Garrafeiras i Gaia

Det var en usædvanlig smagning, der fandt sted nyligt i Vila Nova de Gaia – nærmere bestemt i Barão de Vilars portvinslodge. Indbydelsen kom fra den danske portvinsentusiast og -samler Peter Skov, som jeg kender godt fra The Vintage Port Club. Peter var et par dage før blevet optaget i portvinsbroderskabet Confraria do Vinho do Porto, som jeg blev det sidste år (læs her). Som en tak havde han inviteret en lille kreds af danskere, som var i Portugal for at fejre optagelsen, samt en række gode kontakter fra Portugal og USA.

Alene selskabet gjorde det til en særlig begivenhed. Foruden os otte danskere deltog Roy Hersh og Mario Ferreira fra verdens førende portvinssite For The Love of Port samt Alvaro van Zeller (Barão de Vilar/Maynards), Carlos Flores (Andresen), Pedro Pintao (Pocas), Elsa Couto (Dalva/Porto Cruz), George Sandeman (Sandeman/Sogrape), Oscar Quevedo (Quevedo) og ikke mindst Dirk Niepoort, da det netop var flasker fra Niepoort, som var på programmet til smagningen.

Men det var ikke hvilke som helst flasker, vi skulle smage. Der var tale om den komplette række af de såkaldte Garrafeiras, som Niepoort har produceret i årene fra 1931 til i dag. Betegnelsen Garrafeira er afledt af ordet garrafa, som betyder flaske. Slår man op i en ordbog står der betydninger som flaskeskab og -reol eller ligefrem vinkælder. Det specielle ved Niepoorts Garrafeiras er netop, at de har lagret på en særlig flaske, nemlig de såkaldte demijohns. Der er tale om en slags apoteker-glasballon, som kan rumme mellem 8 og 11 liter. De blev købt af anden generation af Niepoort-familien hos et glasværk i Oldenburg, og det var Dirks bedstefar, som sidst i 30´erne fandt på at hælde noget af hans bedste vin på flaskerne, hvor de så kunne lagre yderligere. Med andre ord lagrer portvinen først på fad i nogle år, hvorefter den lagrer i længere tid på demijohns. Når de så vurderes at have opnåede den ønskede karakter dekanteres de på almindelig portvinsflaske og sendes på markedet. Udviklingen på de store demijohns er meget anderledes end, hvis vinen var forblevet på fad, idet flaskerne selvsagt ikke afgiver de samme fadaromaer. Resultatet er en vin som godt nok er ældet og har fint med tertiære noter, men som samtidig har bevaret en vis friskhed og større mængde frugt end almindelig Colheitas.    

Indtil i dag har Niepoort kun fremstillet 10 forskellige udgaver af Garrafeiras, og som nævnt var samtlige 10 omhyggeligt dekanteret og linet op ved smagningen i Gaia. Dirk Niepoort fortalte, at han kun havde kendskab til, at en sådan smagning af hele serien havde fundet sted to gange før. Han havde selv deltaget i en smagning tidligere, og sidste år i Danmark var Peter Skov ligeledes vært for en Garrafeira-smagning. Ifølge de, der deltog i den første smagning i Danmark, præsterede vinene generelt bedre nu i Gaia. Hvem ved, måske de havde hjemve!

Her er mine smagenoter fra dagen. De to årstal i parentes er henholdsvis året, hvor de er tappet på demijohns, og året hvor de er flasket om. Som det fremgår, er der forskelle på, hvor længe de har ligget på fad inden første aftapning, og hvor længe de har lagret på demijohns.

Niepoort Garrafeira 1977 (1982, 2007)

Rødbrun med lidt teglrødt islæt. Meget frisk næse med modne røde bær og brombær. Ungdommelig med godt med frugt bevaret, flot syre, krydret og fin balance (90).

Niepoort Garrafeira 1967 (1972, 1981)

Lys brun med orange kant, klar og med et flot skær. Lidt grønne og friske noter i næsen, men også mørke bær og karamel. Dejlig blød i munden, starter let og elegant, men kommer så i anden omgang med kraft og tyngde. Kompleks, i fin balance og med en lang hale. En stor portvin (95).

Niepoort Garrafeira 1964 (1971, 1979)

Lys, rødbrun og klar. Duft af røde bær, men også lidt lukket i næsen og med lidt præg af sæbe. Ikke så meget friskhed og mangler lidt frugt og finesse. Kort (87).

Niepoort Garrafeira 1952 (1955, 1987)

Lys, gyldenbrun. Lidt røde bær i næsen, men også fadpræg, ikke så markant i starten. Bedre i munden med blødhed og en fin kombination af frugt og fad samt mineraler. Intens og elegant (94).

Niepoort Garrafeira 1950 (1955, 1979)

Mørkebrun med orange kant, lidt uklar. Modne og mørke toner i næsen, karamel, men også lidt sæbe. I munden er den kraftfuld og byder på flere lag, abrikos og karamel samt fin kompleksitet (93).

Niepoort Garrafeira 1948 (1952, 1973)

Flot gylden brun, klar. Fin duft af modne bær og karamel. Blød og cremet i munden med marcipan, frugt, friskhed og kompleksitet. Voksede med tiden (93).

Niepoort Garrafeira 1940 (1945, 1963)

Brun med lys kant og lidt orange, nærmest grønligt skær, uklar. Tydeligt fadkarakter med duft af farin og lidt orange. Karamel i munden, frisk, lidt Madeirapræg, men ikke voldsom kompleks (91).

Niepoort Garrafeira 1938 (1943, 1977)

Orange, brun. Fadnoter, men også sæbepræg i næsen, som desværre ikke forsvandt. Lidt sart, frisk og bitter, elegant og med lang hale, men ikke den store kompleksitet (89).

Niepoort Garrafeira 1933 (1936, 1966)

Orangebrun. Lidt acetone i næsen til at starte med, men det aftog heldigvis til fordel for bær og orangeskal. Utrolig frisk med mandler, orange og krydderier. Meget flot balanceret og med gode nuancer. Minder en del om en fin Colheita (94). 

Niepoort Garrafeira 1931 (1938, 1979)

Brun med orange kant, sløret. Markant duft af farin og lidt karamel. Godt krydret og i flot balance, nødder og farin samt lidt sprittet hale (90).

Min konklusion er, at Garrafeiras er lidt sin egen type – uden hermed at have sagt, at der er bedre end Vintage eller Colheitas. Som det gerne skulle fremgå ovenfor, er nogen af dem mere colheita-agtige, mens andre har mere præg af frisk frugt. Det var spændende at smage dem alle i godt selskab. Så skulle chancen byde sig, kan det anbefales. Og om nogle år er rækken i øvrigt vokset med et par flasker mere, idet Dirk holder et skarpt øje med sine demijohns, som rummer såvel årgang 1983 som årgang 1987.

Endnu en gang til Peter Skov for at samle flaskerne og ikke mindst for at invitere.