De smagte vine var sponseret af producenten
Årets deklarering af den nye portvinsårgang, Vintage 2019, er allerede i gang. Første hus i år blev Niepoort, idet Dirk Niepoort på sin fødselsdag den 11. marts offentliggjorde, at de ville lave Vintage 2019.
En god
uges tid senere havde husets marketingsafdeling så planlagt et dobbelt event
for at fejre deklareringen. Først en smagning af en tidlig flaskeprøve af
Vintage 2019 sammen med årgang 2000 i selskab med Dirk selv, sønnen Daniel og
winemaker Nick Delaforce. Foruden de to flasker havde deltagerne forinden fået
fremsendt diverse reklameartikler herunder et eksemplar af den ikoniske signaturvest,
som hovedpersonen altid er iklædt, så vi alle kunne ligne små Dirk-wanna-bees.
Senere om aftenen samme dag fulgte så et åbent live event med musik og vin. Jo,
man må sige at Corona har fået vinproducenterne til at investere mere i online
events og opfindsom promotion.
Når den ny Vintage årgang lanceres er det altid populært at
drage sammenligninger med tidligere årgange. Dirk Niepoort lagde ud med at
sammenligne 2019 med 2017:
”2019 er meget forskellig fra 2017, som nok er det
tætteste på perfektion, som vi endnu er kommet. 2019 er måske mere modnet og
ikke helt så balanceret som 2017. Vi ønsker ikke at lave vintage på fuldmoden
frugt, hvorfor vi også bruger hele klaser med stilke.”
I pressematerialet, som blev udsendt med lanceringen, blev
der også sammenlignet med 2008, hvor Niepoort dog ikke udsendte en klassisk
Vintage, men Bioma fra Pisca-marken. Men fælles var en sommer med forholdsvis
lave temperaturer samt regn lige inden høsten, så den endelig modning nåede at
finde sted.
Den nye Vintage er baseret på druer fra netop Vinha da Pisca
samt andre gamle vinmarker i Vale de Mendiz bag Pinhão.
”Blend er altid bedre end enkeltmarker. Vi bruger druer
fra 80 år gamle vinmarker med måske 40-50 forskellige sorter i. Hvor vi
tidligere kunne blende ud fra måske 15 forskellige fade fra fem forskellige
marker, har vi i dag mere end 70 at vælge imellem. Det giver bedre muligheder
og mere kompleksitet,” forklarede Dirk Niepoort.
Dette sammen med brugen af en bedre druesprit er et par af
de væsentlige årsager til, at der omtrent kan laves Vintage af høj kvalitet hvert
år i dag i modsætning til for årtier siden. Til gengæld er der generelt en
tendens til at flaske Vintage tidligere af hensyn til det amerikanske marked,
hvilket Dirk dog ikke mente gjaldt dem selv.
Seancen viste fint, at Dirk Niepoort stadig har sine egne meninger og ikke er bange for at være i opposition til andre i branchen – fx også i valget af år, hvor der deklareredes. Niepoort sprang f.eks. 2016, som ellers blev bredt deklareret, over. De senere år har de således deklarerer klassisk Niepoort Vintage i 2011, 2015, 2017 og altså nu igen i 2019, mens Bioma er sendt ud i årene 2015, 2016 og 2017.
Her følger min noter på de to vine, som blev smagt under
selve seancen og gensmagt dagen efter.
Niepoort Vintage 2000 (halvflaske)
Rubinrød, rødbrun, lys kant, tydeligt modnet. Solbær, modne,
syrnede kirsebær, lidt jordbær og en smule mørk chokolade. Lækker med dejlig
moden og elegant frugt, mørke bær og krydret bund, flot balanceret med fin syre,
lang krydret hale med bløde tanniner. Delikat at nyde nu, men stadig med fremtid
for sig. Et lækker glas (94/95).
Niepoort Vintage 2019 (fadprøve, ikke endeligt blend)
Tæt, mørk rubin, uigennemsigtig med lilla kant. Frisk frugt,
mørke bær, solbær, brombær, esteve og krydderurter, lidt mørk chokolade samt
lidt ungdommeligt kærnemælkspræg. Godt med frisk frugt, pebret og krydret samt
lidt urtet, høj syre, markante, men integrerede tanniner, rimelig muskuløs, men
også med elegance, kraftige tørre tanniner i enden, fint potentiale, men har brug
for tid (93 med forbehold for, at det var en tidlig fadprøve).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar