torsdag den 28. marts 2019

Ramos Pinto og kunsten at blende portvin


Måske lidt mere 18 års?
Jeg sætter pipetten ned i det lille glas med 18 års hvid portvin, suger lidt op. Afmåler, noterer og lader det falde ned i mit glas. I glasset er der allerede et basisblend af hvid Reserva fra Ramos Pinto – et blend, som består af flere årgange fadlagret hvid portvin med en gemmesnitsalder på godt seks år, men som mangler de sidste smagsnuancer fra ældre vine for at være færdig. Først har jeg tilsat lidt 12 års hvid portvin, dernæst 18 års, men da jeg dufter og smager på det, mangler der stadig noget i forhold til den færdige vin, som jeg har i det andet glas. Jeg gør derfor klar til at putte lidt af den sidste ingrediens i – en hvid Colheita fra 1964.


Min karriere som lille kemiker finder sted ved en smagning i The Vintage Port Club i Odense, som har fået besøg af masterblender Ana Rosas fra Ramos Pinto. Men sig har hun bragt en flot kasse til hver deltager. I kassen er der en halvflaske med basisblend og tre små flasker med de ældre vine samt en pipette. På bordet står der små måleglas.
”Det er Lego for voksne”, som en af deltagerne udtrykker det.


Idéen er, at vi skal eksperimentere og blive klogere på den svære kunst at blende fadlagret portvin. Ana Rosas har tidligere afholdt blending masterclass med andre tawny-typer, men det er første gang med hvid portvin og første gang i Danmark.
”Vi begyndte med den slags smagninger i 2017 og har indtil nu afholdt en i England, en i Frankrig og to i Portugal. Deltagerne bliver direkte involveret og begejstres over hele processen med at blende. Og de finder ud af, hvor omhyggelig en proces det er. Samtidig viser det, hvor vigtigt det er at opretholde et ordentligt lager af gamle vine,” fortæller Ana Rosas.


Processen med at blende Adriano White Reserva foregår normalt over to år. Det første år laves basisblenden baseret på de hvide druesorter Malvasia Fina, Codega, Rabigato, Arinto, Viosinho og Moscatel – alle høstet i Douro Superior. Blended er i snit godt seks år gammelt, men sammensat af forskellige vine, såvel yngre som ældre. Andet år, når vinen har haft tid til at samle sig, følger så finjusteringen med ovennævnte tre vine.


”I vinens verden spiller blendingen en vigtig rolle og mulighed for at forøge aromaen, tilføje eller formindske bestemte smagsnuancer og skabe en god vin. Men ved portvin er blendingen så kompleks, at det er ren alkymi,” siger Ana Rosas.


Jeg tænker ikke, at der står en stor karriere som alkymist foran mig. Jo, jeg fik tilført nogle af de dufte og nuancer, som jeg fandt i den færdige referencevin. Jeg fik givet basisblandingen mere karakter og dybde. Sidst, men ikke mindst oplevede jeg, hvor stor betydning selv få dråber gammel portvin kan have. Men i mål kom jeg ikke, hvilket ikke alene kunne duftes og smages, men også blev slået fast, da Ana Rosas senere afslørede det rigtige blandingsforhold.


Ud over muligheden for at blende White Reserva, bød aftenen på en længere række af vine. Først en medbragt overraskelse fra Ana Rosas side i form af en gammel hvid portvin fra 1884 – en vin, jeg har smagt før til ”Portof Dreams”-smagning i Porto, men som så afgjort var en gensmagning værd. Det meste af tiden har den lagret på flaske, men tapningsåret kendes ikke. Ud fra dens karakter har Ana skudt på, at den har fået mellem 10 og 20 års på fad, men selve flaskens udformning kunne tyde på, at den måske er flasket endnu senere.
Dernæst fulgte et flight med den fulde Tawny-range og derefter en terroir-smagning med Vintage fra såvel Ramos Pinto som de to quintaer, Quinta do Bom Retiro og Quinta da Ervamoira. I dette flight indgik også to helt nye fadprøver på den kommende Vintage 2017 – godkendt af IVDP, men ikke officielt deklareret endnu. Endelig sluttede aftenen med en ældre moden Vintage fra 1982.
Tak til Ana Rosas for at øse af sin viden og til Ramos Pinto for at gøre smagning og masterclass mulig.


Her er min noter:
Adriano White Reserva: Ravgul med fint skær. Frisk næse med duft af abrikos og honning. Begyndende ælde, frisk og rig på syre, lidt mandel, tørrede frugter, appelsinskal og honning, fint balanceret. En god vin i kategorien.
White Port 1884: Mørk mahogni brun og uklar. Intens i næsen med lidt balsamico-præg, tørrede frugter, krydret og pebret. Meget sød, men med flot syre, der balancerer, appelsinskal, muskatnød og lidt mandel, meget koncentreret og kompleks, men dog også med friskhed, en lang eftersmag med appelsinskal og honning. Spændende og med overraskende vitalitet.
Adriano Reserva Tawny: Rubin til rødbrun. Ungdommelig og stadig med en del frisk frugt som kirsebær, men også lidt tørrede frugter. Ditto i munden, hvor frugten dominerer i forhold til fadnoterne, fint syreniveau.
10 års Tawny: Rødbrun med lys kant. Stadig lidt bærpræg med jordbær, men også nødder og rosiner. Dejlig frisk i munden, lidt frugt, men mest diskret fadpræg og pænt syreniveau og i fin balance. Ikke en voldsom tung tawny, men frisk og elegant.
20 års Tawny: Flot mahognibrun med lys kant. Den ene flaske med lidt tendens til prop i næsen, men dog ikke med decideret fejl. Nødder og figner. Cremet og blød i munden med tørrede frugter, figner og nødder. Smagte begge flasker, og den anden var i vanlig flot og velbalanceret stil.
30 års Tawny: Rødbrun med orange kant og flot skær. Nødder, mandel og marcipan i næsen. Meget frisk og delikat, elegant med fint syreniveau, god friskhed og balance, nødder og appelsinskal. Det meget dejligt glas.


Ramos Pinto Vintage 1994: Mørk rubin med lys kant. Meget ekspressiv i næsen, blomster og røde bær, let parfumeret, men også lidt moden frugt. Dejlig elegant og balanceret i munden med diskrete bløde tanniner. Fint drikkeklar, men kan sagtens holde sig længere.
Quinta da Ervamoira Vintage 1994: Mørk rubin med lys kant. Moden frugt, lidt kaffe og godt krydret. Ditto i munden, krydret og pebret og modne mærke bær, godt med tanniner. Har stadig år foran sig.
Quinta do Bom Retiro Vintage 2014: Mørk rubin, uigennemsigtig. Lukket i næsen med mørke bær og lidt ungdommeligt kærnemælkspræg. Kraftige tanniner, stadig lidt rå, lukket, krydret. Har brug for tid.


Ramos Pinto Vintage 2017 (fadprøve): Mørk rubin med lilla kant. Friske bær, solbær, røde bær og blomster. Ungdommelig frugt og bløde tanniner, lang hale. En meget lovende og elegant vintage, som helt sikkert fortjener at blive deklareret.
Quinta da Ervamoira Vintage 2017 (fadprøve): Mørk rubin med rødlilla kant. Lidt mere moden og mørkere frugt, men også røde bær, floral og med kaffe. Rig på frugt og godt krydret. Kraftige tanniner og har et langt liv foran sig.
Ramos Pinto Vintage 1982: Flot rubin. Røde bær og florale noter i næsen. Fint balanceret med modne røde bær og bløde tanniner. Stadig i live og kan sagtens holde i flere år.

Læs også om Ramos Pintos Vintage 1983 på enkeltdruer her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar