mandag den 18. september 2017

Odense Vinfestival

Vinoble havde forleden inviteret til vinfestival i Odense som et led i deres turné rundt i landet med udvalgte vinhuse. Med på turen var 12 producenter fra 9 forskellige lande – og det såvel europæiske som oversøiske og i alt mere end 80 vine.
Der var altså nok at smage. Som altid ved den slags bredde smagninger valgte jeg at koncentrere mig om enkelte producenter for så at slutte med lidt lystsmagning. Springer man blot rundt på må og få, kan det være svært at drage konklusioner, og tager man det hele fra a til z, er der ikke mange smagsløg tilbage til sidst – og det ligegyldigt, hvor meget man spytter ud.
Jeg lagde ud med at besøge Weingut Rieger fra Baden i det sydvestligste hjørne af Tyskland – en af de regioner i landet, hvor de røde druesorter spiller en større rolle. Men som det også er tilfældet i Champagne behøver røde druer ikke nødvendigvis at give røde vine.


Alle vinene fra Weingut Rieger er dyrket efter biodynamiske metoder og derfor også økologiske. Jeg smagte først en ligefrem og perlende Lust auf Perlage Weiss 2015, en vin uden den store kompleksitet, men med fin syre og friskhed. Dernæst fulgte tre hvide. Først Pinot Noir Blanc de Noir 2015, hvor de røde druer har været udsat for en forsigtig og kort fermentering, så vinen altså er endt som hvid på samme måde som Pinot Noir bruges i Champagne. Tør og frisk med god smag af pærer og mineralitet samt fin balance. Grauer Burgunder 2015 var grøngul med god duft og fin fylde med pære og melon, mens Weisser Burgunder 2016 var mere diskret i næsen, men med fyldig smag og god mineralitet. Slutteligt prøvede jeg deres røde Lust auf Rot 2013, som er lavet på et blend af Regent og Spätburgunder (Pinot Noir) samt lidt Cabernet Sauvignon. En frisk og ligefrem, men ukompleks rødvin med fin duft og smag af ribs og andre røde bær.


Mit næste stop var i det nordlige Italiens, nærmere bestemt Valpolicella, hvor Fidora lave hele serien. Jeg smagte først deres Valpolicella 2015, som var frisk, tør og med præg af bær, derefter fulgte Ripasso 2014, som havde lidt mere dybde, men stadig med vægten på det tørre og frugtprægede. God duft af kirsebær, men måske også lidt vel poleret og en smule parfumeret. Fidora ønsker tydeligvis at lave vine i den nye stil og altså ikke med så meget kraft og sødme, som vi ellers kender fra Ripasso og Amarone. Ved de to første synes jeg dog jeg manglende lidt fylde og struktur, men deres Amarone 2010 til gengæld var meget overbevisende. En elegant og tør vin med stor kompleksitet og mange nuancer. Endelig sluttede jeg med en fadprøve på deres Recioto, altså den søde udgave, men også her placerer huset sig i den tørre ende af skalaen.
Derefter gik turen til Spanien, hvor jeg smagte hele serien hos Rioja-huset Bodegas Luis Cañas, som var et spændende bekendtskab. I septemberudgaven af det fremragende engelske vinblad Decanter læste jeg en interessant artikel om den positive udvikling af hvidvin i Rioja, som ellers domineres af de røde druer. Jeg lagde derfor ud med deres Blanco 2016, som var fyldig med godt med frugt. Den kommer også fra gamle vinstokke og var lagret fire måneder på bærmen. Spændende, men dog lidt lav på syre. Dernæst fulgte Crianza 2014, Reserva 2011, Gran Reserva 2010 samt Seleccion de la Familla 2010. Såvel Reserva som Grand Reserva var dejlige med vægt på frugt og ikke så kraftigt fadpræg – og altså i den nye mere frugtbaserede Rioja-stil, som jeg klart foretrækker frem for den gamle med udpræget vanille og sødme fra fadet.



Slutteligt besøgte jeg kort amerikanske Columbia Crest fra Washington State, hvis Syrah Grand Estates 2013 altid er en imponerende flot vin. Og endelig sluttede jeg – selvfølgelig – af hos Ramos Pinto, hvor Mariana Tavares stod klar til at skænke. Jeg smagte deres rødvin Duas Quintas Tinto 2014, som lige skal ligge et par år, men ellers er udmærket. Og, ja. Så sluttede jeg med lidt portvin. To endnu unge, men fint drikkelige i form af LBV 2012 og Ervamoira Vintage 2009 – begge med stort potentiale – og endelig deres altid fremragende 20 års Tawny, hvis smag fulgte mig hele vejen hjem.    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar