saltet præg samt høj syre, men lidt afdæmpet frugt. En frisk og stringent vin, hvor syren dog er lidt vel dominerende. Vil gøre sig fint til skaldyr (89).

Arinto dos Açores Sur Lies 2018: Lavet på 100 % arinto dos Açores, som ikke er identisk med fastlandets arinto, fermenteret med battonage. Gulgrøn med gyldne nuancer. Citrus og grape i næsen. Høj syre, citrus og godt med mineralitet, mere tekstur. En dejlig vin med god friskhed og fin fylde, fin til lys fisk eller skaldyr (91).


Verdelho o Original 2018: Grøngul med grønt skær. Lidt afdæmpet i næsen med citrus, mineraler og fin friskhed. Elegant vin med høj syre, grønne æbler og citrus, men også tropisk frugt som ananas, saltet præg, fint balanceret, fin til lys fisk eller skaldyr (90).

Terrantez do Pico 2018: 25 % fermenteret på egefade med battonage, resten i tank. Grøngul. Dejlig næse med citrus, grøn pære og mineraler samt lidt eksotiske noter i baggrunden. Fin frugt, høj syre, tør, citrus og mineralitet, fint balanceret, faktisk ok fyldig med fin hale, der bliver længe i munden (93).


Vulcânico Tinto 2018: Blend af bl.a. aragonês, agronómica, castelão, malvarisco, merlot, touriga nacional, saborinho og syrah. Rubinrød, medium intens i farve og dybde. Spændende og frisk næse med primær frugt som kirsebær og røde bær, men også røgede toner og chorizo-pølse samt mineralitet. Frisk og fyldig i munden med masser af frugt, men også en bagvedliggende kompleksitet og karakter, tør, fin syre og balance, meget bløde og diskrete tanniner. Faktisk ganske interessant og spændende til prisen, velegnet til tapas, lyst fjerkræ eller andre lettere retter (89).



Vinene fra Azores Wine Company importeres af Tekstur Vin. For mere uddybende om vinproduktionen på Azorerne kan jeg anbefale denne artikel på Jancis Robinsons hjemmeside.

mandag den 9. marts 2020

DSF fra José Maria da Fonseca – winemakerens eget brand


DSF. Forkortelser giver som regel kun mening, hvis man kender betydningen bag. DSF står for Domingos Soares Franco – den ene af de to brødre i 6. generation af 100 % familieejede José Maria da Fonseca.


Og nej, det har ikke noget med portvinsbrandet Fonseca at gøre. Navnet er ganske almindeligt i Portugal. Vi befinder os langt længere mod syd på Setúbal-halvøen lige nedenfor Lissabon. Península de Setúbal, som det portugisiske navn lyder (tidligere var det Terras do Sado), er kendt for såvel sine bordvine som hedvinen Moscatel de Setúbal, som faktisk er glimrende, men står lidt i skyggen af Madeira og især Portvin. Regionen rummer derfor to DOC´ere: Setúbal og Palmela, hvor førstnævnte er for de søde vine.


José Maria da Fonseca blev grundlagt i 1834 af manden af sammen navn, som havde en universitetsuddannelse i matematik fra Coimbra bag sig, men altså valgte at slå sig ned som vinproducent med base i byen Vila Nogueira de Azeitão. Her ligger hovedkvarteret stadig i den gamle smukke bygning fra det 19. århundrede. I 1849 blev Moscatel de Setúbal varemærket skabt og allerede året efter fulgte Periquita – en vin de fleste kender fra supermarkedernes hylder, og som stadig eksisterer i flere udgaver. Navnet blev ligefrem synonymt med druesorten, som stadig i dag ofte kaldes Periquita, men der er faktisk tale om vin lavet på sorten Castelão, og vinene er egentligt opkaldt efter en lille ejendom, Cova da Periquita, der menes at være blevet tilkøbt i 1846.


I dag tegnes selskabet af de to brødre, António Soares Franco, som er administrerende direktør, og Domingos Soares Franco, der er husets chefwinemaker, og den næste generation er allerede involveret. Det er en stor producent, der foruden de allerede nævnte kendte varemærker, Alambre (Moscatel de Setúbal) og Periquita også har en anden storsælger i Lancers – en ”opfindelse”, som netop Domingos stod bag, og hvor især roséudgave produceres og sælges i stort antal i stil med Sograpes Mateus Rosé.
JM da Fonseca er sammen med den anden gigant Bacalhôa Vinhos ret dominerende i regionen. I alt producerer huset mere end 30 forskellige brands, inklusiv deres aguardente og brandy, som sælges i mere end 70 forskellige lande. Foruden forskellige entry-level vine som Periquita og Lancers laves også topvine og særlige serier. Nævnes kan Hexagon, som i den røde udgave er et blend af seks sorter: touriga nacional, touriga francesa, syrah, trincadeira, tinto cão og tannat.


Men her skal det handle om serien DSF – eller rettere “Domingos Soares Franco Private Collection”, som altså er navngivet efter winemakeren selv.
”Tilbage i 90´erne var målet med DSF at præsentere forbrugere for portugisiske druesorter fra andre regioner, men altså plantet her hos os. Senere fulgte også ikke-portugisiske sorter og senere igen også blends og nye typer af vine. Så det er en slags paraply med mange varianter under sig,” fortæller Domingos Soares Franco og serien.
Listen omfatter enkeltdruevine på sorter som touriga francesa, grand noir, verdelho, sauvignon blanc og moscatel roxo, som også bruges til Moscatel-vine, samt et blend på syrah og den mere sjældne tannat. Især førstnævnte har winemakerens opmærksomhed.
”For mig er den vigtigste og bedste druesort touriga francesa, men for Portugal som helhed er det touriga nacional,” siger Domingos Soares Franco, der er uddannet ved University of California i Davis, USA, men vendte tilbage til Portugal og familiefirmaet i 80´erne.
Jeg bad ham om også at sætte et par ord på regionens kvaliteter:
”Middel hvad angår udbytte, hvilket er fint for kvaliteten. God syre, som muliggør lagring på flaske. Ikke så høj alkohol. Den sandede jord giver struktur og højere alkohol, mens ler og kalk giver mere frugt og højere syreniveau. Blendes begge giver det mere elegante vine.”


Jeg har prøvesmagte nogle af vinene i DSF serien. Her følger mine noter:
DSF Sauvignon Blanc 2017: 85 % sauvignon blanc og 15 % verdejo. Grøngul. Aromatisk med frisk duft af citrus, æbler, melon og passionsfrugt samt lidt florale noter. Fint med frugt, æble, citrus og lidt eksotiske noter, medium intens og fyldig, fin syre, ok balanceret, mellemlang hale (88).
DSF Verdelho 2018: 100 % verdelho. Grøngul, flot skær. Grønne æbler, græs, citrus, litchi og lidt banan eller vingummebamse. I første omgang let og frisk, men bagefter også med god fylde, grøn pære, citrus, tør, fin syre og fin hale med let prikkende syrebid (88).


DSF Roxo Rosé 2018: 100 % mostatel roxo. Lys laksefarvet. Meget aromatisk med friske jordbær, hindbær og abrikos. Dejlig frisk og læskende i munden, røde bær, mandarin og florale noter, fin balanceret med frugt og syre. Ikke kompleks, men indbydende rosé, der smager af mere (89).
DSF Roxo Rosé 2017: 100 % mostatel roxo. Lys pink. Aromatisk, måske lidt parfumeret tyggegumminæse med jordbær, hindbær, abrikos og blomster. Intens og læskende i munden med god syre og frugt, røde bær, mandarin, let krydret, fint balanceret, mellemlang hale. Fin og fyldig rosé (89).


DSF Touriga Francesa 2016: 100 % touriga francesa. Mørk rubin, uigennemsigtig. Krydret næse med modne sorte kirsebær, brombær og solbær. Fyldig i munden med mørke bær og syrlige kirsebær, en smule mokka, pebret, fint balanceret, godt med syre- og tanninbid. Fin vin, der har brug for tid eller mad (91).
DSF Syrah Tannat 2016: 50 % syrah og 50 % tannat. Kraftig, mørk rubin med lilla kant. Intens næse med solbær, brombær, mokka, engelsk lakrids samt lidt friske grønne noter. Fin frisk frugt, men også let røget og krydret bund, pænt med tanniner, som dog er bløde og velintegrerede. Anderledes og spændende, lidt rustik, men god madvin (89).



Vinene importeres af Nordjysk Vinimport.

onsdag den 4. marts 2020

Noble & Murat og meget mere portvin i Roskilde


Det kan være svært at rangordne de efterhånden mange forskellige portvinsfestivaler i Danmark. Det er de for forskellige til, og alle har hver deres styrker. Men jeg vil alligevel gerne fremhæve Portvinsmessen i Roskilde som værende en fremragende festival.
For det første bydes der på et imponerende fremmøde af portugisere, hvilket vidner om gode kontakter og et godt renommé. Det er altid en fornøjelse at få mulighed for en lille snak med producenterne selv, og de møder kun op flere år i træk, hvis de synes, at det er rejsen værd. Den nyligt afholdte Portvinsmesse blev f.eks. beskrevet både som et ”ekstraordinært event” og som ”eksemplarisk organiseret” i et Facebook-opslag fra en af debutanterne, Filipa Correira fra Vasques de Carvalho, som også konstaterede, at gæsterne ”smagte, men ikke drak for meget”.
For det andet er der et meget højt niveau, hvad angår udskænkningen. Nuvel, skulle man smage det helt gamle og eksklusive, skulle det naturligvis tilkøbes, men antallet af vine inkluderet i billetten og kvaliteten af disse var imponerende.


Når det er sagt, skal jeg også straks indrømme, at jeg faktisk ikke fik smagt særligt meget, ligesom jeg gik glip af flere nyheder, der blev lanceret på festivalen så som Quinta do Javali´s 40 års ”Special Edition for Denmark”. Jeg var i selskab med Portugals ambassadør Rita Laranjinha og handelsattaché Helga Moreira David, hvorfor megen tid gik med snak. Derfor blev der smagt mindre, ligesom det var sparsomt, hvad der blev taget af noter.
Men lidt blev det da til, og jeg valgte denne gang at besøge det forholdsvis nye hus Noble & Murat hos The Wine Company, ligesom jeg gjorde lidt nedslag i Vintage 2017 og smagte lidt ældre hvid port og Tawny, som der dog ikke blev taget noter på.

Noble & Murat

Selv om vi herhjemme løbende opdager nye små producenter, er det ikke hverdagskost, at et nyt portvinshus grundlægges, hvilket bl.a. skyldes de skrappe krav til lagerbeholdning, før man kan godkendes som ”portshipper”. Mængden blev godt nok halveret i 2018, hvor kravet blev nedsat fra 150.000 liter til 75.000 liter, men det er trods alt stadig ikke alle og enhver, der lige har det liggende i kælderen.
Noble & Murat er en af de senest tilkomne. Firmaet blev grundlagt i 2012 – eller måske retter sagt reetableret, da selve navnet kan spores tilbage til 1831 og især var meget aktivt i sidste del af 1800-tallet. Ja, faktisk kan anerne spores helt tilbage til starten af 1700-tallet, hvor navnet blot var et andet.
Bag det nye selskab står Alexandre Antas Botelho og de to brødre António og Gastão Taveira, som samtidig er i familie med Alexandre. Familien ejer gamle marker rundt om i Cima Corgo – bl.a. i Vale de Mendiz og Vale do Tedo – og leverede tidligere til nogle af de store aktører. Portvinen vinificeres på deres ejendom ved Celeirós, hvor druerne fodtrædes i lagares.


Noble & Murat satser på portvin i de specielle kategorier, og porteføljen omfatter foreløbig 10 års hvid, 10 års Tawny samt LBV og Vintage, mens fremtidsplanerne omfatter såvel Ruby Reserve som 20 års Tawny. Hvad LBV angår, var huset faktisk en af pionererne, idet Joseph Murat Tait tilbage i 1925 skrev bogen ”Practical Handbook on Port Wine”, hvori han give en slags definition på LBV, som godt nok ikke svarer til vore dages lovgivningsmæssige krav til LBV, men alligevel er værd at citere:
”Is a type of wine that is little known, but which probably combines the best qualities of both Vintage and Tawny is what is known as a Late Bottled Vintage Port. These wines are produced by keeping a fine vintage in cask for a period varying from 8 to 15 years, according to whether it matures quickly or not, and then bottling it and keeping it for a further period”.
Med denne historiske reference kan det vel ikke undre, at Noble & Murat prioriterer deres LBV, som er baseret på de bedste druer – altså druer af Vintage kvalitet. LBV´en var da også blandt de tre vine, jeg smagte i Roskilde, skænket af netop Alexandre Antas Botelho. Deres første LBV var årgang 2012, mens den første Vintage blev lavet i 2015, som så er blevet efterfulgt af to mere i 2016 og 2017. Men andre ord, vil det altså være muligt her at sammenligne de tre år, som er blevet diskuteret en del med hensyn til bred deklarering eller ej. I det portugisiske vinblad Grandes Escolhas i september 2019 blev alle tre årgange således prøvesmagt, og her scorede 2017 højest. Jeg spurgte Alexandre, hvad hans syn på de tre årgange var, og han var enig i, at 2017 må anses som bedst.


Nok om det. Her er mine noter:
10 års Dry White: Fremstillet på opfordring af den danske importør, The Wine Company. Lys ravfarvet. Fin, men ikke kraftig duft med mandel og abrikos. Tør, lidt sherryagtig med citrus og tørrede frugter samt lidt honning, høj syre. Frisk, men måske ikke helt så fyldig som andre i samme kategori.
LBV 2014: Mørk rubin. Ekspressiv og intens med masser af frugt, solbær samt fint krydret. Flot struktur og balance med solbær, brombær, flotte integrerede tanniner og lang hale. Faktisk en udmærket LBV med flot potentiale for at kunne lagre.
Vintage 2017: Mørk rubin, uigennemsigtig. Flot næse med solbær, brombær, lidt lakrids og en del grønne noter. Fyldig i munden med frisk frugt og mørke bær samt kraftige tanniner. Lidt lukket lige nu og har brug for tid for at finde sig selv, men fint potentiale.

Vintage 2017 mv.

Den øvrige tid blev som nævnt brugt til lidt spredt, men udmærket smagning. Nævnes skal kort et besøg hos portvinsbrødrene med deres gode udvalg af Sandeman, en 30 års hvid fra Quinta das Lamelas hos Maria Tita, 30 års Tawny fra Vasques de Carvalho og en fin Palmer Colheita 1970 serveret af altid gavmilde Alvaro van Zeller.


Vi fik også en snak med Oscar Quevedo (billedet øverst), der skænkede sin udmærkede Crusted Port, tappet i 2016. Jeg har tidligere smagt Crusted Port fra Quevedo og synes faktisk, at de gør det udmærket i den kategori. Bagefter smagte jeg deres seneste vintage og her blev der taget lidt noter:
Quevedo Vintage 2017: Uigennemsigtig, sort med lilla kant. Solbær og lidt mynte i næsen. Frisk med ren frugt, mørke bær, især solbær samt lidt kaffenoter, kraftige tanniner, godt med tørre tanniner i enden.


Hos Carlos Flores dos Santos gensmagte jeg Andresen Vintage 2017, som var meget indbydende og faktisk ganske fin at drikke her og nu, men også med stort potentiale. Efter min mening den bedste, som har huset har leveret. Læs min uddybende bedømmelse her.
Slutteligt en tak til arrangørerne for et flot arrangement. Satser på at vende tilbage næste år