fredag den 10. maj 2019

Vintage 2015


Det er ikke første gang, at jeg deltager i en smagning af en helt ny eller næsten ny årgang Vintage portvin. Selv om det selvfølgelig også er et spørgsmål om øvelse at kunne smage sig gennem den friske frugt og de kraftige tanniner, er og bliver det en svær opgave at finde ind til nuancer og potentiale. I ungdommens vår er lighederne større end forskellene, og de forskellige huses særkender er langt mindre tydelige. Selv om Vintage selvfølgelig kan drikkes i ung alder, skal der alligevel nogle år til, at vinene for alvor finder sig selv.
September sidste år ved Port Wine Day i Porto nåede jeg f.eks. næsten 50 forskellige udgaver af Vintage 2016 – og selv om smagningen gav et fint indtryk, var det svært at drage klare konklusioner. Det samme gør sig gældende, når antallet er mere beskedent, og selv om vinene har fået godt et år mere på bagen som forleden i The Vintage Port Club, hvor vi smagte 12 forskellige flasker Vintage 2015.


Skal der laves en seriøs bedømmelse med udførlige noter og afgivning af point kræver det tid og gerne, at vinene bliver smagt over et par dage. Den tid har man ikke altid. Nedenstående er derfor udelukkende baseret på et par timers selskab med de 12 vine, hvorfor noterne kun skal betragtes som et vejledende førstehåndsindtryk. Og selv om der blev afgivet point på aftenen med henblik på en samlet rangordning af vinene, har jeg valgt ikke at medtage min point her, da jeg ikke finder det helt fair overfor vinene.
Men først lidt om året, som jo var spået at blive en bred klassisk deklarering, men hvor de store huse med Fladgates og Symingtons i spidsen sprang fra i sidste øjeblik. Derfor var det kun enkelte brands som Ramos Pinto og Niepoort, der deklarerede klassisk vintage, samt selvfølgelig en lang række Single Quintas og andenvine herunder solide brands som Quinta do Noval. I modsætning til tidligere, hvor det var svært at finde gode vine i dårlige årgange, byder stort set alle årgange – klassisk deklarering eller ej – på gode vine.
Året var varmt og tørt med 40 % mindre regn end vanligt i Cima Corgo. Såvel forår som sommer var meget varme, men heldigvis faldt der lidt regn i den tørreste underregion, Douro Superior, i maj måned. I august faldt temperaturen, hvilket forhindrede, at druerne blev overmodne.


Mange år fremover vil portvinskredse holde årene 2015, 2016 og 2017 op mod hinanden. Vi skal nok årtier ud i tiden, før der danner sig et tydeligt billede. På dette unge stadie er de alle udmærkede årgange med gode og meget lovende vine.
Nedenstående 12 vine blev serveret semiblindt. Det vil sige, at vi kendte de 12 vine, men ikke rækkefølgen.


Cockburn´s 2015: Mørk rubin, lilla kant. Floral med røde bær og jordbær samt grønne noter som eukalyptus og mynte. Pænt med integrerede tanniner, elegant, pebret, fin balance. Meget ligefrem og delikat lige nu, men måske ikke så stort potentiale.
Taylors Quinta de Vargellas 2015: Mørk rubin, lilla kant. Godt med frugt, solbær, cassis, men også lidt blomster. Kraftig med solbær og andre mørke bær, tør og godt med tanniner.
Ramos Pinto 2015: Mørk rubin, lilla kant. Brombær, lidt mentol og blomster samt lidt mælkepræg. Kraftig med masser af frugt, lidt rå og tørre tanniner, lidt skarp lige nu, tør hale. Ikke helt i balance lige nu, men med fint potentiale på sigt. Vil givet udvikle sig til det bedre.


Fonseca Guimaraens 2015: Mørk, lilla kant, næsten uigennemsigtig. Solbær og lidt røde bær, lidt mynte. Høj syre, kraftige tørre tanniner, frugt og elegance, men også lidt skarp.
Niepoort 2015: Mørk rubin, lilla kant. Lidt mælket i næsen med mørke bær og fyrrenåle. Bær, cassis og lidt mørk chokolade, høj syre og kraftige tørre tanniner.
Quinta de Vesuvio 2015: Mørk rubin. Lidt medicin og kærnemælk i næsen, som overdøver frugten lidt, violer og mynte. Kraftig med godt med bær, krydret og pebret.


Dow´s Quinta Senhora da Ribeira 2015: Mørk rubin let lilla kant, farver glasset. Cassis og brombær, lidt kærnemælk. Let stil med bløde diskrete tanniner, tør, lidt marmelade præg, mangler lidt stringent struktur.
Quinta do Noval 2015: Mørk rubin, let lilla kant. Mørke bær som brombær i næsen. Dejlig i munden, kraftig med godt med frugt, pebret og krydret og fine tanniner.
Quinta da Romaneira 2015: Mørk rubin, lilla kant. Solbær, ribena og cassis i næsen. Let cremet i munden, ikke så kraftigt, men ganske delikat. Fint drikkeklar nu, men også med potentiale for lagring.


Graham´s Stone Terrace 2015: Mørk rubin, intens. Meget ekspressiv med solbær, hindbær og cassis. Cremet i munden, lidt jordbærgrød, pebret hale. Meget delikat og kompleks, men også med potentiale, polerede tanniner. En flot vin.
Pintas 2015: Mørk rubin, næsten sort. Brombær, cassis og krydderurter, mynte. God fylde med mørke bær og blommer, god struktur, flot syre og balance, kraftige tanniner til lang levetid.
Quinta Vale de Maria 2015: Mørk rubin. Masser af mørke bær og frugt. Kraftige tanniner, lidt rå lige nu, solbær, pebret og krydret, men med fint potentiale.
Selv om mine point ikke er angivet, vil jeg dog afslutningsvist gerne røbe, at min topscorer ved denne blindsmagning så afgjort var Graham´s Stone Terrace med Pintas på andenpladsen, hvorefter fulgt et meget tæt felt. Kun en enkelt vin fik under 90 point.
Resultatet af den samlede afstemning vil snarligt blive offentliggjort på klubbens hjemmeside.

mandag den 22. april 2019

Vinho Verde fremstød i Danmark


Sidste år stod Vinho Verde instituttet (Comissão de Viticultura da Região dos Vinhos Verdes) bag et fremstød i Danmark (læs her), og det blev for et par uger siden fulgt op af endnu et. Spændende med den øgede fokus på portugisisk vin herhjemme, og det forlyder, at Vinho Verde folket vender tilbage næste år igen, ligesom alt tyder på, at landsdækkende ViniPortugal (ikke at forveksle med den danske importør af samme navn) igen vil have Danmark med i sin markedsføringsstrategi. Måske er et fortjent gennembrud for portugisisk vin endelig på vej?
Vinho Verde smagningen fandt sted på Hotel Marriott i København og blev indledt med en master class ved Thomas Ilkjær, hvorefter der var adgang til stande med vine fra 25 producenter – spændende fra de mere traditionelle til repræsentanter for det ”nye” Vinho Verde. Tidligere har Vinho Verde herhjemme været synonymt med perlende, unge og friske vine uden den store kompleksitet og uden lagringspotentiale samt evt. med en del sødme. Den slags vine er der stadig mange af, men samtidig er der dukket en lang række nyere producenter op, som har fokus på andre metoder i marken og i kælderen, hvad enten vi taler om økologi, udvælgelse af druesorter og placering af marker, gæringsmetoder eller fadlagring. Det samme gælder mere erfarne og større producenter som Quinta de Soalheiro og Anselmo Mendes, som jeg tidligere har præsenteret her på bloggen.
Jeg nåede langt fra hele vejen rundt, da der også blev brugt tid på at snakke med producenter, importører og bekendte, men fik alligevel dannet mig et indtryk af bredden. Noterne er beklageligvis meget kortfattede, men nedenfor følger små præsentationer af producenter og et par ord om nogle af deres vine.



Vinhos Norte
Grundlagt i 1971 og producerer Vinho Verde under flere brands samt Espumante. Har nyligt ændret labeldesign og har også skiftet ud på winemaker-holdet, hvilket ifølge Céline Oliveira, som skænkede ud ved smagningen, har forøget kvaliteten.
Jeg smagte følgende vine:
Tapadas dos Monges Branco Grande Escolha 2018: Blend af arinto, loureiro og trajadura. Lys grøngul. Frisk duft med citrus, græs og æbler. Let, elegant og frisk med høj syre og ok frugt især citrus, men også mineralsk. Ligefrem og ikke så kompleks.
Loureiro Branco 2018: Lys grøngul, let perlende. Lidt mere kompleks, men stadig let og med stor friskhed, modne æbler og blomster.
Espadeiro Rosé 2018: Laksefarvet. Meget diskret i næsen, men overraskende fyldig i munden, fin smag af røde bær, især hindbær, god syre. Fin til terrassen.
Miogo Espumante Rosé: Brand opkaldt efter Quinta do Miogo ved Guimarães. Frisk og kraftig mousserende rosé med fin frugt, hindbær og røde kirsebær samt ok længde.
Fine vine i den lidt mere traditionelle og lette stil.


Casa de Mouras
Selve vingården ligger i Dão-regionen og blev etableret af parret Sara Dionisio og António Ribeiro, som flyttede dertil fra Lissabon i år 2000 for at prøve lykken som vinbønder. I 2006 udvidede de med projektet AIR (António Lopes Ribeiro) for også at producere vine i Douro, Alentejo og Vinho Verde. Alle vine er økologiske og baseret på biodynamiske metoder.
Jeg smagte tre vine:
Air 2017: Blend af loureiro, avesso og arinto. Gulgrøn. Kraftig med flot moden frugt, citrus og lidt eksotiske noter i baggrunden. Meget fyldig med citrus og lidt eksotisk frugt, fin syre, god struktur og kompleksitet, men stadig også fin friskhed og mineralitet.
António Lopes Ribeiro Loureiro 2016: Citrus og blomster. Elegant, fyldig og mineralsk. Et udmærket glas.
Air 2011: Gulgrøn til gylden. Aldringstegn i næsen, stadig med citrus, men også smørnoter og petroleum som en lagret riesling. Stor kompleksitet, men stadig med flot syre og friskhed til at balancere. Et udmærket eksempel på lagringspotentialet i Vinho Verde, men det er selvfølgelig en smagssag om man foretrækker den ungdommelig friskhed fremfor de tertiære noter.
Et spændende hus med gode vine, og slutteligt bør det bemærkes, at AIR faktisk har fundet vej til restaurant Noma.


Quinta da Linhares
Vingård i underregionen Sousa, ejet af Agri-Roncão, som også står bag det udmærkede portvinsbrand DR. Der produceres såvel blends som enkeltdruevine på sorterne loureiro, azal, avesso og arinto, rødvin på vinhão samt rosé (læs også tidligere omtale her).
Jeg smagte tre vine:
Azal 2017: Grøngul. Dejlig ekspressiv med citrus, melon, lidt ananas, måske lidt parfumeret. Fin i moden med god frugt og friskhed.
DR Alvarinho 2017: Gulgrøn, klar. Citrus og blomster i næsen. Frisk og fyldig med citrusfrugter, men også lidt eksotisk baggrund, stor elegance og fin hale.
Premium 2018: Blend af 60 % loureiro og avesso samt alvarinho, fernão pires og arinto. Igen såvel friskhed som frugtfylde, mineralsk og med lidt eksotiske undertoner.
De fleste af vinene fra Linhares fås for under 100,- kr. hos importør Drik Portvin, hvilket faktisk er en fin pris.


Avicella Wines
Brand under producenten Cinco Quintas, bestående af fem vingårde i området omkring Vizela lige syd for Guimarães. Grundlagt i 1987 af José Borges.
Bairrinho 2018: Blend af loureiro, arinto og trajadura. Entry level vin, let perlende, frisk og ligefrem, men lidt endimensional og karakterløs.
Arinto 2018: Aromatisk og mere fyldig vin. Citrus og lidt eksotisk frugt som passionsfrugt. Frisk og med høj syre.
Colheita Selecionada 2018: Traditionelt blend af alvarinho, loureiro og trajadura. Let perlende, mineralsk, blomster og en smule eksotisk frugt på bagkanten, men stadig til den meget friske side.
Alvarinho 2017: Frisk og aromatisk. Lidt lav på syre i forhold til de andre, men fin balanceret med frugten. Pæn hale.


Chapeleiro
En spændende lille familiejet vingård i området ved Tâmego-floden i Sousa. Koncentrerer sig om de tre druesorter lourerio, azal og arinto.
Arinto Loureiro 2018: Frisk og aromatisk med tropiske frugter, ananas og fersken
Avesso 2018: Udmærket, tør og mineralsk vin med god dybde og fylde.
Reserva 2016: Blend af arinto og loureiro, 12 måneder på egefad. Lidt smørnoter og petroleum i næsen. Moden frugt med tydeligt, præg af lagring. Dejlig fyldig.
En producent, som er værd at lægge mærke til.


Quinta do Ferro
Familiejet producent, som både laver espumante og vin fra såvel Vinho Verde regionen som Douro. Laver f.eks. to næsten ens vine på avesso, hvor den eneste forskel er vinmarkernes højde, Montanha fra marker i 400 meters højde og Ribeirinho ved floden i 250 meters højde, hvilket så afgjort gør en forskel.
Avesso Vinho do Montanha 2017: Lidt krudt og mineraler samt citrus i næsen. Høj syre, fin balance.
Avesso Vinho Ribeirinho 2016: Mere frugtfyldig og lidt mere kompleksitet, stadig med fin syre og balance samt god eftersmag.
Fik også lige smagt kort på en af deres Espumante Dom Ferro, som få flere udgaver. Umiddelbart spændende, og jeg vil helt sikkert snarligt gå lidt mere i dybden med de mousserende vine fra Portugal. Quinta do Ferro fås hos vinho.dk


Vale dos Ares & Sem Igual
Et gensyn med Miguel Queimado (MQ Vinhos), som jeg har mødt før såvel i Danmark som i Portugal. Miguel står bag vinene fra Vale dos Ares i Monção og Melgaço, ligesom han præsenterede vine fra Sem Igual. Vales dos Ares er et familiedrevet såkaldt "boutique winery", som ligger på vingården Quinta do Mato, som har været i familiens eje siden 1683.
Vale dos Ares Vinha da Coutarda 2016: Enkeltmarksvin fra mark beliggende i 250 meters højde og med granit, lavet på 100 % alvarinho. En dejlig vin, fyldig, frisk og med god frugt.
Sem Igual Ramadas Metal 2017: 60 % arinto og 40 % azal fra vinplanter dyrket på gammeldags maner (ramadas) og lagret på ståltank. En meget frisk og aromatisk vin
Sem Igual Ramadas Wood 2017: Samme udgangsmateriale, men lagret på fransk eg. Lidt mere ekspressiv frugt, men stadig frisk og mineralsk og kun med diskrete fadnoter.
Helt sikkert spændende vine fra begge brands.

Smagningen viste tydeligt, at Vinho Verde ikke bare er en og samme type af vin, men en region med god bredde – fra de traditionelle, let perlende, unge og friske vine over flotte enkeltdruevine og blends, som fint kombinerer frugtfylde og friskhed til vine lagret på fad og med potentiale til at kunne lagre og udvikle sig samt ikke mindst spændende Espumante-vine.

torsdag den 28. marts 2019

Ramos Pinto og kunsten at blende portvin


Måske lidt mere 18 års?
Jeg sætter pipetten ned i det lille glas med 18 års hvid portvin, suger lidt op. Afmåler, noterer og lader det falde ned i mit glas. I glasset er der allerede et basisblend af hvid Reserva fra Ramos Pinto – et blend, som består af flere årgange fadlagret hvid portvin med en gemmesnitsalder på godt seks år, men som mangler de sidste smagsnuancer fra ældre vine for at være færdig. Først har jeg tilsat lidt 12 års hvid portvin, dernæst 18 års, men da jeg dufter og smager på det, mangler der stadig noget i forhold til den færdige vin, som jeg har i det andet glas. Jeg gør derfor klar til at putte lidt af den sidste ingrediens i – en hvid Colheita fra 1964.


Min karriere som lille kemiker finder sted ved en smagning i The Vintage Port Club i Odense, som har fået besøg af masterblender Ana Rosas fra Ramos Pinto. Men sig har hun bragt en flot kasse til hver deltager. I kassen er der en halvflaske med basisblend og tre små flasker med de ældre vine samt en pipette. På bordet står der små måleglas.
”Det er Lego for voksne”, som en af deltagerne udtrykker det.


Idéen er, at vi skal eksperimentere og blive klogere på den svære kunst at blende fadlagret portvin. Ana Rosas har tidligere afholdt blending masterclass med andre tawny-typer, men det er første gang med hvid portvin og første gang i Danmark.
”Vi begyndte med den slags smagninger i 2017 og har indtil nu afholdt en i England, en i Frankrig og to i Portugal. Deltagerne bliver direkte involveret og begejstres over hele processen med at blende. Og de finder ud af, hvor omhyggelig en proces det er. Samtidig viser det, hvor vigtigt det er at opretholde et ordentligt lager af gamle vine,” fortæller Ana Rosas.


Processen med at blende Adriano White Reserva foregår normalt over to år. Det første år laves basisblenden baseret på de hvide druesorter Malvasia Fina, Codega, Rabigato, Arinto, Viosinho og Moscatel – alle høstet i Douro Superior. Blended er i snit godt seks år gammelt, men sammensat af forskellige vine, såvel yngre som ældre. Andet år, når vinen har haft tid til at samle sig, følger så finjusteringen med ovennævnte tre vine.


”I vinens verden spiller blendingen en vigtig rolle og mulighed for at forøge aromaen, tilføje eller formindske bestemte smagsnuancer og skabe en god vin. Men ved portvin er blendingen så kompleks, at det er ren alkymi,” siger Ana Rosas.


Jeg tænker ikke, at der står en stor karriere som alkymist foran mig. Jo, jeg fik tilført nogle af de dufte og nuancer, som jeg fandt i den færdige referencevin. Jeg fik givet basisblandingen mere karakter og dybde. Sidst, men ikke mindst oplevede jeg, hvor stor betydning selv få dråber gammel portvin kan have. Men i mål kom jeg ikke, hvilket ikke alene kunne duftes og smages, men også blev slået fast, da Ana Rosas senere afslørede det rigtige blandingsforhold.


Ud over muligheden for at blende White Reserva, bød aftenen på en længere række af vine. Først en medbragt overraskelse fra Ana Rosas side i form af en gammel hvid portvin fra 1884 – en vin, jeg har smagt før til ”Portof Dreams”-smagning i Porto, men som så afgjort var en gensmagning værd. Det meste af tiden har den lagret på flaske, men tapningsåret kendes ikke. Ud fra dens karakter har Ana skudt på, at den har fået mellem 10 og 20 års på fad, men selve flaskens udformning kunne tyde på, at den måske er flasket endnu senere.
Dernæst fulgte et flight med den fulde Tawny-range og derefter en terroir-smagning med Vintage fra såvel Ramos Pinto som de to quintaer, Quinta do Bom Retiro og Quinta da Ervamoira. I dette flight indgik også to helt nye fadprøver på den kommende Vintage 2017 – godkendt af IVDP, men ikke officielt deklareret endnu. Endelig sluttede aftenen med en ældre moden Vintage fra 1982.
Tak til Ana Rosas for at øse af sin viden og til Ramos Pinto for at gøre smagning og masterclass mulig.


Her er min noter:
Adriano White Reserva: Ravgul med fint skær. Frisk næse med duft af abrikos og honning. Begyndende ælde, frisk og rig på syre, lidt mandel, tørrede frugter, appelsinskal og honning, fint balanceret. En god vin i kategorien.
White Port 1884: Mørk mahogni brun og uklar. Intens i næsen med lidt balsamico-præg, tørrede frugter, krydret og pebret. Meget sød, men med flot syre, der balancerer, appelsinskal, muskatnød og lidt mandel, meget koncentreret og kompleks, men dog også med friskhed, en lang eftersmag med appelsinskal og honning. Spændende og med overraskende vitalitet.
Adriano Reserva Tawny: Rubin til rødbrun. Ungdommelig og stadig med en del frisk frugt som kirsebær, men også lidt tørrede frugter. Ditto i munden, hvor frugten dominerer i forhold til fadnoterne, fint syreniveau.
10 års Tawny: Rødbrun med lys kant. Stadig lidt bærpræg med jordbær, men også nødder og rosiner. Dejlig frisk i munden, lidt frugt, men mest diskret fadpræg og pænt syreniveau og i fin balance. Ikke en voldsom tung tawny, men frisk og elegant.
20 års Tawny: Flot mahognibrun med lys kant. Den ene flaske med lidt tendens til prop i næsen, men dog ikke med decideret fejl. Nødder og figner. Cremet og blød i munden med tørrede frugter, figner og nødder. Smagte begge flasker, og den anden var i vanlig flot og velbalanceret stil.
30 års Tawny: Rødbrun med orange kant og flot skær. Nødder, mandel og marcipan i næsen. Meget frisk og delikat, elegant med fint syreniveau, god friskhed og balance, nødder og appelsinskal. Det meget dejligt glas.


Ramos Pinto Vintage 1994: Mørk rubin med lys kant. Meget ekspressiv i næsen, blomster og røde bær, let parfumeret, men også lidt moden frugt. Dejlig elegant og balanceret i munden med diskrete bløde tanniner. Fint drikkeklar, men kan sagtens holde sig længere.
Quinta da Ervamoira Vintage 1994: Mørk rubin med lys kant. Moden frugt, lidt kaffe og godt krydret. Ditto i munden, krydret og pebret og modne mærke bær, godt med tanniner. Har stadig år foran sig.
Quinta do Bom Retiro Vintage 2014: Mørk rubin, uigennemsigtig. Lukket i næsen med mørke bær og lidt ungdommeligt kærnemælkspræg. Kraftige tanniner, stadig lidt rå, lukket, krydret. Har brug for tid.


Ramos Pinto Vintage 2017 (fadprøve): Mørk rubin med lilla kant. Friske bær, solbær, røde bær og blomster. Ungdommelig frugt og bløde tanniner, lang hale. En meget lovende og elegant vintage, som helt sikkert fortjener at blive deklareret.
Quinta da Ervamoira Vintage 2017 (fadprøve): Mørk rubin med rødlilla kant. Lidt mere moden og mørkere frugt, men også røde bær, floral og med kaffe. Rig på frugt og godt krydret. Kraftige tanniner og har et langt liv foran sig.
Ramos Pinto Vintage 1982: Flot rubin. Røde bær og florale noter i næsen. Fint balanceret med modne røde bær og bløde tanniner. Stadig i live og kan sagtens holde i flere år.

Læs også om Ramos Pintos Vintage 1983 på enkeltdruer her.

tirsdag den 19. marts 2019

Tradition og fornyelse i Bairrada


Bairrada er en vinregion i Portugal, som der er delte meninger om. Det skyldes især den foretrukne røde druesort, baga, som er helt sin egen og har sin trofaste tilhængere, men som nok ikke appellerer til den brede kreds af vindrikkere.
Bairrada ligger i midt i Portugal – vest for det mere bjergrige Dão og kun adskilt fra Atlanterhavet af en stribe pinjeskove. Jorden er kalkholdig eller med sand og forholdsvis flad, og der er varme somre, men også en del luftfugtighed fra havet og en del regn. Kystklimaet giver generelt højt syreindhold, hvorfor regionen er førende i Portugal, når det gælder Espumante – Portugals mousserende vine, fremstillet efter Méthode Traditionelle, ligesom der laves udmærkede hvidvine.
Frem til revolutionen i 1974 var regionen mest kendt for at lave bulkvin, solgt til Portugals afrikanske kolonier og produceret af forskellige kooperativer uden den store omhu, når det gælder såvel plukningstidspunkt som vinifikation. De mange små vinbønder blev afregnet pr. kilo, hvor der var større fokus på kvantitet og ikke kvalitet. Siden er der heldigvis kommet en række mindre producenter til, som har arbejdet ihærdigt på at højne kvaliteten i hele processen.
Baga er også plantet i andre regioner i det midterste Portugal herunder naboen Dão, men det er så afgjort Bairrada, som er dens hjemsted. Her menes den at indgå i omtrent halvdelen af vinproduktionen. Druen er lille, blåsort og med tyk skal, modnes sent og gror bedst i sandet jord eller kalkstensområder. Den giver højt syre- og tannin-niveau, hvorfor den kan sammenlignes med nebbiolo.
Foruden enkeltdruevine og diverse blends bruges baga også til fremstilling af Espumante og rosévin som den berømte Mateus, hvor skindkontakten jo er kortvarig, hvorfor de kraftige tanniner undgås. Den giver aromatiske vine med røde bær som kirsebær, men også mørkere bær, blomme og lidt tobakspræg. Som unge kan vinene ofte virke skarpe og umodne, men de ældes fint og vinder både kompleksitet og elegance.
Foruden baga dyrkes der lidt câmarate, alfrocheiro, jaen og touriga nacional samt en smule internationale sorter. Dertil kommer hvide druesorter som bical, maria gomes (også kendt som fernão pires), cercial og arinto – både med henblik på Espumante og hvidvin. 
Jeg har tidligere omtalt vine fra pioneren Luis Pato og hans datter Filipa Pato samt sammenslutningen Baga Friends, der arbejder for bevarelsen og udbredelsen af Baga og foruden Luis og Filipa bl.a. tæller Dirk Niepoort og Mário Sérgio Nuno fra Quinta das Bágeiras. 
Sidstnævnte er den ene af to producenter, som vinho.dk importerer. Den anden er Vinhos Vadio, som ønologen Luís Patrão står bag. I lørdags afholdt Torben Ryttersgaard en fin lille parallelsmagning med vine fra de to huse suppleret af et par portvine. Inden smagenoter lidt om de to huse.


Quinta das Bágeiras er den mest traditionelle af de to. Produktionen blev etableret i 1989, og målet er at lave vine, der smager som baga fra regionen forventes at smage – altså lidt mere rustikke vine med kraftige tanniner og høj syre, men selvfølgelig under hensyntagen til de forbedrede produktionsmetoder. Eller som Mário Sérgio Nuno selv har formuleret det: ”I wanted the production of our wines to be accomplished through traditional methods, without ignoring the constant developments observed in the fields of viticulture and oenology.” 


Luís Patrão er født i Bairrada, men har arbejdet i 13 år for den store producent Herdade do Esporão i Alentejo og er nu også winemaker for Herdade de Coelheiros. Hans tilgang er lidt mere modernistisk, og han stræber efter mere elegance og mindre tanninfyldte vine, som dog stadig har lagringspotentiale. Samtidig arbejder han økologisk uden dog at være certificeret, hvilket kræver en del papirarbejde – en forklaring som en del økologiske producenter i Portugal bruger, og sikkert med god grund, når de skal forklare det manglende certifikat.
Følgende vine blev smagt:


Quinta das Bageiras Espumante Brut Natural Branco 2016: Blend af maria gomes, bical og cercial. Lys grøngul, næste helt klar. Grønne æbler og lidt citrus i næsen. Diskret boblende, fin fyldig med god friskhed og lidt brødtoast, knas tør. Et fint køb til prisen.
Quinta das Bageiras Branco Reserva 2017: Blend af maria gomes og bical. Lys grøngul. Floral, men også med lidt tropisk frugt i næsen og citrus. Høj syre og friskhed og pæn frugtfylde, lidt frugtsødme i starten, men tør, fin lang eftersmag. Udmærket fin og frisk vin, men ikke med stor kompleksitet.
Quinta das Bageiras Pai Abél 2015: Blend af bical og maria gomes, gæret på eg med battonage, ufiltreret og dedikeret til Mário Sérgios far, Abel Nuno. Gylden og dyb i farven. Intens næse med frugt og smørnoter. Flot fyldig og kompleks med modne æbler og blomster, fint balanceret med syre til at komplementere fadpræget, som er tydeligt, men på ingen måde overdrevet. En flot hvidvin.
Quinta das Bageiras Reserva Tinto 2016: Blend af baga og touriga nacional, lagret 18 måneder på fad. Mørk rubin med lilla kant. Mørke kirsebær, floral og let krydret. Kraftig i munden med godt med frugt og høj syre og godt med tanniner, fyldig, krydret og med en lang tør eftersmag. Et udmærket glas.
Quinta das Bageiras Tinto Garrafeira 2015: Topvin på baga fra mere end 90 år gamle stokke, 18 måneder på fad, laves kun i de bedste årgange. Mørk rubin, næste uigennemsigtigt, tæt, lilla kant. Mørke kirsebær og høj syre, kraftig og kompakt med kraftige, men fint integrerede tanniner, kantet og krydret og med god struktur. En rigtig fin madvin.


Vadia Solera Espumante Bruto: Blend af bical, baga og cercial, lavet efter solerametoden på en solera startet i 2007, lagret på bærmen i 6 måneder. Gulgrøn, let gylden. Dejligt boblende i munden med æbler og lidt nøddepræg, tør, god kompleksitet og fylde, let krydret, lang eftersmag med høj syre.
Vadia Branco 2017: Blend af bical og cercial, hvor førstnævnte har gæret på brugte fade og sidstnævnte på ståltank. Grøngul. Floral, lidt parfumeret med græs og æbler samt citrus. Høj syre og friskhed, men knap så meget krop. Let, dejlig, mineralsk, men ikke så kompleks, kort hale.
Vadia Tinto 2015: 100 % baga, lagret 24 måneder på brugte fade og derefter 12 måneder på flaske. Rubin, forholdsvis lys. Frisk næse med kirsebær og lidt florale noter. Let med ligefrem og ikke kompakt frugt, bløde tanniner, medium syre. En blød og drikkeklar pleaser, som også har lagringspotentiale. Atypisk elegant baga fra Bairrada.
Grande Vadia 2014: 100 % baga, lagret 24 måneder på 300 liters brugte fade og derefter 12 måneder på flaske. Mørk rubin, lilla kant. Mørke kirsebær og let krydret i næsen. Mørke kirsebær og lidt balsamico, god frugt og syre i fin balance, tør med kraftige, men ikke hårde tanniner. Er på den ene side poleret, men har også kant. Fint glas.


Derefter præsenterede Torben Ryttersgaard to portvinshuse og han afslørede, at han havde et nyt på vej. Vi smagte:
Quinta de Maroocos Colheita 2000 (tappet 2012): Orangebrun, duft af figner, nødder og lidt appelsinskal. Let cremet med høj syre, men ikke så fyldig, lidt skarp.
Pachega Vintage 2003: Mørk rubin med lidt lys kant. Ekspressiv med fin duft af hyldebær og brombær samt blomster og krydderurter. Kraftig, men også blød, bløde tanniner, let krydret, fin syre og balance, tør med fin hale. Faktisk fin drikkeklar og udviklet nu, men også med fin struktur til lagring.



søndag den 17. marts 2019

Portvinsmesse i Roskilde 2019


Portvinsmessen i Roskilde er altid et besøg værd. Den kom fint fra start tilbage i 2015 i flotte, men trange lokaler på Hotel Prindsen og rykkede året efter til den nuværende lokalitet Hotel Scandic. Ok, lokalerne er måske lidt slidte, men der er mere plads og portvinen er god, hvilket vel er det væsentligste. Der bliver skænket portvin af høj kvalitet ved de fleste borde, og så er der ikke mindst adskillige producenter, som er mødt frem for at italesætte deres portvin. Og det sidste tæller højt, når jeg vurderer værdien af en portvinsfestival.
I år var ingen undtagelse. Her var der god lejlighed til en lille snak og et gensyn med bekendte fra Portugal samt enkelte nye bekendtskaber – og der var mulighed for at nyde adskillige fine glas portvin.
Normalt vælger jeg et fokuspunkt ved sådanne smagninger, f.eks. i form at et hus, men denne gang havde jeg ingen dagsorden ud over at få en snak med producenterne og smage evt. nyheder. Men enkelte kortfattede noter blev det dog til.
Jeg lagde ud med at besøge Pass the Port og Selmer Vin, hvor jeg fik hilst på det vanlige trekløver: Miguel Braga fra São Leonardo, José Guedes fra Quinta das Lamelas og Pedro Carneiro fra Blackett. Her smagte jeg bl.a. en udmærket 10 års hvid fra Lamelas, blød og rund, let krydret og med fin balance.


Efter en god snak med Carlos Flores fra Andresen samt en lille smagsprøve på husets kunnen gik turen til Dalva og Quinta da Ventozela, hvor Elsa Couto skænkede et glas Vintage 2012:  Mørke bær med let krydret undertone, bløde tanniner, dejlig drikkelig, men måske ikke med så stor kompleksitet.


Ved siden af hilste jeg på Oscar Quevedo, som bød på to vine. Først Quevedos Bio Port Reserva Ruby – en økologisk vin, mørk med lilla kant, nærmest uigennemsigtig og med dejlig friskhed, grønne noter og lidt mynte. Antallet af økologiske portvine stiger – kvaliteten ditto. Derefter Vintage 2016, som selvfølgelig var betydelig mere fyldig og kompleks med markante integrerede tanniner, solbær og hyldebær og fint krydret. Egentlig ganske elegant her og nu, men også med pænt potentiale.


Efterfølgende et kort stop hos Stefano Marello fra Kopke og Sogevinus. Et lille glas Kopke Colheita i glasset, men da huset blev gennemsmagt sidst i 2018, blev det uden noter denne gang (læs om Kopke her).


Hos Drik Portvin var Torben Mandrup denne gang ledsaget af Elizabete Almeida fra DR – et forholdsvis nyt hus, som især udmærker sig på Tawny og Colheita siden. Det smagte jeg to glimrende beviser på. Først deres 50 års hvid, som var flot lys orangegylden med kokos, mandel samt orangeskal, stor kompleksitet, tilpas fedme, sød men med fin syre til at balancere. Dernæst smagte jeg DR 30 års Tawny – et glimrende glas, orangeskal, mandel, fin balance og let cremet.


Næste bekendte var Pedro Pintao fra Pocas – en god stabil producent som leverer fint tilgængelige LBV og Vintage i en fin prisklasse og ditto på Tawny og Colheita siden. Jeg smagte en udmærket vintage, blød med venlige tanniner, brombær, intens, let krydret og pebret hale.
Fik I forbifarten lige hilst på Carlos Agrellos fra Quinta da Romaneira hos vintageportvin.dk, men da jeg lige havde været til winemakersdinner med ham et par dage før, gik turen hurtigt videre.


Hos Otto Suenson fik jeg en lille snak med Bernardo Carvalho fra Quinta de Santa Eufemia – en mindre familiejet quinta, som jeg på et tidspunkt gerne vil gå lidt mere i dybden med. Jeg smagte deres 30 og 40 års Tawny og foretrak nok den mere elegante yngling frem for den 10 år ældre og mere robuste og rustikke 40 års.
Endelig kom der også et glas moden Vintage i glasset i form af Borges 2004 – en fin, modnet vin, afrundet og med diskrete tanniner, blød og intens.


Afsluttende lod jeg mig overtale til at prøve en Cocktail hos Hotel SP 34, som jo har et flot og stort udvalg af portvine. Jeg smagte en cocktail baseret på Dalva Colheita 2007. Smagen var sådan set fin, men jeg er indrømmet ikke den store cocktaildrikker, så foretrækker så afgjort port for sig. På den anden side har jeg intet imod innovation og nye tiltag målrettet nye kundesegmenter. Så for mig er det helt fint, at der produceres pink port og eksperimenteres med diverse drinks baseret på portvin.
En fin dag i portvinens tegn. Næste års Portvinsmesse finder sted lørdag den 29. februar 2020 og igen på Hotel Scandic.

onsdag den 6. marts 2019

Winemakers Dinner med Quinta da Romaneira


På tv-stationen DK4 kan man for tiden se den udmærkede udsendelsesrække ”Historien om portvin”. De tre programmer er lavet af de såkaldte portvinsbrødre, Jens-Peder Wenzel Pedersen og Troels Wenzel Østergaard, som står bag Vintageportvin.dk. Brødrene har interesseret sig for portvin i flere årtier, og begyndte så småt at sælge ud af de mange flasker, de har samlet. Siden er det vokset, og i dag har de agenturet for flere portvinshuse herunder Sandeman og Quinta da Romaneira.


Sidstnævnte var netop i fokus for en winemakers dinner, som vintageportvin.dk nyligt afholdt hos Gastronomisk Innovation og med winemaker Carlos Agrellos til at kommentere vinene.
Inden selve middagen fik jeg en snak med Carlos, som har været ansvarlig for vinproduktionen hos såvel Romaneira som Quinta do Noval siden 1. januar 2018. Inden da assisterede han sin onkel Antonio Agrellos begge steder. At de to store quintaer har samme winemaker skyldes, at Quinta do Romaneira siden 2004 har været ejet delvist af Christian Seeley, som er direktør for vinområdet hos det franske forsikringsselskab Axa Millésimes, der ejer Noval og adskillige andre vinslotte i Bordeaux mv. Seeley ejer Romaneira sammen med den brasilianske investor André Esteves. Med i købet fulgte gamle portvinsfade, som især bruges til husets 40 års tawny.


Quinta da Romaneira er en stor ejendom på 412 hektar land, som strækker sig ca. 3 kilometer langs nordsiden af Douro lidt øst for Pinhão. 85 hektar af tilplantet med vin, men 10 mere er på vej. 60 % af vinmarkerne er sydvendte – de resterende øst- og vestvendte i det bugtede terræn, hvor højdeforskellen er fra 80 til 550 meter over havet. Ca. halvdelen af markerne er nyplantede parceller, hvor kvaliteten vil stige i takt med, at de bliver ældre.
”Romaneira har et unikt terroir. Vi kan lave vine på Romaneira og Noval på akkurat samme måde og med de samme druer, men de smager forskelligt. Romaneira bærer præg af flere vilde bær og med mere præcis frugt,” fortæller Carlos Agrellos, som er uddannet i såvel Porto som Bordeaux.
”70 % af vores druer går til Douro vin og 30 % til portvin. Af de 30 % bruges 35 % til LBV og Vintage - resten til Tawny og Colheita. Vi fokuserer især på at forbedre vores vintage portvin til den højeste standard og dermed følger LBV også med,” forklarer han.
Ifølge det portugisiske vinblad Revista de Vinhos udgør produktionen 200.000 flasker Douro DOC, 50.000 flasker portvin og 10.000 flasker vin under Regional Duriense. 70 % eksporteres.


Romaneira har også øget fokus på hvidvin. Såvel kvaliteten som efterspørgslen efter hvidvine fra Douro DOC stiger.
”Vi har ikke nok grønne druer, hvorfor vi planter flere. De fordeler sig på sorter som Viosinho, Gouveio, Verdelho og Malvasia Fina. Vi planter grønne druer i højden og høster tidligere for at få god syre,” fortæller Carlos.
På rødvinssiden er druerne især traditionelle portugisiske sorter, men også enkelte internationale som Syrah og Petit Verdot, der udgør 6 % af arealet. Vin på disse druer kan dog på grund af det stramme reglement kun sælges som Regional Duriense og ikke som Douro DOC.
”Jeg håber reglementet blive revideret, så andre druesorter tillades. I dag er der mange sorter blandt de tilladte, som ikke giver god vin efter nutidens standard. Men en druesort som Tinto Cão vil nok få større betydning med sin tykke skal, da den bedre kan tåle varmen,” fortæller Carlos og henviser til klimaændringerne, som mærkes tydeligt og vil få stigende og afgørende betydning i fremtiden. F.eks. modnes Tinta Roriz tidligt, og med den tiltagende varme kan resultatet blive vel meget marmeladepræg.
En anden ting, der diskuteres meget i Douro for tiden, er de seneste deklareringer af vintage på portvinssiden. Årene 2015, 2016 og 2017 har alle været gode, men til manges overraskelse sagde de største producenter nej til 2015 for så at deklarere 2016, som derfor fik status af klassisk årgang. Flere huse har allerede sagt, at de helt sikkert vil deklarere 2017 (læs om Niepoort 2017 her), ligesom der går rygter om, at nogle af de britiske huse vil bryde traditionen og deklarere to år i træk. Men hvad mener Carlos Agrellos?
”Jeg tror, at mange vil fortryde, at de ikke deklarerede 2015. Det er en fremragende årgang fuld af karakter og med stor fylde og kraft. 2016 er fremragende, hvad angår balance, mere floral og med god syre, mens 2017 er enestående med flotte tanniner, et godt ”grip” og en flot struktur,”, siger han og tilføjer:
”Når vi kan have så gode år i træk, skyldes det selvfølgelig vejret, som har været meget tørt. Men også at vi er blevet langt bedre til at vinificere.”
Efter snakken ventede middagen, som bestod af en otte retters menu, 11 vine og syv portvine. Ses bort fra et lille portvinsintermezzo inden desserterne, hvor hvid portvin, LBV og 10 års blev serveret, blev alle vine serveret til de udsøgte retter med et fint match.
Smagningen omfattede følgende vine og portvine, serveret til de oplistede retter:
Snack: Brioche-vaffel med torskerogn og karse
Rosé 2017: Fin laksefarvet med flot skær. Duft af hindbær og blomster. Rimelig fyldig med god friskhed og syre og fin balance (85).


Forret: Kammusling, krabbe, citrus og kørvel
Gouveio 2017: Lys grøngul. Frisk næse med citrus og æbler. Sprød i munden med fin syre og friskhed, citrus og mineraler, lang hale med citrus. En dejlig frisk vin, som står knivskarpt og fungerer fint med forretten (90).
Branco Reserva 2017: Grøngul. Citrus og lidt smørnoter, men også floral og krydret. Fin fyldig, let cremet med god frugt og behersket med fadnoter (90).



Hovedret 1: Rå okse med asier og jordskok
Touriga Franca 2014: Mørk rubin med lys lilla kant. Brombær og krydderurter som rosmarin i næsen, let parfumeret. Mørke bær, fin krydret, bløde tanniner og god balance (89).
Touriga Franca Vinhas Velhas 2016: Mørk rubin med lilla kant. Trods sin alder med moden næse med mørke bær, krydderurter, kaffe og lidt mørk chokolade, ekspressiv. Flot fyldig og stor kompleksitet, god struktur og bløde tanniner og fin let krydret afslutning. Et flot glas, som fint kan drikkes nu, men også er holdbart på sigt (93).
Touriga Nacional 2014: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Brombær, violer og andre florale noter samt lidt kaffe i næsen. Lidt skarp, dejlig fyldig med mørke bør og blomster, fin balance, bløde tanniner. Stod fint til tataren (92).


Hovedret 2: Iberico presa (sortfodssvin), grillede løg og kartoffel
Reserva 2015: Mørk rubin med lilla kant, næsten uigennemsigtig. Brombær og andre mørke bær, violer lidt kaffe. God fylde med mørke bær, dejlig struktur og balance, bløde tanniner og en lang, lang hale. Fin madvin (92).
Reserva 2012: Mørk rubin, næste uigennemsigtig. Fin og ekspressiv i næsen med mørke bær og blomster. Blød og rund, men med stor præcision og kompleksitet, mørke bær og kaffenoter, flot balanceret. En fantastisk vin (94).




Hovedret 3: Lammekrokette med dehydreret rødbede og røget marv
Syrah Apontador 2016: Mørk rubin, lidt lilla kant. Brombær krydderurter i næsen. God frugt med mørke bær og blomster, fin balance og struktur, lang hale. Et dejligt glas (93).
Petit Verdot 2014: Mørk rubin. Mørke bær, virker lidt vel rå. Samme i munden, med mørke bær, krydret, kraftige og noget upolerede tanniner. Har brug for tid. Indrømmer blankt, at jeg ikke er en stor fad af Petit Verdot, hvilket spiller ind på min bedømmelse. Andre fandt den betydeligt bedre (89).


White Port: Lys, gullig. Duft af mandel, abrikos og honning. Et fint og behageligt glas med god friskhed, men uden de store dybder (85).
LBV 2012: Mørk rubin med rødlig kant. Hyldebær, brombær og lidt cassis i næsen. Godt med frugt, fin balance, stadig med bløde tanniner. Fint drikkelig nu, men kan også udvikles sig (89).
10 års Tawny: Flot rødbrun med lys kant. Hasselnødder, mandler og tørrede frugter. God syre til at balancere sødmen. Virker umiddelbart ældre (90).


Dessert 1: Havgus, morkel og hasselnødder 
Branco Reserva 2006: Gulgrøn, flot. En næse med smørnoter, oxideret, men på den gode måde. Ældet og moden med tertiære noter, god frugt, men lav på syre og friskhed. Vinen blev flyttet fra forret til dessert af samme grund, og her matchede den fint til den spændende kombination af saltet ost og svampe (89).


Dessert 2: Kirsebær og ymersorbet
Vintage 2016: Mørk rubin med lilla kant, farver glasset. Rig på frisk frugt, brombær og hyldebær samt lidt ungdommelig kærnemælk. Fin frugt, lidt urtede noter, god balance med fin syre, let krydret hale og bløde tanniner. Kan godt drikke nu i sin ungdommelighed, men har også godt udviklingspotentiale (93).
Vintage 2005: Rubin med lidt lys kant. Jordbær og andre rødlige bær i næsen, men også lidt kogt præg. Flot balanceret med fin frugt og syre samt bløde tanniner. Savner måske lidt power (92).



Dessert 3: Chokolade, saltet karamel, daddeliscreme og blommesnaps
40 års Tawny: Flot tawnybrun med orange kant. Mandel, nødder, figner og andre tørrede frugter i næsen. Dejlig blød i munden med god balance og flot syre som modvægt til sødmen og alderstegnene, en dejlig kompleks vin med dybe lag og lang hale (95).
Colheita 1988: Flot skær, tawnybrun med lidt mørkere kerne. Hasselnødder, marcipan og lidt appelsinskal i næsen. Mandel og lidt appelsinskal i munden, høj syre (92).



Tak til vintageportvin.dk for invitationen. Priser kan ses på deres hjemmeside. Vil du læse mere om Quinta da Romaneira, så se min tidligere omtale af huset her eller besøg quintaens hjemmeside.