lørdag den 15. maj 2021

Pedro Marques, Vale da Capucha, Lisboa

 

De smagte vine er sponseret af importør og producent

 

Kølige nætter og tåge om morgenen. Atlanterhavet sætter sig præg på klimaet i den portugisiske vinregion Lisboa, ligesom det gør det ved andre kystnære regioner som Vinho Verde og Bairrada. I underregionen Torres Vedras ligger Vale de Capucha i en dal, der faktisk en gang var en del af havet, hvorfor et fossil fra den tid da også har fundet vej til etiketten på en af vinene.




Det er den unge winemaker Pedro Marques, der står bag Vale de Capucha. Pedro Marques er født i Lissabon og er femte generation i familien, som beskæftiger sig med at lave vin. Tidligere blev der på familiens 13 hektar ejendom fokuseret mere på kvantitet end kvalitet, men det har Pedro nu ændret. Han lavede sin første vin under navnet Vale da Capucha i 2009, og siden er det kun gået en vej. Foruden familiens ejendom har han også arbejdet som winemaker i Alentejo og Tejo for andre producenter.

Sammen med hustruen Sonia har Pedro nyplantet indfødte druesorter, især hvide, og omdannet vinmarkerne til økologisk og tilstræbt biodynamisk drift.

”De fleste nyplantede druer er Arinto - resten Fernão Pires pga. det køligere klima nær ved kysten. Men vi har også øje for de røde og er ved at nyplante røde sorter,” fortæller Pedro Marques, som f.eks. nyligt har lanceret en enkeltdruevin på Castelão.

Som så mange andre yngre winemakere har Pedro Marques fokus på det lokale terroir samt økologi og bæredygtighed.

”Jeg prøver at dyrke vin i harmoni med stedet og skabe betingelser, så vinene gror og tilpasser sig jordbunden. Det vil give druer, som modner fint og producerer fyldige, friske og bløde vine,” siger han og fortsætter:

”Vi prøver at skabe balance og ikke spilde gode næringsstoffer, så vi genbruger alt i vores kompost. Druerester, gødning fra fjerkræ, heste og får, rester fra køkkenhaven og fra beskæring i marken. Al denne komplekse energistrøm gavner jordbunden og skaber gode forhold for bakterie- og gærkulturer og dermed mulighed for at lave mere ekspressive vine.”




Så de første godt 10 år har medført mange ændringer, fastslår Pedro Marques.

”Jeg har brugt de første 10 år på at skaffe mig viden og erfaring om, hvad jeg ikke skulle gøre. F.eks. startede vi med et opbindingssystem, men efter tre år skiftede vi til Guyot. Vi har også skiftet labels flere gange, og så er vi gået fra rustfri stål til træfade. Da vi startede kendte portugisiske sommeliers ikke til ”artisanal” produktion og vin med minimal indgriben. Nu kan de vældig godt lide det, så meget er ændret,” slutter han.

 

 

Jeg har smagt disse to vine fra Pedro Marques over to dage.

 

Vale da Capucha Vinha Teimosa Tinto 2014, Lisboa

Blend af 70 % Touriga Nacional og 30 % Tinta Roriz, lagret kort tid på fad. Mørk rubin, uigennemsigtig kerne. Dejlig moden frugt, kirsebær, brombær, violer, lavendel, lidt krydderurter, mineralsk. Frisk i munden, godt med moden frugt, sorte syrnede kirsebær, lidt engelsk lakrids, høj syre, stadig power og godt med tørre tanniner til fortsat udvikling (92).

 



Vale da Capucha Fossil Branco 2017, Lisboa

Blend af 50 % Fernão Pires, 35 % Arinto og 15 % regionale druesorter. Strågul, tæt. Intens og aromatisk med fersken, passionsfrugt, ananas, lidt vingummibamse og mineralitet. Frisk og fyldig i munden med citrus, fersken, lidt eksotiske noter, høj syre og med en lang, let syrlig, saltet og mineralsk eftersmag (91).

 



Vale daCapucha kan fås hos FuCo Wine.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar