Omtalte vine er sponseret af producenten
Som det gælder langt de fleste portvinsproducenter, laver Poças
også bordvin – og det af stigende kvalitet. I forbindelse med en artikel sidste
år (læs den i Din Vinguide #18) om vine fra Douro DOC havde jeg et lille udvalg
af husets vine til prøvesmagning. Da nogle af bordvinene fra og med februar i år
er til at få i Danmark, følger nedenfor mine noter på de smagte vine. Men først
lidt om huset.
Firmaet er et familieforetagende grundlagt i 1918 af Manoel
Domingues Poças Junior. Huset blev i mange år ledet af Manuel Pintão, og i dag
er det hans søn. Pedro Poças Pintão, der sidder ved rorpinden til dagligt.
Poças kunne altså forrige år fejre 100 års jubilæum. I den anledning stod de for en større kulturel satsning med bl.a. musik, teater og
litteratur på programmet, ligesom de udsendte jubilæumsvinen Poças 1918 – en
Very Old Tawny, baseret på fade med 90-100 år på bagen. Samtidig skete der også
en oprustning på turistsiden, idet besøgscentret i Gaia blev renoveret. I den
forbindelse blev der bl.a. indrettet et stort smagelokale samt et køkken og en
spisestue, hvor lokale kokke lejlighedsvis inviteres ind for at sammensætte en
fin menu til de udmærkede vine og portvine. Det havde jeg selv fornøjelsen af i
forbindelse med Port Wine Day i 2018.
Portvine og vin produceres med afsæt i husets egne quintaer,
som er fordelt i alle tre underregioner. Quinta das Quartas i Baixa Corgo, Quinta de Santa Barbara i Cima Corgo
og Quinta de Vale de Cavalos i Douro Superior.
Vinproduktionen udgør ca. 25 % af den samlede produktion på
1,6 millioner flasker om året. Herhjemme er Poças da også især kendt for sine
portvine i alle kategorier, hvor især de fadlagrede af slagsen udmærker sig som
udmærkede køb, hvilket både gælder deres Tawny med alder og en længere række af
Colheitas. Desuden er de blandt de portvinsproducenter, der også laver Quinado
– portvin tilsat kinin. I forbindelse med 100 års jubilæet sidste år sendte de
således også 100 flasker med 40 års Quinado på markedet.
Husets bordvine, som altså nu også vil være at få i Danmark,
udsendes under forskellige brands: Coroa d´Ouro, Vale de Cavalhos som er med
druer fra Quinta de Vale Cavalos i Douro Superior, Poças Reserva samt topvinene
Branco da Ribeira og Símbola.
Følgende vine er smagt:
Poças Vale de Cavalhos Branco 2017: Blend af códega, rabigato,
gouveio og viosinho, fadlagret. Grøngul, klar. Ekspressiv med frisk duft af
pære, citrus og lidt ananas samt blomster og mineraler. Floral, citrus, sprød
med flot høj syre og stor friskhed, afdæmpede fadnoter. En dejlig frisk og
fyldig hvidvin til prisen (89).
Poças Branco da Ribeira 2017: 70 %
arinto og 30 % cόdega. Grøngul til strågul. Dejlig aromatisk med moden pære,
citrus, lidt eksotisk frugt samt lidt trænoter og vanilje, men også stor
friskhed. Citrus og moden frugt, stor kompleksitet og elegance samt flot
balance mellem den høje syre og de afdæmpede fadnoter. En spændende, anderledes
og meget delikat hvidvin fra Douro (94).
Poças Vale de Carvalhos Tinto 2016: Blend af touriga
nacional, touriga franca, tinta roriz og tinta barroca. Mørk rubin, lilla
kant. Frisk frugt, kirsebær og jordbærgrød i næsen. Tør, mineralsk, ligefrem
frugt, høj syre og pænt med tanniner, ligefrem uden den store kompleksitet
(87).
Poças Reserva
Tinto 2016: Blend af touriga nacional, touriga franca, tinta roriz og tinta barroca.
Mørk rubin med lilla kant. Mørke bær især brombær og modne kirsebær,
lidt kaffe. Kraftig og fyldig med mørke bær, lidt kakao, fin struktur og
kraftige tanniner. Har brug for lidt tid (90).
Poças Símbola 2015: Topvin, lavet på et blend fra vinhas
velhas. Mørk rubin, dyb. Elegant, frisk og delikat næse med solbær og andre
mørke bær, mynte, eukalyptus og Herbes des Provence. Blød og let cremet i
munden, godt med bær og frugt, mørk chokolade og lidt lakrids, krydret, kraftig
og elegant, meget kraftige integrerede tanniner, stort udviklingspotentiale
(93).
Læs mere på husets hjemmeside. Bordvinene fra Poças importeres af Løgismose.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar