Det er efterhånden kutyme, at vinhuse og portvinsproducenter
udsender jubilæumsvine og -bøger, når de fylder rundt. Det gjaldt også Quinta
do Crasto for et par år siden, hvor de sendte to vine og en flot bog ud i
begrænsede eksemplarer som en dobbeltfejring af to årstal: 1615 og 1918.
De to årstal står at læse på porten ind til ejendommen.
Porten menes at være opført af Constantino de Almeida, som i mange år lagde
navn til portvinene fra Quinta do Crasto. 1615 er året for de ældste skriftlige
kilder om ejendommen, og selv om disse ikke findes længere regnes året alligevel
for Crastos grundlæggelse. 1918 var året, hvor Constantino
de Almeida overtog vingården og påbegyndte en større restaurering af såvel
bygninger som vinmarker.
Men historien om Crasto går langt længere tilbage. På
ejendommen er der gjort arkæologiske fund tilbage fra romertiden i form af
mønter, mure og rester af forskellige opbevaringstanke herunder fra et kar ikke
ulig de senere lagares, hvilket vidner om, at der også blev fremstillet vin den
gang. Selve navnet Crasto stammer også fra den tid, idet ”castro” eller
”castrum” betyder borg eller slot. Det menes derfor, at der har ligget en
romersk forsvarsborg på højdedraget med god udsigt over Douro.
Adskillige århundrede senere viser dokumenter, at der sidst
i 1500-tallet blev erhvervet vinmarker i området, men selve dokumentet, hvor
årstallet 1615 for quintaens grundlæggelse optræder, er ikke længere at finde.
Senere i 1600-tallet ejes Crasto af André Fernandes de Magalhães og dennes
hustru Maria de Sampaio, og det menes, at sidstnævnte har arvet den fra sine
forældre. Ægteparret boede selv i Vila Real, ligesom senere ejere har været
bosat i Porto og ikke på gården, hvor produktion af vin og andre landbrugsvarer
i stedet var overladt til en bestyrer, som det var traditionen på mange af quintaerne
i Douro.
Fremstillingen af vin i 1700-tallet er grundigt
dokumenteret. På et ikke helt fastlagt tidspunkt overtages Crasto af den
magtfulde rigmand fra Porto, Pedro Pacheco Pereira (1680-1753), som ejede
adskillige vingårde i Douro i det århundrede, hvor produktionen af portvin
ekspanderer kraftigt. I en håndskrevet bog fra midten af 1700-tallet redegøres
der for de forskellige ejendomme og deres produktion og et af kapitlerne hedder
”Rules and regulations for managing operation of the Quinta do Crasto”, ligesom
hele fremstillingsprocessen beskrives omhyggeligt i et andet kapitel. Her
anbefales det bl.a. at adskille stilke og druer samt benytte 50-60 timers
fodtrædning og efterfølgende tilsætte brandy, lidt olivenolie, sukker og hyldebær
– en praksis der forbydes med etableringen af det statslige Companhia Geral da
Agricultura das Vinhas do Alto Douro i 1756.
Det er den senere Marquis de Pombal, der står bag
indførelsen af den statslige kontrolmyndighed og den medfølgende demarkering af
området, hvor der må dyrkes og fremstilles portvin. Området blev bl.a. markeret
med stengærde og granitstene med inskriptionen Feitoria, hvoraf to stadig
befinder sig på Quinta do Crasto, som altså lå inden for demarkeringen.
Crasto forbliver derefter i familien Pacheco Pereiras eje i
de efterfølgende generationer, men da først meldug og i 1863 den endnu værre
phylloxera dukker op, opgives marker, og vinproduktionen reduceres markant. I
1840´erne før meldug blev der således produceret 100 piper vin på Crasto og
familiens anden ejendom i Sobreira. I 1876 var antallet nede på 41 og fire år
efter kun 18. Godt nok kunne Crasto profitere af anlæggelsen af jernbanen i
Douro i 1880 og stationen Ferrão lige nedenfor quintaen, men kampen var ulig,
og ejendommene blev mere og mere gældsatte.
Her er det så, at vinhandleren Constantino de Almeida (1857-1922)
overtager Quinta do Crasto, og en ny gylden periode kan begynde. Efter
restaurering af marker og produktionsbygninger blomster produktionen op igen.
En af de nye marker, han anlagde, blev i øvrigt opkaldt efter hans første
barnebarn Maria Teresa og fungerer den dag i dag sammen med den nærtliggende
Vinha da Ponte som Crastos ypperste vinmarker, der i gode år leverer to
fremragende enkeltmarksvine og i de øvrige år leverer kvalitet til den altid
dejlige Quinta do Crasto Reserva Vinhas Velhas. Genetiske studier har siden
vist, at Vinha Maria Teresa indeholder omkring 50 forskellige druesorter, og
for at bevare det samme fieldblend, erstattes døde planter af samme sort og
klon.
Da Constantino dør i 1922 overlader enken ejendommen og
firmaet til sine fem børn, som viderefører arbejdet – og det med gode
resultater i første omgang. I 1956 er firmaet således den 5. største eksportør
af portvin, ligesom der sælges vin fra Douro og andre regioner og ikke mindst
brandy. Men økonomien begynder at skrante, så I 1958 bliver firmaet solgt til
Companhia Agrícola e Comercial dos Vinhos do Porto alias Ferreira, der altså
overtager navnet Constantino, mens quintaen forbliver i familiens eje.
Dermed er vi ved at være fremme ved nutiden. Contantinos
yngste søn, Fernando Moreira de Almeida (1900-1989), som var landbrugsuddannet,
administrerede på familiens vegne Crasto. Hans datter Leonor giftede sig med
bankdirektøren Jorge Roquette, som efter nellikerevolutionen i 1974, hvor
banker blev nationaliseret, blev fængslet og siden flyttede i eksil i
Brasilien. I 1981 vendte familien inklusiv børnene Rita, Miguel og Tomás
tilbage til Portugal, og de begyndte snart at opkøbe ejerandele fra de mange
forskellige grene af familien, da ejerskabet som følge af de portugisiske
arvelove var blevet spredt godt og grundigt.
I 1994 var Roquette-familien klar til at igangsætte en ny
produktion af Douro-vin og portvin, ligesom de kunne sende den allerede
flaskede Vintage 1978 på markedet. Siden da er børnene trådt til, ligesom
etableringen af Douro Boys sammen med fire andre producenter i 2002 har været
med til at cementere Quinta do Crasto som en af regionens bedste
vinproducenter. Og ja, det er vin, der er mest i fokus, selvom Crasto
producerer både Ruby Reserve, en altid glimrende LBV, Vintage og Colheita. De
tørre tal siger faktisk, at det kun er 5 % af produktionen, som bruges til
portvin. Netop med henblik på husets Dourovine købte de i 2000 landområder i
Douro Superior.
Der var været flere winemakere inkluderet gennem årene. I
nyere tid blev de første årgange lavet af australske David Baverstock og siden
har den dygtige ønolog Susana Esteban været involveret. De senere mange år er
det Manuel Lobo de Vasconcelos, som har siddet ved roret, assisteret af Cátia Barbeta
og Tomás Roquette, som især tager vare på portvinene.
En anden indtægtskilde, som er kommet til, er turisme.
Familien bor ikke selv på Crasto, men har dog planer om at etableret en privat bolig
ved at restaurere en ruin oppe i vinmarkerne. Selve quintaen bliver i stedet
brugt som besøgscenter, og med gæsteværelser i et anneks og den legendariske swimmingpool
er quintaen et yndet sted for vinturister. Fornemt og velbesøgt, men stadig
afslappet og på ingen måde overrendt. Jeg har selv besøgt Quinta do Crasto en
del gange og altid følge mig meget velkommen. Læs f.eks. beretningen fra mit
seneste besøg her.
Afslutningsvis skylder jeg lige at nævne, at de to
jubilæumsvine, som blev lavet for et par år siden, var henholdsvis et specielt
blend af de to enkeltmarksvine, Maria Teresa og Ponte, kaldet Honore Douro 2015
og så en gammel Tawny, Honore Very Old Tawny, baseret på druer fra fieldblend
og lagret på kastanjefad i mere end et århundrede. Sidstnævnte er kun
fremstillet i 400 eksemplarer og – ikke overraskende – i eksklusiv indpakning.
Bogen, hvorfra det meste at ovenstående er hentet er så
afgjort værd at læse, hvis man som jeg er glad for Quinta do Crasto – både som
et sted at besøge og på flaske. Det samme gælder, hvis man er interesseret i,
hvordan en Douro-quintas historie udvikler sig gennem århundrede. Den er flot
med fantastiske billeder, skrevet på såvel portugisisk som engelsk og dejligt
at bladre i.
Caspar
Matins Pereira: Quinta do Crasto. A Story that began a long time ago. Udgivet
af quintaen selv i november 2018
Ingen kommentarer:
Send en kommentar