Når vi taler Vintage portvin, er det sjældent, at tre
udmærkede år følger hinanden. Men sådan har det været med 2015, 2016 og nu
2017. Kun de to sidste resulterede i helt brede deklareringer og kan derfor
fremover kaldes sig for klassiske årgange. Men 2015 havde nu så store
kvaliteter, at det ligeså godt kunne have været endt som et klassisk år. Flere
af de største producenter afstod dog i sidste øjeblik fra at deklarere med
begrundelser, som har været diskuteret flittigt og også vil blive det fremover.
Med to klassiske årgange i træk er der varslet nye tider i
portvinsbranchen. Det skal blive spændende at se, hvad det kommer til at betyde
fremover, hvor tradition og markedsovervejelser har manifesteret den gamle
huskeregel om max tre klassiske vintageår pr. dekade.
Jeg har allerede sporadisk kommenteret på fadprøver af
Vintage 2017 fra huse som Niepoort, DR, Quinta do Infantado, Palmer og Ramos
Pinto og deltog i maj måned i den store Preview Tasting af alle brands fra The
Fladgate Partnership, Symington Family Estates og Quinta do Noval (læs omtalen
her).
Under et besøg i Gaia i juli fik jeg første gang mulighed
for at prøvesmage årets to deklareringer fra Sogevinus: Burmester og Kopke.
Fadprøver er siden blevet prøvesmagt i ro og fred over et par dage, så nedenfor
følger min bedømmelse.
I 2016 valgte Sogevinus en fuld deklarering, hvilket vil
sige, at de udsendte Vintage fra deres fire store huse: Barros, Burmester,
Cálem og Kopke (læs omtale her). Året før, altså i 2015, valgte de at udsende
Vintage fra Cálem suppleret af Single Quinta Vintage fra Burmesters Quinta do
Arnozelo og Kopkes Quinta de São Luiz.
Mange faktorer spiller ind, når det besluttes om der skal
deklareres eller ej – og for hvilke brands. De forskellige brands får ikke
deres druer fra samme steder i Douro, og der kan væres store forskelle på
vækstbetingelserne mellem de enkelte underregioner og beliggenheder.
Som begrundelse for deklarering af netop Burmester og Kopke
har chefwinemaker og masterblender Carlos Alves givet de to vine følgende ord
med på vejen:
Carlos
Alves om Burmester:
“The
vine-growing year of 2016/2017 was rather dry and hot in the Douro, but
especially in the Douro Superior. Therefore, the growing cycle of the vines
happened early, and the harvest was one of the earliest ever in the history of
Quinta do Arnozelo. The heat waves and the lack of water resulted in small,
excellent, highly concentrated berries. Testing each vine was crucial to decide
the best time to pick and the result is a fragrant, mature and intense wine”.
Carlos
Alves om Kopke:
“With
rain levels 40 % below average, the vine-growing cycle in 2017 was particularly
challenging, as by July we already knew the harvest would happen considerably
earlier than usual. The particularly hot spring and summer meant we had to pay
extra care when monitoring the growth of the grapes and adapt our work in the
winery in order to follow the pace of the harvest without interruptions”.
Her følger så mine noter.
Burmester Vintage 2017: Blend af touriga franca (50%),
touriga nacional (45%) og tinta roriz (5%) fra Quinta do Arnozelo. Mørk rubin,
tæt og uigennemsigtig med lys lilla kant, farver glasset. Godt med frisk frugt
med hyldebær, brombær, violer, mynte, en smule mørk chokolade samt lidt
ribenapræg og en krydret undertone. Frisk frugt med hyldebær og andre mørke bær
samt pænt med bløde, integrerede tanniner, blød, lidt til den søde side, fin
syre samt en rimelig elegant og pebret hale, ligefrem og ikke med den store
kompleksitet. Fint åben og tilgængelig nu, men kan selvfølgelig lagres (89).
Kopke Vintage 2017: Blend af 50 % Vinhas Velhas og 50 %
touriga nacional fra Quinta de São Luiz. Mørk rubin, næsten sort, uigennemsigtig
med lys lille kant. Diskret næse med solbær, røde bær, esteva og krydderurter samt
lidt cassis. Frisk frugt i munden med brombær og andre mørke bær, violer, meget
tæt, kraftigt, krydret, fin kompleksitet, tør med godt med tanniner og god syre
samt lang, harmonisk hale. Virker lidt lukket lige nu, men vil udvikle sig
positivt på sigt (92/93).
Dejligt informativt. Usikker på om de 50% druer fra gamle stokke ved Kopkes 2017 vintage er touriga national som jo så ville betyde at vinen er på 100 % af denne fornemme drue?
SvarSletSteen
Old Wine alias Vinhas Vilhas er gamle blandede vinmarker med mange forskellige druesorter i. Sikkert også touriga nacional, men også andre.
SvarSlet