torsdag den 21. september 2017

Gyldne dråber fra Dalva

Dalva er et mindre portvinshus med høj kvalitet, hvad angår fadlagret portvin. En enkelt vintage fandt dog vej til smagningen forleden i The Vintage Port Club, hvor fokus ellers var på Dry Whites, Colheitas og Golden Whites. Og lad det være sagt med det samme. De gyldne dråber var fremragende.


Først en par ord om huset. Dalva blev grundlagt i 1862 og havde forskellige navnekonstellationer frem til 1957, hvor Clemente da Silva overtog hele firmaet og omdøbte det til C. da Silva. Men da der var mange andre med det efternavn i portvinsbranchen, valgte Clemente i stedet at navngive huset for Dalva som en sammentrækning af ”da” og ”lva” i Silva.
Efter Clemente da Silvas død i 1980 blev selskabet først solgt til spanske Nueva Rumasa og derefter videre til den store franske koncern La Martinquaise, som også ejer det store portvinshus Grand Cruz.
Hvor Grand Cruz især udmærker sig kvantitativt, selv om man faktisk kan finde ok portvine i deres portefølje, er Dalva et mere eksklusivt brand og med flasker i flot design. Dette ses mest tydeligt ved deres Golden White serie, som er baseret på udvalgte fade med hvid portvin, og hvor der kun udvælges et år i hvert årti, som så flaskes og sendes på markedet. Foreløbig har de barslet med årene 1952, 1963, 1971 og 1989, hvoraf tre var på programmet til smagningen. Derudover har Dalva også udsendt almindelig hvid colheita, en serie af tørre hvide blends spændende fra 10 til 40 års samt tawny og colheitas baseret på røde druer. Endelig producerer de også LBV og vintage.


Som det sker med jævne mellemrum, havde klubben besøg fra Portugal, idet Isabel Abreu Lima fra Dalva deltog og kommenterede årgange og vine undervejs. Isabel er forholdsvis ny i firmaet og arbejder bl.a. med digital markedsføring, fortalte hun.
Smagningen omfattede følgende vine:
Dry White 10 års: Lys orangegul. Frisk næse med duft af citrus og lidt mandel. Tør og frisk med høj syre. Lidt orange i smagen, ikke så dyb (85).
Dry White 40 års: Flot gylden. Fin duft af abrikos, mandel og mandarin. Dejlig cremet i munden, tør med orange og honningnoter og et lidt saltet præg. Fin balanceret. Et dejligt glas, hvis man er til de lidt tørre udgaver (93).
Colheita 2004: Rødbrun. Kraftig med såvel frugt og røde bær som lidt begyndende fadnoter i næsen. Frugt, lidt marcipan og høj syre samt lidt vel meget bid i enden (87).
Colheita 2000: Rødbrun, tawnyfarvet med lys kant. Ikke så ekspressiv i næsen. Fyldig i munden, stadig med lidt frugtpræg, men ellers med nødder og andre fadnoter. Høj syre. Virker lidt i ubalance (88).
Colheita 1995: Tawnybrun med lidt orange glød. Mandel, honning og lidt cigarkassen i næsen. Nødder, en smule bærpræg, lidt vel skarp (89).
Colheita 1990: Tawny brun med orange kant. Lidt lukket i starten, men ellers god duft af mandel og orangeskal. Fyldig i munden med mandel og lidt mørkere noter som svampe. Høj syre og godt balanceret, en smule bid i enden (91).
Colheita 1982: Lys brun og orange, næsten roséfarvet. Dejlig duft med mandel og orange. Blød og elegant, ikke så frembrusende, men meget delikat og harmonisk. Et flot glas (93).


White Colheita 2007: Ikke i Golden White serien, men altså en yngre pendant. Lys orange og diskret i næsen med lidt mandarin og mandel. Sødere end de tørre hvide. Fin smag af orange og karamel, frisk og med høj syre (89). 
Golden White 1989: Orange gylden farve. Fin duft af orange, mandel og nødder, som genfindes i smagen. Lidt vel høj på syre og lidt i ubalance (88).
Golden White 1971: Gylden og med flot glød. Frisk næse med orangeskal, honning og mandel. Flot struktur i munden, fyldig og i flot balance med syre. En dejligt glas, hvor hver dråbe blev nydt (95).
Golden White 1963: Gylden og orange, lidt mørkere end 71´eren. Lidt tungere i næsen med flere nøddenoter og lidt honning. Mandler og acceptabel syre, tungere og mere kompleks, men ikke med samme friskhed, hvilket trækker lidt ned (93).
Vintage 1994: Rød med røde bær i næsen, modne kirsebær, kaffe og lidt kogt kål, som dog aftog lidt. Moden frugt i munden, stadig med syre, men ikke helt harmonisk. Ikke en stor Vintage (86).


Alt i alt en dejlig smagning uden skæve vine, som fuldt ud viste, at der er masser af kvalitet at hente ved at lagre hvid portvin. Som det fremgår, vurderer jeg denne gang Golden White 1971 højere end ditto 1963. Ved to tidligere smagninger af rækken har det været omvendt rækkefølge. Jeg fik ikke tjekket tappedatoer på flaskerne, men dette kan spille ind.

Efter smagningen blev der afgivet point, og her viste det samlede resultat at være nogenlunde lig min egen pointgivning. Nummer 1 blev således Golden White 1971, fulgt af Golden White 1963, Colheita 1982 og Colheita 1990.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar