tirsdag den 1. maj 2018

LBV – også med lagringspotentiale


Late Bottled Vintage. Tre små ord, som på sin vis fortæller det meste. En portvin af vintagetypen, men flasket senere og derfor umiddelbart mere drikkeklar. Det er jo til at forstå.
Men alligevel er forskellene store. For hvad er udgangsmaterialet, og hvor lang tid senere blev vinen flasket? Og ikke nok med det. Hvordan blev vinen opbevaret, mens den ventede? På træfade eller på ståltank? Og blev den filtreret eller ej inden aftapning, hvilket har betydning for lagringspotentialet?
En smagning nyligt i The Vintage Port Club satte fokus på LBV fra fem årtier. Mine noter og lidt konklusioner følger nedenfor, men inden da lidt om typen, dens historiske udvikling og lovgivningen bag.


Selv om anerne for LBV er langt ældre, er den gældende lovgivning på området fra 1974, hvor typen blev beskrevet og defineret nærmere i forhold til Vintage. Her kan man læse, at det skal være en portvin baseret på druer fra en og samme høst, produceret i et år med anerkendt kvalitet. Det sidste sørger kontrollen hos IVDP for. Og så skal aftapningen finde sted mellem den 1. juli i det fjerde år efter høsten og den 31. december i det sjette år efter. Med andre ord kan der være 2½ års forskel på, hvor lang tid vinen har lagret før aftapning. I den tidligere lovgivning fra 1965 var der dog allerede givet tilladelse til at aftappe en vintage senere og betegne den som Late Bottled Vintage.
Flere portvinshuse påberåber sig at have opfundet LBV. Det skete da heller ikke fra den ene dag til den anden, men efter flere tilløb. Henrik Oldenburg, som ud over at være portvinsnyder også er uddannet historiker, redegør fint herfor i sin bog ”Portvin”.
Selve det at lade vine lagre lidt længere inden aftapning er er gammel tradition. Det, vi i dag kender som Vintage, blev tidligere opbevaret på fade, indtil en køber meldte sig, og for udenlandske aftapningers vedkommende blev de også eksporteret på fade. Dette forekom især i årene fra 1930´erne til 1950´erne, hvor afsætningen ikke gik så hurtigt. Derfor er mange ældre Vintage fra den periode teknisk set LBV´er.
Det første hus, som mere konsekvent benyttede betegnelsen, regnes for at være Quinta do Noval, som brugte det om en vin fra 1954, der først blev flasket i 1958 og sendt på markedet i 1961. Da flere konkurrenter anklagede dem for så at sige at snylte på Vintage-betegnelsen, valgte Noval fra 1965 at udelade V´et og blot kalde typen for Late Bottled. Første vin med denne betegnelse skulle være LB 1961.
Ramos Pinto var dog på banen længe før dette, idet deres vin fra 1927, aftappet i 1932 specielt for det brasilianske marked, officielt af IVDP er anerkendt som den første LBV.
En anden pioner er Taylor´s, som udbredte typen til et bredere publikum, da de i 1955 introducerede en vin af samme type, men blot under navnet ”vintage reserve”. Da LBV blev indskrevet i loven i 1965 ændrede de navnet, og deres filtrerede udgave fik stor succes i England. Taylor´s var også de første til at lave både Vintage og LBV i samme år, hvilket understregede, at der er tale om to forskellige vine.
I dag producerer husene både LBV i vintageår og i ikke deklarerede år. Alt efter kvalitet og kvantitet af årets produktion, kan en LBV altså være baseret på den overskydende mængde kvalitetsdruer eller de druer, som netop ikke endte som en deklareret Vintage. I nogle ikke-vintageår vil en LBV givet være en god investering, men høsten kan også være så stor og af så god kvalitet, så druerne i et vintageår ligeså godt kunne være endt i en Vintage.


En anden stor forskel er som nævnt lagringstiden og -metoden. Der er stor forskel på oxideringen på ståltank eller et stort træfad – en såkaldt balseiro, hvor fadpåvirkningen dog er mindre end på de små pipas, der benyttes til tawny. Der er også stor forskel på, om vinen flaskes først i den tilladte periode eller sidst, og endelig er der forskel på, om den filtreres inden aftapning eller ej. Der er altså mange parametre at spille på, inden vinen ender hos forbrugeren.
Derfor kan en LBV stilmæssigt veksle mellem meget afrundede og drikkeklare vine med bløde integrerede tanniner og uden det store lagringspotentiale – og vine, som stilmæssigt ligger tæt op ad Vintage, er ufiltrerede med mere rå tanniner og derfor stort udviklingspotentiale. Og jo, alle vine udvikler sig og ændrer karakter ved at ligge mange år på flaske. Men det er langt fra alle, der udvikler sig til det bedre.
Ses bort fra huse som Taylor´s og Graham´s, der fastholder deres mere tilgængelige og filtrerede udgaver, er tendensen helt sikkert de senere år gået mod vine, der ligger tættere på vintagestilen – uden dog at have helt den samme kompleksitet og lige så lang levetid. Vine, som givet har fået mindre tid på træfad eller har lagret på ståltank. Andre igen laver let drikkelige og mere polerede vine, som måske mere minder om Ruby Reserve.
Smagningen i The Vintage Port Club havde som formål at sammenligne forskellige typer af LBV fra forskellige huse og med forskelligt antal år på bagen – fra 1974 og frem til superårgangen 2011. Følgende vine blev smagt, hvor UF og F betegner henholdsvis ufiltreret og filtreret:


Warre LBV 1974 (UF): Rødbrun med lys kan, flot. Kirsebær og andre røde bær, stadig fin frugt, måske lidt parfumeret. Flot i munden med ok struktur, krydre og peberet, lidt sprittet, moden frugt og stadig lidt bløde tanniner. Et flot glas (88).
Ramos Pinto LBV 1982 (UF): Tawnybrun med lys orange kant. Mørke toner i næsen med lakrids, tørrede frugter, lidt balsamico og farin. Fin struktur, mørke bær, lidt lav på syre og mangler måske lidt friskhed (87).
Niepoort LBV 1987 (F): Tawnybrun med lys kant, ikke helt klar. Lidt fimset i næsen, men også med røde bær. Ok syreniveau, smag af syrnede kirsebær, stikker lidt vel meget, brændende eftersmag (82).
Quinta do Crasto LBV 1994 (UF): Flot rubin farve. Kirsebær og mørke bær samt lidt røgede toner i næsen. Fin struktur, god frugt og syre, markante men bløde tanniner. Fin vin, der stadig har udviklingspotentiale (88).
Ferreira LBV 1994 (UF): Rubin med lys kant. Grim duft af apotek, oxideret. Apotekerpræg i smagen også, kraftig med ok struktur, men stadig præg af at være oxideret (70).
Dow´s LBV 2001 (F): Mørk rubin med let lilla kant. Brombær, hyldebær I næsen, men virker også lidt kogt. Fin struktur, tør og med flot frugt (87).
Quinta do Crasto LBV 2000 (UF): Mørk rubin. Kraftig duft af frugt og mørke bær. Kraftig med godt med tanniner, pebret og fin ”vitageagtig” struktur (87).
Smith Woodhouse LBV 2004 (UF): Mørk rubin. Godt med hyldebær og solbær i næsen, men også lidt kærnemælkspræg. Brombær og peber i munden (84).
Burmester 2003 (F): Mørk rubin. Ikke så ekspressiv i næsen med frugt og grønne noter. Bløde i munden, floral, men også pebret og krydret. Fin tilgængelig og behagelig, men savner kompleksitet (80).
Warre LBV 2004 (UF): Mørk rubin. Let kærnemælkspræg i næsen, men også mørke bær. Brombær i munden og god balance mellem frugt og syre, lang pebret hale. Ok glas (86).
Noval LBV 2011 (UF): Mørk rubin. Masser af krydret frugt og mørke bær samt kærnemælkspræg. Meget frugt, fyldig krop og markante tanniner. En flot kraftig vin, men flot potentiale (88).
Quinta do Crasto LBV 2011 (UF): Mørk rubin, lilla kant. Mørke bær og florale noter samt lidt kærnemælk. Rund og med flot struktur, elegant med god frugt, let pebret, markante tanniner og god krydret hale (87).
Generelt var det fin kvalitet, da vine, som opnår point sidst i 80´erne, jo betegnes som vine af god kvalitet med såvel finesse som karakter. Og ja, LBV er på den ene side mere venlige og drikkeklare, når de kommer på markedet, men de har klart også lagringspotentiale for at udvikle sig.
Ser man på ufiltreret vs. filtreret er materialet lidt tyndt til at drage de store konklusioner, men umiddelbart virkede de filtrerede vine ikke til at have vundet med tiden. Der skal ikke være tvivl om, at en årgang som 2011 er stor både hvad angår Vintage og LBV, og taler vi om pris vs. kvalitet, er LBV klart en god investering. På sigt er de dog ikke helt så holdbare og af så god kvalitet som tilsvarende vintage-udgaver. Et hus som Ramos Pinto laver efter min mening meget gode LBV´er, men både denne smagning og en smagning af huset for nyligt, viste klare forskelle. Hvor husets Vintage fra 80´erne er perfekt modnede, delikate og florale og med rigtig god frugt, har de to smagte LBV´er (fra 1982 og 1985) udviklet sig mod det tawnyagtige. Det kan smage fint nok, men er ikke det samme.
Endelig vil jeg pege på enkelte huse, som leverede fremragende vine. Det gjaldt Quinta do Crasto, hvor alle tre vine fik pæn score, Quinta do Noval, hvor kvaliteten var og generelt er høj på LBV-området og endelig Warre, hvor især udgaven fra 1974 præsterede flot.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar