De mest kendte portugisiske vinregioner herhjemme er Douro, Alentejo,
Vinho Verde og Dão. Men der er selvfølgelig flere, og nogle af dem er på samme
måde som førnævnte i gang med en fantastisk udvikling.
Det gælder også regionen Lisboa, som tidligere bar navnet
Estremadura, men i dag altså er opkaldt efter landets hovedstad. Ses bort fra
de små gamle underregioner som Bucelas, Colares og Carcavelos, der har deres
helt egen historie og egen DOC, var regionen ligesom naboregionen Ribatejo frem til midt i
90´erne mest kendt for at producere billige og lidt anonyme vine på såvel
portugisiske som internationale druesorter. Der bruges stadig både egne og
udenlandske sorter, men en række familieejede vingårde har til gengæld sørget
for at kvaliteten er steget betragteligt.
Lisboa strækker sig fra hovedstaden og op langs kysten,
næsten op til Coimbra. Den er underopdelt i en række underregioner, hvor de
mest kendte foruden førnævnte er Torres Vedras og Alenquer.
Netop Alenquer er hjemsted for familieejede Quinta do Pinto,
som ligger ca. 65 km nordøst for Lissabon, lidt øst for Torres Vedras og kun 25
km fra Atlanthavet, hvilket selvfølgelig har klimatisk betydning. Vingården har
været ejet af familien Cardoso Pinto gennem fem generationer og bestyres i dag af
datteren Rita Cardoso Pinto, som har en master i ønologi. Målet er at
fremstille vine, der udtrykker regionens terroir og det til venlige priser.
Rita Cardoso Pinto er enig i, at der er sket en stor ændring
til det bedre i regionen.
”Producenterne er
blevet bedre til deres arbejde og bedre til at udvælge de rigtige druer – ikke
kun vores egne portugisiske sorter, men dem der passer til regionen. Vi har et
godt terroir, der passer fint til internationale sorter som syrah, viognier,
chardonnay og cabernet sauvignon,” fortæller hun og fortsætter:
”Udviklingen er gået
fra små vinbønder, der dyrkede vin i baghaven, til større og mere
professionelle vingårde – en bevægelse fra at levere til bulkvin til bedre kvalitet.
I takt med at kvaliteten er blevet bedre, mærker vi også, at folk begynder at
opdage vinregionen Lissabon og finde ud af, at vi eksisterer.”
Men også regionens navneskifte har haft betydning for
udviklingen, indrømmer Rita Cardoso Pinto.
”Navneskiftet fra
Estremadura til Lisboa har betydet meget her i Portugal på det nationale
marked. Når folk går i supermarkedet og ser vin fra Lissabon, går det op for
det, at vi også producerer vin her.”
På sigt regner hun med, at den øgede opmærksomhed på
regionen såvel nationalt som internationalt, vil smitte af på vinturismen, men
her har Lisboa endnu ikke mærket det boom, som f.eks. har fundet sted i Douro.
”Vinturismen vokser
meget her i Portugal, men vi har ikke mærket så meget til det endnu her i
regionen. Men det vil sikkert komme, da vi jo ligger tæt på hovedstaden.”
Familiens vingård hedder faktisk ikke Pinto, men Quinta do
Anjo. At de i stedet lancerer vinen under Pinto-navnet skyldes flere ting. For
det første er det selvfølgelig familienavnet, men samtidig fortælles det, at
vinen fra stedet for et par hundrede år siden var så god, at den var flere pintos
værd – en pinto er nemlig også en gammel portugisisk guldmønt. Og endelig var
der for lang tid siden en bestyrer af gården og vinproduktionen, som hed Mr.
Pinto, hvorfor gården med tiden blev kendt som Pinto-gården.
På de godt 25 hektar vinmarker, hvoraf mange er nyplantede,
vokser 19 forskellige druesorter. Det gælder portugisiske sorter som arinto,
fernão pires, antão vaz, touriga nacional, castelão og aragonez samt
internationale sorter som syrah, cabernet sauvignon, petit verdot, roussanne, merlot,
viognier og chardonnay.
”Det var min far, som
ville forsøge sig med internationale sorter og mest Rhône-sorter som viognier
og syrah, da han selv holdt af dem. Vi fandt så ud af, at de fungerede udmærket
både for sig selv og i blends med portugisiske druesorter,” fortæller Rita
Cardoso Pinto og fortsætter:
”Hvis man kender til
vin, vil man måske foretrækker portugisiske druer frem for f.eks. syrah. Men
andre vil måske hellere købe syrah, som de har hørt om, frem for ukendte
portugisiske sorter som touriga nacional og fernão pires.”
De forskellige sorter bruges til såvel blends som
enkeltdruevine - de internationale sorter især til vine til hjemmemarkedet.
Huset har fire serier: Vinho do Lasso på portugisiske druesorter, Terras do
Anjo som er blends af såvel portugisiske som internationale sorter, Quinta do
Pinto som er såvel blends som enkeltdruevine og endelig prestigeserien Grandes
Escolha.
Quinta do Pinto er netop landet i Danmark hos den nystartede
importør af portugisisk vin, Vinho, stiftet af Torben Ryttersgaard. Fra sin
webshop, vinho.dk, sælger Torben Ryttersgaard vine fra de fleste regioner i
Portugal.
Jeg har smagt følgende vine fra Pinto:
Vinhas do Lasso Branco 2016: Blend af 50 % fernão pires og
50 % arinto. Lys grøngul. Medium intens i næsen med citrus, pære og lidt
mineralsk præg, men også lidt passionsfrugt. Medium intens med fin frugt, moden
pære, citrus og passionsfrugt, fint balanceret. Fint drikkelig entrylevel vin
med ok struktur (84).
Vinhas do Lasso Rosé 2017: Blend af 50 % aragonez og 50 % castelão.
Lys rosé, laksefarvet. Frisk næse med røde bær, jordbær og lidt stikkelsbær og
blomsterduft. Frisk med røde bær og florale noter, tør og god syre. Ikke en
kraftig og kompleks rosé, men let, fin, frisk og balanceret (85).
Vinhas do Lasso Tinto 2014: Blend af typiske druesorter fra
regionen, 45 % aragonez, 45 % touriga nacional og 10 % castelão. Rubinrød, ikke
så intens. Frisk duft af røde kirsebær, jordbærgrød og brombær. En enkel vin
med nogenlunde med frugt, kirsebær, høj syre og pænt med tanniner. Virker dog ikke
helt balanceret, men bedre på andendagen. Har altså godt af lidt luft (83).
Quinta do
Pinto Estate Collection Branco 2016: Blend af såvel portugisiske som
internationale druesorter: 29 % arinto, 13 % fernão pires, 17 % antão vaz, 17 %
roussane, 16 % chardonnay og 8 % semillon. Gulgrøn til gylden. Æbler,
græs og blomster i næsen, ikke så markant. Medium fyldig, dejlig tekstur med
fin frugt, citrus og florale noter, tør, mineralsk, let krydret og fint
balanceret (89).
Quinta do Pinto Estate Collection Tinto 2013: Blend af
typiske portugisiske og franske sorter, 25 % touriga nacional, 20 % aragonez,
20 % tinta miúda (gammel sort fra Lissabon-regionen), 20 % cabernet sauvignon
og 15 % syrah. Mørk rubin, rødlig kant. Dejlig duft med brombær, modne sorte kirsebær,
fyrrenåle og lidt blomster og mørk chokolade. Lækker i munden med god fylde,
masser af frugt, markante, men bløde og integrerede tanniner samt fin
eftersmag. Godt glas og godt køb til prisen (90).
Quinta do Pinto Arinto 2016: Enkeltdruevin på en af
Portugals mest populære grønne druer, arinto. Lys grøngul med grønligt skær.
Diskret duft af pære, citrus, græs og lidt ananas og andre eksotiske frugter.
Dejligt frugtfylde, medium intens, høj syre, god struktur og fint balanceret.
Har nærmest to lag, først et friskt med citrus og græs samt mineralitet,
dernæst en undertone af lidt fyldigere og eksotisk frugt som melon og ananas. En
spændende frisk vin til en ok 6 stk. pris (89).
Quinta do Pinto Touriga Nacional Reserva 2013: Enkeltdruevin
på TN, som er en vigtig sort i såvel Douro som Dão og resten af landet, lagret
12 måneder på brugte fade. Mørk violet. Duft af mørke bær, brombær, violer og
lidt mørk chokolade. En kraftig og fyldig vin med ikke helt modne brombær der
bidder lidt, pænt med tanniner og høj syre, fin struktur. Måske endnu lidt
upoleret, men også med en vis elegance og potentiale for at udvikle sig. Spændende
og med god eftersmag. En dejlig og kraftig madvin og en fin repræsentant for
druesorten (91).
Quinta do Pinto Grande Escolha Branco 2014: Blend af de
franske sorter marsanne (10 %), chardonnay (25 %) og viognier (60 %) samt
portugisiske arinto (5 %), fadlagret i 9 måneder med batonnage og derefter
flaskelagret i 18 måneder. Gulgrøn, meget intens i farven. Intens og markant
duft at smør, toast og lidt røg, let krydret. Meget fyldig og frugtig med mere
fed struktur, honning og toastbrød, krydret og med fin balancerende syre, lidt
oxideret stil, men på den gode måde. En anderledes portugisisk hvidvin, hvor
den aromatiske viognier balanceres af mere syrerige sorter. Har potentiale for
yderligere udvikling (92).
Quinta do Pinto Grande Escolha Tinto 2013: Blend af 20 % touriga
nacional og 80 % syrah, lagret 12 måneder på brugte fade. Mørk rubin, meget tæt
og intens med flot skær. Mørke modne kirsebær, brombær og violer, lidt sød
lakrids. Fyldig, let cremet med flot struktur, brombær og mørk chokolade,
krydret med høj syre og markante tanniner En kraftig vin, som dog ikke foldede
sig helt ud ved første gennemsmagning, men performede bedre dagen derpå. Har brug
for en del luft og tid (91).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar