mandag den 14. juni 2021

Smagning af LBV 2011

Efter lang tids nedlukning var det nyligt endelig atter muligt at gennemføre en smagning i The Vintage Port Club. Denne gang var det ikke Vintage, men Late Bottled Vintage (LBV) – typen, hvor portvinen får 3-4 år længere tid på store træfade eller ståltanke, før de flaskes. Dermed rundes de lidt af, hvorfor man ofte betegner LBV som drikkeklar, så snart de kommer på markedet, i modsætning til Vintage, der skal lagre længe.

Der er stor forskel på de forskellige huses LBV. Lovgivningen siger, at de skal flaskes mellem 1. juli i det fjerde år efter høsten og 31. december i det sjette år efter høsten, og der er selvsagt stor forskel på, om de får lov til at lagre 4 eller 6 år. Der er også forskel på, om der anvendes store træfade eller ståltank samt om de filtreres eller ej inden aftapning. Ufiltreret LBV har som Vintage bedre betingelser for at udvikle sig på flaske end de filtrerede udgaver, og målet med filtrering fra producenternes side er netop at levere en drikkeklar vin. Det betyder dog omvendt ikke, at de ikke kan tåle at gemmes i nogle år.




Smagningen omfattede 11 LBV´er fra årgang 2011 samt, som en joker, en enkelt Vintage fra samme år. Det var en blanding af filtrerede og ufiltrerede vine. 2011 er en af de største årgange i nyere tid. Vintage vine fra året er meget langtidsholdbare, og det samme viste sig at være tilfældet for LBV. Selv om årgangen har 10 år på bagen, var vinene generelt stadig mørke og tanninfyldte – og stadig med potentiale for udvikling.

Her følger lidt noter på vinene i den rækkefølge, de blev smagt. Alle vine blev smagt blindt. Noterne er desværre lidt kortfattede.

Andresen LBV 2011: Mørk rubin. Fæl duft af gammel karklud og dermed med klar prop. Derfor ikke bedømt. Den anden flaske duftede ok.

Croft LBV 2011: Mørk rubin med lilla kant. Floral, røde bær og lidt kaffe i næsen. Intens i munden med kraftige tanniner, pebret og krydret, god balance (88).

Ferreira LBV 2011: Mørk rubin. Hyldebær, cassis og lidt grønne noter, fx eukalyptus. Blød i munden i første omgang, men kraften og frugten følger, godt med tanniner (87).

Quinta do Crasto LBV 2011: Mørk rubin, uigennemsigtig. Intens næse med brombær, hyldebær og en smule marmeladepræg. Let og blød i munden. Dejlig og ligefrem med ok tanniner (88).



Noval LBV 2011: Mørk rubin. Lidt kemisk præg i starten, hvilket dog aftog. Mørke bær, tør stil, pebret og krydret samt lang pebret hale, pænt med tanniner (89).

Sandeman LBV 2011: Mørk rubin. Dejlig floral, men også med solbær, lidt røde bær og kakao. Ligefrem med mørke bær, krydret og pebret (88).

DR LBV 2011: Mørk rubin. Ekspressiv med godt med frugt og florale noter. Dejlig i munden med fin frugt, god struktur og god kompleksitet samt stort potentiale (90).




Cockburn LBV 2011: Mørk rubin. Brombær og andre mørke bær, lidt frisk kærnemælkspræg. Tæt i munden med godt med tanniner og ok struktur, men måske ikke helt balanceret, kraftige tørre tanniner i halen (88).

Graham´s LBV 2011: Mørk rubin. Intens næse med mørke bær. Blød i munden, til den elegante og friske side, tør hale med godt med tanniner (89).

Niepoort LBV 2011: Rubinrød til teglrød. Floral og elegant næse. Ikke så kompleks, rund og blød (86).

Krohn LBV 2011: Mørk rubin, sort kerne, uigennemsigtig. Mørke bær, solbær, brombær og lidt kærnemælk. Godt med frugt og fin struktur, flotte tanniner og fin balance (90).

Maynard´s Vintage 2011: Mørk rubin, brombær, lidt støvet. Ok intens med fin frugt og struktur og god balance (88).

Til slut lidt generelle betragtninger:

For det første virkede næsten alle vine, som allerede nævnt, stadig unge og meget kraftfulde, hvilket vidner om årets store kvalitet. Og de fleste havde mange år foran sig endnu, hvis man ønsker at gemme og lade dem modne.

For det andet var der et par positive overraskelser imellem. Som det fremgår, gav jeg flest point til DR og Krohn – et par huse, som mest er kendt for deres Tawny og Colheita, men altså også laver udmærket LBV. Modsat var der også huse, hvor jeg har bedre erfaringer med deres LBV, end hvad denne smagning viste. Det gælder Andresen, som dog var undskyldt pga. fejl samt Ferreira og Niepoort, som skuffede lidt.

Endelig viste smagningen også, at solide og gode LBV´er godt kan konkurrere med Vintage fra mindre huse. Der kan derfor være god value-for-money at finde i kategorien. Og jeg indrømmer det gerne. Det lykkedes ikke mig at spotte den ene Vintage under blindsmagningen.

Sluttelig kan jeg lige nævne, at deltagerne efter smagningen afgav point til vinene, hvilket førte til en samlet resultat, som ikke afvigende stort fra mine point. Dog endte Noval med betydeligt lavere score end hos mig, mens Croft blev højere vurderet. Den samlede top 10 blev således:

  1. Krohn 90,90
  2. DR 90,80
  3. Croft 90,20
  4. Maynard Vintage 2011 89,70
  5. Graham 89,10
  6. Crasto 88,00
  7. Nieport 87,80
  8. Sandeman 87,60
  9. Cockburn 87,30
  10. Ferreira 86,00

Ingen kommentarer:

Send en kommentar