torsdag den 26. marts 2020

Som at sidde ved havet - Azores Wine Company


I februarudgaven af Din Vinguide havde jeg en artikel om portugisisk vin mellem tradition og fornyelse. Netop den position passer perfekt til vinene fra Azorerne, hvoraf en enkelt producent Azores Wine Company da også optrådte i artiklen.


Bag Azores Wine Company står António Macanita, som i 2018 blev kåret til årets winemaker af det ansete vinblad Revista de Vinhos. António begyndte sin karriere i Alentejo (hvor hans mor stammer fra) med FitaPreta Vinhos, men producerer i dag også vin i Douro og altså på Azorerne (hvor hans far er fra) – et terroir der på en gang er gammelt og med egne druesorter og samtidig et af de steder, hvor der sker spændende nyt.
”Azorerne har en ekstrem beliggenhed med sit helt eget terroir, hvor vin er plantet i revner i lavaen kun få meter fra Atlanterhavet, som både oversprøjter markerne ovenfra og infiltrerer nede under. Når du kombinerer dette med de indfødte druesorter og 500 års selektion, er det helt unikt,” fortæller António Macanita.


En af de særegne druesorter er terrantez do Pico. António fortæller, at der kun var 89 planter tilbage, da han i 2010 startede reetablering af markerne, men nu er der mere end 10 hektar. Af andre vigtige sorter kan nævnes verdelho og arinto dos Acores.
Generelt vokser antallet af vinmarker – i de sidste 5 år er der således kommet hele 600 hektar nye vinmarker på Azorerne. De er gerne omkranset af stengærder, som beskytter mod vinden, men også blot skulle stables et sted, da de blev fjernet fra marken. Da udbyttet grundet omstændighederne er lavt, er produktionen fra øerne langt ude i Atlanterhavet dog stadig lille.


Tidligere blev det meste vin drukket lokalt, og for en del producenter udgør det lokale salg stadig hele 90 %. Men i dag er interessen øget og dermed eksporten til resten af landet og udlandet. Azores Wine Company eksporterer således hele 60 % af deres produktion, mens resten er delt ligeligt mellem det lokale marked og resten af Portugal.
António karakteriserer selv vinene fra Azorerne med ord som lyse, rene, sprøde og salte, men også med god tekstur, hvilket svarer helt til mit smagsindtryk.
”Det er som at sidde ved havet. Stilistisk som tør riesling eller alvarinho, men med klar vulkansk og oceanisk indflydelse”, siger han. 
Azorerne er altså et gammelt terroir med gamle lokale druesorter, som under kyndige yngre winemakere får ny opmærksomhed – akkurat som det skete i Bairrada for godt 10 år siden med Baga Friends i spidsen. Bairrada vil jeg vende tilbage til senere på året både med en artikel i Din Vinguide og her på bloggen.
Jeg har smagt følgende vine fra Azores Wine Company:

Arinto dos Açores 2018: Lavet på 100 % arinto dos Açores, som ikke er identisk med fastlandets arinto. Grøngul. Frisk næse med grøn pære og citrus samt en smule eksotisk frugt i baggrunden. Stor friskhed i munden med mineraler og lidt saltet præg samt høj syre, men lidt afdæmpet frugt. En frisk og stringent vin, hvor syren dog er lidt vel dominerende. Vil gøre sig fint til skaldyr (89).

Arinto dos Açores Sur Lies 2018: Lavet på 100 % arinto dos Açores, som ikke er identisk med fastlandets arinto, fermenteret med battonage. Gulgrøn med gyldne nuancer. Citrus og grape i næsen. Høj syre, citrus og godt med mineralitet, mere tekstur. En dejlig vin med god friskhed og fin fylde, fin til lys fisk eller skaldyr (91).


Verdelho o Original 2018: Grøngul med grønt skær. Lidt afdæmpet i næsen med citrus, mineraler og fin friskhed. Elegant vin med høj syre, grønne æbler og citrus, men også tropisk frugt som ananas, saltet præg, fint balanceret, fin til lys fisk eller skaldyr (90).

Terrantez do Pico 2018: 25 % fermenteret på egefade med battonage, resten i tank. Grøngul. Dejlig næse med citrus, grøn pære og mineraler samt lidt eksotiske noter i baggrunden. Fin frugt, høj syre, tør, citrus og mineralitet, fint balanceret, faktisk ok fyldig med fin hale, der bliver længe i munden (93).


Vulcânico Tinto 2018: Blend af bl.a. aragonês, agronómica, castelão, malvarisco, merlot, touriga nacional, saborinho og syrah. Rubinrød, medium intens i farve og dybde. Spændende og frisk næse med primær frugt som kirsebær og røde bær, men også røgede toner og chorizo-pølse samt mineralitet. Frisk og fyldig i munden med masser af frugt, men også en bagvedliggende kompleksitet og karakter, tør, fin syre og balance, meget bløde og diskrete tanniner. Faktisk ganske interessant og spændende til prisen, velegnet til tapas, lyst fjerkræ eller andre lettere retter (89).



Vinene fra Azores Wine Company importeres af Tekstur Vin. For mere uddybende om vinproduktionen på Azorerne kan jeg anbefale denne artikel på Jancis Robinsons hjemmeside.

mandag den 9. marts 2020

DSF fra José Maria da Fonseca – winemakerens eget brand


DSF. Forkortelser giver som regel kun mening, hvis man kender betydningen bag. DSF står for Domingos Soares Franco – den ene af de to brødre i 6. generation af 100 % familieejede José Maria da Fonseca.


Og nej, det har ikke noget med portvinsbrandet Fonseca at gøre. Navnet er ganske almindeligt i Portugal. Vi befinder os langt længere mod syd på Setúbal-halvøen lige nedenfor Lissabon. Península de Setúbal, som det portugisiske navn lyder (tidligere var det Terras do Sado), er kendt for såvel sine bordvine som hedvinen Moscatel de Setúbal, som faktisk er glimrende, men står lidt i skyggen af Madeira og især Portvin. Regionen rummer derfor to DOC´ere: Setúbal og Palmela, hvor førstnævnte er for de søde vine.


José Maria da Fonseca blev grundlagt i 1834 af manden af sammen navn, som havde en universitetsuddannelse i matematik fra Coimbra bag sig, men altså valgte at slå sig ned som vinproducent med base i byen Vila Nogueira de Azeitão. Her ligger hovedkvarteret stadig i den gamle smukke bygning fra det 19. århundrede. I 1849 blev Moscatel de Setúbal varemærket skabt og allerede året efter fulgte Periquita – en vin de fleste kender fra supermarkedernes hylder, og som stadig eksisterer i flere udgaver. Navnet blev ligefrem synonymt med druesorten, som stadig i dag ofte kaldes Periquita, men der er faktisk tale om vin lavet på sorten Castelão, og vinene er egentligt opkaldt efter en lille ejendom, Cova da Periquita, der menes at være blevet tilkøbt i 1846.


I dag tegnes selskabet af de to brødre, António Soares Franco, som er administrerende direktør, og Domingos Soares Franco, der er husets chefwinemaker, og den næste generation er allerede involveret. Det er en stor producent, der foruden de allerede nævnte kendte varemærker, Alambre (Moscatel de Setúbal) og Periquita også har en anden storsælger i Lancers – en ”opfindelse”, som netop Domingos stod bag, og hvor især roséudgave produceres og sælges i stort antal i stil med Sograpes Mateus Rosé.
JM da Fonseca er sammen med den anden gigant Bacalhôa Vinhos ret dominerende i regionen. I alt producerer huset mere end 30 forskellige brands, inklusiv deres aguardente og brandy, som sælges i mere end 70 forskellige lande. Foruden forskellige entry-level vine som Periquita og Lancers laves også topvine og særlige serier. Nævnes kan Hexagon, som i den røde udgave er et blend af seks sorter: touriga nacional, touriga francesa, syrah, trincadeira, tinto cão og tannat.


Men her skal det handle om serien DSF – eller rettere “Domingos Soares Franco Private Collection”, som altså er navngivet efter winemakeren selv.
”Tilbage i 90´erne var målet med DSF at præsentere forbrugere for portugisiske druesorter fra andre regioner, men altså plantet her hos os. Senere fulgte også ikke-portugisiske sorter og senere igen også blends og nye typer af vine. Så det er en slags paraply med mange varianter under sig,” fortæller Domingos Soares Franco og serien.
Listen omfatter enkeltdruevine på sorter som touriga francesa, grand noir, verdelho, sauvignon blanc og moscatel roxo, som også bruges til Moscatel-vine, samt et blend på syrah og den mere sjældne tannat. Især førstnævnte har winemakerens opmærksomhed.
”For mig er den vigtigste og bedste druesort touriga francesa, men for Portugal som helhed er det touriga nacional,” siger Domingos Soares Franco, der er uddannet ved University of California i Davis, USA, men vendte tilbage til Portugal og familiefirmaet i 80´erne.
Jeg bad ham om også at sætte et par ord på regionens kvaliteter:
”Middel hvad angår udbytte, hvilket er fint for kvaliteten. God syre, som muliggør lagring på flaske. Ikke så høj alkohol. Den sandede jord giver struktur og højere alkohol, mens ler og kalk giver mere frugt og højere syreniveau. Blendes begge giver det mere elegante vine.”


Jeg har prøvesmagte nogle af vinene i DSF serien. Her følger mine noter:
DSF Sauvignon Blanc 2017: 85 % sauvignon blanc og 15 % verdejo. Grøngul. Aromatisk med frisk duft af citrus, æbler, melon og passionsfrugt samt lidt florale noter. Fint med frugt, æble, citrus og lidt eksotiske noter, medium intens og fyldig, fin syre, ok balanceret, mellemlang hale (88).
DSF Verdelho 2018: 100 % verdelho. Grøngul, flot skær. Grønne æbler, græs, citrus, litchi og lidt banan eller vingummebamse. I første omgang let og frisk, men bagefter også med god fylde, grøn pære, citrus, tør, fin syre og fin hale med let prikkende syrebid (88).


DSF Roxo Rosé 2018: 100 % mostatel roxo. Lys laksefarvet. Meget aromatisk med friske jordbær, hindbær og abrikos. Dejlig frisk og læskende i munden, røde bær, mandarin og florale noter, fin balanceret med frugt og syre. Ikke kompleks, men indbydende rosé, der smager af mere (89).
DSF Roxo Rosé 2017: 100 % mostatel roxo. Lys pink. Aromatisk, måske lidt parfumeret tyggegumminæse med jordbær, hindbær, abrikos og blomster. Intens og læskende i munden med god syre og frugt, røde bær, mandarin, let krydret, fint balanceret, mellemlang hale. Fin og fyldig rosé (89).


DSF Touriga Francesa 2016: 100 % touriga francesa. Mørk rubin, uigennemsigtig. Krydret næse med modne sorte kirsebær, brombær og solbær. Fyldig i munden med mørke bær og syrlige kirsebær, en smule mokka, pebret, fint balanceret, godt med syre- og tanninbid. Fin vin, der har brug for tid eller mad (91).
DSF Syrah Tannat 2016: 50 % syrah og 50 % tannat. Kraftig, mørk rubin med lilla kant. Intens næse med solbær, brombær, mokka, engelsk lakrids samt lidt friske grønne noter. Fin frisk frugt, men også let røget og krydret bund, pænt med tanniner, som dog er bløde og velintegrerede. Anderledes og spændende, lidt rustik, men god madvin (89).



Vinene importeres af Nordjysk Vinimport.

onsdag den 4. marts 2020

Noble & Murat og meget mere portvin i Roskilde


Det kan være svært at rangordne de efterhånden mange forskellige portvinsfestivaler i Danmark. Det er de for forskellige til, og alle har hver deres styrker. Men jeg vil alligevel gerne fremhæve Portvinsmessen i Roskilde som værende en fremragende festival.
For det første bydes der på et imponerende fremmøde af portugisere, hvilket vidner om gode kontakter og et godt renommé. Det er altid en fornøjelse at få mulighed for en lille snak med producenterne selv, og de møder kun op flere år i træk, hvis de synes, at det er rejsen værd. Den nyligt afholdte Portvinsmesse blev f.eks. beskrevet både som et ”ekstraordinært event” og som ”eksemplarisk organiseret” i et Facebook-opslag fra en af debutanterne, Filipa Correira fra Vasques de Carvalho, som også konstaterede, at gæsterne ”smagte, men ikke drak for meget”.
For det andet er der et meget højt niveau, hvad angår udskænkningen. Nuvel, skulle man smage det helt gamle og eksklusive, skulle det naturligvis tilkøbes, men antallet af vine inkluderet i billetten og kvaliteten af disse var imponerende.


Når det er sagt, skal jeg også straks indrømme, at jeg faktisk ikke fik smagt særligt meget, ligesom jeg gik glip af flere nyheder, der blev lanceret på festivalen så som Quinta do Javali´s 40 års ”Special Edition for Denmark”. Jeg var i selskab med Portugals ambassadør Rita Laranjinha og handelsattaché Helga Moreira David, hvorfor megen tid gik med snak. Derfor blev der smagt mindre, ligesom det var sparsomt, hvad der blev taget af noter.
Men lidt blev det da til, og jeg valgte denne gang at besøge det forholdsvis nye hus Noble & Murat hos The Wine Company, ligesom jeg gjorde lidt nedslag i Vintage 2017 og smagte lidt ældre hvid port og Tawny, som der dog ikke blev taget noter på.

Noble & Murat

Selv om vi herhjemme løbende opdager nye små producenter, er det ikke hverdagskost, at et nyt portvinshus grundlægges, hvilket bl.a. skyldes de skrappe krav til lagerbeholdning, før man kan godkendes som ”portshipper”. Mængden blev godt nok halveret i 2018, hvor kravet blev nedsat fra 150.000 liter til 75.000 liter, men det er trods alt stadig ikke alle og enhver, der lige har det liggende i kælderen.
Noble & Murat er en af de senest tilkomne. Firmaet blev grundlagt i 2012 – eller måske retter sagt reetableret, da selve navnet kan spores tilbage til 1831 og især var meget aktivt i sidste del af 1800-tallet. Ja, faktisk kan anerne spores helt tilbage til starten af 1700-tallet, hvor navnet blot var et andet.
Bag det nye selskab står Alexandre Antas Botelho og de to brødre António og Gastão Taveira, som samtidig er i familie med Alexandre. Familien ejer gamle marker rundt om i Cima Corgo – bl.a. i Vale de Mendiz og Vale do Tedo – og leverede tidligere til nogle af de store aktører. Portvinen vinificeres på deres ejendom ved Celeirós, hvor druerne fodtrædes i lagares.


Noble & Murat satser på portvin i de specielle kategorier, og porteføljen omfatter foreløbig 10 års hvid, 10 års Tawny samt LBV og Vintage, mens fremtidsplanerne omfatter såvel Ruby Reserve som 20 års Tawny. Hvad LBV angår, var huset faktisk en af pionererne, idet Joseph Murat Tait tilbage i 1925 skrev bogen ”Practical Handbook on Port Wine”, hvori han give en slags definition på LBV, som godt nok ikke svarer til vore dages lovgivningsmæssige krav til LBV, men alligevel er værd at citere:
”Is a type of wine that is little known, but which probably combines the best qualities of both Vintage and Tawny is what is known as a Late Bottled Vintage Port. These wines are produced by keeping a fine vintage in cask for a period varying from 8 to 15 years, according to whether it matures quickly or not, and then bottling it and keeping it for a further period”.
Med denne historiske reference kan det vel ikke undre, at Noble & Murat prioriterer deres LBV, som er baseret på de bedste druer – altså druer af Vintage kvalitet. LBV´en var da også blandt de tre vine, jeg smagte i Roskilde, skænket af netop Alexandre Antas Botelho. Deres første LBV var årgang 2012, mens den første Vintage blev lavet i 2015, som så er blevet efterfulgt af to mere i 2016 og 2017. Men andre ord, vil det altså være muligt her at sammenligne de tre år, som er blevet diskuteret en del med hensyn til bred deklarering eller ej. I det portugisiske vinblad Grandes Escolhas i september 2019 blev alle tre årgange således prøvesmagt, og her scorede 2017 højest. Jeg spurgte Alexandre, hvad hans syn på de tre årgange var, og han var enig i, at 2017 må anses som bedst.


Nok om det. Her er mine noter:
10 års Dry White: Fremstillet på opfordring af den danske importør, The Wine Company. Lys ravfarvet. Fin, men ikke kraftig duft med mandel og abrikos. Tør, lidt sherryagtig med citrus og tørrede frugter samt lidt honning, høj syre. Frisk, men måske ikke helt så fyldig som andre i samme kategori.
LBV 2014: Mørk rubin. Ekspressiv og intens med masser af frugt, solbær samt fint krydret. Flot struktur og balance med solbær, brombær, flotte integrerede tanniner og lang hale. Faktisk en udmærket LBV med flot potentiale for at kunne lagre.
Vintage 2017: Mørk rubin, uigennemsigtig. Flot næse med solbær, brombær, lidt lakrids og en del grønne noter. Fyldig i munden med frisk frugt og mørke bær samt kraftige tanniner. Lidt lukket lige nu og har brug for tid for at finde sig selv, men fint potentiale.

Vintage 2017 mv.

Den øvrige tid blev som nævnt brugt til lidt spredt, men udmærket smagning. Nævnes skal kort et besøg hos portvinsbrødrene med deres gode udvalg af Sandeman, en 30 års hvid fra Quinta das Lamelas hos Maria Tita, 30 års Tawny fra Vasques de Carvalho og en fin Palmer Colheita 1970 serveret af altid gavmilde Alvaro van Zeller.


Vi fik også en snak med Oscar Quevedo (billedet øverst), der skænkede sin udmærkede Crusted Port, tappet i 2016. Jeg har tidligere smagt Crusted Port fra Quevedo og synes faktisk, at de gør det udmærket i den kategori. Bagefter smagte jeg deres seneste vintage og her blev der taget lidt noter:
Quevedo Vintage 2017: Uigennemsigtig, sort med lilla kant. Solbær og lidt mynte i næsen. Frisk med ren frugt, mørke bær, især solbær samt lidt kaffenoter, kraftige tanniner, godt med tørre tanniner i enden.


Hos Carlos Flores dos Santos gensmagte jeg Andresen Vintage 2017, som var meget indbydende og faktisk ganske fin at drikke her og nu, men også med stort potentiale. Efter min mening den bedste, som har huset har leveret. Læs min uddybende bedømmelse her.
Slutteligt en tak til arrangørerne for et flot arrangement. Satser på at vende tilbage næste år

torsdag den 27. februar 2020

Sweet Dreams made of Port


”Sweet dreams are made of this…”
Sådan lød det tilbage i 1980´erne fra duoen Eurythmics. Og sådan nynnede jeg diskret sidste fredag, da der blev skænket op i mine glas. Port of Dreams hedder den smagning, som Portvinsinstituttet (IVDP) har gjort det for vane at invitere til i forbindelse med vinfestivalen Essência do Vinho i Porto. Festivalen blev afholdt i den forgange uge i den gamle børsbygning, Palácio da Bolsa, som ligger side om side med instituttet i hjertet af byen.


Som medlem af den internationale jury ved Essência do Vinho var jeg inviteret med til Port of Dreams smagningen, og det var igen (jeg deltog også i 2018) en stor fornøjelse. Flotte gamle portvine, præsenteret af producenterne selv og det hele styret af IVDP´s tekniske direktør Bento Amaral – en mand, der ved, hvad han snakker om.


Vi smagte i alt 10 gamle portvine. Der blev lagt ud med tre ældre Vintage, hvorefter fulgte forskellige udgaver af fadlagret portvin, så vi kom godt rundt i typerne. Her følger først lidt om vinene og derefter mine noter:

Quinta do Noval Nacional Vintage 1994

Vinen blev præsenteret af winemaker Carlos Agrellos, som bl.a. begrundede valget med, at det var den første Vintage under franske Axas ejerskab samt, at den er i det gode selskab af 100-points vine. Nacional 1994 var da også samlet vinder ved The Vintage Port Clubs store smagning af Vintage1994 tilbage i 2014.


Rubinrød med lys kant og mørk kerne, medium intens. Intens næse med mørke modne kirsebær, solbær, lidt røde bær og krydderier. Dejlig åben med masser af krydret frugt, solbær, fin syre og balance, stor kompleksitet samt en lang pebet, krydret hale. Har stadig mange år foran sig (97).

Taylor´s Vintage 1970 (Magnum)

Vinen blev præsenteret af Nick Heath, som bl.a. fortalte, at Taylor´s som en undtagelse lavede både klassisk Vintage og Single Quinta Vintage fra Quinta de Vargellas i 1970. Det skyldes, at dammen ved Valeira længere nede af Douro skulle bygges, hvorfor de lavest beliggende marker på Vargellas ville blive oversvømmet. Derfor besluttede de sig for at udsende en særlig Tribute-SQV baseret på druer fra disse marker.


Lys teglrød med helt lys kant. Røde bær, læder og lidt røgede toner. Dejlig moden portvin, blød og elegant i munden med fin frugt og syre og derfor god balance, elegant med røde bær, tør, en smule diskrete tanniner, let krydret ende, der bliver i munden. Mere harmonisk end den udgave vi fik ved Vintage 1970 smagningen for nyligt i The Vintage Port Club, hvor syren dominerede lidt. Det skyldes måske, at der her var tale om en Magnum, som jo gerne udvikler sig en smule langsommere (95).

 

Dow´s Vintage 1963 (Magnum)

Vinen blev præsenteret af Goncalo Brito fra Symington Family Estate, der fortalte lidt om familiens forhold til Dow´s, som rækker mere end 100 år tilbage, idet Andrew James Symington blev partner i 1912. I 1961 blev Symingtons eneejer af huset. Baseret på druer fra de to quintaer, Bomfim og Senhora da Ribeira.
Rødbrun med lys orange kant. Godt med frugt i næsen, såvel solbær som røde bær, kaffe og lidt honning. Solbær og røde bær i munden, tør, let krydret og stadig med lidt bløde tanniner, fint harmonisk, lang hale. Dejlig og stadig levende (93).



Quinta do Vale D. Maria Colheita 1969

Vinen blev præsenteret af Cristiano van Zeller, som fortalte om quintaen, der ligger ved Rio Torto. Ejerskabet ligger i dag hos den store Vinho Verde producent Aveleda, men quintaen bestyres stadig af familien og især Cristiano og datteren Francisca van Zeller. Vinen er baseret på et gammel fad, fundet i Douro. Dette er en første gamle Colheita fra husets side.


Orange brun, lys kant og mørkere kerne. Frisk næse med tørrede frugter, mandel, honning og nødder. Blød og cremet i munden med honning og lidt abrikos og appelsinskal, flot syre som balancerer (93).

Kopke White Colheita 1940

Vinen blev præsenteret af Sogevinus´ winemaker Carlos Alves, som indledte med at sige, at han af gode grunde ikke var winemaker på denne vin, da den blev lavet, men dog har stået for det færdige. Vinen er dog endnu ikke kommet på markedet, men kan ifølge Stefano Marello forventes til Danmark i juni.
Mørk ravfarvet med lysere kant, lidt orange skær i kanten. Lige en smule unoder i næsen i første omgang, hvilket gives skyldes, at den var frisktappet til lejligheden. Kom sig dog hurtigt med nødder, valnød, tørrede frugter, lidt citrus og appelsinskal. Lettere og frisk i munden, ikke så fyldig, men delikat med honning, hasselnødder og lidt citrusfrugt, høj flot syre og lang hale (94).



Maynard´s Colheita 1935

Vinen blev præsenteret af Mafalda Machado, som assisterer winemaker og masterblender Alvaro van Zeller. Alvaro er mester til at finde gamle fade rundt om i Douro, hvilket også gælder denne, som blev købt for et år siden og derefter har været lagret i Gaia.
Intens, mørk og med lysere kant. Brun farin, appelsinskal, brændte figner og karamel i næsen. Intens og dyb, tørrede frugter, karamel, cigarkasse og balsamico, høj syre og friskhed der balancerer det tunge, dybe og komplekse (95).


Vista Alegre Colheita 1934

Vinen blev præsenteret af Miguel Martins, som er general manager ved Vallegre, som producenten bag hedder med en sammentrækning af navnene på de to hovedquintaer, Valle Longo og Vista Alegre. Det hele ejes af familien Cunha Barros.
Mørkebrun med lidt lysere kant, dyb og intens. Intens i næsen med brun farin, kaffe og balsamico samt lidt citrus frugt, tydelig og måske lidt vel markant ”Douro-bake”. Krydret og intens med tørrede frugter, balsamico, ok syre, lang hale som forbliver i munden længe efter (92).

Niepoort Very Old Dry White

Vinen blev præsenteret af Dirks søn, Daniel Niepoort, som fortalte om vinens historie. Den er godt 100 år gammel og har først lagret fad og derefter en 50 år på flaske. En helt særlig og special vin med lidt af de samme karaktertræk som en anden Niepoort-specialitet, Garrafeiras.


Orange-brun med flot skær. Frisk og anderledes næse med lidt citrus. Lidt mandel og citrus, virker tør selv om restsukkerniveau faktisk er højt, lidt skarp men også dejlig frisk (93).

Quinta da Boeira Very Old Tawny “1917”

Vinen blev præsenteret af winemaker Helene Teixeira. Jeg har tidligere smagt den ved en smagning i Odense. Baseret på et gammel fad, fundet i Douro, dateret tilbage til 1917, men da der ikke er officielle papirer herpå kategoriseret som Very Old Tawny. Er sendt på markedet på 1000 små parfumeflasker, som kan sprayes i munden.
Mørk og intens med lysere, orange kant. Lidt røgede toner i næsen samt svesker, farin og balsamico. Cremet og intens i munden, dyb med tørrede frugter, balsamico, valnød og farin, fin balancerende syre som frisker den intense fylde op (95).


Costa Boal: Very Old Port

Vinen blev præsenteret af António Costa Boal, som fortalte om huset, der blev grundlagt så sent som i 2009 og både producerer vin fra Trás-os-Montes og Douro samt portvin. Deres rødvin Palácio dos Távoras Gold Edition fik i øvrigt prisen for 3. bedste rødvin ved Essência do Vinhos Top 10 smagning (mere herom følger). Familien Costa Boal har dog været etableret i Douro siden 1857. Winemaker er Paulo Nunes. Vinene er baseret på fad uden papirer, men altså takseret som Very Old. Der er kun produceret 200 flasker.
Mørk, intens med lys kant. Forholdsvis frisk næse med nødder og tørrede frugter. Meget blød og cremet i munden med karamelnoter og lidt frisk pebermynte, lidt vel sød til mine smagsløg, men dog med god balancerende syre (93).

tirsdag den 18. februar 2020

Colares – en tur i sandet


Nogle af de ældste demarkerede regioner i Portugal er tre små områder ikke langt fra Lissabon: Bucelas, Carcavelos og Colares. Hvor Bucelas er kendt for sine hvidvine på især arinto-druen og Carcavelos for sine hedvine, gør Colares sig i dag i såvel hvid- som rødvin. Mest fremtrædende er rødvinene på den unikke druesort ramisco fra gamle pre-phylloxera planter. Druerne er små og tykskallede, hvorfor de unge vine umiddelbart er hårde og rustikke med kraftige, rå tanniner. Der er brug for kyndige hænder og tid på fad.


I forbindelse med en artikel om portugisisk vin i Din Vinguide besøgte jeg sidste år Colares, nærmere bestemt det gamle kooperativ Adega Regional de Colares. Her tog winemaker Francisco Figueredo mig først på en køretur helt ud til kysten neden for Sintra-bjergene, hvor de små vinmarker ligger klemt inde, hvor pladsen tillader det.


Colares blev demarkeret i 1908 og er som de to andre historiske regioner truet af storbyens vækst og det voksende byområde langs kysten nord for hovedstaden. På vej ud til vinmarken kører vi da også gennem sammenvoksede strandbyer ved Praia das Maçãs, hvor der ikke levnes meget plads til vindruer.
”Her var der tidligere vinmarker, men i dag er 90 % af vinmarkerne forsvundet. De senere år er der dog kommet flere vinmarker til igen,” fortæller Francisco Figueredo.
Det går altså langsomt fremad igen. Blandt Franciscos mange gøremål er netop at spotte små forladte parceller med vinplanter og reetablere dem, så der kan føjes endnu nogle kvadratmeter til det sparsomme areal på ca. 65 hektar.


Vi stopper og stiger ud og vandrer derefter gennem sandet jord hen til en lille vinmark. En stor vinplante breder sig ud som en stor busk og spreder sine grene tæt hen mod bambusrækværket, der afgrænser og beskytter mod vinden fra Atlanterhavet. Den er 140 år gammel, og fra juli måned hvert år bliver den opstammet med små pinde, så druerne ikke bliver brændt af det varme sand. Når der plantes nye, bliver der gravet op til tre meter ned i sandet, så stokken kan stå i det underliggende lag af lerjord nede under sandet.
”Planterne overlevede vinlusens hærgen, da de gror i sand. Derefter var der desværre en del svindel, hvor der blev fragtet vin ind fra andre regioner, som så blev solgt som Colares uden at være det,” fortæller Francisco Figueredo.


Adega Regional de Colares er fra 1931 og har 20 producenter tilknyttet, men laver desuden vin for fem eksterne producenter. Produktionen udgør ca. halvdelen af den samlede mængde i den lille region. Kooperativet blev netop dannet for at beskytte regionen og havde i tiden under Salazar monopol. I dag er der også private producenter i Colares.


På køreturen tilbage udpeger han en mark med mere end 40 forskellige kloner af ramisco og andre af den grønne drue malvasia, som de studerer for at finde frem til de bedste, som de så poder på nye stokke, når endnu et lille stykke jord bliver nyplantet.
For Francisco håber og tror, at regionen vil opleve vækst i de kommende år. Både fordi såvel vinmagere som myndigheder er interesseret i at bevare området, men også fordi forbrugernes smag ændrer sig.
”Trenden går imod vores vine. Vi har køligere temperatur og meget stor indflydelse fra Atlanterhavet, ligesom skovene og bjergene ved Sintra tiltrækker fugt. Hele området er beklædt i tåge om morgenen,” siger han.


Tilbage i Colares by arrangerer Francisco Figueredo en lille smagning i kooperativets store lager, hvor store fade ligger på rad og række. Følgende vine blev smagt:
Chão Rijo Branco 2018: Blend af traditionelle druesorter: 60 % malvasia samt galego dourado, jampal m.fl. Frisk med æbler og citrus, gulgrøn. Floral med god syre der balancerer, frisk, ikke kompleks (86).
Chao Rijo Tinto 2016: Blend af 80 % castelão og 20 % tinta roriz. Flot rubinrød, medium intens. Godt med frisk frugt, røde bær og kirsebær. Frugt og røde bær, lidt toastede noter, flot syre og bløde men markante tanniner, lav på alkohol, fin hale (88).


Arenæ Malvasia 2017: Gulgrøn, medium intens. Lidt sherryagtig næse med blomster, honning, grønne noter og citrus, let oxideret, saltet og mineralsk karakter. Fyldig og dejlig i munden med god frugt, mineraler, tør. En spændende vin med lagringspotentiale (89).
Arenæ Ramisco 2011: 100 % ramisco, lagret 6 år på fade. Mørke bær, sorte kirsebær, tranebær, lakrids. Dejlig i munden, krydret og med god frugt, frisk med markant høj syre og tanniner, som dog ikke afskrækker. Spændende vin, velegnet til grillet ellers stegt kød. Vil kunne lagre i mange år (93).


Vinene fra Adega Regional de Colares er ikke i dansk distribution.

søndag den 16. februar 2020

Quinta Vale de Fornos i Tejo


I forbindelse med min artikel ”Portugal – mellem tradition og fornyelse” i Din Vinguide var jeg både på researchtur til Portugal og fik forskellige flaskeprøver tilsendt. Da artiklen nu er udkommet (#21 februar 2020), bringer jeg derfor nogle nedslag om de forskellige besøgte og omtalte huse og med noter på samtlige smagte vine.
Første artikel var om mit besøg på Quinta de Chocapalha i Lisboa-regionen og snart følger en reportage fra Colares. Men lige nu gælder det Quinta Vale de Fornos fra Tejo, som venligt sendt mig nogle prøveflasker.



Quinta Vale de Fornos ejes af Encostas d’Alqueva, der igen ejes af familien Bio, og indgår i det fælles, nylancerede brand Abegoaria. En tendens i Portugal lige nu er, at selskaber bredder sig over flere regioner, hvilket også gælder Encostas d’Alqueva. De startede i Alentejo fra ca. 20 år siden, men har siden spredt sig til andre steder i landet, så der nu laves vin fra ni forskellige vingårde fordelt på de seks regioner: Alentejo, Tejo, Lisboa, Dão, Vinho Verde og Douro.



I Tejo hedder vingården altså Quinta Vale de Fornos. Den 200 hektar store ejendom i den sydvestlige del af regionen blev etableret som bryllupsgave til legendariske Antonia Ferreira, som jo ellers mest slog sine folder i Douro. Quintaen råder over 60 hektar marker med såvel nationale som internationale sorter, og der laves både blends og enkeltdruevine.
Regionen Tejo (tidligere Ribatejo) spreder sig langs Tejo-floden øst for Lisboa-regionen. Der er fortrinsvist tale om et frugtbart lavlandsområde, hvor der dyrkes såvel nationale som internationale druesorter og med såvel mindre som meget store producenter. Tidligere var langt størstedelen kommercielle producenter af billig konsumvin eller bulkvin, men som det også gælder for Lisboa, dukker der flere og flere kvalitetsproducenter op som f.eks. Quinta Vale de Fornos og João M. Barbosa. Udviklingen fra kvantitet til kvalitet ses også ved, at producenter forlader det mest frugtbare terroir tæt ved floden for i stedet at søge op i baglandet, hvor jorden er mere mager. Foruden vin dyrkes der mange andre grøntsager, ligesom de store vidder også er hjemegn for såvel heste- som tyreopdræt.
Men tilbage til Quinta Vale de Fornos, hvor jeg har smagt følgende vine:
Quinta Vale de Fornos Reserva Branco 2017: Blend af arinto, chardonnay og gewürstraminer, lagret 6 måneder på eg med batonnage. Lys gulgrøn. Aromatisk og kompleks næse med moden pære, citrus, græs, kvæde, engelsk vingummi samt lidt smør- og petroleumsnoter. Fin frugtig med pære og citrus, men også mere tunge og komplekse noter, dejlig struktur, lidt lav på syre, men dog i balance (91).


Quinta Vale de Fornos Syrah Reserva 2015: Mørk rubin, lys kant. Aromatisk med mørke bær, brombær, røget bacon og engelsk lakrids, peber samt krydderurter som rosmarin. Kraftig og fyldig med brombær, tør, flot syrebalance, krydret hale med lidt mørk chokolade og kraftige, tørre tanniner. En potent vin med stort potentiale (91).
Quinta Vale de Fornos Cabernet Sauvignon Reserva 2016: Mørk rubin, lyst kant. Frisk ren frugt i næsen med solbær og andre mørke bær samt krydderurter. Forholdsvis let og elegant i munden med dejlig ren frugt, men også krydret, elegant, tør og godt med tanniner. En stringent og fin cabernet, som kan lagre (89). 
Quinta Vale de Fornos Touriga Nacional Reserva 2015: Mørk rubin, sort kerne. Ikke så aromatisk i første omgang, men åbner sig med mørke bær, peber, violer og andre florale noter, lidt lakrids. Dejlig med frugtfylde, floral, høj syre samt kraftige tanniner, fyldig og krydret, men også med elegance. Lidt rå nu med tørre tanniner i enden, flot potentiale (90).


Quinta Vale der Fornos er ikke i dansk distribution. Læs mere på Abegoarias hjemmeside.

torsdag den 13. februar 2020

Winemakers Dinner med Poças



Da Poças i 2018 fejrede 100 års jubilæum, var et af flere tiltag, at de lavede en Quinado baseret på en Tawny med mere end 40 år på bagen. Poças er sammen med Ramos Pinto blandt de meget få (om ikke de eneste?) huse, der stadig producerer Quinado, som er portvin tilsat kinin og krydderier. Quinado var tidligere en populær eksportvare til især tropiske lande som Portugals tidligere kolonier, da kininen kunne forebygge, ja måske ligefrem kurerer malaria og andre sygdomme.
Quinado er i øvrigt ikke den eneste fællesnævner mellem Poças og Ramos Pinto. Begge er også meget aktive på kulturfronten. Poças har således for nyligt udgivet en bog med fotos og tekst om en lang række af gamle portvinsrelaterede effekter og genstande, som de fandt frem i forbindelse med renoveringen af deres lodge i Gaia for et par år siden. Og i forbindelse med 100 års jubilæet arrangerede de en række kulturelle aktiviteter, ligesom de i 2017 stod bag en udstilling med kunstneren Luís Mendonça, hvor denne nytænkte flasken som design og skulpturel form.  


Tiltag som disse vidner om, at Poças er engageret i såvel historien som kulturen – og det selv om huset altså først blev grundlagt i 1918 af Manoel Domingues Poças Junior. I mange år blev firmaet ledet af Manuel Pintão, og i dag er det hans søn. Pedro Poças Pintão, der tegner huset udadtil.


Netop Pedro Poças Pintão var den 7. februar æresgæst ved årets Winemakers Dinner i The Vintage Port Club – et arrangement, der først byder på en stor smagning af det udvalgte hus og derefter middag, hvortil serveres nogle af husets bordvine og portvine.
Indledningsvis fortalte Pedro Poças Pintão lidt om husets historie og prioriteter. Og om det stadig at være en familieejet virksomhed i en tid, hvor mange stolte familieejede portvinshuse har måttet finde nye ejere. Der gælder f.eks. førnævnte Ramos Pinto, som i 1990 blev solgt til champagnehuset Louis Roederer, Barros som blev overtaget af Sogevinus i 2006 og senest Krohn, som The Fladgate Partnership købte af familien Carneiro i 2013.


”Man kan ikke tale om Poças uden at tale om familien og omvendt”, fastslog Pedro og fortsatte:
”Men det er en udfordring at være familiejet. Der er mange fordele, men også mange ulemper, f.eks. i forbindelse med et generationsskifte, hvor ejerandelen skal spredes ud på endnu flere hænder. Mange aktionærer gør det besværligt at tage beslutninger.”
Poças forbindes hos de fleste umiddelbart med solide Colheitas og Tawnyer og det i et nogenlunde prisvenligt leje. Men de laver også såvel hvid portvin som Ruby-stil – og faktisk er sidstnævnte blevet opprioriteret i den senere tid, fortalte Pedro.
”Vi anses primært for at være Tawny-producer, men laver også Ruby, LBV og Vintage. Fra 90´erne, hvor vi blev mere selvforsynende med druer, valgte vi at opprioritere Vintage-siden.”


Dagens smagning var da også tilrettelagt, så den viste såvel bredde som dybde. Og oven i det hele, havde Pedro medbragt en lille overraskelse i form af en flaskeprøve på en gammel Tawny.
Følende vine blev smagt:
LBV 1987: Tawnybrun med lidt teglrødt i kernen samt orange kant. Røde bær, især jordbær, let oxideret. Blød med røde bær og kirsebær, let krydret, fin balanceret med ok syre. Stadig levende og faktisk et harmonisk og lækkert glas (89).
Vintage 1997: Rubinrød, medium intens, lys kant. Jordbær, lidt tendens til frugtgrød, men med friskhed fra krydderurter og eukalyptus. Fin modenhed, stadig med frugt og fin balanceret med syre, dog ikke så kompleks, let krydret og pebret ende. Kan stadig holde en små 10 år endnu (90).
Vintage 2007: Mørk rubin, lys lilla kant, næsten uigennemsigtig. Ikke så ekspressiv, men med mørke bær, solbær, brombær og lidt kaffenoter. Mørke bær, fin syre og fin frugt, lidt grønne noter i baggrunden, godt med tanniner, fin kompleksitet og tør hale, ok balance. Vil stadig udvikle sig positivt (92).
Vintage 2017: Mørk rubin, uigennemsigtig, lilla kant. Frisk næse med masser af frisk frugt, solbær, jordbær, brombær, lidt ribena-præg samt lidt krydderurter. Frisk og tæt i munden med masser af frugt, kraftige men ikke aggressive tanniner, lidt frugtsødme, men ellers tør og tørre tanniner i halen samt lidt peber og alkohol (91).


10 års White: Lys ravfarvet, orange skær. Honning, abrikos og mandel i næsen. Let og blød med lyse stenfrugter, mandel, fin syre og forholdsvis tør (88).
Colheita 2008: Mørk tawnybrun med rubin kerne. Tørrede frugter, figen, rosin og stadig lidt mørke bær. Fyldig med frugt og nødder. Burde have længere tid på fad, og var da også første aftapning (87).
Colheita 1992: Ravfarvet. Frisk næse med mandel, tørrede frugter, lidt appelsinskal. Blød, let cremet med nødder og orange, frisk, tør og med sin syre. Ganske delikat (90).
Colheita 1986: Lys tawnyfarvet, lidt uklar. Stikker lidt i næsen med lidt karklud og kemi. Ikke med decideret fejl, men heller ikke helt i skabet. Tørrerede frugter, tør og med høj syre (86).
Colheita 1976: Orangegul, flot skær. Lidt diskret i næsen med mandel, lidt citrus og appelsinskal. Dejlig i munden med honning og mandel, elegant og frisk med høj syre og dejlig balance. Dejligt glas (92).
Colheita 1967: Orangegul, flot skær. Mandel, appelsinskal i og tørrede abrikoser i næsen. Dejlig i munden, let cremet, men også elegant, høj syre og flot balance. Flot, dejlig og indbydende (94).


Quinado: Baseret på en +40 års tawny, tilsat kinin og krydderier. Ravfarvet. Mandel, vanilje og lidt hvid flødechokolade i næsen. Tydeligt præg af kinin og vanilje – måske lidt vel meget af sidstnævnte, opleves udpræget sød, men også med syre, fin fylde. Smager faktisk fint i små doser. Helt sikkert et nicheprodukt, som det er værd at bevare (89).
”Just for Friends” Surprise: En tawny med ca. 50 år på bagen, tappet til lejligheden. Tawnyfarvet. Nødder og appelsinskal. Fin fyldig, men lidt sprittet i starten, hvilket sikkert skyldes den sene aftapning. God friskhed og fylde, fin kompleksitet (93).


Det skyldes givet, at mit kendskab til Poças ikke har været godt nok, selv om jeg har besøgt deres lodge i Gaia flere gange og jævnligt har smagt deres portvine. Men jeg var positivt overrasket over, at vinene generelt lå til den tørre og mere elegante side, hvor jeg havde forventet en mere sød og tungere stil, karakteristisk for en del af de såkaldte portugisiske huse. Samtidig synes jeg faktisk deres Vintage var udmærkede, ok måske ikke i første division, men nuancerede og med mellemlang holdbarhed.


Foruden at lave portvin, var Poças faktisk blandt pionererne, når det gælder satsning på bordvine fra Douro DOC. I dag udgør vinproduktionen ca. 25 % af den samlede produktion på 1,6 millioner flasker om året. Husets bordvine udsendes under forskellige brands: Coroa d´Ouro, Vale de Cavalhos som er med druer fra Quinta de Vale Cavalos i Douro Superior, Poças Reserva samt topvinene Branco da Ribeira og Símbola. Læs min omtale af vinene her.


Netop sidstnævnte var på menuen ved den efterfølgende middag, som vanen tror bød på fire retter:
Forret:
Rimet karmusling med cremet perlebyg, muslingefumé, krydderurter og løg aske. 
Dertil Branco da Ribeira 2018.
Hovedret:
Beef Wellington, pomme Anna, spinat soufflé og sauce Madeira med trøffel. 
Dertil Símbola Tinto 2015.
Mellemret:
Ostetallerken tre slags ost med kompot og brød. 
Dertil Vintage 1996.
Dessert:
Chokolademousse med krystalliseret hvid chokolade og mandelcrumble. 
Dertil 20 års Tawny.


Efter at have gensmagt Branco da Ribeira og Símbola må jeg sige, at begge er fremragende vine. Alt i alt en dejlig aften, som viste, at Poças så afgjort er værd at drikke, hvad enten vi taler om Tawny og Colheita, LBV og Vintage eller bordvin.

Portvinene fra Poças importeres af COOP, mens bordvinene importeres af Løgismose.