Kopke på Tivoli Kopke Hotel – besøg i Gaia 3

 

På den ene side er alt ved det samme. På den anden er meget forandret. Det er et besøg hos portvinshuset Kopke, det handler om. Kopke er stadig en stor garant for fadlagret portvin af høj kvalitet, hvad enten vi taler om hvid portvin, tawny eller colheita. Men omgivelserne er nye, ligesom det bagvedliggende navn er nyt.

Vores tredje besøg i Gaia i forbindelse med Sankt Hans gjaldt Kopke. Men ikke i deres bygning med smagelokale ved kajen lige ved siden af Cálems besøgscenter. I stedet gik vi hen til det nye Tivoli Kopke Hotel indrettet i tidligere lagerlokaler. Samtidig er navnet på den overordnede koncern nyligt ændret fra Sogevinus til Kopke Group. Foruden Kopke omfatter gruppen de kendte portvinsmærker Burmester, Cálem og Barros samt en række mindre brands.

Tivoli Kopke Hotel åbnede tidligere i år. Hotellet har 150 værelser og suiter, restaurant med Michelinstjernet køkkenchef, pool og spa samt ikke mindst udsigt til såvel portvinskælder som Douro.

Vi fik en grundig rundvisning på hotellet, som strækker sig i flere etager fra toppen i Rua do Barão de Forrester og ned mod Douro. Det er stort og eksklusivt – og lidt forvirrende at finde rundt i, når man ikke er stedkendt. Selve ombygningen fra lagerbygninger til hotel er rent udseendemæssigt godkendt, selv om man altid kan begræde Gaias nye klæder med det øgede antal hoteller og oplevelsescentre som WOW.

Tilbage i baren var der dækket op til en smagning. Og når man starter med 20 års hvid og 50 års Tawny for henholdsvis de hvide og de brune portvine, ved man, at det bliver en god smagning. Samtidig var den fint tilrettelagt, idet vi fik mulighed for at smage Tawny op mod Colheita med samme alder.

Smagningen omfattede følgende vine:

20 års hvid: Ravfarvet med orange skær. Tørrede frugter, krydret. Godt med frugt i munden, let cremet struktur, høj syre, nødder, krydret, lang krydret hale. Et ganske fint glas.

Hvid Colheita 2005: Lys strågul til ravfarvet. Mere diskret i næsen. Godt med frugt, abrikos, elegant stil, lidt citrus.

Hvid Colheita 1935: Av for en flot vin. Ravfarvet. Ekspressiv næse med mandel, blomster, abrikos og lidt balsamico. Fyldig og meget kompleks med flot syre, der balancerer perfekt, godt med frugt, lidt muskatnød, lang flot hale. Vi er helt oppe i den sidste ende af 90´erne pointmæssigt.

50 års Tawny: Tawnybrun med grønorange kant. Nødder og tørrede frugter samt lidt kaffe i næsen. Frisk i munden med flot syre, nødder, tørrede frugter, balsamico, krydret præg, dejlig cremet struktur og meget koncentreret og kompleks, lang dejlig hale. De to 50 års fra Kopke er og bliver nogle af de bedste i kategorien.

Colheita 1975: Flot ravfarvet med lys orange kant. Elegant næse med nødder, Dejlig i munden, frisk og fyldig med flot syre og lang hale, fin kompleksitet.

Colheita 1941: Mørk tawnyfarvet med grøn kant. Intens og koncentreret næse med nødder, balsamico, cigarkasse, karamel og et lidt røget præg. Koncentreret og kompleks med figner, valnød og balsamico, lang hale. Endnu en topvin.

Afslutningsvist kan det siges kort. Det var en fantastisk smagning med skønne vine, vi blev budt på som opvarmning til aftenens Sankt Hans fejring. Og ja, der blev brugt spytteskåle, men kun i starten.

 

Læs mere om Kopke Group her.

Quinta da Boeira – besøg i Gaia 2

 

Jeg har besøgt Quinta da Boeira et par gange før, og under mit ophold i Porto ved Sankt Hans var det tiden igen. Quintaen ligger midt i Vila Nova de Gaia og har tidligere været beboelse for familier i portvinsbranchen. Da jeg besøgte dem første gang i 2018 (læs her), var brandet helt nystartet, idet de først blev godkendt som producent af portvin i 2017. Men som det gælder for så mange andre brands, var der tale om en reetablering af et gammelt portvinsmærke. Boeira blev oprindeligt etableret i 1850 af Manuel da Rocha Romariz, som i sagens natur også var manden bag Romariz – og med øje for det brasilianske marked.

Historien om genetableringen er fortalt før. Den korte version er, at en række investorer med den tidligere direktør for Romariz, Albino Jorge, i spidsen i 1999 køber den gamle smukke ejendom. Målet er dels at bevare bygningen, men også på sigt at etablere sig i portvinens verden som modsvar til den øgede koncentration på få hænder – og i den forbindelse ikke mindst de såkaldte fem store (GranVinho, Symington Family Estates, The Fladgate Partnership, Sogrape og Kopke Group), som tilsammen sidder på en stor andel af markedet.

Der blev opkøbt gamle fade rundt om i Douro, så de kunne sende tawny med alder på markedet fra starten, og siden er porteføljen blevet udvidet med såvel andre typer portvin som bordvine. Forretningsmæssigt er der også sket en stor udvikling ikke mindst i kraft af det store Boeira Garden Hotel, som åbnede i 2019 og er en del af Hilton-kæden. I 2021 købte de endvidere en vingård med 30 hektar gamle vinmarker i Douro, så de nu ikke kun baserer produktionen på indkøbte druer. Endelig købte de i 2020 naboejendommen, hvor familien C. da Silva tidligere har boet, med henblik på at indrette den til Club Boeira.

Som brand har Boeira markeret sig med fancy indpakning i form af flasker, der givet har appel til et købedygtigt publikum. Men de fleste af deres vine udsendes i dag i forskellige varianter, så man altså også kan vælge en ganske almindelig portvinsflaske. Boeira sælger også olivenolie baseret på deres oliventræer på quintaen i Douro, og ifølge Albino Jorge er der ikke tale om en lille nebengesjæft, da salget efterhånden overgår salget af vin.

Vi fik en rundvisning på ejendommen og så såvel hotel og park som lager og shop, hvorefter Albino Jorge og sønnen Nuno, der er salgsansvarlig og jævnligt har gæstet portvinsfestivalerne i Danmark, indbød til en lille smagning.

Følgende vine blev smagt:

White Diamond: Har fået ca. 7 år på fad. Ravfarvet. Duft af abrikos, honning og mandler. Sød, men med fin syre, lidt mandel og citrus samt mandarin. Vel sød til mine smagsløg, men andre elsker den.

20 års Tawny: Mørk ravfarvet med lidt rødlige nuancer i kernen. Lidt røde bær og modne kirsebær, men ellers nødder og muskatnød. Elegant, men lidt til den søde side, hasselnødder og karamel.

LBV 2020: Mørk, tæt og uigennemsigtig, lidt lysere kant. Frisk næse med kirsebær og solbær samt lidt urter. Bløde tanniner og fin balance mellem sødme, syre og frugt. Et ganske behageligt glas.

Efter smagningen blev vi budt på en dejlig middag i hotellets restaurant. Her blev der foruden rødvin og hvidvin serveret en ganske udmærket Vintage 2016 samt en 80 års ufiltreret fadprøve, som var noget rustik, men ganske lovende med sin koncentrerede dybde. Spændende at se det færdige resultat, når den kommer på markedet.

Læs mere om Quinta da Boeira her.

Real Companhia Velha – besøg i Gaia 1

Omkring Sankt Hans rejste jeg traditionen tro til Porto sammen med gode portvinsvenner. For det første for at deltage i portvinsbroderskabets årlige ceremoni, gallamiddag og regatta med de gamle portvinsbåde, Barcos Rabelos (læs mere her). For det andet for at være en del af den store fest, fejringen af São João er i Porto. Og for det tredje for at besøge nogle portvinshuse og pleje gode kontakter i portvinens verden.

Det blev til tre besøg. Lørdag inden ceremonien i Confraria do Vinho do Porto, som broderskabet officielt hedder, gjaldt det et hus, jeg ikke havde besøgt før i Gaia, nemlig Real Companhia Velha med dets lange historik. Huset, som også kendes under brandnavnet Royal Oporto, er ikke blandt de mest hypede i Danmark, men flere af deres portvin og bordvine er absolut værd at stifte bekendtskab med.

Portvinshuset og statsmonopolet blev oprettet af Marques de Pombal i 1756 og bærer sit kongelige fornavn som en henvisning til den daværende Kong José I. Det fulde navn var den gang Companhia Geral da Agricultura das Vinhas do Alto Douro, og som statsvirksomhed havde firmaet til opgave regulere og kontrollere produktionen af portvin. Det var således også dem, som udførte beslutningen om, at regionen skulle demarkeres.

Siden fulgte en lang og kontroversiel historie, men lad mig her springe frem til 1960, hvor firmaet blev købt af Manuel da Silva Reis, som allerede syv år tidligere havde købt det lille hus Miguel de Souza Guedes & Irmãos og deres vingård Quinta das Carvalhas, som den dag i dag er flagskibet i Real Companhia Velha. I 1963 fulgte købet af Real Vinicola og vingårdene Quinta do Síbio og Quinta do Corval samt købet af Nicolau de Almeida & Companhia – et brand, som dog siden er blevet leveret retur til familien og nu drives af den tidligere direktør for Ramos Pinto, João Nicolau de Almeida, og dennes familie.

Pedro Silva Reis Junior ved vinfestivalen Essencia do Vinho

I dag er det sønnen Pedro Silva Reis, som er direktør for Real Companhia Velha, mens barnebarnet, der ligeledes hedder Pedro Silva Reis, og som jeg har mødt en del gange, fungerer som ønolog og winemaker sammen med den estimerede winemaker Jorge Poeira. Der laves såvel portvin – især gamle tawnies, men også rubytyper og Vintage – som bordvin fra de fem vingårde, der i dag er tilknyttet selskabet: Quinta das Carvalhas, Quinta dos Aciprestes, Quinta de Cidrô, Quinta do Casal da Granja og Quinta do Síbio. Quinta das Carvalhas blev registeret som selvstændig portvinsproducent i 1991 og udsender i dag såvel bordvine som portvine i eget navn. Endvidere ejer Real Companhia brandet Delaforce, som de købte i 2008.

Vi blev vel modtaget under besøget og fik først en fin rundvisning i de flotte lokaliteter i Rua Azevedo Magalhães længere oppe i Gaia, hvor hovedkvarteret i dag ligger. Tidligere havde de som så mange andre til huse tæt ved floden nærmere bestemt dér, hvor deres restaurant, vinbar og museum, Enoteca 17:56, nu ligger.

På turen så vi fade af såvel fransk, amerikansk som portugisisk eg, herunder en stor balseiro, der kan rumme 40.000 L. Vi besøgte også familien egen kælder og deres vintagekælder, hvor støv og svampekulturer får lov til at brede sig. Her gemmer der sig hele 16.000 flasker Vintage portvin, hvoraf den ældste er fra 1765.

Ved den efterfølgende smagning blev følgende vine smagt:

Real Companhia Velha Vintage 2020: Mørk rubin, lilla kant. Krydret næse med solbær og mørk chokolade samt lidt urter. God syre, der balancerer den friske unge frugt, lang hale. Måske ikke den mest komplekse Vintage, men vellavet og velbalanceret og absolut drikkelig, mellemlang lagringspotentiale. Mit generelle indtryk  er i øvrigt, at husets LBV og Vintage har øget kvalitet i dag end tidligere.

Real Companhia Velha 10 års Tawny: Rødbrun. Stadig med primær frugt i næsen, men også tørrede frugter og nødder. Lidt sprittet og skarp og lidt vel til den søde side, lang hale med syrebid.

Real Companhia Velha 20 års Tawny: Tawnybrun med rødlige nuancer. Krydret næse med nødder, tørrede figner og muskatnød. Ikke så høj syre, men dog nok til at balancere, tørrede frugter og nødder samt karamel, måske lidt rustik, men ellers et ganske fint glas.

Real Companhia Velha 40 års Tawny: Mørk tawnyfarvet. Tørrede frugter, karamel og valnød samt lidt balsamico i næsen. Fed og cremet struktur, krydret, godt med nødder og fin balance og kompleksitet, lang hale med syrebid.

Quinta das Carvalhas 50 års Tawny: Tawnybrun. Relativ elegant næse med nødder, lidt appelsinskal, tørrede frugter og lidt læder og lak. Cremet struktur, mindre sød end de andre, høj syre og fin kompleksitet, god balance mellem sødme og syre. Et dejligt glas, som pointmæssigt befinder sig midt i 90´erne.

 

Læs mere om Real Companhia Velha her.