Direkte
oversat betyder ”Tras-os-Montes” bagved bjergene. Og det er netop dér den mere
ukendte vinregion ligger; bag bjergene som adskiller kysten fra det indre land
i det nordlige Portugal og lige nord for langt mere kendte Douro.
Kigger man
på et kort over Portugal og ser i det nordøstligste hjørne finder man byen
Bragança og ca. 20 km
derfra ligger den lille landsby Parada. Vi er tæt på grænsen til Spanien, og vi
er i højderne.
Da ønolog
Jorge Ortega Afonso vendte hjem til Parada, var det for at udleve sin drøm om
at lave vin i det lille lokalsamfund, der som så mange andre småbyer i det
indre Portugal led under affolkning. Han etablerede derfor Casa de JOA, hvor
JOA selvfølgelig er forkortelsen af hans eget navn. Med sin produktion af vin har
han derefter været med til at skabe nyt liv i landsbyen.
”Det er en
gammel tradition i landsbyen at lave vin, og min familie er ingen undtagelse.
Det er med stor passion alle mødes og fejrer endnu et år med den smukke alkymi,
det er at omdanne druer til vin,” lyder det.
Og
produktionen sker vel at mærke i pagt med naturen med druer fra 120 år gamle
blandede vinmarker, som liger i 700 meters højde og rummer 20 forskellige
druesorter. Der produceres to serier; Feito de Joa, som er økologisk og uden
tilsætning af gær, enzymer og sulfitter. Og Alto do Joa, som forener tradition
og innovation.
”Såvel
vindyrkningen som arbejdet med at lave vin respekterer økologien og naturen. Vi
benytter de lokale gærkulturer og tilsætter ikke enzymer eller andre ting,”
fastslår Jorge Ortega Afonso.
Jeg mødte
Jorge Ortega Afonso under vinfestivalen Simplesmente Vinho i februar i år, og
han var venlig derefter at sende lidt prøver op i forbindelse med min artikel i
Din Vinguide om nye tendenser i portugisisk vin - herunder de fremstormende nye
regioner som Beira Interior og Tras-os-Montes.
Følgende
vine blev smagt:
Alto do Joa
Branco 2022: Blend af Esgana cão, Formosa, Siria, Douradinha, Gouveio,
Folgasão, Chasellas Salsa mv. fra mere end 120 år gammel vinmark, 22 måneder på
fad. Lys orange. Citrus, jordbær, kvæde og rød grape i næsen. Juicy og fyldig
med fin frugt, rød grape, mineralitet, meget tør, let bitterhed og diskrete
tanniner fra skindkontakten, dejlig lang læskende hale (92).
Alto do Joa Rosé 2023: Multiblend med bl.a. Bastardo,
Mourisco tinto, Jaén, Esgana og Gouveio. Teglrød. Jordbær og andre røde bær, blomster og krydret undertone.
Frisk og fyldig med røde bær og solbær, godt krydret, flot balance. Fint glas.
(91)
Alto do Joa
Tinto 2017: Multiblend fra 120 år gamle vinmarker. Mørk rubinrød med brun kant.
Modne bær, kirsebær, brombær, læder, cigarkasse, tobak, lidt laktose. Fyldig
med mørke bær, dejlig krydret og pebret, meget tør stil, lang tør hale, god
kompleksitet, stadig år foran sig (93).
Feito de Joa
Tinto 2023: Rubinrød. Frisk næse med primær frugt især jordbær men også
solbærblade samt lidt krydderurt. Læskende og sprød med røde bær, let krydret
og urtet, god balance og fine bløde tanniner (90).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar