Omtalte vine er sponseret af producenten
Efter den såkaldte back-to-back deklarering med Vintage 2016
og Vintage 2017 havde de fleste portvinskendere spået, at 2018 ville blive et
typisk Single Quinta år. Det er det også blevet et langt stykke hen ad vejen. Men
ikke helt.
Meget kunne tyde på, at den gamle tradition med kun tre
gange klassisk Vintage på et årti er fortid. I takt med, at winemakerne er
blevet dygtigere og den teknik, der benyttes i marken og i kælderen, er blevet
forbedret, synes traditionen efterhånden mest at have sin begrundelse i
markedsmæssige og økonomiske betragtninger. Vi taler om klonselektion og
nøjagtig registrering af mikroklimatiske forhold, så de rigtige druesorter
plantes de rigtige steder og plukkes på det helt rigtige tidspunkt. Vi taler om
separat vinifikation, temperaturstyring mv. Alt sammen med til at sikre
brugbart materiale, så der kan produceres Vintage næsten hvert år. Men ikke hvert
år. Alle ingredienser til det ønskede blend skal have den rigtige kvalitet, så
hvis en Quinta i den ene ende af Douro leverer perfekt materiale, men den i den
anden ikke gør, vil winemakeren sige fra. Endelig skal det ikke afvises, at
konkurrencen fra de mange nye producenter og Quintaer, der stort set deklarerer
hvert år, kan spille ind på de store huses ønske om at deklarere oftere end for
årtier tilbage.
Som det var en overraskelse, at både 2016 og 2017 blev
deklareret, er der huse, der har overrasket endnu en gang. Sogrape har meldt om
klassisk deklarering, men sprang vel at mærke 2017 over. Taylor´s har deklareret
klassisk Vintage, mens andre som spået har valgt Single Quintaer.
For Sogevinus-koncernens vedkommende blev det til halvt af
hver. To klassiske Vintage fra Cálem og Barros og to Single Quinta Vintage i
form af Kopkes Quinta de S. Luiz og Burmesters Quinta do Arnozelo.
”2018 var et specielt udfordrende år med ugunstige
vejrforhold, hvilket resulterede i mindre udbytte, men dog af fremragende
kvalitet. Generelt er Vintage 2018 kendetegnet ved deres friskhed, elegance og
en fremragende balance mellem sødme og syreniveau”, udtaler winemaker
Carlos Alves, som tilføjer at vinene fint repræsenterer de forskellige brands
profiler.
Som den første af en række test af den nye Vintage 2018, har
jeg prøvesmagt de fire vine fra Sogevinus. Alle vinene, som blev fremsendt fra producenten, var fadprøver i 50 cl. flasker
og blev smagt semiblindt den første dag og gensmagt dagen efter samt igen en
tredje gang. Nedenfor følger nogle ord om høsten og vinen efterfulgt at min
bedømmelse.
Burmester Quinta do Arnozelo Vintage 2018
Quintaen ligger i Douro Superior og var præget af en kold og
tør vinter, fulgt af et meget vådt forår, som forsinkede væksten. Den varme
sommer og gode vandreserver sikrede dog høsten.
Blend af touriga nacional fra nord-øst vendte marker i 280
meters højde og touriga franca fra østvendte marker i 200 meters højde. Førstnævnte
leverer elegance og det aromatiske, franca giver koncentration og struktur. Antal
flasker: 6.405.
Mørk
rubin. Elegant næse med solbær, jordbær og hyldebær, lidt lukket i
starten. God fylde i munden, frisk med solbær og andre mørke bær, lidt mynte, krydret
og pebret, frugtsødme, men ellers tør med bløde tanniner og pebret eftersmag.
En ganske delikat og elegant vin, dog ikke så kompleks, medium potentiale (89).
Kopke Quinta de S. Luiz Vintage 2018
Quintaen ligger i Cima Corgo på venstre bred af Douro, lige
over for Quinta do Crasto. Året var kontrastfuldt. En tør og kold vinter, fulgt
af meget regn, ja sågar hagl, i forår og forsommer og så endelig meget varme i
august og september, hvor gennemsnitstemperaturen lå på hele 35,8 grader. Heldigvis
var der vandreserver nok, så druerne ikke tørrede ud, og bladene beskyttede for
solens bagen.
Der er tale om et blend af 50 % touriga nacional og 50 %
vinhas velhas med mere end 80 år på bagen fra marker i 110 til 135 meters højde
og primært med nord og nord-vest soleksponering. Antal flasker: 4.783.
Mørk rubin med kraftigt violet skær, næsten
uigennemsigtig, farver glasset. Lidt lukket i næsen med solbær, brombær og lidt
cassis, men også lidt friske urter og violer samt en smule ungdommeligt
kærnemælkspræg, som dog aftog ved anden gennemsmagning. Dejlig og fyldig i
munden med koncentreret struktur, masser af frisk frugt, mørke bær, cassis,
krydret, fin syre samt pebret hale med pænt med tanniner. Faktisk ok og med fint
potentiale (90).
Barros Vintage 2018
Klassisk Vintage fra huset, som blev grundlagt i 1913 og
overtaget af Sogevinus i 2006. Produceret af druer fra Cima Corgo i et blend med
35 % touriga nacional, 30 % touriga franca, 30 % tinta roriz samt 5 % sousão. Antal
flasker: 3.734
Mørk rubin, lilla kant, næste uigennemsigtig. Floral med frisk
frugt, røde bær, violer, lidt jordbærgrød, måske lidt diskret. Blød og
behagelig i munden, saftig, floral, godt krydret, bløde integrerede tanniner, en
del frugtsødme og lidt mineralitet, lidt tendens til marmeladepræg med dog med
godt med syre samt krydderier i halen. Faktisk et ok glas, som kan nydes
allerede nu, men også lagres, (90).
Cálem Vintage 2018
Klassisk Vintage fra huset, som blev grundlagt i 1859 og
overtaget af Sogevinus i 1998. Baseret på druer fra Douro Superior, men fra
forskellige terroirs. Blend af
touriga nacional (15 %), touriga franca (45 %), tinta roriz (30 %) og sousão
(10 %). Antal flasker: 4435.
Mørk rubin,
lilla kant, medium intens. Ekspressiv næse med blomster, solbær og lidt kakao
og mørk chokolade. Fyldig og blød i munden, let cremet med god frisk frugt,
især solbær, fin struktur, godt krydret, indsmigrende i første omgang, men
derefter med godt med bløde tanniner og høj syre, meget tør og pebret eftersmag.
En fin Vintage med pænt potentiale for udvikling (92).
Generelt er der tale om pæne og solide vine med god friskhed
– mere til den elegante side end den robuste. Vil alle kunne udvikle sig, men vil
umiddelbart spå Cálem til at have flest år foran sig og Burmester færrest.
Cálem er måske et brand, som er lidt overset, men som jeg de senere år faktisk
har fundet ganske glimrende på såvel Tawny- som Vintagesiden. Barros vil med
Coops overtagelse af agenturet og dermed tydeligere tilstedeværelse i Danmark
nok også være værd at følge, hvis man er til deres lidt mere søde stil. Selv om
Kopke primært er et Tawny og Colheita hus har der været stigende kvalitet at
hente på Vintage siden – ikke mindst med deres Vintage 2017. Quinta de S. Luiz
er også ganske hæderlig som repræsentant for Single Quinta Vintage.
Burmester, Barros og Cálem importeres af Coop, Kopke af
ViniPortugal.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar