mandag den 20. januar 2020

En moden 50-årig


50 år er der gået siden druerne til Vintage 1970 blev plukket, sorteret, afstilket, presset og macereret. Det var det år, hvor Beatles udsendte deres sidste album, Let it be, men sådan set allerede var gået i opløsning. Det var også året, hvor DR havde premiere på Huset på Christianshavn. Og som man stadig kan lytte til The Beatles med stor glæde og gense gamle episoder med Olsen, Meyer og de andre, kan man selvfølgelig også stadig nyde portvin fra Vintage 1970. Og det med stor glæde.


At drikke portvin med sådan en alder er altid en fornøjelse og et privilegium. Men spørgsmålet er så, om vinene lever helt op til de store forventninger, man hurtigt kan have? Og hvilke mærker, der har klaret de mange år i kælderen bedst?


Det skulle stå sin prøve i sidste uge i The Vintage Port Club, hvor vi havde 14 forskellige udgave af Vintage 1970 på programmet – og det en god blanding af store, velrenommerede vintagehuse og mindre producenter. Det sidste gælder f.eks. Butler & Nephew, som godt nok er blevet relanceret, men indtil da har været lidt anonyme under først Gonzales Byass og siden Christies, der også ejer det større brand Vasconcellos. Endnu mere ukendt er Diez, som blev startet i 1875 af fem spanske brødre – først som sherryproducent, men siden også med såvel portvin som madeira på programmet. I 1968 blev mærket købt af Offley Forrester, men i dag ejes det af sherry-selskabet Paternina, og der er ikke længere fokus på portvin.
Først lidt generelt om året. 1970 indgår i kongerækken af klassiske Vintage årgange. De umiddelbare forgængere hedder 1966 og 1963 – efterfølgerne 1977 og 1994. Året begyndte koldt og vådt, men foråret var fint og sommeren varm, så resultatet blev godt. Samtidig var høsten stor. Taylor´s udsendte f.eks. hele 31.400 kasser. I alt blev der deklarereret 41 forskellige vine, så ikke alle var selvsagt med på smagningen.
Den engelske skribent og portvinsekspert Richard Mayson kalder 1970 for ”classic, tight-knit wines; the best still with a long future ahead”, men påpeger også, at det generelle niveau dog ikke er så højt som 1963.
Da vi sidst smagte 1970 i klubben, tilbage i 2009, toppede Fonseca. Siden er årgangen selvfølgelig indgået i forskellige smagninger gennem årene – senest ved Winemakers Dinner sidste år, hvor Dirk Niepoort gæstede klubben, og Niepoort Vintage 1979 begejstrede.


De 14 vine blev smagt semiblind. Mærkerne var altså kendte, men ikke rækkefølgen, de blev serveret i. Her følger mine noter i den rækkefølge, vinene blev serveret
Sandeman Vintage 1970: Flot teglrød med helt lys kant og mørkere kerne, medium intens. Røde bær, kirsebær og lidt ribs, lidt sprittet ved første gennemsmagning. God frugt fylde, fin intensitet, kirsebær og røde bær, krydret. Dejligt glas (94).
Butler & Nephew Vintage 1970: Rødbrun, lys orange kant, uklar. Røde bær og lidt chokolade i næsen, men desværre også lidt kemi og kamfer. Ikke med fejl i munden, men ikke harmonisk, høj syre og bid. Ikke en god flaske, men dog heller ikke med decideret fejl (83).
Quinta do Noval Vintage 1970: Lys rubin til rød og med lys kant. Kirsebær, jordbær, men også i første omgang lidt karklud i næsen, dog aftagende. Lidt lav på frugt, men ok, røde bær, lidt kaffe og høj syre. Savner lidt fylde (89).
Royal Oporto Vintage 1970: Orangerød, lys orange kant. Jordbær og andre røde bær, lidt stikkende. Blød i munden med røde bær og lidt vanilje. Savner igen lidt mere frugt (90).
Ramos Pinto Vintage 1970: Meget lys orange. Tawnyduft i næsen, nødder. Tydeligt oxideret, men faktisk ganske fin og delikat i munden, mandelpræg, meget lav på frugt, høj syre (89).
Diez Vintage 1970: Rød, helt lys kant. Kirsebær og ribs i næsen. Elegant og delikat i munden med høj syre, men måske en smule lav på frugt, dog balanceret og dejlig at drikke. Fint glas (93).
Warre´s Vintage 1970: Lys rubinrød med mørk kerne. Mørke bær, lidt solbær og jordbær. Fint med frugt, jordbær, lakrids, balancerende syre, tør (92).
Smith Woodhouse Vintage 1970: Teglrød med fint skær. Syrnede kirsebær og jordbær i næsen. Ok i munden med høj syre, men lidt spinkel krop, florale noter, delikat og med dejlig hale (91).


Graham´s Vintage 1970: Rød med lys kant. Diskret næse med røde bær. Ok med bær og frugt i munden, god balance, fin fyldig, men dog en smule sprittet. Har stadig potentiale (91).
Taylor´s Vintage 1970: Rød, lav intensitet. Diskret næse med røde bær og lidt solbær. Ok frugt og høj syre, fin balance, pebret hale. Fin, men syren lidt vel dominerende (91).
Delaforce Vintage 1970: Rød med lidt brune nuancer, orange kant. Jordbær, måske lidt sprittet. Dejlig i munden med god frugt og syre, elegant og i fin balance (93).
Croft Vintage 1970: Rød kerne, orange skær, flot men ikke så intens. Røde bær og lidt jordbærgrød, lidt stikkende næse. Kirsebær og røde bær, ok balance, fin frugt og syre, fint glas (91).
Fonseca Vintage 1970: Mørk rødbrun til rubin, lys kant. Brombær, mørke bær, cassis. Intens og fyldig i munden, fint med frugt og god syre, velbalanceret, lidt lakrids og kanel, krydret og pebret hale. Et dejligt glas, som stadig har potentiale for udvikling (95).
Niepoort Vintage 1970: Rød med lidt brunligt skær. Fin frugt, jordbær, men stikker desværre lidt, en smule apotekerduft. Dejlig i munden med kirsebær og florale noter. Havde brug for lidt tid (90).


For mit vedkommende kom Fonseca altså atter i top. Det var den vin, som havde bevaret mest saft og kraft, og som også fortsat havde fint potentiale for udvikling. Den blev skarpt forfulgt af Sandeman og lidt overraskende Delaforce og upåagtede Diez og endelig Warre´s på 5. pladsen. Positivt overraskende var også Royal Oporto, som normalt ikke vurderes så højt i rangordenen, men klarede sig hæderligt.
De fleste vine klarede sig sådan set fint – så snart vi runder de 90 point er der jo tale om flotte vine trods mine små indsigelser. Et par skuffelser må være Quinta do Noval, som burde ligge bedre i feltet, og Ramos Pinto. Hvad sidstnævnte angår skal det dog siges, at to af flaskerne desværre var tydeligt oxiderende, hvilket også fremgår af mine noter ovenfor. Jeg smagte efterfølgende den tredje flaske, og selv om den stadig var til den lette side, havde den moden vintagekarakter med røde bær og fin elegance. En helt anden og mere delikat vin.


Generelt vil jeg sige, at vel var niveauet højt, men de helt store oplevelser var desværre få. Jeg synes ikke, at 1970 – i al fald baseret på denne smagning – står helt mål med 1966 og 1963, selv om sidstnævnte dog nok er ved at være over sin bedste tid. De fleste af vinene havde fint syreniveau, men var lave på frugt og fylde, hvorfor syren kom til at dominere lidt vel meget. Det er da også de vine, der balancerede bedst, som scorede højest hos mig. 
Et lille forbehold i denne bedømmelse kan dog være tiden. Nogle af vinene vandt fra første til sidste gennemsmagning, og måske havde syreoplevelsen fundet et mere passende leje, så balancen havde være bedre, hvis de havde fået endnu længere tid, end en sådan smagning muliggør.  


De godt 40 deltagere i smagningen – heriblandt en god gammel bekendt fra Portugal i form af Gustavo Devesas fra Symington Family Estate – afgav også deres point. Afstemningen resulterede i en lidt anden samlet vurdering end min. Den samlede Top 5, så sådan ud: 
  1. Niepoort (93,46)
  2. Taylor´s (92,59)
  3. Fonseca (92,28)
  4. Croft (91,51)
  5. Graham´s (91,44)



Aftenen vinder blev altså Niepoort skarpt forfulgt af nogle af de andre store vintagehuse. Men der var også overraskelser imellem som f.eks. Diez og Butler & Nephew, der begge klarede sig hæderligt i kampen mod de store.
Det samlede resultat kan ses på klubbens hjemmeside.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar