Omtalte vine er sponseret af importørerne
Selv om jeg sidste år deltog i flere smagninger af Vintage
2017 – både i Porto og i Danmark – er alle de mange udgaver selvfølgelig ikke
smagt endnu. Lige inden årsskiftet modtog jeg flasker til et lille flight med
vine, der endnu ikke var smagt samt et par, som jeg ikke har bragt
udførlige noter på, da de blev smagt første gang under den store præsentation
af Vintage 2017 i Porto i september.
Her præsenteres huse og vine kort, hvorefter følger min
noter. De fire vine blev smagt semiblindt på førstedagen og gensmagt dagen
efter.
Quinta do Crasto
Crasto står bag en række fremragende bordvine, ligesom deres
LBV faktisk hører til blandt de bedre på markedet. Huset laver nu også Colheita,
men har ellers været mest synlige på Ruby-siden. Quintaen ligger i Cima Corgo,
men de ejer også en vingård i Douro Superior. Winemaker er Manuel Lobo.
Quinta do Crasto Vintage 2017: Mørk rubin, næsten sort med
lilla kant, uigennemsigtig. Dejlig frisk næse med jordbær, hyldebær og lidt
kaffenoter samt grønne urter, elegant og delikat. Rig på frugt med røde bær og
solbær, esteve, intens, tør, floral, elegant, kraftige men bløde tanniner, fin
struktur og dybde, flot balanceret og med lang og dejlig hale. Kan nydes nu og
på længere sigt, nok blandt de bedste Vintage, jeg har smagt fra Crasto (94).
Importeres af og forhandles hos Portugisisk Vinkælder.
Quinta do Pégo
Den danskejede vingård på sydsiden af Douro har efterhånden en bred portefølje af bordvine og portvine. I næste indlæg vil således følge en bedømmelse af en rødvin, LBV 2014 og Colheita 2011. Første Vintage var årgang 2000 og altså fra samme år, som Karsten Søndergaard købte sig en halvpart af quintaen, som han siden overtog det fulde ejerskab af. Vinen er produceret af Rozès’ winemaker Manuel Henriques og Pégos Wouter Pienaar.
Quinta do Pégo Vintage 2017: Blend af touriga nacional, touriga franca og sousão. Mørk rubin, lilla kant, medium intens. Forholdsvis frisk næse med jordbær, violer og hvidløgsblomst. God friskhed, jordbærgrød samt mørke bær og blomme, lidt florale noter, fint krydret, bløde tanniner, mineralsk og elegant med fin delikat, men også lidt skarp hale. Indbydende lige nu, men også med potentiale (92).
Importeres af Amka og forhandles hos Jysk Vin, Meny og Spar.
Andresen
Huset med de danske aner har mest markeret sig på Tawny og Colheita området og med sine delikate hvide portvine med alder – en type, som Carlos Flores har været med til at udvikle og højne kvaliteten på. Men de senere år er kvaliteten på Ruby-siden også blevet hævet, hvilket denne Vintage er et godt bevis på. Winemaker er Alvaro van Zeller.
Andresen Vintage 2017: Touriga franca, touriga nacional, tinta roriz. Mørk rubin med lilla kant, uigennemsigtig, tæt og dyb, farver glasset lilla. Friske bær, hyldebær, brombær, violer, lavendel, mynte og lidt kaffe. Solbær og andre mørke bær i munden samt frisk mynte, krydret og pebret, tæt og intens, let cremet, alkoholen tydelig, ok balance, kraftige (men ikke grønne) tanniner, som tørrer munden ud. Har brug for tid og stort potentiale (94).
Importeres af Vinimondo og forhandles i Føtex.
Rozès
Det er glimrende, at der findes Vintage portvin i alle priskategorier.
Rozès hører måske ikke til i første division, men de leverer gerne god kvalitet
for pengene – ligesom det ofte er muligt at finde tilbud på ældre udgaver på
hylderne i Brugsen. Samtidig er der den fordel, at Vintage fra Rozès modnes
lidt hurtigere end andre mærker. Huset gør sig i alle portvinsgenrer. Winemaker
er Manuel Henriques.
Rozès Vintage 2017: Mørk rubin med lilla kant, farver glasset
lilla. Jordbær, brombær, kirsebær og lidt florale noter. Ungdommelig med solbær
og andre mørke bær, violer og lidt lakrids, syren og de markante tanniner
dominerer frugten lige nu, men vil givet balancere sig efter nogle år, lidt til
den søde side, slutter med en lidt bitter og kraftigt krydret hale med tørre
tanniner, potentiale for udvikling. Fint glas til prisen, men ikke så
kompliceret (90).
Importeres af Amka og forhandles bl.a. i Brugsen og Kvickly
Ingen kommentarer:
Send en kommentar