Talha Tales – ny bog om talha-vine fra Alentejo

Hvor udviklingen tidligere gik imod industrialisering af vinproduktionen, har der de seneste tiår være en bevægelse i modsat retning. Små håndværksmæssige producenter med minimal indgriben. Naturvin, økologi og biodynamik. Brug af heste i vinmarken, nedgravning af kohorn, spontangæring etc.

En tilsvarende trend er brugen af terrakottakrukker til gæring eller lagring – eller begge dele. Amforavin kaldes det gerne, og selve teknikken har være kendt og brugt langt tilbage i tiden – fx regner man med, at de såkaldt qvevrier har været benyttet i Georgien for 8.000 år siden. Fordelen er kort fortalt, at frugten bevares i højere grad samtidig med, at der foregår en iltning, der blødgør vinen uden at tilføje smagsnuancer som ved brugen af fx egetræsfade.

Brugen af lerkrukker i mange forskellige udgaver er genopstået de seneste tiår – først i Friuli i det nordøstlige Italien, i Kroatien og Slovenien og siden i mange andre vinproducerende lande. Samtidig genopdagede man så at sige vinene fra Georgien, som ofte tilskrives at være det eneste sted, hvor metoden har været brugt kontinuerligt op gennem historien.

Men det er ikke det eneste sted. Også i Alentejo i Portugal har lerkrukker – de såkaldte talhas – være brugt gennem årtusinder. Og også her har metoden fået en renæssance, så den ikke kun finder sted i gamle baglokaler i den små landsbyer, men også hos de store producenter. Ja, ikke nok med det. Talha vin, Vinha de Talha, har fået sin egen festival og siden 2010 sin egen DOC-status.

Den udvikling har den amerikanske vinskribent Paul James White nu skrevet en spændende bog om med titlen ”Talha Tales”. Og ikke nok med, at han sidestiller brugen af talha i Alentejo med qvevri i Georgien, han mener yderligere, at traditionen med talha-vin i Alentejo rækker længere tilbage end tiden med føniker og romere, som man ellers traditionelt mener har indført teknikken i Portugal og andre lande.

Bogen er delt i tre hoveddele. Først en omhyggelig redegørelse for Talha-vin såvel historisk som produktionsmæssigt. Vi hører også om kulturen bag, om fremstillingen  af selve lerkrukkerne og efterbehandlingen indvendig med såkaldt Pés. Her er der god viden at hente generelt om brugen af amfora i vinproduktion og specifikt om talha-vin i Alentejo. Egentlig er betegnelsen amfora-vin misvisende, påpeger Paul James White. De romerske amfora-krukker blev rigtig nok brugt til at transportere vin, men ikke til selve produktionen, hvorfor det sådan set er forkert at tale om moderne amfora-vin. I stedet bør man generelt bruge betegnelsen terrakottavin eller de forskellige landes egne navne:

”Historically pots used for fermentation, maturation and storage were much larger, rounder and considerably harder to move. The correct names for these pots are Roman dolia, Georgian qvevri, Armenian karas, Spanish tinajas or Portuguese Talha.”

Rent teknisk er der store forskelle fra land til land og fra producent til producent. Hvor qvevri i Georgien fx er gravet ned, står talhaer i Alentejo oprejst. Der er også stor forskel på, om selve fermenteringen af de knuste druer foregår i krukken med spontangæring og uden tilsætning overhovedet eller i lagares, om der bruges fodtrædning, som vi kender det fra portvinsproduktionen, om der evt. også bruges ståltanke, om krukken smøres med Pés (en hemmelig blanding af bivoks, fyrretræssagt, olivenolie og krydderurter) indvending eller ej, hvilke druesorter man benytter, og om der benyttes filtrering eller kun talhaens egen naturlige filtrering gennem stilke i bunden af lerkrukken. Etc. 

Alt dette fortæller Paul James White om, ligesom han tager os med til produktionen af lerkrukker og til den lille landsby Vila Alva og dens mange såvel aktive som inaktive små vinerier for talha vin. Hvad brugen af krukker angår, kan man faktisk tale om en form for dobbelt-terroir. For det første det terroir, der kommer fra druerne på marken, jordforhold og mikroklima, men for det andet også via den ler, som lokalt bruges til fremstilling af talhas. Winemakere matcher således udvalgte parceller med druer til udvalgte talhas.

Talhas hos Herdade de Esporão

Anden del af bogen er en guide til producenter af Talha vin i Alentejo – både de mindre og mere håndværksbaserede og regionens store producenter som halvdanske Cortes de Cima og Herdade de Esporão, som efter revitaliseringen også har kastet deres kærlighed på lerkrukkerne. Nævnes bør her også navne som Fitapreta, Susana Esteban, José de Sousa (ejet af storproducenten J.M. da Fonseca) og ikke mindst Herdade de Rocim, hvor winemakerparret, Pedro Ribeiro og Caterina Viera, arrangerer den årlige Festival do Vinho de Talha i november – et arrangement, som også har været med til at udbrede de gamle metoder yderligere.

Hvor talha-vine omkring årtusindeskiftet var næsten ikke eksisterende og blot omfattede ca. 1.000 flasker i år 2010, udgjorde produktionen i 2021 i Alentejo således hele 240.000 flasker centificeret som Vinha de Talha DOC, hvortil kommer øvrige talhavine, som blot ikke lever op til DOC kravene samt de mange traditionelle småproducenter, der laver vin i baglokalet til de lokale restauranter og tascas.

Endelig har bogens sidste del, som er skrevet af Jennifer Leigh Mortimer, mere præg af turistguide med afsnit om regionens historie, madkultur samt lidt typiske opskrifter som brødsuppen Acorda og  Porco Altentejana med svinekød og hjertemuslinger.

Og til slut et lille kuriosum. Paul James White omtaler vinen Jupiter fra Herdade de Rocim som Portugals dyreste vin. Der blev i 2021 fremstillet 650 flasker af Jupiter, som blev solgt for 1.000 Euro flasken. Jeg havde selv den ære at smage den sidste år ved vinfestivalen Essencia do Vinho i Porto, hvor jeg var med i juryen, der skulle kåre Portugals 10 bedste vine, og Jupiter endte på en flot fjerdeplads blandt rødvinene. Flot gået af en vin lagret i en gammel lerkrukke.

 Paul James White: “Talha Tales. Portugal´s Ancient Answer to Amphora Wines” kan købes på Amazon