lørdag den 17. marts 2018

Go West!


Cabernet sauvignon, merlot, chardonnay og zinfandel. Det er de vinsorter, vi umiddelbart forbinder med Californien. De fleste ved også, at der dyrkes pinot noir og Rhône-sorter som syrah, grenache og rousanne. Men hvordan med riesling, grüner veltliner, vermentino, albariño og sangiovese? Det er vel ikke druesorter, vi forbinder med den solrige stat i det vestligste USA?


Men de dyrkes også, og faktisk er klima og terroir så mangfoldigt, at det meste kan lade sig gøre. Det var i al fald påstanden fra Geoff Kruth, som forleden holdt et seminar om ”The Unknown California” i forbindelse med vinfremstødet ”Go West!”, der havde fokus på vine fra Washington State, Oregon og Californien.
”Jeg elsker, at der er store variationer i Californien lige nu. Alle stilarter og typer findes. Jeg vil derfor gerne præsentere nogle stilarter, som vi ikke kender så meget til. De laves i små mængder, og det meste drikkes på restauranter eller sælges i Californien,” indledte Geoff Kruth, som er Master Sommelier og præsident for GuildSomm.com, der er en nonprofit organisation for over 12.000 professionelle vinfolk.
Geoff Kruth fortalte derefter kort om de forskellige regioner og de store forskelle klima- og terroirmæssigt, hvilket netop er baggrunden for at så mange forskellige druesorter kan modnes.


”I Santa Barbara Valley er der f.eks. så store forskelle, at der dyrkes pinot noir i vest, mens carbernet modner fint i øst,” fortalte han.
Efterfølgende smagte vi otte meget forskellige vine, men med det fællestræk, at det var vine, hvor man ikke umiddelbart ville gætte at oprindelsen var fra Californien. Nogle fordi druesorten er anderledes end det vante – andre fordi typen var en anden end det forventelige på druesorten.


Følgende vine blev smagt:
Schramsberg Blanc de Blanc 2015: Lavet på 100 % chardonnay, hvoraf 54 % kom fra Napa og 46 % fra Sonoma. Lys grøngul, blank. Duft af æbler, lidt gær og florale noter. Mousserende, selv om bobler umiddelbart ikke kunne ses, frisk, ikke så frugtfyldt, men med æbler og lidt eksotisk frugt, lav alkohol. En let, tør og frisk vin.
Handley Cellars Riesling 2016, Anderson Valley: Lys grøngul, medium intens. Duft af æble, lidt citrus, pære, blomster og lidt ananas. Pære og honning, tilstrækkeligt balancerende syre, men virker ikke høj på syre. Fin aromatisk vin.
Carlisle Winery Grüner Veltliner 2015, Sonoma Mountain: Lys grøngul. Lidt parfumeret og floral i næsen. Fint med frugt og syre og derfor i god balance og med fin tekstur. Mineralsk og med lidt bitterhed i halen. Kan fint drikkes nu, men også udvikle sig. God madvin.
Ryme Cellars Hers Vermentino 2016, Carneros: Parret Ryan og Megan Glaab laver en del vin på italienske sorter. Hvad angår vermentino ville han gerne lave en orangevin, mens hun foretræk en ren udgave, Hers. Gulgrøn. Frisk næse med modne stenfrugter og blomster og lidt eksotiske og røgede noter. I munden mineralsk og floral, dejlig aromatisk og lidt krydret samt med fin syrebalance. Fin lang hale.
Black Stallion Winery, Albariño 2016, Napa Valley: Grøngul. Ikke så ekspressiv i næsen med mandarin og lidt citrus. Flot i munden, fin balanceret med godt med frugt og kompleksitet. Bitterhed fra fenoler i enden. Fin madvin.
Giornata, Il Campo Rosso 2015, Paso Robles: Blend af sangiovese, barbera, nebbiolo, aglianico og merlot. Lys rubin, let lys kant. Kirsebær, blommer og krydderier i næsen, virker måske lidt umoden. Frisk og rig på frugt, ligefrem og ukompliceret entry level, men fint drikkelig og behagelig.
Seghesio Vineyards Sangiovese 2013, Alexander Valley: Rubin, mere fyldig. Flot næse med kirsebær, blommer og frugt. Dejlig i munden med fin frugt, fyldig, men stadig elegant. En udmærket vin, hvor druens genfindes, men tydeligt har fået lidt mere varme end i Toscana.
Lost and Found, Carignan og Mourvédre 2015: Geoff Kruths eget vinprojekt, her baseret på Rhône-sorter. Rød rubin, medium intens. Røde bær, lav på alkohol og stor elegance. Bløde og diskrete, men også markante tanniner, fin afslutning.
Efter dette seminar (et andet med fokus på signaturdruer fra de tre stater fulgte senere, men uden min deltagelse) var der frit spil blandt de små 200 vinhuse fra Californien, Oregon og Washington State. Med i alt omkring 1000 vine måtte der gøres nogle valg. Jeg koncentrerede mig hovedsageligt om Oregon, der især udmærker sig med deres vine på pinot noir, men sluttede så med enkelte, fornøjelige stop i de to andre stater.
Jeg vil blot fremhæve to producenter, som faldt i min smag:


Domaine Verdant i Yamhill-Carlton AVA laver vine på chardonnay og pinot noir. Deres Enchanteuse Chardonnay 2014 var meget burgundisk i stilen med frugt og friskhed og godt lagringspotentiale. Pinot Noir laves i forskellige udgaver, hvoraf nogle er baseret på enkeltkloner. Jeg smagte Quintessance 2013, Clone 113 (de andre var klon 114 og 115) og La Follesse. Meget stringente og stilrene vine, som jeg helt sikkert gerne vil gensmage og udforske noget mere.


Chehalem Winery fra Ridgecrest Vineyards i Ribbon Ridge, som har marker rundt om i tre AVA´er i Willamette Valley (Chehalem Mountains, Dundee Hills og Ribbon Ridge), præsenterede vine på chardonnay, riesling, gamay og pinot noir. Chehalem betyder blomsterdalen på et gammel indiansk sprog. Jeg smagte den udmærkede Three Vineyard Riesling 2015, som havde masser af frugt, men også balancerede syre, en frisk og let gamay noir 2015 med god struktur og elegance, Three Vineyard Pinot Noir 2015, som er et blend af druer fra tre forskellige marker, samt endelig Reserve Pinot Noir 2015, som var ganske lovende. Også et spændende hus, som det er værd at være opmærksom på.
Fra Oregon smagte jeg endvidere vine fra Joe Dobbs, Chateau Bianca, Voix de la Vigne, Adelsheim Vineyard og Patton Valley Vineyard. Efterfølgende smagte jeg vine fra Hedges Family Estate og Gramercy Cellars i Washington State og Francis Ford Copploa Winery, Robert Mondavi Wines og Stag´s Leap Wine Cellars i Californien – de sidste to er jo et par af pionererne inden for kvalitetsvin fra Napa Valley i Californien.


Hos Robert Mondavi Winery smagte jeg Napa Valley Fume Blanc 2015, Oakville Cabernet Sauvignon 2013 og The Reserve 2014 – topvine, hvor den sidste dog brug for tid til at modnes.


Hos Stag´s Leap smagte jeg Cabernet Sauvignon Artemis 2015 og Cabernet Sauvignon Fay 2014. Flotte, flotte vine, hvor den sidste dog endnu var meget rå.
Alt i alt et spændende fremstød med såvel indholdsrige seminarer som vine af høj kvalitet. Må indrømme, at jeg blive mere og mere glad for vine fra USA, selv om jeg generelt ikke drikker så meget oversøisk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar