fredag den 19. juni 2020

Quinta do Crastos historie


Det er efterhånden kutyme, at vinhuse og portvinsproducenter udsender jubilæumsvine og -bøger, når de fylder rundt. Det gjaldt også Quinta do Crasto for et par år siden, hvor de sendte to vine og en flot bog ud i begrænsede eksemplarer som en dobbeltfejring af to årstal: 1615 og 1918.


De to årstal står at læse på porten ind til ejendommen. Porten menes at være opført af Constantino de Almeida, som i mange år lagde navn til portvinene fra Quinta do Crasto. 1615 er året for de ældste skriftlige kilder om ejendommen, og selv om disse ikke findes længere regnes året alligevel for Crastos grundlæggelse. 1918 var året, hvor Constantino de Almeida overtog vingården og påbegyndte en større restaurering af såvel bygninger som vinmarker.
Men historien om Crasto går langt længere tilbage. På ejendommen er der gjort arkæologiske fund tilbage fra romertiden i form af mønter, mure og rester af forskellige opbevaringstanke herunder fra et kar ikke ulig de senere lagares, hvilket vidner om, at der også blev fremstillet vin den gang. Selve navnet Crasto stammer også fra den tid, idet ”castro” eller ”castrum” betyder borg eller slot. Det menes derfor, at der har ligget en romersk forsvarsborg på højdedraget med god udsigt over Douro.


Adskillige århundrede senere viser dokumenter, at der sidst i 1500-tallet blev erhvervet vinmarker i området, men selve dokumentet, hvor årstallet 1615 for quintaens grundlæggelse optræder, er ikke længere at finde. Senere i 1600-tallet ejes Crasto af André Fernandes de Magalhães og dennes hustru Maria de Sampaio, og det menes, at sidstnævnte har arvet den fra sine forældre. Ægteparret boede selv i Vila Real, ligesom senere ejere har været bosat i Porto og ikke på gården, hvor produktion af vin og andre landbrugsvarer i stedet var overladt til en bestyrer, som det var traditionen på mange af quintaerne i Douro.


Fremstillingen af vin i 1700-tallet er grundigt dokumenteret. På et ikke helt fastlagt tidspunkt overtages Crasto af den magtfulde rigmand fra Porto, Pedro Pacheco Pereira (1680-1753), som ejede adskillige vingårde i Douro i det århundrede, hvor produktionen af portvin ekspanderer kraftigt. I en håndskrevet bog fra midten af 1700-tallet redegøres der for de forskellige ejendomme og deres produktion og et af kapitlerne hedder ”Rules and regulations for managing operation of the Quinta do Crasto”, ligesom hele fremstillingsprocessen beskrives omhyggeligt i et andet kapitel. Her anbefales det bl.a. at adskille stilke og druer samt benytte 50-60 timers fodtrædning og efterfølgende tilsætte brandy, lidt olivenolie, sukker og hyldebær – en praksis der forbydes med etableringen af det statslige Companhia Geral da Agricultura das Vinhas do Alto Douro i 1756.
Det er den senere Marquis de Pombal, der står bag indførelsen af den statslige kontrolmyndighed og den medfølgende demarkering af området, hvor der må dyrkes og fremstilles portvin. Området blev bl.a. markeret med stengærde og granitstene med inskriptionen Feitoria, hvoraf to stadig befinder sig på Quinta do Crasto, som altså lå inden for demarkeringen.


Crasto forbliver derefter i familien Pacheco Pereiras eje i de efterfølgende generationer, men da først meldug og i 1863 den endnu værre phylloxera dukker op, opgives marker, og vinproduktionen reduceres markant. I 1840´erne før meldug blev der således produceret 100 piper vin på Crasto og familiens anden ejendom i Sobreira. I 1876 var antallet nede på 41 og fire år efter kun 18. Godt nok kunne Crasto profitere af anlæggelsen af jernbanen i Douro i 1880 og stationen Ferrão lige nedenfor quintaen, men kampen var ulig, og ejendommene blev mere og mere gældsatte.
Her er det så, at vinhandleren Constantino de Almeida (1857-1922) overtager Quinta do Crasto, og en ny gylden periode kan begynde. Efter restaurering af marker og produktionsbygninger blomster produktionen op igen. En af de nye marker, han anlagde, blev i øvrigt opkaldt efter hans første barnebarn Maria Teresa og fungerer den dag i dag sammen med den nærtliggende Vinha da Ponte som Crastos ypperste vinmarker, der i gode år leverer to fremragende enkeltmarksvine og i de øvrige år leverer kvalitet til den altid dejlige Quinta do Crasto Reserva Vinhas Velhas. Genetiske studier har siden vist, at Vinha Maria Teresa indeholder omkring 50 forskellige druesorter, og for at bevare det samme fieldblend, erstattes døde planter af samme sort og klon.


Da Constantino dør i 1922 overlader enken ejendommen og firmaet til sine fem børn, som viderefører arbejdet – og det med gode resultater i første omgang. I 1956 er firmaet således den 5. største eksportør af portvin, ligesom der sælges vin fra Douro og andre regioner og ikke mindst brandy. Men økonomien begynder at skrante, så I 1958 bliver firmaet solgt til Companhia Agrícola e Comercial dos Vinhos do Porto alias Ferreira, der altså overtager navnet Constantino, mens quintaen forbliver i familiens eje.
Dermed er vi ved at være fremme ved nutiden. Contantinos yngste søn, Fernando Moreira de Almeida (1900-1989), som var landbrugsuddannet, administrerede på familiens vegne Crasto. Hans datter Leonor giftede sig med bankdirektøren Jorge Roquette, som efter nellikerevolutionen i 1974, hvor banker blev nationaliseret, blev fængslet og siden flyttede i eksil i Brasilien. I 1981 vendte familien inklusiv børnene Rita, Miguel og Tomás tilbage til Portugal, og de begyndte snart at opkøbe ejerandele fra de mange forskellige grene af familien, da ejerskabet som følge af de portugisiske arvelove var blevet spredt godt og grundigt.


I 1994 var Roquette-familien klar til at igangsætte en ny produktion af Douro-vin og portvin, ligesom de kunne sende den allerede flaskede Vintage 1978 på markedet. Siden da er børnene trådt til, ligesom etableringen af Douro Boys sammen med fire andre producenter i 2002 har været med til at cementere Quinta do Crasto som en af regionens bedste vinproducenter. Og ja, det er vin, der er mest i fokus, selvom Crasto producerer både Ruby Reserve, en altid glimrende LBV, Vintage og Colheita. De tørre tal siger faktisk, at det kun er 5 % af produktionen, som bruges til portvin. Netop med henblik på husets Dourovine købte de i 2000 landområder i Douro Superior.
Der var været flere winemakere inkluderet gennem årene. I nyere tid blev de første årgange lavet af australske David Baverstock og siden har den dygtige ønolog Susana Esteban været involveret. De senere mange år er det Manuel Lobo de Vasconcelos, som har siddet ved roret, assisteret af Cátia Barbeta og Tomás Roquette, som især tager vare på portvinene.


En anden indtægtskilde, som er kommet til, er turisme. Familien bor ikke selv på Crasto, men har dog planer om at etableret en privat bolig ved at restaurere en ruin oppe i vinmarkerne. Selve quintaen bliver i stedet brugt som besøgscenter, og med gæsteværelser i et anneks og den legendariske swimmingpool er quintaen et yndet sted for vinturister. Fornemt og velbesøgt, men stadig afslappet og på ingen måde overrendt. Jeg har selv besøgt Quinta do Crasto en del gange og altid følge mig meget velkommen. Læs f.eks. beretningen fra mit seneste besøg her.
Afslutningsvis skylder jeg lige at nævne, at de to jubilæumsvine, som blev lavet for et par år siden, var henholdsvis et specielt blend af de to enkeltmarksvine, Maria Teresa og Ponte, kaldet Honore Douro 2015 og så en gammel Tawny, Honore Very Old Tawny, baseret på druer fra fieldblend og lagret på kastanjefad i mere end et århundrede. Sidstnævnte er kun fremstillet i 400 eksemplarer og – ikke overraskende – i eksklusiv indpakning.


Bogen, hvorfra det meste at ovenstående er hentet er så afgjort værd at læse, hvis man som jeg er glad for Quinta do Crasto – både som et sted at besøge og på flaske. Det samme gælder, hvis man er interesseret i, hvordan en Douro-quintas historie udvikler sig gennem århundrede. Den er flot med fantastiske billeder, skrevet på såvel portugisisk som engelsk og dejligt at bladre i.

Caspar Matins Pereira: Quinta do Crasto. A Story that began a long time ago. Udgivet af quintaen selv i november 2018

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar