tirsdag den 11. januar 2022

H. M. Borges – familievirksomhed med traditioner

 

De smagte vine er sponseret af producenten

 

Når man træder ind i den gamle lodge, der tilhører H.M. Borges, er det lidt som at træde tilbage i tiden. Det emmer af tradition i de rustikke lokaler som f.eks. de gamle slidte malerier på væggen eller vitrineskabene med gamle flasker. Men det betyder dog ikke, at alt er stået stille, og at madeira-producenten ikke er fulgt med tiden.

”Vi har bevaret den gamle traditionelle stil, men vinene er måske blevet mere balancerede, da vores viden i marken, ved vinificering og lagring er blevet bedre,” siger direktør Helena Borges, som er fjerde generation af familien Borges siden grundlæggelsen.



H.M. Borges blev etableret i 1877 af Henrique Menezes Borges, som dog først udsendte vin i eget navn fra 1920´erne. På samme tid flyttede de ind i lodgen, som ligger centralt placeret i centrum af Funchal. I dag ledes firmaet af Helene Borges og hendes kusine Isabel. Tidligere solgte de meget bulkvin – også til Danmark. I dag udgør 3-års vine størstedelen af produktionen, som dog også omfatter et betydeligt udvalg af ældre vine i alle kategorier.



Under mit besøg i sensommeren sidste år fik jeg under kyndig vejledning af João Francisco Pereira først en rundvisning i den gamle bygning med besøgslokale, produktionsfaciliteter og lagre med stablede fade. 3-års vinene opvarmes ved estufagem-metoden ved 45 grader, mens der benyttes canteiro til den resterende del – altså de ældre vine, colheitas og frasqueiras. 85 % af produktionen er baseret på den meget udbredte druesort Tinta Negra, resten på Sercial, Verdelho, Bual og Malvasia.



Borges ejer ikke selv vinmarker og er da også lidt bekymret for leveringssikkerheden, da drueavl ikke ligefrem tiltrækker yngre kræfter på øen, hvorfor en del vinmarker forlades og forsvinder.

”Vi er nogle gange lidt bange for fremtiden. Vi prøver at holde fast i dem, vi har aftaler med, men mange er ældre. Vi overvejer måske at købe egne vinmarker for at sikre leverancen og kvaliteten,” siger Helena Borges, som guidede mig igennem den efterfølgende smagning.



Derfor har Borges heller ingen planer om at begynde at lave bordvin, som ellers er et område i vækst på øen.

”Vi tænker ikke at begynde at lave bordvin, da vi hellere vil bruge de sparsomme druer til Madeira vine,” fastslår Helena Borges.


 

Følgende vine blev smagt under besøget:

Tinta Negra Dry 3 års: Lys orangebrun til ravfarvet. Lidt bagt og oxideret næse med blomster, tørrede frugter og lidt marcipan. Tør med tørrede frugter, nødder og citrus, tør hale (87).

Sercial 10 års: Lys ravfarvet, lidt orange og grønlige toner. Lysere toner i næsen med tørrede frugter og citrus, men også lidt nødder og toast. Abrikos og nødder, høj syre, lang hale (89)

Tinta Negra Colheita 2005: Ravfarvet med lys kant. Tørrede frugter og lidt karamel i næsen, Godt med syrebid, medium struktur, nødder, citrus, ikke så kompleks, fin elegance, medium sød til sød, men med tør hale (90).

Boal 15 års: Tawnybrun med ravfarvet og lidt grøn kant. Nødder og tørrede frugter samt lidt toastede noter. Medium fyldig med god balance med høj syre, nødder, tørrede frugter, chokolade og lidt appelsinskal (92).

Verdelho Frasqueira 1993 (tappet 2017): Orangebrun til Tawnybrun. Fin næse med tørrede frugter og nødder. Medium fyldig med god struktur og fin friskhed, tørrede frugter, honning og fint krydret, halvtør med fint syrebid, mellemlang og let saltet ende (93).

Malvasia 20 års: Mørk tawnyfarvet, orangegrøn kant. Ekspressiv næse med nødder og tørrede frugter. Intens og koncentreret i munden med nødder og balsamico, men virker ikke tung, da der er fin syrebalance (93).

Sercial Frasqueira 1984 (tappet 2019): Ravfarvet. Nødder, tørrede frugter og lidt appelsinskal i næsen. Dejlig kompleksitet, medium tør, lang hale. En dejlig indbydende vin (94).

 

Borges importeres af Vinomondo

Ingen kommentarer:

Send en kommentar