Vinoble havde forleden inviteret til vinfestival i Odense
som et led i deres turné rundt i landet med udvalgte vinhuse. Med på turen var
12 producenter fra 9 forskellige lande – og det såvel europæiske som oversøiske
og i alt mere end 80 vine.
Der var altså nok at smage. Som altid ved den slags bredde
smagninger valgte jeg at koncentrere mig om enkelte producenter for så at
slutte med lidt lystsmagning. Springer man blot rundt på må og få, kan det være
svært at drage konklusioner, og tager man det hele fra a til z, er der ikke
mange smagsløg tilbage til sidst – og det ligegyldigt, hvor meget man spytter
ud.
Jeg lagde ud med at besøge Weingut Rieger fra Baden i det
sydvestligste hjørne af Tyskland – en af de regioner i landet, hvor de røde
druesorter spiller en større rolle. Men som det også er tilfældet i Champagne
behøver røde druer ikke nødvendigvis at give røde vine.
Alle vinene fra Weingut Rieger er dyrket efter biodynamiske
metoder og derfor også økologiske. Jeg smagte først en ligefrem og perlende
Lust auf Perlage Weiss 2015, en vin uden den store kompleksitet, men med fin
syre og friskhed. Dernæst fulgte tre hvide. Først Pinot Noir Blanc de Noir
2015, hvor de røde druer har været udsat for en forsigtig og kort fermentering,
så vinen altså er endt som hvid på samme måde som Pinot Noir bruges i
Champagne. Tør og frisk med god smag af pærer og mineralitet samt fin balance.
Grauer Burgunder 2015 var grøngul med god duft og fin fylde med pære og melon,
mens Weisser Burgunder 2016 var mere diskret i næsen, men med fyldig smag og
god mineralitet. Slutteligt prøvede jeg deres røde Lust auf Rot 2013, som er
lavet på et blend af Regent og Spätburgunder (Pinot Noir) samt lidt Cabernet
Sauvignon. En frisk og ligefrem, men ukompleks rødvin med fin duft og smag af
ribs og andre røde bær.
Mit næste stop var i det nordlige Italiens, nærmere bestemt
Valpolicella, hvor Fidora lave hele serien. Jeg smagte først deres Valpolicella
2015, som var frisk, tør og med præg af bær, derefter fulgte Ripasso 2014, som
havde lidt mere dybde, men stadig med vægten på det tørre og frugtprægede. God
duft af kirsebær, men måske også lidt vel poleret og en smule parfumeret.
Fidora ønsker tydeligvis at lave vine i den nye stil og altså ikke med så meget
kraft og sødme, som vi ellers kender fra Ripasso og Amarone. Ved de to første
synes jeg dog jeg manglende lidt fylde og struktur, men deres Amarone 2010 til
gengæld var meget overbevisende. En elegant og tør vin med stor kompleksitet og
mange nuancer. Endelig sluttede jeg med en fadprøve på deres Recioto, altså den
søde udgave, men også her placerer huset sig i den tørre ende af skalaen.
Derefter gik turen til Spanien, hvor jeg smagte hele serien
hos Rioja-huset Bodegas Luis Cañas, som var et spændende bekendtskab. I septemberudgaven
af det fremragende engelske vinblad Decanter læste jeg en interessant artikel
om den positive udvikling af hvidvin i Rioja, som ellers domineres af de røde
druer. Jeg lagde derfor ud med deres Blanco 2016, som var fyldig med godt med
frugt. Den kommer også fra gamle vinstokke og var lagret fire måneder på
bærmen. Spændende, men dog lidt lav på syre. Dernæst fulgte Crianza 2014,
Reserva 2011, Gran Reserva 2010 samt Seleccion de la Familla 2010. Såvel
Reserva som Grand Reserva var dejlige med vægt på frugt og ikke så kraftigt
fadpræg – og altså i den nye mere frugtbaserede Rioja-stil, som jeg klart
foretrækker frem for den gamle med udpræget vanille og sødme fra fadet.
Slutteligt besøgte jeg kort amerikanske Columbia Crest fra
Washington State, hvis Syrah Grand Estates 2013 altid er en imponerende flot
vin. Og endelig sluttede jeg – selvfølgelig – af hos Ramos Pinto, hvor Mariana
Tavares stod klar til at skænke. Jeg smagte deres rødvin Duas Quintas Tinto
2014, som lige skal ligge et par år, men ellers er udmærket. Og, ja. Så
sluttede jeg med lidt portvin. To endnu unge, men fint drikkelige i form af LBV
2012 og Ervamoira Vintage 2009 – begge med stort potentiale – og endelig deres
altid fremragende 20 års Tawny, hvis smag fulgte mig hele vejen hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar