Anmeldereksemplarer tilsendt fra forlaget
Det engelske
vinbogsforlag Académie du Vin Library fortsætter deres udgivelsesrække af små
handy rejsebøger til vinregioner under fællestitlen ”The Smart Traveller´s Wine
Guide”. Tidligere er udkommet om Bordeaux og Rioja (læs min omtale her), og
sidst i 2026 fulgte så endnu fire bøger dækkende Napa Valley, Toscana, Schweitz
og Rhône.
Det er
selvsagt fire meget forskellige områder. Fra Californien over et par gamle
kendte europæiske vinregioner til en bog dækkende et helt land. Det giver
selvfølgelig en række forskelle, men samtidig er bøgerne meget ens i deres
opbygning og tilgang til stoffet. Dispositionen er gerne, at vi først får lidt
om historien, derefter følger noget om terroir, druesorter, stilarter og
klassifikationer mv. samt en oversigt over nogle udvalgte ikoniske vine fra
området.
Bøgernes
anden halvdel er selve guiden med forslag til ture, hoteller og andre
overnationssteder, vingårde der modtager besøg, vinbarer og vinbutikker samt
restauranter i forskellige prisklasser fra de mest eksklusive med Michelin
stjerner til almindelige brasserier.
Hvor Napa
Valley, Rhône og Toscana nok er nogenlunde bekendte for de fleste
vininteresserede er Schweitz mere ukendt, hvilket ganske enkelt skyldes, at
eksporten er lav, hvorfor vi selvfølgelig heller ikke ser meget til vine fra
alpelandet i Danmark. Og det er ærgerligt, da de vine, jeg har smagt, har været
spændende og har vakt min nysgerrighed. Senest smagte jeg således en del vine på nyligt afholdte Cool Climate Wine Summit i København.
Der
produceres vin i alle 26 kantoner i Schweitz, som overordnet er inddelt i seks
vinregioner: Valais, Vaud, Geneve og Three Lakes i øst, Deutschschweiz (den
tysktalende region) i nord og Ticino (den italienstalende region) i syd. Der
dyrkes ca. 250 druesporter. Tre røde sorter, Pinot Noir, Merlot og Gamay, udgør 40 % af produktionen,
den grønne Chasselas ca. 25 %. En del af sorterne er indfødte og derfor ukendte
for de fleste, andre er internationale så som Chardonnay, Syrah og ovennævte
Pinot Noir og Merlot for blot at nævne enkelte.
Bogen om Schweitz
adskiller sig også fra de andre ved at turforslagene ikke blot er bilture, men
også turruter med tog, cykel og til fods, ligesom steder, det anbefales af
besøge, angives med togstation. Jo, der er stor forskel på Schweitz og f.eks.
Napa Valley, hvor der godt nok er en enkelt togrute fra Napa til St. Helena og
foreslås at leje elcykler, men som i det store hele er baseret på bilisme,
ligesom prisklassen også ofte er betydeligt højere end i Toscana, Rhône og Schweitz.
Når man
læser de mange forslag til restauranter og vinbarer kan tænderne løbe i vand
for ikke at tale om de mange dejlige vingårde, man kan besøge rundt om. Også
hvad det sidste angår er der forskelle. Mange steder er baseret på vinturisme
med fine besøgscentre, mens der rundt om i de mindre byer i Rhône mest er tale
om besøg efter forudgående aftale.
Forfatterne
til bøgerne er kompetente kender. F.eks. er Matt Walls, som har skrevet om
Rhône, også forfatter til den mere uddybende ”Wines of the Rhône”, mens Paul
Capute bag Toscana-bogen har rejst i regionen i mere end 20 år og skriver for magasiner
som Forbes og Decanter.
Alt i alt er
de små vinguidebøger inspirerende læsning. Første dels mere videnbaserede beskrivelser
kan alle have nytte af at læse, mens guidedelen selvfølgelig mest er brugbar i
forbindelse med forberedelser til en rejse eller undervejs på ture, da det
handy lille format i stil med vores egne ”Turen går til”-bøger er nemme at have
med i håndbagagen. Men det er selvfølgelig altid nødvendigt at tjekke
åbningstider mv. over internettet, da den slags guideoplysninger har det med at
blive forældede.
Maria C. Hunt Napa Valley, 208 sider.
Matt Walls: Rhône Valley, 198 sider.
Simon Hardy & Marc Checkley: Switzerland, 208
sider.
Paul Caputo: Tuscany, 208 sider.



