torsdag den 11. oktober 2018

Roy´s top 12


”It may be time for an updated Top 12.”
Ordene kommer fra den amerikanske portvinsekspert Roy Hersh som en kommentar til en nyligt afholdt smagning af ”Roy´s Top 12” i The Vintage Port Club. Behovet for opdatering vender vi tilbage til senere.
Det har været et ønske længe i klubbens bestyrelse at kunne invitere til en smagning af de 12 udvalgte vine sammen med manden bag listen, som så kunne kommentere vinene. Det lykkedes så endelig i år at få arrangeret en sådan smagning. Flaskerne blev fremskaffet, invitationerne sendt ud, og den 5. oktober stod Roy så over for godt 40 af klubbens medlemmer.


Roy Hersh indledte med at forklare, hvad det egentlig er for en liste, og hvordan de 12 vine blev udvalgt. Den blev lavet i 2007 som en form for guide til hans site For the Love of Port – og det var intentionen, at der skulle være lidt bredde både hvad angår årgange og producenter. Samtidig skulle listen være et uddybende svar på et spørgsmål, han ofte fik stillet: Hvilke Vintage Port synes du, jeg skal købe?


”De 12 vine er ikke de bedste, jeg har smagt. Det er heller ikke nødvendigvis de bedste repræsentanter for de forskellige år. I så fald ville Noval Nacional dukke op flere gange, f.eks. i 1994. Men der er tale om gode portvin, som folk selv kan købe og have i deres kælder, da de er til at få fat i og til ok priser,” fortalte han bl.a.
Eller som han skriver i artiklen, der kan læses i sin helhed på FTLOPs hjemmeside:
"They are not necessarily my ultimate favorite of each vintage, but have the combined excellent balance of quality, affordability and availability today".


Siden listen blev lavet i 2007, har han gensmagt vinene et par gange og – og altså nu igen i Odense, hvor vinene blev smagt åbent og kommenteret undervejs. Vi andre smagte selvfølgelig med og her er mine noter.


Graham´s 1966: Orangerød med lys kant og lidt rødlig kerne. Pebret og krydret og stadig med frugt i næsen, men også begyndende tawnynoter som brun farin. Blød i munden, krydret og fint balanceret med syre og frugt, god kompleksitet og lang flot hale. Har stadig tid foran sig, men tawnynoterne vil nok tage til (95).


Fonseca 1970: Flot, rubin til rødbrun med lys, orange kant. Jordbær og andre røde bær i næsen, men også et dybere og mere krydret lag. Dejligt med frugt og flot syre, bløde tanniner, stor kompleksitet og en flot hale. Vil stadig holde i mange år (96).
Taylor 1977: Rød med lys kant. Skæv i næsen og ditto i munden. Dette gjaldt kun den ene af de tre flasker. Fik en lille smagsprøve fra en anden flaske og her var den ganske flot, men jeg tog ikke noter.
Dow´s 1980: Mørk rubin med lys og lidt brunlig kant. Duft af mørke bær, violer og lidt hindbær, men også af kogte bær og marmelade. Let i munden med røde bær og jordbærmarmelade, mangler lidt friskhed og virker ikke helt harmonisk, men vil stadig kunne udvikle sig (89).
Cockburn 1983: Flot rødbrun med lys kant og orange skær. Røde bær i næsen samt en tiltagende lugt af prop. Det samme i munden, hvor den ellers var fin og elegant med røde bær, men med tiden blev dette overskygget af prop. Roys råd var at dekantere lige inden, den skal drikkes, så dette minimeres. Jeg valgte at give karakter ud fra førstehåndsindtryk og kvaliteten bag propsygen (87).
Fonseca 1985: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig kerne. Lidt diskret og lukket til at starte med, brombær og andre mørke bær, lidt kaffe og mørk chokolade. Fin fyldig i munden med god struktur, tør og harmonisk med bløde tanniner. Stadig stort potentiale for udvikling (94).


Croft 1991: Rødbrun, lidt uklar og tåget. Ok elegant duft af røde bær, jordbær, hyldebær, urter og mynte. Elegant og floral med røde bær, blød tekstur og god balancerende syre og meget diskrete tanniner. Fint drikkeklar nu, tror ikke den bliver meget bedre selv om den godt kan holde en del år endnu (92).
Taylor 1992: Mørk rubin, meget tæt og uigennemsigtig. Lidt lukket i næsen med brombær og røde bær samt lidt kaffe. Elegant og tør stil, dejligt med delikat frugt og kraftige integrerede tanniner. Vil helt sikkert vokse, potentialet er stort (94).
Quinta do Vesuvio 1994: Mørk rubin og uigennemsigtig. Godt med frisk frugt, mørke bær, brombær og solbær. Kraftig med god struktur, krydret og mørke bær samt pænt med tanniner. Har stadig tiden for sig, men kan også drikkes nu (93).


Quinta do Noval 1997: Flot skær, rubin med rød kant og mørk kerne. Dejlig ekspressiv i næsen, frisk og elegant med urter og blomster. Fin struktur og rygrad, på en gang elegant og kompleks med kraftige, men bløde tanniner. En dejlig delikat vin, men måske lidt atypisk for huset (94).
Niepoort 2000: Lys rubin med flot skær. Frisk frugt og røde bær i næsen, men også lidt præg af kogt jordbærgrød. Elegant med en del ren frugt, ikke så fyldig og kompleks samt pænt med bløde tanniner og kraftig, let krydret hale (92).
Portal 2003: Mørk rubin, lidt lys kant, fin klar. Fin duft af mørke bær, violer og mokka. Blød, let cremet med god frugt, fint krydret, men ikke så kompleks en vin (90)


Efter smagningen blev der afgivet point til vinene fra deltagerne. Lidt flaskevariation og enkelte skæve flasker havde sin indflydelse på det samlede resultat, som kan ses på klubbens hjemmeside, ligesom du kan se flere billeder fra smagningen i et galleri.
Afstemningen gav følgende Top 5:
1 Graham´s 1966
2 Fonseca 1985
3 Taylor 1992
4 Quinta do Vesuvio 1994
5 Niepoort 2000


Som det fremgår, var jeg ikke voldsomt uenig i denne top 5, men jeg havde selv Fonseca 1970 og Quinta do Noval 1997 højere end deltagerne generelt.
Tilbage til indledningen. Når Roy skriver, at listen måske kunne trænge til en revision, skyldes det bl.a. den store hyppighed af fejl ved Cockburn 1983. Og – hvis jeg må gætte – måske også, at enkelte af vinene ikke længere er så nemme at få fat i, som de var i 2007. En årgang som 1966 var ikke så bredt anerkendt og hypet, da artiklen blev skrevet, men regnes jo i dag på fuld højde med eller ligefrem højere end 1963. Flere af vinene har altså så at sige flyttet sig, siden de for 11 år siden blev udvalgt til listen, hvorfor de måske bør udskiftes med andre, der bedre lever op til intentionen. Hvad han beslutter sig for, må tiden vise.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar