torsdag den 7. december 2017

Nyd Champagne med Søren Frank

Nogle bøger er bare en større fornøjelse at bladre i end andre. Det gælder især, når vi taler om fagbøger, hvor format, layout og illustrationer spiller en langt større rolle end for skønlitteratur. Og det gælder derfor selvfølgelig også bøger om vin, som jeg er storforbruger af. Læsning, smagning og besøg hos producenterne – alle tre øger ens viden og glæde ved at nyde vin.
Bøger om vin kan vel overordnet opdeles i tre kategorier:
  • De generelle leksikale opslagsværker som f.eks.  Hugh Johnson og Jancis Robinsons ”Den store vinbog” og sidstnævntes ”Oxford vinleksikon”.
  • Bøger, der koncentrerer sig om et land eller en vinregion som Niels Lillelunds ”Vinene fra Rhône”, Thomas Rydbergs ”Spansk vin” eller Henrik Oldenburgs ”Portvin”.
  • Og endelig bøger, som fortæller en mere personlig historie som f.eks. Peter Vinding-Diers erindringer ”En håndfuld oliven og et glas vin” eller en af mine personlige favoritter George M. Tabers ”Judgement of Paris” om den legendariske smagning i Paris i 1976, hvor vine fra Californiens vandt over de franske vine.

I den nærmest fremtid vil jeg skrive et indlæg om anbefalelsesværdige bøger om portvin – mit speciale. Men her og nu skal det handle om en ny bog om champagne skrevet af vinredaktør på Berlingske, Søren Frank.
Og dermed er vi tilbage ved indledningen, for det er en ren fornøjelse af bladre rundt i ”Champagne”, som bogen kort og godt hedder. Den er indbydende sat op og meget rig på illustrationer i form af Robin Skjoldborgs flotte billeder, som i såvel farve som sort-hvid tager os med ud i marken, ned i kælderen og ind i smagelokalet eller portrættere en lang række af de besøgte vinmagere.
Bogen falder i to hoveddele. Først en række indledende kapitler om bl.a. regionen, historien og produktionen, men også kapitler med overskrifter som ”Verdensmester i PR” og ”Négocianter og domainer” eller vinkøbmænd og bønder, hvis man nu skal sætte andre ord på.
Anden del består af mere leksikale afsnit om årgange, producenter, importører samt en lille ordliste. En litteraturliste med tip til videre læsning glimrer dog med sit fravær, hvilket er ærgerligt. Selv om Søren Frank har rejst og smagt sig til stor viden, har han jo nok også læst, hvad andre har begået om emnet og regionen – og et kunne være spændende at få hans tip til videre læsning.
Det historiske afsnit er kort fortalt og rummer kun det mest nødvendige. Dernæst redegør Søren Frank fint for druesorter og dyrkningsmetoder herunder ligheder og forskelle mellem økologi og biodynamik samt de vigtige processer med gæring, lagring, remuage og degorgering. De enkelte underregioner og kommuner får lidt ord med på vejen, ligesom de forskellige typer behandles grundigt.


Det største og mest fyldige afsnit portrætterer en lang række producenter – spændende fra små økologiske eller biodynamiske vinbønder over mindre négocianter til de store kendte koncerner. Med omkring 4.500 producenter er det selvsagt kun et lille udvalg, som er medtaget. Søren Frank skiver selv om de 90 producenter, at de er ”udvalgt efter en kombination af tilgængelighed på det danske marked og personlige præferencer”. Ganske fornuftigt, da det både giver øget brugsværdi samt muligheden for at følge forfatterens egen smag og kvalitetsvurderinger. Han lægger ikke skjul på, at han foretrækker de mindre uafhængige producenter, som var med til, at han selv for alvor fik øjnene op for champagnes fortræffeligheder.
Hvert opslag byder på lidt om huset og dets historie, fremstillingen, stilen, kvaliteten og omtale af udvalgte vine samt for nogles vedkommende lidt personlige oplevelser med den pågældende producent. Det gælder f.eks. nogle morsomme anekdoter om Krug-familien samt skildringen af et besøg hos André Beaufort, hvis vingård beskrives som et ”Christiana-agtigt kaos, som startede ude i gården med fritgående høns og høudstoppede dyrekroppe…”
Her føler vi, at vi er lige i hælene på Søren Frank, når han besøger producenten, hvilket giver liv og atmosfære – noget det ofte savnes i vinbøger. Mange vinskribenter besidder en fantastisk viden, men er desværre knap så gode til at formidle den på en personlig og vedkommende måde. Det er Søren Frank, hvilket både denne bog og forgængere som ”Vinen til maden” og ”Barolo” vidner om.

Søren Frank: Champagne. Berlingske i samarbejde med People´s Press 2017, 316 sider.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar