Når portvinsbranchen taler om en bred deklarering fejres det
gerne med en stor smagning af den nye Vintage. Det skete sidst med Vintage 2011,
delvist med 2015 og så igen i år med Vintage 2016.
Smagningen af Vintage 2016 fandt sted fredag den 7.
september i Porto – nærmere bestemt i Terminal de Cruzeiros do Porto de Leixões
– i forbindelse med Port Wine Day og i øvrigt samme dag, som
portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, deklarerede deres egen
Vintage ved at blande de mange forskellige udgaver (se tidligere indlæg).
Der var tale om en åben smagning, hvor alle huse stod ved
hver deres stand, som vi kender det fra messer herhjemme. Og da der derfor også
blev brugt megen tid på at snakke med bekendte i portvinsbranchen og
journalistkolleger, nåede jeg ikke hele rækken igennem. Af samme grund valgte
jeg at springe de vine over, som jeg allerede havde smagt (se nedenfor).
Omstændighederne ved en sådan smagning er ikke til den meget
seriøse bedømmelse med pointgivning og udførlige noter, ligesom ens smageevne hurtigt
trættes af de meget unge og tanninfyldte vine. Jeg vil derfor her nøjes med at
omtale nogle af vinene med lidt kommentarer, nævne hvilke jeg ellers smagte og
så give en generel bedømmelse af årgangen på baggrund af de knap 50 forskellige
udgaver, jeg har smagt ind til videre.
Vinene er nævnt i den rækkefølge, de blev smagt:
Blackett Vintage 2016: Mørk, næsten uigennemsigtig med lilla
kant. Hyldebær og cassis i næsen, masser af frisk frugt, noget rå tanniner som
bider. Brug for tid.
Quinta da Gaivosa Vintage 2016: Mørk, næsten sort. Lidt
afdæmpet i næsen, men flot i munden, krydret, godt med bær, floral og elegant.
Quinta do Noval Vintage 2016: Mørk med dejlig duft af
solbær, brombær og violer. Flot og fyldig i munden, koncentreret med moden
frugt og markante, men integrerede tanniner. Mineralsk, flot balanceret og med
fint potentiale.
Barão de Vilar Vintage 2016: Mørk rubin med lilla kant. Rå
frugt og kærnemælk i næsen. Mørke bær, men også lidt figner og moden blomme.
Markante og lidt rå tanniner, men fint balanceret.
Bulas Vintage 2016: Meget mørk med lilla kant. Fint duft med
frugt og violer, markante med bløde tanniner og flot balanceret mellem syre og
sødme. Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er en stor fan af husets søde
stil, men den nye Vintage er vellavet, balanceret og udmærket.
Quinta do Crasto Vintage 2016: Mørk med lilla kant. Meget
ekspressiv med masser af frugt, fint balanceret, udmærket drikkelig nu, men
også med lagringspotentiale.
Pocas Vintage 2016: Kraftig næse med hyldebær og lidt
ribenapræg samt florale noter. Mørke blommer og frisk frugt, blød med
integrerede tanniner. Faktisk fin at drikke her og nu.
Quinta do Vale Meão Vintage 2016: Mørk og tæt med såvel
frugt som florale noter. Kraftig og fyldig med godt med tanniner til et langt
liv og samtidig indbydende og harmonisk her og nu. Et flot glas.
Warre´s Vintage 2016: Flot næse med røde bær og fin frisk
frugt. Integrerede, men markante tanniner og flot syre til at balancere. Kommer
til at holde mere og mere af huset.
Graham´s Vintage 2016: Flot mørk rubin farve. Fyldig med
masser af frugt, lidt sød stil men med balancerende syre, meget muskuløs med
balsamico og moden frugt, krydret og med stort potentiale.
Dow´s Vintage 2016: Mørk rubin. Flot duft med godt med mørke
bær, men også lidt floral, fint balanceret i vanlig lidt tørre stil, muskuløs
og med stort potentiale.
Quinta do Javali Vintage 2016: Mørk, kraftig pebret duft,
godt med tanniner, krydret med masser af mørke bær, lidt skarp hale.
Taylors Vintage 2016: Flot og elegant, lidt diskret, men
yderst harmonisk og med syre, frugt og tanniner til en fin udvikling.
Fonseca Vintage 2016: Stor, kraftig og korpulent med mørke
bær, cassis og balsamico, lidt krydret, harmonisk og balanceret.
Quinta Vale de Maria Vintage 2016: Frisk frugt, lidt
brombær, men også røde bær og floral. Markante, fint integrerede tanniner, god
balance.
Følgende vine blev i øvrigt smagt, men her er noterne for
kortfattede til at blive refereret. At jeg ikke kommenterer dem, har altså
intet at gøre med manglende kvalitet.
Porto Cruz, Quinta da Pacheca,
Quinta da Boeira, São Pedro das Aguias, Rozès, Cockburn, Quinta do Vesúvio,
Quinta do Infantado, Quinta de Ventozelo, Dalva, São Leonardo, Viera de Sousa,
Vallado, Vasques de Carvalho, Croft, Churchills, Portal og Pintas.
En generel konklusion (både baseret på denne smagning og
øvrige test) er, at de fleste vine er relativ åbne og imødekommende lige nu,
mens et færre antal – og her især nogle af de små huse – har langt kraftigere
og grønne, uindbydende tanniner. Alle vil sikkert snart komme ind i en mere
lukket fase. At mange vine faktisk er værd at drikke nu, betyder dog ikke, at
de ikke har udviklingspotentiale og kan gemmes i mange år. Det kan de, hvilket
især gælder de klassiske vintagehuse, men også mange af de nye og mindre producenter.
Sammenlignet med 2011 er 2016 mere elegant i stilen og
mindre maskulin og kraftfuld, mere imødekommende her og nu. Ingen tvivl om, at
det er fortjent året blev bredt deklareret, men uden at have smagt vine op mod
hinanden, kunne det samme siges om 2015, som så netop ikke blev anerkendt som
bredt deklareret. Og flere i portvinsbranchen, som jeg har talt med, spår
faktisk, at 2015 på sigt vil være et større år.
Vi kan altså glæde os over to gode år i træk, og det
forlyder, at 2017 også vil levere udmærkede vine. Hvem og hvor mange, der
deklarerer næste år, må tiden vises.
Rent investeringsmæssigt kan man forestille sig, at priserne
for Vintage 2016 fra de store huse vil stige hurtigt, mens såvel single
quintaer som andre, der deklarerede 2015, samt mindre huse fra 2016, sikkert
vil kunne levere god kvalitet til prisen i årene fremover.
Læs om Vintage 2016 fra Andresen, Kopke, Barros, Burmester
og Cálem her. Og om Vintage 2016 fra Sandeman, Ferreira og Offley her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar