mandag den 30. juni 2025

Regatta i Porto 2025



Traditionen tro tilbragte jeg Sankt Hans i Porto, som virkelig fejrer deres elskede skytshelgen São João. Det er også på denne tid, at portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, afholder deres årlige optagelsesceremoni og gallamiddag. Og dagen efter Sankts Hans aften finder det årlige regatta med de gamle portvinsbåde, Barcos Rabelos, sted.



For ottende gang deltog jeg i regattaen ombord på en af bådene – den ene gang dog i september ved Regua i forbindelse med portvinens dag. Denne gang var det båden fra Cockburn´s, Quinta dos Canais, som havde vikinger med på sejladsen fra Douros udmunding til mållinjen ud for Sandemans lodge i Gaia. De gamle både menes rent faktisk at være inspireret af vikingebåde, som i sin tid sejlede langt den portugisiske kyst og op ad floderne.

Som vanligt blev det en festlig dag med højt humør, venskabelige drillerier holdene imellem og mad og drikke ombord samt efterfølgende lunch.



Vores startposition i bagerste række i Gaia-siden var ikke idéel, da vinden kom fra syd. Det gik dog fint i starten, hvor vi havde god vind. Ja, faktisk lå vi forrest en kort periode. Men da vi var sejlet under Arrábida-broen, kom vi i læ, hvorfor vi nærmest lå stille en stund. Det betød selvfølgelig, at de andre både tættere på Porto-siden indhentede os, ja de fleste overhalede os desværre. Resten af turen mod mållinjen foregik i vekslende tempo, hvor sejlet desværre hang slapt ned meget af tiden. Resultatet blev en placering i den sidste ende af feltet, men dog ikke helt sidst.



Vinder af årets regatta blev både fra Offley efterfulgt af bådene fra Barros og Fonseca. Alle tre hold blev selvfølgelig hædret ved den efterfølgende sejrsceremoni. 



Afslutningsvis var der frokost med fri vinbar til alle deltagerne – og her fortsatte drillerier på vanlig vis.



Aftenen før, hvor fejringen af São João kulminerer med sardiner, Super Bock, slag med plastikhamre, opsendelse af lysballoner, musik og dans samt ikke mindst det store fyrværkeri, tilbragte vi på Porto-siden.

På turen blev der også besøgt nogle portvinshuse. Opslag herom vil komme senere.



mandag den 9. juni 2025

Vintage 2023 fra Ramos Pinto og Churchill´s

 

Omtalte vine er fadprøver tilsendt af producenten

 

I april begyndte de første meldinger om årets deklareringer af vintage portvin at tikke ind. Selv om rygter nogle år løber i forvejen, er det altid spændende at se, hvad året bringer. Bliver det en klassisk årgang, hvor de store huse deklarerer såkaldt klassisk vintage? Bliver det et udpræget Single Quinta Vintage år? Eller bliver det lidt af hvert? Hvor mange huse deklarerer? Og er der nogen, der springer året helt over?

Nu er vi ved at få klarhed over Vintage 2023. Der vil primært være tale om deklareringer af Single Quinta Vintage, men samtidig ikke et år med mange Vintage portvine, da nogle producenter, fx Kopke Group med husene Cálem, Kopke, Barros og Burmester, vælger at springe året helt over. Sogrape med Sandeman, Ferreira og Offley tøver også.

Efterfølgende har jeg modtaget de første fadprøver til smagning, da jeg som vanligt gerne vil teste den nye årgang. Under ”Etiketter” til højre her på siden, kan man klikke sig ind på de enkelte Vintage årgange og se mine omtaler fra tidligere år.

Her skal det handle om to af de første deklareringer, jeg hørte om – nemlig fra Ramos Pinto og Churchill´s, som begge valgte at udsende Single Quinta Vintage i form af henholdsvis Quinta do Bom Retiro og Quinta da Gricha.

Jeg smagte de tilsendte fadprøver over 2-3 dage. Nedenfor følger mine noter efter en introduktion.


 

Ramos Pinto Quinta do Bom Retiro 2023

Quinta do Bom Retiro, som ligger i dalen ved Torto-floden, har tilhørt Ramos Pinto siden 1919.  Druerne herfra indgår i selskabets klassisk vintage, bruges til Single Quinta Vintage og endvidere også til deres 20 års Tawny, som – lidt usædvanligt – bærer quintaens navn. Tilsvarende hentes druerne til deres 10 års Tawny fra Quinta da Ervamoira. Bom Retiro er på 110 hektar, hvoraf 62 er plantet med vin. Højden varierer fra 110 til 400 meter.



Høsten i 2023 fandt sted fra den 28. august til den 22. september, hvilket var tidligere end normalt grundet masser af regn om vinteren og høje temperaturer i det tidlige forår. Vejret var tørt og stabilt frem til slutningen af maj, men juni bragte storm og regn. Juli og august var til gengæld meget varme med ekstrem tørhed, hvilket skabte lovende udsigter.

Master blender Ana Rosas udtaler om årgangen: “2023 was a very high quality vintage that produced excellent Wines, well concentrated and structured”, og hun suppleres af CEO Jorge Rosas, som kalder vinen for et “subtilt udtryk af koncentration og elegance”.

Portvinen er baseret på et blend af 26 % Old Vines, 40 % Touriga Nacional, 26 % Tinta Francesa, 22 % Tinta Barroca og 12 % Sousão. Flasket i 8.600 eksemplarer.

Mørk rubin, uigennemsigtig med lys lilla kant. Ekspressiv floral næse med modne røde bær som hindbær og kirsebær samt lidt solbær, mørk bitter chokolade og lidt frisk krydderurt. Blød i munden i første omgang, derefter med mere spark og høj syre, mørke bær, florale noter og krydret bund, meget elegant og harmonisk med fin struktur og god kompleksitet underbygget af fløjlsbløde tanniner, lang læskende hale. Kan drikkes nu, hvis man er til ung vintage, men eller med fint gemmepotentiale (93).

Læs i øvrigt om mit seneste besøg på Quinta do Bom Retiro her.

 

 


Churchill´s Quinta da Gricha Vintage 2023

I starten var der udelukkende tale om indkøbte druer for Churchill´s vedkommende. Men i 1999 købte de deres egen vingård i form Quinta da Gricha, som Johnny Graham kendte fra sin tid hos Cockburn´s. Quintaen ligger på sydsiden af Douro, lidt længere oppe end Pinhão. Druerne herfra bruges til såvel husets udmærkede bordvine som den klassiske Vintage portvin og altså Single Quinta Vintage.

Churchill´s kalder 2023 for et atypisk år. Vinteren var varm og regnfuld, foråret meget varmt og tørt, mens sommeren var mere normal med varme og regn i juni og september. Druerne var ikke udsat for stress. Den såkaldte veraison, hvor druerne skifter farve, indfandt sig 5-10 dage tidligere end normalt. Plukningen startede den 18. og 19. september under perfekte klimatiske forhold, oplyser winemaker Ricardo Pinto Nunes, som også sætter nogle ord på det færdige resultat:

“I’m really excited with the potential of our Gricha Vintage 2023. It shows an intense floral character but also the typical tension and freshness on the palate, a juicy combination of pure flavour, tannic structure and natural acidity.  It truly represents what the unique conditions of Quinta da Gricha can offer.”

Fra grundlæggeren af Churchill´s, Johnny Graham, lyder det tilsvarende:

“Quinta da Gricha produced Vintage quality Ports in 2023 with great intensity of colour, concentrated berry aromas and a firm tannic structure. The North facing aspect of the vineyard situated on the South bank of the river Douro gave the wines excellent natural acidity bringing the usual high-tone Gricha freshness to the palate.”

Baseret på 100 % Field Blend med bl.a. Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinta Francisca og Tinto Cão. Flasket i 3.212 eksemplarer samt 156 magnums.

Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig med lilla kant, farver glasset. På en gang en frisk og dyb næse med solbær, ribenasaft og masser af ungdommelig frugt. Frisk, fyldig, pebret og krydret i munden med solbær og andre mørke bær samt teblade og lidt tobak, godt med muskler og kraftig struktur med høj, lidt skarp syre, en lidt rustik stil på førstedagen, men mere afdæmpet og elegant på andendagen, lang pebret hale med tørre tanniner. Godt med potentiale (92).



Jeg besøgte Quinta da Gricha sidste år på en tur til Douro. Læs om besøget her.