De smagte vine er sponseret af producenten
Tilbage i tiden stod de store kooperativer for en stor
del af den portugisiske vinproduktion. De første kooperativer blev dannet i slutningen
af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, men antallet steg kraftigt under
Estado Novo, hvor etableringen af mere eller mindre statskontrollede kooperativer
var en del af Salazar-styrets politik. Det medførte i 50´erne og 60´erne
desværre et stor produktion af billige vine af dårlig kvalitet, da mange af
datidens kooperativer udelukkende havde fokus på kvantitet.
I dag er mange af kooperativerne fortid. Men rundt om i
hele landet findes der stadig en del af dem, og heldigvis benytter de i dag helt
andre produktionsmetoder med f.eks. sortering og afstilkning, så kvaliteten
fint kan konkurrere med privat- og familieejede producenter.
Det gælder f.eks. Adega de Palmela, som blev grundlagt i
1955 som Adega
Cooperativa da Região do Moscatel de Setúbal og begyndte produktionen i 1958. I
starten var der 50 medlemmer af kooperativet. Det steg til omkring 600
medlemmer, som rådede over i alt 1500 hektarer og producerede 8 millioner liter
om året. I dag er der 300 medlemmer med i alt 1000 hektar vinmarker. 70 % af
produktionen er rødvin, 25 % hvidvin og 5 % Moscatel. Og som det gælder
generelt, er der også her sket i skift fra kvantitet til kvalitet.
”I begyndelsen blev der produceres i store mængder uden
den store bekymring om kvalitet, og vinen blev solgt som bulkvin. I dag driver
vi kooperativet, som var det en almindelig vingård. Vinifikationen foregår
separat for de forskellige sorter, og vi sælger ikke længere bulkvin, men i
flasker til det nationale og internationale marked,” fortæller Luís Silva, som er winemaker
og manager hos kooperativet Adega de Palmela.
Adega de Palmela producerer følgende brands: Pedras Negras, Vale dos
Barris, Villa Palma, Amus, Vale de Touros samt såvel bordvin som Moscatel og
Espumante under navnet Adega de Palmela.
”Vi stræber efter at lave autentiske vine ved brug af de vigtigste druesorter
i regionen”, siger Luís Silva.
Jeg har smagt to Moscatel de Setúbal fra Adega de Palmela. Vinene blev smagt
over to dage ved lidt forskellige temperaturer.
Moscatel
de Setúbal (2019): Lys ravfarvet, flot skær. Ekspressiv med tørrede abrikoser,
gule blommer, appelsinskal og lidt stikkelsbær, men også en smulle tutti-frutti
præg. Frisk med sødme, abrikoser, mandarin og akaciehonning, syren kommer i
anden omgang og balancerer fint, ikke så kraftig og kompleks, let og elegant,
lav alkohol. Bør nydes afkølet (87).
Moscatel
de Setúbal 10 års: Mørk ravfarvet, lysere orange kant. Mandler, tørrede
frugter. nødder og lidt brændte figner, røgede noter og en smule laktisk præg,
men ikke på den ubehagelig måde. God fylde og fedme i munden med dejlig
balancerende frisk syre, abrikoser, figner, nødder, honning, fin kompleksitet,
lang hale. Et fint glas (92).
Adegade Palmela er ikke i dansk distribution.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar