tirsdag den 5. april 2022

Essência do Vinho 2022

 

Turen til Porto var sponseret af Essência do Vinho

 

Hvidvin, rødvin og alle farver imellem. Portvin, Madeira og Moscatel samt Espumante. Det hele stod fremme i den gamle, flotte børsbygning, Palácio da Bolsa i sidste uge, hvor den 18. udgave af den store vinfestival Essência do Vinho 2022 fandt sted.



Jeg var inviteret med som medlem af den international jury. Foruden de mange portugisere og brasilianere var lande som Schweitz, Italien, Spanien, England, USA og altså Danmark repræsenteret i juryen, som skulle kåre Portugals 10 bedste vine – vel at mærke blandt de vine bladet Revista de Vinhos i forvejen havde udvalgt som de bedste fra årets testsmagninger. Dertil kom et tæt program med flere særsmagninger samt diverse frokoster og middage med producenter.

Top 10 smagningen fandt vanen tro sted i den smukke arabiske sal i Bolsa, hvor panelet sad klar til smagning af 62 vine, som kom ind i hurtigt tempo. Først en enkelt rosé, derefter 17 hvide, en espumante, de mange rødvine og så endelig 10 hedvine, hvor portvinene var i overtal med seks vine, men også Madeira og Moscatels. Panelet fik afgivet point, og et par dage efter fandt kåringen af de 10 bedste vine (2 hvide, 6 røde og 2 hedvine) så sted ved en gallamiddag på Factory House – de engelske portvinshuses traditionsrige klub. Mere herom følger snarest i en artikel i Vinbladet.



Efter Top 10 smagningen var der frokost med huset Churchill´s, hvilket betød et gensyn med Johnny og Zoe Graham samt smagning af nogle af deres glimrende vine og portvine. 



Om eftermiddagen var jeg til smagning af såkaldte Underdogs med spændende og utraditionelle vine fra en god håndfuld producenter heriblandt en altid humørfyldt João Roseira fra Quinta do Infantado. Og endelig fulgte om aftenen middag med den store producent Esporão, som foruden den store ejendom i Alentejo også ejer Quinta do Ameal i Vinho Verde og Quinta dos Murcas i Douro.



Fredagen bød på endnu en frokost – denne gang med Quinta Vale D. Maria – i restaurant PIP i museums- og vinkomplekset WOW. Dejlige vine, hvilket især gjaldt den altid delikate Vinha da Francisca opkaldt efter den tidligere indehaver, Cristiano van Zellers datter, samt ikke at forglemme deres Very Old Tawny fra 1969. Intens, koncentreret og med flot balancerende syre, som gav elegance. Frokosten bød også på et gensyn med Martim Guedes fra Aveleda, som i dag ejer Vale D. Maria og Isabel Abreu Lima, som jeg mødte første gang, da hun repræsenteret Dalva ved en smagning i The Vintage Port Club.



Om eftermiddagen fulgte en smagning af portugisiske hedvine, ”The Dream Ones”, som overskriften lød i programmet. Syv fantastiske vine fordelt på en fra den lille område Carcavelos i Lissabon, to portvine, to madeiravine og to moscatels. Mere herom følger i et senere indlæg.

Efter aftenens prisoverrækkelse var det officielle program slut, men jeg valgte at blive endnu en dag. Både for at få tid til et par aftaler med gode bekendte fra portvinsbranchen, men især for at få mulighed for at gå lidt rundt blandt standene på messen og lystsmage – det vil sige uden at tage de store noter – samt sludre med nye og gamle kontakter.



Her blev det bl.a. til et gensyn med Joana Santiago og hendes glimrende vine fra Moncão og Melgaco i Vinho Verde heriblandt en fin, frisk rødvin Sou og den spændende amforavin Santiago na Ãnfora do Rocim – den første Alvarinho-vin lavet på Amfora i samarbejde med specialisten på området Herdade do Rocim fra Alentejo.



Jeg fik også smagt vine fra producenten Campolargo i Bairrada, som kombinerer moderne teknikker med gamle traditioner og mindst mulig indgriben. Spændende hvidvine og rødvine på Baga. Og så fik jeg hilst på Luís Leocádio og gensmagt hans glimrende Vale de Mil vine fra Titan of Douro (læs omtale her).




Hos Sogrape smagte jeg to spændende hvidvine fra deres ejendom Quinta da Romeira i Bucelos – det lille distrikt i Lisboa-regionen, som har en lang tradition for vine på Arinto – samt gensmagt deres to udgaver af Vintage 2019, Ferreiras Quinta do Porto og Sandemans Quinta do Seixo (læs min omtale her).



Det blev også til et besøg hos Julia Kempers stand, hvor jeg smagte tre hvidvine. 



Hos Quinta do Portal smagte jeg såvel hvidvin som Moscatel på druen Moscatel Galego - begge udmærkede vine. 



Der var spædende enkeltdruevine på programmet hos Real Companhia Velha, hvor jeg også fik en snak med Pedro Silva Reis. Endelig fik jeg smagt lidt Vintage portvin hos Quinta Nova, Niepoort, Wine & Soul (Pintas), Quinta do Vale Meão og Alves de Sousa, men dog altså uden at tage noter.


Mere følger snarest om kåringen af Top 10 og om smagningen af The Dream Ones.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar