Vintage portvin fra Taylor´s 1955-2016

Der kan være delte meninger om hvilke portvinshuse, der er de bedste. Smagspræferencer er forskellige. Ser man alene på kategorien Vintage portvin, er der dog ingen tvivl om, at Taylor´s hører til i den absolutte top. Såvel husets klassiske Vintage som deres mere prisvenlige Single Quinta Vintages fra Quinta de Terra Feita og flagskibet Quinta de Vargellas skuffer sjældent for slet ikke at tale om Vargellas Vinha Velha baseret på druer fra de ældste vinmarker på quintaen.

Derfor er det altid en fornøjelse at deltage i en vertikalsmagning af Taylor´s. For nogle uger siden genbesøgte vi i The Vintage Port Club huset ved en stor smagning af deres klassiske vintage port i årene 1955 til 2016 – ikke med alle deklarerede årgange, men dog hele 13 af slagsen. Når så samtlige flasker var uden fejl (det andet bord havde dog desværre fejl på årgang 1963) må man sige, at det blev en fornøjelig aften med store portvinsoplevelser.

Druematerialet til husets klassiske Vintage er foruden allerede nævnte Quinta de Vargellas og Quinta de Terra Feita også hentet fra Quinta do Junco, som blev købt så sent som i 1997, men længe havde solgt druer til Taylor´s. Siden starten af 1990´erne har winemaker-ansvaret været placeret i hænderne på David Guimaraens med 1994 som den første Vintage. Inden da var hans far Bruce Guimaraens winemaker.

Det var store årgange, vi skulle smage. Alle år får således 4 eller 5 stjerne ud af 5 hos Richard Mayson, hvilket selvfølgelig også har noget at gøre med, at Taylor´s kun deklarerer klassisk Vintage i de store år. Inden mine noter gengiver jeg ved de første vine (på engelsk og i kursiv) en kort rapport om hvert år citeret fra bogen ”Taylor´s – The Story of a Classic Port House”.

Vinene blev smagt og gensmagt over 2-3 timer, så de havde lidt tid til at folde sig ud i glasset.

 

Vintage 1955

The only Vintage Taylor´s declared in the fifties, and one of the most underrated vintages of the century.

Ravfarvet med rødlig kerne og lys orange kant, flot skær. Jordbær og andre røde bær, let krydret, muskatnød og en diskret tendens til tawnynoter som tørrede frugter og nødder. Blød og let cremet i munden, røde bær, let krydret og pebret, flot syre og perfekt balance samt lang pebret hale. Delikat og elegant, stadig i live, men bliver nok ikke bedre (95).

 

Vintage 1963

A classic vintage. Apart from two periods of hot weather in July and August, the summer was cool.

Teglrød, lav intensitet, lys kant. Hindbær, jordbær og syrnede kirsebær i næsen. Fin syre og balance, men dog lidt lav på frugt, florale noter og lidt krydderurt samt røde bær og cigarkasse, delikat, tør stil typiske for huset. Skal som de fleste 1963´ere nok snart drikkes (93).

 

Vintage 1966

A hot, dry summer. England won the World Cup and Dirk Yeatman died.

Teglrød med lys kant og lidt mørkere kerne. Godt med frugt i næsen, røde bær, men også et lidt støvet præg. Delikat i munden med røde bær, blomster og høj syre, lidt frugtsødme, men ellers tør, fin balance, let pebret eftersmag og lang hale. Stadig holdbar (93).

 

Vintage 1970

There was almost no rain from July to October, and the harvest was made under ideal conditions.

Rubinrød, ikke så intens med lys kant, flot farve. Røde bær og florale noter samt krydderurter og lavendel. Elegant og tør, med høj syre, røde bær, peber og krydderier, syren dominerer måske lidt over frugten, men ikke i ubalance (93).

 

Vintage 1977

A very wet winter preceded a hot harvest. This was the year when electricity arrived at Vargellas.

Rubinrød, lidt uklarheder. Lidt støvet næse med jordbær. Ganske flot og elegant i munden med røde bær, blomster og fin syre, tør. Et glas med en smule kant (92).

 

Vintage 1985

Winter was cold and wet, but the summer was hot throughout. By the end of harvest it was apparent that the wine were of exceptional quality.

Rubinrød med lys kant. Ekspressiv med kirsebær, jordbær og blomster. Dejlig frugt, især jordbær, let krydret, en smule lakrids, tør stil, fin syre og balance, forholdsvis kraftig struktur, krydret hale (92).

 

Vintage 1992

A hot summer which produced a perfectly ripe crop, after a few heavy showers at the end of August and September. Taylor´s celebrated its 300^th anniversary.

Mørk rubin, tæt, uigennemsigtig, lidt grumset. Brombær, solbær og syrnede kirsebær. Godt med frugt og tanniner, en smule frugtsødme, men tør og krydret, ok balance, lang krydret hale (92).

 

Vintage 1997

A hot harvest, with high fermentation temperatures. Extra efforts were made to prolong the fermentations.

Rubinrød, støvet og noget uklar. Jordbær, men også med anstrøg af lidt kælder og karklud uden dog at være med fejl. Lidt doven i munden med røde bær og jordbærgrød, lang pebret hale (89).

 

Vintage 2000

Exceptional wines, big, full-bodied, with intense colour and good aromas.

Rubinrød, medium intensitet. Mørke bær, men også lidt florale noter. Godt med frugt i munden, lidt frugtsødme, men ellers tør, høj syre, fint med tanniner. Rimeligt modnet i forhold til alderen og derfor nok ikke så langtidsholdbar som ældre årgange (92).

 

Vintage 2003

The summer had the intense heat which often precedes a great Port vintage. Yields were even across all grape varieties.

Mørk rubin, meget intens. Mørke bær og krydderier, lidt chokolade. God med frugt og flot struktur, tør men med lidt frugtsødme, godt med tanniner og tørre tanniner i enden. Stadig med fint potentiale (92).

 

Vintage 2007

What distinguished 2007 were the relatively cool but sunny conditions in early summer, producing a very event ripening, followed by some heat prior to the harvest to bring the crop to maturity.

Mørk rubin, lille kant. Fyldig og kraftig næse med solbær, kirsebær og andre mørke bær, masser af frugt og krydderier. Fyldig i munden med godt med frugt og tanniner, mørk chokolade, tør, bider en smule, stort potentiale (93).

 

Vintage 2011

Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig.  Intens og potent næse med solbær og andre mørke bær. Fyldig og krydret i munden, masser af frugt og god syre, massive tanniner, lang hale med tørre tanniner. Imponerende kraftfuld og ungdommelig, hvilket er lidt af en særkende for årgangen, dog lidt lukket, men med stort potentiale (95).

 

Vintage 2016

Mørk rubin, tæt og med lilla kant. Ekspressiv med frisk frugt, florale noter, masser af bær og lidt ungdommelig kærnemælkspræg. Godt med frugt, men også en vis elegance, tør stil, kraftige tanniner, flot og kraftig struktur. Lidt af et ungdommeligt monster, som har brug for tid, stort potentiale (95).

 

Mine højeste scorer gik altså til de ældste og de yngste vin. De ældste er perfekt modne netop nu, mens de yngste er med stort potentiale, men dog også værd at drikke nu, hvis man er til kraftfulde og tanninfyldte portvin med masser af primærfrugt. 2016 vil jeg dog klart anbefale at lade ligge, da den bliver langt bedre med årene. Niveauet var generelt højt, idet kun en enkelt vin sneg sig under 90 point.

Som vanligt i klubben afgav deltagerne deres point, hvilket gav følgende Top 5 med gennemsnitspoint i parentes:

1. Taylor´s 1955 (96,46)
2. Taylor´s 1966 (94,44)
3. Taylor´s 1970 (94,21)
4. Taylor´s 1977 (93,15)
5. Taylor´s 2003 (92,49)

Som det fremgår er 1963 ikke med på listen. Faktisk endte den på en sidsteplads, hvilket som allerede nævnt skyldes en flaske med fejl ved bord B. Scoren for bord A, hvor jeg selv sad, gav et mere retvisende billede, idet 1963 her endte på en 3. plads med et snit på 94,4.

Ses bort fra dette var det samlede resultat de gamle vines aften. 2011 blev samlet placeret på en 9. plads med 91,73 point i snit, 2016 på en 7. plads med 92,11 i snit. Igen var der forskel på bordene, idet mit eget bord havde 2011 på en 4. plads med 94,1 i snit. At de yngre vine blev forholdsvis lavere rangeret – trods høje ratings generelt blandt vinskribenter – kan skyldes, at de fleste klubmedlemmer foretrække modne vine frem for yngre vine med stort potentiale.

Når det er sagt var gennemsnitscoren høj ligesom mine egne point var høje, hvilket vidner om den store kvalitet hos Taylor´s, når det gælder Vintage portvin.

Kopke Colheita og Vintage i fem årgange

 

Jeg kan ikke mindes, at jeg før har været til en smagning af både Vintage portvin og Colheita i fem forskellige årgange. Men det var jeg i Porto sidst i februar, hvor masterblender Carlos Alves fra Sogevinus afholdt masterclass i forbindelse med vinfestivalen Essencia do Vinhos 10 års jubilæum.

Umiddelbart lyder det som at sammenligne pærer og æbler, da der er tale om to forskellige typer af portvin, selv om begge har årgangsbetegnelse. Den første er flasket efter 2-3 år, hvorefter den langsomt udvikler sig og modnes på flasken. Den anden er fadlagret i mindst syv år, men ofte meget længere med dertil hørende udvikling af sekundære noter på bekostning af den friske frugt.

Men det er alligevel en meget illustrativ øvelse, hvor man både kan følge udviklingen gennem tiden af de to typer hver for sig og sammenligne dem på tværs, hvilket samtidig fortæller noget om ens egne præferencer.

Det var Kopke, som var på programmet i årgangene 1987, 1999, 2004, 2012 og 2021. Vintage portvinene var to klassisk Vintage og tre Single Quinta Vintage fra Quinta de São Luiz – Kopkes hovedquinta, som ligger godt midtvejs på vejen fra Regua til Pinhão. Den yngste Colheita var selvfølgelig en fadprøve, at den qua sin unge alder endnu ikke er tappet og frigivet.

Her er mine noter til vinene:

São Luiz Vintage 2021: Blend af 67 % Vinhas Velhas med mere end 35 forskellige druesorter samt 33 % Touriga Nacional. Mørk næsten uigennemsigtig med lilla kant, der farver glasset. Frisk frugt i næsen med mørke kirsebær, jordbær, mørk chokolade og ungdommelig kærnemælk. Pebret og krydret i munden, fin balance, kraftige tanniner, fint potentiale (92).

Colheita 2021 (fadprøve): Rubinrød, ikke så tæt. Godt med primær frugt i næsen, men også lidt tørrede frugter, figner og nødder. Pebret og krydret med godt med frugt og stadig med markante tanniner. Et mellemstadie, som smagsmæssigt falder mellem to stole (88).

São Luiz Vintage 2012: Mørk rubin med lilla kant. Lidt lukket i næsen, kirsebær og andre mørke bær. Pebret og krydret i munden med fin frugt, ikke så kompleks, tørre tanniner i enden (89).

Colheita 2012: Tawnybrun med orange kant og lidt mørkere kerne. Tørrede frugter og nødder. Frisk med høj syre, let cremet, lidt mandel og appelsinskal. Et fint glas (90).

São Luiz Vintage 2004: Mørk rubin, let støvet skær. Røde bær og syrnede kirsebær i næsen. Høj syre, der dominerer lidt vel over frugten, en vis elegance, stadig godt med tanniner (90).

Colheita 2004: Ravfarvet med orange kant og flot skær. Mandel, appelsinskal, figner og andre tørrede frugter. Flot syre og konsistens, let cremet, citrus, tørrede figner og mandel, lang hale. Lettere og elegant stil (92).

Vintage 1999: Rubinrød, lav intensitet. Jordbær og andre røde bær, let oxideret. Syrnede kirsebær, godt med syre, lidt lav på frugt. Fin moden nu (89).

Colheita 1999: Mørk tawnybrun. Flot næse med tørrede frugter og nødder. Dejlig struktur med fin balance, elegant og blød. Et dejlig glas (92).

Vintage 1987: Rødbrun. Røde bær, lidt kaffe, rødkål og en smule marmelade. Blød og rund i munden med fin syre, røde bær, syrnede kirsebær, fin balance (90).

Colheita 1987: Flot ravfarvet. Mandel og appelsinskal i næsen. Dejlig balanceret i munden, let cremet struktur og høj syre, abrikos, appelsinskal og nødder, lang hale med fint lille syrebid, god kompleksitet (94).

 

Mit umiddelbare indtryk er, at Kopke de senere år har opprioriteret Vintage portvine – en antagelse, der også bygger på mine smagninger af husets Vintage efter frigivelsen de senere år. Men tawny og colheita er nu en gang, hvor deres store styrke ligger og især imponerer friskheden og balancen i de ældre colheitas i denne smagning.

Madeira og Moscatel på Essencia do Vinho

Portugal tilbyder en stor rigdom og mangfoldighed, hvad angår hedvine. Foruden de tre store; portvin, madeira og moscatel, findes der en række mindre kendte hedvine som f.eks. Carcavelos fra Lissabon-området og dem fra Pico på Azorerne.

Ved vinfestivalen Essencia do Vinho, hvor jeg deltog som medlem af den internationale Top 10 jury (læs her), blev jeg inviteret med til tre masterclasses i hedvine – en med hver af de tre store typer. I et kommende indlæg vil jeg berette nærmere om smagningen med masterblender Carlos Alves, hvor vi smagte Vintage og Colheita fra Kopke i fem årgange. Her skal det handle om de to smagninger med fokus på madeira og moscatel, for selv om jeg ikke tog smagenoter, er de alligevel værd at fortælle om.

 

Madeira

Ønolog Francisco Albuquerque fra Madeira Wine Company stod for den første masterclass. Madeira Wine Company er en sammenslutning af brands, som bl.a. tæller Blandy´s, Leacock, Miles og Cossart Gordon. Læs om mit besøg hos den i Funchal her.

Francisco præsentere både nogle af de forskellige brands og de forskellige druesorter og typer – ligesom der var såvel unge som gamle madeiravine på programmet. Som allerede nævnt blev der ikke taget noter, men smagningen omfattede følgende vine:

Miles Tinta Negra 1999

Cossart Gordon Malvasia 1995

Blandy´s Sercial 1990

Blandy´s Verdelho 1982

Blandy´s Terrantez 1976

Blandy´s Bual 1920

Når druesorterne angives på etiketterne siger reglerne, at 85 % af druerne skal være af den pågældende sort. Men navnene udtrykker også en stil med forskellige sødmegrader. Sercial er således tør eller ekstra tør, Verdelho er halvtør, Bual er halvsød og Malvasia er sød, hvorimod Terrantez og Tinta Negra kan variere alt efter vinificeringen.

Blandt ovennævnte vil jeg især fremhæve Sercial, Verdelho og Terrantez samt ikke mindst den gamle Bual, som virkelige spændende oplevelser. Mellem de smagte vine ved Top 10 smagningen var der i øvrigt også flere fremragende madeiravine: Blandy´s Bual 1976, Justino´s Terrantez 1978, Barbeito Tres Amigos 50 års samt vinen, der blev kåret som smagningen bedste hedvin, Henriques & Henriques Tinta Negra 50 års.

 

 

 

Moscatel

Portugal har faktisk to regioner, hvor der laves moscatel vine, som ikke skal forveksles med de ligeledes søde moscato vine, der ikke tilsættes sprit og derfor ikke er hedvine. De to regioner er Moscatel do Douro og Moscatel de Setúbal. Ved masterclassen om moscatel var det sidstnævnte, det gjaldt, idet smagningen blev ledet af Domingos Soares Franco fra den store Setúbal-producent José Maria da Fonseca.

Domingos præsenterede os bl.a. for to spændende tiltag, han har gjort gennem sin karriere, som nærmer sig afslutningen, idet han officielt er gået på pension. Han er dog stadig aktiv i såvel kælderen som ved smagninger som denne.

Det første er det forsøg, han har gjort, med at bruge cognac og armagnac som tilsætning i stedet for ren druesprit – en idé han fortalte, at han havde fået fra João Nicolau de Almeida, der er tidligere masterblender og direktør for portvinshuset Ramos Pinto og nu sammen med sin familie laver vin og portvin i eget navn fra sin vingård i Douro. Resultatet af at bruge cognac og armagnac er efter min mening glimrende, da det giver en ekstra dimension til moscatelvinene (læs mere her). Vi smagte Armagnac 1998 og Cognac 1998 samt en udgave med begge – den såkaldte NacNac fra 1999.

Efterfølgende smagte vi deres 20 års Moscatel Roxo for at vise, hvad denne anden druesort giver af resultat.

Det næste eksperiment, vi blev præsenteret for, var en genoptagelse af en gammel tradition med at sende moscatelvine med sejlskibe tværs over Atlanten til Brasilien og retur – såkaldt Torna Viagem. Domingos sendte af flere omgange fade med forskellige årgange moscatel ud på sejlturen og beholdt samtidig et fad hjemme i kælderen som reference.

Vi fik den glæde at smage to årgange, nemlig 2016 og 1911, op mod de tilsvarende referencevine, så vi kunne se, om sejlturen havde ændret vinens karakter. Og lad det være sagt med det samme. Det havde den. De, der havde været undervejs, havde en helt anden modnet karakter, større dybde og kompleksitet. Selv mente Domingos, at turen med skibet, lægger 15 år til vinens modning.

Den sidste sejltur foregik i 2017 med skibet Sagres, som sejlede fra Lissabon den 27. april og – efter et par stop ved Afrikas kyst – ankom til Rio de Janeiro. I lasten var et fad med Mosctatel 1911, to fade med Moscatel 2016 samt et fad med Bastardinho 2011. Tidligere tilsvarende ture fandt sted i årene 2000, 2007, 2010 hvor turen gik hele verden rundt samt i 2015.

Der kan peges på flere årsager til, at vinen ændrer karakter. Skibets vuggen på bølgerne, temperaturforskelle og krydsning af ækvator er blandt dem, der nævnes. Det er lidt i tråd med den trend, vi ser flere steder, men at nedsænke vinflasker i havet, hvor tryk, temperatur, lysforhold og bevægelser skaber andre betingelser for vinenes modning, som accelereret samtidig med at syre og friskhed bevares. Læs fx om portugisiske Van Zellers forsøg med Vintage portvin her.

Nogle vil måske mene, at den slags tiltag er ren hokuspokus og udelukkende har markedsføringsværdi. Men efter at have smagt de to udgaver af Torna Viagem moscatel op mod referencevinene, er jeg overbevist om, resultaterne også er reelle. At der så samtidig er god storytelling i det, skal vel ikke trække fra.

I al fald var det en fornøjelse at høre Domingos fortælle om vinene og de eksperimenter, han har foretaget. Og så var det ikke mindst en unik fornøjelse at smage de helt unikke vine fra sejlturen, da de ikke er i almindelig handel.

Som det gjaldt for madeira-vinene var der i øvrigt også moscatels med i Top 10 smagningen, først Excellent Moscatel de Setúbal fra Horácio dos Reis Simões og derefter Secret Spot Moscatel do Douro King fra GR Consultores.

Årets gang i vinmarken 1 – Vinterbeskæring

 

Det skulle jo næsten prøves. Efter mange års skriveri om portvin og vin og efter utallige smagninger, vil jeg nu prøve at stå i den anden ende af processen. Ude i vinmarken med jord under fødderne og beskærersaks i hånden. 

Det er nu ikke helt ukendt land, jeg betræder. Under mange besøg på vingårde har jeg vandret i vinmarker og fået fortalt om årets gang og de mange processer. I min egen baghave har jeg selv beskåret og opbundet en enlig stok med spisedruer. Jeg har også skrevet om vindyrkning i Danmark for Haveselskabets blad Haven og i den anledning besøgt en dansk vinavler, ligesom jeg løbende har besøgt flere danske vingårde. Og så har jeg for mange år siden - som så mange unge – plukket druer i Frankrig, nærmere bestemt i Beaujolais. Men nu er det blevet lidt mere seriøst, lidt mere forpligtende og lidt mere tidskrævende, men ikke mindre fornøjeligt af den grund.

Sammen med min bror har jeg nemlig lejet mig ind på en vinmark, hvor vi nu bestyrer en række med 66 vinstokke hos den fynske vinproducent Agger Vin. Druesorten er Solaris – den mest populære grønne drue i dansk vinavl. Stokkene blev plantet i 2011 og har altså nu 13 år på bagen, hvorfor de hos Agger Vin kaldes Gl. Solaris i modsætning til de nyplantede.

Vingården ligger på Sydvestfyn, ikke så langt fra Helnæs. Her har Nicolai Agger i ca. 10 år produceret vin og samtidig haft et anlæg til såkaldt parkgolf. De første 4.000 stokke blev plantet i netop 2011, men siden er flere kommet til, så der nu er i alt 6.000 vinstokke. De 5.000 er med de grønne druer Solaris og Ortega beregnet på hvidvin og hedvin, resten med de blå sorter Rondo og Regent, som bliver benyttet til især rosé og hedvin, men også i de bedste år til rødvin. I 2021 blev Agger Vin i øvrigt udnævnt til ”Best National Producer, Denmark” ved det store vinsmagningsevent, Austrian Wine Challenge.

Nicolai Agger har uden held prøvet at sælge vingården. I stedet har han nu valgt at leje stokke ud til wanna-be-vinbønder som mig og min bror. Som lejer forpligtiger vi os til at passe vinstokkene året igennem og høste druerne sidst i september eller først i oktober, ligesom vi inviteres med på sidelinjen i kælderen, når vinen skal laves. Til gengæld får vi efterfølgende udleveret en antal vinflasker svarende til det lejede antal stokke – og for vores vedkommende altså med hvidvin på Solaris.

Forleden var så første dag i vinmarken, idet der skulle vinterbeskæres, så de gamle vinranker fra sidste års høst blev fjernet. Med saksen i hånden vandrede vi rækken igennem og beskar efter anden knop på hver sidegren. Knoppen skulle dog helst være opadvendt, hvilket gør det nemmere at lave espalier. 

Det valgte opbindingssystem hos Agger Vin er som så mange andre steder Guyot-metoden – nærmere bestemt enkelt Guyot med flad bue, hvor den frugtbærende gren ligger langs den nederste tråd hen til den næste vinstok. Enkelt steder er der dog også dobbelt Guyot, altså med en frugtbærende gren til hver side.

Efterfølgende blev de afklippede grene samlet sammen på en trillebør og kørt væk. Godt to timers arbejde, som i løbet af året vil blive fulgt af andre arbejdsdage, hvor der skal etableres espalier, beskæres og udtyndes blade samt ikke mindst høstes.

Målet med initiativet er selvfølgelig ikke kun af få nogle flasker hvidvin hjem i kælderen. Men også hyggeligt samvær og at lære noget. At blive klogere. Som vinskribent har jeg altid søgt at få indsigt i alle aspekter af vinens verden og dermed også i arbejdet, der foregår i marken og i kælderen. At prøve tingene selv, er altid en god lærdom. Og det vil under alle omstændigheder givet højne min respekt for den indsats, de mange vinbønder gør hvert eneste år.

Jeg vil løbende her på bloggen berette om årets gang i vinmarken, ligesom jeg afsluttende vil præsentere resultatet.

Portugals 10 bedste vine

 

Douro og Dão var topscorere, da priserne for årets 10 bedste vine nyligt blev uddelt i forbindelse med vinfestivalen Essencia do Vinho, som fandt sted sidst i februar i Palácio da Bolsa i Porto. Her blindsmagte et internationalt panel af vinskribenter og sommeliers – heriblandt undertegnede som eneste repræsentant for Danmark – 50 vine udvalgt blandt de bedste, som tidsskriftet Revista de Vinhos havde prøvesmagt sidste år.

Dermed også sagt, at samtlige 50 vine var fremragende hver for sig. Lad mig blot indlede med lidt namedropping blandt de vine, som ikke endte blandt de 10 bedste, hvilket siger noget om niveauet.

Blandt hvidvinene var således Anselmo Mendes´ dejlige enkeltmarksvin Parcela Única Alvarinho 2021, Quinta do Regueiros Jurássico III og Wine & Souls Guru Vinha da Calcada 2020. Blandt de røde befandt sig Quinta Vale D. Marias Vinha da Francisca 2020, Quinta da Boavistas Vinha do Ujo 2019, Estremus 2019 fra João Portugal Ramos, Grande Rocim Reserva 2021, Antónia Adelaide Ferreira 2019 fra Sogrape, Quinta do Monte Xisto Biológico 2021 og Quinta do Crastos Vinha Maria Teresa 2019.

Og endelig blandt de smagte hedvine bør nævnes madeiravinene Blandy´s Bual 1976 og Barbeito Três Amigos 50 års, Excellent Moscatel de Setúbal fra Horácio dos Reis Simões samt portvinene Graham´s The Stone Terraces Vintage 2021, en hvid Colheita fra 1940 fra Quinta Vale D. Maria samt 50 års tawny fra såvel Real Companhia Velhas Quinta das Carvalhas som Vasques de Carvalho.

Men nu til Top 10 priserne. De 10 priser fordeles mellem typerne alt efter hvilke vine, der smages. I år blev der således uddelt to priser til hvidvine, en til rosévine, fem til rødvine og to til hedvine, hvor der faktisk blev smagt hele 11 forskellige. Vinderne blev som følger:

 

1. hvid: Niepoort Vinhos Coche 2021 (Douro)

Coche er Niepoorts tophvidvin fra Douro. Druerne er hentet fra en gammel vinmark med blandede sorter herunder Rabigato, Arinto og Códega do Larinho. Gæret og efterfølgende lagret 12 måneder på fad med delvis malolaktisk gæring. En flot vin i Bourgogne-stil. Niepoort blev i øvrigt tidligere på året af Revista de Vinhos kåret som bedste selskab, hvad angår vinturisme pga. af deres flotte kælder i Gaia.

 

2. hvid: Azores Wine Company Vinhas dos Aards 2020 (Pico, Azorerne)

Endnu en flot og stringent enkeltmarksvin fra Pico på Azorerne lavet af ønologerne Filipe Rocha og António Macanita fra Azores Wine Company, som tidligere har udsendt vine som Vinhas dos Utras og Vinha Centenária. Der er tale om et blend fra en gammel vinmark helt ude ved kysten med øens traditionelle druesorter. Arinto dos Açores udgør op mod 90 %, dertil kommer Verdelho, Alicante Branco og Boal. Lagret 18 måneder på bærmen.

 

1. rosé: Menin Wine Company H.O. Matrona 2022 (Douro)

En klassisk vellavet rosévin fra den gamle vinmark Matrona. Ønologer er Menins egen João Rosa Alves i og Tiago Alves de Sousa. Et blend af mange druesorter herunder 30 % Malvasia Preta, 20 % Baga, 20 % Touriga Franca, 15 % Tinta Amarela og 10 % Mourisco samt 5 % gamle hvide sorter fra Douro.

Menin Wine Company star bag brands som Menin Douro Estates og H.O Wines og producer ca. 300.000 flasker om året fordelt på rødvin, hvidvin, rosé og Vintage portvin.

 

1. rød: Domingos Alves de Sousa Memórias (Douro)

Anden udgave at det særlige blend, der hylder Domingos Alves de Sousa 30 års karriere som vinproducent i Douro. Vinen er sammenstukket af periodens 10 bedste vine herunder de fremragende enkeltmarksvine Vinha do Lordela 2019 og 2016 og Abandonado 2013 samt årgange af Quinta da Gaivosa og Alves de Sousa Reserva Pessoal. Et blend af topvine fra forskellige årgange giver ikke nødvendigvis et superblend, men i dette tilfælde gjorde det.

 

2. rød: Textura Wines D. Áurea 2021 (Dão)

Vi producerer elegante vine, står der på forsiden at Textura Wines hjemmeside. Og som sagt, så gjort – og det gælder også denne dejlige vin fra Dão, som er en hyldes til familiens bedstemor Áurea. Familieejede Textura Wines blev etableret i 2018 og har 28 hektar økologiske vinmarker på Serra da Estrelas skråninger. Der er tale om en vin på 100 % Bastardo fra marker i 600 meters højde, fermenteret med 30 % hele klaser. Ønologer er Luís Seabra og Mariana Salvador.

 

3. rød: 2 CC Segredo 6 Cuvée vinhas velhas (magnum) 2020 (Trás-os-Montes)

Trás-os-Montes er sammen med Beira Interior på vej frem som vinregioner. Bag projektet 2 CC står António Boal, Francisco Costa ”Costinha” og Paulo Nunes. Vinen er baseret på vinmark med mere end 65 år på bagen, som gror i skifferjord. Sorterne er især Touriga Nacional, Tinta Amarela, Touriga Franca og Alicante Bouschet – sorter, som vi også kender fra Douro lige syd for Trás-os-Montes.

 

4. rød: Wine & Soul Pintas 2021 (Douro)

Bag Wine & Soul står det dygtige winemakerpar Sandra Tavares da Silva og Jorge Borges, som har etableret sig i Vale de Mendiz og på Quinta da Manoella. Den gamle mark med blandede sorter, Pintas, leverer både druer til Vintage portvin og rødvin, mens deres top hvidvin hedder Guru. Pintas er i øvrigt opkaldt efter parrets plettede hund.

 

5. rød: Quinta da Perdonda 1. Talhão (1948) 2018 (Dão)

Seriøs Dão-vin baseret på druer fra gammel vinmark i 700 meters højde ved Serra da Estrela – især Baga, men også Jaen og Tinta Amarela. Ønolog er Paulo Nunes.

 

1. hedvin: Henriques & Henriques Tinta Negra 50 års (Madeira)

Madeira-vin nyder større opmærksomhed i Portugal end herhjemme, hvor vi er meget fokuseret på portvin. Det er således langt fra første gang en madeira løber med førsteprisen for hedvine. Henriques & Henriques blev etableret i 1850. I dag ejes de af den store koncern La Martiniquaise, som også ejer Justino´s. Øens mest plantede druesort Tinta Negra har ikke den højeste prestige, men kan levere flotte vine, hvilket denne 50 års vidner om.

 

2. hedvin: Mily Heritage Wine Million & Dirk Niepoort Verídico Very Very Old Tawny 1900 (Vinho do Porto)

Den 124 år gamle portvin er lavet i et samarbejde mellem José Dias og Dirk Niepoort. Der er ikke tale om en colheita, selv om året 1900 opgives, men et blend fra forskellige år. Den er kun udsendt i 150 flasker i vanligt eksklusivt design. Prisen i Portugal er da også opgivet til ikke mindre end 5.900 Euro. Wine Million er skabt af José Dias og har til formål at udsende særlige eksklusive vine. Vinene er baseret på et fad, han arvede af sin far.

 

Som det fremgår opgiver jeg hverken noter eller point ved vinene. En smagning af denne karakter foregår i ret højt tempo, hvorfor det oftest er det umiddelbare udtryk, der belønnes, og ikke fordybelsen. Der er simpelthen ikke tid til at tage noter. Da nogle af rødvinene samtidig blev serveret lidt for kolde, nåede de ikke at komme til deres fulde ret, hvilket kan have haft betydning. Men jeg kan da fortælle, at vi for alle vinene vedkommende befinder os i den øverste ende af skalaen.

Ser jeg på Top 10 listen og min egen pointgivning er der ingen større overraskelser. Netop vinderen blandt hvidvinene, Niepoorts Coche, var den jeg selv gav højeste score. Det samme gjaldt den vindende rosévin.

Blandt de røde kan jeg se, at jeg også gav flotte point til følgende vine: Quinta de Foz de Arouce Vinhas Velhas de Santa Maria 2019 (Beira Atlantico), Casal Santa Maria Grande Reserva Ramisco (Colares), Quinta Vale D. Maria Vinha da Francisca 2020 og Quinta do Crastos altid dejlige enkeltmarksvin Vinha Maria Teresa 2019.

Jeg gav meget høje point til samtlige hedvine herunder Graham´s The Stone Terraces Vintage 2021, som jeg gerne have set få en pris. Men jeg ved også, at Vintage portvin har svære betingelser i forhold til Tawny og andre hedvine i et smagepanel med en klar overvægt af portugisere og brasilianere, som generelt er større fan af de fadlagrede hedvine.

Som allerede nævnt var det Douro og dernæst Dão, der løb med flest priser. Det er sådan set ikke overraskende set med mine øjne, da det både hvad angår hvidvine og rødvine er helt i top i Portugal, ligesom det heller ikke er overraskende, at der igen i år var en hvidvinspris til Azorerne. Godt at se, at den mindre upåagtede region Trás-os-Montes også fik en pris. Det er en af de regioner, som står på min to-do-liste, da jeg gerne vil lære den nærmere at kende.

Slutteligt vil jeg lige nævne, at det internationale program, jeg som jurymedlem var en del af, vanen tro også bøde på frokoster og middage med vinproducenter samt flere masterclasses ved selve festivalen.

Nævnes her skal en udmærket frokost hos Michelin stjernekokken Rui Paula på genåbnede DOP i Porto tæt ved Palácio da Bolsa. Her smagte vi en række udmærkede vine fra Villa Oliveira i Dão og Tapada do Chaves i Alentejo.

Vi var også inviteret en tur på den altid besøgelsesværdige fiskerestaurant O Gaveto i Matosinhos med de to udmærkede producenter Soalheira (Vinho Verde) og Alves de Sousa (Douro) som værter. Ud over at smage og gensmage en række af deres udmærkede vine blev det også til et gensyn med Luis Cerdeira fra Soalheiro samt Tiago og Domingo Alves de Sousa.

Jeg deltog desuden i tre forskellige masterclasses – alle med hedvin som tema. Først med masterblender Francisco Albuquerque fra Madeira Wine Company, derefter med Mr. Moscatel, Domingos Soares Franco fra José Maria da Fonseca og endelig med Carlos Alves fra Sogevinus, hvor vi smagte Kopke Colheita og Vintage op imod hinanden i fem årgange. Mere om disse i et kommende opslag.

Gensyn med årgang 1994 Vintage Port

For en 10 år siden var jeg med til at arrangere et større event i fynske The Vintage Port Club, hvor vi ville fejre klubbens 25 års jubilæum på bedste vis. Derfor indbød vi til en smagning af 39 forskellige udgaver af Vintage 1994, som på det tidspunkt havde 20 år på bagen.

Nyligt kunne klubben så fejre sit 35 års jubilæum med endnu en 1994-smagning – denne gang dog ”kun” med 13 forskellige udgaver af de nu 30 år gamle vine. Hvordan havde vinene udviklet sig over de 10 år? Ville de samme brands brillere denne gang, eller blev der vendt op og ned på bøtten? Var der stadig udviklingspotentiale i vinene?

Det var nogle af de spørgsmål, man kunne stille sig selv, inden smagningen. Men inden vi går til mine vurderinger og konklusioner først noget om årgangen og om smagningen for 10 år siden.

1994 er en såkaldt klassisk årgang, hvilket vil sige, at et højt antal producenter valgte at deklarere. Henrik Oldenburg opgør det til 46, men dertil kommer varianter, hvor huse har udsendt samme vin eller næsten samme vin under andet navn. Begrebet klassisk årgang kan selvfølgelig diskuteres, da der med de mange nye producenter og antallet af Single Quinta Vintage bliver deklareret en del vintage portvin af god kvalitet hvert eneste år. Men den gængse opfattelse er, at der skal et betydeligt antal til herunder fra de store producenter, hvilket især vil sige Fladgate Partnership og Symington Family Estates, som skal deklarere klassisk Vintage og ikke kun Single Quinta Vintage eller andre andenvine.

Men tilbage til høsten 1994. Der var ikke tale om en stor høst rent kvantitativt, da det regnede meget i foråret, men efter en sommer med fine vejrbetingelser endte kvaliteten med at være høj. Fonseca beskriver f.eks. året således:

”The 1994 harvest was preceded by an ideal growing season, with dry warm weather broken only by a few short periods of rain. In contrast to the preceding three years, there were no periods of very intense heat and this resulted in an evenly-ripened crop, producing musts rich in sugar, anthocyanins and aroma.”

Richard Mayson taler i sin bog ”Port and the Douro” om “outstanding wines, with flesh masking structure at the outset” og påpeger, at vinene er drikkeklare nu, men de bedste dog også holdbare endnu nogle år. Tyske Axel Probst giver året 5 stjerner, og dermed den højeste bedømmelse og tilføjer, at året blev det bedste siden 1977.

Sammen ned Ana Rosas fra Ramos Pinto ved smagningen i 2014

For ti år siden, da vi afholdt den store smagning i Odense, var ikke alle vine helt åbne og drikkeklare, hvilket især gjaldt de helt store vintage-brands. Derfor blev flere huse, som traditionelt har hurtigere modnende vine, bedømt relativt positivt. I min lille (noteløse) beretning fra den gang nævner jeg selv Poças og Borges som eksempler herpå (læs her).

De udenlandske gæster til smagningen: Roy Hersh, Richard Mayson, Ana Rosas og Dominic Symington

Der deltog ca. 40 i smagningen i 2014. Foruden klubmedlemmer gjaldt det inviterede gæster i form af danske og internationale vinskribenter samt gæster fra Portugal. Dominic Symington, Ana Rosas, Richard Mayson og Roy Hersh var således blandt smagerne. Nogle af vinene var der dog kun skaffet et enkelt eksemplar af, hvorfor kun gæsterne og en god håndfuld klubmedlemmer var med ved bordet i det sidste flight, som bl.a. omfattede den senere vinder af smagningen, Quinta do Noval Nacional. Jeg vil sidst i denne artikel sammenligne resultatet fra den gang med resultatet fra smagningen her i januar i år.

De 13 vine, som blev smagt i klubben denne gang omfattede såvel de store klassiske vintage-huse som lidt mindre brands, der dog ofte gør det glimrende i horisontale smagninger. Symington Family Estates var således repræsenteret af både Graham´s og Dow´s, men også Smith Woodhouse, Quarles Harris og Quinta do Vesuvio. Fladgate Partnership deltog med såvel Taylor´s som Fonseca. Ramos Pinto havde ligeledes to vine med, da de 1994 fejrede fredningen af Côa-dalen og dermed Quinta de Ervamoiras fremtid med at udsende såvel klassisk Vintage som Single Quinta Vintage fra Ervamoira.

Her følger mine noter over vinene i den rækkefølge, de blev serveret. Vinene blev serveret semiblindt. Vi kendte altså de 13 portvine, men ikke rækkefølgen. Senere blev det i øvrigt afsløret, at rækkefølgen tog afsæt i vinenes placering ved den store smagning for 10 år siden med de bedst bedømte til sidst. Det var da også tydeligt, at kvaliteten generelt var højere i den sidste halvdel af smagningen end den første.

Serveringstemperaturen var vel kølig, og da lokalet også var meget svalt, tog det desværre lang tid, før vinene var tilstrækkeligt tempereret, hvilket kan have spillet ind i bedømmelsen. Men hellere den vej end den modsatte med for varme vine.

 

Niepoort Vintage 1994: Teglrød med lys kant, ikke intens. Kraftig lugt af eddiestik og apotekerduft. Skarp i munden med tydeligt præg af eddiestik alias volatil syre – et problem, som Niepoort er berygtet for i denne årgang og andre i perioden. Ikke bedømt.

Dow´s Vintage 1994: Mørk rubin, forholdsvis tæt, lysere kant. Røde bær, ribs og florale noter, men også en del kogt frugtgrød. Masser af røde bær, men vel kogt, høj syre, pebret hale (89).

Smith Woodhouse Vintage 1994: Mørk rubin, tæt og næsten uigennemsigtig, lidt brunlige nuancer. Mørke bær, solbær og modne kirsebær i næsen. Fyldig med masser af frugt, lidt vel høj syre, godt krydret, bløde tanniner. Stadig holdbar (92).

Taylor´s Vintage 1994: Mørk rubin med lys kant. Røde bær og syrnede kirsebær. Tør stil med ok balance mellem frugt og syre, krydret, harmonisk. Ganske fint glas, som stadig har potentiale (92).

Quinta do Noval Vintage 1994: Mørk brunrød, uklar. Støvet og rustik næse med kogt rødkål og kogt grød. Bedre i munden, men stadig med en del kogt jordbærgrød samt ribs, ok balance, bløde tanniner. Ikke på Noval-niveau (89).

Quarles Harris Vintage 1994: Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig. Diskret næse med brombær, jordbær og lidt kaffenoter. Forholdsvis tør, høj syre, men lidt tynd på frugt, så syren dominerer lidt vel (90).

Delaforce Vintage 1994: Mørk rubinrød. Syrnede kirsebær og røde bær i næsen. Høj syre og lidt lav på frugt, elegant, men ikke helt i balance (90).

Graham´s Vintage 1994: Flot rubinrød, helt klar. Fin duft af kirsebær og andre røde bær, let krydret. Dejlig og behagelig i munden, høj syre, men fint balanceret, bløde tanniner, pæn lang hale. Stadig holdbar (93).

Fonseca Vintage 1994: Mørk rubin. Mørke bær samt lidt mokka og mørk chokolade. Ganske god i munden med fin balance mellem frugt og syre, bløde tanniner. Stadig holdbar (93).

Ramos Pinto Vintage 1994: Mørk rubin. Elegant næse med røde bær, jordbær, florale noter og lidt krydret. Dejlig i munden med godt med frugt og røde bær, delikat med lang krydret og pebret næse. Et flot glas, som stadig kan holde nogle år (94).

Quinta do Vesuvio Vintage 1994: Mørk rubin. Diskret næse med kirsebær og krydderier. Røde bær, mørk chokolade, cremet struktur, god balance, lang pebret hale, lidt vel høj syre (92).

Quinta da Romaneira Vintage 1994: Mørk rubin. Røde bær, syrnede kirsebær og florale noter. Dejlig i munden med fin balance mellem frugt og syre, krydret og med lang krydret hale, måske lidt vel meget syre (92).

Ramos Pinto Quinta de Ervamoira Vintage 1994: Mørk rubin. Solbær og mørke modne bær. Røde bær, lidt skarp syre og en smule frugtsødme, høj syre, lang hale med pænt med tanniner. Vil stadig udvikle sig (92).

Som det fremgår, gav jeg topkarakterer til Ramos Pinto, Graham´s og Fonseca skarpt efterfulgt af Taylor´s, Smith Woodhouse, Quinta do Vesuvio, Quinta da Romaneira og Quinta de Ervamoira. Skuffende var derimod Dow´s, Quinta do Noval og Niepoort – sidstnævnt med fejl, hvilket den netop er berygtet for at have. Fejl og dårligdomme ved Niepoort og delvist Quinta do Noval var gennemgående ved alle tre borde, som havde forskellige flasker.

Jeg fandt generelt vinene mere åbne og mere modne end ved smagningen 10 år før, hvilket næppe kan overraske. Til gengæld synes jeg, at flere af dem havde lidt problemer med balancen mellem frugt og syre, hvor syren var lidt vel dominerende, men her kan temperaturen have indflydelse. Endelig bør det nævnes, at de fleste vine stadig er levedygtige nogle år endnu.

Deltagerne i smagningen afgav efterfølgende point. Ses bort fra enkelte undtagelser harmonerede den samlede bedømmelse nogenlunde med min. Jeg lå dog lidt højere i min pointgivning, men det er ganske normalt ved den slags udregninger, at gennemsnittet bliver lidt lavere. Vi bedømmer ikke vinene ens. Når det er sagt, skal jeg også indrømme, at jeg gerne honorerer min begejstring for gode vine, i stedet for at være mere forbeholden. Det gælder også, når jeg deltager i smagepaneler hos Din Vinguide eller som dommer ved festivaler og konkurrencer.

Med forbehold for senere finjusteringer fra arrangørernes side blev aftenens samlede Top 5 således med gennemsnitspoint i parentes:

1. Ramos Pinto Quinta de Ervamoira (91,5)
2. Graham´s (91,5)
3. Fonseca (90,8)
4. Quinta da Romaneira (90,2)
5. Ramos Pinto (90,2)

Taylor´s, Smith Woodhouse og Quinta do Vesuvio blev rangeret lavere end hos mig, men for sidstnævnte er forklaringen nok en skæv flaske ved et af bordene. Om dette også gælder de andre, skal jeg lade være usagt.

Nogle deltagere udtrykte skuffelse over niveauet, men indrømmede også, at det kunne skyldes for store forventninger. Sammenlignes det samlede resultat med smagningen i 2014, ligger gennemsnitskarakteren faktisk oftest højere ses bort fra enkelte undtagelser herunder Vesuvio, hvor der var en skæv flaske involveret. F.eks. fik Taylor´s 89,4 i snit ved den nye smagning og 88 10 år tidligere, Graham´s fik 91,5 mod 89, Ramos Pinto 90,2 mod 90 og Fonseca 90,8 mod 90.

Så skulle forventningerne afstemmes med resultatet 10 år siden, blev det indfriet. Men et er selvfølgelig gennemsnit – andet den enkelte deltagere egen vurdering.

Endvidere kan det bemærkes, at Niepoort også var med fejl i 2014, ligesom både Quinta do Noval og Dow´s også den gang scorede lavere end deres renommé. Mønstret i hvilke vine, der scorede mest, var altså omtrent det samme den gang som nu. Ramos Pinto og Ervamoira endte f.eks. den gang på henholdsvis en 8. og 4. plads, Graham´s på en 14. plads, Fonseca på en 12. plads og Romaneira på en 5. plads.

Et kig i mine egne noter fra den gang viser i øvrigt, at jeg for ti år siden vurdere Ervamoira helt i top med 95 point og også gav fine point til f.eks. Quarles Harris, Vesuvio, Quinta do Noval, Graham´s, Taylor´s, Ramos Pinto og Delaforce. Blandt de vine, som ikke var med i år, var jeg endvidere glad for Offley Boa Vista, Quinta do Crasto, Estanho og Quinta de la Rosa samt – ikke overraskende – Noval Nacional. Om de alle ville stå distancen i dag er nok tvivlsomt.