tirsdag den 22. oktober 2019

Kranemann – ny portvin på markedet


Det kan være svært at holde sig ajour med antallet af portvinsproducenter for ikke at tale om deres mange brands. En overgang blev der handlet en del, og flere og flere brands blev koncentreret på færre hænder. Der tales i den forbindelse om de fem store, hvilket dækker over Symington Family Estates, Fladgate Partnership, Sogevinus, Sogrape og Porto Cruz, der alle har flere – for ikke at sige mange – brands under sig. Dernæst følger de mellemstore på markedet og så en lang række af mindre producenter og Quintaer med egen produktion.
Men ikke nok med det. Der dukker hele tiden nye navne op – en udvikling, der nok ikke vil stoppe foreløbig grundet portvinens store udbredelse, ligesom der for snart to år siden skete en lempelse i kravene til, hvor meget portvin, man skal have liggende på lager for at kunne etablere sig som portvinsproducent under eget navn. Hvor kravet tidligere var 150.000 liter, er det nu kun det halve, hvilket alt andet lige gør det lettere at komme på banen.


Ny på markedet er således Kranemann Wine Estates, som er opkaldt efter ejeren Christoph Kranemann – en tysk øjenkirurg bosat i Canada – som først forelskede sig i vin og siden i Douro og Portugal efter at have deltaget i en lægekonference i Algarve. I 2018 købte han den historiske ejendom Quinta do Convento de São Pedro das Águias – et gammelt cistercienser-kloster, som ligger i Távora-dalen og kan dateres tilbage til det 12. århundrede.
Navnet på quintaen er kendt i portvinskredse i forvejen. I 1986 etablerede champagne-gruppen Vranken, som på daværende tidspunkt ejede quintaen, portvinsfirmaet São Pedro das Águias. Men 10 år efter blev quintaen solgt igen, hvorimod brandnavnet forblev hos Vranken. Siden har det været forbundet med Rozés, da Vranken-Pommery overtog ejerskabet af dette selskab også.
Da selve quintaens navn altså tilhører en anden producent, kunne den nye ejer naturligvis ikke bruge dette, hvorfor navnet altså blev Kranemann – akkurat som den foregående ejer heller ikke kunne bruge navnet og i stedet lancerede sine portvine under navnet Heredias eller Quinta do Convento.
Nok om forhistorien. Da Kranemann købte quintaen, købte han også kælderens indhold af gamle fade, hvorfor den nye ejer allerede i år kunne sende de første portvine på markedet. Der lå også et lager af Vintage-flasker, så de ikke alene debuterede med Tawny og Colheitas, men også med en Vintage fra 2009. Herom fortæller salgschefen Vasco Magalhães:
”When we bought the Quinta, we inherited a good stock of Port. This 2009 was produced in the property with our grapes and therefore represent our project and our terroir. We brand it as Kranemann as we consider that what’s in the bottle is the expression of the grapes and terroir that now belong to Kranemann Wine Estates”.
Om quintaens terroir kan i øvrigt tilføjes, at der er tale om en blanding af skiffer og granitjord beliggende i en højde af 300-400 meter, hvilket skulle give mulighed for at lave vine med større friskhed og elegance, og som måske også er mere til den tørre side end den søde.


Vasco Magalhães kom fra en tilsvarende stilling hos den kendte winemaker Anselmo Mendes, som især er kendt for sine Vinho Verde vine, men udfolder sig i stort set alle regioner i Portugal. Anselmo er da også med i teamet hos Kranemann som konsulent, hvor han assisterer winemaker Diogo Lopes og Maria Susete Melo.
Der produceres såvel bordvin som portvin under både Kranemann navnet og som Quinta do Convento – et underlabel tiltænkt visse markeder.
“Annually we currently  produce about  125.000 bottles of Port and about 100.000 bottles of table wine. We expect to increase production in the coming years,” fortæller Vasco Magalhães.
Når et nyt brand kommer på markedet, er det selvfølgelig spændende at smage om der er tale om god kvalitet, og hvor de placerer sig rent stilmæssigt. Det er også interessant at se på design af flasker og label, da det altid sender nogle signaler. Kranemann benytter to flasketyper. Almindelige typiske flasker i Bordeaux-stil, men med karakteristisk udbuling på halsen, bliver brugt til entry-level portvin og til Ruby Reserva og Vintage. Til Tawny med alder og Colheitas bruges mere buttede flasker, hvilket synes at være tidens trend.
På deres labels er der en grif – et fabeldyr, der har krop som en løve og hoved og vinger som en ørn.
“Since classical antiquity and through the middle ages the gryphon was thought to be an especially powerful and majestic creature. Because the lion is traditionally considered the king of beasts and the eagle the king of birds. It is the Kranemann coat of arms and the drawing that you see on the label is a Wenceslaus Hollar illustration that the Thomas Fisher Rare Book Library at the University of Toronto kindly allowed us to use,” forklarer Vasco Magalhães.
Og så er det vist på tide, at se nærmere på vinene. Jeg fik venligt tilsendt et fint udvalgt af flasker fra Kranemann, som efterfølgende blev prøvesmagt over to dage:
Ruby: Rubinrød, flot skær, medium intens. Solbær, brombær og lidt mørk chokolade, ikke så intens i næsen. Blød og rund i munden med fin frugt, frugtsødme, men ellers tør, meget afdæmpede tanniner, lidt sprittet og krydret bid i enden. En drikkevenlig, men ukompliceret Ruby. Ok i kategorien (83).
Tawny: Lys rødbrun til rød. Kirsebær og røde bær, tørrede frugter som abrikos samt lidt hasselnød, en smule sprittet. Blød og rund i munden, halvtør, begyndende fadnoter, men også stadig med bærpræg, fin balancerende syre, lidt kort hale, men absolut drikkeværdig for kategorien (84).


10 år Tawny: Rødbrun, orange kant, lys. Mandel, abrikos, lidt bitter appelsinskal. Stadig med bærpræg og lidt rød frugt men også fadnoter, bitter mandel og karamel, frisk stil med fin syre, lidt sprittet bid i enden, savner måske lidt kompleksitet (89).
20 års Tawny: Lys ravfarvet. Frisk og dejlig næse med mandel, abrikos, appelsinskal, honning og karamel. Frisk og elegant med høj syre, mandel og orange, god syre, god lang hale. En let, elegant og frisk stil, absolut lækker og delikat (93).
Colheita 1999: Fin orangebrun. Dejlig ekspressiv, intens og kompleks næse med nødder, mandel, figner og valnød. Fed, blød og cremet i munden, mandel, appelsinskal, tørrede frugter, fyldig, kompleks og med god dybde, men også med stor friskhed og flot syre. Et flot og balanceret glas i en lidt anderledes stil end 20 års (94).


Vintage 2009: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig, lidt lysere kant. Solbær, brombær, lidt kaffe og friske krydderurter. Cremet i munden med modne, mørke kirsebær, solbær, brombær, blomster og lidt grønne noter som mynte og esteva samt lidt mokka, frisk, elegant, ok kompleksitet, flot balance, markante, men bløde og integrerede tanniner, lang pebret hale. Fin port lige nu, men også med potentiale til lagring (92).



Vinene importeres af Portugisisk Vinkælder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar