torsdag den 22. november 2018

Portvin fra Borges


Borges er ikke blandt de portvinshuse, som har den største opmærksomhed herhjemme. Men de er til stede på markedet og skænker trofast ud ved portvinsfestivaler. Kvaliteten synes at være stigende, efter huset i en årrække før årtusindeskiftet ikke gjorde meget væsen af sig.
Vinhos Borges har da også haft en omskiftelig historie siden firmaet blev etableret i 1884. Faktisk begynder historien ifølge Henrik Oldenburg endnu tidligere, nemlig i 1872, hvor firmaet ”Lello, Vieira & Cia” blev grundlagt som eksportører af portvin for så siden at blive indlemmet i bank- og handelsvirksomheden ”António Nunes Borges & Irmão” grundlagt af brødrene António og Francisco Borges i 1884.
Foruden at drive bankvirksomhed handlede brødrene med tobak, tekstiler, vin og altså portvin. Langt senere efter revolutionen i 1974 blev banken nationaliseret som mange andre – og vinfirmaet, Borges & Irmão Vinhos fulgte med. Det førte til en meget tvivlsom periode, hvor kvaliteten faldt og fokus blev lagt på kvantitet. Men fra midt i 1990´erne fik Borges assistance af en af landets dygtigste winemakere, Anselmo Mendes (især kendt for sine glimrende vine fra Vinho Verde), hvorefter det begyndte at gå fremad igen.


I 1998 blev selskabet reorganiseret under nyt ejerskab i form af JVM Group, som allerede stod for distributionen af vinene. Quintaer som Casa Nova og Quinta do Junco, der tidligere havde leveret Single Quinta Vintage, blev solgt til Taylors. Tilbage blev Quinta do Soalheiro ved Rio Torto – en quinta, der blev købt i 1904, og som også lægger navn til nogle af deres portvine.
Foruden portvin produceres der bordvin i såvel Douro som i to andre af landets bedste regioner, Vinho Verde og Dão, ligesom der laves Espumante og Brandy. Der eksporteres til omkring 50 lande i hele verden herunder Danmark.
I dag markedsføres portvinen under nye enkle og smarte labels og i flot indpakning, hvor reserve-kategorien f.eks. præsenteres i flotte rør.
Jeg fik en prøvepakke sendt fra Portugal med følgende vine, som blev smagt over to dage:


White Reserve: Blend af malvasia fina, gouveio, rabigato og viosinho fra flere årgange, lagret i 6 år i snit. Lys, gylden til ravfarvet. Citrus, honning og lidt tørrede figner og abrikos. Sød, men med ok syre, der balancerer i munden, mandel og abrikos samt fin friskhed. Behagelig, men ikke med den store kompleksitet. Skal serveres afkølet for friskhedens skyld (85).
Soalheira 10 års White: Blend af malvasia fina, gouveio, rabigato og viosinho. Gylden, lidt mørkere og med lidt orange skær. Kraftig næse med mandel, honning, godt med abrikos, blomster og lidt vanilje. Mandel, tørrede frugter og lidt vanilje i munden, elegant, fint balanceret, lang karrykrydret hale. Et godkendt og behageligt glas, som ligeledes bør serveres afkølet (89).


Ruby Reserve: Blend af touriga franca, touriga nacional, tinta barroca, tinto cão og tinta roriz. Rubinrød med rød kant. Kraftig næse med ung frugt, hindbær, brombær og lidt kogt rødkål samt mynte, umiddelbart mere en rødvinsnæse end portvinsnæse. I munden har en fin primær frugt og røde bær og en let krydret undertone, floral, elegant og dejlig frisk, fint balanceret med syre og lidt kant samt en smule bløde tanniner. I den lette genre, men absolut godkendt (86).
LBV 2014: Blend af touriga nacional, touriga franca, tinta roriz, sousão og trincadeira. Mørk rubin. Fin ekspressiv med brombær, jordbær, blommer og mynte. Dejlig og blød i munden med mørke bær, brombær, rødgrød, igen mynte og florale noter samt lidt mørk chokolade, krydret, elegant med ok kompleksitet samt bløde tanniner, fin lang og lidt pebret hale. Ikke en kraftig LBV, men et dejligt harmonisk glas at drikke her og nu (90).


Tawny Reserve: Blend af touriga franca, touriga nacional, tinta barroca, tinto cão og tinta roriz, fadlagret i 7-8 år i snit. Rødbrun, let orange kant. Røde bær, tørrede frugter, lidt abrikos og kirsebær i næsen. Tørrede frugter, marmelade, figner og lidt mandel, stadig med primær frugt i form af røde bær, men også fadnoter, lidt bid og pebret hale (85).
Soalheira 20 års Tawny: Blend af touriga franca, touriga nacional, tinta barroca, tinto cão og tinta roriz. Lys tawny-brun med flot orange skær. Frisk og dejlig næse med mandel og hasselnødder, godt med appelsinskal og tørrede abrikoser samt lidt vanilje. Blød med tørrede abrikoser, hasselnødder, orangepræg, honningsødme og lidt vanilje, velbalanceret med fin syre og god friskhed, lidt brændende eftersmag, men delikat (91).


Altid godt med nye bekendskaber. Fik i øvrigt også hilst på repræsentanter fra huset såvel på Portvinsfestivalen på Børsen i november og til vinmessen Grandes Escolhas i Lissabon i oktober, hvor jeg fik en snak med kommunikationschef Ana Montenegro

Læs mere om Borges her. Vinene fås hos Nordjysk Vinimport.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar