Kranemann på Børsen 2023

 

De smagte vine var sponseret af producenter og importører

 

Vanen tro indbød Henrik Oldenburg til Portvinsfestival på Børsen den første mandag i november måned. De senere år har der været tre smagerunder og som altid en særlig pressesmagning for indbudte vinskribenter og repræsentanter fra portvinsbarer og -klubber.

Hvert år er pressesmagningen lagt i hænderne på en særlig gæst, hvilket i år gjaldt Christian Seely, der præsenterede vine og portvine fra sin egen Quinta da Romaneira. Noter fra denne smagning vil følge i næste opslag. Her først lidt om selve festivalen.

Jeg har gjort det for vane at vælge et enkelt hus ud, som jeg så gennemsmager i løbet af den første time inden pressesmagningen. Det gjorde jeg også i år, og valget faldt på Kranemann.

Kranemann smagte jeg første gang i 2019, hvor de lige var kommet på markedet (læs min omtale her). Men selv om brandet er forholdsvist nyt, går historien langt tilbage i tiden. Udgangspunktet er nemlig ejendommen Quinta do Convento de São Pedro das Águias – et gammelt cistercienser-kloster, som ligger i Távora-dalen og kan dateres tilbage til det 12. århundrede.

I 1986 etablerede champagne-gruppen Vranken, som den gang ejede quintaen, portvinsfirmaet São Pedro das Águias. 10 år efter blev quintaen solgt igen, hvorimod brandnavnet forblev hos Vranken. Siden har det været forbundet med Rozés, da Vranken-Pommery overtog ejerskabet af dem også. Produktionen på stedet fortsatte dog under navne som Heredias og Quinta do Convento.

I 2018 købte den tyske øjenkirurg Christoph Kranemann så ejendommen med henblik på at etablere sig som vin- og portvinsproducent. Da han ikke kunne udsende vine under quintaens navn, blev navnet altså i stedet hans eget, Kranemann, men navnet Quinta do Convento indgår dog også i porteføljen.

Til stede på Børsen var Kranemanns winemaker Maria Susete Melo, som jeg ikke mindes at have hilst på før, og importør Louisa Cavaco fra Cavaco Wine. Jeg smagte hele rækken, så her er lidt noter og kommentarer, men dog uden pointgivning.

10 års Tawny: Rødbrun. Frisk og ungdommelig stil, stadig med primær frugt, ribs, men også lidt mandel, nødder og appelsinskal, høj syre med lidt bid.

20 års Tawny: Fin ravfarvet. Frisk, men betydeligt mere udviklet, tørrede frugter, mandel, lidt valnød, god høj syre, let cremet struktur, lang hale med syrebid.

30 års Tawny: Kun fremstillet i 600 eksemplarer og helt ny på markedet. Lidt mindre ekspressiv i næsen, frisk og elegant med tørrede frugter, figner og mandel. Også frisk i munden med tørrede figner og mandler, dejlig kompleksitet, lang hale med mandel og fin syre. Et rigtig flot glas.

Colheita 1999: Ravfarvet. Lidt mere rustik næse med nødder, valnød og tørrede frugter. Lidt sprittet i munden, men fin fyldig. Lidt vel kantet til min smag, men måske manglede den bare lidt luft.

Senhora do Convento LBV 2012: Kirsebær og syrnede bær, stadig en del frisk frugt, bløde tanniner, pebret og krydret hale.

Vintage 2009: Mørke bær, syrnede kirsebær og lidt urter. Rimelig åben med frisk frugt, mørke bær, godt krydret, god syre, bløde tanniner og fin hale med syrebid.

Vintage 2018: Mørke bær og mørk chokolade, mørke kirsebær, krydderurter. Fint med frugt og meget krydret i munden, godt med tanniner og lang krydret hale.

Selv om deres Vintage portvine sådan set var udmærket, er det på tawny-siden, at Kranemann har deres styrke. Stilen er med god friskhed og fin syre samt elegance. Det er en smagssag, om man foretrækker meget udviklede 10 års tawnies eller mere ungdommelige. Selv mener jeg, at der stadig skal være primær frugt til stede sammen med de begyndende sekundære fadnoter – akkurat som tilfældet var her. Der findes huse, som bryster sig af, at deres 10 års er langt ældre, men med den lange række af tawny-kategorier, som findes, ser jeg ingen grund til så at sige at forskubbe skalaen.

En hurtig sammenligning med mine noter fra 2019 viser, at jeg den gang var mere glad for deres Colheita 1999, men aftapningen er jo også en anden og senere.

Efter pressesmagningen med Christian Seely var der tid til en rundtur mellem bordene i de flotte sale, hvor portugisere og danske importører stod klar til udskænkning. Jeg fik hilst på mange og snakket med en del samt smagt lidt hist og pist – dog uden den store notetagning.

Et par af vinene fortjener alligevel et par ord, resten bliver her kun remset op.

Hos Ana Urbao og Messias smagte jeg deres 50 års Tawny, som er forholdsvis ny på markedet. Masser af nødder og tørrede frugter, lidt farin og balsamico og appelsinskal. Fin balancerende syre, hvilket gav den nødvendige friskhed til de mere tunge noter som muskatnød, nødder og balsamico, dertil også appelsinskal. En ganske fin repræsentant for kategorien.

Hos Alvaro van Zeller smagte jeg Palmer Very Old Tawny. En mørk og tæt portvin med svensker, farin og balsacimo i næsen. I munden nødder, valnød, muskatnød og balsamico. Intens og koncentreret, men med flot høj syre, der balancerer.

Stefano Marello fra Niepoort bød på deres nye LBV 2019 samt den dejlige Garrafeira 1987, hvis historik er 1987 som høstår, 1991 hældt på demijohn og flasket i 2018. LBV´en virkede ganske lovende. Garrafeiraen som altid fint balanceret mellem friskheden og de oxidative noter.

Når vi er ved de gamle portvine blev det også til et glas 50 års S. Leonardo – en dejlig vin, som jeg også smagte ved pressesmagningen på Børsen sidste år, hvor Miguel Braga var vært. Han deltog ikke i går, grundet salget af Quinta do Morão til Falua, som igen ejes af Rouillier Gruppen.

Endelig blev følgende vine smagt: Boeira Colheita 2014, Kopke Quinta S. Luiz Vintage 2021, Dalva Pure Reserva Ruby, Bulas 20 års hvid, Grahams Single Harvest 1997 og Sandeman Quinta do Seixo Vintage 2019.