Årets gang i vinmarken 9 – tapning

 

Tiden er gået. Efterår er blevet til vinter. 2024 er blevet til 2025. Siden min sidste rapport i starten af oktober er vinificeringen af vores vin hos Agger vin fortsat trin for trin, ligesom vinene er blevet testet og analyseret. Nu er vinen færdig, flasket og bragt med hjem, hvor vi kun mangler påsætning af etiketter for at kunne sige mission completed.

Men lad os lige gå et skridt baglæns først. Efter fermenteringen, hvor sukkeret med gærens hjælp blev omdannet til alkohol og kuldioxid, er vinen blev omstukket, og der er blevet tilsat sulfit og et enzym, der fremmer den aromatiske identitet. Efterfølgende blev denne proces afsluttet ved tilsætning af bentonit, hvorefter vinen blev omstukket igen. Klaringen af vinen fortsatte ved tilsætning af et gelatineprodukt, som fanger mikroskopiske partikler, så vinen bliver endnu mere klar, og samtidig ændrer smagen af vinen. Dette sker selvfølgelig i afmålte doser. Endelig blev der tilsat et særligt protein til stabilisering af de organiske forbindelser, og som samtidig giver større ”mundfylde” i vinen. Slutteligt er vinen også blevet filtreret.

Det lyder som en større teknisk og kemisk proces, hvad det også er. Men sådan er sædvanen i konventionel vinproduktion.

I december blev der sendt prøver til den konsulterende winemaker i New Zealand og til et laboratorium i Tyskland. Her blev vinene analyseret og målt for alkohol- og sukkerindhold, så en sidste justering evt. kunne foretages.

Da vinen blev erklæret for færdig og godkendt, blev der hurtigt sendt invitationer ud til os, der har lejet os ind på rækker hos Agger Vin. Det gjaldt også min bror og mig, som sammen har lejet en række med ældre solarisplanter. Vi fik alle tildelt tidspunkter, hvor vi skulle møde frem til aftapning, hvilket for vores vedkommende foregik i lørdags.

Proceduren var enkel og hurtigt overstået. Medvirkende til dette var, at Nicolai Agger selv håndterede tappeanlægget, hvor fire flasker ad gangen kunne blive påfyldt med vin. Maskinen havde automatisk stop, men desværre virkede det ikke hver gang, så man selv skulle afbryde, hvorfor han foretrak selv at stå med ansvaret. 

Vores opgave var derfor reduceret til først at samle papkasser, derefter at sætte en hætte med skruelåg på de fyldte flasker og fastgøre dem i en anden maskine samt slutteligt at sætte de fyldte flasker i kasser.

Resultatet for vores række blev 66 flasker hvidvin svarende til 11 kasser, som efterfølgende blev hjembragt. Nu mangler vi kun at få færdigdesignet og påsat en etikette med navn og de reglementerede oplysninger som alkoholprocenten på 13,5.

Jeg var dog så nysgerrig, at vi allerede samme aften nød en enkelt flaske. Og min konklusion er klar: Vinen er godkendt. Der er selvfølgelig ikke tale om en meget kompleks vin, men den har god frugt og fylde samt fin balancerende syre. Og, ja. Vi har lejet os ind på samme række i år – altså endnu en omgang med solaris-druen.

Vintage 1985 i The Vintage Port Club

 

Det kan være spændende at smage et portvinshus i forskellige årgange. Men det er mindst lige så spændende at smage flere huse i en og samme årgang. Hvordan præsterede de forskellige huse? Hvor langt er vinene kommet i deres modning? Hvilke mærker burde måske være drukket for år siden? Hvilke har endnu potentiale til videre udvikling?

Forleden smagte vi 12 forskellige udgaver af Vintage 1985 i The Vintage Port Club. Husene var både, hvad man kan kalde store vintagehuse og mindre – og flere var gamle kendinge, som også var med, da vi sidst – nærmere bestemt i 2015 – smagte årgangen. Mere om det senere.

Først lidt om året, som hører til de såkaldte klassiske årgange med bred deklarering. Henrik Oldenburg nævner 46 forskelle brands i sin bog ”Portvin”. Axel Probst giver 4 ud af 5 stjerner, men tilføjer, at der både er skidt og kanel. Richard Mayson giver ligeledes årgangen 4 ud af 5 stjerner med ordene: ”A few outstandingly good wines for the long term but some seriously faulty.” Fejlen, han refererer til, er volatil syre (eddikestik), og blandt de vine, Mayson nævner som præget af dette, er flere at de vine, som var på programmet, nemlig husene Cálem, Churchill´s, Niepoort og Ramos Pinto. Endelig peger han på Graham´s, Martinez og Taylor´s som ”pick of the vintage”.

På baggrund af dette kunne man have blandede forventninger, ja måske ligefrem bange anelser. Så galt gik det heldigvis ikke, idet kun en enkelt vin bar tydeligt præg af volatil syre, mens en anden havde en lille snert. Men en blandet omgang var det med stor variation i såvel farve som udviklingsstadie. Enkelte deltagere var skuffede, men det skyldes efter min mening for høje forventninger ovenstående beskrivelse af året taget i betragtning. Selv fandt jeg de fleste af vinene godkendte, enkelte udmærkede, mens enkelte skuffede, hvilket som nævnt skyldes fejl eller delvis fejl – eller at tiden var løbet fra dem.

Som vanligt ved den slags smagninger, hvor der er god tid, var jeg glassene igennem af fire omgange. Først en hurtig runde, hvor jeg kun kigger på udseendet, og dernæst en runde hvor jeg dufter. Så følger en runde, hvor der både duftes og smages og endelig en runde, hvor jeg gensmager og uddyber mine noter.

Vinene er listet, som de blev serveret, men da der var tale om en semiblind smagning kendte vi godt nok de 12 huse, men ikke rækkefølgen.

Croft Vintage 1985: Lys teglrød med lys kant. Let i næsen med jordbær og florale noter og let krydret. Ikke høj på frugt, men dog i balance og pænt med syre, floral og elegant med røde bær. Et fint, men sart glas uden den store fylde. Bør drikkes nu (91).

Churchill´s Vintage 1985: Rubinrød med lysere kant, klar. Diskret næse med røde bær, lidt engelsk lakrids, krydret. Fin fylde i munden og pænt med frugt, lidt syrebid men god balance, godt krydret i anden omgang. Et dejligt elegant glas med lang hale, men vinder nok ikke ved yderlig lagring (94).

Ramos Pinto Vintage 1985: Mørk rubin, tæt, næsten uigennemsigtig. Lidt rustik næse med mørke bær, lidt urter, mørk chokolade og eukalyptus. Let cremet struktur i starten, intens og fyldig, godt med frugt, pebret og krydret, men desværre præget af en lille mistænkelig duft og bismag, som trak ned (89).

Cálem Vintage 1985: Mørk rubin, klar. Intens med modne bær, solbær og mørk chokolade. Masser af frugt, brombær og solbær, dyb og intens, men måske ikke så kompleks, pebret hale. Fint potentiale til et længere liv (91).

Niepoort Vintage 1985: Tawnybrun med orange kant, klar. Lidt oxideret næse og med apoteker- og kamfernoter. Let tawnyficeret med høj syre, men mangel på frugt. Præget af volatil syre og derfor med fejl.

Gould Campbell Vintage 1985: Rubinrød. Lidt kogt frugt og jordbær i næsen. Røde bær og florale noter, lidt til den søde side, ok balance, pebret og krydret i anden omgang. Ok glas, men holder nok ikke så længe igen (92).

Taylor´s Vintage 1985: Rubinrød, fint skær, lys kant. Røde bær, jordbærgrød og florale noter. Pænt med frugt og høj syre, elegant og floral, tør, lang pebret hale. Et ganske dejligt glas (94).

Fonseca Vintage 1985: Mørk rubin, næsten sort, uigennemsigtig, lidt lilla kant. Mørke bær, mørk chokolade og lidt lakrids. Fyldig i munden med godt med frugt, solbær og brombær, krydret og pebret, diskrete bløde tanniner og lang pebret hale. En potent vin, som stadig har fint potentiale (94).

Graham´s Vintage 1985: Rubinrød, medium intens. Lidt diskret næse med brombær og røde bær. Høj syre, som overskygger frugten lidt, pebret og krydret, men ellers et ok glas (91).

Warre´s Vintage 1985: Teglrød med lys kant, lav intensitet. Diskret næse med røde bær. Lav på frugt og høj syre, ikke helt balanceret. Syren skygger lidt vel meget, bør nok drikkes nu (89).

Smith Woodhouse Vintage 1995: Teglrød med lys kant. Røde bær, elegant og floral. Ganske delikat og elegant med røde bær, lidt lav på frugt, men dog i fin balance. Et fint glas, som stadig har nogle år foran sig (94).

Dow´s Vintage 1985: Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig med lilla kant. Lidt lukket i næsen med brombær og cassis. Godt med frugt, sorte kirsebær og solbær, savner måske lidt elegance, diskrete tanniner, lang hale. Har stadig potentiale (91).

Mine fire favoritter var altså Churchill´s, Taylor´s, Fonseca og Smith Woodhouse. Af de brands, Mayson pegede på som præget af volatil syre, var det altså kun Niepoort, der var med direkte fejl, mens Ramos Pinto havde en snert. Et par af vinene er nok over deres bedste tid, mens andre stadig har potentiale til en længere liv. Det var vel også, hvad man kan forvente af en årgang med 40 år på bagen.

Afstemningen blandt alle deltagere gav hæder til de store vintageproducenter Fladgate Partnership og Symington Family Estates. Top 5 var nemlig som følger:

1. Fonseca
2. Dow´s
3. Smith Woodhouse
4. Warre´s
5. Taylor´s

Ikke alle delte åbenbart min begejstring for Churchill´s, hvilket kan skyldes flaskevariation. Det samme kunne måske også gælde for Warre´s, som jeg var knap så glad for, ligesom Ramos Pinto også kan have været med flaskevariation, da den faktisk endte på en samlet 6. plads ved afstemningen.

Og hvordan så med smagningen af Vintage 1985 for snart 10 år siden? Også dengang vandt Fonseca afstemningen, forfulgt af Graham´s, Gould Campbell, Ramos Pinto og Cálem, mens Dow´s og Quinta do Noval var direkte skuffende, og Taylor´s og Smith Woodhouse scorede betydeligt mindre.

En konklusion kunne være, at Fonseca burde være med på listen over ”pick of the vintage”, men at det ellers er lidt af et lotteri, om vinene holder og er i fin stand, eller om de er knap så gode eller ligefrem med fejl.

Hvid Colheita 1940 fra Quinta Vale D. Maria

 

Gratis anmeldereksemplar tilsendt af producenten

 

Man skulle tro, at strømmen er uudtømmelig. Men det er den ikke, og antallet af gamle portvinsfade, som dukker op rundt om i Douro, svinder langsomt ind. Siden Taylor´s i 2010 lancerede deres mere end 150 år gamle Scion, har portvinshusene fundet gamle fade frem i egen kælder, hos Casa do Douro eller hos små uafhængige producenter og familielandbrug, som har lavet og gemt portvin. Fadene med portvin er blevet testet, vurderet og justeret og siden flasket som Colheita, hvis papirerne var i orden, eller som Very Old Port.

En af dem, der har haft næse for at finde gamle fade, er Cristiano van Zeller, som i mange år stod i spidsen for Quinta Vale D. Maria, der var ejet af hans hustru. Og den tradition er fortsat under de nye ejere, Vinho Verde baserede Aveleda, som købte Quinta Vale D. Maria i 2017. I 2019 blev en Colheita fra 1969 flasket og frigivet. Den blev fulgt op af denne hvide Colheita fra 1940 – altså med ca. 83 år på bagen, da den blev flasket i juni 2023.

Quinta Vale D. Maria kan spores tilbage til 1868, hvor den var ejet af José António Teixeira de Carvalho Vaz e Sousa. I 1996 gik ejendommen i arv til efterkommeren Joana Lemos van Zeller og hendes mand Cristiano, som efter Aveledas overtagelse fortsatte et stykke tid som winemaker. I dag hedder chefwinemakeren Diogo Campilho. Som under Cristianos tid produceres der såvel fremragende bordvine som portvine. Af de første kan kort nævnes den hvide Vinha de Martim og de røde Vinha do Rio og Vinha da Francisca opkaldt efter Cristianos og Joanas datter. Foruden de to gamle portvine laves der Ruby Reserva, LBV og Vintage.

Vinen blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

 

Vale D. Maria White Colheita 1940

Flot gylden ravfarvet. Intens og tæt duft af tørrede figner, abrikos, akaciehonning, muskatnød og lidt balsamico. Blød ved første indtryk, men derefter mere skarp og kantet med høj syre og overraskende friskhed, citrus, orangeskal, tørrede frugter, abrikos, valnød, balsamico, stor kompleksitet, som hele tiden afslører nye lag og lang intens hale med markant, men dog afstemt syrebid. Et skønt glas (96).