De smagte vine var tilsendt af importøren
Der kan være
mange meninger om en ny spiller med stor kapital bag sig, der rykker ind på et
marked som produktionen af portvin, hurtigt opkøber vingårde og gamle fade og efter
få år sender en stor portefølje på markedet. Men lader man vinene tale for sig
selv, er Menin en meget interessant aktør, som laver portvin af høj kvalitet.
I
forbindelse med lanceringen i Danmark har jeg tidligere haft fornøjelsen af at
prøvesmage såvel en række af deres portvine som deres bordvine. Så da jeg kort
inden jul fik tilbudt endnu en smagepakke med små samples på det meste af
porteføljen inklusive de nye 80 års portvine og Vintage 2022, takkede jeg
selvfølgelig ja. Travlheden i forbindelse med jul og nytår gjorde dog, at jeg
først her i det nye år fik tid til at smage vinene. Men inden noterne et kort
resumé.
I 2018 købte
de to brasilianske forretningsmænd, Rubens Menin og Cristiano Gomes, projektets
første vingård Quinta da Costa de Cima, og siden er flere fulgt efter. I 2021
blev Menin Wine Company grundlagt og samme år opkøbte de det gamle brand Horta
Osório Wines, som kan dateres helt tilbage til år 1791. H.O. Wines udgør sammen
med Menin Douro Estates selskabets to ben.
Winemaker
for Menin Douro Estates er João Rosa Alves med Tiago Alves de Sousa som
konsulent. Sidstnævnte, som er ophavsmand til de glimrende vine fra familieejede
Alves de Sousa, var egentlig lidt skeptisk, da han blev spurgt, om han ville
være med til lave vinene. Men efter at have besøgt stedet og set de gamle
blandede vinmarker med vinhas velhas, takkede han ja.
”Især deres 11 hektar store mark ved Quinta da Costa er forbløffende. Det
er nok den største gamle vinmark i Douro med 54 forskellige sorter plantet
sammen – især Tinta Amarela, Touriga Franca og Tinta da Barca, men også med 2 %
grønne sorter. Det er et privilegie at arbejde med en sådan
mark,” fortalte han mig i sin tid.
De tilsendte
portvin blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.
10 års hvid:
Lys orange og ravfarvet. Ekspressiv med masser af abrikos, akaciehonning, lidt
muskatnød og lidt orangeskal. Fin tekstur, høj markant syre, tørrede abrikos og
lidt mandel, lang hale med syrebid (89).
20 års hvid:
Ravfarvet, lidt mørkere. Tørrede frugter, abrikos, figen, honning. Dejlig
fyldig on intens med flot balance, godt med tørrede frugter og honning samt
lidt balsamico, i første omgang blød, derefter med mere kant og syrebid, lang
hale. Et dejligt glas og en flot repræsentant for kategorien (93).
30 års hvid:
Ravfarvet, orange kant. Lidt diskret næse i første omgang, derefter tørrede
frugter, akaciehonning og muskatnød samt lidt apotekerduft. God friskhed i
munden med god fylde og flot balancerende syre, en lille tendens til
neglelakfjerner, lang hale med fint lille syresvip. Fin vin trods lidt mislyde
(93).
40 års hvid:
Ravfarvet. Ekspressiv næse med tørrede frugter, lidt figner og nødder,
appelsinskal og lys balsamico. Fyldig og intens i munden med flot kompleksitet,
fin syre der balancerer, en portvin med mange nuancer og en hale, der bare
bliver ved (95).
50 års hvid:
Ravfarvet til tawnybrun, tunge gardiner. Lidt tung næse med balsamico, figner
og muskatnød. I munden med fin friskhed, der komplimenterer de tungere
fadnoter, tørrede abrikoser og balsamico, fed og cremet struktur, koncentreret
og kompleks, lang hale (95).
80 års hvid:
Ravfarvet. Tung og vinøs, ja næsten cognacagtig næse med masser af balsamico og
tørrede frugter. Intens og dyb med stor kompleksitet, balsamico, tørrede
frugter og karamel og igen en næsten spiritusagtig karakter, fed struktur, men
med fin syre der frisker det tunge præg, slutter med lang vedvarende hale (96).
10 års tawny:
Tawnyfarvet med lys orange kant, flot skær. Brændte figner, nødder, orangeskal
og lidt bær i næsen. Frisk med tilpas syre, nødder, tørrede frugter og lidt
karamel, rimeligt modnet i forhold til kategorien, syrebid i halen (89).
20 års tawny:
Flot tawnyfarvet med fint orange skær. Tørrede frugter og nødder, muskatnød,
lidt citrus. God friskhed og fylde i munden, tørrede figner, nødder og lidt
orangeskal, fin tekstur og god balance, lang hale. Et ganske glimrende glas (92).
30 års tawny:
Tawnyfarvet, lys kant og mørkere kerne. Figner, tørrede frugter, nødder og lidt
balsamico og farin. God fylde og rimelig kompleksitet, fin tekstur, tørrede
frugter, blomster og lidt citrus, syren kommer i anden omgang og spjætter, lang
hale med syrebid (93).
40 års tawny:
Flot tawnyfarvet med lysere kant. Intens og ekspressiv med nødder, figner,
svesker, orangeskal, balsamico, brun farin og lidt muskatnød. Dejlig cremet
struktur og flot kompleksitet, fin friskhed og syrebid samt god balance,
nødder, balsamico, tørrede frugter og karamel. Intens og med mange lag, lang
hale med syrebid og citrusfrugt. Et flot glas (94).
50 års tawny:
Mørk tawnybrun, lysere kant. Lidt rustik næse med balsamico, valnødder, svesker
og tørrede frugter samt lidt appelsinskal. Cremet i munden, intens og med fin
kompleksitet, figner, balsamico, nødder, flot balanceret med syren, som
komplementerer de tungere noter, meget lang intens hale (95).
80 års tawny:
Meget mørk og dyb tawnybrun, grøn kant. Masser af balsamico og dybe noter i
næsen, brændte figner og svesker. Brændte figner, karamel og balsamico i
munden, tung og koncentreret men med fin syre, der letter indtrykket, dyb og
intens med mange lag, lang lidt brændende hale (95).
Vintage 2022:
Blend af Touriga Franca, Touriga Nacional og field blend fra gammel mark. Mørk,
tæt og uigennemsigtig med lilla kant og tunge gardiner. Solbær, violer, lidt
skovbær og krydderurt som rosmarin samt lidt vanilje. Blød og let cremet i
første omgang, derefter mere markant syre og lidt urtede noter, masser af ungdommelig
frugt og mørk, lidt bitter chokolade, balanceret, halvtør, bløde diskrete tanniner.
En ung frugtbombe med pænt potentiale, men nok ikke på den helt lange bane
(92).
Det var en
fornøjelse at smage hele serien af hvid portvin med alder og tawny op mod
hinanden. Der er tydelig stilistisk sammenhæng og fin progression
modenhedsmæssigt.
For de
hvides vedkommende synes jeg 30 og især 40 års fremstod fremragende og næsten
overtrumfede 50 års, mens der var stort spring rent karaktermæssigt op til den
80-årige. Vidner måske om den risiko, som nogle fremhævede, da de nye
kategorier blev indført – nemlig at 30, 40 og 50 ville ligge tæt, men her dog
med en helt anden lethed og friskhed over den 30-årige hvide fra Menin.
Blandt
tawnierne vil jeg især fremhæve 20 års som en glimrende vin i kategorien samt
40 og 50 års Tawny, som gjorde det virkelig flot og var en nydelse. God
kompleksitet og en dejlig frisk syre, der balancerer tyngden.
Smagningen
bekræfter mig også i, at alder og kvalitet ikke nødvendigvis er proportionalt i
min optik. Jo, koncentrationen øges, men samtidig svinder balancen mellem
friskheden og frugten også lidt. Tilføjer man endvidere prisen til ligningen,
finder jeg som regel generelt, at der er mest kvalitet for pengene i 20 års
kategorien.
Menin
importeres af Nordjysk Vinimport





Ingen kommentarer:
Send en kommentar