søndag den 6. oktober 2019

Sogevinus på kryds og tværs


Den store portvinskoncern Sogevinus har nyligt foretaget en større omrokering af sine største brands på det danske marked. Kopke blev ved den mangeårige importør, ViniPortugal, mens de tre andre store brands Burmester, Cálem og Barros fremover vil at finde hos COOP – en nyhed, jeg allerede skrev om i juli måned, men som altså nu også er realiseret.  
Om dette var anledningen til, at Sogevinus indbød til en stor smagning af de fire brands forleden på SP34 i København, skal jeg ikke sige. Men det er ganske sandsynligt. I al fald gav det winemaker Carlos Alves og exportmanager Stefano Marello mulighed for at præsentere de fire brands overfor et dansk publikum.


Carlos og Stefano fortalte lidt om de fire brands og deres vigtigste to quintaer, Quinta S. Luiz og Quinta do Arnozelo, som er beliggende i henholdsvis Cima Corgo og Douro Superior, ligesom de kom omkring de anvendte druesorter og de forskellige typer portvin. I den forbindelse blev det bl.a. fortalt, at Sogevinus altid venter til den 10. år med at flaske Colheita, selv om lovgivningen jo tillader det allerede fra syv år. Den politik synes jeg sådan set er ganske fornuftig, da jeg har smagt en del helt unge Colheitas, som efter min mening er tappet for tidligt, da de endnu ikke har udviklet tilstrækkeligt fadkarakter.


Smagningen omfattede i alt 12 vine. Der blev lagt ud med tre Vintage – to helt nye og en dejlig moden. Derefter fulgte otte Colheitas, hvoraf den sidste var hvid, samt en enkelt Very Old Tawny – en kategori, som er meget bredt defineret og omfatter både blends fremstillet til forskellige lejligheder og Colheitas, hvor årgangen ikke er registreret og derfor ikke må angives. Vinene var altså fra fire forskellige huse, af forskellige typer og med 82 år mellem den yngste og den ældste – og dermed en fin introduktion til, hvad Sogevinus kan og vil på portvinsområdet.


Følgende vine blev smagt:
Burmester Vintage 2017: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig og med lilla kant, farver glasset. Solbær, brombær og lidt frisk mentol, tydelig frisk frugt, men også lidt vel marmelade og ribenapræg. Fin ren frugt, mørke bær, ligefrem og ukompliceret, lidt til den søde side, fin pebret hale (89).
Kopke Vintage 2017: Mørk rubin, lilla kant. Brombær dominerer, men også solbær og lidt røde bær samt violer, moden frugt, let krydret. Frisk med mørke bær, cassis og lidt mynte, fin struktur og god kompleksitet, fint med syre, frugt og tanniner til et langt liv (93).
Cálem Vintage 1985: Rubinrød med brun kant, lidt uklar. Moden frugt, jordbær, syrnede kirsebær og lidt hyld samt lidt krydderier og vanilje. Dejlig i munden, blød, lidt sød, stadig med fin frugt og syre, god balance. Fin moden nu, men har også flere år foran sig (93).


Barros Colheita 1996: Flot tawnybrun med orange kant. Meget ekspressiv med mandel og valnød, måske lidt vel skarp. Udmærket koncentration i munden med tørrede frugter, mandel, lidt appelsin, fin balancerende syre, tør, lidt sprittet hale (89).
Burmester Colheita 1989: Tawny brun, flot skær, orange kant. Lidt diskret i næsen i starten, men kom sig ved lidt højere temperatur, valnød, marcipan og vanilje. Blød og delikat i munden med mandel, honning og tørrede figner samt lidt appelsinskal (90).
Burmester Colheita 1979 (fadprøve): Mørk ravfarvet med lys orange kant. Diskret i næsen med mandel og appelsinskal. Elegant med mandel og tørrerede frugt, flot syre, dejlig lang hale, måske lidt vel skarp og sprittet, hvilket kan skyldes, at det var en fadprøve (88).


Barros Colheita 1974: Den såkaldte revolutions Colheita, som blev udgivet første gang i 2014 i anledning af 40 året for Portugals fredelige Nellikerevolution. Siden tappet igen og igen. Orangebrun med flot skær. Dejlig ekspressiv med nødder, valnød, appelsinskal og lidt karry. Dejlig fyldig i munden med god kompleksitet, lidt til den søde side, men med fin balancerede syre. Harmonisk og lækker vin (94).
Barros Very Old Tawny 102: Blend fra fem årtier med 50´erne som ældst. Tawny brun, lys orange kant og lidt mørkere kerne. Dufter ældet med tørrede frugter, røget. Dejlig i munden, cremet, dyb og kompleks med tørrerede frugter, figen og fin syre (94).
Kopke Colheita 1966: Mørk tawnybrun med grønlig kant. Intens næse med valnød og tørrede frugter. Dejlig i munden med tørrede frugter, valnød, appelsinskal og høj flot syre, blød, intens og kompleks (95).


Kopke Colheita 1957: Brun med mørk kerne og grønbrun kant. Valnød, appelsin, mandel og figner i næsen. Fyldig, let cremet og dejlig, men også lidt vel sprittet (92).
Kopke Colheita 1941: Flot tawny brun med grøngul kant. Figner, farin, nødder og jod i næsen. Blød og cremet med hasselnødder, tørrede frugter og lidt appelsinskal, fin syre og dejlig kompleksitet, let krydret (94)
Kopke White Colheita 1935: Lys orangebrun. Mandel, honning og citrus i næsen. Frisk med flot syre, honning, mandel, karry og citrus, tør, lidt sprittet hale. Havde det lidt svært ovenpå de mere tunge og dybe røde Colheitas, men en spændende vin (93).


Der blev altså smagt både på kryds og tværs, men ikke så man decideret kunne sammenligne de fire brands. Kopke, som ellers er mest kendt for Tawny og Colheitas, er nok værd at lægge mærke til fremover på Vintagesiden, hvis niveauet fra 2017 holdes. Endelig skal man ikke rynke på næsen af de ældre Vintage fra Cálem, som jeg forudser med den nye lancering og nye distributør får en lille revival i Danmark. 1985 var faktisk et udmærket glas.
Hvad angår stilen for Colheita er det svært at drage direkte sammenligninger, da der jo uanset brand er stor forskel på en ung Colheita fra 1996 og så de gamle svende fra midten af 1900-tallet. Umiddelbart er Kopke nok til den tungere side stilmæssigt, Burmester mere elegant og med Barros placeret et sted i mellem.

Læs i øvrigt min tidligere omtale af de to Vintage 2017 her. Og læs mere om Barros Very Old Tawny 102 her.

mandag den 30. september 2019

Vinho Verde og mad spiller – men ikke altid


Food and Wine pairing. Det er den svære kunst, som de dygtigste sommeliers mestrer så glimrende, og vi andre halvstuderede prøver at finde ud af. Svært fordi det kræver viden, erfaring og øvelse. Og især svært fordi, der ingen facitliste er – kun tommelfingerregler, som kan udfordres. Skal man f.eks. arbejde med samspil eller kontraster?


For nogen tid siden var jeg sammen med andre vinskribenter og en del sommeliers fra udmærkede restauranter inviteret til en lille food pairing seance. Der var portugisisk Vinho Verde i glassene, og maden stod Restaurant Trio i Axel Towers for med chef Andrew Clatworthy som kreatør.
Bag arrangementet stod Comissão de Viticultura da Região dos Vinhos Verdes, der kontrollerer vinproduktionen i regionen og arbejder for at udbrede kendskabet til Vinho Verde. Bemærk flertals s´et i kommissionens navn. Det er helt bevidst, idet de netop ønsker at udbrede det budskab, at Vinho Verde ikke bare er én type vin – nemlig den mest kendte, lette og perlende udgave – men en mangfoldighed af druesorter, terroirs, vinificeringer og dermed forskellige typer af vin. Og ikke nok med det. Ud over de mest kendte hvidvine, produceres der også rosé, rødvin, espumante og sågar brandy i regionen.


Det generelle billede er selvfølgelig stadig, at Vinho Verde især leverer lette og friske vine med forholdsvis lav alkohol. Dette var da også kendetegnende for de fleste af de ni udvalgte vine ved smagningen, men enkelte undtagelser var medtaget, da rækken også omfattede en enkelt rosé og en vin, der havde nogen fadlagring. Eksempler på vine med mere udpræget fad eller vine med alder og dermed tertiære noter, var desværre ikke medtaget, hvilket ellers kunne have gjort bredden af match større. Flere af de benyttede druesorter herunder især alvarinho udvikler sig faktisk fint ved lagring, hvilket jeg f.eks. erfarede ved en vertikal smagning af Soalheiros Alvarinho under et besøg på quintaen sidste år. På dette punkt kan der drages paralleller mellem alvarinho og riesling.
Når vi er ved druesorter, er de mest kendte grønne sorter allerede omtalte alvarinho samt arinto, avesso, azal, loureiro og trajadura. De er forskellige, hvad angår farve, aroma, fylde og syreniveau og benyttes såvel til enkeltdruevine som til blends. Hvad de røde druer angår, er alvarelhão, espadeiro og vinhão nok de mest kendte.
Vinho Verde er opdelt i ni underregioner, men mere overordnet kan man tale om det kystnære område gennemskåret af floder og under stor indflydelse af Atlanterhavet og det indre område, der er lidt højere beliggende og mere beskyttet. Og endelig er der en del, der mener, at den mest nordlige underregion Monção og Melgaço er helt sin egen. Det er her de fleste topvine på alvarinho kommer fra.


Nok om det. Her er de vine, der blev smagt til de ti småretter, som blev serveret – og med enkelte karaktertræk nævnt:
  • Adega Ponte da Barca 2018: Blend med 85 % loureiro. Frisk næse med æbler og citrus. Sprød og frisk, men noget enstrenget.Adega Ponte da Barca 2018: Blend med 85 % loureiro. Frisk næse med æbler og citrus. Sprød og frisk, men noget enstrenget.
  • Adega Ponte da Barca Reserva de Sócios: 100 % loureiro, lagret tre måneder på fad. Mere frugt og fylde, men stadig frisk og sprød, tørrede frugter og meget diskrete fadnoter.
  • Quinta de Linhares Arinto 2018: Frisk og aromatisk med grønne æbler og citrus, fin syre og mineralitet.
  • Quinta de Linhares Loureiro 2018: Floral og mineralsk med pære og lidt restsødme.
  • Quinta de Carapeços Eira dos Mouros Alvarinho 2018: Dejlig fyldig og frisk alvarinho, sprød.
  • Quinta de Carapeços Epadeiro Rosé 2018: Frisk næse med jordbær. Lidt parfumeret, men med god fylde.
  • Soalheiro ALLO 2018: Blend af alvarinho og loureiro: Let og dejlig med æbler, citrus, mineralsk og lav på alkohol.
  • Soalheiro Granit 2018: 100 % alvarinho, fermenteret i ståltank og lagret sur lie med battonage: Fin næse med æbler og citrus.  Dejlig i munden, sprød og elegant, mineralsk og tør.
  • Quinta da Raza Avesso 2018: Dejlig frisk med god syre, mineralsk.




De ti småretter, som skulle afprøves, bestod af:
  • Saltede kammuslinger med agurk og hybenrose
  • Rimet makrel med gran
  • Rødtunge med fermenterede asparges
  • Hovedsalat med ansjos
  • Grillet blæksprutte
  • Jomfruhummer i kålblad
  • Svampe på toast
  • Kartofler med kaviar
  • Comte ost
  • Tilia mundo gedeost.



Parringen af mad og vin medførte en del snak, hvilket da også var målet med seancen. Hovedkonklusionen var, at Vinho Verde gør sig fint til såvel fisk som skaldyr, men som altid spiller tilberedningen og de ledsagende ingredienser en stor rolle. Var der smagsnuancer, som kom ud i krogene f.eks. syremæssigt, begyndte det at give problemer, ligesom de meget saltede ansjoser eller svampetoasten kun gik med enkelte vine. Nogle af vinene gik dog til de fleste retter, mens andre kun matchede enkelte.
Lad mig nævne nogle få eksempler:
Den grillede blæksprutte, der var som hentet ud af det portugisiske køkken, selv om grillsmagen dog var meget afdæmpet, gik fint til de fleste vine. Loureiroen fra Quinta de Linhares og Solaheiros Granit blev f.eks. nævnt. Her kan man altså konkludere, at Vinho Verde generelt er et godt match, hvilket også er mine erfaringer fra Portugal.
Det samme gjaldt i og for sig rødtungen og kammuslingerne, men ved sidstnævnte var den tilhørende hybenrose dog ret gennemtrængende, hvorfor der var brug for noget mere fylde. Her blev der bl.a. peget på rosévinen og reservaen fra Adega Ponte da Barca, som havde fået lidt tid på fad
Til makrellen stod de mest fyldige vine ligeledes bedst. Igen blev reservaen nævnt, men også vine på ren alvarinho som f.eks. Soalheiros Granit fungerede efter min mening.
Jomfruhummeren i sig selv er også fin til Vinho Verde, men kålbladet var meget gennemtrængende, så det nok nærmere var den, der skulle matches med – og her kom vinene lidt til kort.
De salte ansjoser var som nævnt ligeledes svære, men bl.a. Quinta de Linhares Arinto og alvarinhoen fra Quinta de Carapeços blev nævnt.


Gedosten var ok til match, mens comteen kunne bruge en vin med lidt mere kraft og fylde.
Slutteligt vil jeg i øvrigt anbefale Vinho Verde til lyst fjerkræ og især grillkylling, selv om det ikke var blandt serveringerne.
Generelt blev der talt om, at mange af småretterne havde en tendens til at overdøve vinene lidt – ikke så meget i kraft af hovedingrediensen, men mere tilbehøret. Men samtidig skal det også nævnes, at vinene ikke var hentet blandt de dyreste på markedet, men tværtom holdt nogle meget fine priser.
Havde de udvalgte vine bevæget sig lidt længere op på skalaen, vil det være min påstand, at der havde været glimrende match til alle retter. Det gælder f.eks. nogle af Anselmo Mendes´ topvine som Curtimenta eller Soalheiros Primeiras Vinhas eller den ufiltrerede Terramatter Alvarinho. Eller som tidligere nævnt fadlagrede typer som reserva-vine fra Soalheiro, Covela og Quinta do Regueiro. Eller for den sags skyld vine med lidt alder på bagen som ældre årgange af Soalheiros Alvarinho eller loureiro fra Quinta do Ameal.
Det var et fint arrangement, som affødte en god snak mellem de indbudte. Og forhåbentlig var der flere sommeliers, der fik øjnene op for, at Vinho Verde leverer udmærkede vine til mad og samtidig god value for money. Men som allerede nævnt lidt ærgerligt, at der ikke var medtaget nogle vine med endnu større kompleksitet, fadlagring eller alder, når nu de dygtige sommeliers skulle overbevises om regionens kunnen.



Fotos: Jacob Christian Hansen

fredag den 27. september 2019

Med portvinsklubben Down Memory Lane


The Vintage Port Club kan i år fejre 30 års jubilæum, idet klubben blev stiftet af en gruppe af portvinsentusiaster den 13. september 1989 i Odense under navnet Den Fynske Portvinsklub. Målet var at udbrede kendskabet til portvin af kvalitet – samt selvfølgelig at hygge sig sammen omkring nogle flasker god portvin.
Siden er der sket meget – både med klubben og med portvinens udbredelse i Danmark. Målet er stadig at udbrede kendskabet, og der hygges stadig. Men klubben er blevet større, har fået en lidt mere professionel stil og har efterhånden opnået et internationalt ry som værende blandt de mest seriøse på området, hvilket bl.a. forklarer skiftet til det engelske navn. Og Danmark er som skrevet før i dag nok det land i verden, hvor portvin er mest populært. Vi importerer fjerdemest Vintage portvin og er i spidsen, hvad angår import af kvalitetsportvin pr. indbygger. Hvor der for 30 år siden ved stiftelsen i forvejen kun eksisterede en enkelt portvinsklub i København, er der i dag portvinsfestivaler og -klubber landet over.


Den sang har jeg sunget før. At jeg gentager skyldes, at The Vintage Port Club forleden afholdt en jubilæumssmagning, hvor temaet var Memory Lane – altså et kig tilbage på de 30 forgangne år og en gensmagning af nogle af de vine, der har høstet stor popularitet eller på anden vis kan forbindes med klubbens historie. Nogle havde vundet i smagninger en eller flere gange. Andre havde været på programmet en lang række gange. Og andre igen vækkede minder som Romariz Vintage 1991, der i en del år blev brugt som referencevin til smagninger, eller Quinta do Infantado Vintage 1999, som medlemmer var med til at fodtræde i lagaren under klubbens første tur til Porto og Douro. Begge dele er før min tid som medlem, men andre deltagere i smagningen havde været med hele vejen og kunne berette om ”gamle dage”.


Der blev smagt 11 vine, og da valget af flaskerne blev begrundet undervejs, blev de ikke smagt blindt. Her følger min vurdering i den rækkefølge, vinene blev smagt.
The Vintage Port Club White Colheita 1989 fra Barão de Vilar (vores jubilæumsvin, da vi rundede de 25 år i 2014): Lys orangebrun, klar. Dejlig og medium intens duft af mandel, hasselnødder, abrikos og honning samt lidt florale noter. Blød i munden med mandel, abrikos og honning, flot balancerende syre og et lille syresvip i enden. Overraskende, at den stadig var så frisk og dejlig, da der trods alt er gået fem år (89).
Andresen Colheita 1982 (smagte med succes flere gang i klubben og basisvin i vores nye 30 års jubilæumsvin): Lys orangebrun med lidt mørkere kerne, en smule uklar. Mandel, hasselnødder og lidt appelsinskal og valnød i næsen. Dejlig i munden med nødder og appelsin samt kraftig syre. Virker måske ikke helt på sin vante plads, hvilket kan skyldes, at flasken var tappet i 2016 (89).
Kopke 40 Years Tawny (populær vin ved flere smagninger og winemakers dinner): Lys orangebrun, klar. Meget aromatisk med appelsin, mandel og tørrede frugter, men desværre også en smule acetone, som dog aftog med tiden. Kraftfuld og intens i munden, men også blød med tørrerede frugter og nødder samt fin balance (92).


Quinta do Infantado Vintage 1999 (trådt i lagaren under klubbesøg): Mørk rubin, flot. Røde bær, solbær og brombær, lidt kogt frugt samt lidt mørk chokolade. Intensiteten forsvinder noget i munden, hvor den mangler lidt frugt og fylde, røde bær, ikke helt balanceret (85).
Quinta do Infantado Vintage 1992 (smagt med succes flere gange): Flot mørk rubin. Dejlig intens næse med brombær og jordbær, lidt kogte toner. Jordbær og andre røde bær, fin syre og balance, faktisk flot og elegant, men måske mangler lidt komplicitet (91).
Romariz Vintage 1991 (tidligere benyttet som referencevin): Flasken ved vores bord var desværre med fejl, men jeg smagte efterfølgende en anden, som var ok. Røde bær og fin balance, ikke så kompleks med lidt vel meget syrebid i enden (87).
Rozès Vintage 1991 (på delt 1. plads ved smagning i 2005 og nr. 2 ved Rozès smagning): Rubin til mørk teglrød. Jordbær og syrnede kirsebær samt lidt kaffenoter, ikke så ekspressiv. Dejlig i munden, led cremet med brombær og cassis, ok balance. Savner måske lidt elegance og skal nok drikkes snart (89).
Warre´s Vintage 1994 (smagt adskillige gange herunder ved stor 1994 smagning i 2014): Mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Lidt skæv næse med brombær og lidt kamfer, hvilket trækker ned. Ok i munden med fin frugt og høj syre, intens med lang pebret hale. Et fint glas (89).
Fonseca Vintage 1985 (en klassiker, som altid placerer sig flot): Flot mørk rubin, lys kant. Røde bær, syrnede kirsebær, lidt blæk og en smule apotekerduft. Godt med vital frugt, pebret og krydret og fin balance, stadig med diskrete tanniner. Gemmer sig måske en smule og har stadig potentiale for udvikling (91).
Dow´s Vintage 1980 (god placering ved flere smagninger): Flot rubinrød med lys kant og mørk kant. Syrnede kirsebær og brombær, intens frugt. Godt med frugt med brombær og røde bær, krydret og pebret med bløde tanniner og fin balance, meget tør. Overraskende potent og stadig med flot potentiale (92).
Taylor´s Vintage 1977 (smagt mange gange, første gang i 1990, hvor den vandt): Mørk teglrød. Jordbær og andre røde bær, lidt diskret men elegant og fin. Meget dejlig i munden, blød og rund med røde bær og lidt peber, elegant, frisk og indbydende og stadig i fin balance. En dejlig vin, som dog nok er på højden netop nu (94).


Aftenens vinder for mit vedkommende var altså den ældste, nemlig Taylor 1977. Derefter fulgte Dow´s 1980 og Kopke 4o års, Fonseca 1985 og Infantado 1992. Alt i alt en bred smagning, hvor nogle af vinene dog nok snart skal drikkes, mens andre stadig har år foran sig.
En fin indledning på et halvår i jubilæets tegn. Eller rettere en fortsættelse, da en gruppe medlemmer allerede havde lagt ud med en tur til Porto og Douro tidligere i september, ligesom klubbens medlemmer har fået tilbud om en primeur køb af en ny jubilæumsport – nemlig en 30 års Tawny fra Andresen. Vinen er faktisk lidt af en verdenssensation i og med, at Andresen aldrig før har lavet en 30 års Tawny, så tak til Carlos Flores de Santo og winemaker Alvaro van Zeller.
Næste tiltag bliver en stor jubilæumsfest fredag den 1. november med bl.a. deltagelse af Portugals ambassadør i Danmark og portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, som også vil afholde en højtidelige ceremoni i Odense. En hyldest til klubben, byen, de dansk-portugisiske forbindelser og ikke mindst til portvinen. Endelig følger sidst i november en stor smagning af 30 års Tawny.

Du kan læse mere om klubben og se fotos her.

torsdag den 26. september 2019

Tre spændende bodegaer fra Navarra

I juni måned blev jeg inviteret på vintur til Navarra – en region, som står noget i skyggen af især naboregionen Rioja, men som fortjener mere opmærksomhed, da der faktisk laves udmærkede vine og ofte med fin sammenhæng mellem pris og kvalitet.
Det kom der en artikel ud af i Vinbladet omhandlende Navarras søgen efter sin identitet og med præsentationer af en længere række af bodegaer, som blev besøgt. Interesserede kan læse den fulde artikel her.


At artiklen handlede om regionens identitet hang sammen med, at det spørgsmål dukkede op flere gange både under et besøg hos Consejo Regulardor Denominación de Origen Navarra, der kontrollere og promoverer appellationen, og hos nogle af producenterne.
Der laves en række udmærkede, men også meget forskellige vine i regionen. For det første produceres der meget rosévin, ja faktisk kommer tre ud af 10 flasker rosé i Spanien fra Navarra. For det andet laves der en del vine på internationale druesorter eller som blends af nationale og internationale sorter. Det gælder såvel hvidvine på chardonnay, moscatel, sauvignon blanc og garnacha blanca og rødvine på tempranillo, garnacha, cabernet sauvignon og merlot. Flere af producenterne tilstræber en stil i deres blend ikke ulig naboregionen med en del fadpræg eller som såkaldte Bordeaux-blends, hvor de franske sorter blandes med tempranillo. Og endelig er der også stigende fokus på sorter som garnacha og graciano – både som enkeltdruevine og i blends, hvor frugten og friskheden er mere fremtrædende og fadpræget diskret eller helt fraværende.
Flere af producenterne satser på hele spektret, mens andre er mere fokuserede på enten de mere traditionelle blends eller de sidstnævnte og efter min mening mest spændende vine på garnacha og graciano mv. Det kan sådan set være udmærket, men når vi taler om markedsføring internationalt kan det også være lidt svært at finde frem til budskabet. Eller som lederes af Navarras Consejo, Jordi Vidal Ragoût udtrykte det:
”Vi har stor diversitet, og variationen er en rigdom. Men vi diskuterer også, hvad vi skal satse på”.
Men samtidig pegede han dog også selv på den retning, Navarra bevæger sig:
”Udviklingen går mod mere fokus på garnacha og mindre på blends, men de sidste er dog stadig dominerende. Der bliver i dag plantet mere garnacha samt en del grønne druer”.


Turen omfattede besøg på otte bodegaer samt lidt spredt smagning af vine fra andre producenter. Jeg vil nedenfor blot præsentere tre af dem, hvor de første allerede er at finde på det danske marked og den tredje forhåbentligt snart bliver det.

Bodega Inurrieta

Bodega Inurrieta laver både mørk og lys rosévin, enkeltdruevine og blends med fadlagring. Vingården, som blev grundlagt i 1999 af familien Antoñana, der tidligere havde gjort det i supermarkeder, er blandt de største i regionen med 262 hektar vinmarker og en produktion på 1,5 million flasker om året. Især har de succes med deres friske hvidvin på sauvignon blanc.


Jeg smagte følgende vine:
Orchidea 2018: Ren sauvignon blanc. Grøngul. Blomster, pære, asparges, citrus og lidt eksotiske noter. Blød, sprød og delikat i munden, fin frugt og syrebalance, elegant eftersmag.
Orchidea Cuvée 2017: Ren sauvignon blanc, lagret 8 måneder på nye egefade med battonage. Gulgrøn. Smør og lidt nødder, honning, eksotisk frugt, tydelige, men ikke overdrevne fadnoter. Ligeledes tydelige fadnoter i munden, men delikat og i fin balance.
Mediodia 2018: 52 % garnacha, 10 % cabernet sauvignon, 9 % syrah og 29 % graciano. Lakse farvet, mørk. Hindbær, jordbær og kirsebær i næsen. Dejlig fyldig med røde bær, frisk og sprød med fin syre og en smule diskrete tanniner samt lang sprød eftersmag. En god fyldig rosé, velegnet til mad.
Coral Rosado 2018: 100 % Cabernet Sauvignon. Lys laksefarvet. Jordbærduft, men også lidt grape. Høj syre og god friskhed, fin eftersmag. Frisk, enkel og indbydende.
Norte 2017: Blend af 10 % cabernet sauvignon, 5 % syrah og 85 % merlot, lagret 6 måneder på fransk eg. Rubinrød. Røde kirsebær og andre friske bær i næsen. Frisk frugt, lidt lakridsnoter og bløde tanniner, fint harmonisk.
Sur 2017: Blend af 71 % syrah og 29 % merlot, lagret 6 måneder på amerikansk eg. Mørk rubin. Brombær, andre mørke bær og krydderier. Dejlig fyldig og intens, mørke bær, godt krydret, lidt røget bacon, fin balance, bløde tanniner og lang eftersmag. Udmærket vin.


Cuatrocientos Crianza 2016: 66 % cabernet sauvignon, 23 % merlot, 5 % graciano og 6 % syrah fra marker i 400 meters højde – deraf navnet, lagret 14 måneder på fad. Mørk rubin. Brombær og mørke kirsebær. Stor friskhed, fin frugtfylde og høj syre, mørke bær og lidt mynte, god balance og bløde tanniner.
Altos de Inurrieta Reserva 2015: 60 % cabernet sauvignon og 40 % graciano, lagret 15 måneder på fad. Mørk rubin, lille kant. Mærke bær, krydderier, violer og blomster. Spændende i munden med god frugt, lidt lakrids og mineralitet, pænt med bløde tanniner. En flot vin.
Mimaò 2017: 100 % garnacha tinta, lagret 7 måneder på fad. Mørk rubin. Let parfumeret, mørke kirsebær, blomster og diskrete vaniljetoner fra fadet. Delikat med godt med frugt og meget diskrete noter fra fadet, bløde tanniner, lang krydret eftersmag.
Puro Vicio 2016: 100 % syrah, lagret 15 måneder på fad. Mørk rubin. Flot ekspressiv næse – på en gang kraftfuld og elegant, brombær og balsamico. Fint med frugt og mørke bær, floral, dejlig friskhed, bløde tanniner og lang god hale.
Laderas 2015: 100 % graciano. Mørk rubin, lilla kant. Kirsebær, balsamico, eukalyptus og blomster i næsen. Meget koncentrereret og fyldig, krydret og med lakrids- og toastnoter. En flot fyldig vin.
(Importør: Clément Vin)

Bodegas Ochoa

Ochoa blev grundlagt i 1845 og drives i dag af 6. generation af familien – søstrene Adriana og Beatriz Ochoa, som er henholdsvis winemaker og marketingdirektør. Bodegaen råder over 145 hektar vinmarker, hvoraf de 24 hektar er i selve Olite og resten længere sydpå. Dertil kommer 58 hektar med oliventræer. Der satses en del på bæredygtighed og alle vine er i dag 100 % økologiske, men det er dog kun de røde druer, der er certificeret.


Jeg smagte følgende vine:
Ochoa Lágrima Rosa 2018: Blend af garnacha, merlot og cabernet sauvignon fra vinmarken El Bosque.  Lys rød. Udmærket friskhed og fin fylde.
8A Uvadoble 2017: Blend af de to druesorter viognier og viura – deraf navnet. Gulgrøn. Frisk aromatisk næse. Let cremet, men også meget frisk og sprød. God frugt og lang floral eftersmag. En dejlig hvidvin, som flot kombinerer viogniers aromatiske stil med friskheden fra viura.
Ochoa Crianza 2015: Lavet på tempranillo, lagret 12 måneder på fad. Flot rubinrød. Kirsebær, frisk frugt, behersket fadpræg. Røde bær i munden og en smule vaniljesødme, pænt med tanniner. Ikke så kompleks, men dejlig og delikat.
8A Mil Gracias 2013: Lavet på graciano, lagret 9 måneder på fad. Mørk rubin, lilla. Anderledes næse med blomster og krydderurter som rosmarin samt mørke bær. Mørke bær, let og elegant med bløde tanniner, afrundet og fint krydret. Meget delikat.


Mira Pies 2014: Blend af 70 % tempranillo, 20 % merlot 20% og 10 % cabernet sauvignon, lagret 14 måneder på fad. Mørk rubin. Flot aromatisk næse med kirsebær, brombær og blomster. Mørke bær, mineralitet og lidt lakrids, dejlig kompleksitet, kraftige, men bløde tanniner. En flot vin med stort lagringspotentiale.
Ochoa Reserva 2011: Blend af tempranillo, merlot og cabernet sauvignon, lagret 7 år, de første 15-18 måneder på fad. Mørk rubin. Røde bær, lavendel og blomsterduft. Kraftig og fyldig, men også balanceret. Stort lagringspotentiale.
8A Moscato de Ochoa 2018: Lavet på moscatel de grano menudo. Let mousserende. Har både friskhed og sødme, citrus og blomster.
(Importør: Østjysk Vinforsyning/Vinoble)

Bodegas Máximo Abete

En absolut spændende familieejet bodega, hvor de to passionerede søstre Maria og Yoanna har taget over efter deres afdøde far. Tidligere blev vinen lavet på det lokale kooperativ, men i 1990´erne begyndte faderen Máximo at lave sin egen vin, og i 2006 fik de egne faciliteter. De ejer 25 hektar fordelt på mere end 20 plots med en højdeforskel mellem 500 og 700 meter og er på vej til at blive certificeret økologisk. Vinene sælger under brandnavnet Guerinda.


Jeg smagte følgende vine:
La Roya 2018: Blanc de noir på garnacha. Lys, let orangegul. Frisk næse med jordbær og blomster. Fin friskhed og fylde, god struktur og fin syre. Bitter lang eftersmag.
La Blanca 2018: Chardonnay uden fadlagring. Gulgrøn. Elegant næse med citrus, pære, lidt eksotisk frugt som ananas. Pæn fylde i munden, let cremet, men med stor friskhed og elegance, fint syreniveau og flot balance. Absolut værd at drikke.
Casalasierra Rosada 2018:  Lavet på garnacha. Laksefarvet, medium intens. Lidt diskret i næsen med jordbær. God friskhed med flot syreniveau og fin frugt med røde bær og en fin, let krydret hale.
Tres Partes 2017: De tre partnere er søstrene Yoanna og Maria samt den enes mand Juanma. 100 % garnacha. Rubinrød med lyslilla kant. Frisk frugt med jordbær, blomster og krydderier samt mineralitet i næsen. Ungdommelig frugt med jordbær, let krydret og bløde, modne tanniner. Ligefrem og meget delikat.
El Máximo Crianza 2016: Opkaldt efter faren, hvis overskæg pryder etiketten. Blend af især garnacha samt lidt cabernet sauvignon og merlot fra marker i 700 meters højde, 10 måneder på fad. Mørk rubin. Meget aromatisk med mørke kirsebær, jordbær og krydderier samt lidt fadpræg. Afrundet og blød i starten, hvorefter syren og den modne frugt sætter ind, lidt krydret frugtig med godt med tanniner. En dejlig kraftig, men også elegant madvin.


3+1 Navasentero 2014: Lavet af de tre fra bodegaen samt en ven. 100 % graciano. Rubinrød, mørk. En anderledes og spænende duft af mørke bær samt mineraler, lidt rustik og lidt parfumeret. Fyldig med mørke bær, krydret, lidt bid og lidt rå tanniner.
La Abejera 2014: 100 % graciano fra udvalgte druer, ni måneder på fad. Mørk rubinrød, næsten uigennemsigtig. Aromatisk, let parfumeret med jordbær, lavendel og mørkere noter samt lidt kaffe og chokolade. Kompleks og fyldig, fint krydret og samtidig stor elegance, flot integrerede tanniner. En dejlig fyldig topvin, god til mad.

torsdag den 19. september 2019

Spain in your Glass


Spanien i glasset. Det har jeg nu prøvet at have en del gange. Og det gør jeg gerne igen, for jeg har ikke mistet lysten til at udforske de spanske vine – ikke mindst fordi der sker en del udvikling både i nogle af de mest kendte vinregioner – tænk bare på hvidvin fra Rioja – og i de mindre kendte.
Det overbeviste en nylig tur til Navarra mig om, hvad jeg skrev om i Vinbladet, ligesom en vinfestival i sidste uge pegede i samme retning. Spain in your Glass var netop overskriften for arrangementet, der fandt sted på Børsen i København og var arrangeret af Wines of Spain i samarbejde med den spanske ambassade og Vinrejser.
Her blev der både afholdt Master Class og en større smagning med vine fra 38 forskellige producenter, hvoraf kun nogle havde dansk importør. I modsætning til andre vinfestivaler handlede det altså ikke kun om at smage de spanske vine, der allerede er på det danske marked, men i højere grad om at finde nye og måske anderledes og spændende producenter. Og ja, fra arrangørernes og de deltagende bodegaers side også om at finde mulige importører.
Selv om det selvfølgelig ikke altid er tophuse, der er repræsenteret ved den slags smagninger – mange af de bedste producenter er jo allerede på det danske marked – synes jeg, det er spændende at deltage. For det første kommer man nogle gange ud i hjørnerne – og for det andet dukker der med mellemrum nogle virkelig spændende producenter op, som er værd at skrive om og måske fortjener en dansk importør.


Dagen blev indledt med en glimrende Master Class ved sommelier og vinekspert Ferrán Centelles, der bl.a. har arbejdet på den kendte Michelin-restaurant El Bulli. Målet var at vise bredden i de spanske vines smagsnuancer og kommet lidt rundt i druesorter og regioner. Ferrán fortalte om de forskellige klimatiske forhold i Spanien – fra det maritime klima ved Atlanterhavet over Middelhavsklimaet til kontinentalt og sågar subtropisk klima. Han redegjorde også fint for nogle af de forskellige druesorters kendetegn, og druer er der nok af, idet der dyrkes 93 vigtige spanske sorter, 79 mindre vigtige samt 17 internationale sorter.
Endelig fortalte Ferrán Centelles om, hvad der rør sig for tiden, og remsede 10 trends op. Det gjaldt bl.a. mere skindkontakt og sur lie lagring, mere ukendte druesorter, øget fokus på sorter som cariñena og garnacha, økologisk vin og naturvin, enkeltmarksvine, højere placerede vinmarker samt langtidslagring hvad angår Cava.
Undervejs smagte vi følgende vine:
Uvas Felices: Aire Brut Nature 2015 (DO Cava): Cava lavet på især macabeu og xarel-lo, men også lidt parellada og chardonnay, lagret 30 måneder på ståltank. Diskret boblende med modne æbler og lidt brødtoast i næsen. Blød, elegant og fyldig med fin syre, meget tør.
Alvarez y Diez: Mantel Blanco Verdejo 2018 (Do Rueda): Lavet på 100 % verdejo. Lys grøngul. Let og lidt vag i næsen med lidt citrus og grønne æbler samt en smule tropisk frugt i baggrunden. Let med fin syre og mellemlang eftersmag med citrus.
Granbazá:n Etiqueta Verde 2018 (DO Rias Baixas): 100 % albariño. Gulgrøn. Frisk, men ikke så aromatisk næse med lidt æble og fersken. Fin fylde med æbler og fersken, delikat, mineralsk med fin tekstur, tør, lidt saltet eftersmag.
Torre del Veguer: Malvasia de Sitges 2018 (DO Penedés): Aromatisk, parfumeret med fersken, mandarin, blomster og tropiske frugter. Mandarin i munden, en del frugtsødme, men ellers tør. Lidt for meget for mine smagsløg.


Bodega Arrayán: La Suerte de Arrayán 2015 (DO Mentrida): 100 % garnacha, lagret 12 måneder på fransk eg. Lys rubin. Jordbær, hindbær og lidt røget bacon i næsen. Dejlig frisk med røde bær, røde kirsebær, god syre og lidt jordnoter, bløde tanniner og let krydret undertone under de friske bær, let og elegant med fin hale. En dejlig vin.
Hola Wines: Lajas Finca el Peñiscal, Cepas Viejas 2014 (DO Calatayud): 97 % garnacha tilsat lidt monastrell, macabeo, bobal og garnacha blanca, lagret 12 måneder på fad. Rubinrød. Tungere stil med skovbund, jordnoter og let syrnede, mørke kirsebær. Fyldig med god krop, modne mørke bær, koncentrereret og intens, krydret, fin balance, lidt fadpræg.
Pago los Balancines: Mastines Garnacha Tintorera 2015 (DO Ribeira del Guadiana): Lavet på garnacha tintorera (alias alicante bouchet), 12 måneder på fransk eg. Mørk rubin, næsten blækfarvet. Intens og ekspressiv næse med solbær og ribenasaft. Mørke bær, godt med frugt, balsamico og lidt marmelade præg, pænt med tanniner og tørre tanniner i halen.
Jiménez-Vila Hnos: La Novicia Viñas Viejas 2018 (DO Utiel-Requena): Lavet på 100 % bobal, 3 måneder på fad. Mørk rubin. Syrnede kirsebær og krydderurter i næsen. Mørke bær, sorte kirsebær, lidt kaffe og animalske noter, høj på syre og tanniner, lidt jordpræg. Et spændende bud på vin på Spaniens tredje mest plantede druesort, som ellers mest har været brugt til bulkvin.
Paco Melro S.L.: Prisma Organic 2018 (DOP Jumilla): 100 % monastrell. Lys rubin. Hindbær, jordbærgrød, blomster, let parfumeret. Frisk og ungdommelig med røde bær og blomster, bløde tanniner, tørre tanniner i enden.
Valdemar: Conde Valdemar Gran Reserva 2010 (DOCa Rioja): 85 % tempranillo, 10 % graciano og 5 % maturana. Mørk rubin, brun aldret kant. Intens i næsen med mørke modne kirsebær, brombær, lidt vanilje og lidt mokka og tobak. Kraftig og krydret, moden og fyldig med masser af krop og fin tekstur, god balance mellem frugt og syre, mørke bær og cigarkasse, lang eftersmag med tanniner.
Balbás: Balbás Reserva 2014 (DO Riebria del Duero): 100 % tempranillo. Mørk rubin. Mørke kirsebær og lidt røde bør. Kraftig og moden med solbær og masser af frugt, fin balance, godt med tanniner, diskrete fadnoter, på en gang kraftfuld og elegant og med stort lagringspotentiale.
Alt i alt en spændende og lærerig smagning, hvor især de to garnacha-vine og den særprægede bobal faldt i min smag, ligesom jeg også har en forkærlighed for albariño eller alvarinho, som druesorten hedder på den anden side af grænsen i Vinho Verde i Portugal.
Derefter var det tid til den store smagning fra de 38 producenter, men da jeg havde andre gøremål efterfølgende, blev det kun til enkelte besøg og udvalgte smagsprøver uden noteskriveri.


Hos Adegas Terra de Asorei i Rias Baixas smagte jeg et par fine vine på albariño, Terra De Asorei og Pazo Torrado.


Da jeg var glad for deres garnacha vin i Master Classen, opsøgte jeg Bodegas Arrayanog smagte endnu et par af deres vine. Garnacha de Aaryan var også dejlig og i fin balance, og så smagte jeg deres vin på albillo real. Huset importeres i øvrigt af Valuewine.


Hos Bodegas Jiménez-Vlia Hnos, hvis vin på bobal var ganske interessant under Master Classen, fik jeg også smagt en vin på et blend af bobal og syrah, Nexo Viñas Viejas, som havde fået 12 måneders fadlagring. En kraftig vin med god struktur og godt med tanniner.


Endelig blev det til et gensyn med Maira Abete fra Bodegas Maximo Abete fra Navarra, som jeg besøgte i forbindelse med ovennævnte artikel om regionen i Vinbladet. Her smagte jeg deres frisk og frugtige garnacha, Tres Partes. Huset vil jeg præsentere nærmere i et kommende opslag.

tirsdag den 17. september 2019

Vintage 2017 i Porto


Ligesom sidste år deltog jeg her først i september i Port Wine Day i Porto. Det er portvinsinstituttet, der står bag, og et af væsentligste arrangementer er ”Grande Prova Vintage 2017” – en stor smagning af en lang række af de Vintage 2017, der er blevet deklareret i løbet af året.
Smagningen fandt sted i den gamle børsbygning, Palácio da Bolsa, og blev som omtalt i tidligere opslag her på bloggen efterfulgt af en ceremoni, hvor portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, deklarerede deres egen fælles Vintage.
Der var tale om en åben, messelignede smagning, hvor winemakere og andre repræsentanter fra de forskellige portvinshuse skænkede op af deres Vintage. Med 72 vine fra 48 forskellige producenter var det en umulig opgave at komme hele vejen rundt – især når man som jeg også brugte tid på at snakke med bekendte fra portvinsbranchen. Om andre nåede i mål, skal jeg lade være usagt.
Jeg valgte først og fremmest at koncentrere mig om vine, jeg ikke havde smagt før i endelige udgaver eller som fadprøve og især fra mindre producenter. Derfor mangler flere af de store Vintage producenter, ligesom nogle af de huse, som jeg ved vil dukke op ved efterårets portvinsfestivaler i Danmark også blev sprunget over. Med hensyn til vine fra Symington Family Estate, Fladgate Partnership og Quinta do Noval kan jeg henvise til tidligere indlæg, ligesom de to vine fra Sogevinus også blev testet nyligt. Endelig har jeg under smagninger og besøg tidligere på året smagt fadprøver fra f.eks. Ramos Pinto, Niepoort, Wine & Soul, Palmer, Quinta do Vale Meão, Quinta do Infantado, DR og Alves de Sousa, hvorfor de desværre også blev sprunget over denne gang.
Inden noterne et par generelle konklusioner, nu hvor jeg har smagt mere end 50 forskellige udgaver af Vintage 2017. For det første er der vitterligt tale om en god årgang, som fuldt ud har fortjent at blive bredt deklareret og få betegnelsen klassisk. De fleste vine er meget potente med kraftige tanniner og såvel syre som frugt til et langt liv. Og i modsætning til året før med Vintage 2016 (læs omtale her) er det kun få, som er nogenlunde drikkevenlige nu. Det meget varme og tørre år, gjorde dog også, at udbyttet var lavt – og hos nogle producenter så lavt, at de valgte ikke at deklarere klassisk Vintage, men i stedet Single Quinta Vintage. Det gjaldt f.eks. Borges, ligesom Offley, Sandeman og Ferreira stod over.
En anden tendens er, at kvaliteten af Vintage er steget hos nogle af de mindre producenter, som ellers især gør sig bemærket på Tawny-området. Jeg har smagt flere, som er meget kraftfulde og potente, men hvor jeg tidligere har tvivlet lidt på, hvordan de ville udvikle sig, er jeg sikker på, at denne årgang vil give udmærkede vine på sigt.
Følgende udvalg (listet alfabetisk) blev smagt – et par af dem dog først den efterfølgende dag ved Port Wine Day Sunset Party. Jeg har ikke givet point, da en enkelt smagning under de givne forhold ikke retfærdiggøre dette, men forhåbentlig giver noterne et lille indtryk af, hvor de forskellige vine befinder sig.


Blackett: Mørk rubin. Mørke bær og lidt mokka. Kraftig og fyldig med solbær og andre mørke bær, krydret og pebret, kraftige og lidt rå tanniner, pebret hale med tørre tanniner. Har brug for tid, men ganske lovende.


Borges Soalheira: Mørk rubin. Meget ekspressiv og frisk i næsen med masser af røde bær, især jordbær samt lidt mynte. Drikkevenlig med røde bær og god friskhed, elegant og fint balanceret, ikke så kompleks, men ganske indbydende.


Bulas: Meget mørk og uigennemsigtig. Solbær, brombær og lidt kaffenoter i næsen. Koncentreret med mørke bær, godt krydret og pænt med tanniner, pebret hale med godt med tanniner i enden, der tørrer munden ud. Har brug for tid, men fint potentiale.


Churchill´s: Mørk rubin. Dyb i næse og mund med masser af mørke bær, lidt lukket, fin struktur, kraftige tanniner. Fint potentiale på sigt.
Churchill´s Quinta da Gricha: Mørk rubin. Frisk næse med grønne noter, mynte og solbær. Frisk og indbydende i munden, god frugt, elegant og med bløde tanniner. Meget lækker, men vil også kunne udvikle sig.


Dalva: Mørk rubin. Lukket i næsen med solbær og en vis elegance. Mørke bær, mynte, fin struktur godt med tanniner. Ganske fin i klassisk vintage stil.


Ferreira Quinta do Porto: Mørk rubin. Lidt tilbageholdende i næsen med mørke bær og lidt grønne noter. Intens og kraftig i munden med masser af frugt og mørke bær, krydret, pænt med tanniner og lidt bid i enden.
Gran Cruz: Mørk rubin. Lukket i næsen med bær, måske lidt kogt. Mørke bær, lidt marmeladepræg, til den søde side, pænt med tanniner i enden.
Martha´s: Mørk rubin. En meget frisk næse med mørke bær. Brombær, hyldebær og mynte, godt med peber og rig på tanniner, pebret hale. Lidt vel rå lige nu, men ok potentiale.


Messias: Mørk rubin. Røde bær, lidt jordbærgrød i starten, derefter mørkere bær, blomster. Pænt med struktur og kraft i munden, mørke bær og florale noter, violer, krydret og pebret, fint med tanninbid i enden. En positiv overraskelse.
Noble & Murat: Mørk rubin, intens. Solbær og andre mørke bær. Godt med frugt, mørke bær, meget kraftfuld og med kraftige tanniner, fin syre. Meget lovende og fint potentiale.


Poças: Mørk rubin. Lidt diskret i næsen med mørke bær. Godt med brombær og røde bær samt krydderurter i munden, frisk, tørre tanniner i enden.
Presidential: Rubin. Røde bær, ekspressiv. Blød og rund med diskrete bløde tanniner, måske lidt marmeladepræg. Fint drikkelig nu (nej, selv om firmaet er det samme og Presidential tiltænkt det amerikanske marked er der ikke tale om Dalva under andet navn, hvad der også skulle fremgå af noterne).
Quinta da Sequeira: Mørk violet. Solbær, brombær, mynte og lidt kaffe, frisk. Fyldig i munden med mørke bær og godt med tanniner, skarpe og tørre tanniner i enden. Ganske lovende.


Quinta das Lamelas: Meget mørk, uigennemsigtig. Frisk næse med mørke bær, solbær og brombær. Tør stil med masser af frugt, krydret, kraftfuld, men ikke uden elegance, tør lang og pebret eftersmag, der bliver ved, brænder dog lidt. Godt potentiale.


Quinta de la Rosa: Rubin. Floral og elegant næse med røde bær og blomme. Røde bær i munden, elegant og delikat med bløde tanniner og fin syre. Ganske fik nu, men også med potentiale.


Quinta de Santa Eufémia: Mørk rubin. Lidt lukket i næsen med solbær og brombær. Kraftig og fyldig med solbær og brombær, høj syre, meget krydret og intens samt en del bid i den pebrede hale, der varer ved. Brug for tid.
Quinta de Ventozelo: Mørk rubin. Lidt lukket i næsen med mørke bær, skovbund og florale noter. En elegant og lidt kølig stil med fin frugt, mørke bær, pebret og krydret, integrerede tanniner, men dog en meget tør og tanninfyldt hale. Ganske lovende.
Quinta do Pégo: Mørk rubin lilla kant. Solbær, cassis og krydderier. Tæt og fyldig med mørke bær, solbær og brombær, godt krydret og saftig, godt med tanniner, pebret og lidt vel sprittet i enden.


Quinta do Pôpa: Mørk rubin. Solbær og lidt lakrids i næsen, men også grønne og friske noter. God friskhed med solbær, brombær og krydderurter, godt med tanniner, meget tør.


Quinta do Vallado: Mørk rubin. Frisk næse med røde bær og grønne noter. Frisk og elegant i munden, fin struktur, pænt med tanniner samt en pebret og krydret hale med tørre tanniner. Faktisk fin.


Quinta Vale D. Maria: Mørk rubin. Elegant næse med røde bær og modne kirsebær. Godt med bid med brombær og andre mørke bær, markante tanniner. Lidt rå lige nu, men fint potentiale.


Rozès: Mørk rubin. Røde bær og kirsebær samt lidt marmeladepræg, ikke så intens. Solbær og brombær i munden, pebret og krydret samt pænt med bid og tanniner.
Rozès Quinta do Grifo: Mørk rubin. Lidt lukket i næsen. I første omgang elegant, derefter med tungere nuancer, mørke bær og godt med krydderier, markante men bløde tanniner, godt med bid og høj syre.
Sandeman Quinta do Seixo: Mørk rubin. Røde bær, elegant og floral i næsen. Blød og elegant i munden, intens med mørke bær og brombær. Pænt med bløde tanniner.
Van Zeller & Co.: Mørk rubin. Lidt lukket i næsen med solbær og lidt mynte. Mere åben i munden, godt med mørke bær, krydret bid og godt med syre, bløde tanniner og fin hale. Fin drikkelig nu, men også holdbar.


Viera de Sousa: Mørk rubin. Solbær, brombær, lidt mynte og esteve. Meget intens i munden med brombær, pænt med syre og tanniner, lidt vel meget bid, har brug for tid, men lovende.