Årets gang i vinmarken 9 – tapning

 

Tiden er gået. Efterår er blevet til vinter. 2024 er blevet til 2025. Siden min sidste rapport i starten af oktober er vinificeringen af vores vin hos Agger vin fortsat trin for trin, ligesom vinene er blevet testet og analyseret. Nu er vinen færdig, flasket og bragt med hjem, hvor vi kun mangler påsætning af etiketter for at kunne sige mission completed.

Men lad os lige gå et skridt baglæns først. Efter fermenteringen, hvor sukkeret med gærens hjælp blev omdannet til alkohol og kuldioxid, er vinen blev omstukket, og der er blevet tilsat sulfit og et enzym, der fremmer den aromatiske identitet. Efterfølgende blev denne proces afsluttet ved tilsætning af bentonit, hvorefter vinen blev omstukket igen. Klaringen af vinen fortsatte ved tilsætning af et gelatineprodukt, som fanger mikroskopiske partikler, så vinen bliver endnu mere klar, og samtidig ændrer smagen af vinen. Dette sker selvfølgelig i afmålte doser. Endelig blev der tilsat et særligt protein til stabilisering af de organiske forbindelser, og som samtidig giver større ”mundfylde” i vinen. Slutteligt er vinen også blevet filtreret.

Det lyder som en større teknisk og kemisk proces, hvad det også er. Men sådan er sædvanen i konventionel vinproduktion.

I december blev der sendt prøver til den konsulterende winemaker i New Zealand og til et laboratorium i Tyskland. Her blev vinene analyseret og målt for alkohol- og sukkerindhold, så en sidste justering evt. kunne foretages.

Da vinen blev erklæret for færdig og godkendt, blev der hurtigt sendt invitationer ud til os, der har lejet os ind på rækker hos Agger Vin. Det gjaldt også min bror og mig, som sammen har lejet en række med ældre solarisplanter. Vi fik alle tildelt tidspunkter, hvor vi skulle møde frem til aftapning, hvilket for vores vedkommende foregik i lørdags.

Proceduren var enkel og hurtigt overstået. Medvirkende til dette var, at Nicolai Agger selv håndterede tappeanlægget, hvor fire flasker ad gangen kunne blive påfyldt med vin. Maskinen havde automatisk stop, men desværre virkede det ikke hver gang, så man selv skulle afbryde, hvorfor han foretrak selv at stå med ansvaret. 

Vores opgave var derfor reduceret til først at samle papkasser, derefter at sætte en hætte med skruelåg på de fyldte flasker og fastgøre dem i en anden maskine samt slutteligt at sætte de fyldte flasker i kasser.

Resultatet for vores række blev 66 flasker hvidvin svarende til 11 kasser, som efterfølgende blev hjembragt. Nu mangler vi kun at få færdigdesignet og påsat en etikette med navn og de reglementerede oplysninger som alkoholprocenten på 13,5.

Jeg var dog så nysgerrig, at vi allerede samme aften nød en enkelt flaske. Og min konklusion er klar: Vinen er godkendt. Der er selvfølgelig ikke tale om en meget kompleks vin, men den har god frugt og fylde samt fin balancerende syre. Og, ja. Vi har lejet os ind på samme række i år – altså endnu en omgang med solaris-druen.