50 år er der gået siden druerne til Vintage 1970 blev
plukket, sorteret, afstilket, presset og macereret. Det var det år, hvor Beatles
udsendte deres sidste album, Let it be, men sådan set allerede var gået i
opløsning. Det var også året, hvor DR havde premiere på Huset på
Christianshavn. Og som man stadig kan lytte til The Beatles med stor glæde og
gense gamle episoder med Olsen, Meyer og de andre, kan man selvfølgelig også
stadig nyde portvin fra Vintage 1970. Og det med stor glæde.
At drikke portvin med sådan en alder er altid en fornøjelse
og et privilegium. Men spørgsmålet er så, om vinene lever helt op til de store
forventninger, man hurtigt kan have? Og hvilke mærker, der har klaret de mange
år i kælderen bedst?
Det skulle stå sin prøve i sidste uge i The Vintage Port
Club, hvor vi havde 14 forskellige udgave af Vintage 1970 på programmet – og
det en god blanding af store, velrenommerede vintagehuse og mindre producenter.
Det sidste gælder f.eks. Butler & Nephew, som godt nok er blevet relanceret,
men indtil da har været lidt anonyme under først Gonzales Byass og siden
Christies, der også ejer det større brand Vasconcellos. Endnu mere ukendt er Diez, som blev startet i 1875 af fem spanske
brødre – først som sherryproducent, men siden også med såvel portvin som
madeira på programmet. I 1968 blev mærket købt af Offley Forrester, men i dag ejes
det af sherry-selskabet Paternina, og der er ikke længere fokus på portvin.
Først lidt generelt om året. 1970 indgår i kongerækken af
klassiske Vintage årgange. De umiddelbare forgængere hedder 1966 og 1963 – efterfølgerne
1977 og 1994. Året begyndte koldt og vådt, men foråret var fint og sommeren
varm, så resultatet blev godt. Samtidig var høsten stor. Taylor´s udsendte
f.eks. hele 31.400 kasser. I alt blev der deklarereret 41 forskellige vine, så
ikke alle var selvsagt med på smagningen.
Den engelske skribent og portvinsekspert Richard Mayson
kalder 1970 for ”classic, tight-knit wines; the best still with a long future
ahead”, men påpeger også, at det generelle niveau dog ikke er så højt som 1963.
Da vi sidst smagte 1970 i klubben, tilbage i 2009, toppede
Fonseca. Siden er årgangen selvfølgelig indgået i forskellige smagninger gennem
årene – senest ved Winemakers Dinner sidste år, hvor Dirk Niepoort gæstede klubben,
og Niepoort Vintage 1979 begejstrede.
De 14 vine blev smagt semiblind. Mærkerne var altså kendte,
men ikke rækkefølgen, de blev serveret i. Her følger mine noter i den
rækkefølge, vinene blev serveret
Sandeman Vintage 1970: Flot teglrød med helt lys kant og
mørkere kerne, medium intens. Røde bær, kirsebær og lidt ribs, lidt sprittet
ved første gennemsmagning. God frugt fylde, fin intensitet, kirsebær og røde bær,
krydret. Dejligt glas (94).
Butler & Nephew Vintage 1970: Rødbrun, lys orange kant,
uklar. Røde bær og lidt chokolade i næsen, men desværre også lidt kemi og
kamfer. Ikke med fejl i munden, men ikke harmonisk, høj syre og bid. Ikke en
god flaske, men dog heller ikke med decideret fejl (83).
Quinta do Noval Vintage 1970: Lys rubin til rød og med lys
kant. Kirsebær, jordbær, men også i første omgang lidt karklud i næsen, dog
aftagende. Lidt lav på frugt, men ok, røde bær, lidt kaffe og høj syre. Savner
lidt fylde (89).
Royal Oporto Vintage 1970: Orangerød, lys orange kant.
Jordbær og andre røde bær, lidt stikkende. Blød i munden med røde bær og lidt
vanilje. Savner igen lidt mere frugt (90).
Ramos Pinto Vintage 1970: Meget lys orange. Tawnyduft i
næsen, nødder. Tydeligt oxideret, men faktisk ganske fin og delikat i munden, mandelpræg,
meget lav på frugt, høj syre (89).
Diez Vintage 1970: Rød, helt lys kant. Kirsebær og ribs i
næsen. Elegant og delikat i munden med høj syre, men måske en smule lav på
frugt, dog balanceret og dejlig at drikke. Fint glas (93).
Warre´s Vintage 1970: Lys rubinrød med mørk kerne. Mørke bær,
lidt solbær og jordbær. Fint med frugt, jordbær, lakrids, balancerende syre,
tør (92).
Smith Woodhouse Vintage 1970: Teglrød med fint skær. Syrnede
kirsebær og jordbær i næsen. Ok i munden med høj syre, men lidt spinkel krop,
florale noter, delikat og med dejlig hale (91).
Graham´s Vintage 1970: Rød med lys kant. Diskret næse med
røde bær. Ok med bær og frugt i munden, god balance, fin fyldig, men dog en
smule sprittet. Har stadig potentiale (91).
Taylor´s Vintage 1970: Rød, lav intensitet. Diskret næse med
røde bær og lidt solbær. Ok frugt og høj syre, fin balance, pebret hale. Fin,
men syren lidt vel dominerende (91).
Delaforce Vintage 1970: Rød med lidt brune nuancer, orange
kant. Jordbær, måske lidt sprittet. Dejlig i munden med god frugt og syre,
elegant og i fin balance (93).
Croft Vintage 1970: Rød kerne, orange skær, flot men ikke så
intens. Røde bær og lidt jordbærgrød, lidt stikkende næse. Kirsebær og røde
bær, ok balance, fin frugt og syre, fint glas (91).
Fonseca Vintage 1970: Mørk rødbrun til rubin, lys kant.
Brombær, mørke bær, cassis. Intens og fyldig i munden, fint med frugt og god
syre, velbalanceret, lidt lakrids og kanel, krydret og pebret hale. Et dejligt
glas, som stadig har potentiale for udvikling (95).
Niepoort Vintage 1970: Rød med lidt brunligt skær. Fin
frugt, jordbær, men stikker desværre lidt, en smule apotekerduft. Dejlig i
munden med kirsebær og florale noter. Havde brug for lidt tid (90).
For mit vedkommende kom Fonseca altså atter i top. Det var den
vin, som havde bevaret mest saft og kraft, og som også fortsat havde fint potentiale
for udvikling. Den blev skarpt forfulgt af Sandeman og lidt overraskende
Delaforce og upåagtede Diez og endelig Warre´s på 5. pladsen. Positivt overraskende
var også Royal Oporto, som normalt ikke vurderes så højt i rangordenen, men
klarede sig hæderligt.
De fleste vine klarede sig sådan set fint – så snart vi
runder de 90 point er der jo tale om flotte vine trods mine små indsigelser. Et
par skuffelser må være Quinta do Noval, som burde ligge bedre i feltet, og Ramos
Pinto. Hvad sidstnævnte angår skal det dog siges, at to af flaskerne desværre var
tydeligt oxiderende, hvilket også fremgår af mine noter ovenfor. Jeg smagte
efterfølgende den tredje flaske, og selv om den stadig var til den lette side, havde
den moden vintagekarakter med røde bær og fin elegance. En helt anden og mere
delikat vin.
Generelt vil jeg sige, at vel var niveauet højt, men de helt
store oplevelser var desværre få. Jeg synes ikke, at 1970 – i al fald baseret på
denne smagning – står helt mål med 1966 og 1963, selv om sidstnævnte dog nok er
ved at være over sin bedste tid. De fleste af vinene havde fint syreniveau, men
var lave på frugt og fylde, hvorfor syren kom til at dominere lidt vel meget. Det
er da også de vine, der balancerede bedst, som scorede højest hos mig.
Et lille forbehold i denne bedømmelse kan dog være tiden. Nogle af vinene vandt fra første til sidste gennemsmagning, og måske havde syreoplevelsen fundet et mere passende leje, så balancen havde være bedre, hvis de havde fået endnu længere tid, end en sådan smagning muliggør.
Et lille forbehold i denne bedømmelse kan dog være tiden. Nogle af vinene vandt fra første til sidste gennemsmagning, og måske havde syreoplevelsen fundet et mere passende leje, så balancen havde være bedre, hvis de havde fået endnu længere tid, end en sådan smagning muliggør.
De godt 40 deltagere i smagningen – heriblandt en god gammel
bekendt fra Portugal i form af Gustavo Devesas fra Symington Family Estate – afgav
også deres point. Afstemningen resulterede i en lidt anden samlet vurdering end
min. Den samlede Top 5, så sådan ud:
- Niepoort (93,46)
- Taylor´s (92,59)
- Fonseca (92,28)
- Croft (91,51)
- Graham´s (91,44)
Aftenen vinder blev altså Niepoort skarpt forfulgt af nogle
af de andre store vintagehuse. Men der var også overraskelser imellem som
f.eks. Diez og Butler & Nephew, der begge klarede sig hæderligt i kampen
mod de store.
Det samlede resultat kan ses på klubbens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar