Vintage portvin fra tre årtier

 

En blandet landhandel. Tillad mig at begynde med denne kliché. Men det var, hvad der var på programmet nyligt i The Vintage Port Club. 12 forskellige portvine fra 12 forskellige år, nogle klassiske andre Single Quinta Vintage fra mindre år og dermed altså hverken en vertikal eller en horisontal smagning. Arrangørerne kaldte smagningen for ”Battle of the Decades” i og med, at der var tale om fire vine fra henholdsvis 70´erne, 80´erne og 90´erne, men som tema gav det ikke den store mening.

Når det er sagt, skal det straks tilføjes, at der var tale om et spændende udvalg af vine – såvel velkendte som mere sjældent smagte – hvoraf flere fremstod udmærket på aftenen. Så trods det manglende tema, var der tale om en ganske god smagning.

Vinene blev af ukendte årsager ikke præsenteret semiblindt denne gang, men helt åbent. Følgende vine blev smagt, her listet efter alder.

 

Warre´s 1970: Rubinrød. Røde bær og florale noter i næsen. Let stil med røde bær, høj syre, halvtør med sødlig frugt, fin balance. Let, men udmærket og velsmagende – og stadig med nogle år foran sig (93).

Graham´s 1975: Ravfarvet med lidt rødlig kerne, lys. Diskret i næsen med røde bær. Elegant og floral med høj syre, men lav på frugt og røde bær. Lidt skuffende, men efter sigende bedre ved andre borde (89).

Dow´s 1977: Rubinrød med flot skær, lys kant. Røde bær, hvidløg og esteva i næsen. Dejlig i munden med høj syre, der dog dominerer lidt, tør. Savner lidt frugtfylde til at balancere, men ellers ganske fin (92).

Croft Quinta de Roêda 1978: Orangerød, let støvet og uklar. Karamel og farin i næsen samt lidt tawnynoter. Frisk i munden med karamel og høj syre, uharmonisk og uden vintagekarakter (87).

Smith Woodhouse 1980: Mørk rubin, ikke så intens. Fin næse med solbær, brombær, lidt mokka og krydderurt. Blød og fyldig med en smule bløde tanniner, lidt til den søde side, fin hale med lidt kakaopræg. Et brand, som sjældent skuffer (92).

Churchill´s 1982: Teglrød med lys kant. Røde nær og lidt kakao i næsen, efter nogen tid i glasset med ubehagelig duft af volatil syre. Ok i munden, floral med røde bær. Bør drikkes nu og hurtigt efter åbning (89).

Cockburn 1983:  Rubinrød med lys kant. Diskret i næsen med røde bær. Let men ganske delikat i munden med florale noter og lidt cigarkasse, ok balance, lidt tør stil, lang hale. Faktisk et fint glas, men bør nok snart drikkes (92).

Niepoort 1987: Rubinrød. Ekspressiv næse med røde bær og lidt solbær. Høj og markant syre, men ok balance, røde bær og fin krydret, elegant og delikat, stadig med potentiale (93).

Taylor´s Quinta de Vargellas 1991: Rubinrød, lys kant, medium intens. Røde bær og florale noter, lidt mørk chokolade og krydderurt. Fin balance med høj syre, elegant og harmonisk, let krydret (91).

Dow´s Quinta do Bomfim 1992: Rubinrød, mørk. Solbær og jordbær i næsen, men også et lidt vel støvet indtryk med en smule karklud. Ok i munden med fin frugt og syre, røde bær, lidt cigarkasse, tør (89).

Ramos Pinto Quinta de Ervamoira 1994: Mørk rubin, tæt, lidt lys kant. Lidt lukket næse, men dog med godt med mørke bær som boysenbær og florale noter. Dejlig fyldig i munden med mørke bær, let cremet, fin struktur, floral, pebret, bløde tanniner. Et flot glas, som stadig har udviklingspotentiale (94).

Quinta do Vesuvio 1997: Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig. Solbær og krydderurter i næsen. Flot struktur, kraftig og fyldig, mørke bær, lidt esteva og krydderurter, stort potentiale (94).

 

Som det fremgår var de to yngste vine mine favoritter, men også Warre´s 1970 og Niepoort 1987 gjorde det ganske udmærket, efterfulgt af Smith Woodhouse 1980, Cockburn 1983 og Dow´s 1977.

Den efterfølgende afstemning blandt alle deltagere resulterede i en top 5, som kun afveg en smule fra min:

1. Warre´s 1970
2. Quinta do Vesuvio 1997
3. Ramos Pinto Quinta de Ervamoira 1994
4. Niepoort 1987
5. Dow´s 1977

Til sidst et par kommentarer. Det er langt fra første gang, at Ervamoira 1994 gør sig godt i smagninger, selv om det ”kun” er en Single Quinta Vintage. I 1994 deklarerede Ramos Pinto såvel klassisk vintage som Ervamoira, hvilket de i øvrigt netop har gentaget med Vintage 2024.

Warre´s 1970 var også blandt mine favoritter ved en større smagning af Warre´s i klubben sidste år (læs her).

Verden rundt på Odense Vinfestival

Det er ikke tit, at man får lejlighed til at smage vine fra både en lang række kendte vinlande og en række mindre kendte som Georgien, Armenien, Ungarn, Canada, England, Serbien, Bosnien, Nordmakedonien og Indien.

Men det var, hvad Odense Vinmesse for anden gang bød på. Bag messen står Foreningen af Danske Vinimportører, som har til formål at fremme små og mellemstore vinimportørers interesser. Dem skønnes der at være ca. 500 af – fra de mindste garageimportører med få producenter i kataloget til de lidt større, som også lever af det og derfor også har en bredere portefølje. Rent omsætningsmæssigt anslås de små importører at udgøre ca. 8 % af markedet. Det oplyser pressetalsmand for festivalen Per-Henrik Goosmann, som også fortæller, hvad formålet med festivalen er:

”Formålet er dels at tilbyde foreningens medlemmer at blive synlige over for potentielle kunder og offentligheden, dels at medlemmerne kan vise publikum den enorme bredde i sortiment af vine fra hele verden og lade publikum smage og bedømme deres vine, som oftest ikke findes hos andre vinhandlere eller i supermarkeder.”

Odense Vinfestival er ikke den eneste festival, foreningen står bag, tilføjer Per-Henrik Goosmann:

”Danske Vinimportører står i dag med tre vinfestivaler. Foruden Odense Vinfestival, som startede sidste år, er det Garagevin i Avedøre, som er den ældste, og en vinfestival på Hotel- og Restaurantskolen i København, som blev afhold første gang i år. Det er hensigten, at foreningen udvider med en til to festivaler i løbet af 2026/2027.”

Men tilbage til Odense Vinfestival, som fandt sted sidst i april. Rækken af udstillere talte 25, hvoraf nogle var specialiserede i et enkelt land eller sågar en enkelt region, mens andre havde et bredere sortiment med.

Ikke alle borde kunne nås, da der både skulle smages og snakkes. Men her er lidt indtryk, dog uden noter og pointgivning grundet omstændighederne. Jeg lagde ud med bobler, efterfulgt at hvidvine, rødvine og hedvine. Her vil jeg blot kort omtale de producenter, jeg besøgte undervejs. Der ligger blot personlig nysgerrighed og interesser bag valget af stande – og ikke kvalitetsvurdering. Så til dem, jeg ikke fik besøgt. Måske næste år.

 

Vinfadet

En stor stand med vine fra Tyskland fra området som Mosel, Pfalz, Rheinhessen og Baden. Dertil kom ældre rariteter i form af søde vine (Auslese, Beerenauslese og Eiswein), hvor de ældste var fra 1970´erne. Spændende og et bevis på de tyske vines lagringspotentiale.

 

Vinos Al-Ándalus

Som navnet siger specialist i vine fra Andalusien herunder selvfølgelig sherry, men også bl.a. bobler og tørre vine på Palomino. Sherryområdet og regionen som helhed er spændende at følge for tiden, da der sker en rivende udvikling. Jeg smagte Forlong Burbuja og Vinifícate Mahare Aguja som begge var pet nat vine, en tør hvidvin på Viognier fra Tierra Savia, den udmærkede orangevin Garay Luz, et par dejlige hvidvine fra Mucahda-Léclapart, hvor især Lumière var et spændende bekendtskab samt endelig en dejlig saltet fino sherry, Primitivo Collantes, hvor floren dog var lidt diskret samt en flot amontillado fra samme producent. En spændende stand, som vidner om den entusiasme for en enkelt region, som de mindre producenter kan udvise.

 

Vinteres

Sergij Myslyvij har en kærlighed for vinene fra det gamle vinland Georgien, men bød også på armensk frugtvin. Jeg holdt mig dog til førstnævnte og smagte først en halvtør hvidvin, Pirosmani 2023 og derefter to orangevine lagret på qvevri – Georginens nedgravede amforakrukker, Rkatsiteli 2021 og Kisi 2021. Der var ikke tale om hardcore qvevri-vine, men ganske fine og balancerede vine med et fint touch fra lerkrukkerne, hvor alle kan være med. Også en spændende stand.

 

Baasch-Pedersen Vin

Historien er velkendt. Man falder for vinene, man smager under ferieturen og begynder at importere på hobbyplan til garagen. Sådan gik det for sig med Baasch-Pedersen, som i dag har tre huse fra Alsace og tre huse fra Mosel. Jeg smagte først en ganske fin gang Cremant-bobler fra Domaine David Ermel fra Alsace og derefter et par Riesling-vine fra Domaine Francois Schwach, som ligeledes er hjemhørende i Alsace. Foruden Riesling havde de også medbragt hvidvine på Sylvaner og Gewürtztraminer samt rødvin på Pinot Noir, men det nåede jeg desværre ikke at smage.

 

Cape to Cope Wines

Det er ikke første gang, jeg er stødt på denne importør af sydafrikanske vine, som især har fokus på de nye, mindre producenter. Ved et Sydafrikanskvinfremstød for 1½ år siden var de således til stede med flere af deres producenter, ligesom der også på Odense Vinfestival var et større udvalg. Jeg valgte at smage en Chardonnay 2023 fra Redamancy Vineyards – en producent, som jeg fik et ganske godt indtryk af ved det tidligere fremstød. Senere smagte jeg også en kraftig Swartskaap Cabernet Franc fra Hermanuspietersfontein Wines i Walker Bay. Ganske fine cool climate vine.

 

Global Wines

Global Wines havde ligeledes vine fra Sydafrika med, men som navnet antyder også fra andre lande. Ja, faktisk fra så forskellige steder som England, New Zealand, Italien, Spanien og Ungarn. For mit vedkommende blev det nu kun til en tør hvidvin fra Ungarn, lavet på Tokaj, TR Palota Organic 2022, og som fint viste, at Tokaj ikke kun er spændende, når det gælder de søde vine.

 

Korsholm Vin

Jimmi Korsholm har specialiseret sig i cool climate vine fra en lang række lande og har en del meget spændende producenter i sin portefølje. Det gælder ikke mindst engelske Gusbourne, som har vundet fortjent hæder for deres flotte mousserende vine. Jeg smagte den aldeles glimrende, friske og elegante Gusbourne BdB 2019. En anden interessant producent er Henry of Pelham fra Canada, som både laver rødvine på Baco Noir, som er en krydsning af Vitis Vinefera og Vitis Riparia, og søde vine på Riesling. Jeg smagte denne gang deres Riesling 2024.

 

Prime Spirits Aps

Det blev også til et genbesøg hos Prime Spirits, som også deltog på festivalen sidste år med vine fra balkanlandene Serbien, Nordmakedonien og Bosnien-Hercegovina. Spændende vinlande, hvor der sker en stor udvikling kvalitativt og samtidig med en lang række mere ukendte lokale druesorter. Denne gang koncentrerede jeg mig om rødvinene og smagte en let og krydret Blatina 2021 fra Bosnien-Hercegovina, Vranec 2021 fra Nordmakedonien og endelig Trnjak 2022 ligeledes fra Bosnien-Hercegovina. De to sidste var et par kraftige vine.

 

Simply Wine

Her var der også vine fra flere forskellige lande, men dog især Spanien. Jeg valgte først at smage rækken af glimrende friske vine på Albarino fra Rias Baixas. CastroBrey er et nyt hus, de har fået hjem, og det er de ganske godt tjent med. Jeg smagte Sin Palabras 2024, Crianza Anfora 2024 (med meget diskret amfora-præg) og den flotte enkeltsmarksvinen P-242 2023. Endvidere smagte jeg senere en ganske fin rødvin fra Priorat, Font de la Figueras 2021 fra Clos Figueras, som var et blend af Grenache, Carignan og Syrah.

 

Vin Cima

Vin Cima fra Årslev var også et gensyn fra sidste år, men denne gang havde de medbragt deres portugisiske producent i form af Alentejo-baserede Adega Herdade das Aldeias de Juromenha. Da portugisisk vin er mit speciale smagte jeg selvfølge et større udvalg og fik mig en snak med José, som repræsenterede den familieejede virksomhed. Jeg smagte deres entry-level hvidvin Aldeias De Juromenha 2024 og de lidt mere komplekse hvidvine Escolha 2022 og den fadlagrede Colheita Seleccionada 2023. Til prisen er der faktisk tale om ganske glimrende og vellavede vine. Blandt de røde smagte jeg Colheita Selecionada 2023, en Syrah Reserve 2024 med 10 måneders fadlagring samt endelig Syrah Signatur Grand Reserve 2021 med 25 måneders fad på bagen. Traditionel stil fra Alentejo, men også et fint bevis på at Syrah gør sig glimrende i den portugisiske region.

 

Vindien

Indiske vine var også med sidste år, hvor jeg smagte nogle af deres rødvine. Denne gang blev det kun til en sød dessertvin i form af en Late Harvest Chenin Blanc fra det centrale Indien.  Faktisk ikke dårligt og spændende at smage, men som vinland er der stadig et stykke vej endnu for Indien.

 

Afslutningsvis kan jeg da lige tilføjer, at der foruden de ovenfor nævnte lande også kunne smages vine fra Italien, USA, Argentina, Østrig, Chile, Bulgarien og Australien. Så der var mulighed for at komme verden rundt sammen med de små importører, og mere velkendte regioner som Bordeaux, Bourgogne, Piemonte, Rhone og Ribeira den Douro var også repræsenteret. Har man lyst til at komme lidt ud i hjørnerne og smage vine, som ikke lige er at finde i supermarkeder eller de store vinbutikker, er Foreningen af Danske Vinimportørers festivaler helt klar værd at besøge.

 

Læs mere om Foreningen af Danske Vinimportører her.