Omtalte vine er sponseret af importøren
Hvad er den bedste vinregion i Portugal? Douro, Alentejo,
Lisboa, Vinho Verde eller Dão?
Det spørgsmål hverken kan eller vil jeg besvare. Der er
flere fremragende regioner med hver deres styrker, og der sker hele tiden en spændende
udvikling, hvor hidtil oversete regioner forbedrer kvaliteten. Alentejo har
måske den bredeste appel, Dão leverer elegance, Douro styrke og kompleksitet, Vinho
Verde friskhed og sprødhed etc.
Og så er der Bairrada, som for alvor er begyndt at vinde mit
hjerte. For det første fordi jeg hører til dem, der er vilde med den
omdiskuterede druesort Baga. For det andet, fordi der findes en række meget
dygtige og dedikerede producenter i regionen. Og for det tredje fordi der
foruden rødvine på Baga også laves udmærkede hvidvine og mousserende vine i den
lille region, tæt ved kysten syd for Porto mellem byerne Coimbra og Aveiro.
I forbindelse med en artikel i augustudgaven af vinbladet
Din Vinguide lavede jeg interview med nogle af producenterne og prøvesmagte en
del vine. Der blev ikke plads til alle noter i bladet, så i de kommende uger
vil jeg her på bloggen præsentere nogle udmærkede vinmagere fra Bairrada og bringer
noter på deres vine.
Baga er en druesort, der deler vandene. Nogle elsker den
tykskallede drue – andre hader den, da den kan give rustikke, tanninfyldte og
astringente vine, som har brug for mange års lagring for at kunne drikkes. Men i
hænderne på kyndige vinfolk giver den også dejlige, syreholdige, kraftige eller
elegante vine, som både kan drikkes på kortere sigt og stadig gemmes længe. Som
sort kan Baga sammenlignes lidt med Nebbiolo, ligesom der er visse ligheder
mellem vine på Baga og Barolo.
For årtier siden var Baga truet af udryddelse, da den var
besværlig, og mange i stedet begyndte at plante internationale sorter eller
andre portugisiske sorter. Men en gruppe producenter holdt heldigvis stædigt
ved, og på initiativ af Filipa Pato og Mário Sérgio Alves Nuno fra Quinta das
Bágeiras blev Baga Friends dannet i 2010.
”Vi dannede Baga Friends, fordi Baga er en besværlig
druesort, som der skal arbejdes meget med i vinmarken. Mange producenter var
begyndt at plante andre sorter. Målet var at promovere Baga, og det giver bedre
resultat, når vi arbejder samme om det,” fortæller Mário Sérgio Alves Nuno og
fortsætter:
”Arbejdet, som Baga Friends har gjort, har været
signifikant. I dag er Baga anerkendt af forbrugerne, og alle i regionen er
begyndt at forsvare druesorten. Men der er stadig lang vej igen. Baga Friends
var en katalysator, som fik regionen til at tænke anderledes.”
Klimaet i Bairrada er forholdsvis køligt og med stor
påvirkning fra Atlanterhavet. Dertil kommer regionens særlige terroir.
”Bairrada er især kendetegnet ved kalk og ler. Det veksler
meget, så derfor er det svært af have store parceller. Vi foretrækker
skråningerne til Baga, da det giver en god soleksponering,” forklarer Mário Sérgio.
Som det også er tilfældet i Piemonte med Barolo, tales der i
Bairrada om traditionalister og modernister, men også her er det oftest ikke et
enten eller, da en del teknikker i vinmarken og kælderen bruges af alle i
større eller mindre grad. Men skal man sætte en etikette på Quinta das Bágeiras
vil det nok være traditionalisme.
”Vi producerer vin på den mere gammeldags måde med minimal
indgriben. Vi høster med hånden, som min farfar gjorde det, afstilker og
filtrerer ikke og bruger kun naturgær, ligesom vi ikke bruger nye træfade til
lagring. Vi er altså minimalister. Vine produceret på mere moderne vis er mere
sprudlende aromatisk, lettere at drikke, men har nok også mindre
lagringspotentiale,” forklarer Mário Sérgio.
Da regionen er ret lille (ca. 110.000 hektarer), vil der
aldrig blive tale om storproduktion, slutter Mário Sérgio.
”Bairrada er en niche-region på grund af størrelsen. Derfor
skal vi lave vine med karakter, som udtrykker regionens terroir.”
Jeg har smagt følgende vine fra Quinta das Bágeiras:
Espumante Branco Bruto Natural 2017: Lys, gulgrøn, behersket
med bobler. Aromatisk med duft med asparges, æbler, vegetale noter, gær og
brødkrummer. Behagelig tekstur med god fylde og syre, citrus og grøn pære,
meget tør, fin balance og dejlig lang eftersmag (90).
Espumante Rosé Bruto Natural 2017: Laksefarvet, diskrete
bobler. Lidt diskret i næsen med jordbær og hindbær. Frisk med høj syre, fin
smag med ren frugt, røde bær, lidt brødkrummer, tør, let prikkende hale.
Velavet, men ikke så kompleks (88).
Reserva Branco 2017: Lys gulgrøn. Citrus, grøn pære og måske
lidt ananas i næsen. God fylde i munden med citrus, ren frugt og balancerende
syre, rund og frisk, medium hale. Solid og ukompliceret madvin (88).
Garrafeira Branco 2017: Gulgrøn med grøn kant. Lidt afdæmpet
i næsen, citrus. Flot krop og tekstur, moden frugt, rød grape, melon, god syre
og balance, dejlig kompleks (92).
Avô Fausto Tinto 2016: Mørk violet. Aromatisk og elegant
næse med moden frugt, brombær, modne kirsebær, let krydret og lidt jordnoter.
Dejligt med bær, elegant, flot balance, fløjlsbløde tanniner. Drikkeklar her og
nu, men kan også gemmes (94).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar